4 minute read
Live Art for Børn
Kunstnerisk magi i luften på DOKK1
Du har samtidskunsten med sine nye og alternative perspektiver på vores hverdag og aktuelle problemstillinger. Du har barnet, der ubekymret og ukompliceret går til kunsten. I samarbejde med Aarhus Festuge.
Advertisement
Bring de to elementer sammen, drys en ordentlig bunke magi udover og – voila! – du har Live Art for Børn 2022 på DOKK1. For i år er temaet ”magi”, når organisationen Live Art Danmark under Festugens to weekender arrangerer Live Art for Børn. Her kan børn og voksne gennem samtids- og performancekunstens legende og interaktive tankeeksperimenter tage fantastiske steder hen eller opleve, at grænserne for deres daglige virkelighed bliver udvidet.
Nogle af årets kunstnere til Live Art for Børn har ligefrem studeret magi for at kunne bryde grænserne for det, man normalt opfatter som muligt. Nye verdener kan også åbne sig, når en performance transporterer dig direkte ind i en anden kultur. Eller du kan opleve virkeligheden fra et dyrs eller en plantes perspektiv.
Mulighederne er mange. Én ting er sikkert: Der er kunstnerisk magi i luften på DOKK1 under Festugen.
Støttet af / Børn og Unge Aarhus Kommune
Tre highlights under Live Art for Børn
KABOOM – kunsten at ødelægge
Hvilken titel! Men den lyver ikke. Der er 'carte blanche' til at drukne buster, male på andre kunstneres malerier, knase bolcher og makulere bøger for at lave dem om til pølser – vel at mærke i kunstens tjeneste. For hver af de 18 destruktive handlinger på scenen bliver sat i kontekst med kunsthistoriske aktioner i Live Art Danmarks populære og kritikerroste egenproduktion. En vild og vildt underholdende formidling af, hvordan kunstnere benytter ødelæggelsen som en metode til at kritisere, diskutere eller fremhæve problemer i samfundet.
DOKK 1
27. aug. – 28. aug. kl. 11:00 – 13:00 Aldersbegrænsning: fra 6 år Handicapadgang: Ja Billetter
Jelili Atiku, ỌLỌ́MỌYỌYỌ
En rituel seance for de mange børn og unge, der dagligt oplever vold verden over. Det er netop, hvad du kan være med til, når den nigerianske kunstner Jelili Atiku fremfører performancen ỌLỌ́MỌYỌYỌ på DOKK1. Til ritualet vil Atiku bære en statue af træ, der repræsenterer gudinden Koris ånd, som i den vestafrikanske yorubakultur vogter over børns sundhed og lykke. Til ritualet vil der også være en yorubapræstinde og 200 andre såkaldte Irunmolefigurer af træ – gode ånder, der sikrer balance og ligevægt i naturen og universet og som publikum kan være med til at løfte med ønsker om børns ve og vel.
DOKK 1
3. sep. – 4. sep. Workshop 11:00 - 13:00. Parade 13:00 -14:00 Handicapadgang: Ja Gratis
Tom Cassani, VR-videoer
Under Live Art for Børn bliver der på DOKK1 placeret tre virtual reality-stationer, som tager os med ind i en verden fyldt af gak, farlige løjer og forbløffende magi. Ind i den engelske performancekunstner Tom Cassanis verden. Cassani kombinerer performancekunst med tricks fra nycirkus og inspiration fra magiske shows til at skabe forbløffende billeder og situationer. Gå på opdagelse på DOKK1 og find Cassani i gang med at sluge sværd, gå på splintret glas, hænge fra sit hår, eller hvad han nu ellers kan finde på af kropsligt umulige mirakler.
DOKK 1
3. sep. – 4. sep. kl. 10:00 – 16:00 Aldersbegrænsning: fra 10 år Handicapadgang: Ja Gratis
Mangfoldighed. Der findes næppe et større buzzword i årets Festuge. Mottoet lever også i bedste velgående hos det kreative bureau Culture Works, der arrangerer aktiviteterne under Cluster Square
Cluster Square – mangfoldige og magiske oplevelser ved Klostertorv
Igen i år handler det på Klostertorv om at facilitere et rum, hvor de lokale kreative ’clusters’ – som de kalder dem – kan dele deres kulturarbejde med så mange aarhusianere som muligt. Du finder mangfoldighed i alder, køn og kulturel baggrund med arrangementer, som tæller alt fra yoga i det fri og debatter med den sexpositive vibratorbutik Klub Venus til dobbelt op på banko med hhv. UngKs Drag Queen Banko og Clausens Fiskebanko.
Den diverse tankegang gælder også for musikdelen
”Fordi mangfoldigheden er så vigtig en del af Cluster Square, er det sindssygt vigtigt, at vi også viser et mangfoldigt musikprogram. Vi må aldrig have et musikprogram, der kun henvender sig til enten unge eller ældre. Når hipsteren møder pensionisten, skaber vi nemlig nye grene af fællesskabet”, fortæller Julia Venø Schougaard fra Culture Works om musikprogrammet, hvor de hypede eksilaarhusianere Zar Paulo deler scene med fælles højskolesang fra Fairbar og Katedralskolens Big Band.
Udlev din indre karaokestjerne
Mangfoldighedstanken lyder nærmest til at gælde, så Gud og hver en selvudnævnt karaokestjerne kan gå på scenen ved Cluster Square. Og det er faktisk ikke helt forkert.
”Vi har haft virkelig stor succes med vores jam nights. Det er dér, hvor Cluster Square skinner. Når man som publikum kan træde op på scenen og joine det faste band. Hvis man ellers har mod på det, er Cluster Square et sted, hvor man er meget, meget velkommen. Deri ligger mangfoldigheden. Og magien”, understreger Julia Venø Schougaard.
Invitationen er hermed givet videre til at tage del i mangfoldigheden under Cluster Square – uden for såvel som på scenen!
Foto / Martin Dam Kristensen
Foto / Martin Dam Kristensen