Børnemagt læseprøve by Arnold Busck

9 788711 396933

BØRNEMAGT – Da verden gik under

Anders Morgenthaler er filminstruktør, børnebogsforfatter og illustrator. Børnemagt er hans første roman for børn, men han har adskillige billedbøger, højtlæsningsbøger og sågar en ABC bag sig.

AnderS Morgenthaler

orestil dig lige, at din skole lukkede, og at du bare var fri. Fri til at gøre det, du har allermest lyst til. Det lyder lidt som en drøm, ikke?! For vennerne Malthe, Joakim og Jakob bliver det virkelighed, da deres skole lukker. Det ganske land er i totalt kaos, og lærerne må finde andet arbejde. De voksne arbejder i døgndrift for at skaffe penge nok til mad. Børnene er overladt til sig selv. Det er fantastisk – som en evig sommerferie. Men friheden viser sig også at have en pris for børnene. Efterhånden som efteråret bliver til vinter, føler Malthe, Joakim og Jakob sig presset af nye problemer. Der opstår bandekrige i gaderne, og kampene børnene imellem eskalerer. Og Malthes og Joakims venskab bliver sat på en alvorlig prøve.

Anders Morgenthaler BØRNEMAGT – Da verden gik under Tekst og illustrationer: © 2013 Anders Morgenthaler og Forlaget Carlsen Redaktionel konsulent: Pernille Bønløkke Toustrup Grafisk tilrettelægning: Flemming Dupont Bagsidefoto: Anders Ladegaard Bogen er sat med Leitura News og Refrigerator Trykt 2013 i Livonia 1. udgave, 1. oplag ISBN 97-887-11-39693-3 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

113724_Børnemagt.indd 196

04/07/13 12.34

Da verden gik under Skre vet og tegnet af

A nde rS Morge n t h a l e r

113724_BĂ¸rnemagt.indd 5

04/07/13 12.34

Kapitel 1 Pres

113724_BĂ¸rnemagt.indd 6

04/07/13 12.34

ender du fornemmelsen af, at tiden går i stå, og alle lyde forsvinder? Du ved, det korte øjeblik, inden tiden atter går hurtigere, og alle farver bliver stærkere. Det tidsrum, hvor alle atomer smelter sammen, og man ikke længere kan se forskel på en sko og en arm. I det korte øjeblik forsvinder lyden tit. Det er først bagefter, man lægger mærke til det – og så er det ikke engang sikkert, man overhovedet gør det. Malthe gjorde. Han registrerede, at verden var blevet stille. Sveddråber piblede frem på hans pande og løb ned ad pelsen på hans lange hals. En blodåre stod frem med en tydelig puls. Alle muskler var spændt til bristepunktet. Så kom lydene rullende tilbage, langsomt, brusende. Først stemmerne, der sprang fra klinke til klinke på toilettet, derefter det rislende vand fra cisternen bag ham, så døren til toiletbåsen, der vippede fra side til side med en svag knirken. Til sidst kom alle de andre lyde væltende. Malthe stønnede langt og højt som en ko, der river sit yver gennem et brombærkrat. Det lød som smerte og glæde blandet sammen med ulvehyl. En sjælden lyd fra en giraf. Ja, lyden kom ud, men intet andet. Malthe sank sammen i udmattelse på toiletsædet. Han var helt død. Hans ben sov, hans røv sov, han kunne ikke mere. Han kunne ikke skide. ”Er du ok?” lød en bekymret stemme uden for toiletdøren. ”Kom der noget?” fortsatte stemmen. ”Det lød sådan!” Malthe rystede over hele kroppen. Der var tre dage siden, han sidst havde skidt, og han vidste, at pølserne lå inde i ham som æg i en høne. ”Nej, ingenting,” pustede han stille. ”Aj, det var ærgerligt,” sagde stemmen igen. ”Og du har prøvet svesker?”

113724_Børnemagt.indd 7

04/07/13 12.34

113724_BĂ¸rnemagt.indd 8

04/07/13 12.34

Malthe gad ikke snakke om det, men hans bedste ven, Joakim, havde taget det på sig at bekymre sig om Malthes afføringsproblemer. Det var nærmest blevet en hobby for ham. Malthe åbnede døren, mens han knappede bukserne. Joakim smilede nervøst lige et splitsekund for sent, akkurat som en bekymret mor, der gerne vil signalere, at alting nok skal blive godt. ”Måske i morgen,” sagde han opmuntrende og pustede lidt manke væk fra panden. Hans store, uskyldige gnuøjne skinnede omsorgsfuldt for Malthe og hans numsehul. ”Det er virkelig latterligt,” vrissede Malthe. ”Absurd latterligt,” gentog Joakim. Malthe gik hen til vasken og gned hænderne under det varme vand. ”Hvorfor vasker du egentligt hænder?” spurgte Joakim. Malthe kiggede overrasket på ham: ”Vane, tror jeg.” De gik tilbage mod klassen. Det lød som et torturkammer inde bag døren. Nogle elever skreg, mens andre grinede. Malthe vendte sig mod Joakim. ”Du siger ikke noget vel?” Malthe skævede håbefuldt til sin bedste ven. ”Jeg gider ikke have, at alle ved det.” Gnuen rystede på hovedet: ”Nope, ikke et ord.” Malthe åbnede lettet døren til klassen. Han gled gennem lokalet eller snarere infernoet med lange skridt. Alle eleverne var i gang med noget, der absolut ikke relaterede til noget, man under normale omstændigheder foretager sig i en skoleklasse. Lad os tage dem i klassen fra en ende af: Egernet Adam og ørkenrotten Storm sprang rundt i lokalet, mens de skreg. Ikke ord, nærmere primitive, vrængende lyde. Delvist fordi de kunne, men måske også fordi livet ville være alt for svært at forholde sig til, hvis de bare stod stille. Adam og Storms hyl lagde en grundtone af absolut kaos i rummet, som de andre elever kunne falde ind i. Det lød som et kor i junglen, hvor alle forsøger at nyde livet, men ved, at de kan dø hvert øjeblik.

113724_Børnemagt.indd 9

04/07/13 12.34

113724_BĂ¸rnemagt.indd 10

04/07/13 12.34

En lille kanin, Selma, forsøgte at følge efter dem, men efter 16 omgange rundt i klassen på under lige så mange sekunder, sparkede Selmas astma hende lige i ansigtet, og blå i hovedet måtte hun patte hårdt på sin inhalator. Den tunge gris, Victoria, skvattede over Selma med et vræl. Uheldigvis bar hun på en netop færdiggjort juledekoration, der fløj ud af hænderne på hende – det lod ikke til at genere Victoria, at det var august måned, og at hun var ret mange måneder foran alle andre, hvad angår jul. Victoria hang et øjeblik i luften og forsøgte at genvinde kontrollen over sin dekoration, men den var fortabt. I en flot bue svævende den igennem klassen og landede lige i nakken på Billy, en lille, hidsig sjakal. Han var ellers en af de få, der faktisk sad stille, men kun fordi han var i færd med at ridse en lang sætning i sit bord med en brødkniv fra kantinen. Da dekorationen ramte ham, snittede han det længste F, du nogen sinde har set.

113724_Børnemagt.indd 11

04/07/13 12.34

113724_BĂ¸rnemagt.indd 12

04/07/13 12.34

Billy snurrede lynhurtigt rundt, men før han nåede at sige noget, blev han væltet omkuld af Victorias tunge, lyserøde grisekrop. Billy hylede og skreg, og Victoria græd. Ikke fordi hun havde slået sig, men fordi hendes juledekoration var spredt rundt i hele klassen og nu lignede det, den var, nemlig skovaffald. Malthe og Joakim var så vant til larmen og uroen, at de ikke tog notits af den. De slog sig ned ved deres bord i ro og mag, imens skrald, tavlekridt og ørkenrotter fløj om ørene på dem. En eller anden havde lagt en foldet seddel på Malthes stol. Du er Gim! stod der med farvede bogstaver.

113724_Børnemagt.indd 13

04/07/13 12.34

”Og du kan ikke stave,” sagde Malthe højt uden at se op. ”Luk arret,” brummede en dyb stemme, mens næsehornet rev sedlen ud af hænderne på ham og nærsynet studerede sin egen besked. ”Du mangler et ’r’, Jakob,” sagde Malthe roligt. ”Nederen,” brummede næsehornet. ”Du skal nok få styr på det,” sagde Joakim opmuntrende. Næsehornet så opgivende på ham. ”Det håber jeg,” nikkede det store, grå ansigt. ”Jeg kan godt stave,” peb en lille stemme ved siden af Jakob. Næsehornet vendte det hvide ud af øjnene og vrængede: ”Godt for dig, Emma!” ”Hov, hov, I skal tale pænt til hinanden,” svarede Emmas mor. Emma var en pungrotte, som sad i sin mors lomme ved siden af Jakob. Ingen vidste, hvad Emmas mor hed, kun at hun mente, at Emma var så skrøbelig og fin, at hun var nødt til at blive siddende i sin mors pung et par år endnu. Det er sådan et mor-datter forhold, der godt kan give lidt problemer, når man bliver ældre. Der lød nu en lav hulken fra bordet foran Malthe. ”Hvad er der nu, Gudrun?” sukkede Malthe og Joakim i kor. Myreslugeren Gudrun vendte sig om. Hun holdt en blokfløjte for enden af sin lange snude. Der løb tårer ned ad hendes stride pels under de sørgmodige, sorte øjne. ”Mi unge idd ast,” stammede hun. Hverken Malthe eller Joakim fattede et ord af, hvad den grædende myresluger forsøgte at fortælle dem. ”Jeg forstår ikke, hvad du siger, Gudrun,” sukkede Malthe og kiggede først spørgende på Jakob, der rystede på hovedet, og derefter på Emma i pungen, som heller ikke forstod myreslugeren. Til sidst så han hen på Emmas mor for at få hjælp med oversættelsen. ”Du skal ikke kigge på mig, søde ven,” sagde hun med en stemme, der kunne skære et mindre dyr over. ”Jeg er ikke ansat af skolen til at løse elevernes problemer.”

113724_Børnemagt.indd 14

04/07/13 12.34

Næsehornet bøvsede hånligt. Han hadede at sidde ved siden af den sure pungrotte. Malthe opgav også at få hjælp fra det, man skulle mene, var en voksen. ”Prøv igen, Gudrun,” sagde han pædagogisk til den nu næsten opløste myresluger. ”A R UDE PÅ UNGEN!” spruttede hun i panik. ”Aha, jeg ser det!” sagde Joakim glad. Han rakte hen over bordet og greb forsigtigt om Gudruns fløjte, hvor spidsen af myreslugerens tunge stak ud forneden. Med blide bevægelser trak Joakim i tungespidsen.

113724_Børnemagt.indd 15

04/07/13 12.34

”AAAAA,” hulkede Gudrun. ”Rolig, rolig,” trøstede Joakim. Så trak han lidt mere i den fine tunge, og ud af fløjtens åbning kom en lille, lyserød tungeknude til syne. Malthe tog fat om blokfløjten, så Joakim kunne løse knuden op med begge hænder. Gudrun græd stille og tappert. ”Sådan!” triumferede Joakim. Han slap tungen, som hurtigt gled op igennem fløjten og tilbage i sikkerhed i Gudruns snabel. “Tak,” mumlede hun spagt. ”No problem,” svarede Joakim og blinkede kærligt med sine store øjne. Her skal vi lige huske på, at han og Gudrun havde været kærester i to dage før sommerferien, men efter seks uger på Mallorca var Gudrun kommet tilbage med den triste, men dog modne melding, at hun desværre måtte slå op med Joakim. Hun bad Joakim vente, til hun var blevet voksen, før de kunne forsøge igen. Joakim modtog denne besked som en mand, og samme dag brændte han hvert eneste af de 41 kærestebreve, som han troligt havde skrevet hver dag i sommerferien og gemt i en natbordsskuffe, mens han ventede på, at Gudrun kom tilbage. Malthe havde set bålet fra sit vindue, men han vidste, at vennen havde brug for at være alene den dag. Midt i hele dette ragnarok fik Malthe pludselig øje på træskonæbbet Peter, deres lærer. Han havde været der hele tiden, men det var de færreste, der havde lagt mærke til det. Malthe koncentrerede sig et øjeblik og kom frem til, at de havde matematik, og at træskonæbbet var ved at lære dem en slags tabel. Kun den kønne ugle, Viola med de sorte briller, og dovendyret Hektor, som sad helt oppe foran, lod til følge med i undervisningen. Malthe var blevet så vant til det totale kaos, at han åbenbart var gået på toilettet midt i matematiktimen, uden at hverken læreren, de andre elever eller han selv havde bemærket det. ”Hør lige efter ... ” forsøgte træskonæbbet igen og igen. ”Billy, hold op med at lege med Victoria,” afbrød han sig selv.

113724_Børnemagt.indd 16

04/07/13 12.34

”Vi leger sgu da ikke,” peb Billy, der stadig lå under Victoria. ”Den fede gris tacklede mig. Det er ikke min skyld!” ”Sæt jer ned, Storm og Adam,” fortsatte træskonæbbet, uden at det havde den mindste effekt på de to evigt flygtende gnavere, der stadig fes frem og tilbage mellem væggene i klasselokalet. ”Vågn lige op, Emma,” fortsatte læreren. Indimellem kunne man høre pungrotten snorke i sin mors lomme. ”Hun har brug for de her små pauser,” hvæsede moren. ”Det troede jeg, vi havde aftalt!” Træskonæbbet lavede en undskyldende trækning med munden. Han forsøgte endnu en gang at forklare tabellen for eleverne. Til sidst tav han og gloede tomt ud over klassen. Han lignede en soldat med granatchok på en tabt slagmark. Joakim rejste sig fra sin plads. Han gik op til træskonæbbet. “Jeg har lavet alle stykkerne i matematikbogen, og jeg skulle spørge fra min far, om jeg kan få en ny?” Læreren kiggede på gnuen med de smukke øjne. I det øjeblik lignede han en, der ikke forstod dansk. Han missede med øjnene, og en trækning gennemrystede den lyserøde hud under det store, slidte næb. “Jeg ville høre om den bog der ...” kvækkede Joakim, der begyndte at synes, situationen var pinlig. “Bog ... en ny bog?” spurgte træskonæbbet. Joakim slog op på sidste side i sin matematikbog for at vise, at han var færdig med den. Træskonæbbet vendte tilbage fra sit granatchok. “Du må altså ikke arbejde forud, Joakim, for så går der rod i hele systemet,“ hviskede han helt stille. Joakim vred sig. “Men det er min far, der siger, jeg skal.” Læreren kiggede opgivende op i loftet. “Aj, det kan jeg sgu ikke arbejde med. De andre er på side 14, og du er færdig ... “ Hans toneleje var steget ganske lidt. Så blandede sjakalen Billy sig. Han klaskede sin matematikbog

113724_Børnemagt.indd 17

04/07/13 12.34

oven på Joakims. “Han kan lave min færdig. Jeg fatter alligevel ikke en meter af det.” Billy vendte sig grinende omkring og skubbede til Victoria, der netop havde fået samlet sin dekoration. Hun mistede balancen og bankede ned i Gudruns bord, og alle myreslugerens bøger fløj op i luften. Hendes matematikbog landede oven på Billys, der allerede lå oven på Joakims. Og, som om det nu var et faktum, at Joakim skulle lave alle matematikbøgerne, lagde alle de andre elever også deres matematikbøger oven på Billys. Alle, på nær egernet Adam. Han lagde sin madpakke. Han havde nemlig smidt sin matematikbog på sin mors kompostbunke, da han havde fået at vide, at papir kan genbruges, så det bedste Adam kunne byde ind med, var fire rundtenommer med pølse og rygeost. “Sådan, Joakim,” sagde træskonæbbet lettet, “så har du lidt at tage dig til. Sig til din far, at der er styr på sagerne.” Joakim så ud, som om nogen havde trukket bukserne ned på ham og stukket et kanonslag op i hans anus. I det samme ringede det til frikvarter, og træskonæbbet forsvandt ud ad døren, inden klokken var færdig med at ringe. Malthe slog grinede Joakim på skulderen: “Min lille stræberven, den var du selv ude om.” Så hjalp han Joakim med at bære de 20 matematikbøger ud af klassen, mens de delte Adams madpakke. ”Min far slår mig ihjel. Han truer med at sende mig på kostskole, hvis det fortsætter sådan her,” sukkede gnuen. ”Glem det. Din far er sgu aldrig hjemme. Han får aldrig tid til at udfylde alle de formularer og andet lort, der skal bruges, når man skal på kostskole. Tænk, jeg tror ikke engang, han ved, hvor gammel du er,” sagde Malte. Joakim stirrede ud i luften og svarede ikke. De luntede ned ad gangen, videre til endnu en time og resten af deres skoledag, formentlig uden afføring eller indlæring, som sædvanligt.

113724_Børnemagt.indd 18

04/07/13 12.34

113724_BĂ¸rnemagt.indd 19

04/07/13 12.34

9 788711 396933

BØRNEMAGT – Da verden gik under

AnderS Morgenthaler