2 minute read
Flashback
Festugekoncerter, hvor man kunne have været ’first mover’
My Bloody Valentine spillestedet Huset i 1989
Advertisement
F.I.P (L.O.C., U$O, Troo.L.S. og Suspekt) Aarhus Took It i Ridehuset 2002
The XX VoxHall 2009
Flashback 26. august – 04. september 1970 – Da tidens største band rullede gennem Aarhus’ gader Musikhistoriske nedslag under Aarhus Festuge
Fem år gammel smider Festugen en kæmpe bombe, der trækker overskrifter i alle landets aviser: The Rolling Stones, tidens største rockband – eller ”beat-orkester”, som man dengang kaldte det – skal spille til Aarhus Festuge den 9. september. Aarhus Studenterjazz er initiativtager til ”den dyreste og mest attraktive beattræffer i Jylland til dato”, som der står i Århus Stiftstidende. Braget finder sted i den dengang nye Vejlby-Risskov Hal. De 3.000 billetter forudbestilles i rekordfart – en uge før det officielle billetsalg åbner. Ups. Heldigvis bliver én koncert til to og 3.000 til 4.000 billetter.
De aarhusianske blomsterbørn kan ikke tro deres egne øjne en stille mandag formiddag, da to kæmpecontainere på trucks triller gennem Midtbyen som et andet fabeldyr. Mick Jagger og co. er i byen! Om aftenen giver de to timelange koncerter, som anmelderne udråber til den til dato bedste beat-koncert i Aarhus. En anmelder beskriver ligefrem Jaggers sceneperformance som en ”åndelig voldtægt” af publikum – vist nok som en positiv ting. Aarhus får dog ikke lov til at holde længe på stjernerne. Hotel Marselis afviser nemlig at have gruppen indlogeret med frygt for deres vilde eskapader, og i stedet drager kavaleriet direkte til København, hvor de spiller nogle dage senere. Mediernes begejstrerede dækning af The Rolling Stones gennem flere måneder kommer næsten til at kaste skygger over, at et nyt museum på en gammel herregård med knapt så rullende sten åbner under årets Festuge, Moesgaard Museum.
Vidste du at… selveste Jimi Hendrix også spillede i Vejlby-Risskov Hallen under Festugen – en uge før The Rolling Stones – i hvad, der skulle vise sig at blive en af guitarlegendens sidste koncerter før sin død 18. september.
1993 – Trætte Cohen overlader scenen til lyden af 90’erne
”Cohen for træt til Århus”, lød overskriften, da årets musikalske hovednavn, den canadiske sangpoet og mørkemand par excellence Leonard Cohen udsatte sin europæiske turné og dermed de planlagte koncerter i Musikhuset den 8. og 9. september. Cohen var undskyldt: Året efter flyttede han ind i et zenbuddhistisk kloster i Californien for at komme udmattelse og dyb depression til livs. Med Cohens afbud var scenen sat for en række forholdsvis nye navne: Stone Temple Pilots, Rage Against the Machine, Underworld, Tool og Angelique Kidjo samt ikke mindst islandske Björk Guðmundsdóttir, der blot gik under fornavnet på det både jazzede og trip hoppede debutalbum Debut fra samme år.
Det Roskildeværdige program gik under den ligeså Roskildeagtige fællestitel Kosmopolitan og fandt sted ved Sankt Knuds Torv, hvor hedengangne Aarhushallen lå klemt inde. ”Vi har savnet musik, der ikke er det der gamle jazz for ens forældre”, forklarede gymnasieeleverne Anja og Berit fra Risskov til Århus Stiftstidende, mens Kim fra Malling til samme avis gav opskriften på den perfekte Festuge i Kosmopolitan: ”Dans til kl. 05, hen efter morgenbrød og så med tog til skole”.
Musikfesten var et kæmpe hit hos særligt de unge, men selv daværende borgmester Thorkild Simonsen lod sig rive med til Rages kollektive energiudladning. Flere af artisterne skulle efterfølgende komme til at tegne lyden af 90’erne og optræde på de allerstørste scener, heriblandt Roskildes Orange Scene, mens Cohen først vendte tilbage til musikken efter fem år i kloster.