At tænke læseprøve

155 mm

„BOGEN RUMMER ET SANDT OVERFLØDIGHEDSHORN AF AHA-OPLEVELSER, DYBE INDSIGTER OG FASCINERENDE PERSPEKTIVER PÅ DEN MENNESKELIGE PSYKE ...

DET ER VIRKELIG EN BOG, MAN BLIVER KLOGERE AF – FULD AF FREMRAGENDE RÅD OM, HVORDAN MAN UNDGÅR AT FALDE NED I SINDETS UTALLIGE FALDGRUBER.“ – BERLINGSKE

231 mm

D A N I EL K A H NE M A N

(f. 1934) er israelsk-amerikansk psykolog og matematiker og tilknyttet Princeton University som professor i psykologi. Kahneman fik nobelprisen i økonomi i 2002 for sin banebrydende forskning i, hvordan vi vurderer risici og træffer beslutninger.

FOTO

©

CARSTEN REHDER/DPA/CORBIS

er en af verdens mest betydningsfulde tænkere, og hans ideer har haft enorm indflydelse på områder som medicin, erhvervsliv og politik. Han modtog i 2002 nobelprisen i økonomi for sin grundforskning i, hvordan vi foretager vurderinger og træffer beslutninger. I AT TÆNKE – HURTIGT OG LANGSOMT giver Kahneman os et unikt indblik i den menneskelige bevidsthed og i de to systemer, som driver den måde, vi tænker på: System 1 er hurtigt, intuitivt og følelsesdrevet; System 2 er langsomt, rationelt og logisk.

Ved at trække på erfaringerne fra eksperimenter foretaget gennem et helt liv afslører Daniel Kahneman, hvornår vi kan stole på den hurtige tænknings intuition, og hvordan vi kan drage fordel af den langsomme tænkning. Han giver praktisk og oplysende indsigt i, hvordan valg træffes i både vores professionelle og private liv – og hvordan vi kan bruge forskellige teknikker som værn mod de mentale faldgruber, der ofte skaffer os i vanskeligheder. AT TÆNKE – HURTIGT OG LANGSOMT vil for altid forandre den måde, du oplever verden og træffer beslutninger på.

155 mm

DANIEL KAHNEMAN

DANIEL KAHNEMAN

AT

TÆNKE

HURTIGT

90 mm

I NTERN ATI ON AL BESTSELLER

K N

HURTIGT – E GS LAN OMT OG

PSYK OLOGEN D ANIEL KAHNEMAN

49 mm

AT T Æ

90 mm

OG

LANGSOMT „EN AF DE VIGTIGSTE BØGER I ÅRTIER OM DEN MENNESKELIGE BEVIDSTHED ... SJÆLDENT HAR MAN L ÆST EN BOG, SOM I DEN GRAD ANGÅR ETHVERT MENNESKE.“ – BERLINGSKE

L I N D H A RD T O G RI N G H O F

NÅR DU BLIVER SPURGT, hvad du tænker på, kan du normalt godt svare. Du tror, at du ved, hvad der foregår i din bevidsthed: at én bevidst tanke på en ordnet måde fører til en anden. Men det er ikke den eneste måde, bevidstheden fungerer på, og det er heller ikke den typiske måde. De fleste indtryk og tanker opstår i din bevidste erfaring, uden at du er klar over, hvordan de opstod.

PÅ VORES VEJ GENNEM livet tillader vi os selv at være styret af indtryk og følelser, og den tiltro, vi har til vores intuitive opfattelser og præferencer, er normalt berettiget. Men ikke altid. Vi føler os ofte på sikker grund, selv når vi tager fejl, og en objektiv iagttager har nemmere ved at se vores fejl, end vi selv har.

MIT MÅL FOR SAMTALERNE ved kildevandskøleren og kaffeautomaten er derfor at forbedre evnen til at identificere og forstå fejl i vores vurderinger og valg, hos andre og i sidste ende også hos os selv, ved at tilvejebringe et mere rigt og præcist sprog til diskussion af disse fejl. I det mindste i nogle tilfælde kan en præcis diagnose pege på et indgreb, der kan begrænse den skade, som dårlige vurderinger og beslutninger ofte forårsager.

OMSLAG: SIMON LILHOLT / IMPERIET.DK

Daniel Kahneman: At tænke – hurtigt og langsomt er oversat af Joachim Wrang efter: Thinking, Fast and Slow Copyright © 2011 Daniel Kahneman Published by Agreement with Brockman, Inc. Dansk udgave © 2013 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Simon Lilholt/Imperiet Konsulent: Thomas Zoëga Ramsøy Bogen er sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook isbn 978-87-11-39671-1 1. udgave, 1. oplag 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

Der takkes for tilladelse til at genudgive det følgende tidligere publicerede materiale: ‘Judgment Under Uncertainty: Heuristics and Biases’ fra Science, New Series, Vol. 185, No. 4157, copyright © 1974 by Amos Tversky & Daniel Kahneman. Trykt efter tilladelse fra Science. ‘Choices, Values, and Frames’ fra The American Psychologist, copyright © 1983

by Daniel Kahneman & Amos Tversky. Trykt efter tilladelse fra American Psychological Association.

Der takkes for tilladelse til at gengive følgende illustrationer: Billedet på side 27 er venligst stillet til rådighed af Paul Ekman Group, LLC. Billedet på side 71, ‘Cues of Being Watched Enhance Cooperation in a Real-World Setting’, af Melissa Bateson, Daniel Nettle og Gilbert Roberts, Biology Letters (2006); gengivet med tilladelse fra Biology Letters. Billedet på side 122 fra Roger N. Shepard (1990). Mind Sights. New York: W.H. Freeman and Company; gengivet med tilladelse fra Henry Holt and Company. Billedet på side 358 fra ‘Human Amygdala Responsivity to Masked Fearful Eye Whites’ af Paul J. Whalen et al. (2004), Science, 306; gengivet med tilladelse fra Science.

Daniel Kahneman

At tÌnke – hurtigt og langsomt Oversat af Joachim Wrang

Lindhardt og Ringhof

f o rtæ l l i n g e n s h o v e d p e r s o n e r

27

1 Fortællingens hovedpersoner

For at iagttage din bevidsthed, når den fungerer automatisk, kan du kaste et blik på billedet nedenfor.

Figur 1

Din oplevelse, når du ser kvindens ansigt, kombinerer gnidningsfrit det at se noget og at tænke intuitivt. Lige så sikkert og hurtigt, som du så, at den unge kvindes hår er sort, vidste du, at hun er vred. Desuden rakte det, du så, ind i fremtiden. Du fornemmede, at denne kvinde skal til at sige nogle meget uvenlige ord, sandsynligvis med en høj og gennemtrængende stemme. En forudanelse om, hvad hun herefter vil foretage sig, dukkede automatisk og ubesværet op i din bevidsthed. Du havde ikke til hensigt at vurdere hendes humør eller at forudse, hvad hun kunne finde på, og din reaktion på billedet føltes ikke som noget, du aktivt foranledigede. Det skete bare for dig. Det var et eksempel på hurtig tænkning.

Se nu på det følgende problem: 17 × 24

28

AT T Æ N K E – H U RT I G T O G L A N G S O M T

Du vidste med det samme, at dette er et gangestykke, og du vidste sandsynligvis, at du kunne løse det med papir og blyant, muligvis uden. Du havde også en vag intuitiv viden om spændvidden af mulige resultater. Du vil hurtigt kunne afgøre, at hverken 12.609 eller 123 er det rigtige svar.

Uden at bruge lidt tid på problemet ville du imidlertid ikke være sikker på, at svaret ikke er 568. Det nøjagtige tal faldt dig ikke ind, og du havde en følelse af, at du kunne vælge, hvorvidt du ville give dig i kast med at regne det ud. Hvis du endnu ikke har gjort det, kan du nu forsøge at regne det ud.

Du oplevede langsom tænkning, da du skred frem gennem en række skridt. Først fandt du i din hukommelse det kognitive program for multiplikation, som du lærte i skolen, hvorefter du tog det i brug. Det var en anstrengelse at udføre beregningen. Du følte belastningen ved at fastholde meget materiale i hukommelsen, eftersom du var nødt til at holde styr på, hvor du var, og hvor du var på vej hen, samtidig med at du skulle huske delresultatet. Processen var et stykke mentalt arbejde: bevidst, anstrengende og velordnet – en prototype på langsom tænkning. Udregningen fandt ikke kun sted i din bevidsthed. Din krop var også involveret. Dine muskler blev spændte, blodtrykket steg, din puls steg. Hvis du var blevet observeret, mens du tænkte, ville man have kunnet se, at dine pupiller udvidede sig. Dine pupiller trak sig tilbage til normal størrelse, i samme øjeblik du afsluttede dit arbejde – da du fandt svaret (der for øvrigt er 408), eller da du gav op.

To systemer Psykologer har i flere årtier beskæftiget sig intenst med de to former for tænkning, som billedet af den vrede kvinde og regnestykket fremkalder, og har kaldt dem mange forskellige ting.1 Jeg bruger de termer, som psykologerne Keith Stanovich og Richard West oprindeligt brugte, og vil således tale om bevidsthedens to systemer, System 1 og System 2.

• System 1 fungerer automatisk og hurtigt, kræver en mindre el-

ler slet ingen anstrengelse og indebærer ingen fornemmelse af bevidst kontrol.

• System 2 retter opmærksomheden mod de anstrengende mentale aktiviteter, der kræver denne opmærksomhed, herunder kom-

f o rtæ l l i n g e n s h o v e d p e r s o n e r

29

plekse beregninger. System 2’s måde at fungere på bliver ofte forbundet med den subjektive oplevelse af at være aktør, at have valgmuligheder og at være koncentreret.2 Betegnelserne System 1 og System 2 bruges ofte inden for psykologien, men jeg vil gå videre end de fleste i denne bog, som man nærmest kan læse som et psykologisk drama med to hovedpersoner.

Når vi tænker på os selv, identificerer vi os med System 2, det bevidste, ræsonnerende selv, der har overbevisninger, træffer valg og beslutter, hvad det vil tænke over og gøre. Selv om System 2 selv mener at være centrum for begivenhederne, er det automatiske System 1 helten i denne bog. Jeg beskriver System 1 som den instans, der ubesværet er ophavsmand til indtryk og følelser, der er de primære kilder til System 2’s eksplicitte overbevisninger og bevidste valg. System 1’s automatiske operationer genererer overraskende komplekse mønstre af idéer, men kun det langsommere System 2 kan konstruere tanker i en ordnet række af skridt. Jeg beskriver også tilfælde og situationer, hvor System 2 overtager styringen og underkender System 1’s spontane impulser og associationer.

Du vil blive opfordret til at forestille dig de to systemer som aktører med individuelle evner, begrænsninger og funktioner.

Her er nogle eksempler på de automatiske aktiviteter, der kan tilskrives System 1, på nogle af de ting, det kan (i rækkefølge med det mest komplekse til sidst):

• Konstatere, at en genstand befinder sig længere væk end en anden.

• Orientere sig efter en pludselig lyd.

• Færdiggøre sætningen »Smør på ...«.

• Vise afsky, når man vises et skrækindjagende billede.

• Spore fjendtlighed i en stemme.

• Svare på, hvad 2 + 2 er.

• Læse ord på store skilte.

• Køre bil på en øde vej.

• Finde et stærkt skaktræk (hvis man er god til skak).

• Forstå enkle sætninger.

• Erkende, at et »sagtmodigt og ordentligt menneske med lidenskab for detaljen« kan forbindes med en stereotyp på en profession.

30

AT T Æ N K E – H U RT I G T O G L A N G S O M T

Alle disse mentale aktiviteter har meget tilfælles med det, der sker, når vi ser den vrede kvinde – de finder sted automatisk og kræver ingen eller kun en mindre anstrengelse. System 1’s evner inkluderer medfødte færdigheder, som vi deler med andre dyr. Vi fødes rustet til at opfatte verden omkring os, genkende genstande, rette opmærksomheden mod noget, undgå tab og være bange for edderkopper. Andre mentale aktiviteter bliver hurtige og automatiske gennem lang tids øvelse. System 1 har lært forbindelser mellem begreber (hovedstaden i Frankrig?), og det har også lært færdigheder såsom at læse og forstå nuancer i sociale situationer. Nogle færdigheder, såsom at finde stærke skaktræk, erhverves kun af specialiserede eksperter, mens andre færdigheder er mere udbredte. At kunne se en lighed mellem en kort personlighedsbeskrivelse og en stereotyp på en profession (i det nævnte tilfælde en bibliotekar) kræver en bred viden om sproget og kulturen, som de fleste af os besidder. Denne viden er lagret i hukommelsen og kan uden intention og anstrengelse hentes frem.

Flere af de mentale handlinger på listen finder sted, om vi vil det eller ej. Du kan ikke lade være med at forstå enkle sætninger på dit eget sprog og at vende dig mod en høj, pludselig lyd, ligesom du ikke kan forhindre dig selv i at vide, at 2 + 2 = 4, eller at lade være med at tænke på Paris, når der tales om Frankrigs hovedstad. Andre aktiviteter, som for eksempel at tygge, er modtagelige for viljens kontrol, men kører normalt på autopilot. Kontrollen over opmærksomheden deles mellem de to systemer. At vende sig mod en høj lyd er normalt en ufrivillig operation, der styres af System 1, hvilket umiddelbart mobiliserer System 2’s viljesbestemte opmærksomhed. Du er måske i stand til at modstå at vende dig mod kilden til en højrøstet og stødende bemærkning ved en tætpakket fest, men selv hvis dit hoved ikke bevæger sig, er din opmærksomhed til at begynde med rettet mod den, i det mindste for et øjeblik. Opmærksomheden kan imidlertid fjernes fra et uønsket fokus, primært ved at fokusere ufravendt på en anden ting.

System 2’s meget forskellige operationer har én ting tilfælles: De kræver opmærksomhed og afbrydes, når opmærksomheden fjernes fra dem. Her er nogle eksempler på, hvad System 2 kan:

• Forberede sig på lyden af startpistolen før et løb.

• Rette opmærksomheden mod klovnerne i et cirkus.

• Fokusere på en bestemt persons stemme i et fyldt og støjende rum.

f o rtæ l l i n g e n s h o v e d p e r s o n e r

31

• Se sig om efter en kvinde med lyst hår.

• Søge i hukommelsen med det formål at identificere en overraskende lyd.

• Koncentrere sig om at gå hurtigere, end du normalt går.

• Overvåge, at din adfærd i en social situation er passende.

• Tælle forekomsten af bogstavet a i en tekst.

• Fortælle nogen dit telefonnummer.

• Parkere på et lille område.

• Sammenligne to vaskemaskiner i forhold til pris og kvalitet.

• Udfylde en selvangivelse.

• Undersøge gyldigheden af et komplekst logisk argument.

I alle disse situationer må du være opmærksom, og du vil klare dig mindre godt eller ligefrem mislykkes, hvis du ikke er klar, eller hvis din opmærksomhed ikke er rettet mod det, den skal. System 2 kan i et vist omfang forandre den måde, System 1 fungerer på, ved at programmere opmærksomhedens og hukommelsens normale automatiske funktioner. Mens du for eksempel står på en travl busstation og venter på et familiemedlem, kan du sætte dig selv til at se efter en lyshåret kvinde eller en skægget mand og derved øge sandsynligheden for at få øje på din slægtning på afstand. Du kan sætte din hukommelse til at lede efter hovedstæder, der begynder med N, eller efter titlerne på eksistentialistiske romaner. Og når du lejer en bil i Londons Heathrow Airport, vil der sandsynligvis være en, der fortæller dig, at »her kører vi i den venstre side af vejen«. I alle disse tilfælde bliver du bedt om at gøre noget, der ikke kommer naturligt, og du vil opleve, at den vedholdende fastholdelse af dette fokus kræver et vist mål af anstrengelse.

Den ofte brugte vending pay attention (bogstaveligt talt ‘at betale med opmærksomhed’) er meget passende: Du har et begrænset opmærksomhedsbudget til rådighed, som du kan afsætte til forskellige aktiviteter, og hvis du forsøger at overskride budgettet, vil du fejle. Det er kendetegnet på aktiviteter, der kræver anstrengelse, at de står i vejen for hinanden, hvilket er grunden til, at det er vanskeligt eller direkte umuligt at udføre flere ad gangen. Du kan ikke regne ud, hvad 17 × 24 giver, samtidig med at du foretager et venstresving i tæt trafik, og du bør uden tvivl heller ikke prøve på det. Du kan udføre flere ting på én gang, men kun hvis de er lette og ikke er krævende. Du kan sandsynligvis uden den store risiko tale

32

AT T Æ N K E – H U RT I G T O G L A N G S O M T

sammen med en passager, mens du kører på en øde motorvej, og mange forældre har opdaget, måske med lidt dårlig samvittighed til følge, at de sagtens kan læse en historie for deres børn, samtidig med at de tænker på noget andet.

A lle har en vis bevidsthed om opmærksomhedens begrænsede kapacitet, og vores sociale adfærd tager hensyn til disse begrænsninger. Når for eksempel føreren af en bil overhaler en lastbil på en snæver vej, holder voksne passagerer ganske fornuftigt en pause i deres talestrøm. De ved, at det ikke er en god idé at forstyrre føreren, og de har også en mistanke om, at han er midlertidigt døv og alligevel ikke hører, hvad de siger.

Intens fokusering på en opgave kan i realiteten gøre folk blinde, selv over for stimuli, der normalt tiltrækker opmærksomheden. Den mest dramatiske demonstration af dette er leveret af Christopher Chabris og Daniel Simons i deres bog The Invisible Gorilla. De lavede en lille film, hvor to hold spillede basketball. Det ene hold bar hvide T-shirts, det andet sorte. De forsøgspersoner, der så filmen, blev bedt om at tælle antallet af afleveringer blandt spillerne på det hvide hold og ignorere spillerne med sorte T-shirts. Opgaven er vanskelig og kræver hele ens opmærksomhed.

Halvvejs inde i videoen dukker der en kvinde op klædt ud som gorilla, hun krydser banen, slår sig på brystet og går videre. Gorillaen er inden for synsvidde i ni sekunder. Mange tusinde mennesker har set videoen, og omkring halvdelen af dem lægger ikke mærke til noget usædvanligt.

Det er opgaven med at tælle afleveringer – og især instruktionen om at ignorere et af holdene – der forårsager blindheden. Ingen, der ser videoen uden at være stillet denne opgave, kan overse gorillaen. At se og orientere sig hører til System 1’s automatiske funktioner, men disse funktioner er afhængige af tildelingen af en vis opmærksomhed til de relevante stimuli.

Forskerne bemærker, at den mest bemærkelsesværdige observation i deres undersøgelse er, at folk finder dens resultater meget overraskende. Faktisk er de forsøgspersoner, der ikke kan få øje på gorillaen, til at begynde med overbeviste om, at den ikke var der – de kan ganske enkelt ikke forestille sig, at de skulle kunne overse en så bemærkelsesværdig hændelse. Gorillaeksperimentet illustrerer to vigtige kendsgerninger om vores bevidsthed: Vi kan være blinde for det åbenlyse, og vi er også blinde for vores blindhed.

f o rtæ l l i n g e n s h o v e d p e r s o n e r

33

Synopsis over bogens plot Interaktionen mellem de to systemer er et tilbagevendende tema i denne bog, og en kort synopsis over plottet er derfor på sin plads. I den historie, jeg vil fortælle, er både System 1 og System 2 altid aktive, når vi er vågne.

System 1 kører automatisk, og System 2 befinder sig normalt i en behagelig tilstand, der ikke kræver de store anstrengelser, og hvor der kun er lagt beslag på en lille del af dets kapacitet. System 1 genererer løbende materiale og forslag, som System 2 kan tage op: indtryk, intuitioner, intentioner og følelser. Hvis System 2 understøtter indtryk og intuitioner, antager de form af overbevisninger, og impulser forvandles til viljesstyrede handlinger. Når alt kører problemfrit, hvilket det gør det meste af tiden, tilslutter System 2 sig System 1’s forslag med kun få eller slet ingen ændringer. Du har generelt tiltro til dine indtryk og agerer på baggrund af dine ønsker, og det er fint – normalt.

Når System 1 løber ind i problemer, beder det System 2 om støtte til en mere detaljeret og specifik bearbejdning, der kan løse det aktuelle problem.

System 2 mobiliseres, når System 1 står over for et spørgsmål, som det ikke har svar på, hvilket sandsynligvis skete for dig, da du stod over for regnestykket 17 × 24. Du kan også mærke en bølge af bevidst opmærksomhed, når du overraskes. System 2 aktiveres, når det registrerer en hændelse, der strider mod den model af verden, som System 1 opretholder. I denne verden hopper lamper ikke, katte gør ikke, og gorillaer løber ikke ind over basketballbaner. Gorillaeksperimentet viser, at der er brug for en vis opmærksomhed, hvis den overraskende stimulus skal registreres. Overraskelsen aktiverer din opmærksomhed og retter den mod noget: Du begynder at stirre, og du gennemsøger din hukommelse for en historie, der giver mening til den overraskende hændelse. System 2 står også for den løbende overvågning af din egen adfærd – den kontrol, der betyder, at du stadigvæk kan opføre dig høfligt, selv om du er vred, og være opmærksom, når du kører i bil om natten. System 2 mobiliseres til at yde en ekstra indsats, når det registrerer, at der er ved at blive begået en fejl. Prøv at komme i tanke om en situation, hvor du var lige ved at komme med en stødende bemærkning, og bemærk, hvor hårdt du arbejdede for bagefter at genvinde kontrollen.

Sammenfattende kan man sige, at det meste af det, som du (dit System 2) tænker og gør, har rod i dit System 1, men System 2 tager over, når tingene bliver vanskelige, og det har normalt det sidste ord at skulle have sagt.

34

AT T Æ N K E – H U RT I G T O G L A N G S O M T

Arbejdsdelingen mellem System 1 og System 2 er meget effektiv: Det minimerer brugen af energi og optimerer ydeevnen. Arrangementet fungerer godt det meste af tiden, fordi System 1 generelt er meget godt til det, det gør: Dets modeller for velkendte situationer er præcise, dets kortsigtede forudsigelser er normalt også præcise, og dets umiddelbare reaktioner på udfordringer er hurtige og generelt hensigtsmæssige. System 1 har imidlertid bias, systematiske fejl, som det er tilbøjeligt til at begå under bestemte omstændigheder. Som vi skal se, svarer det nogle gange på lettere spørgsmål end det, det er blevet spurgt om, og det har ikke den store forståelse for logik og statistik. En yderligere begrænsning ved System 1 er, at det ikke kan slås fra. Hvis du vises et ord på en skærm på et sprog, du kender, vil du læse det – medmindre din opmærksomhed er fokuseret på noget helt andet.3

Konflikt Figur 2 er en variant af det klassiske eksperiment, der skaber en konflikt mellem de to systemer.4 Du bør prøve denne test, før du læser videre.

Din første opgave er at gå igennem begge kolonner og sige, om det enkelte ord er skrevet med store eller med små bogstaver. Når du er færdig med den første opgave, skal du igen gå igennem kolonnerne og sige, om det enkelte ord står til venstre eller til højre i kolonnen, ved at sige (eller hviske for dig selv) »venstre« eller »højre«.

VENSTRE venstre

store små

højre

SMÅ

HØJRE HØJRE venstre VENSTRE højre Figur 2

store STORE små SMÅ store

f o rtæ l l i n g e n s h o v e d p e r s o n e r

35

Det lykkedes dig ganske givet at sige de korrekte ord i begge opgaver, og du opdagede uden tvivl, at nogle dele af hver af opgaverne var meget lettere end andre. Da du udpegede, om ordene var skrevet med små eller store bogstaver, var venstre kolonne let, mens den højre kolonne fik dig til at sætte tempoet ned og måske til at stamme eller vakle. Da du opgav positionerne på ordene, venstre eller højre, var den venstre kolonne vanskelig, mens den højre kolonne var meget lettere.

Disse opgaver inddrager System 2, fordi det at sige henholdsvis »store« eller »små« og »højre« eller »venstre« ikke er noget, du rutinemæssigt gør, når du ser en kolonne af ord. En af de ting, du gjorde for at forberede dig på opgaven, var at programmere din hukommelse, så de relevante ord (‘store’ og ‘små’ i den første opgave) lå ‘lige på tungen’. Prioriteringen af de valgte ord er effektiv, og den milde fristelse til at læse andre ord var forholdsvis let at modstå, da du gik igennem den første kolonne. Men med den anden kolonne var det anderledes, fordi den indeholdt ord, som du var forberedt på, og du kunne ikke ignorere dem. Du var i de fleste tilfælde i stand til at svare korrekt, men det var en anstrengelse at overvinde det konkurrerende svar, der lå på læberne, og det gjorde dig langsommere.

Du oplevede en konflikt mellem en opgave, som du havde til hensigt at udføre, og en automatisk reaktion, der forstyrrede den.

En konflikt mellem en automatisk reaktion og en bevidst intention om at kontrollere den er et almindeligt forekommende fænomen i vores liv.

Vi kender sikkert alle til at sidde på en restaurant og forsøge ikke at stirre på det underligt klædte par ved nabobordet. Vi ved også, hvordan det er at tvinge sig til at koncentrere opmærksomheden om en kedelig bog, når vi konstant vender tilbage til det sted på siden, hvor det læste ikke længere gav mening. Mange bilister kan fortælle om at køre i vintervejr, hvor de har mistet kontrollen over deres bil på den isglatte overflade, og om kampen for at følge de indøvede instruktioner, der modsiger det, som de ellers føler ville være det mest naturlige: »Forsøg at rette bilen op, men lige meget hvad du gør, rør ikke ved bremserne!« Og alle mennesker har haft den oplevelse ikke at bede nogen om at skride ad helvede til. En af System 2’s opgaver er at overvinde System 1’s impulser. System 2 har med andre ord ansvar for individets selvkontrol.

36

AT T Æ N K E – H U RT I G T O G L A N G S O M T

Illusioner For at forstå System 1’s autonomi såvel som distinktionen mellem indtryk og overbevisninger bedes du betragte figur 3.

Figur 3

Billedet er ikke særlig usædvanligt: to vandrette linjer af forskellig længde, tilføjet pile, der peger i hver sin retning. Den nederste linje er tydeligvis længere end den øverste. Dette er, hvad vi alle ser, og vi tror naturligvis på det, vi ser. Hvis du imidlertid allerede tidligere har set dette billede, vil du genkende det som den kendte Müller-Lyer-illusion. Som du let kan bekræfte ved at måle dem med en lineal, er de vandrette linjer faktisk lige lange.

Nu da du har målt linjerne, har du – dit System 2, det bevidste væsen, som du kalder for ‘jeg’ – en ny overbevisning: Du ved, at linjerne er lige lange. Hvis du bliver spurgt om deres længde, vil du sige, hvad du ved.

Men du ser stadig den nederste linje som længere end den anden. Du har valgt at tro på målingen, men du kan ikke forhindre System 1 i at gøre, hvad det gør – du kan ikke beslutte at se, at linjerne er lige lange, selv om du ved, at dette er tilfældet. For at modstå illusionen er der kun én ting at gøre: Du må lære at nære mistillid til dine indtryk af linjers længde, når der er sat pile på dem. For at implementere denne regel må du være i stand til at genkende det illusoriske mønster og genkalde dig, hvad du ved om det. Hvis du kan gøre dette, vil du aldrig igen blive snydt af MüllerLyer-illusionen. Men du vil stadig se den ene linje som længere end den anden.

Ikke alle illusioner er visuelle. Der findes tankeillusioner, og dem kalder vi for kognitive illusioner. Som studerende fulgte jeg et kursus i psyko-

f o rtæ l l i n g e n s h o v e d p e r s o n e r

37

terapi. Under en af disse forelæsninger delte vores underviser en del af sin kliniske erfaring med os. Dette er, hvad han sagde: »I vil fra tid til anden møde en patient, der fortæller en foruroligende historie om flere fejl, der er blevet begået i hans tidligere behandling. Han er blevet undersøgt af flere forskellige psykologer, og alle har uden undtagelse svigtet ham. Patienten kan levende beskrive, hvordan hans terapeuter har misforstået ham, men han har hurtigt kunnet se, at du er anderledes. Du har den samme følelse, er overbevist om, at du forstår ham og vil være i stand til at hjælpe ham.« Her hævede underviseren stemmen og sagde: »Tag for alt i verden ikke denne person som patient! Smid ham ud af din konsultation!

Han er højst sandsynligt psykopat, og du kan ikke hjælpe ham.« Mange år senere indså jeg, at underviseren havde advaret os mod psykopatisk charme, og den førende autoritet inden for studiet af psykopati bekræftede, at underviseren havde givet et godt råd.5 Analogien til Müller-Lyer-illusionen ligger ligefor. Underviseren forsøgte ikke at lære os, hvad vi skulle føle i forhold til vores patienter. Han tog for givet, at den sympati, vi ville føle for patienten, ikke ville være under vores kontrol – den ville have rod i System 1. Desuden blev vi heller ikke bedt om generelt at nære mistanke til de følelser, vi havde for vores patienter. Vi fik derimod at vide, at en stærk tiltrækning til en patient med en historie om gentagne, mislykkede behandlinger var et tegn på fare – som pilene på de parallelle linjer. Det er en illusion – en kognitiv illusion – og jeg (System 2) blev undervist i at genkende den og fik det råd ikke at tro på den eller handle på baggrund af den.

Det spørgsmål, der oftest stilles om kognitive illusioner, er, om de kan overvindes. Det budskab, der kan udledes af disse eksempler, er ikke opmuntrende. Eftersom System 1 fungerer automatisk og ikke kan slås fra, selv om vi skulle ønske det, er fejl i forbindelse med intuitiv tænkning ofte vanskelige at forhindre. Bias kan ikke altid undgås, eftersom System 2 måske ikke har nogen anelse om fejlen. Selv når der er tegn på, at fejl med en vis sandsynlighed vil opstå, kan fejl kun forhindres gennem System 2’s øgede overvågning og anstrengte aktivitet. Som en måde at leve sit liv på er uafbrudt årvågenhed og agtpågivenhed ikke nødvendigvis at foretrække, og det er i praksis uigennemførligt. Det ville være ubeskriveligt kedeligt og i realiteten umuligt konstant at sætte spørgsmålstegn ved vores egen tænkning, og desuden er System 2 alt for langsomt og ineffektivt til at tjene som erstatning for System 1, når vi træffer rutinemæssige

38

AT T Æ N K E – H U RT I G T O G L A N G S O M T

beslutninger. Det bedste, vi kan gøre, er at indgå et kompromis, nemlig at lære at genkende situationer, hvor der er en vis sandsynlighed for, at der begås fejl, og at forsøge at undgå at begå store fejl, når der står meget på spil. Præmissen for denne bog er, at det er lettere at genkende andre menneskers fejl end vores egne.

Nyttige fiktioner Du er blevet opfordret til at tænke på to systemer som aktører i bevidstheden med deres individuelle personligheder, færdigheder og begrænsninger.6 Jeg vil ofte bruge sætninger, hvor systemerne er subjekter, såsom »System 2 multiplicerer«.

En sådan sprogbrug betragtes i de akademiske kredse, jeg færdes i, som en synd, fordi den synes at forklare en persons tanker og handlinger ved hjælp af små menneskers tanker og handlinger inde i personens hoved. Grammatisk set er sætningen om System 2 at ligne med sætningen: »Butleren stjæler småpengene.« Mine kolleger vil pege på, at butlerens handling rent faktisk kan forklare pengenes forsvinden, og de spørger med rette, hvorvidt sætningen om System 2 forklarer, hvordan en person multiplicerer. Mit svar er, at den korte sætning, der tilskriver System 2 dette, er ment som en beskrivelse, ikke en forklaring. Den er kun meningsfuld på baggrund af det, du allerede ved om System 2. Den er en forkortelse for følgende: »Hovedregning er en viljesstyret aktivitet, der kræver en vis anstrengelse, bør ikke dyrkes, samtidig med at man foretager et venstresving, og er forbundet med udvidede pupiller og en øget puls.« På lignende måde betyder den påstand, at »kørsel på motorvej under rutinemæssige forhold er i hænderne på System 1«, at det at styre en bil rundt i en kurve foregår automatisk og næsten ubesværet. Det indebærer også, at en erfaren bilist kan køre på en øde motorvej, samtidig med at han fører en samtale. Endelig betyder »System 2 forhindrede James i at reagere tåbeligt på fornærmelsen«, at James ville have været mere aggressiv i sin reaktion, hvis hans evne til at bevare kontrollen havde været reduceret (hvis han for eksempel havde været fuld).

System 1 og System 2 er så centrale for den fortælling, jeg fortæller i denne bog, at jeg må gøre det absolut klart, at de er fiktive personer.

f o rtæ l l i n g e n s h o v e d p e r s o n e r

39

System 1 og System 2 er ikke systemer i den normale forstand af enheder med interagerende aspekter eller dele. Og hverken System 1 eller System 2 kan siges at høre hjemme i en bestemt del af hjernen. Du spørger muligvis: Hvad er pointen med at introducere fiktive personer med grimme navne i en seriøs bog? Svaret er, at personerne er nyttige på grund af nogle ejendommeligheder i vores bevidstheder, din og min. Det er lettere at forstå en sætning, hvis den beskriver, hvad en aktør (System 2) gør, end hvis den beskriver, hvad noget er, hvilke egenskaber det har. Med andre ord er ‘System 2’ et bedre subjekt i en sætning end ‘hovedregning’. Bevidstheden – især System 1 – synes at have et særligt talent for konstruktionen og fortolkningen af historier om aktive aktører med personligheder, vaner og færdigheder. Du dannede hurtigt en mening om den tyvagtige butler, du forventer yderligere dårlig opførsel fra hans side, og du vil huske ham i et stykke tid. Dette er også håbet for sproget om systemer.

Hvorfor kalde dem System 1 og System 2 i stedet for det mere beskrivende ‘det automatiske system’ og ‘det bevidste system’? Grunden til dette er ganske enkel: Det tager længere tid at sige »det automatiske system« end »System 1«, og det optager derfor mere plads i din arbejdshukommelse.7 Dette er vigtigt, fordi alt, hvad der optager din arbejdshukommelse, reducerer din evne til at tænke. Du bør opfatte ‘System 1’ og ‘System 2’ som kælenavne, som Bob og Joe, genkendelige figurer, som du vil lære at kende i løbet af bogen. De fiktive systemer gør det lettere for mig at reflektere over karakteren af menneskers vurderinger og beslutninger, og det vil gøre det lettere for dig at forstå, hvad jeg siger.

Apropos System 1 og System 2 »Han havde fået indtryk af noget, men nogle af hans indtryk er illusioner.« »Det var en ren System 1-reaktion. Hun reagerede på truslen, før hun bevidst erkendte den.« »Det er dit System 1, der taler. Sæt farten ned, og lad dit System 2 tage over.«

40

AT T Æ N K E – H U RT I G T O G L A N G S O M T

2 Opm ærksomhed og anstrengelse1

Hvis det usandsynlige skulle ske, at denne bog blev filmatiseret, ville System 2 være en birolle, der tror, at den er helten. Det definerende træk ved System 2 i denne fortælling er, at dens operationer kræver en vis anstrengelse, og et af dens primære karakteristika er dovenskab, en modvilje mod at investere flere kræfter, end det er strengt nødvendigt. Som følge heraf er de tanker og handlinger, som System 2 tror, at det selv har valgt, ofte styret af figuren, der befinder sig i centrum for fortællingen, nemlig System 1. Der er imidlertid vigtige opgaver, som kun System 2 kan udføre, fordi de kræver anstrengelse og selvkontrol, og her må System 1’s intuitioner og impulser overvindes.

Mental anstrengelse Hvis du ønsker at opleve dit System 2 arbejde for fuld kraft, kan du udføre den følgende øvelse – den vil inden for fem sekunder bringe dig til grænserne for din kognitive formåen. Til at begynde med skal du skrive tilfældige rækker med fire cifre på indekskort og lægge dem i en bunke.

Placer et blankt kort øverst i bunken. Den opgave, du skal udføre, hedder Add-1 (Læg 1 til). Den foregår sådan her: Begynd med at slå en konstant rytme på bordet (eller endnu bedre, sæt en metronom til at slå et slag i sekundet). Fjern det ubeskrevne kort og læs de fire cifre på det første kort højt. Vent to slag, og læs så endnu en række cifre, men hvor de oprindelige cifre hver adderes med 1. Hvis cifrene på kortet er 5294, er det korrekte svar 6305. Det er vigtigt at holde rytmen.

opmærksomhed og anstrengelse

41

Det er kun de færreste, der kan klare opgaven, men hvis du ønsker en sværere udfordring, så prøv at addere de fire cifre med 3 (Add-3) i stedet for 1.

Hvis du gerne vil vide, hvordan din krop reagerer, mens din bevidsthed er på hårdt arbejde, kan du sætte to bogstakke på et solidt bord, placere et videokamera på den ene stak og læne din hage mod den anden, sætte kameraet til at optage og stirre på kameraet, mens du arbejder på Add-1 eller Add-3. Bagefter har du i den skiftende størrelse af dine pupiller en pålidelig registrering af, hvor hårdt du arbejdede.

Jeg har en lang personlig historie med Add-1-opgaven. Tidligt i min karriere tilbragte jeg et år på University of Michigan som gæst i et laboratorium, der studerede hypnose. Jeg var på udkig efter et interessant forskningsemne, da jeg fandt en artikel i Scientific American, hvor psykologen Eckhard Hess beskrev øjets pupil som et vindue til sjælen.2 Jeg genlæste den for nylig og fandt den igen inspirerende. Den begynder med, at Hess fortæller, at hans kone havde bemærket, at hans pupiller udvidede sig, når han betragtede smukke naturbilleder, og den ender med to bemærkelsesværdige billeder af den samme flotte kvinde, der på en måde fremtræder mere tiltrækkende på det ene billede end på det andet. Der er kun én forskel: Øjnenes pupiller har udvidet sig på det billede, hvor kvinden fremstår mest tiltrækkende, mens de har trukket sig sammen på det andet. Hess skrev også om ‘belladonna’, en pupiludvidende væske, der blev brugt som kosmetik, og om kunder på loppemarkeder, der går med solbriller for at skjule deres interesse for sælgerne.

Især et af Hess’ resultater fangede min opmærksomhed. Han havde bemærket, at pupillerne er fintmærkende indikatorer for mental anstrengelse – de udvider sig betragteligt, når man multiplicerer tocifrede tal, og de udvider sig mere ved en svær opgave end ved en let opgave. Hans observationer indikerede, at reaktionen på mental anstrengelse adskiller sig fra reaktionen på følelsesmæssig aktivering. Hess’ arbejde havde ikke meget at gøre med hypnose, men jeg konkluderede, at idéen om en synlig indikation på mentale anstrengelser var et lovende forskningsemne. En overbygningsstuderende på laboratoriet, Jackson Beatty, delte min begejstring, og vi gik i gang.

Beatty og jeg indrettede et forsøgslokale, så det mindede om en optikers undersøgelseslokale, hvor forsøgspersonen stirrede ind i et kamera med hage og pande hvilende mod en støtte, samtidig med at han eller hun lyttede til oplæsningen af tidligere indspillet information og besvarede

42

AT T Æ N K E – H U RT I G T O G L A N G S O M T

spørgsmål, mens en metronom slog i baggrunden. Metronomens slag udløste hvert sekund et infrarødt blitzlys, der igen udløste, at der blev taget et billede. Ved afslutningen af hver enkelt session fremkaldte vi i al hast filmen, projicerede billederne af pupillen op på en skærm og begyndte at arbejde med en lineal. Metoden passede perfekt til de unge og utålmodige forskere, vi var: Vi fik resultaterne næsten med det samme, og de fortalte altid en klar og tydelig historie.

Beatty og jeg fokuserede på opgaver, hvor vi satte tempoet (såsom Add-1), og hvor vi præcist vidste, hvad forsøgspersonen på ethvert givent tidspunkt tænkte på.3 Vi optog rækker af cifre med metronomens slag i baggrunden og bad forsøgspersonen om at gentage eller ændre cifrene et efter et og bevare den samme rytme. Vi opdagede hurtigt, at størrelsen på pupillen varierede fra sekund til sekund og afspejlede opgavens skiftende krav. Formen på responsen var et omvendt V. Som du oplevede, hvis du forsøgte dig med Add-1 eller Add-3, stiger anstrengelsen efter hvert ciffer, du hører, og den når et næsten uudholdeligt toppunkt, når du har travlt med at producere en ny række cifre under og umiddelbart efter pausen, og tager gradvist af, når du ‘tømmer’ din korttidshukommelse. Pupildataene korresponderede præcist med den subjektive oplevelse: Længere cifferrækker forårsagede pålideligt større udvidelser, adderingsopgaven øgede anstrengelsen, og pupillens størrelse toppede, når anstrengelsen var maksimal. Add-1 med fire cifre forårsagede en større udvidelse end den opgave umiddelbart at skulle reproducere en række på syv cifre. Add-3, der er langt mere vanskelig, er den mest krævende opgave, jeg nogensinde har observeret. I de første fem sekunder udvider pupillen sig med omkring 50 procent i forhold til sin oprindelige størrelse, og pulsen stiger med omkring syv slag i minuttet.4 Dette er det maksimale, man kan kræve af folk – de giver op, hvis der kræves mere af dem. Når vi udsatte vores forsøgspersoner for flere cifre, end de kunne huske, holdt deres pupiller op med at udvide sig, eller de trak sig rent faktisk sammen.

Vi arbejdede i nogle måneder i en stor kælder, hvor vi havde sat et videosystem op, der i realtid projicerede et billede af forsøgspersonens pupil op på en skærm i gangen, samtidig med at vi kunne høre, hvad der skete i laboratoriet. Diameteren på pupillen var omkring 30 centimeter, og det var et fascinerende syn at se den udvide sig og trække sig sammen, når deltageren arbejdede med opgaven, og lidt af en attraktion for besøgende i laboratoriet. Vi morede os og imponerede vores gæster med vores evne

opmærksomhed og anstrengelse

43

til at forudsige, hvornår deltageren gav op i forhold til en opgave. Under hovedregning med gangestykker udvidede pupillen sig normalt markant inden for få sekunder og forblev stor, så længe forsøgspersonen arbejdede på det stillede gangestykke, og den trak sig med det samme sammen, når forsøgspersonen fandt en løsning eller gav op. Mens vi så til fra gangen, overraskede vi nogle gange både indehaveren af pupillen og vores gæster ved at spørge: »Hvorfor holdt du netop nu op med at arbejde?« Svaret fra laboratoriet var ofte: »Hvor vidste I det fra?«, hvortil vi kunne svare: »Vi har et vindue til din sjæl.« De tilfældige observationer, vi foretog i gangen uden for forsøgslokalet, var nogle gange lige så oplysende som de formelle eksperimenter. Jeg gjorde en stor opdagelse, da jeg tilfældigvis betragtede en kvindes pupil under en pause mellem to opgaver. Hun holdt sin position på hagestøtten, så jeg kunne se billedet af hendes øje, mens hun rutinemæssigt konverserede med forskeren i lokalet. Til min overraskelse kunne jeg se, at pupillen forblev lille og ikke udvidede sig bemærkelsesværdigt, mens hun talte og lyttede. I modsætning til de opgaver, vi undersøgte, krævede denne smalltalk ikke den store eller slet ingen anstrengelse – ikke mere end at huske to eller tre cifre i rækkefølge. Dette var noget af en ahaoplevelse: Jeg indså med ét, at de opgaver, vi havde valgt at undersøge, krævede enorme anstrengelser. Et billede dukkede op: Det mentale liv – i dag ville jeg tale om System 2’s liv – udføres normalt i en behagelig hastighed, som når vi går en tur, nogle gange afbrudt af jogging og ved sjældne lejligheder af en hektisk spurt. Opgaverne Add-1 og Add-3 er at ligne med spurter, mens smalltalk er en spadseretur.

Vi fandt ud af, at når mennesker er i gang med en mental spurt, kan de i realiteten blive blinde. Forfatterne til The Invisible Gorilla havde gjort gorillaen ‘usynlig’ ved at holde iagttagerne travlt beskæftigede med at tælle afleveringer. Vi kunne i forbindelse med forsøgspersonernes udførelse af Add-1 rapportere om et mindre dramatisk eksempel på blindhed. Vores forsøgspersoner fik forevist en række hurtigt blinkende bogstaver, mens de arbejdede på opgaven.5 De blev bedt om at give den stillede opgave fuld prioritet, men de blev også ved afslutningen af cifferopgaven bedt om at rapportere, hvorvidt de på et eller andet tidspunkt i løbet af opgaven havde set bogstavet K. Det primære resultat var, at evnen til at registrere og rapportere det pågældende bogstav forandrede sig i løbet af de ti sekunder, øvelsen varede. Deltagerne missede næsten aldrig et K, der blev

44

AT T Æ N K E – H U RT I G T O G L A N G S O M T

vist i begyndelsen eller hen imod slutningen af Add-1-opgaven, mens de overså det næsten halvdelen af gangene, når den mentale anstrengelse var på sit højeste, selv om vi havde billeder af deres åbne øjne, der stirrede direkte på det. Manglen på registrering af bogstavet fulgte det samme omvendte V-mønster som den udvidende pupil. Ligheden bekræftede os i vores hypotese: Pupillen var en god målestok for den fysiske aktivering (arousal), der ledsagede mental anstrengelse, og vi kunne fortsætte og bruge den til at forstå, hvordan bevidstheden fungerer.

Lidt ligesom elmåleren i dit hus eller din lejlighed er pupillerne et udtryk for, hvor meget energi der aktuelt bruges.6 Analogien er omfattende.

Dit forbrug af elektricitet afhænger af, hvad du vælger at gøre, om du oplyser et rum eller rister et stykke brød. Når du tænder for en lampe eller en brødrister, bruger apparatet den energi, det har brug for, og ikke mere.

På lignende måde vælger vi også, hvad vi vil lave, men vi har derimod kun en begrænset kontrol over den kraft, det kræver. Lad os forestille os, at du bliver præsenteret for fire cifre, for eksempel 9462, og får at vide, at dit liv afhænger af, at du kan huske dem i ti sekunder. Ligegyldigt hvor meget du ønsker at leve, kan du ikke bruge så meget energi i forbindelse med denne opgave, som du ville være tvunget til at bruge for at kunne addere de samme cifre med 3.

System 2 og elinstallationerne i dit hjem har begge en begrænset kapacitet, men de reagerer forskelligt på truslen om overbelastning. Strømmen slås automatisk fra, hvis der efterspørges mere strøm, end systemet kan levere, hvilket får alle apparater i dette system til at gå ud. I modsætning hertil er reaktionen på mental overbelastning selektiv og præcis: System 2 beskytter den vigtigste aktivitet, så det kan være så opmærksomt, som det er nødt til, mens ‘overskydende kapacitet’ løbende fordeles til andre opgaver. I vores version af gorillaeksperimentet bad vi deltagerne om at prioritere cifferopgaven. Vi ved, at de fulgte denne instruktion, fordi timingen af præsentationen af det blinkende bogstav ikke havde nogen effekt på udførelsen af den primære opgave. Hvis bogstavet blev vist på et tidspunkt, hvor der var lagt beslag på deres udelte opmærksomhed, så forsøgspersonerne det ganske enkelt ikke. Når opgaven var mindre krævende, var de bedre til at registrere bogstavet og rapportere om det.

Den sofistikerede tildeling af opmærksomhed til forskellige opgaver er blevet forfinet gennem en lang evolutionær historie. Evnen til hurtigt at være opmærksom på og reagere på de mest alvorlige trusler eller de mest

opmærksomhed og anstrengelse

45

lovende muligheder forbedrede chancen for overlevelse, og denne evne er bestemt ikke begrænset til mennesker. Selv hos moderne mennesker tager System 1 over i nødsituationer og giver fuld prioritet til selvbeskyttende handlinger. Forestil dig, at du er fører af en bil, der pludselig kører ind i en stor pyt olie, hvorefter bilen skrider ud. Du vil opdage, at du har reageret på truslen, allerede før du blev fuldt bevidst om den.

Beatty og jeg arbejdede kun sammen i et år, men vores samarbejde havde en stor betydning for vores efterfølgende karrierer. Han blev med tiden den førende autoritet inden for ‘kognitiv pupillometri’, og jeg skrev en bog med titlen Attention and Effort (Opmærksomhed og anstrengelse), der for en stor dels vedkommende var baseret på det, vi sammen lærte, og på efterfølgende forskning, jeg udførte på Harvard University året efter. Vi lærte en hel del om den arbejdende bevidsthed – som jeg nu kalder for System 2 – ved at måle størrelsen af pupiller i forbindelse med forsøgspersoners udførelse af en lang række forskellige opgaver.

Efterhånden som du bliver bedre og bedre til at udføre en bestemt opgave, kræver den mindre og mindre energi. Studier af hjernen har vist, at det aktivitetsmønster, der er forbundet med en handling, forandrer sig, efterhånden som evnen til at udføre handlingen udvikles: Handlingen aktiverer med tiden færre dele af hjernen.7 Besiddelsen af talent har en lignende betydning. Meget intelligente mennesker anstrenger sig mindre for at løse de samme problemer, det viser både målingen af deres pupilstørrelse og af deres hjerneaktivitet.8 En generel ‘lov om mindst mulig anstrengelse’ gælder for både kognitiv og fysisk anstrengelse.9 Loven udsiger, at der er flere måder at opnå det samme mål på, og at mennesker med tiden vil udvikle den mindst krævende måde at løse en opgave på. I handlingernes økonomi er anstrengelse en omkostning, og tilegnelsen af evner er styret af en balance mellem fordele og omkostninger.10 Dovenskaben er dybt forankret i vores natur.

I de opgaver, som vi studerede, varierede det betragteligt, hvilken effekt de havde på pupillernes størrelse. Ved forsøgets begyndelse var vores forsøgspersoner vågne, bevidste og klar til at løse en opgave – og formentligt på et højere spændingsniveau og på et højere niveau af kognitiv parathed end normalt. At huske et eller to cifre eller lære at forbinde et ord med et ciffer (3 = dør) producerede pålidelige effekter i forhold til udgangspunktet ved forsøgets begyndelse, men effekterne var meget små, kun 5 procent af udvidelsen af pupillens diameter i forbindelse med løsningen af Add-3.

46

AT T Æ N K E – H U RT I G T O G L A N G S O M T

En opgave, der krævede, at man kunne skelne mellem to toner, førte til betragteligt større udvidelser. Nyere forskning har vist, at arbejdet med at undertrykke tilbøjeligheden til at læse distraherende ord (som i det foregående kapitels figur 2) også krævede en moderat anstrengelse.11 Test af korttidshukommelsen for seks eller syv cifre krævede en større anstrengelse. Hvis nogen spørger efter dit telefonnummer eller din ægtefælles fødselsdag, kan du opleve, at også det kræver en kort, men betragtelig anstrengelse, fordi hele nummeret eller datoen må huskes, mens svaret organiseres. At gange tocifrede tal i hovedet og udføre Add-3-opgaven er tæt på grænsen for, hvad de fleste mennesker kan klare.

Hvad er det, der gør nogle kognitive operationer mere krævende og anstrengende end andre? Hvilke præstationer kræver hvor meget opmærksomhed? Hvad kan System 2, som System 1 ikke kan? Vi har nu nogle foreløbige svar på disse spørgsmål.

Det kræver en vis anstrengelse på samme tid at kunne huske flere ting, der kræver forskellige handlinger, eller som må kombineres i overensstemmelse med en regel – for eksempel i hovedet at gennemgå indkøbslisten, når du træder ind i supermarkedet, at vælge mellem fisk og lam på en restaurant eller kombinere et overraskende resultat af en spørgeundersøgelse med den oplysning, at stikprøven var lille. System 2 er det eneste, der kan følge regler, sammenligne objekter på baggrund af deres egenskaber eller bevidst træffe et valg mellem forskellige valgmuligheder. Det automatiske System 1 besidder ikke disse evner. System 1 registrerer enkle relationer (»de er alle ens«, »sønnen er meget højere end faren«) og brillerer, når det drejer sig om at sammenholde oplysninger om én ting, men det beskæftiger sig ikke med flere forskellige emner ad gangen, ligesom det heller ikke er god til at bruge rent statistisk viden. System 1 kan se, at en person, der beskrives som »et sagtmodigt og ordentligt menneske, der har et behov for orden og struktur og en lidenskab for detaljen«, minder om en karikatur af en bibliotekar, men at kombinere denne intuition med en viden om det lille antal bibliotekarer er en opgave, som kun System 2 kan udføre – hvis det konkrete System 2 i det hele taget ved, hvordan dette skal gøres, hvilket kun gælder for et lille antal mennesker.

En af System 2’s essentielle færdigheder er dets evne til at forberede sig optimalt på en opgave (denne mentale intention og klargørelse kaldes i faglitteraturen for task set): Det kan programmere hukommelsen til at adlyde en instruktion, der overskrider de vanebestemte reaktioner. Prøv

opmærksomhed og anstrengelse

47

for eksempel at tælle forekomsten af bogstavet f på denne side. Det er ikke en opgave, som du nogensinde før har udført, og den vil ikke falde dig naturlig, men dit System 2 kan uden tvivl løse den. Det vil kræve en vis anstrengelse for dig at sætte dig op til denne opgave, og det vil også kræve en vis anstrengelse at udføre den, men du vil uden tvivl blive bedre til at løse opgaver af denne slags gennem øvelse. Psykologer taler om ‘udøvende kontrol’ til beskrivelse af individets accept og færdiggørelse af disse task sets, og neurologer har identificeret de områder af hjernen, der står i denne funktions tjeneste. Et af disse områder er altid impliceret, når en konflikt skal løses. Et andet er det forreste område af hjernen, et område, der er betragteligt mere udviklet hos mennesker end hos andre primater, og som er impliceret i operationer, som vi forbinder med intelligens.12 Forestil dig, at du efter at have talt forekomsten af bogstavet f får en anden instruktion: Tæl antallet af kommaer på næste side. Dette vil være sværere, fordi du samtidig vil være nødt til at overvinde den nyligt erhvervede tilbøjelighed til at rette opmærksomheden mod bogstavet f. En af den kognitive psykologis vigtigste opdagelser inden for de seneste årtier er, at det er anstrengende at skifte fra en opgave til en anden, især under tidspres.13 Behovet for et hurtigt skift er en af grundene til, at Add-3 og multiplikation i hovedet er så svært. For at udføre Add-3-opgaven skal du have flere cifre i din arbejdshukommelse på én og samme tid og associere hvert enkelt med en speciel operation: Nogle cifre står i kø og venter på at blive adderet med et bestemt tal, et er ved at blive adderet, og andre, der allerede er blevet adderet, skal huskes, så de kan fremsiges.14 I moderne test af arbejdshukommelsen kræves det, at individet igen og igen skifter mellem to krævende opgaver og kan huske resultaterne af den ene operation samtidig med udførelsen af den anden. Personer, der klarer sig godt i disse test, scorer også højt i generelle intelligenstest.15 Evnen til at kontrollere opmærksomheden er imidlertid ikke blot et mål for intelligens – en undersøgelse af flyveledere og piloter i det israelske luftvåben viste, at den grad af effektivitet, hvormed opmærksomheden blev kontrolleret, havde en effekt på deres præstationer, der ikke blot kunne bestemmes som en effekt af deres intelligens.16 Graden af anstrengelse hører også sammen med det tidspres, man er under. Da du udførte opgaven Add-3, skyldtes travlheden til dels metronomen og til dels belastningen af hukommelsen. Som en jonglør med

48

AT T Æ N K E – H U RT I G T O G L A N G S O M T

flere bolde i luften kan du ikke tillade dig at sætte tempoet ned: Den hastighed, hvormed indhold i hukommelsen forsvinder, driver tempoet i vejret og tvinger dig til at forny og indøve information, før den går tabt.

Enhver opgave, der kræver, at du kan rumme flere ting i din bevidsthed på samme tid, har den samme forjagede karakter. Medmindre du er så heldig at have en særlig god arbejdshukommelse, kan du være tvunget til at arbejde ubehageligt hårdt. De mest krævende former for langsom tænkning er dem, der kræver, at du tænker hurtigt.

Du bemærkede sikkert, da du udførte opgaven Add-3, hvor uvant det er for din bevidsthed at arbejde så hårdt. Selv om du lever af at tænke, er kun få af de mentale opgaver, du møder i løbet af en arbejdsdag, lige så krævende som Add-3 eller så krævende som at huske seks cifre til umiddelbar genkaldelse. Vi undgår normalt mental overbelastning ved at inddele vores opgaver i flere lette skridt og indprente delresultaterne i langtidshukommelsen eller skrive dem ned på papir i stedet for at indprente dem i en arbejdshukommelse, der let bliver overbelastet. Vi tilbagelægger lange afstande ved at bruge den tid, det tager, og lader vores mentale liv være styret af loven om mindst mulig anstrengelse.

Apropos opm ærksomhed og anstrengelse »Jeg vil ikke forsøge at løse dette, mens jeg kører i bil. Det er en pupiludvidende opgave, der kræver mental anstrengelse!« »Det er loven om mindst mulig anstrengelse, der er på spil her. Han ønsker ikke at tænke mere end højst nødvendigt.« »Hun glemte ikke mødet. Hun var fuldstændig fokuseret på noget andet, da mødet blev aftalt, så hun hørte dig slet ikke.« »Det første, der faldt mig ind, var en intuitiv tanke med rod i System 1.

Jeg er nødt til at begynde forfra og bevidst søge i min hukommelse.«

155 mm

„BOGEN RUMMER ET SANDT OVERFLØDIGHEDSHORN AF AHA-OPLEVELSER, DYBE INDSIGTER OG FASCINERENDE PERSPEKTIVER PÅ DEN MENNESKELIGE PSYKE ...

DET ER VIRKELIG EN BOG, MAN BLIVER KLOGERE AF – FULD AF FREMRAGENDE RÅD OM, HVORDAN MAN UNDGÅR AT FALDE NED I SINDETS UTALLIGE FALDGRUBER.“ – BERLINGSKE

231 mm

D A N I EL K A H NE M A N

(f. 1934) er israelsk-amerikansk psykolog og matematiker og tilknyttet Princeton University som professor i psykologi. Kahneman fik nobelprisen i økonomi i 2002 for sin banebrydende forskning i, hvordan vi vurderer risici og træffer beslutninger.

FOTO

©

CARSTEN REHDER/DPA/CORBIS

er en af verdens mest betydningsfulde tænkere, og hans ideer har haft enorm indflydelse på områder som medicin, erhvervsliv og politik. Han modtog i 2002 nobelprisen i økonomi for sin grundforskning i, hvordan vi foretager vurderinger og træffer beslutninger. I AT TÆNKE – HURTIGT OG LANGSOMT giver Kahneman os et unikt indblik i den menneskelige bevidsthed og i de to systemer, som driver den måde, vi tænker på: System 1 er hurtigt, intuitivt og følelsesdrevet; System 2 er langsomt, rationelt og logisk.

Ved at trække på erfaringerne fra eksperimenter foretaget gennem et helt liv afslører Daniel Kahneman, hvornår vi kan stole på den hurtige tænknings intuition, og hvordan vi kan drage fordel af den langsomme tænkning. Han giver praktisk og oplysende indsigt i, hvordan valg træffes i både vores professionelle og private liv – og hvordan vi kan bruge forskellige teknikker som værn mod de mentale faldgruber, der ofte skaffer os i vanskeligheder. AT TÆNKE – HURTIGT OG LANGSOMT vil for altid forandre den måde, du oplever verden og træffer beslutninger på.

155 mm

DANIEL KAHNEMAN

DANIEL KAHNEMAN

AT

TÆNKE

HURTIGT

90 mm

I NTERN ATI ON AL BESTSELLER

K N

HURTIGT – E GS LAN OMT OG

PSYK OLOGEN D ANIEL KAHNEMAN

49 mm

AT T Æ

90 mm

OG

LANGSOMT „EN AF DE VIGTIGSTE BØGER I ÅRTIER OM DEN MENNESKELIGE BEVIDSTHED ... SJÆLDENT HAR MAN L ÆST EN BOG, SOM I DEN GRAD ANGÅR ETHVERT MENNESKE.“ – BERLINGSKE

L I N D H A RD T O G RI N G H O F

NÅR DU BLIVER SPURGT, hvad du tænker på, kan du normalt godt svare. Du tror, at du ved, hvad der foregår i din bevidsthed: at én bevidst tanke på en ordnet måde fører til en anden. Men det er ikke den eneste måde, bevidstheden fungerer på, og det er heller ikke den typiske måde. De fleste indtryk og tanker opstår i din bevidste erfaring, uden at du er klar over, hvordan de opstod.

PÅ VORES VEJ GENNEM livet tillader vi os selv at være styret af indtryk og følelser, og den tiltro, vi har til vores intuitive opfattelser og præferencer, er normalt berettiget. Men ikke altid. Vi føler os ofte på sikker grund, selv når vi tager fejl, og en objektiv iagttager har nemmere ved at se vores fejl, end vi selv har.

MIT MÅL FOR SAMTALERNE ved kildevandskøleren og kaffeautomaten er derfor at forbedre evnen til at identificere og forstå fejl i vores vurderinger og valg, hos andre og i sidste ende også hos os selv, ved at tilvejebringe et mere rigt og præcist sprog til diskussion af disse fejl. I det mindste i nogle tilfælde kan en præcis diagnose pege på et indgreb, der kan begrænse den skade, som dårlige vurderinger og beslutninger ofte forårsager.

OMSLAG: SIMON LILHOLT / IMPERIET.DK