2 minute read
Problembaseret læring hjælper i kampen mod corona
Aalborg Universitet (AAU) deltog som partner, da EU-Kommissionen i april afholdte et stort online hackathon. De 21.000 deltagere skulle udvikle løsninger på coronaafledte samfundsudfordringer - blandt andet med hjælp fra problembaseret læring (PBL).
AF Thomas Møller Christensen
Advertisement
Coronapandemien har medført store negative sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser for ikke bare Danmark men hele verden.
Derfor mødtes mere end 21.000 innovatører, forskere, investorer og borgere fra hele Europa til et online hackathon i april arrangeret af EUKommissionen.
Hackathonet ”#EUvsVirus”, udviklede i løbet af en weekend mere end 2.150 innovative løsninger på coronarelaterede udfordringer.
- Det har været et stort organisatorisk arbejde for dem, der stod bag. Det var superambitiøst at samle så mange mennesker virtuelt, men jeg synes, det fungerede rigtig godt, fortæller Jacob Lundberg, der er forretningsudvikler ved AAU Innovation.
Problembaseret løsning sikrede god fremdrift
Jacob Lundberg deltog ved #EUvsVirus som mentor for syv iværksætterteams, der udviklede forskellige løsninger, der skal sikre flere virksomheders overlevelse gennem krisen.
- Det var fedt at opleve, at PBL, som er et grundelement hos AAU-studerende, gav stor værdi for de internationale startups, jeg vejledte. De tænkte hurtigt i løsninger uden at forstå problemet fuldt ud. Så her var helt basale PBL-principper til stor gavn for deres arbejde, siger Jacob Lundberg og fortsætter:
- For mig personligt var det også et lynkursus i at vejlede og arbejde med forskellige kulturer. Jeg havde ikke to hold fra samme land, så det var spændende, at skulle omstille min feedback og vejledning til forskellige nationaliteter.
AAU er en attraktiv partner i EU
AAU deltog som partner på det stort anlagte hackathon. AAU spiller i forvejen en aktiv rolle i kampen mod coronavirussen, og #EUvsVirus var en god mulighed for at bidrage på europæisk plan.
Især fordi formen er en del af hele AAU's DNA. Det fortæller Anne Drivsholm Sand, der er EU-konsulent hos AAU Innovation.
- AAU er en attraktiv partner, og EU-Kommissionen ville gerne have os med for at bidrage, fortælle og vise andre aktører, hvordan man arbejder sammen på tværs af fagligheder for at løse globale udfordringer i samfundet på en måde, der skaber værdi for borgerne.
FAKTA OM #EUVSVIRUS
Ca. en måned efter #EUvsVirus afholdte EU-Kommissionen en matchweekend, hvor de vindende løsninger blev matchet med nye medarbejdere, partnere og investorer for at kunne realisere deres løsningsforslag.
Du kan læse mere om #EUvsVirus på https://euvsvirus.org.
Kunne du lide denne artikel?
Læs mere om, hvordan Aalborg Universitet skaber viden for verden og værdi for samfundet i AAU Matchmaker-magasinet (www.match.aau.dk/matchmaker).