t
PROGRAMNOTER
Claude Debussy Printemps – symfonisk suite (1862-1918) Très modéré Modéré
(ca. 15 min.)
Wolfgang Rihm (f. 1952)
(ca. 20 min.)
Koncert for horn og orkester
EIVIND AADLAND, DIRIGENT Claude Debussy: Printemps
PAUSE Jean Sibelius Symfoni nr. 2, D-dur, op. 43 (1865-1957) Allegretto Tempo Andante, ma rubato Vivacissimo Finale. Allegro moderato
© Knut Bry
PROGRAM
(ca. 43 min.)
Wolfgang Rihm: Hornkoncert
Den nu 65-årige Wolfgang Rihm er blandt de betydeligste komponister i den tyske avantgarde. Rihm beskriver selv sin stil – og kompositoriske fremgangsmåde – som et ”work in progress”, hvormed han tilkendegiver, at han så at sige famler sig frem fra en klanglig urtilstand, hvor musikken gradvis udvikler sig med udvidelse, færdiggørelse, variation, forgrening og sammenfletning af det musikalske materiale: ”Jeg har en forestilling om, at der er en stor blok af musik i mig.” En udtalelse, der
Jean Sibelius: Symfoni nr. 2
Der hvilede i mange år en særlig atmosfære over finsk kunst og design. Marimekko og Alvar Aalto var alment kendte begreber og er det vel stadig? Det hele begyndte for over 100 år siden. Finland havde siden Napoleonskrigene været et storfyrstendømme under den russiske zar, men gennem 1800-tallet voksede den nationale selvbevidsthed sig stærk. Finnerne indså, at den folkelige samhørighed sugede næring af de store fortællinger og af kunstens symbolverden. Den farverige Kalevala-digtning blev inspirationskilde for teater, malerkunst og musik og spillede dermed en fremtrædende rolle i skabelsen af en finsk national identitet. Med maleren Akseli Gallén-Kalela og komponisten Jean Sibelius som de mest berømte fremstod en hel generation af betydelige digtere, kunstnere, arkitekter og designere. Gennem internationale kulturfremstød fortalte man verden, at Finland ikke længere var et halehæng til det russiske rige, men en selvstændig kultur. I 1917
løsrev landet sig fra Rusland og erklærede sig selvstændigt. På denne ideologiske baggrund komponerede Sibelius en lang række værker med finsk nationalt indhold. Det mest berømte er nok Finlandia, der er komponeret omtrent samtidig med aftenens værk, 2. symfoni. Symfonien begynder med en sats, hvor Sibelius vender op og ned på alle gængse principper for symfonisk skaben. En række halvkvædede viser, fragmenterede – tilsyneladende meningsløse – musikalske udsagn løber til-høre-ladende ud i sandet og efterlader lytteren i uforløst frustration. Masser af spørgsmål, men ingen svar. Gradvis samler det hele sig i en storslået, umådelig lang og underskøn melodi, der nærmest hvælver sig som en himmelbue over koncertsalen; melodien indeholder alle de små fragmenter, hvis mening dermed åbenbares. Hvilket herligt og originalt billede af noget, vi alle oplever. Sporadiske tanker og stemninger, der farer gennem sindet som ilinger, fortættes til en meningsfuld sammenhæng for atter at opløses. Anden sats’ idylliske hymne forstyrres til stadighed af en faretruende, ulmende undergrund, som efterhånden bryder igennem i aggressive følelsesudbrud af splintrede klange – med stærke mindelser om det nationalromantiske symfoniske digt Finlandia. I tredje sats arbejder voldsomme kræfter, mod hvilke en simpel folkelig melodi stilfærdigt og ydmygt spænder sig. Er det det finske folk, der hævder sig mod den overmagt, det befriede sig for nogle år senere?
Er det mennesket, der hævder sig mod naturens uimodståelige kræfter? Tolkningerne er mangfoldige, men de har samme form. Spændstigheden mellem voldsomt og idyllisk kender vi alle. Fjerde sats vokser ud af tredje på en måde, som giver mindelser om Beethovens Skæbnesymfoni. Med sine gjaldende messingfanfarer og hymneagtige strygerkantilener er satsen stærkt heroiserende. På tilsvarende måde som i anden sats rumsterer det på en underlig indeklemt måde som fortrængte følelser, der langt om længe bryder ud i prangende og forløsende fanfarer: Nationalromantik! Den grimme ællings mytologi. Så grueligt meget må man gå igennem, før man står med sejrens palmer: Lamento e trionfo! Rendyrket nationalromantik. Allerede i sin næste symfoni betrådte Sibelius helt andre stier. Sibelius er en af musikhistorien mest omstridte komponister. I sin lille læseværdige bog Music, Ho! A study of music in decline udnævnte den engelske musikskribent Constant Lambert i 1930’erne Sibelius til at være den største symfoniker siden Beethoven. En dristig påstand, men på flere måder er der noget om snakken. Omvendt har den franske dirigent og komponist René Leibowitz skrevet en artikel med titlen Sibelius, le plus mauvais compositeur du monde (Sibelius, verdens dårligste komponist). Frankfurt-filosoffen Theodor W. Adorno mener, at der ikke behøver at være 1000 huller i Sibelius’ symfonier, bare fordi han kommer fra de 1000 søers land! © Peter Wang
Eivind Aadland er en af Norges mest respekterede dirigenter. Han var fra 2004 chefdirigent og kunstnerisk leder af Trondheim Symfoniorkester i syv sæsoner. I denne periode dirigerede han Beethovens og Mahlers samlede symfoniske værker. Han samarbejder ofte med skandinaviske orkestre og har dirigeret kendte værker som Don Giovanni, Tryllefløjten og Flagermusen på Den Norske Opera i Oslo. Aadland har også arbejdet meget i Fjernøsten og Australien. I 2010 ledede han Trondheim Symfoniorkester på en koncerttur til Kina og debuterede med KBS Symphony Orchestra i Seoul. I 2011 startede han som 1. gæstedirigent for Queensland Symphony Orchestra i Brisbane.
© Stefan Karlinsky
Orkestersuiten Printemps har en lang tilblivelseshistorie, der begynder under Debussys ophold i Villa Medici som modtager af den berømte Prix de Rome. Værket blev oprindelig komponeret for orkester, klaver og fire korstemmer til tekst af digteren Jules Barbier og skulle angiveligt være inspireret af Botticellis berømte maleri La Primavera. Senere foretog Debussy i 1908 en omarbejdning af værket for firhændigt klaver. Denne version blev derefter instrumenteret for orkester af organisten Henri-Paul Busser og uropført den 18. april 1913. Det er denne orkesterversion, vi skal høre i aften. Som titlen fortæller, er værket inspireret af forårsstemningen, hvor naturen vågner fra vinterens dvale. Selvom værket i mangt og meget er forankret i fransk senromantik, har det mange træk, der peger frem mod Debussys luftigt svævende, impressionistiske stil, som den kendes fra orkesterværkerne Préludes á l’apres-midi d’un faune og Nocturnes samt de to bind Préludes for klaver. Forårets troskyldighed symboliseres af en lille børnemelodi.
minder påfaldende om Sibelius’ sammenligning af komposition med dette at hugge en skulptur i granit. Ved værkets uropførelse i Berlin i september 2014 blev komponisten afæsket en kommentar til værket: ”Jeg har en relativt klar idé om værket. Men hvordan skal jeg beskrive den? Og for hvem? Alle hører alligevel noget forskelligt. Lad mig prøve: Det er mit bedste værk for horn. Hmmmm … det er det eneste.” Koncerten er naturligvis meget moderne, men ikke mere end at man i baggrunden hører en sound af den store europæiske tradition.
STEFAN DOHR , HORN Stefan Dohr studerede i Essen og Köln og startede sin professionelle karriere i en alder af 19 år som 1. hornist i Frankfurt Opera. Siden 1993 har Dohr været 1. hornist i Berliner Filharmonikerne og har som solist arbejdet med berømte dirigenter som Daniel Barenboim, Bernhard Haitink og Christian Thielemann. Stefan Dohr er en efterspurgt kammermusiker og har optrådt i forskellige ensembler, ligesom han har samarbejdet med Maurizio Pollini, Lars Vogt, Kolja Blacher og Ian Bostridge. Stefan Dohr kan ofte opleves på internationale kammermusikfestivaler. Udover sit solorepertoire i den klassiske og romantiske periode som Mozart, Haydn og Strauss har Stefan Dohr også stor interesse i værker af nutidige komponister. Flere værker er komponeret til ham af komponister som Herbert Willi (2008), Johannes Wallmann (2010), Toshio Hosokawa (2011) og Wolfgang Rihm (2014).
SPONSORER
AALBORG SYMFONIORKESTER BYDER VELKOMMEN
VERDENSHORNIST Torsdag den 8. marts 2018 kl. 19.30 Koncertsalen i Musikkens Hus -
1. VIOLIN
BRATSCH
OBO
TUBA
Yana Deshkova 1. alt. koncertmester
Elsebeth Schmidl konst. 2. solo
Judith Blauw 1. solo
Mattias Johansson 1. solo
Vesselin Demirev 1. alt. koncertmester
Vladimir Bochkovskiy
Jenny Sjöberg 2. solo
Christine Langer 3. koncertmester
Linda Lark Rasmussen
Vakant
Olga Daniluk
Ruben Kristensen
Christian Gottschalck
Jonatan Sjølin
KLARINET
Michael Hübner
Anna Dahl
Leah Aksnes 1. solo
SLAGTØJ
Thomas Rokkjær
Vakant
Randi Østergaard 2. solo
Simon Sigfusson 1. solo
Lisbet Binderup Thordal basklarinet
Jonas Bové 2. solo
Igor Vitenson
Pro Musica Sydeuropæiske stemninger Påskekoncert Richard Strauss
CELLO
Christina G. Rudan
Francisco Vila 1. solo
FAGOT
HARPE
Else Marie Tolbøll
Ian Phillis 2. solo
Sheila Popkin 1. solo
Mette Nielsen 1. solo
Matthias Hehrmann
Vakant
Vincent Stadlmair
Sennen Costa kontrafagot
-
HORN
ADMINISTRATION / TEKNIK
Erik Sandberg 1. solo
Jan Kvistborg, musikchef
Lauren Robinson
Anders M. Christensen, souschef
Alexandr Dzyubinsky 1. solo
Hanne Houengaard
Olga Vitenson 2. solo
Kirsten Martinsen
Taras Daniluk
lørdag den 17. marts 2018 torsdag den 22. februar 2018 onsdag den 28. marts 2018 fredag den 6. april 2018
Ludmila Landa
KONTRABAS
Mark Cherry
Ivan Medvedev 1. solo
Vakant
Helle Lund Rosborg, produktions-
Mette Marie Matthiesen
Jeffrey White 2. solo
Asbjørn Ibsen Bruun
koordinator/sekretær
Synnøve Gustavsson
Arly Wehner
Jette Rosendal
Vakant
Boris Grinman Jaroslaw Nierychlo
FLØJTE Claus Ettrup Larsen 1. solo Camille Guenot 2. solo Ida Marie Sørmo piccolo
TROMPET
projektmedarbejder Lars Jørgensen, nodearkivar
Lars Ole Schmidt 2. solo
Anna Marie Falk, marketingkoordinator
Vakant
Tommy Clausen, bogholder
BASUN Theis Stoico 2. solo Jacob Ringsmose basbasun
DU KAN MØDE OS HER:
Anne Rom Hansen, pædagogisk-/
Rasmus Eskesen 1. solo
Bettina Ejlerts Jensen 1. solo
aalborgsymfoni.dk / facebook.com/aalborgsymfoni
Michael Pilgaard 1. solo
Christian Thordal-Christensen
2. VIOLIN
KOMMENDE KONCERTER:
PAUKER
Peter H. Andersen, produktionsleder Ulrik Engsig, regissør
Dirigent: Eivind Aadland Solist: Stefan Dohr, horn Koncertmester: Yana Deshkova