2 minute read
Litteraturfestival
Information 1. sep. – 2. sep.
Kunsthal Aarhus, J.M. Mørks Gade 13, 8000 Aarhus C
Advertisement
Gratis
Støttet af / Spar Nord Fonden
Ny litteraturfestival af byens spirende undergrundsscene
Litteraturfestival i Kunsthal Aarhus giver byens unge litteraturentusiaster plads til at blomstre
Under konceptet Understrøm har Aarhus Festuge tidligere skabt en platform og et frugtbart samarbejde med byens mange unge, frivillige musikarrangører. Nu er vi kommet på en ny og oplagt idé: Hvorfor ikke også give byens unge litterære ildsjæle mulighed for at udleve nogle af deres drømme som kulturskabere?
Derfor har Festugen gennem et open call fundet unge initiativtagere, der var klar til at gribe muligheden og udbrede en vifte af tidens litterære udtryksformer for publikum. Hvordan det tager sig ud, kan du opleve i dagene 31. august og 1. september i Kunsthal Aarhus.
Udvikling af fremtidens litterære fanebærere
Byen har født og fostret alt fra gode gamle Emil Bønnelycke og Svend Åge Madsen til Jens Blendstrup, Stine Pilgaard og Jonas Eika. De seneste år er der for alvor kommet bevågenhed på Aarhus som en litteraturby med festivalen LiteratureXchange, der med deres store nationale og internationale sigte hører til blandt landets største af slagsen.
Og så er der alle aktørerne i vækstlaget.
Små forlag og selvkørende entusiaster som med deres arrangementer rundt om i byen og gennem universitetet gøder jorden for nye spirende talenter og gør det interessant for mere etablerede forfattere og lyrikere at blive i byen.
Det er dem, som Festugen med årets todages festival i Kunsthal Aarhus vil skabe gunstige rammer for og udbrede kendskabet til, som på længere sigt vil løfte byens litterære scene.
Foto / Martin Dam Kristensen
Som venue og epicenter for Festugens mange litterære afskygninger er Kunsthal Aarhus med som samarbejdspartner. Den gamle kunstbygning huser blandt andet den populære Kunstnernes Påskeudstilling, men stedets kunstneriske profil er også at præsentere unge kunstnere og nye tendenser på samtidskunstscenen.
En alsidig og undersøgende profil, som passer godt ind i ideen med litteraturfestivalen. Desuden fungerer Kunsthal Aarhus i forvejen som fysisk hjem for forlaget Antipyrine, og jævnligt afholdes der bogreleases og performances med fokus på ny og eksperimenterede litteratur.
Vi håber, at Kunsthal Aarhus under Festugen bliver samlingsstedet, hvor du søger hen for tankevækkende og overrumplende litteraturoplevelser. Stedet, hvor en krydsbestøvning finder sted, som vil gavne byens litteraturscene mange år frem.