STIG DALAGER
Øjeblikkets evighed Roman om Søren Kierkegaard
LINDHARDT OG RINGHOF
Øjeblikkets evighed.indd 3
26/03/13 09.15
H i m l e n h a r k u m u l u s s k y e r , det er ikke koldt, selvom det er efterår, han kan se den fra sædet i vognen, hvor han sidder; hvorfor tænker han pludselig på himlen over Sædding og heden dér, hvor hans far gik rundt med fårene, og samtidig på himlen over “Rosenlund” ved Jagtvejen udenfor voldene, hvor han med sine brødre og med Peter Lund som anfører gik på ekskursioner på græstæppet med sjældne blomster og summende bier, langt fra larmen og lugtene i byen – så mange himmelstykker, der blander sig sammen, så mange schatteringer af det blå. Og nu bliver det pludselig gråt, som han sidder dér og mærker vognen rumle under sig på brostenene, og bygninger glider forbi med deres store vinduer som tomme øjenglugger. En hest vrinsker udenfor, han mærker igen den jagende smerte fra lænden og hele vejen ned og myrekrybet i benene, som da han faldt i sidste uge i den mørke lejlighed i Klædeboderne, mens han var ved at tage sine bukser på, og rækker ud efter noget at holde fast i, men finder det ikke, og svajer lidt fra den ene side til den anden, uden at hans spinkle krop helt kan bestemme sig for, hvad den vil, indtil hans hat-beklædte hoved endelig finder lidt hvile op imod den kun svagt polstrede væg i kabinen. 7
Øjeblikkets evighed.indd 7
26/03/13 09.15
Han stiger ud på Bredgade blandt fodgængere i frakker og høje hatte og lange kjoler og vil betale kusken, der allerede rækker sin grabbeagtige hånd ned mod ham, først da går det op for ham, at han har glemt sin taske med portemonnæen i vognen. En dreng med kasket og tøndebånd kommer i vejen for ham, da han vil åbne døren ind til vognen, hans ben ekser et øjeblik under ham, men han ligesom hanker op i sig selv, får åbnet døren og famler med sin let foroverbøjede skikkelse med hænderne efter tasken inde i kabinens mørke, finder den og derefter portemonnæen og nogle mønter og rækker dem op imod kusken, der sender ham et tilfreds smil med sine gummer. Der er noget overvældende ved gaden og Frederikshospitalets høje grå bygninger med de himmelspejlende vinduer. En skinnende ekvipage med fire sorte heste og to kuske i liberi passerer i samme øjeblik, måske på vej til slottet, figurerne i den blankpudsede vogn er som skygger og deres ansigter som hvide masker, kusken sætter vognen i gang med et svirp med pisken, lyden af hestens hove mod brostenene med deres klip klap skærer ind i hans ører. Han står et øjeblik og kigger langt hen imod Kongens Nytorv med den tunge elefantagtige teaterbygning som et uendeligt fjernt punkt. Dér har han tilbragt nogle af sine bedste aftener. Og himlen igen med dens pludselige solstråler, der lyser tage, bygninger, vinduer og ansigter op, er det et farvel? Et sidste blik? En fæl lugt stiger op i hans næse bor fra rendestenen under det bræt, der fører ham ind gennem porten til hospitalets hovedbygning med dens pilastre, som danner en firkant omkring en stor grønnegård. Han har dårligt gjort sin entré, før han i forhallen med en trappe op til første sal bliver udspurgt af en portvagt om sit ærinde. – Jeg er kommet for at blive visiteret, siger han og retter sig lidt op, men hans udmattede krop synker straks lidt sammen igen. 8
Øjeblikkets evighed.indd 8
26/03/13 09.15
Før han ser sig om, bliver han ført ind i et højloftet rum til en yngre mand klædt i hvidt, der præsenterer sig som vagthavende kandidat Harald Krabbe og beder ham om at sætte sig overfor ham på den anden side af et skrivebord. Manden har allerede hvidt papir foran sig og dypper en pen i et blækhus, parat til at notere ned. – Hvad er Deres navn? spørger Krabbe ham og lader sine brune øjne i det glatbarberede ansigt hvile på ham med et lille skær af forundring. – Magister Søren Aabye Kierkegaard, siger han og giver ham sin adresse. Krabbe kigger på ham igen, nu med endnu større forundring, og han, Søren, spekulerer i et kort øjeblik på, om han kender ham, måske som karikatur, og krymper sig lidt. – Har De en sygdom? – Ja, derfor er jeg her ... – Hvilken? – Jeg er flere gange faldet om på det mørke sted, der er min lejlighed. Benene kan pludselig ikke bære mig, og der kommer en smerte i benene, forleden besvimede jeg på gaden og måtte køres hjem. Jeg hoster også, og der kommer et flødelignende sekret op. Der er også vanskeligheder med vandladningen. – Har De smerter i brystet? – Nej, det gør ikke så ondt mere, men det er yderst anstrengende. Krabbe sukker lidt, skriver ned, hans lyse hår fanger nogle solstråler, der får det til at skinne. Sørens blik vandrer fra Krabbes ungdommeligt, glatte ansigt, de velformede hænder og hen imod vinduesfagene og op imod himlen, hvor kumulusskyerne, flossede og tunge, nu lukker for solen. Han ser sig selv stå stadig mere forkrampet og hektisk over sin skrivepult i den mørke lejlighed i Klæ9
Øjeblikkets evighed.indd 9
26/03/13 09.15
deboderne, i en eremits liv, og hører Krabbes stemme som fra et fjernt punkt: – Kan De anføre nogen bestemt grund til Deres nuværende sygdom? – Ikke nogen bestemt, men jeg har mine tanker og er overbevist om, at den er dødelig. – Hvad tænker De? Som han sidder der bleg i sin kjolefrakke og med sit uvaskede hår og hatten imellem hænderne og i sit toogfyrretyvende år, forekommer det ham, at han i forhold til kandidaten er ældgammel og bærer på en viden, som selv han ikke længere kan omsætte i ord, og som han er for træt til at forsøge at give mening. – Jeg tænker, at den kan være opstået i forbindelse med, at jeg drak koldt seltersvand i sommers. Krabbe noterer ned, men siger, mens en lille blå åre viser sig på hans tinding: – Det kan jeg ikke tro, slet ikke hvis vi taler om en dødelig sygdom. Deres øjne mødes, og han er pirret ved at blive modsagt. – Det er langtfra den eneste grund, vi taler om en variation af grunde, insisterer han og mærker varmen stige fra halsen op i hovedet. – Mit mørke opholdssted har været usundt, jeg måtte tage det på grund af pengemangel, og der er også mit anstrengende åndsarbejde, som har været for stærkt i forhold til min spinkle legemsbygning. Min sygdom er dødelig, og min død er også nødvendig for den sag, som jeg i lang tid har anvendt al min åndskraft på at løse, og som kun jeg kunne løse og er beregnet for. Den har krævet den skarpeste tænkning, men netop den har ikke passet til et så spinkelt legeme. Krabbe noterer hurtigt og trænet ned kun afbrudt af sin dyppen af pennen i blækhuset. Der er langt ind i hans brune øjne, da han igen retter blikket imod ham. 10
Øjeblikkets evighed.indd 10
26/03/13 09.15
– Hvordan skal jeg forstå det sidste, De sagde, at De er villig til at dø? – De kan forstå det sådan, siger han, Søren, – at hvis jeg skal leve videre, så vil jeg føle mig tvunget til at fortsætte min religiøse kamp, men gør jeg det, vil den trætte mig og udmatte mig aldeles, hvorimod den nu, så langt jeg allerede har ført den, ved min død vil vedligeholde sin styrke, ja stå til sejr. – Ingen ønsker vel at dø frivilligt? siger Krabbe og lader pennen svæve i luften. – Vi taler om en sag, jeg har levet for, og som jeg er parat til at dø for, og der vil også være nogle i høje embeder, der helst så mig hen dér, hvor peberet gror, de skal ha’ en mulighed for at fortryde! siger han, Søren, med sin tynde modulerede stemme og smiler træt. Krabbe beder ham nu om at tage sin kjolefrakke af og også skjorten under den, det gør han kun langsomt og besværligt, og Krabbe anbringer herefter sit stetoskop både på hans bryst og på hans ryg og lytter efter på hans vejrtrækning, imens svajer han til den ene side og har svært ved at rette sig op. Krabbe noterer noget ned og fortsætter med at tage hans puls, kigge i hans mundhule og mærke efter på hans pande for feber. Dernæst afprøver han med en lille træhammer hans reflekser i benene, der kun spjætter svagt. – De synes både at have vejrtrækningsproblemer og lettere feber, siger Krabbe og kigger venligt på ham, – men vi vil tage Deres temperatur med et kviksølvtermometer, når De er indlagt, og undersøge Deres bryst og rygsøjle nærmere. De har jo svært ved at sidde opret, som det er. – Jeg bliver altså indlagt? – Efter Deres eget ønske. Jeg går ud fra, at De er betalende patient? Han nikker og føler sig pinligt berørt ved at sidde med 11
Øjeblikkets evighed.indd 11
26/03/13 09.15
blottet overkrop og rækker hurtigt ud efter skjorten, men da han vil rejse sig for at tage kjolefrakken på, vil benene ikke lystre ham; han står i nogle øjeblikke usikkert på dem og er ved at miste balancen, mens han finder ærmerne i kjolen. Endelig lykkes det, han griber fat i sin taske og smiler forlegent ved fornemmelsen af at forekomme svag netop på det punkt, hvor han altid har været stærk: benene og i det at kunne gå. Ja, han vil dø, men døden er måske udenfor hans rækkevidde alligevel ved at indhente ham? En vagt i anonymt gråmeleret tøj bliver tilkaldt via en klokkestreng, og han fører ham til inspektørkontoret i stueetagen, hvor han melder sig som betalende gæst. Han har regnet det hele ud og på forhånd forhørt sig om prisen for en enestue og “halv bedste pleje”; på inspektørkontoret giver han sin næstsidste portion penge fra sig, den sidste er beregnet på begravelsen og familiegravstedet, som han i sin lejlighed har efterladt nøje instrukser for. Ingen penge, endelig er han nået til den tilstand, som han har dyrket, men ikke kunnet bekvemme sig til og har frygtet: besiddelsesløs og parat til at møde sin Gud. For nogle dage siden tænkte han, at Gud sidder i himlen og lytter, som hvis et menneske rejste rundt i verden for at høre en sanger eller sangerinde, der har en fuldendt tone, og hver gang Gud hører en lovprisning fra et menneske, som han har bragt til det yderste punkt af livslede, siger han ved sig selv: Her er tonen! Har han, Søren, ikke gennem den strengeste tid fundet tonen? Han har brugt sine sidste kræfter på at klæde biskop Mynster og biskop Martensen og kirken af for dens teateragtige søndagskristendom, ja dens hykleri, man har angrebet ham for hans såkaldte legemsfejl, for et stolt, forfængeligt, ondskabsfuldt sind og for dæmonisk skarphed, men Gud tager ikke fejl af ham, han har ører at høre med, han ved, at alt, hvad han har gjort, er af kærlighed 12
Øjeblikkets evighed.indd 12
26/03/13 09.15
til ham. Med en vis fortrøstning midt i udmattelsen og på sine svage ben følger han efter en stuekone gennem gården, hvor han får endnu et glimt af den storladne himmel, og op i en trappeopgang til medicinsk Afdeling A, belle etage, hvor det lugter af æter og andre ubestemmelige stoffer. Her passerer han på en gang flere patienter i hospitalsdragter, der sender ham sløve blikke, og nu møder han den lille, trinde overmedicus Seligmann Meyer Trier, der, mens han fører hånden hen over sit tætte skæg, kigger bekymret på ham og mumler noget om hans bleghed og feberagtige øjne. Pludselig siger Seligmann højt: “Kender Deres skriverier, Dem har vi allerede fundet en plads til i en af pavillonerne,” og borte er han. Man fører ham ind i en enestue på “Mynsters gang” med forsatsvinduer ud til Bredgade, et vindue står åbent og stemmer og høje lyde fra gaden og byen trænger ind, også en svag kulde. Stuen er udstyret med bløde tæpper, seng, klædeskab, spejl, stole og borde og et hjørneskab, stuekonen i den folderige blå-og brunternede kjole åbner dørene til skabet og viser ham et te- og spisestel i fajance. I samme øjeblik bliver hun en silhuet i solstrålerne, der rammer hende bagfra, og hendes ældede ansigt virker med et mørkt og overdrevent fremmed, hans taske glider ud af hans hånd, og han må sætte sig på det glatte sengetæppe over den omhyggeligt redte seng. Han tager imod hendes tilbud om at anbringe hans klæder i skabet og skufferne, men da hun også vil gemme hans bog af Schopenhauer væk, beder hans straks om den. Hun kigger på ham med sammenknebne øjne og et lille nervøst smil. – Overmedicus Seligmann Trier anbefaler, at De straks søger sengen, siger hun og forsøger at holde hans blik fast. – Jeg må klæde om først, siger han og afventer, at hun går, men hun bliver stående og iagttager ham uden at forstå, hvad der rører sig i ham. 13
Øjeblikkets evighed.indd 13
26/03/13 09.15
– Jeg må be’ Dem om at gå, siger han, – jeg klæder mig ikke af foran fremmede folk. Først da forlader hun enestuen, men hun er dårligt ude ad døren, før han usikker på benene må hen til døren og kalde hende tilbage for at vise ham potten til vandladningen og så bede hende, der nu er forvirret, om igen at gå. – Jeg venter herude på gangen, får hun sagt, før han lukker døren efter sig og febrilsk knapper op for sit lem og holdende træpotten i sin ene hånd midt på gulvet kommer af med vandet i sin fyldte blære. Nu ser han sig omkring i enestuen og ved ikke, hvor han skal stille potten med den ildelugtende væske, endelig får han den placeret i et fjernt hjørne i forhold til sengen og giver sig til at tage sit tøj af. Da han står med blottet overkrop og nøgne fødder kun iført sine lange underbukser, der klæber til de tynde matte ben, og er ved at iføre sig sin natskjorte, får han pludselig øje på sig selv i spejlet, det er, som om han svæver med et stykke af himlen over sig, og han bliver forskrækket over, hvor bleg, mager og afkræftet han ser ud. “Jeg er en særling,” tænker han, men tager sig i det og vil i sin natskjorte af et årtis gamle vane fortsætte tankegangen skriftligt og med en pen i hånden på en skrivepult, her er ingen skrivepulte, og hans journal er lukket ned i skuffen i lejligheden i Klædeboderne, han stavrer på de bløde tæpper hen til sengen, sætter sig på den. Nej, han er ikke født særling, tænker han videre, han er blevet det, fordi han har aversioner imod at klæde sig af og lade vandet i andres nærværelse. Men hvorfor har han det? Det har han, fordi han har isoleret sig, men det har han gjort for at løse de store opgaver, han har taget på sig, og som kun han kunne klare, eller er det indbildning? Som ung ville han løse “livets gåde”, han smiler ad sig selv, og nu sidder han her alene som en gåde for sig selv parat til at dø. Hans ene hånd skælver. Han rejser sig igen, 14
Øjeblikkets evighed.indd 14
26/03/13 09.15
vakler lidt på benene, finder kjolefrakken frem og det lille pulverglas, som han har gemt i dens inderlomme – pulverglasset med valeriane officinalis, udtrækket af baldriansrodstokken med dens nerveberoligende virkning, dét han har fået af sin læge Bang. Han finder en ske imellem porcelænet, øser noget af pulveret op på skeen, blander det i vand, som han hælder ned i en kop fra en karaffel og drikker i flere slurke. Han står lidt med den fint ciselerede porcelænskop i hånden og vender og drejer den, en hvid måge med udbredte vinger op imod en blå himmel er malet sirligt ind på koppen; han, der selv har mindst halvfjerds kopper stående i sit skab i lejligheden og er en samler, har set en lignende kop før, det var i hendes hånd, i Regines. Det må have været mindst fjorten år siden en solfyldt eftermiddag i huset i Børsgaden. Han husker hendes blik, der ligesom trak ham ind til sig, nej han vil ikke tænke på hende Han hoster, trækker vejret hurtigt, vender sig imod sengen. Hvorfor er afstanden hen til den pludselig så stor, som om der er en kløft imellem ham og det glatte sengetæppe, der i det ene øjeblik skinner i solen udefra og i det næste ligner mørkt vand at drukne sig i.
Øjeblikkets evighed.indd 15
26/03/13 09.15
D e n f ø r s t e n at i sengen som patient nummer 2067 på Frederikshospitalet er han som bedøvet i en erindring tilbage i Frederiksborg ved Røyens gamle gård dybt inde i Hestehaven. Han er fem år og vågner ved, at hanen galer i hønsehuset, og står med det samme op beruset af en stærk glædesfølelse. I lyset fra den opgående sol i loftsværelset ifører han sig hurtigt sin grønne trøje og grå bukser og skynder sig ad den knirkende trappe ned i forgangen og ud i den lidt kolde morgen og har foran sig det duggede græs, skovtykningen og den gyldent farvede himmel. Uden nogen grund sætter han i løb hen imod skoven og fortsætter ad skovens stier længere og længere ind i den dunkle tykning, hvor bladduftene nærmest bedøver ham, til han udmattet og ekstatisk når frem til en lysning med store fritstående, knortede egetræer og deres tunge, bladfyldte kroner. Mens han med begge hænder læner sig frem imod et af egetræerne, opdager han først der, at han har bare fødder og har glemt at tage sine sko på. Han piller en lille sten ud, der har sat sig fast i svangen under en af fødderne og giver sig til at undersøge den tykke, tørre stammes mange hvirvler for de biller, han har hørt borer sig ind dér, indtil han pludselig må vende sig. En sang 16
Øjeblikkets evighed.indd 16
26/03/13 09.15
gennemvæver stilheden og har ramt hans øregange og ligesom sat ham i svingninger. Han spejder op imod de høje toppe i falanksen af mørke træer et stykke frem for sig og får øje på en lille sort fugl, der bliver ved med at sende sine toner ud, en solsort. Og tager sig til hjertet. Han ligger og vender og drejer sig i sygesengen med hånden op imod hjertet, svedende, sangen i drømmen fører ham uventet og uden overgang et nyt sted hen, det er nu en sang, som kommer ud af hans egen mund og deles af mange voksne omkring ham, “Den yndigste rose er funden”. Sangen lyder kraftfyldt og inderlig blandt de hundreder, der er forsamlet i Brødremenighedens hus i Stormgade i pulpituret og på bænkene. Hans far sidder ved hans ene side i sine knæbukser, spidse sko, glatte kjole og med håret redt tilbage i en hårpisk og hans lille mor i sin lange kjole på den anden side og hans ældre bror Peter Christian ved siden af hans mor. Han kan alle vers i sangen udenad og er helt henrevet, også da de efterfølgende rejser sig sammen med alle andre i salen og på et signal fra agenten på podiet giver hinanden hånden som brødre og søstre og fremsiger trosbekendelsen. Her giver hans far hans hånd et ekstra tryk, så han mærker, at den helt omslutter hans, og hvor meget hans far sætter pris på hans hengivelse til den “himmelske far”. Men da agent Reuss med store fagter og dyb, bevæget stemme på podiet kredser om den korsfæstede Kristi vunder, sår og blod og fremmaner et billede af Kristus på korset som et lam, der ofres for deres synders skyld og siger “O, hver en øje-tår, hvert et hjerte suk antager vi som tak for dine sår”, bliver han bange, og flere sukker og græder omkring ham. Efter en lille pause, hvor han tørrer sin hals og ansigt med en hvid klud for sved, kigger ud over forsamlingen 17
Øjeblikkets evighed.indd 17
26/03/13 09.15
og tager tilløb til noget mere, siger hr. Reuss nu med forarget stemme: – Man spyttede på ham, man gav ham eddike at drikke, da han var tørstig, man pressede en tornekrone ned over hans hoved til blodet sprang, man piskede og spottede ham, man hængte ham op som en forbryder, han det kærligste menneske, der nogensinde har levet! Der går et sus af forargelse gennem forsamlingen, han trykker sin mors hånd og læner sig ind imod hende i et forsøg på at gemme sig med sin angst, der fylder hele hans spinkle krop ud, og han mærker nu hendes hånd på hans kind, der tørrer en tåre væk. Menneskene omkring ham er som i en tåge, han kigger op imod sin far som for at finde en slags trøst, men faderen stirrer mod agent Reuss og podiet og er iblandt de forargede og vrede. Han vågner og hiver efter vejret og ved i nogle øjeblikke ikke, hvor han er. En olielampe brænder svagt i mørket og kaster lange skygger ind i rummet, hvor en vågekone, han ikke har set før, i det samme bliver opmærksom på ham fra sin stol langs den ene væg. – Fejler De noget, hr. Kierkegaard? siger hun og rejser sig tungt for at gå hen til hans seng. Men han vil ikke vide af hende, selvom han igen skal lade vandet og gerne vil have potten frem. Hvordan skal han lade vandet i hendes nærhed? Han vender sig besværligt om på den anden side og forsøger at sove, det er en fejl, at han ikke kan finde ud af at lade vandet i andres nærhed, ja, det er en fejl, men hvad skal han gøre? Han har mange fejl og dur ikke til at leve et endeligt liv, er han overhovedet et menneske og ikke bare ånd?
Øjeblikkets evighed.indd 18
26/03/13 09.15
D e t e r m o r g e n , han vågner og har overlevet natten, mørke gardiner er trukket for, men lyset skinner igennem dem, han er alene i værelset og står usikkert ud på de bløde tæpper og går så hurtigt, han kan, hen imod potten for at lade vandet, mens han nervøst spejder bagud mod døren ud til gangen, hvor han hører stemmer. Da han stiller potten tilbage på gulvet, bliver han svimmel og famler efter noget at holde sig til langs væggen og finder med hånden en stor nøgle i klædeskabslågen, som hjælper ham med at holde sig oprejst. Han tager nogle forsigtige skridt hen imod vinduerne og kigger ned på gaden gennem gardinerne. Lyset blænder ham, men i næste øjeblik ser han en lille koloni af straffefanger i grå dragter – måske slaver fra Kastellet – i færd med at feje gaden med riskoste under opsyn af en plump vogter, der med vink og fagter er over dem og skynder på dem, nogle gadedrenge sværmer omkring dem og gør nar ad dem. En af fangerne kigger op imod ham, et øjeblik mødes deres blikke, sjældent har han set så ulykkelige øjne, han vender omkring og stirrer ind i værelset og forestiller sig, at han er straffefangen, der ikke har noget valg, men er fanget og tilbringer natten i lænker i et uhumsk hul. 19
Øjeblikkets evighed.indd 19
26/03/13 09.15
Tog hans far ikke ham og hans søskende med ud i Stokhuset, fængslet ved Østervold på den anden side Rosenborg have, så de kunne stifte bekendtskab med lovovertræderne? Han husker pludselig, hvordan en af disse fanger fra sin murede celle, så snart han fik øje på deres stirrende øjne, lo hånligt af dem og gik frem imod dem og truede dem med sine beskidte næver, indtil han faldt i sine lænker, og hvordan de efterfølgende overværede en prædiken af fængselspræsten i det lille fængselskapel, der mindede dem alle om de syndefulde veje, der kunne føre dem bort fra De Ti Bud og de rette kristelige stier og taknemmeligheden imod Gud. For sig selv havde han tænkt, at uanset hvor syndefuld han var, så ville han også protestere imod at være lænket som en hund og spærret inde dag og nat. Han havde også fremkaldt sin søster Petreas latter, sin fars irettesættelse og sin lærers forbavselse, da han i skolen erklærede, at Kain havde ret, og Abel var et fæ, for Gud var tilsyneladende ikke retfærdig, når han gjorde forskel på de to brødre, og Abel var et fæ, når han ikke kunne se det. Døren går op, en kvinde i lang glat kjole, han ikke har set før, med håret sat op med sløjfe og et åbent, smukt ansigt med noget, der ved første blik ligner sørgmodige øjne, træder ind til ham. Hun har en bakke i hænderne og bliver et øjeblik stående lige indenfor døren. – Jeg kommer med morgenmaden til Dem, hr. Kierkegaard, siger hun med et lille smil. Han skynder sig på sine svage ben hen til sengen og ind under dynen og sengetæppet. – Jo, men jeg er ikke klædt om endnu, siger han, – og desuden har jeg ikke meget appetit. – Det er både morgenmad og frokost, og De vil ha’ godt af at spise noget, siger hun insisterende og placerer bakken med et hvedebrød, et stykke smør og en kop 20
Øjeblikkets evighed.indd 20
26/03/13 09.15
mælk på et lille bord ved sengen. I næste øjeblik trækker hun de mørke gardiner ud til gaden fra, så lyset strømmer ind. – Hvem er De? spørger han, da hun nærmer sig sengen og står og betragter ham, som om hun genkender ham. – Frøken Ilia Fibiger, siger hun lidt forlegen, – jeg er overvågekone her og har allerede siddet herinde hos Dem noget af natten. Jeg skal også våge over Dem i dagtimerne. – Hvornår kan De så selv sove? farer det ud af ham. – Om natten sidder jeg i lænestolen med et tæppe over mig og får også sovet, siger hun med et lille smil. Men det skal De ikke tænke på. Det er en ære for mig at våge over Dem, jeg vil selv gøre det fremfor en af De andre ansatte. Jeg har læst noget af det, De har skrevet. – Hvad kan det være? siger han oplivet og mærker, at hans forstand er helt klar. Måske er der en mening med, at denne kvinde kommer til ham netop nu, hvor han er parat til at dø. – Til Selvprøvelse, siger frøken Fibiger og sætter sig på en stol ved siden af sengen. – Det der slog mig var, at De sammenlignede det at læse Bibelen med at læse et brev fra sin elskede. Jeg har det på samme måde. Han smiler lidt igen, hendes mørke øjne holder ham fast, uden at ville det, ser han som i en tåge Regines ansigt for sig, i en anden verden kunne det være hende, der sad ved siden af hans seng, nu går hun rundt på den anden side jordkloden. Kvinden sukker lidt og folder sine hænder i skødet, der er på én gang smerte og nysgerrighed i øjnene. Han fornemmer, at de har noget til fælles, at hun også har lagt en kærlighed bag sig, og som om han virkelig læste hende, siger hun: – Deres tanke i bogen om, at først når man er parat til at afstå fra selviskheden og fra tingene i verden, kan man 21
Øjeblikkets evighed.indd 21
26/03/13 09.15
kalde sig kristen, deler jeg helt. Jeg elskede en mand, en søofficer, som ikke ville mig, jeg kæmpede med mig selv, var ulykkelig, sagde til mig selv, at det var selvisk af mig at ville en mand, som ikke ville mig, og har nu fundet ro i en anden slags kærlighed. – Kærligheden til næsten? siger han. – Ja, og dér har De hjulpet mig med Deres Kjerlighedens Gjerninger, siger hun og fortæller om, hvordan hun efter en hård kamp for brødet i et kvistværelse på Vesterbro, hvor hun underviste småpiger i håndarbejde og syede skjorter for betaling, begyndte at skrive og indsendte to dramaer til Det Kongelige Teater, som hun fik tilbage med anerkendelse af direktøren Johan Ludvig Heiberg. Det gav hende ikke noget at leve af, hun forlod København for at bestyre sin brors hus i Flensborg, men vendte igen tilbage til København under de samme dårlige betingelser og tjente lidt ved at male på en terracottafabrik. Hendes liv var uden retning og formål, indtil hun under koleraen for nogle år siden meldte sig til frivillig sygepleje på Almindelig Hospital. – Børn og gamle døde i armene på mig, men jeg havde sammen med andre sygeplejere mulighed for at hjælpe mange fra de uhumske teltlejre på voldene og ind på hospitalet, hvor de fik pleje og noget hygiejne, og flere kom sig, selvom også i hundredvis døde dér. Mange, især de velhavende, flygtede fra byen og overlod de syge til deres egen skæbne. En del mennesker har kun øje for sig selv. – Var De ikke bange for at blive smittet? siger han og husker, hvordan han selv isolerede sig med sine skriverier og refleksioner i lejligheden i Klædeboderne, mens koleraen huserede i byen og nærmest dagligt med frygt fra sine vinduer iagttog forbipasserende ligkærrer ført af folk i beskidt tøj og også ligtog. Arbejdsvogne, heste 22
Øjeblikkets evighed.indd 22
26/03/13 09.15
trukne omnibusser, kaffemøller, møbelvogne, alt blev taget i brug for at fragte de flade trækister, fra hvis sprækker under lågene ligenes arme undertiden stak ud. Men han havde svært ved at skrive og led dag og nat under den bølge af ulykke, der skyllede igennem byen og ramte på må og få – ikke mindst de fattige og den simple klasse. Byen havde været som i undtagelsestilstand, og kirkeklokkerne ringede tidligt og sent. Men hvor var dignitarerne og præsterne henne midt i al nøden? En gang imellem – efter mørkets frembrud – vovede han sig ud i gaderne, der var nærmest mennesketomme og spøgelsesagtige, skidtet flød, det stank fra rendestenene midt i varmen. Som store fastfrosne skyggeflader knejsede Rundetårn, kirketårnene og slottet op imod den stadig svagt blålige sommerhimmel, de fleste tranlygter var gået ud, nogle enkelte vægtere gik forvildede omkring og havde opgivet at markere tiden med deres sang. Gennem åbentstående vinduer i de mest tætbefolkede gader hørtes gråd og undertiden skingre råb. – Jeg tænkte ikke på smitten, siger frøken Fibiger, – i de måneder glemte jeg helt mig selv og overlod til Gud, om jeg skulle leve eller dø. – De gjorde det, som staten og kirken ikke formår. – Hvad mener De? – Det ugudelige er at basere staten og kirken på et underlag af mennesker, af lidende og fattige, som man aldeles ignorerer og fragår et slægtskab med, når det gælder, selv om man om søndagen rørt prædiker om det at elske “næsten”. For mig har det været en dyrekøbt opdagelse, at det forholder sig sådan. Jeg skulle selv miste de fleste af mine penge og have tiggerstaven stående i entréen, før jeg kunne se helt klart, hvordan biskops Mynsters og andres prædikener var mindre til trøst for de lidende end til behagelig beroligelse for de lykkelige. 23
Øjeblikkets evighed.indd 23
26/03/13 09.15
Han har talt sig varm, hans blege ansigt og hans krop, der ikke har fået føde i over et døgn, kun en smule væske, har ikke, som han ligger der i sengen, længere smerter. Hosten er borte, øjnene skinner om kap med lyset fra vinduerne ud til gaden, hvor stemmer og støj er vågnet. Om hans læber ser man det anlæg til lidenskab og polemik, der altid har været hans lige fra de første konfrontationer med faderen eller lærerne i skolen, og som i det sidste år har fået ham ud på den yderste spids af hans kræfter og formåen i et énmands generalangreb fra den mørke lejlighed i Klædeboderne (og kun med pen og et fortløbende tidsskrift “Øieblikket”) på hykleriet og levebrødskristendommen i staten og statskirken. Ilia Fibiger, der med sin baggrund i en læsende familie, har fulgt med i hans opskruede angreb på kirken uden at dele avisernes, kirkens og mange københavneres forargelse, beundrer ham for hans mod, men ser i hans øjne og skrifter, og det hun forstår af dem, meget mere end det stridbare. Hun, der aldrig har mødt ham før, er overrasket over at finde en mand, som på trods af sin tydelige skrøbelighed og udmattelse, helt tæt på udstråler både nysgerrighed og varme i den måde, han iagttager hende på. Det er, som om han omfavner hende med sit blik. – Hvis man forstår at se på det psykologisk, fortsætter han og flytter rundt med sin ene hånd på tæppet for at markere sine pointer, – så er der en særlig underfundighed i den måde, den menneskelige egoisme under et skin af medlidenhed forsøger at værge sig mod indtrykket af livets elendighed, først og fremmest må lidelsen ikke forstyrre livslystens grådighed. Men det er egentlig ganske simpelt, vi mennesker er nogle udspekulerede gavtyve! – Hvordan? siger hun. Han smiler lidt. – Vi lader, som om vi ikke forstår det, men når jeg slår op i Det Ny Testamente og læser “vil du være fuldkom24
Øjeblikkets evighed.indd 24
26/03/13 09.15
men, da sælg alt dit gods og giv det til de fattige og kom og følg mig”, så er det ligetil. Store Gud, alle kapitalisterne, embedsmændene og pensionisterne, ja hele slægten på nær tiggerne i gaderne: Vi er solgte, vi er færdige! Han ler en smule og siger: – Det gælder også mig, jeg har aldrig været en mønsterkristen, men nu er det slut. Nu må jeg ofre mig. – Jeg tror ikke, Gud ønsker Deres martyrium, siger hun stilfærdigt, men han hører hende ikke, han er pludselig langt borte i blikket, de hævede skuldre falder ned, hånden på sengetæppet rører sig ikke. Det er, som om han kigger langt ud i et univers, der ikke er synligt for hende, hans store hoved bliver stentungt imod puden, øjenlågene falder i, og hun tror, han sover, men han er blot døset hen og ligger med mumlende læber og taler med sig selv noget tid. Hun forstår ikke, hvad han siger, spyt løber ud af munden på ham, hun tørrer ham med en serviet, men da den bliver for våd, rejser hun sig fra stolen og søger ud på gangen for at finde en klud.
Øjeblikkets evighed.indd 25
26/03/13 09.15
Øjeblikkets evighed Copyright © Stig Dalager og Lindhardt og Ringhof Forlag, 2013 Omslagslayout: Dan Eggers Bogen er sat med Times New Roman hos Lymi Trykt hos UAB Print it ISBN 978-87-11-38710-8 1.udgave, 1. oplag 2013 Printed in Lithuania 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont
Til Helle, min mor, Ida og Sidsel
Øjeblikkets evighed.indd 4
26/03/13 09.15