Sergej Prokofjev (1891-1953): Sinfonietta, A-dur, op. 5 (1909/op. 48 (1929)
Antonio Méndez, dirigent © Bezar Likaj
Antonio Méndez er født i 1984 i Palma de Mallorca, hvor han også begyndte sine musikalske studier i klaver og violin ved Conservatori Professional de Música de Mallorca. I 2002 begyndte han sine komposition- og dirigentstudier ved Real Conservatorio Superior de Música de Madrid. Han har siden 2007 boet i Tyskland, hvor han har afsluttet sine dirigentstudier. I 2011 færdiggjorde han sin bachelorgrad i orkesterdirektion ved Berlins Universitet for musik og scenisk kunst og har siden færdiggjort sin mastergrad. Méndez tiltrak sig international opmærksomhed som en af prisvinderne i den prestigefyldte 2012 Nikolai Malko Konkurrence for unge dirigenter i København og senere som finalist i 2013 Nestlé and Salzburg Festival Young Conductors Award. Trods sin unge alder har den spanske dirigent allerede arbejdet med orkestre i hele verden.
Moderne musik i gammel forklædning – eller omvendt? Det er den purunge, 18-årige Prokofjev, der skrev dette fornøjelige værk for kammerorkester, og som i øvrigt sjældent høres opført. Han skrev det i samme år, som han færdiggjorde sit studium ved Skt. Petersborg musikkonservatorium. Denne upublicerede version af værket tilfredsstillede ikke den unge komponist. I 1914 foretog han visse ændringer og lod det opføre som opus 5. Som berømt komponist i Paris foretog han i 1929 de sidste ændringer og udgav værket som op. 48. I dag kendes det derfor under betegnelsen op.5/48. Prokofjevs værk er egentlig et søsterværk til den langt mere kendte og polulære Symphonie classique fra 1917. Prokofjev fortæller selv, at ideen bag Symphonie classique var at skrive en symfoni, sådan som Haydn formodentlig ville have skrevet den, hvis han havde levet på Prokofjevs tid. Han fortæller videre, at det var timerne i direktion hos den fremtrædende russiske komponist Tjerepnin, der stod i hans erindring. Tjerepnin havde ladet de studerende dirigere bl.a. Haydns symfonier og havde fremhævet deres klarhed og ynde. På samme måde foresvævede ham det wienerklassiske ideal ved kompositionen af den femsatsede Sinfonietta 8 år tidligere. Det er mere Mozart, der har stået model med sine femsatsede divertimenti. De ”ulige” satser er alle i dansende 6/8, sprudlende af liv og humør og allerede fulde af Prokofjevs typiske uventede og ”gale” harmoniske drejninger, som viser, at det alligevel ikke er wienerklassisk musik, men moderne musik i ”gammel” iklædning – eller er det omvendt? Den første revision i 1914 fandt sted, efter at Prokofjev havde fået et musikalsk chok, Han havde hørt Stravinskijs revolutionerende russiske balletter – især Le sacre du printemps. Dette kan særligt høres i den anden sats, hvor fagotten lægger ud solo, omgivet af mærkelige, mørke akkorder – ligesom i begyndelsen af Le sacre.
Audun Halvorsen, fagot
W.A. Mozart (1756-91): Fagotkoncert, B-dur, KV 191 (1774) Audun Halvorsen er født i et musikerhjem i 1979 og er vokset op i Haugesund på den norske vestkyst. Selvom Audun Halvorsen kun lige har rundet de 30 år, har han allerede været ansat som solofagottist i Norrköping Symfoniorkester, Operaorkestret i Oslo, Rotterdam Filharmonikerne og i DR Symfoniorkestret. Desuden har han gæstet London Symfoniorkester, NDR Symfoniorkester samt Oslo og Bergen Filharmonikerne som solospiller.
Denne fagotkoncert indgår i Aalborg Symfoniorkesters række af blæserkoncerter af Mozart. Fløjtekoncert nr. 2 lød den 16. januar, mens klarinetkoncerten spilles den 27. februar.
Ludwig van Beethoven (1770-1827): Symfoni nr. 7, A-dur, op. 92, 1812. Humor med træsko på En stående vits fra konservatorieverdenen er den om en studerende, der er oppe til eksamen i musikhistorie. Han bliver spurgt, hvor mange symfonier Beethoven har skrevet? Han svarer frejdigt: ”Tre! Den tredje, den femte og den niende symfoni” I nutidens koncersalsrepertoire er det faktisk disse 3 symfonier, der går igen og igen – og med nr. 4 som den mest forsømte og ”overhørte” af de 9 symfonier. Der kunne skrives en længere receptionshistorie om de værker i Beethovens omfattende produktion, der i tidernes løb har fået enten forgrundsplads eller ”skyggeplads”. Til de første hører især de bastante, programmatiske værker som Skæbnesymfonien og 9. symfoni. De kendetegner den Beethoven, vi kender fra portrætter af komponisten med rynket pande og vredladen mine. Den milde og lyriske side hos Beethoven kommer fx frem i de mindre kendte værker som violinromancerne og violinkoncerten. Nu er den 7. symfoni langt fra lyrisk og mild. Den viser en tredje side af Beethoven, nemlig komponisten i godt humør. Og som ofte er hans gode lune meget bastant, næsten humor med træsko på. Den franske komponist Berlioz kaldte 1. satsen en ”Ronde des paysans”, bondedans – og Wagner betegnede hele symfonien som en ”dansens apoteose”. Sandt nok er symfonien fuld af vitalitet og voldsomme rytmiske figurer, der driver musikken frem. Dette sker allervoldsomst i finalen. 2. sats indtager en særstatus. Den består af en række variationer over et dobbelt ”tema”: en akkordrække med rytmen: ’lang-kort-kort-lang’ spillet allerførst; over dette tilføjes dernæst en smuk slyngende melodi. Det hele har karakter af en ’sørgemarch’, der får sine roligere øjeblikke ved afsnit, der skifter til dur. Denne specielle sats i værket måtte ved uropførelsen gentages på stedet, inden resten af symfonien kunne spilles til ende! Den er siden hen ofte blevet spillet som særskilt værk. © Rolf Ruggard
Fagotten – kærlighedens instrument Her er også en 18-årig ung komponist på banen. Mozarts fagotkoncert er – formentlig – hans første koncert for et blæseinstrument. Den er i dag et nøgleværk i moderne fagottisters repertoire, og satser derfra bruges igen og igen ved prøvespil til ansættelse i et symfoniorkester. Instrumentalkoncerter med blæseinstrumenter var allerede på mode længe inden Mozarts tid. Blæseinstrumenter spillede ofte soloindslag i de såkaldte Concerti grossi med vekslende solister. Og Albinoni skrev adskillige obokoncert, mens Vivaldi skrev ikke færre end 39 fagot-koncerter. I 1700-tallet sammenlignede man datidens fagot med den menneskelige stemme og tillagde instrumentet en ’kærlig’ og ’blid’ tone. En musikteoretiker kunne ligefrem skrive: ”Derfor kaldes fagotten af nogle for kærlighedens instrument”. Nogle forskere mener, at Mozart skrev i alt tre koncerter for fagot; men kun denne er bevaret. En af de første store forfattere af Mozart-biografier, Otto Jahn, hævder, at koncerten blev bestilt af en aristokratisk, fagotspillende amatør, Thaddäus, Freiherr von Dürnitz. Men dette stemmer ikke overens med, at Dürnitz først lærte Mozart at kende året efter, nemlig i 1775. Den langsomme og lyriske anden sats rummer et tema, som har en vis lighed med cavatinen i begyndelsen af 2. akt i Figaros bryllup, nemlig grevindens arie Porgi, amor. Måske har Mozart haft fagottemaet i erindring i denne arie.
Kommende koncerter Pro Musica: Contineo ensemblet 1. februar 2014 kl. 14:00 Klassisk Sal i Musikkens Hus
Rota og divaer 6. februar 2014 kl. 19.30 Nordkraft
Sponsorer
program
Sergej Prokofjev
Sinfonietta, A-dur, op. 5/48
(1891-1953)
Allegro giocoso
(ca. 20 min.)
Andante
Talentfuld dirigent på podiet
Intermezzo. Vivace
Scherzo. Allegro risoluto
Allegro giocoso
W.A. Mozart
Koncert for fagot og orkester, B-dur, KV 191 (ca. 20 min.)
Torsdag den 30. januar 2014 Kl. 19.30 i Multisalen, Nordkraft
(1756-1791) Allegro
Andante ma adagio
Rondo. Tempo di Menuetto
Dirigent: Antonio Méndez Solist: Audun Halvorsen, fagot
PAUSE
Koncertmester: Veselin Demirev
L. van Beethoven
Symfoni nr. 7, A-dur, op. 92
(1770-1827)
Poco sostenuto – Vivace
(ca. 36 min.)
Allegretto Presto
Allegro con brio
Ret til ændringer forbeholdes. Fotografering samt lyd- eller video-optagelser under koncerten er ikke tilladt. Dørene til koncertsalen holdes lukket, mens der spilles.
Kjellerupsgade 14 . 9000 Aalborg . tlf. 98 13 19 55 (kl. 10-15) aalborgsymfoni.dk . lmisc.dk . chopingo.dk