RUSSISK DRAMATIK by Aalborg Symfoniorkester

PROGRAM Dmitrij Sjostakovitj (1906-1975)

Koncert nr. 1 for violin og orkester, a-mol, op. 77 Nocturne. Moderato Scherzo. Allegro Passacaglia. Andante Burlesca. Allegro con brio (ca. 37 min.)

PAUSE Dmitrij Sjostakovitj Symfoni nr. 5, d-mol, op. 47 Moderato Allegretto Largo Allegro non troppo (ca. 45 min.)

PROGRAMNOTER Dmitrij Sjostakovitj

Det var forbundet med stor usikkerhed og fare at leve som kunstner under Stalins uhyggelige og grusomme regime. På trods af at Sjostakovitj blev regnet som én af landets største komponister, oplevede han to gange at falde i unåde. Første gang var i 1936, hvor han på grund af sin opera Lady Macbeth blev erklæret formalist. Komponistforeningen fandt musikken for dyster og kompliceret og handlingen i operaen direkte nedbrydende for publikum - musik skulle ophøje staten og indgyde tro og håb hos publikum. Den anden gang, Sjostakovitj faldt i unåde, var i 1948 under det såkaldte Zjdanov-dekret. I flere år klingede hans

musik ikke i Sovjet. Han blev også frataget alle tillidshverv samt sit job som lærer på konservatoriet i Moskva. Han levede i frygt for at blive sendt til Sibirien og henrettet, hvad der var sket for flere tusinde mennesker under Stalins regime - det siges, at Sjostakovitj hver nat sad oprejst i sin seng fuldt påklædt med en pakket kuffert ved sin side parat til at blive hentet.

Sjostakovitj: Violinkoncert nr. 1

Da Zjdanov i 1946 blev sat til at styre Sovjetunionens kulturpolitik, blev det begyndelsen på en betydelig udrensning. Første agenda var at få styr på de frit tænkende forfattere og blandt andre Anna Akhmatova,

”The conductor is the person, who brings people together, who gives a direction in the interpretation, who works with the musicians to bring out the best of their abilities. When it works, it’s a great job, when it does not work, it’s very difficult.” Carlo Rizzi

Boris Pasternak og Mikhail Zosjtjenko faldt i unåde. I februar 1948 indledte han udrensninger inden for musikområdet, almindeligt kendt som kampen mod formalisme. Dmitrij Sjostakovitj, Sergej Prokofjev, Aram Khatjaturjan og mange andre komponister blev ramt af disse udrensninger. Netop under disse omstændigheder komponerede Sjostakovitj efter eget udsagn altid værker i to kategorier: 1. værker som var velegnet til den brede befolkning og til at hylde Sovjetregimet. 2. værker af en mere intellektuel karakter ofte med introvert og mørk fremtoning. Den 1. violinkoncert hører til den anden kategori og blev komponeret i 1947-48 som opus 77, men blev først uropført i 1955, altså to år efter Stalins død. Koncerten er skrevet og dedikeret til en af tidens absolutte topviolinister David Oistrakh. De to kunstnere havde lært hinanden at kende helt tilbage i 1935 under en turné i Tyrkiet, men havde først haft lejlighed til at optræde sammen under en koncert i Prag 1947, hvor de spillede Sjostakovitjs 2. klavertrio. Sjostakovitj blev så begejstret for Oistrakhs spil og store musikerskab, at han øjeblikkelig gik i gang med at komponere en violinkoncert til ham. Det blev en koncert som adskiller sig fra hovedparten af violinkoncerter, hvor fokus ofte er på virtuosviolin-opvisning. I Sjostakovitjs koncert gennemlever vi derimod en stor og dramatisk symfonisk rejse. Sjostakovitj udtalte selv: ”Min violinkoncert er faktisk mere som en symfoni for violin og orkester. Koncerten er yderst udfordrende for den, som ønsker at spille den; det kan vel sammenlignes med en skuespiller som skal spille en stor Shakespeare-rolle. Det kræver stor emotionel og intellektuel indlevelse. De tekniske krav er store, men frem for alt har solisten mulighed for at vise sine dybeste følelser, dybeste tanker og stemninger.” Koncertens symfoniske karakter understøttes også af den store struktur med fire satser.

1. Nocturne. Moderato: I den drømmeagtige begyndelse tages vi med på rejse ind i den eftertænksomme kunstners verden – er det mon de undertrykte følelser i verden, vi præsenteres for? Satsen begynder i dybet med cello, basser og violinen på sin dybeste streng, langsomt arbejder musikken sig op til stratosfæriske højder med hjælp fra harpe og celeste. Musikken arbejder sig herefter tilbage til det drømmende og flegmatiske udgangspunkt. 2. Scherzo. Allegro: Den fyrige og diabolske scherzo skaber en fantastisk kontrast til 1. sats. Vi tager her på rejse ind i dæmoniens verden fyldt med dramatik og uhygge; musikken bliver til tider grotesk og motivet DSCH (Sjostakovitj musikalske initialer) optræder. 3. Passacaglia. Andante – Cadenza: Denne sats er en fantastisk konstruktion af variationer over et bastema som gentages. Ovenpå dette tema udfolder instrumenterne et dragende polyfont spindelvæv anført af solisten. Intensiteten og dramatikken øges og kulminerer med, at violinen påtager sig rollen som akkompagnatør for orkesteret. Herefter dør musikken langsomt ud og munder ud i en ekspressiv og virtuos kadence for solisten. 4. Burlesca. Allegro con brio: Ud af kadencen vokser den hektiske finale, hvor Sjostakovitj sætter farten og dramatikken op i et højere gear. Det folkloristiske, det dramatiske, det groteske præsenteres her side om side anført af den energiske og virtuose solist.

Sjostakovitj: Symfoni nr. 5

Op igennem 1930’erne udviklede Stalin et terrorregime af hidtil usete proportioner. For at holde den enorme Sovjetunion samlet arbejdede han systematisk på at individualisere folket. Der blev oparbejdet en stikkerkultur, hvor ingen kunne vide sig sikker. Venner, familie ja selv børn stak deres forældre. Baggrunden for at blive udleveret kunne være mange: En opera-

sanger blev stukket for at have danset med en japansk ambassadør, en læge for at have behandlet en tysk konsul, og listen kunne fortsættes. Straffen var i langt de fleste tilfælde deportering til Sibirien for at blive henrettet. I netop disse år hvor Stalins rædselsregime var på sit højeste, og hvor hele nationen levede i konstant frygt og angst, oplevede Sjostakovitj at falde i unåde med sin opera Lady Macbeth. Den dystre handling var kompromitterende for Sovjetstaten – kunsten skulle hylde staten og indgyde glæde til folket. Sjostakovitj var i chok, han havde lige færdiggjort sin 4. symfoni (et af hans mest dystre og dramatiske værker), og prøverne var gået i gang. Han blev af gode venner opfordret til omgående at trække symfonien – hvilket han klogeligt gjorde. I stedet gik han i gang med at komponere en ny symfoni, som han håbede kunne redde ham fra deportering og henrettelse. Da den nye symfoni med enorm succes blev uropført i 1937 som symfoni nr. 5, havde man i koncertprogrammet som undertitel skrevet: ”En sovjetkunstners kreative svar på berettiget kritik”. Det er næppe Sjostakovitj, som har givet symfonien denne undertitel, men ikke desto mindre fortæller den os lidt om, hvad der er på færde i denne symfoni. Symfonien blev modtaget med stormende succes både hos folket og hos det officielle Sovjet, og det siges, at efter koncerten klappede publikum i henved 40 minutter. Det officielle Sovjets modtagelse af symfonien Musikken, som er velklingende og alt andet end modernistisk i sit udtryk, arbejder sig igennem de klassiske fire satser fra drama og konflikt med mørkfarvet musik til en triumferende forløsning i den sidste sats. Det officielle Sovjet kunne høre dette som et smukt billede på den rejse, det russiske folk havde været gennem siden den mørke Zartid til den nye fantastiske æra under Stalin. Sjostakovitj kunne igen tages til

nåde, han havde atter fundet den sande vej. Folkets modtagelse af symfonien Folket oplevede symfonien væsentlig anderledes. De kunne fornemme, hvordan Sjostakovitj med skjulte og ganske raffinerede metoder udtrykte sin frustration og desperation over livsvilkårene i Sovjet. 1. sats: Symfonien indledes med stor dramatik for at bevæge sig ind i et mørkt og dystert univers. En smuk og inderlig melodi fremstår som et billede på isolation – musikken lysner i korte momenter, men mørket og ensomheden synes at bevare overtaget. Midtvejs skifter musikken karakter anført af klaveret til en grotesk march – desperationen vokser, og vi føres til randen af et sammenbrud. Motivet fra den dramatiske åbning blander sig igen og leder os tilbage til ensomhedens inderlige melodi. 2. sats: I denne karikerende scherzosats tages vi med på en tumultarisk rejse ind i, hvad man kunne høre som tvunget glæde. Det er, som om Sjostakovitj her siger: Hvordan kan I forvente, at vi danser og laver sjov? Valsen, som vi tydeligt kan fornemme, er bitter, fyldt med ironi og sarkasme. 3. sats: Vi tages her med på en meditativ rejse dybt ind i sorgens mørke univers. Dette kunne være et mindestykke til de cirka syv millioner mennesker, som Stalin lod henrette. 4. sats: Med larmende brutalitet skydes den triumferende finale i gang. Vi fornemmer endnu en konflikt mellem dramatik og forløsning, men efterhånden når musikken et næsten hysterisk højdepunkt – musikken skifter til dur og alt emmer fred og bliver næsten meditativ. Symfonien bringes til en mægtig kulmination i codaen. Musikken jubler og triumferer, men violinernes ulidelige gentagelse af tonen a efterlader os med et indtryk af tvungen jubel.

Jan Mygind

Carlo Rizzi, dirigent Carlo Rizzi er født i Milano i 1960 og er i dag en af de mest fremtrædende dirigenter på verdensplan – ikke mindst på grund af sin energi, indsigt og dybe fortolkninger af musikken. Han begyndte tidligt at studere klaver, gjorde hurtigt fremskridt og var snart en efterspurgt akkompagnatør for andre elever. Han studerede senere direktion på Milano Musikkonservatorium og indledte sin karriere på La Scala. I 1992 blev han musikchef for Welsh National Opera samtidig med gæsteoptrædener over hele verden. I 2001 trådte han tilbage som musikchef for at hellige sig de mange opgaver som gæstedirigent på bl.a. Puccinis Turandot på La Scala på Teatro degli Arcimboldi og La Traviata ved Salzburg Festivalen. I 2007 debuterede han på Houston Grand Opera med Aida. I 2015 blev Rizzi hædret som æresdirigent for Welsh National Opera. Carlo Rizzi kunne sidst opleves med Aalborg Symfoniorkester i juni 2017.

Vesselin Demirev, violin Vesselin Demirev er født i Bulgarien og begyndte i en alder af tre år at spille violin. I 1988 vandt han førsteprisen i Svetoslav Obretenov National Violin Competition i Bulgarien, hvilket medvirkede til hans tidlige debut som solist. Som 21-årig tiltrådte Vesselin som koncertmester i New Symphony Orchestra i Sofia, Bulgarien, og i 1993 blev han optaget på Southern Methodist University, hvor han senere fik sit musikerdiplom. I 1995 etablerede han sig som koncertmester i Dallas, og året efter modtog Vesselin et professorat og blev del af fakultetet på The Meadows School of the Arts, hvor han underviste i violin, kammer- og orkestermusik. Vesselin har optrådt på store koncertsteder som Concertgebouw Chamber Hall i Amsterdam, Lincoln Center i New York, Disney Hall i Los Angeles og har siden 2010 har fungeret som alternerende koncertmester i Aalborg Symfoniorkester. Vesselin spiller på en sjælden italiensk violin af Giovanni Pietro Caspani, som er dateret medio syttende århundrede.

Amerika finder sin stemme

Torsdag den 20. sep. 2018 kl. 19.30

Filmstemninger

Torsdag den 27. sep. 2018 kl. 19.30

M USIKKE

AALBORG SYMFONIORKESTER BYDER VELKOMMEN

MØD KONCERTMESTEREN Det vigtige led mellem dirigent og orkester, formidler af signaler til resten af orkestret og solospiller. En koncertmester har mange roller. Kom tættere på vores alt. koncertmester Vesselin Demirev, når han på scenen efter aftenens koncert fortæller om de mange sider ved livet som musiker.

facebook.com/aalborgsymfoni

@aalborg_symfoniorkester

aalborgsymfoni.dk

1. VIOLIN

BRATSCH

OBO

TUBA

Yana Deshkova 1. alt. koncertmester

Evdokia Ershova 1.solo

Judith Blauw 1. solo

Mattias Johansson 1. solo

Vesselin Demirev 1. alt. koncertmester

Monica Jensen 2. solo

Jenny Sjöberg 2. solo

Christine Langer 3. koncertmester

Linda Lark Rasmussen

Mette Termansen

Olga Daniluk

Jonatan Sjølin

Christian Gottschalck

Vladimir Bochkovskiy

KLARINET

Michael Hübner

Ruben Kristensen

Leah Aksnes 1. solo

SLAGTØJ

Thomas Rokkjær

Elsebeth Schmidl

Randi Østergaard 2. solo

Simon Sigfusson 1. solo

Igor Vitenson

Anna Dahl

Lisbet Binderup Thordal

Jonas Bové 2. solo

Christina G. Rudan

CELLO

FAGOT

HARPE

Else Marie Tolbøll

Francisco Vila 1. solo

Sheila Popkin 1. solo

Mette Nielsen 1. solo

Matthias Hehrmann 2. solo

Bogac Ipekliogullari 2.solo

Ian Phillis

Sennen Costa

Christian Thordal-Christensen

RU N D

Schumann og klangfuld klaverkoncert Torsdag den 4. okt. 2018 kl. 19.30

DU KAN MØDE OS HER:

2. VIOLIN

Michael Pilgaard 1. solo

Alexandr Dzyubinsky 1. solo

Vincent Stadlmair

Olga Vitenson 2. solo

Hanne Houengaard

HORN

ADMINISTRATION / TEKNIK

Taras Daniluk

Kirsten Martinsen

Erik Sandberg 1. solo

Jan Kvistborg, musikchef

Lauren Robinson

Anders M. Christensen, souschef

Johan Wahlgren

Helle Lund Rosborg, produktions-

Lena Westblom

koordinator/sekretær

Ludmila Landa Mark Cherry

KONTRABAS

Mette Marie Matthiesen

Ivan Medvedev 1. solo

Synnøve Gustavsson

Jeffrey White 2. solo

Jette Rosendal

Arly Wehner

TROMPET

Boris Grinman

Ian Berg

Rasmus Eskesen 1. solo

Lars Jørgensen, nodearkivar

Lars Ole Schmidt 2. solo

Anna Marie Falk, marketingkoordinator

Rikke Øland

Tommy Clausen, bogholder

Jaroslaw Nierychlo

FLØJTE Claus Ettrup Larsen 1. solo Camille Guenot 2. solo

BASUN

Ida Marie Sørmo piccolo (orlov)

Bettina Ejlerts Jensen 1. solo

Oshrat Weinberger

Theis Stoico 2. solo Jacob Ringsmose basbasun

Læs om alle vores kommende koncerter: aalborgsymfoni.dk

PAUKER

Anne Rom Hansen, pædagogisk-/ projektmedarbejder

Peter H. Andersen, produktionsleder Ulrik Engsig, regissør

RUSSISK DRAMATIK Torsdag den 13. september 2018 kl. 19.30 Koncertsalen i Musikkens Hus Dirigent: Carlo Rizzi Solist: Vesselin Demirev, violin Koncertmester: Yana Deshkova

MÆRK M AGI EN -L U

Kommende koncerter:

Der tages forbehold for trykfejl og ret til ændringer

SPONSORER

K SIK

ND EN I