t
PROGRAM
PROGRAMNOTER
Richard Strauss Den adelsgale borger – orkestersuite, op. 60 (ca. 38 min.) (1864-1949) 1. Ouverture til 1. akt (Borgeren Jourdain) 2. Menuet 3. Fægtemesteren 4. Scene og skrædderens dans 5. Lullys menuet 6. Courante 7. Cleontes scene (efter Lully) 8. Forspil til 2. akt (Intermezzo) (Dorantes og Dorimene – greve og markis) 9. Middagen (Taffelmusik og køkkendrengens dans)
Strauss: Den adelsgale borger
PAUSE Richard Strauss Salomes dans (De syv slørs dans) af operaen Salome, op. 54 Richard Strauss Suite af operaen Rosenkavaleren, op. 59
(ca. 10 min.)
(ca. 22 min.)
Ideen til at komponere musik til Molières balletkomedie Den adelsgale borger (”Le bourgeois gentilhomme”) stammede egentlig fra Hugo von Hofmannsthal, som havde skrevet librettoerne til både Elektra og Rosenkavaleren. Hofmannsthal ville forkorte komedien drastisk, således at hovedhandling kom til at stå klart, og så den fik tilføjet en lille finurlig opera, som underholdning for borgerens selskab. Denne lille opera blev senere til den, vi nu kender som Ariadne på Naxos. Operaens finurlighed består i, at den sørgende, forførte og forladte Ariadne, som vi kender fra det græske drama, opsøges af personer fra den italienske maskekomedie, der forsøger at trøste hende. Tragedie blandes med komedie. Musikken til Den adelsgale borger findes i både en komplet version og i form af en suite med ni udvalgte numre fra komedien. Normalt taler vi ikke om numre i klassisk musik, men her kan det retfærdiggøres ved, at de små satser ikke er gennemkomponerede, men blot følger efter hinanden uden egentlig at relatere sig til hinanden, men til episoder og begivenheder i Molières komedie. Stilen er udpræget arkaiserende, således at de små stykker gebærder sig som musikken på Molières tid (1622-1673), men klinger i Richard Strauss’ raffinerede tonesprog, selvom disse menuetter, couranter – og flere andre – var helt umoderne på Strauss’ tid. Der er med andre ord tale om pasticher, hvori man flirter med en svunden tid ved så at sige at bygge bro; den slags pasticher var populære i begyndelsen af det 20. århundrede, som længselsfulde tilbageblik på en fortid, der – som alle andre fortider – var bedre end den tid, vi lever i. Lignende pas-
ticher hører man hos andre komponister, som eksempelvis Igor Stravinskij og Sergej Prokofjev.
slørs dans og den afsluttende dans, hvor Salome kysser Døberens dødskolde læber og knuses mellem vagternes skjolde.
Selv handlingen – eller temaet – i Den adelsgale borger rummer desuden et andet symbol på tidernes vekslen, nemlig borgeren, der er ved at tilrive sig samfundsmagten og stræber efter at tilegne sig den synkende adels manerer. Et tema, Strauss netop var optaget af, og som vi også finder i Rosenkavaleren.
Partiet som Salome er sangligt ganske krævende, men De syv slørs dans stiller andre udfordrende krav til de unge sangerinder – ikke mindst siden 1992, hvor den amerikanske sangerinde Maria Ewing så at sige satte en ny standard ved på selveste Covent Garden at udførte dansen som en regulær striptease.
Strauss: Salomes dans (De syv Slørs Dans)
Ved uropførelsen i 1905 var den tyske kejser Wilhelm II bekymret på Richard Strauss’ vegne: ”Det gør mig ondt, at Strauss har komponeret denne Salome; jeg sætter ellers stor pris på ham, men dette vil volde ham forfærdelig skade”, ”For den skade, operaen forvoldte,” fortæller Strauss i sin erindringsbog, ”kunne jeg bygge min villa i Garmisch.”
Da Salome første gang, den 9. december 1905, dansede over operascenen i Dresden var det en førsteklasses ’succes-de-scandale’. Aldrig havde man set noget lignende, og kun de færreste havde drømt om, at et frivolt tema fra Det ny Testamente kunne lægges til grund for en operahandling. Men Strauss havde i 1902 fået kendskab til den engelske digter Oscar Wilde, der i 1893 havde skrevet et skuespil over Salome, der som belønning for at danse for sin stedfar, Kong Herodes, forlangte Johannes Døberens hoved på et sølvfad. Det var dette skuespil, Richard Strauss havde set i Berlin i tysk oversættelse, som han i forkortet form benyttede som operalibretto. Strauss havde ellers ikke haft succes med sine to første operaer, Guntram og Feuersnot, men denne gang ramte han noget, som lå i tiden – det kropslige og det psykologisk dybdeborende, som netop var ved at fortrænge den skinhellige victorianisme, der havde præget det sene 19. århundrede. Og takket være sin smægtende musik er Strauss’ enakter lige så magisk dragende, som dens handling – med sin sex- og blodrus – kan virke frastødende. Operaens to højdepunkter er den forførende De syv
Strauss: Suite af Rosenkavaleren
Efter skandale-successen med Salome fik Strauss blod på tanden til endnu en enakter, Elektra, hvor han – efter egen opfattelse – ”var nået til grænsen for, hvad det menneskelige øre kunne opfatte som musik”. Men nu havde både han selv og Hugo von Hoffmannsthal lyst til at skrive en opera, som skulle udspille sig på Mozarts tid og i Mozarts ånd – Rosenkavaleren. Hovedhandlingen er enkel: En falleret adelsmand, baron Ochs, vil have fat i en velhavende, adelsgal borgers penge og sender derfor sin unge nevø, Octavian, afsted som rosenkavaler for – på Ochs’ vegne – at fri til borgerens datter ved at overbringe hende “die silberne Rose.” Og gæt engang, hvordan det går: Ochs får en lang næse, og Octavian får Sophie. Historien er blændende fortalt i det smukkeste sprog og
med den mest underfundige musik, som på én gang er fjerlet som Mozarts og dybt raffineret, som kun Strauss kunne komponere den. Rosenkavaleren blev Strauss’ ultimative succes, som den dag i dag menes altid at være på programmet et eller andet sted i verden. For at imødekomme det store behov for at høre musikken udarbejdede Strauss sin Rosenkavaler-suite, bygget over operaens højdepunkter: Først hører vi forspillet til første akt, som foregår i den 34-årige feltmarskalindes himmelseng, hvor den 17-årige Octavian har sin sidste tête-a-tête med den aldrende dame. Afsnittet følges af musikken fra anden akt, hvor Octavian – til obosoloen med de vidunderlige ”silberne Klänge” – overbringer rosen. Det tredje store afsnit indledes med hurlumhejet i tredje akt, hvor Ochs lokkes til fingeret sidespring og gøres til grin; derefter følger et sandt valsepotpopurri. I en andagtsfuld og eftertænksom stemning, hvor ordenen genoprettes efter komediens kaos: Ochs lusker hjem til sit misligholdte gods; feltmarskalinden betræder et nyt livsafsnit uden unge elskere; og de to unge forenes i den lykke, der varer til deres dages ende. © Peter Wang
CRISTIAN MANDEAL, DIRIGENT Cristian Mandeal er født 1946 i Rupea i Rumænien og er uddannet fra Brasov Musikhøjskole og studerede derefter direktion, klaver og komposition på Bukarest Musikkonservatorium. Efter sin eksamen i 1974 arbejdede Mandeal kort som assistent ved den rumænske opera. I 1977 blev han udnævnt som chef for Tirgu Mures Filharmoniske Orkester, en post han bestred i tre sæsoner. Fra 1980 til 1987 var han fast dirigent på Cluj-Napoca (Transsylvanien) Filharmoniske Orkester. Siden 1991 har Mandeal fungeret som chef for George Enescu Bukarest Filharmoniske Orkester. Cristian Mandeal har en en lang og aktiv international karriere som dirigent og har samarbejdet med store orkestre i Europa, Amerika, Fjernøsten og Israel og med nogle af de førende solister verden over. Ikke overraskende omfatter Mandeals repertoire værker af den rumænske komponist George Enescu, og Mandeal er også kendt for sine Brahms- og Bruckner-opførelser.
SÆSONBROCHURE ER DU SPÆNDT PÅ SÆSON 2018-2019? Brochuren er på gaden i næste måned – du modtager et eksemplar til vores afslutningskoncert
SPONSORER
AALBORG SYMFONIORKESTER BYDER VELKOMMEN
RICHARD STRAUSS Fredag den 6. april 2018 kl. 19.30 Koncertsalen i Musikkens Hus Dirigent: Cristian Mandeal Koncertmester: Vesselin Demirev
KOMMENDE KONCERTER: To romantikere Pro Musica Rafael Payare vol. 2 Klavervirtuositet og Nielsens 4. Carmina Burana Sæsonafslutning
1. VIOLIN
BRATSCH
OBO
TUBA
Yana Deshkova 1. alt. koncertmester
Vakant
Judith Blauw 1. solo
Mattias Johansson 1. solo
Vesselin Demirev 1. alt. koncertmester
Elsebeth Schmidl konst. 2. solo
Jenny Sjöberg 2. solo
Christine Langer 3. koncertmester
Vladimir Bochkovskiy
Vakant
Olga Daniluk
Linda Lark Rasmussen
Christian Gottschalck
Ruben Kristensen
KLARINET
Michael Hübner
Jonatan Sjølin
Leah Aksnes 1. solo
SLAGTØJ
Thomas Rokkjær
Anna Dahl
Randi Østergaard 2. solo
Simon Sigfusson 1. solo
Lisbet Binderup Thordal basklarinet
Jonas Bové 2. solo
Igor Vitenson
torsdag den 12. april kl. 19.30 lørdag den 14. april kl. 14.00 torsdag den 19. april kl. 19.30 torsdag den 3. maj kl. 19.30 onsdag den 9. maj kl. 19.30 torsdag den 17. maj kl. 19.30
CELLO
Christina G. Rudan
Francisco Vila 1. solo
FAGOT
HARPE
Else Marie Tolbøll
Matthias Hehrmann 2. solo
Sheila Popkin 1. solo
Mette Nielsen 1. solo
Ian Phillis
Vakant
Vincent Stadlmair
Sennen Costa kontrafagot
-
HORN
ADMINISTRATION / TEKNIK
Erik Sandberg 1. solo
Jan Kvistborg, musikchef
Lauren Robinson
Anders M. Christensen, souschef
2. VIOLIN Alexandr Dzyubinsky 1. solo
Hanne Houengaard
Olga Vitenson 2. solo
Kirsten Martinsen
Ludmila Landa
KONTRABAS
Mark Cherry
Ivan Medvedev 1. solo
Vakant
Helle Lund Rosborg, produktions-
Mette Marie Matthiesen
Jeffrey White 2. solo
Asbjørn Ibsen Bruun
koordinator/sekretær
Synnøve Gustavsson
Arly Wehner
Jette Rosendal
Vakant
Boris Grinman Jaroslaw Nierychlo
FLØJTE Claus Ettrup Larsen 1. solo Camille Guenot 2. solo Ida Marie Sørmo piccolo
TROMPET
Anne Rom Hansen, pædagogisk-/ projektmedarbejder
Rasmus Eskesen 1. solo
Lars Jørgensen, nodearkivar
Lars Ole Schmidt 2. solo
Anna Marie Falk, marketingkoordinator
Vakant
Tommy Clausen, bogholder
BASUN Bettina Ejlerts Jensen 1. solo Theis Stoico 2. solo Jacob Ringsmose basbasun
DU KAN MØDE OS HER:
Michael Pilgaard 1. solo
Christian Thordal-Christensen
Taras Daniluk
aalborgsymfoni.dk / facebook.com/aalborgsymfoni
PAUKER
Peter H. Andersen, produktionsleder Ulrik Engsig, regissør