Manden i glasset af Benn Q. Holm lædeprøve

100mm

155mm

31mm

som forfatter i 1994 og har siden fået udgivet en lang række romaner, bl.a.

”Røven fuld af penge og en pik i laser.

Men ingen medaljer for lang og tro tjeneste …”

Hafnia Punk og Album, der er filmatiseret som tv-serie.

Seneste udgivelse er Byen og øen.

Efter mange år i udlandet slår den udbrændte forretningsmand Giovanni Baltzer sig ned i København, hvor han kort studerede som ung. Baltzer har købt et falleret antikvariat i en anonym sidegade. Det perfekte gemmested hvor ingen kommer forbi, og lyset aldrig falder ind.

Men timeglasset er ved at løbe ud, og fortiden tager i døren. Baltzer er ligeglad. For problemet er i virkelighe-

231mm

den fremtiden …

MANDEN I GLASSET er fortællingen om Giovanni Baltzers forunderlige rejse fra den danske provins til magtens cirkler og tilbage igen til der, hvor han aldrig rigtig kom fra.

En roman om hjemløshed og eventyrlyst, om våben, sex og bøger. Og længslen efter det allersidste lange kys, mens solen går ned bag glasset, og det snart er slut.

FOTO: THOMAS A.

OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET.DK

BENN Q. HOLM MANDEN I GLASSET

BENN Q. HOLM (f. 1962) debuterede

155mm

BENN Q. HOLM ROMAN

MANDEN i GLASSET

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

L I N D H A R DT O G R I N G H O F

100mm

Benn Q. Holm

Manden i glasset Roman

Lindhardt og Ringhof

Manden i glasset.indd 3

25/08/14 10.43

Manden i glasset © 2014 Benn Q. Holm Omslag: Imperiet/Harvey Macaulay Bogen er sat med Minion hos Lymi DTP Service Trykt hos Scandbook ISBN 978-87-11-33278-8 1.udgave, 1.oplag 2014 Printed in Sweden 2014 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Støttet af Statens Kunstråd

Manden i glasset.indd 4

25/08/14 10.43

I ALT SKAL VÆK!

Manden i glasset.indd 13

25/08/14 10.43

Manden i glasset.indd 14

25/08/14 10.43

... kom jeg gående ... det blæste ... vinden rev i en stilladspresenning ... en radio larmede bag den bølgende plastic ... jeg slog kraven op ... mere af gammel vane ... jeg havde kun en eneste tanke i hovedet ... keep it simple ... hvert eneste forbandede skridt ... et skridt nærmere afslutningen ... indtil da ... ikke noget ... bare synke ned et sted ... arbejderne råbte til hinanden ... tage mine piller ... eller ikke gøre det ... hvad bestilte jeg her ... de var ved at hejse noget op ... et parti termoruder ... kravlenisser med hvide hjelme ... jeg kendte slet ikke dette kvarter ... heller ikke dette ... den eneste jeg stadig kendte her, boede ovre i Malmø ... Popovic, gode gamle Pop ... ned dér ... nogle afpillede træer ... tynde, kronragede ligesom ... parkerede biler og varevogne ... en kiosk ... hundelorte og en overklistret parkeringsautomat ... kvinde med barnevogn ... en livløs sidegade ... ældre boligejendomme ... måger højt oppe ... klappende, sprællende ... skidende ... længere ude lå havnen ... gået den halve dag ... keep it simple ... heller ikke i dag ... give op ... flytte langt pokker i vold ... et hus på landet ... høre græsset gro ... mens jeg selv visnede, langsomt ... en hund ... en hushjælp ... så næsten hellere et skur i byen ... hvor jeg kunne sidde og rådne op ... men ikke hér ... her skete der intet ... burde vende om ... på en tallerken ... ingen mennesker, ingen butikker ... kun alle disse danske cykler ... smidt op ad mure ... mast ind i cykelstativer ... som gammelt, beskidt bestik ... hulter til bulter ... endnu en hundelort ... ufatteligt ... træd varsomt, Giovanni ... du er i København nu ... død gade ... en butik ... eller hvad 15

Manden i glasset.indd 15

25/08/14 10.43

det var ... jeg fortsatte alligevel ... hvert eneste forbandede skridt ... en pludselig lysning bag et trådhegn ... en byggetomt ... et S-tog gled forbi ... forsvandt bag hullet i husrækken ... havnens kraner ... så atter etageejendomme ... gaden var hverken kort eller lang ... hverken smal eller bred ... butikken så fladtrykt ud ... fladtrykt og nedtrykt ... mast under vægten af de fire-fem etager ovenpå ... lejlighedernes dobbeltsenge og sofaer, køleskabe og vaskemaskiner ... JACKS ANTIKVARIAT ... stod der med vejrbidte bogstaver over døren ... i begge vinduer hang det samme opklæbede budskab, skrevet med en tyk sort tus ... ALT SKAL VÆK! * Jeg studerede antikvariatets facade og de sørgelige rester i vinduerne, mest gulnede paperbacks og gamle leksika. Men det kunne lige så godt have været en parykbutik. Det var det bombastiske og apokalyptiske udråb, gentaget som det oven i købet var i en slags stereofoni, der et øjeblik nærmest hypnotiserede mig. Det kostede ikke noget at kigge.

Jeg tog i døren, den bandt selvfølgelig og skulle presses op. Det store butikslokale var proppet med bøger i vakkelvorne stigereoler og en masse andet gammelt bras: cd’er og dvd’er, komisk tykke VHSkassetter, ølkasser med tegneserier og lp’er, men det værste var den jordslåede lugt som hang over det hele. En skygge dukkede op mellem reolerne, en uhyggeligt tynd trold med en stålgrå hestehale i ternet skjorte, sort lædervest og slaskende cowboybukser. En læsebrille hang på hans fuglebryst.

Skyggetrolden gled om bag et rodet skrivebord.

Jeg knappede min overfrakke op og kiggede rundt. Alperne, tænkte jeg. Med al sneen smeltet; sådan var det jo for resten allerede mange steder. Golde tinder. Stadig lavinefare hist og her; værre var det heller ikke. Hvis der var et klimaproblem, var det herinde.

“Har du hørt om udluftning?”

“Den bog har jeg vist ikke,” svarede han, fandt en termokande og hældte noget der lignede te, op i et krus. “Men ellers har jeg lidt af hvert. Halv pris på alt i denne uge. Eller fyld en pose for en hundredlap.” Han satte et tappert smil op.

16

Manden i glasset.indd 16

25/08/14 10.43

Jeg bugtede mig gennem hovedalleen op til hans skrivebord, overalt var der bøger, bag ham var der en dør hvor der stod PRIVAT! Det tiltalte mig.

Jeg granskede på må og få de alt andet end ribbede reoler, opdagede en taburet i et hjørne, trak den hen. Satte mig.

“Er du Jack?”

Han slubrede længe og tilfreds af sit krus.

“Det kan jeg ikke nægte,” mumlede han endelig, nu i færd med at rulle en cigaret. Det gibbede i mig efter et sug. Et sidste langt hvæs. Og en stor og stærk godnatsjus, herfra og til evigheden. “Hvis Gudmundsen har sendt dig, er jeg ude i næste uge. Senest. Skal bare af med alle bøgerne.” Hans engangslighter gnistrede, han inhalerede dybt som var det noget helt andet han røg. “De skal vel på forbrændingen. Bøgerne, altså.”

“Hvem er Gudmundsen?”

Den gamle gut svarede ikke, helt koncentreret som han var af sin te og smøg.

Så så han alligevel på mig, med sine gule og syge hundeøjne, kinderne var indfaldne, rynkerne i det furede ansigt dybe og knivskarpe. Kindbenene stak voldsomt ud. Det lakkede tydeligvis mod enden.

“Leder du efter noget bestemt?”

Jeg nikkede mod døren bag ham, den lukkede dør med Privat-skiltet.

“Tillader du?”

“Det er ikke længere mit,” sagde han med en kort skuldertrækning.

Jeg rejste mig, åbnede døren. En halvlang og dårligt oplyst korridor, langs den ene væg stod der stabler af bøger. Jeg fortsatte.

Fem minutter efter var jeg tilbage.

“Hvornår kan du være ude?”

“Jo før, jo bedre. Det koster mig bare at holde åbent.”

Jeg satte mig igen på den lave og umagelige taburet.

“Her virker lidt dødt ...”

“Det vil ændre sig. De opfører en ny bydel i Nordhavn, og der kommer metro.” Han sukkede med en slimet-boblende lyd; det lød nærmest som om han allerede lå i respirator. “Det har aldrig løbet rundt, 17

Manden i glasset.indd 17

25/08/14 10.43

men jeg overlevede da.” Han lænede sig frem, ophidset. “Men nu kommer folk ind for at forære mig deres gamle bøger. Hvis de ikke bare smider dem ud. Hvad giver du!?”

Jeg gav ham et affabelt smil. Mere kunne jeg ikke hoste op med her og nu.

Men det var åbenbart også tilstrækkeligt. Jeg havde trykket på en knap, og Jack kastede sig ud i en monolog om papirbogens triste skæbne, kun afbrudt af små pauser hvor han lettere astmatisk hev efter vejret. Ja, papirbogen var snart færdig og dermed også steder som hans, de små antikvariater. Helt færdige. Kaput! Det var ligesom med alle de gamle bodegaer og værtshuse der forsvandt et efter et – alene på Amager, hvor han selv boede, var der kun nogle håndfulde tilbage - og blev erstattet af cafeer og cocktailbarer. Det var en større teknologisk epidemi, der allerede havde dræbt hele videobranchen og den halve musikindustri. Og så videre. (Jeg fik ikke fat i det hele; min tanker kredsede andetsteds). Men herregud, han kunne lige så godt have talt om de aktuelle uroligheder i Usbekistan, hvis der var sådan nogle. Det ragede mig en papand. Jeg var allerede i gang med at indrette værelserne bagved (der var overraskende mange, to små på korridorgangen, og to større allerbagest), det store køkken. Jeg kunne vel beholde nogle af bøgerne, halvdelen; inden længe var det mig der sad der i hjørnet og slubrede te, dog ikke i lædervest. Ligefrem nøgen, måske. Ingen ville alligevel få lov til at komme ind; det skulle jeg nok sørge for. Jeg ville sidde der som en kridhvid yogi og bare glo ud i luften. Med røven fuld af penge og en pik i laser. Men ingen medaljer for lang og tro tjeneste.

Jeg følte mig allerede hjemme. Havde aldrig troet at jeg skulle tage det ord i min mund.

Jacks talestrøm var ebbet ud. Ingen havde endnu taget i døren, og det slog mig hvor ufatteligt stille her var. Som en lydisoleret hule. Det måtte være de mange bøger der tog den smule gadelarm der var; så tjente de alligevel et godt formål.

“En kop te?” Jack havde taget sine briller på, de sad ude på spidsen, som om det pludselig interesserede hvem det var der sad overfor ham.

“Eller en lille skarp?”

“Nej, tak. Hvem ejer stedet her? Denne Gudmundsen?”

“Ja, det gør Gudmundsen.”

18

Manden i glasset.indd 18

25/08/14 10.43

“Imponerende navn.”

“Bare vent til du ser hende ...”

“Javel. Det er en kvinde?”

“Mere af navn end af gavn, er jeg bange for.” Han hostede kort og bjæffende. “Hvad vil sådan en fin mand som dig med det sted her? Har du tænkt dig at åbne et bordel eller sådan noget?”

Jeg smilte tonløst. Jeg var ellers begyndt at kunne lide ham.

“Hvordan får jeg fat i hende Gudmundsen?”

“Sikker på at du ikke vil ha’ en kop?”

Jeg gav efter for hans afpresning, enten kedede han sig bravt, eller også led han, udover den cancer eller hvad det var som var ved at tage livet af ham, af en grasserende form for nysgerrighed, i al fald gik han i gang med at krydsforhøre mig da jeg havde taget imod en kop te. Selv var han døbt Jack Leon Olsen, oplyste han uopfordret. Om det var en høflig gestus eller et bevidst trick, skulle jeg ikke kunne sige, det var jo også komplet ligegyldigt.

“Så du er altså forretningsmand?” Han hostede igen bjæffende. “Det anede mig nok. Hvori bestod dine forretninger?”

“Lidt af hvert. Jeg arbejdede for en international stålkoncern.”

“En god gesjæft, hvad?” Han nikkede, skeptisk. “Hvad hed firmaet?”

“Det vil alligevel ikke sige dig noget.”

“Men du boede i Wien?”

“Ja, til sidst.”

“Hvad mener du med til sidst?”

“Hør, Jack. Det er en lang historie. Jeg har boet mange steder.”

Atter nikkede han, mens han betragtede mig hen over kanten på sine briller.

“Giovanni Baltzer. Det lyder ikke særlig dansk.”

“Min far var italiener.”

“Du ser ellers ret lys ud.”

“Som Lucifer.”

“Du er oven i købet belæst ...?”

“Ikke videre,” indrømmede jeg.

“Og hvordan endte du i stålbranchen?” Han holdt en kort ilttilførende pause. “Det er måske også en lang historie?”

“Meget lang.”

19

Manden i glasset.indd 19

25/08/14 10.43

“Og nu trækker du dig tilbage ...” Han slog melodramatisk ud med armene: “Fra verdens tummel ...”

Jeg trak på skuldrene, som om det ikke ragede ham.

“Du er en mand af få ord,” sukkede Jack Olsen. “Hvor var det du havde studeret, sagde du?”

“Det mener jeg ikke, at jeg har sagt.”

“Nej,” smilte han.

“Jeg gik et år eller halvandet på Handelshøjskolen her i København.”

“Mener du CBS? Det har skiftet navn.”

“Det var jeg ikke klar over.”

Sådan sad vi frem og tilbage et stykke tid, et par gange blev jeg nødt til pakke mine svar ind, men det korte af det lange var, at jeg viste mig fra min mest imødekommende side, selvom det ikke engang var nødvendigt. Bag bogstakkene og de fedtede ruder kunne jeg se at mørket allerede var faldet på. Jeg mærkede en begyndende hovedpine.

“Luften er tung her,” afbrød jeg ham. “Tak for te. Og Gudmundsens adresse.”

“Du behøver ikke at hilse hende fra mig.”

Jeg rejste mig og gav ham hånden. Der var noget slapt og gummi­ agtigt over den, som om man kunne blive ved med at trykke den uden at knuse den. “Vi ses, Jack.”

“Gør vi?” Han lød tvivlende.

“Ja.” Jeg fandt en taxi oppe på en underligt tom boulevard, og mens gader og bygninger flimrede forbi i mørket, mærkede jeg trætheden sive ud i hele kroppen. Jeg havde aldrig vadet så meget rundt som i de forløbne to-tre dage. Det var en forbavsende effektiv måde at slå de sidste abstinenser ned på, men nu havde jeg også gået og set nok. Alting var på en og samme tid fremmed og velkendt. Det var allerede mere end to årtier siden at jeg havde tilbragt et par begivenhedsløse studieår her, og dengang var jeg en lille flittig satan som hellere hang over bøgerne end rundt omkring i byen; senere blev det nærmest stik omvendt. Men da var jeg også for længst over alle bjerge.

Vi trillede langs nogle flade, livløse bassiner ... Søerne, ja. Sad fast i trafikken. Endelig skete der noget, nemlig ingenting. Cyklister overha20

Manden i glasset.indd 20

25/08/14 10.43

lede os på cykelstien. Dem kunne jeg huske. Cyklisterne. Og pigerne.

De cyklende piger. Ja, men ellers lignede byen vist i det store og hele sig selv. Men hvorfor lige her? Når jeg kunne have valgt en fjern palmekyst.

Eller lejligheden i Linz som alligevel bare stod tom. Men jeg måtte partout væk, i en fart. Maureen havde desuden smidt mig ud. Nå. Kunne altid skride igen. Men orkede jeg, og hvad skulle det hjælpe? Jeg ville stadig være en flue. Inde i et kæmpe glas. Jeg ville aldrig kunne knuse det glas. I stedet ville jeg bare sygne hen og langsomt dø, som min nye ven Jack Leon Olsen, af mangel på ilt. Og det ville være det.

Der gik langsomt hul på trafikproppen, bilerne foran slap over, men vi blev hængende i det fodgænger- og cykelmyldrende lyskryds, jeg fik øje på nogle châteaulignende tårne. De virkede bekendte. Hotellet måtte ligge lige i nærheden. Det ville være hurtigere at gå det sidste stykke. Men jeg blev siddende. Ti minutter efter var vi der endelig.

Jeg nikkede til receptionisten, kørte op, væltede ind i værelset, tog et hurtigt bad, dejsede om på sengen, havde ingen appetit.

Vågnede kort ud på natten med jern på, men om morgenen var den bare et lille bøjet søm. * Efter morgenmaden tjekkede jeg denne Gudmundsen. Hun boede på en gård på Lejre-kanten, hvor hendes forskellige firmaer også havde kontor. På slaget ni ringede jeg og forhørte mig om biksen i sidegaden.

Vi aftalte at jeg dukkede op efter klokken elleve. Det gav mig en idé.

Han kunne sikkert ikke med så kort varsel, Pop, men så havde jeg i det mindste fået ringet. Jeg havde sms’et ham forleden, i et anfald af kedsomhed. Sekundet efter havde han ringet mig op. Han snakkede og snakkede, til sidst afbrød jeg med en eller anden syg undskyldning; lovede højt og helligt at ringe tilbage. Nu trykkede jeg hans nummer, og han tog den med det samme.

“Vanni? Jeg troede at du havde glemt mig.”

“Sorry, Pop. Haft travlt.”

“Med at tælle penge og kneppe stuepiger?”

“Jeg ved ikke hvor du får den slags ideer fra?”

“Nej, hvor mon ...”

21

Manden i glasset.indd 21

25/08/14 10.43

“Hør: Jeg skal være i Lejre elleve, halv tolv. Er du frisk?” “...”

“Pop?” “Jeg hørte dig. Lejre ...? Er det nede ved Roskilde eller sådan noget?”

“Ja. Hvor lang tid tager det at køre over broen? Kan du være her senest halv elleve?”

“Yes, boss. Men det bliver med taxameteret på herfra. Centralen, du ved ...”

“Selvfølgelig. Så giver jeg en frokost bagefter.”

“Giv mig lige adressen på dit hotel.”

Sådan! To fluer med et smæk. I det samme fik jeg et af disse korte svimmelhedsanfald, der ligesom sugede al luft ud af min hjerne, så jeg et øjeblik vaklede, og alting forsvandt, ikke under mig, men i mig, en rosin med hud og knogler. Men det gik altid hurtigt over. Tilbage var bare den sædvanlige svage hovedpine inde bag øjnene.

Jeg opløste mine brusetabletter i et glas vand. Lå længe på sengen.

Valgte en Baracuta-jakke, greb et cashmerehalstørklæde og gik ud til elevatoren. Gaden var stille. Jeg kylede en lakridspastil i munden. Over husrækkerne den blå, skyfri himmel. Men det var køligt. Jeg drev frem og tilbage på fortovet, studerede butiksruderne. Han lod vente på sig.

Jeg tog en pastil mere.

På Handelshøjskolen – eller CBS som den åbenbart hed nu – kom Pop altid dryssende med sin sportstaske og et halvdovent smil på læberne, hvilket i øvrigt irriterede mig grænseløst. Altså det at han kom for sent, ikke smilet, heller ikke sportstasken (han skulle altid videre til basketballtræning). Jeg vidste stort set kun at han nu kørte taxi i Malmø. De sms’er han havde sendt mig i løbet af de seneste år, handlede mest om hans tab og gevinster på væddeløbsbanen, og det var ikke altid at jeg fik svaret tilbage.

En sort Volvo-stationcar med svenske nummerplader, overklistret med reklamer, som en masse nikotinplastre, rullede omsider op foran hotellet. Den lignede en rustvogn fra Helvede. Pop fik viklet sine lange ben ud, strakte sig med et grin og syntes at vi skulle kramme. Der trak jeg grænsen, selvom vi ikke havde set hinanden i tre eller fire år.

Pop gav sig tid til at tænde en cigaret og studere hotellets gamle stukfacade.

22

Manden i glasset.indd 22

25/08/14 10.43

“Nå, så det er her du gemmer dig?”

“Skal vi køre?”

“Ja, ja. Lad mig lige ryge færdig. Hvad skal vi dernede?”

Jeg fortalte ham i korte rids, hvad det gik ud på. Pop rystede på hovedet, som om det var det skøreste han længe havde hørt. Så begyndte han at fable om at han skulle være tilbage i Malmø senest ved ottetiden i aften, der var en eller anden vigtig fodboldkamp i fjernsynet.

Godt tre kvarter senere, hvor vi prøvede at indhente det forsømte, jeg havde for eksempel fuldstændig glemt at han havde to børn, men hele tiden blev afbrudt af hans mobiltelefon, drejede Pop af motorvejen, og vi rullede gennem et rødbrunligt efterårslandskab, forbi nogle dugfriske parcelhusudstykninger, spredte gårde og husmandssteder, og så var vi der.

Den restaurerede trelængede gård lå for enden af en kort allé med knortede egetræer. Et øjeblik så jeg porten til Rexford Myers’ ejendom glide op, det hvide kolonipalæ der dukkede op bag det tætte grønne flor. Staldene, engene. De hede nætter. Hende negerpigen. Nede ved bækken. Ding-dong, ding-dong. Pop parkerede ved siden af en vare­ vogn med Langstedgårds logo på siden, navnet på Gudmundsens firma der solgte haveartikler.

Der lå en butik i den højre længe, en blandet landhandel med havebænke i granit, fuglebade og såpotter. Pop havde jeg efterladt ude foran, i færd med at banke en smøg ud af en genstridig cigaretpakke.

En lille ufiks sag var ved at ordne en hylde med løgposer.

“Jeg skulle tale med Birthe Gudmundsen.”

Hun pegede: “Første dør på venstre hånd.”

Døren stod åben. Bag et skrivebord sad en kraftig og korthåret kvinde af ubestemmelig alder i en dueblå gabardinejakke med en stor broche i reversen. Gudmundsen signalerede med en lad håndbevægelse at jeg kunne tage plads. Ude på gårdspladsen havde Pop fået ild i sin smøg. “Og du har taget en svensk taxi hele vejen. Det må jeg sige.” Hun trak en skuffe ud og fandt nogle papirer frem, skimmede dem. “Olsen skal være ude om to uger. Jeg skal have en mand ind og se hvad der skal udbedres ...”

“Det er jeg som sagt villig til at stå for.”

23

Manden i glasset.indd 23

25/08/14 10.43

“Du har sørme travlt?”

“Til gengæld skal jeg have din tilladelse til at slå et par vægge ned bag køkkenet og lave et ordentligt badeværelse.”

“For egen regning?” Hun målte mig indgående, og ville sige noget, men tav forståeligt nok. Jeg havde jo godt set hvor mange tomme butikslejemål der var i København på mine strejfture. Hvad skulle jeg overhovedet med en butik? Men nu handlede det bare om at slå til, inden jeg fortrød.

“Ja. Samt indføjet en forkøbsret i kontrakten.”

“Det kan vi nok finde ud af. Tre måneders depositum, og det er dit.”

Hun nævnte derpå beløbet, samtidig med at hun ud af øjenkrogen fulgte med i Pops gøren og laden. Han trådte sin smøg ud, og travede mod butikken. “Sig han skal samle det skod op, inden I kører.”

Jeg tog min mobil frem: “Jeg kan overføre beløbet med det samme.

Hvis jeg får en kontrakt med hjem.”

“Ja, hvorfor ikke.” Gudmundsen skrev et kontonummer ned på et stykke papir og skubbede det over bordet. “Du er en mand lige efter mit hoved. Kort og kontant.” Hun vendte sig mod sin computer og klikkede et dokument frem.

“Fulde navn?”

“Thomas Giovanni Schiavi Baltzer.”

“Gentag lige.”

Jeg gentog det, omhyggeligt.

“Hvilken stillingsbetegnelse skal jeg skrive?”

“Ingen. “ Så begyndte printeren at summe, og papirerne gled ud. Jeg bladede min kopi igennem og skrev under. Rejste mig.

“Husk skoddet,” sagde hun.

Pop stod og beundrede en lang spids beskærersaks med ørnenæb som om han aldrig havde set noget lignende. Det var nu også et frygtindgydende våben, som i de forkerte – eller rette – hænder kunne forrette betragtelig skade. Men selv et barberblad kunne indirekte dræbe tusinder. Man kunne sågar dø af kedsomhed, havde jeg hørt. Jeg tænkte på skiltene i Jacks butik. Alt skal væk! Ja, før eller siden. Byer, lande, kontinenter. Monroe var taget i forvejen.

24

Manden i glasset.indd 24

25/08/14 10.43

Jeg trippede utålmodigt. “Skal vi, Pop?” Han satte ørnenæbbet på plads og traskede efter mig. Solen hang allerede påfaldende lavt. Vi nærmede os hastigt november. Pop vadede hen til sin sorte Volvo med alle de gule reklamer. Det mindede mig om noget. Da han havde lokaliseret sit skod, kørte vi.

“Kæft, jeg er sulten, mand.” Pop skulede ud på landevejen. “Højre eller venstre?” “Øjeblik.” Jeg konsulterede min mobil. “Venstre. I retning af Ledreborg. Der ligger en restaurant.”

Vi fandt hurtigt restauranten, en stråtækt bygning der lå ud til en skovsø, forbi et gammelt slot, for enden af en lang allé med æbletræer.

Det var i øvrigt et meget smukt område. Landskabet havde noget arkaisk over sig: frugtbart og frodigt selv her på grænsen til vintermørket.

Fortrød jeg allerede min forblæste sidegade, nær havnens kraner og viadukter? Men jeg kunne altid rykke videre. I spillet. Indtil jeg blev slået hjem.

Jeg bestilte tre retter til os fra a la carte-kortet. Og to danskvand.

“Du må godt tage vin for min skyld, Vanni. Jeg rører aldrig en dråbe når jeg kører.”

“Jeg er på antabus.”

“What! Står det så slemt til?”

Jeg smilte som om det ikke var noget, og vi blev heldigvis afbrudt af den unge tjener, en fimset fyr. Han satte en lille sølvkurv med brød, som Pop straks kastede sig over, en krage der hakkede løs på nogle små brødkrummer. Forretten slugte han i tre mundfulde. Bortset fra et ældre ægtepar og det som formentlig var deres modne datter og lille barnebarn, var restauranten tom. Pop skævede til datteren, en kedelig kvinde først i trediverne.

“Hvad siger du?” sagde han.

“Til hvad?”

“Til hende der?” Pop pegede med sine glade brune øjne. I det samme kom vores hovedret, og Pop glemte alt om emnet derovre. “Har du hørt om den plasticø man har observeret i Stillehavet?” spurgte han med munden fuld af oksetyndsteg. “Alt muligt lort og affald. Den er på størrelse med Frankrig.”

“Arh. Frankrig ligefrem! Er du sikker?”

25

Manden i glasset.indd 25

25/08/14 10.43

Han nikkede.

“Ikke bare Korsika ...?”

“Betyder det noget?”

“Næh,” svarede jeg.

“Så hvad er planen, Giovanni?”

“Planen er at der ikke er nogen plan.”

Pop så på mig, grundende. “Hvad er der sket? Du dukker pludselig op, ud af det blå. På antabus. Og så vil du flytte ind i en butik! Jeg troede du havde røven fuld af penge. Du har ikke drukket dem op, vel?”

“Jeg klarer mig. Så meget drak jeg heller ikke.”

Således beroliget spiste han fornøjet videre. Han var snart færdig, tog en tandstikker og gav sig til at stange tænder. “Men nu havde jeg lige glædet mig til at vi skulle ud og bumle.”

“Skulle du ikke hjem og se din fodboldkamp?”

“Jeg mener sådan generelt.”

“Jeg har bumlet nok,” tilstod jeg.

“Hvor længe skal du tage de piller? Da ikke resten af livet, hvad?”

“Det ved jeg ikke. Hvor længe har du tænkt dig at køre taxi?”

“Det må tiden vise.” Han havde fanget et lille kødstykke med tandstikkeren, studerede det kort og stak det i munden. Noget fik ham til at lyse op. “Tag nu her forleden! Fik en tur fra Kastrup til Ystad med en sød dame. Hun inviterede mig ind på kaffe ...”

“Hvad med dine børn, ser du dem?” Han havde fortalt mig i taxien hvad de hed, men jeg havde glemt det igen.

“Ser og ser,” vævede han. “De er jo store nu. Nanna er på efterskole, og Micky, øh, ja, jeg ved ikke helt hvad han laver for tiden. Der er jo stor ungdomsarbejdsløshed.”

“Hvad med deres mor?”

“Det er sgu længe siden. Hør, hvad med dig selv? Hvad hed hun nu, hende millionøsen du boede sammen med i Wien?”

“Maureen. Det er slut.”

“Det kan jeg ligesom regne ud. Hvad skete der?”

“Hun fik af en eller anden mærkværdig grund nok af mig. Det var gensidigt.”

“Ja ...” Pop kvalte et opstød. “Men hende Ystad-damen. Hun havde 26

Manden i glasset.indd 26

25/08/14 10.43

været en uge i Tyrkiet, og hun var måske ikke helt ung længere, men alligevel sådan okay lækker ...”

Mens Pop fortalte om sine eskapader på et gulvtæppe i et rækkehus i Ystad, fjernede den unge tjener vores tallerkener. De andre gæster brød op. Pop fortalte stadig, pludselig var der også en nabo og en hund med i historien, jeg havde tabt tråden.

“Jo,” svarede Pop på mit spørgsmål. “Naboen havde passet hunden, mens hende damen var på ferie. Da hun så at der var lys, kom hun ind med hunden. Jeg kan godt fortælle dig jeg blev forskrækket da jeg lå der med røven i vejret og pludselig kunne mærke den her våde tunge slikke mig i øret ...”

Vores dessert kom. Chokoladekage med vaniljebagt rabarber. “... heldigvis havde jeg nået det jeg skulle nå.”

Tjeneren kiggede afventende på os.

“Ja?” “Øh. Ønsker De noget til desserten. Kaffe. Eller cognac?”

“Nej, tak. Bare kom med regningen.”

“Vil du heller ikke ha’ kaffe?” udbrød Pop skuffet.

“Jeg vil hellere strække benene.”

“Du har fandeme forandret dig, Giovanni.”

“Min læge siger at jeg skal røre mig.”

“Har det noget med det der antabus at gøre?”

“Næh ... jeg skal bare tage den lidt med ro.”

Pop nikkede eftertænksomt, og jeg tømte min danskvand.

Vi spadserede ned til skovsøen. Jeg havde halsbrand, min mavesæk føltes tung og oppustet. Pop pulsede allerede løs på en smøg. Åkanderne lignede mugne pandekager. Eller store irgrønne mønter. Måske var søen i virkeligheden en ønskebrønd. Hvad ville jeg så ønske? En ny chance? Eller måske bare fred. Ja, fred ... En brise fik det høje siv til at bevæge sig let. Jeg kom til at tænke på en eller anden tekst jeg i tidernes morgen havde læst i gymnasiet, måske et digt. Noget med livet og sivet.

Men det var væk. Himlen begyndte så småt at mørkne.

“Jeg har det som om jeg har været her før,” sagde Pop. “Lad os køre.” * 27

Manden i glasset.indd 27

25/08/14 10.43

Jeg nåede at se Jack Olsen nogle gange mere, og hver gang var det som om der var raslet yderligere et par kilo af ham, selvom man ikke skulle tro at det var muligt. Han var muligvis uhelbredeligt syg, men det virkede ikke som om humøret fejlede noget. Munden gik uafladeligt på ham, de store øjne i det gustne og indfaldne ansigt kuglede ivrigt rundt. Måske var det den berømte korte opblomstring man så tit har hørt om.

Under alle omstændigheder gjorde min heldige entré at han slap for en masse praktisk bøvl. Jeg tilbød simpelthen at overtage (det ville sige fjerne) rub og stub, ikke blot bøgerne (som jeg gav ham et gavmildt beløb for), men alt, inklusive de ufattelige mængder ragelse han havde samlet i de to værelser bag køkkenet, ting som han havde klunset i området.

Jeg spurgte om der slet ikke var noget han ville have med.

“Med i graven, mener du, ligesom i stenalderen?”

“Står det så slemt til?” spurgte jeg med påtaget overraskelse.

“Det kan du vel se!” Jack sendte mig et trodsigt blik. “Men jeg kan da godt kigge en ekstra gang, hvis det kan glæde dig.”

Jack trissede rundt mellem de tilbageværende reoler, og kom endelig tilbage med en beskeden stak lp’er, øverst i hans favn lå Røde Mors Grillbaren samt nogle tegneseriemagasiner og Jumbo-bøger. De sidste var til hans barnebarn, forklarede han. Af en eller anden grund kom det bag på mig at Jack havde familie, jeg havde forestillet mig at vi på visse områder var i samme båd; en lille dum jolle i rum sø. Selv ikke hans forklaring om at han sjældent så sit barnebarn på grund af nogle uoverensstemmelser med sin søn kunne dulme den diffuse skuffelse jeg latterligt nok følte. Men mennesket er jo latterligt. Derpå luntede Jack ned i køkkenet hvor Pop og to håndværkere sad og holdt pause; de var i gang med at rydde butikken.

Men sandt at sige gik Jack også i vejen. Jeg havde ikke travlt, men jeg var utålmodig. Via Pop havde jeg fået kontakt med Jerzy, en polak som drev sit byggefirma fra en adresse i Vangede; de to mænd i køkkenet udgjorde fortropperne. Pop var nyttig at have ved hånden, men det var også alt. Vi var vel som de typer søskende der kun havde en fjern opvækst til fælles og derefter havde fulgt vidt forskellige spor. Nu var vi kommet hjem til begravelsen. Min, følte jeg, med en sær forventnings28

Manden i glasset.indd 28

25/08/14 10.43

fuldhed, mens den fløjtende Pop troede at han var med til at forberede et større welcome home-party (bare uden gæster). Det hele var med andre ord en blandet fornøjelse, selvom stemmerne lagde en dæmper på mig. Pop og de to håndværkere kæftede jo op, og skulle hele tiden ud at ryge. Ja, stemmerne var ikke længere i mit hoved, de stod ude på fortovet og røg eller gik og hamrede løs på noget, som levendegjorte tømmermænd, og alligevel ikke, for hver dag var en lille dagsmarch lidt nærmere de ædru tinder (golde og kolde, skulle det ikke undre mig). Men mine tænder var snart sorte af alle de pastiller jeg åd. Først hvide, så gule, nu sorte. Men jeg faldt langsomt ned. Tog mine piller.

Jerzy var en brumbasse med udbulende øjne og korte pølsefingre, men han virkede reel nok, og selvom jeg for syns skyld forhandlede hans tilbud lidt ned, var jeg egentlig ligeglad. Det skulle blot gå hurtigt. Men det var stadig en større omgang: Udover de to små rum på gangen og de to værelser bagest var der også det ramponerede køkken, et fadebur og et stinkende bak-ind toilet som alt sammen skulle transformeres til moderne bekvemmelighed.

Resten af Jerzys håndværkerhær stod klar til at rykke ind lige så snart den ene halvdel af bøgerne var blevet kørt på forbrændingen. Pop var igen troppet op for at give en hånd med, han var ikke til at holde væk, og det var ham der reddede de mange pornohæfter og gamle numre af Weekend-Sex og Ugens Rapport fra flammerne.

“Kæft, nogle måtter de havde dengang!” Pops øjne var ved at trille ud. “Du har da ikke tænkt dig at smide dem ud?”

“Tag dem, hvis du vil have dem.”

Det behøvede jeg ikke at sige to gange. Pop bar de hellige relikvier ud i sin bil. De to østeuropæere kørte det ene læs bøger efter det andet ud i deres trillebøre, som var det byggeaffald. Fra butikken og ud til deres ladvogn lå der tabte, nedtrampede bøger.

Nuvel, det var tid til at sige farvel til Jack Olsen, han stod der med sine lp’er og Jumbo-bøger, et skelet i lædervest og posende cowboybukser, det kuglende blik var faldet til ro, det så ud som om han gerne ville af sted nu. Få det overstået. Jeg rystede den gummiagtige hånd.

Jack kiggede længe på mig, med et fast og usentimentalt blik. Så smilte han og gik ud til Pops privatbil, en ældre BMW 528 med nogle højst upassende, skinnende nye sportsfælge. Exit Jack.

29

Manden i glasset.indd 29

25/08/14 10.43

Mens Pop således kørte Jack Olsen relativt standsmæssigt ud af historien, samlede jeg nogle bøger op og smed dem op på vognladet. En kølig vind stod ned gennem gaden. Jeg studerede facaden, de afskallede bogstaver. JACKS ANTIKVARIAT. Kønt var det ikke, men jeg havde besluttet mig for at beholde navn og facade. Det skulle selvfølgelig lige shines nødtørftigt op, men for Guds skyld heller ikke mere end det.

Jeg var den nye Jack.

Mit blik faldt på de krasse ALT SKAL VÆK!-skilte. Havde det ikke været for dem, var jeg aldrig gået derind. Men nu måtte de også væk, som ofre for deres egen perverse logik. Desuden blev jeg formentlig nødt til at have en vinduesudstilling, selvom jeg ville have foretrukket nogle tunge, auberginefarvede gardiner a la dem der hang ved indgangen til natklubben på Hotel Oriental. Men jeg risikerede bare at tiltrække nysgerrige sjæle.

Det blev aften. De to litauere, eller hvad de var, var for længst smuttet. I morgen gik det løs. Denne aften skulle være min sidste på hotellet inde ved Søerne, jeg havde lejet en møbleret de luxe-hotellejlighed fem minutters gang væk, i et stort kompleks med restaurant, fitnesscenter og andre in-housefaciliteter.

Jeg låste efter mig. Det stod ned. Taxien jeg havde ringet efter, holdt der allerede med motoren i tomgang, som en stor drivvåd køter der rystede af kulde, med udstødningsgassen sivende ud af sig.

Spiste noget vietnamesisk på hotelværelset. Fik mailet til Dr. Schönhuber, min advokat i Linz (krypteret, naturligvis). Pakkede lidt, der var ikke så meget. Resten kunne vente. Tørnede ind. Vågnede ud på natten, badet i sved og med jern på. Et splitsekund anede jeg ikke hvor jeg var. Masten havde allerede lagt sig, jeg gled tilbage i flasken. * Det gamle antikvariat genlød af hammerslag, hvinende boremaskiner, fræsende slibemaskiner og nu og da af højlydte udbrud på polsk, lettisk eller litauisk. Jerzy hentede sine folk i bundter på den anden side af Østersøen. Rumænere var der også. De snoede sig rundt mellem hinandens ledninger, stiger og værktøjskasser. Bortset fra rygepauserne og den korte frokost var der en konstant aktivitet, folk kom og gik, 30

Manden i glasset.indd 30

25/08/14 10.43

der var altid noget de havde glemt eller var løbet tør for, dynger af murbrokker og afrevet tapet blev kørt ud, nye materialer fragtet ind.

Når jeg dukkede op for at se hvordan tingene skred frem, var det som at se De syv små dværge, bare dobbelt så høje, og minus Snehvide, pukle til den store guldmedalje. En del af dem havde måske set lidt for dybt i vodkaflasken aftenen før, kunne jeg se på de blodskudte øjne og høre på deres uforståelige, men rustne snak, alligevel arbejdede de upåklageligt og effektivt. Værelserne bag køkkenet var slået sammen til kombineret stue og soveværelse, det var for mig ét fedt, fadeburet var væk, ligesom det gamle bak-ind toilet, og jeg havde fået mig et lille badeværelse i sort marmor. Køkkenet havde fået ny indmad fra top til tå, plus et langt rustikt provencalsk egetræsspisebord. Ikke at jeg forventede gæster. Lige nu sad der en flok rødblissede østeuropæere med deres madpakker og termokander ved det. Af de to rum i korridorgangen skulle det ene være ’kontor’, det andet stod gabende tomt. Der kunne lige akkurat stå et billardbord (men man ville ikke kunne støde med køerne), en hjemmebar kunne overhovedet ikke komme på tale.

Foreløbig lod jeg det stå som det var: Hvidt og nøgent. Et venteværelse.

Det blev november. Der manglede efterhånden kun at blive installeret videoovervågning og tyverialarm. Da alle var gået, gik jeg rundt og indåndede stilheden og lugten af lakerede paneler. Det var en bidende kold aften, jeg stred mig hen til min hotellejlighed. Der var på denne korte strækning ingen nævneværdige fristelser, vinden stod ind fra Øresund og friskede som et iskoldt styrtebad. Friskede og fristede.

Et øjeblik savnede jeg alt. Et øjeblik var jeg villig til igen at risikere alt.

Men så dukkede det beskedne højhus frem i det blæsende mørke.

Mit rensetøj lå i en tynd, gennemsigtig plasticpose på min seng. På sofabordet en avis. I vindueskarmene friske tulipaner. Aftenen bestod af korte sætninger. Jeg gik ud på den lille altan. Lejligheden lå på sjette.

Vinden var løjet af, det var egentlig besynderligt, så hurtigt det kunne skifte. En tåge hang nu over kvarteret, et S-tog klaprede ind på den nærliggende station, og der kom en fjern, metallisk højttalerstemme fra perronen. Lysene på de høje kraner ude i havnen plejede at glimte, men nu var himlen væk, indhyllet i de vanddampe der sejlede forbi mig. Jeg lænede mig ud over kanten og greb ind i naturen; hånden føltes kort en anelse fugtig. Det var alt. Toget dernede klaprede alle31

Manden i glasset.indd 31

25/08/14 10.43

rede videre. Noget kom rullende ud gennem tågebanken, en bil. Min gamle sorte Porsche Cayenne. Milena sad ved siden af mig. Hun havde talt om det længe, og jeg havde lige så længe lovet hende det. Det var ingenting, en smuttur på to-tre timer. Maureen var i Wien. Vi kørte fra Linz om eftermiddagen, op gennem Mühlviertel, og nærmede os den tjekkiske grænse, da tågen brat kom rullende fra de skovklædte bakkedrag, vi sneglede os gennem kurverne i det vatagtige hav, de mægtige skove der lige før havde bredt sig til alle sider, var pist borte, og sådan fortsatte det, vi kunne godt skyde en hvid pind efter at nå det bord jeg havde bestilt i Prag. På et tidspunkt aftog tågen kortvarigt, en landsby dukkede op i en dal. Det var mere en flække, men der lå ikke desto mindre et tilforladeligt udseende Gasthof, og vi besluttede os for at blive natten over.

Vi spiste i den lavloftede, jagtudsmykkede krostue. Værten underholdt sig med nogle stamkunder over nogle høje, hinkestenstykke ølkrus, vi sad lidt og hang over den søde hvidvin, så gik vi op til vores beskedne gavlværelse. Tågen var væk, nu var der ikke andet end mørke og atter mørke derude, et sort scenetæppe. Væggene var bare bortset fra et krucifiks over sengen. Milena forsvandt ud på det lillebitte badeværelse. Her var selvfølgelig ingen minibar, men jeg havde været så forudseende at medbringe et par lommelærker. Stroh-rom og whisky.

Vandrørene hostede, jeg smed skoene og lagde mig på den korte seng.

I Prag stod der en suite og ventede på os, med udsigt til borgen. Jeg råbte til den lukkede dør at hun skulle tage et tandglas med ud. Næste morgen blev jeg vækket af høje stemmer på gangen. Milena sov tungt; det sorte pagehår for en gangs skyld i uorden. Jeg måtte være slumret hen, for da jeg igen vågnede, var det til lyden af de dunkende vandrør fra badeværelset. Milena kom ud med et håndklæde om livet og et andet viklet som en turban om håret. Hun stillede sig ved sengen og så længe på mig. Så smed hun først det ene og så det andet håndklæde, så jeg kunne beundre hende. Hun havde jo små bryster, og næsten ingen hofter, men hun var uforskammet køn, og hun kunne være temmelig hæmningsløs. Jeg vinkede hende nærmere, men hun spankulerede splitternøgen rundt, mens hun lod som om hun ledte efter noget. Milena satte sig endelig i værelsets eneste stol, med benene over kors.

Hun sad blot der og kiggede på mig, alvorligt.

32

Manden i glasset.indd 32

25/08/14 10.43

Så sagde hun, idet hun løftede det korslagte ben: “Hvad mon man får til morgenmad her ...?”

Op ad dagen gik vi en lang tur i skoven, hun ville tale. Jeg lyttede. Lovede at overveje det; der var ingen grund til at ødelægge den gode stemning. Hun blev så glad, så lykkelig. Kyssede mig uafladeligt. Vi blev der en dag mere, så kørte vi og var i Linz i løbet af ingen tid. Det var som om vi havde været en tur rundt om hjørnet, men i en anden verden.

Jeg var tilbage i Wien samme aften. Maureen var på vej ud; vi krydsede hinanden i hallen og hilste høfligt, som nogle gode, gamle naboer der altid udvekslede et par ord når de traf hinanden på trappen.

Endnu et S-tog kurrede ind.

Maureen var ikke problemet.

Jeg hundefrøs. Alligevel blev jeg stående.

Milena var problemet. Jeg holdt overraskende meget af hende, mere end jeg brød mig om. Vi havde det godt sammen, hun var ukompliceret, men hun var også ung. Halvt min alder. Treogtyve somre. Jeg hverken ville eller kunne give hende det hun virkelig drømte om. Jeg måtte videre. Og det var den rigtige beslutning. Hun havde det bedre, der hvor hun nu var. Med mand og barn. Det var hvad hun drømte om.

Barnet ...

Nej, det var ikke mit.

Det kunne det umuligt være. * Værktøjslarmen var forstummet, latteren og snakken pist væk, det flimrende støv var faldet til ro. Exit De syv små kæmpedværge. Jeg gik tingene efter i sømmene med Jerzy, og der var nogle få skønhedspletter, en skæv stikkontakt, etcetera. Småting. Det kunne Pop ordne. Exit Jerzy. Så kom de kufferter med tøj og papirer jeg havde haft opmagasineret. Og vognen fra bolighuset hvor jeg havde købt mig et halvt hjem, lutter designermøbler. To stærke mænd bar derpå alt fra kingsize-dobbeltseng til sofa og klædeskab ind, de nye reoler var stadig ikke kommet fra snedkeren. To skriveborde, et til ’kontoret’, et til pynt i butikken. Stole og lamper. Så kom reolerne endelig. Jeg ringede til Pop, som lovede at kigge forbi, næste gang han havde fridag.

33

Manden i glasset.indd 33

25/08/14 10.43

Jack Olsen havde som en af sine sidste gerninger løseligt hjulpet med at udpege hvilke bøger der var værd at beholde, primært romaner, biografier og fagbøger. Lidt digte, diverse leksika og opslagsværker.

De mange lasede paperbacks, utallige krimier og tykke VHS-kassetter var for længst blevet ædt af flammerne.

I mellemtiden gik jeg og pakkede mine få ejendele ud, og det var mærkeligt at se hvor lidt jeg havde fået samlet i årenes løb – alt hvad jeg ejede af værdi, befandt sig i en bankboks i Linz, samt i mine depoter, som jeg med et par klik kunne trylle frem og studere – men jeg havde heller aldrig boet noget sted længere tid ad gangen, rekorden var de tre-fire år hos Maureen i Wien. Jeg havde altid boet i kuffert, en flyvende kuffert. En svingdør. Det var upraktisk at samle ind som en anden hamster, trættende at efterlade sig alle disse kostbare genstande. Jeg forærede dem væk, glemte dem. Min mor var sådan en der ikke kunne få sig selv til at smide ting ud, jeg havde spist min morgenmad af skåret porcelæn og drukket min eftermiddagskakao af kopper uden hank. Nok var pengene små, men så små var de heller ikke. Vi boede i en stor utæt kasse i Præstø. Hun brød sig ganske enkelt ikke om at kassere noget som stadig kunne bruges. Heldigvis omfattede hendes lappeløsninger ikke mit tøj. Jeg havde jo arvet min fars forfængelighed, fortalte hun mig tit. Ham havde hun formentlig heller ikke kunnet få sig selv til at smide ud, men han var kommet hende i forkøbet. Hvorfor han egentlig bare var rejst sin vej uden så meget som et ord til farvel til mig, fandt jeg aldrig ud af. En dag var han væk. Og jeg var ikke så forfærdelig gammel, fem eller seks år, så jeg vænnede mig snart til at det kun var os to – og de skiftende lejere i kælderen.

Well. Hun kunne sagtens finde på at flotte sig, hun kom tit hjem med en ny kjole, og hver gang Bob Dylan havde udgivet en plade, måtte hun partout have fat i den. På udgivelsesdagen. Og så hørte hun ikke andet i månedsvis. Den der hæse, spydige og nedladende stemme, den forbandede kattejammer-mundharmonika. Bob Dylan og jeg blev aldrig hjertevenner, men i mange år var han manden i min mors liv. Bortset fra den unge reservelæge som nu og da kiggede forbi en hverdagsaften.

Ham Bjørn kom vist først sent ind i billedet, da det hele lakkede mod enden. Exit, exit, exit ...

34

Manden i glasset.indd 34

25/08/14 10.43

Pop troppede op, med sig havde han en mut gut med røde, persillelignende bakkenbarter og en snavset truckerkasket skubbet langt ned i panden. Fyren virkede lettere debil, og undgik enhver form for øjenkontakt. Da vi havde spist frokost i køkkenet, gik vi i gang med at rykke reolerne på plads og stille bøger ind.

“Kender han alfabetet?” spurgte jeg Pop. “Lasse er god nok,” svarede Pop. “Men han siger ikke så meget.”

Jeg tog mig af opslagsværkerne. Dansk Søfarts Historie I-VII, bind 3 manglede, opdagede jeg. Fogtdals Kunstleksikon. Alle tolv bind var der.

Gyldendals Store Havebog. Lademanns Lægeleksikon. Kvinde Kend Din Krop (den havde stået i vores stue, jeg tror jeg kiggede mere i den end min mor gjorde; nu satte jeg den bare ind mellem de andre bøger). Ind ved siden af Guinness Rekordbog og Børnebibelen. Noget sagde mig at jeg på et tidspunkt måtte gå opsætningen igennem. Måske. Det hele var jo en slags Potemkin-kulisse. Jeg blev svimmel. Væltede ind i en stak bøger. Et øjeblik var jeg helt væk.

“Er du okay, Giovanni?” Pop var allerede over mig.

“Ja, ja. Jeg sætter noget kaffe over.”

“Sikker? Vi er snart færdige.”

Jeg lå og hvilede mig på sengen, da Pop stak hovedet ind, uden at banke på først, naturligvis. “Der er du. Er kaffen klar? For det er vi.”

“Giv mig lige to sekunder.”

Pop kiggede rundt. “Det begynder sgu at ligne noget.” Pops høje krop bevægede sig rundt i mit private gemak, ét stort rum nu; herfra hvor jeg lå, lignede han et enormt fortidsdyr i jeans og T-shirt. “Hvad skal du med den kæmpeseng, mester?”

“Som du kan se: Flyde ud.”

“Hvor er alle dine egne ting?”

Jeg trak sigende på skuldrene.

“Ja,” sagde han bare. Den tavse svensker stod og ludede i døråbningen, begravet under sin truckerkasket. En gang imellem så han stjålent op, han var ret fascineret af de diskrete overvågningskameraer jeg havde fået installeret rundt omkring.

Jeg kom på benene, fik dem ud i køkkenet.

“Her,” sagde jeg bagefter, “tak for hjælpen.”

Pop stak sedlerne i lommen uden at tælle dem. “Jeg står her og får 35

Manden i glasset.indd 35

25/08/14 10.43

lyst til noget thai ...” Han slog et sjofelt grin op. “Sådan en hurtig omgang, du ved ...”

Jeg rystede energisk på hovedet.

“Er du slet ikke sulten, mester?” Pop målte mig, oprigtigt bekymret.

Svenskeren stod lidt væk og gloede op i et kamera. “Hvad er der blevet af din berømte appetit, Giovanni?”

Jeg fortrød mere og mere at jeg havde fortalt ham alle de historier, sidst jeg var i landet. Det var første og eneste gang jeg havde været i Danmark, siden jeg var rejst ud for at studere. Min mors begravelse.

Da det hele var overstået, var jeg kørt op til København. Havde ringet til Pop, som jeg på det tidspunkt ikke havde set i tyve år. Jeg nåede aldrig mit fly til Wien, det endte med at jeg tog en vogn direkte fra et eller andet morgenværtshus på Vesterbro til lufthavnen. Men Pops forslag forbavsede mig. Hvad havde jeg ellers fortalt ham, dén lange aften og nat? Det var ikke godt at vide. Men Pop havde altid haft en eminent hukommelse, og hvis han ikke var droppet ud af Handelshøjskolen, kunne han formentlig sagtens have reddet sig et velbetalt arbejde; et trygt og regelret liv ude i forstaden, sammen med alle de andre gode fædre. Flagstang og carport. Men Pop manglede det vigtigste af alt i denne verden, selvdisciplin, og nu klovnede han bare rundt. Eller gjorde han? Måske var han en moderne Sisyfos, nu bare udstyret med en taxi i stedet for en stor rullesten. Jo, jeg havde læst Camus. På Cindy Bells opfordring. Det var heldigvis en tynd bog, hurtigt læst. Jeg kunne nå at læse et kapitel, mens hun sad og ristede sin tobak ...

“Hallo, Giovanni? Jorden kalder!”

“Ja?” “Er det på grund af de der piller at du ...?”

“Næh. Og for øvrigt har jeg aldrig været specielt vild med thai ... mad.” Fik nok på et tidspunkt. Mere end nok.

Pop nikkede, men han var tydeligvis ikke helt overbevist. “Lasse!” kaldte han.

Lasse travede lydigt efter Pop som en flink hund.

Endelig alene.

Jeg låste efter dem, slog alarmen til og satte mig ned i køkkenet.

Vågnede tidligt, klokken var kun fem. Lå lidt, faldt hen. Næste gang jeg kiggede, var den halv seks. Jeg trak i min yndlingspyjamas, en slidt 36

Manden i glasset.indd 36

25/08/14 10.43

sag i ren silke som jeg i tidernes morgen havde købt i Lissabon, og satte vand over til te. Så sad jeg der og blomstrede i det store, tomme køkken; øste den forbudte sukker i teen. Skulle af gammel vane til at tjekke mails og overskrifter. Men jeg gad ikke, og først og fremmest behøvede jeg ikke. Jeg tog remoten og klikkede rum efter rum frem, med en fjernbetjening kunne jeg skrue op og ned for lysstyrken i de forskellige afdelinger. Min uredte seng dukkede op på skærmen. Det spartanske ’kontor’. Det spøgelsesagtige ekstrarum, venteværelset, som mest lignede en tom celle der stod og ventede på nogen. Korridorgangen. Butikken. Fortovet.

Jeg slukkede igen alt lyset i samtlige rum, rejste mig og gik op ad den nøgne korridorgang. Jeg standsede ved dens udløb og studerede den dunkle butik, det sparsomme lys der kom ind fra gaden, måtte stamme fra en gadelampe; der var endnu længe til at det ville gry. Dagene blev kortere og kortere. Reolerne udgjorde deres eget stivnede, tyste klippelandskab. Men i det grelle og grå halvlys lignede de også lange, høje boligblokke. Som de store symmetriske betonmonstre langs KarlMarx-Allee i det østlige Berlin. Jeg kom til at tænke på Albert Speer i Spandau. Hans lange traveture i den lille fængselshave. Ja, fængselshaven, ikke fængselsgården, selvom sådan en var der også. Jeg havde læst hans fængselsdagbøger for nogle år siden da jeg var strandet i lejligheden i Wien med en skulder der var gået af led (jeg var faldet ned fra en barstol da jeg var ude at fejre at Maureen var rejst på safari til Sydafrika med sin far, den skinhellige skotøjsfabrikant Rolf Ortmayr).

Ja, dagbøgerne gjorde et vist indtryk på mig, af mange årsager. Først gik Speer til Heidelberg fra fængslet i Berlin, så fortsatte han, fortsatte og fortsatte, gik og gik uden at komme nogen vegne, Budapest, Istanbul, Calcutta, Beijing, Vladivostok, krydsede Beringstrædet, Alaska, Seattle, Mexico. Det tog ham tolv år at gå de cirka 31.000 kilometer. I alt afsonede han tyve år. Nogle mente at han slap billigt, at han burde være endt i galgen som de andre topnazister. Modsat Speer kunne jeg åbne døren og gå min vej, men det var det sidste jeg følte trang til.

Her var trygt. Jeg studerede min verden, min by. De korte og lige gader. Bøgerne stod tæt i reolerne som en masse store, mellemstore og små lejligheder, og inde i alle de mange lejligheder boede ordene. Tanker, indfald, aforismer, erindringer, encyklopædiske opslag, filosofier, 37

Manden i glasset.indd 37

25/08/14 10.43

påfund, løgn og latin. Men lige nu sov de alle sammen sødt; et sted ude i verden var der måske i dette øjeblik en som sad og læste i netop en af disse bøger. For det var også en by af kopier. Men det var stadig et smukt syn, og jeg vidste at jeg havde gjort det rigtige. Jeg havde rejst nok. Set rigeligt. Her var jeg i sikkerhed. Nu var det endelig slut.

Manden i glasset.indd 38

25/08/14 10.43

100mm

155mm

31mm

som forfatter i 1994 og har siden fået udgivet en lang række romaner, bl.a.

”Røven fuld af penge og en pik i laser.

Men ingen medaljer for lang og tro tjeneste …”

Hafnia Punk og Album, der er filmatiseret som tv-serie.

Seneste udgivelse er Byen og øen.

Efter mange år i udlandet slår den udbrændte forretningsmand Giovanni Baltzer sig ned i København, hvor han kort studerede som ung. Baltzer har købt et falleret antikvariat i en anonym sidegade. Det perfekte gemmested hvor ingen kommer forbi, og lyset aldrig falder ind.

Men timeglasset er ved at løbe ud, og fortiden tager i døren. Baltzer er ligeglad. For problemet er i virkelighe-

231mm

den fremtiden …

MANDEN I GLASSET er fortællingen om Giovanni Baltzers forunderlige rejse fra den danske provins til magtens cirkler og tilbage igen til der, hvor han aldrig rigtig kom fra.

En roman om hjemløshed og eventyrlyst, om våben, sex og bøger. Og længslen efter det allersidste lange kys, mens solen går ned bag glasset, og det snart er slut.

FOTO: THOMAS A.

OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET.DK

BENN Q. HOLM MANDEN I GLASSET

BENN Q. HOLM (f. 1962) debuterede

155mm

BENN Q. HOLM ROMAN

MANDEN i GLASSET

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

L I N D H A R DT O G R I N G H O F

100mm