100mm
153mm
35mm
BARE SAMMEN: “Forfatteren har skabt en helstøbt, vidunderligt livsbekræftende og underholdende roman om livets grumhed.” – LITTERATURSIDEN
”På én gang enkelt og raffineret drejer hun en nærende sprød fortælling om kærligheden, der overvinder alt.”
Fire menneskers liv flettes
– POLITIKEN
og deres tilværelse bliver
JEG VILLE ØNSKE DER VAR ÉN DER VENTEDE PÅ MIG ET ELLER ANDET STED:
aldrig den samme igen.
tilfældigt ind i hinanden,
forskellige personer, der imod alle odds ender med at bo sammen i
JEG HAR ELSKET:
ved Eiffeltårnet. Af økonomiske årsager er han nødt til at have
”Et lille mesterværk om de nære ting i livet, kærligheden, lykken og ikke mindst ulykken … Hendes bøger står sært lysende i det litterære landskab.”
en bofælle; Franck, en rapkæftet, lettere arrig kok, der bruger sin
– INFORMATION
talentfuld kunstner, der arbejder som rengøringskone. Da Camille
LYKKEN ER EN SJÆLDEN FUGL:
har allermest brug for hjælp, får Philibert hende installeret i den
”Anna Gavalda er så fransk som nogen eller noget. Elegant og erotisk, raffineret og stilsikker. Og helt, helt sin egen … Det er det smukkest beskrevne kærlighedsmøde mellem to voksne, jeg nogensinde har læst.” – NORDJYSKE
store lejlighed, og det bliver starten på et ualmindeligt venskab.
BARE SAMMEN er den hjertevarme historie om fire meget et unikt fællesskab. Philibert er adelig postkortsælger, en smule sær, og bor i en kæmpe herskabslejlighed i Champ-de-Mars-kvarteret
ugentlige fridag på at besøge sin gamle bedstemor, Paulette. I samme ejendom, helt oppe under taget, bor Camille – en
ISBN 978-87-11-33153-8
100mm
FOTO / M. HEINRY
ANNA GAVALDA (f. 1970) debuterede i 1999 med novellesamlingen Jeg ville ønske, der var en, der ventede på mig et eller andet sted, som hun fik stor litterær anerkendelse for. Hun har siden udgivet i alt otte bøger, som er oversat til mere end 30 sprog. Gavaldas store gennembrudsroman Bare sammen har solgt over en million eksemplarer alene i Frankrig og er filmatiseret af Claude Berri. Anna Gavalda bor i Seine-et-Marne med sine to børn.
9 788711 331538 W W W. L I N D H A R DTO G R I N G H O F. D K
ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF OMSLAG / MIKKEL HENSSEL
226m
”Anna Gavaldas portrætter af moderne franskmænd byder på både stille katastrofer og spillende underfundighed … Gavalda kan nemlig skrive, så det synger, og hendes historier lyser klart længe efter, at man har lukket øjnene.” – WEEKENDAVISEN
Anna Gavalda Bare sammen
Anmelderne om Anna Gavalda
153mm
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 3
Anna Gavalda
Bare sammen P책 dansk ved Frants Iver Gundelach
LINDHARDT OG RINGHOF
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 4
Bare sammen er oversat fra fransk efter Ensemble, c’est tout Copyright © Le Dilettante, Paris, 2004 All rights reserved Dansk copyright © 2014 Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: Mikkel Henssel Grafisk tilrettelæggelse og sats: John Ovesen/Baghus Trykt hos Livonia Print, 2014 ISBN 978-87-11-33153-8 4. udgave, 1. oplag 2014
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 8
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 9
1
Paulette Lestafier var slet ikke så skør som man sagde. Selvfølgelig kunne hun kende forskel på dagene, andet havde hun jo efterhånden ikke at tage sig til. Tælle dem, vente på dem, glemme dem. Hun vidste udmærket at det var onsdag i dag. I øvrigt var hun parat! Hun havde taget sin frakke på, havde fundet kurven frem, havde samlet sine tilbudskuponer. Hun havde endda hørt Yvonnes bil i det fjerne ... Nu var der så bare det at hendes kat stod foran døren, den var sulten, og det var da hun havde bøjet sig ned for at stille skålen at hun var faldet og havde knaldet hovedet ned i det nederste trappetrin. Paulette Lestafier faldt jævnligt, men det var hendes hemmelighed. Ingen måtte få det at vide, ingen overhovedet. “Ingen overhovedet, forstår du,” truede hun tavst sig selv. ”Hverken Yvonne eller lægen, og da slet ikke knægten ...” Man måtte rejse sig langsomt, vente på at genstandene blev normale igen, gnide sig med lidt Synthol og skjule de dér forbandede blå mærker. Paulettes blå mærker var aldrig blå. De var gule, grønne eller lilla, og de var synlige på hendes krop i lang tid. I al for lang tid. Nogle gange i flere måneder ... Det var svært at skjule dem. Velmenende mennesker spurgte indimellem hvorfor hun altid klædte sig som om det var midt om vinteren, hvorfor hun altid havde strømper på og aldrig tog sin vest af. Det var især knægten der plagede hende med det:
9
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 10
– Hvad så, Bedste? Hvad er alt det der for noget? Tag dog noget af det der af, du får jo hedeslag! Nej, Paulette Lestafier var overhovedet ikke skør. Hun vidste kun alt for godt at hendes kæmpemæssige blå mærker, der aldrig forsvandt, en skønne dag ville volde hende problemer ... Hun vidste udmærket hvad der skete med nytteløse gamle kvinder som hende. Dem der lader kvikgræsset brede sig i køkkenhaven og må støtte sig til møblerne for ikke at falde. Dem der ikke længere kan træde en nål og som ikke længere kan finde ud af at skrue op for lyden på fjernsynet. Dem der forsøger sig med alle knapperne på fjernbetjeningen og grædende af afmagt ender med at slukke for apparatet. Bittesmå, forbitrede tårer. Med hovedet i hænderne foran det slukkede fjernsyn. Men hvad så? Slet ikke noget? Ingen lyde længere overhovedet i hele huset? Ingen stemmer mere? Aldrig mere? Bare fordi man har glemt farven på knappen? Knægten havde da ellers sat små farvede mærkater på ... Han havde klæbet dem på, ikke? En for kanalerne, en for lyden, en for afbryderknappen! Kom nu, Paulette! Hold nu op med at græde og se på mærkaterne! Gider I godt at holde op med at råbe af mig ... Mærkaterne er røget af for længst ... De røg af næsten med det samme ... Jeg har nu i flere måneder ledt efter knappen, jeg kan ikke høre noget, jeg ser kun billederne og hører en ganske svag mumlen ... Lad være med at råbe sådan op, jeg bliver bare døv oven i købet ...
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 11
2
– Paulette? Paulette, er De der? Yvonne knurrede. Hun frøs, trak sjalet tættere om sig og knurrede igen. Hun brød sig ikke om at komme for sent i supermarkedet. Slet ikke. Hun gik tilbage til bilen med et suk, slukkede for motoren og tog sin hue. Paulette måtte være ude i haven. Paulette var altid ude i haven. Siddende på bænk ved siden af de tomme kaninbure. Hun sad der i timevis, måske fra morgen til aften, rank, ubevægelig, tålmodig, med hænderne hvilende på knæene og et tomt blik. Paulette talte med sig selv, anråbte de døde og tryglede de levende. Talte til blomsterne, salathovederne, musvitterne og sin skygge. Paulette var i færd med at gå fra snøvsen og kunne ikke længere holde styr på dagene. I dag var det onsdag, og onsdag var indkøbsdag. Yvonne, der hver uge i mere end ti år var kommet for at tage hende med, løftede havelågens slå med en jamren: ”Sikken en ulykke ...” En ulykke at blive gammel, en ulykke at være så ensom og en ulykke at ankomme sent til supermarkedet hvor der ikke længere ville være nogen ledige indkøbsvogne ved kasseapparaterne ...’ Men nej. Der var ikke nogen i haven. Fruentimmeret begyndte at blive bekymret. Hun gik om til bagsiden af huset og skærmede med hænderne for at kigge ind gennem vinduet og tage bestik af stilheden. 11
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 12
“Du gode Gud!” udbrød hun, da hun fik øje på venindens krop som lå udstrakt på køkkenets flisegulv. Den gode dame blev så rystet at hun lidt lemfældigt slog korsets tegn for sig, forvekslede Sønnen med Helligånden, lidt banden blev det også til, og gik så ud i skuret for at hente et redskab. Hun slog ruden i stykker med et hakkejern og klatrede med en vældig anstrengelse op i vindueskarmen. Hun havde svært ved at komme gennem rummet, lægge sig på knæ og løfte den gamle dames hoved – som lå i en lyserød pøl hvor mælk og blod allerede var flydt sammen – op. – Hallo! Paulette! Er De død? Er De død? Katten spandt mens den slikkede gulvet; den bekymrede sig ikke om dramaet, god takt og tone og glasskårene rundt omkring.
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 13
3
Yvonne var ikke meget for det, men ambulancefolkene havde bedt hende om at stige op i vognen sammen med dem for at få styr på de praktiske detaljer og indlæggelsesformaliteterne på hospitalet: – Kender De hende, hende damen? Hun var blevet forarget: – Ja, det skulle jeg da nok mene! Vi gik i samme kommuneskole! – Nå, men stig så lige herop. – Hvad med min bil? – Den forsvinder ingen steder hen! Vi skal nok køre Dem tilbage bagefter ... – Ja, ja da ..., sagde hun opgivende, – så må jeg gå på indkøb senere ... Der var ret ubekvemt oppe i ambulancen. Hun havde fået anvist et lillebitte sæde ved siden af båren, som det nogenlunde var lykkedes hende at klemme sig ned i. Hun klamrede sig til sin håndtaske og var ved at falde ned ved hvert eneste sving. En ung mand var sammen med hende. Han skældte ud fordi han ikke kunne finde nogen vene i patientens arm og Yvonne brød sig ikke om den slags manerer: – Lad være med at råbe sådan op, brummede hun, – lad være med at råbe ... Hvad er det egentlig De vil gøre ved hende? – Lægge hende i drop. – Lægge hende i hvad for noget? På den unge mands blik forstod hun at hun hellere måtte dæmpe sig lidt, så hun fortsatte sin lille monolog for sig selv: ”Vil du bare lige se der, hvordan han bakser rundt med hendes arm, jamen vil du bare 13
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 14
lige se der ... Sikken en redelighed! ... Jeg foretrækker ikke at se det ... Hellige Jomfru Maria! ... Hov! Det dér gør jo ondt på hende!” Han stod og skruede på en lille ventil på slangen. Yvonne talte boblerne og bad på lykke og fromme. Sirenens tuden forhindrede hende i at koncentrere sig. Hun havde taget venindens hånd i skødet og glattede den mekanisk som var det sømmet på hendes nederdel. Sorgen og frygten gjorde det svært for hende at være mere øm ... Yvonne Carminot sukkede idet hun betragtede rynkerne, den hårde hud, de stedvist mørke pletter, neglene som stadig var fine, men hårde, snavsede og revnede. Hun havde lagt sin hånd ved siden af for at sammenligne. Hun var ganske vist yngre, og også mere trind, men hun havde først og fremmest haft færre sorger i denne verden. Hun havde ikke skullet arbejde så hårdt og hun havde fået flere kærtegn ... Hun var for længst holdt op med at knokle rundt ude i haven ... Hendes mand fortsatte med kartoflerne, men hvad resten angik, så var det meget bedre i Inter-supermarkedet. Grøntsagerne var rene og hun behøvede ikke længere rense salathovederne for skovsnegle ... Og hun havde sin familie: sin Gilbert, sin Nathalie og de små piger hun kunne pusle om ... Men Paulette, hvad havde hun tilbage? Ingenting. Ikke noget der var noget værd. En død ægtefælle, en tøjte af en datter og et barnebarn der aldrig besøgte hende. Så mange bekymringer, så mange minder – som en rosenkrans af små ulykker ... Yvonne Carminot var tankefuld: Det var altså det, et liv? Mere vejede det ikke? Så utaknemmeligt? Og så hende Paulette ... Sikke dog en smuk kvinde! Og så god af sig! Som hun dog strålede førhen ... Men hvad så? Hvor var det dog blevet af alt sammen? I samme øjeblik begyndte den gamle dames læber at bevæge sig. I ét nu skubbede Yvonne dette filosofiske sammensurium der belemrede hende, fra sig: – Paulette, det er Yvonne. Alt er i den skønneste orden, Paulette ... Jeg 14
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 15
var kommet for at tage på indkøb, og ... – Er jeg død? Var det det? Nu er jeg død?, hviskede hun. – Nej, nej, overhovedet ikke, Paulette, overhovedet ikke. Selvfølgelig er De ikke død! – Åh, sagde hun og lukkede øjnene igen. – Åh ... Dette ”åh” var forfærdeligt. En lille, skuffet stavelse, modløs og allerede opgivende. Åh, så jeg er altså ikke død ... Åh, jamen i så fald ... Åh, så kan det også være det samme ... Åh, det må I meget undskylde ... Yvonne delte ikke den opfattelse: – Nej, hør nu her! Det gælder om at leve, søde Paulette! Det gælder om at leve, ikke også! Den gamle dame rystede på hovedet, fra højre til venstre. Næsten umærkeligt og meget langsomt. En antydning af beklagelse, sørgmodig og stædig. Et lillebitte oprør. Måske det første ... Så blev der stille. Yvonne anede ikke hvad hun ellers kunne sige. Hun pudsede næse og tog atter venindens hånd i sin, mere forsigtigt. – De har tænkt sig at sende mig på plejehjem, ikke? Det gav et sæt i Yvonne. – Nej da, selvfølgelig vil de ikke sende Dem på plejehjem! Nej, da. Hvorfor siger De det? De vil behandle Dem, ikke andet. De er hjemme igen om få dage. – Jeg ved godt at det ikke er sandt ... – Hvad? Nej, hør nu lige her! Hvad er nu det for noget? Og hvorfor dog det, søde ven? Ambulancemanden gjorde et tegn med hånden for at få hende til at dæmpe sig. – Hvad med min kat? – Jeg skal nok tage mig af Deres kat ... De skal ikke være bekymret. 15
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 16
– Og min Franck? – Vi skal nok ringe til Deres barnebarn, vi ringer til ham lige straks. Jeg skal nok tage mig af det. – Jeg kan ikke finde hans telefonnummer, jeg har vist forlagt det ... – Jeg skal nok finde det! – Men De må helst ikke forstyrre ham ... Han arbejder meget hårdt, som De ved ... – Ja, Paulette, det ved jeg godt. Jeg lægger en besked til ham. De ved hvordan det er nu om dage ... Ungerne har alle mobiltelefoner ... Det forstyrrer dem ikke ... – De kan sige til ham at jeg ... at jeg ... at ... Den gamle dame var ved at kvæles. Idet ambulancen begyndte at køre op ad hospitalsrampen, mumlede Paulette Lestafier hulkende: ”Min have ... Mit hus ... Vær sød at køre mig tilbage til mit hus ...” Yvonne og den unge ambulancemand havde allerede rejst sig.
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 17
4
– Hvornår har De sidst haft menstruation? Hun stod allerede bag skærmen i færd med at kæmpe med buksebenene på sine jeans. Hun sukkede. Hun vidste at han ville spørge hende om det. Vidste det. Hun havde ellers taget sine forholdsregler ... Hun havde sat håret op med en tung sølvspænde, hun var trådt op på den forbandede vægt med knyttede hænder, idet hun forsøgte at trykke sig så meget sammen som muligt. Hun havde endda forsøgt at hoppe ganske lidt for at flytte pilen ... Men det havde ikke været nok og nu skulle hun så have sin lille moralske opsang ... Hun havde set det på hans øjenbryn lidt tidligere, da han havde følt på hendes mellemgulv. Hendes ribben, hendes udstående hofter, de latterlige bryster og de tynde lår, alt dette generede ham. Hun spændte roligt bæltet. Denne gang behøvede hun ikke at frygte noget. Det var firmaets helbredsundersøgelse, ikke skolelægen. Lidt uforpligtende småsnak, og så ville hun være ude igen. – Nå? Nu sad hun overfor ham og smilede. Det var hendes absolutte våben, hendes hemmelige stød, hendes lille fjertingest. At smile til en samtalepartner som bringer én i forlegenhed, der findes ikke nogen bedre måde at skifte emne på. Desværre kendte fyren det der lille fif ... Med albuerne hvilende på bordet og foldede hænder sendte han hende et afvæbnende smil retur. Nu var hun nødt til at svare. Det burde hun i øvrigt have kunnet forudse, han 17
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 18
var ret sød, og hun havde ikke kunnet lade være med at lukke øjnene da han havde lagt hænderne på hendes mave ... – Nå? Og ingen løgne, vel? Ellers vil jeg hellere have at De lader være med at svare. – Det er længe siden ... – Det siger sig selv, sagde han med en lille grimasse, – det siger sig selv ... Otteogfyrre kilo for en meter og treoghalvfjerds, i det tempo forsvinder De snart helt bare De vender siden til ... – Siden til hvad?, spurgte hun troskyldigt. – Øh ... siden til den der ser på Dem ... – Nå, på den måde! Undskyld, jeg kendte ikke det udtryk ... Han skulle til at svare noget, men gjorde det så alligevel ikke. Med et suk bøjede han sig ned for at tage en recept inden han igen kiggede hende i øjnene. – Spiser De ikke? – Selvfølgelig spiser jeg! Hun følte sig pludselig meget mat. Hun var led og ked af alle de diskussioner om hendes vægt, dødtræt af det. Hun havde fået smidt det i hovedet i snart syvogtyve år. Kunne man ikke tale om noget andet? For fanden, hun var her da! Hun var i live! Helt levende! Lige så aktiv som alle andre. Lige så munter, trist, modig, følsom og forstemmende som enhver anden ung pige. Der var et menneske derinde! Et menneske ... Kunne man dog for Guds skyld ikke tale om noget andet med hende i dag? – De er vel enig med mig, ikke sandt? Otteogfyrre kilo, det er ikke ligefrem at være overvægtig ... – Nej, samtykkede hun opgivende, – nej ... Jeg er enig ... Det er længe siden min vægt har været så langt nede ... Jeg ... – De ...? – Nej, ikke noget. – Bare sig det. 18
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 19
– Jeg ... Jeg vil tro at jeg nok har kendt heldigere tider ... Han reagerede ikke. – Udfylder De formularen? – Ja, ja, nu skal jeg gøre det, sagde han og rystede sig, – øh ... Hvad er det nu firmaet hedder? – Hvilket firma? – Det her, det hvor vi er nu, altså Deres ... – Tooclean. – Undskyld? – Tooclean. – Stort T u-k-l-i-n, stavede han. – Nej, c-l-e-a-n, rettede hun ham. – Jeg ved det, det er ikke særlig logisk, det havde været bedre med ”Totalren”, men det er nok fordi de godt kunne lide det der amerikanske præg, ikke ... Det virker mere professionelt, mere ... vånnerfuld drim tim ... Han fangede den ikke. – Hvad er det egentlig? – Undskyld? – Det her firma? Hun lænede sig tilbage og strakte armene frem for sig, mens hun med stewardessestemme, gravalvorligt, beskrev forholdene ved sit nye arbejde: – Tooclean, mine damer og herrer, er svaret på ethvert ønske om rengøring De måtte have. Private, erhverv, kontorer, foreninger, forretninger, bureauer, hospitaler, boliger, ejendomme eller værksteder, Tooclean er der for at yde Dem fuld tilfredshed. Tooclean rydder op, Tooclean gør rent, Tooclean fejer, Tooclean støvsuger, Tooclean polerer, Tooclean pudser, Tooclean desinficerer, Tooclean får det til at skinne, Tooclean gør det smukkere, Tooclean sanerer, Tooclean fjerner lugtgener. Arbejdstider efter Deres ønsker. Smidighed. Diskretion. Omhyggeligt arbejde og konkurrencedygtige priser. Tooclean, professionel rengøring for enhver smag!
19
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 20
Hun havde liret denne bemærkelsesværdige remse af sig i ét træk, uden at trække vejret. Hendes lille franske doktormand var helt paf: – Et det en spøg? – Nej, da. I øvrigt kommer De til at se dream teamet, det sidder lige bag døren ... – Hvad er det egentlig De laver? – Det har jeg jo lige fortalt Dem. – Nej, Dem ... Dem! – Mig? Jamen, øh, jeg rydder op, gør rent, fejer, støvsuger, polerer og hele molevitten. – Er De rengøringsk... ? – Tsst ... Jeg foretrækker overfladetekniker ... Han anede ikke sine levende råd. – Hvorfor laver De det? Hun spilede øjnene op. – Nej, forstå mig ret, hvorfor ”det”? Hvorfor ikke noget andet? – Hvorfor ikke? – Har De ikke lyst til at lave noget mere ... øh ... – Berigende? – Ja. – Nej. Sådan var han blevet siddende et stykke tid endnu, med hævet blyant og halvåben mund; så kiggede han på sit armbåndsur for at se datoen og spurgte hende, uden at se op: – Navn? – Fauque. – Fornavn? – Camille. – Fødselsdato? – 17. februar 1977. – Værsgo, mademoiselle Fauque, De er arbejdsduelig. – Strålende. Hvad skylder jeg? – Ikke noget, det er ... øh ... Det er Tooclean der betaler. 20
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 21
– Ååh, Tooclean, gentog hun idet hun rejste sig og gjorde en stor teatralsk gestus, – så er jeg jo egnet til at rengøre lokummer, hvor herligt! Han ledsagede hende hen til døren. Han smilede ikke længere; ansigtet var atter en maske af samvittighedsfuld alvor. Samtidig med at han trykkede dørhåndtaget ned, rakte han hende hånden: – Nogle kilo til, måske? Bare for at glæde mig ... Hun rystede på hovedet. Den slags kneb virkede ikke med hende. Afpresning og gode hensigter, dem havde hun fået nok af. – Lad os se hvad der sker, fik hun sagt. – Lad os se ... Samia kom ind efter hende. Hun gik ned ad lastbilens trappe mens hun ledte efter en cigaret i sine lommer. Den tykke Mamadou og Carine sad på en bænk, i færd med at kommentere de forbipasserende og brokke sig fordi de gerne snart ville hjem. – Nå, hva’ så?, udbrød Mamadou med et grin, – hvad havde du gang i derinde? Jeg skal nå mit regionaltog! Lavede han heksekunster på dig, eller hvad? Camille satte sig på jorden og smilede til hende. Ikke den samme slags smil. Et gennemsigtigt smil, denne gang. Mamadou, hun spillede ikke klog-klogere med hende, det var hun for stærk til... – Er han okay?, spurgte Carine, idet hun spyttede en stump negl ud. – Helt fin. – Ha, jeg vidste det!, triumferede Mamadou, – det anede mig! Er det ikke osse rigtigt at jeg sagde det til dig og Sylvie, at hun var splitternøgen derinde! – Han beder dig om at træde op på vægten ... – Hva’! Mig?, udbrød Mamadou. – Mig? Tror han at han får mig 21
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 22
op på vægten? Mamadou, der lavt anslået vejede omkring hundrede kilo, slog sig på lårene. – Aldrig i livet! Hvis jeg kommer op på den tingest, maser jeg den, og ham med! Og hvad ellers? – Han giver dig nogle indsprøjtninger, indskød Carine. – Hvaffor nogen indsprøjtninger? – Nej, nej, sagde Camille beroligende, – nej, han vil bare lytte til dit hjerte og dine lunger ... – Det er okay ... – Han mærker også på din mave ... – Nej, hør nu her, sagde hun gnavent, – hør nu lige her, dér kan han godt tro om. Hvis han så meget som rører ved min mave, æder jeg ham rå ... Små hvide doktormænd smager ret godt ... Hun overdrev sin accent og gned sig på maven. – Åh ja, det er dejlig mam-mam ... Det er mine forfædre som har fortalt mig det. Med maniok og hønekamme ... Mmm ... – Hvad med hende Bredart, hvad vil han gøre ved hende? “Hende Bredart”, hvis fornavn var Josy, var deres kælling, deres mær, deres lede sæk og deres alles prygelknabe. Som en biting var hun også deres chef. Deres ”Rengøringsleder” som det tydeligt stod at læse på hendes badge. Bredart-kvinden forpestede deres tilværelse, ganske vist indenfor de muligheder hun rådede over, men det var allerede anstrengende nok ... – Ikke noget. Når han finder ud af hvordan hun lugter, beder han hende straks om at klæde sig på igen. Carine havde ikke uret. Ud over de mange ovenfor nævnte fortrin, havde Josy Bredart tilbøjelighed til at svede meget. Så blev det Carines tur; Mamadou tog en stak papirer op af sin stråkurv og lagde dem i Camilles skød. Camille havde lovet hende at kigge på dem og hun forsøgte nu at få hoved og hale på denne rodsammen. – Hvad er det her? 22
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 23
– Det er børnetilskuddene! – Jamen, hvad er alle de her navne for noget? – Det er da min familie! – Hvad for en familie? – Hvad for en familie, hvad for en familie! Min familie, selvfølgelig! Så brug dog indersiden af hovedet, Camille! – Alle de her navne, er det din familie? – Alle, bekræftede Mamadou stolt. – Jamen, sig mig, hvor mange unger har du? – Jeg har fem og min bror, han har fire ... – Jamen, hvorfor står de alle sammen her ... – Hvor, her? – Øh ... på papiret. – Det er nemmere fordi min bror og min svigerinde, de bor sammen med os, og i og med vi har den samme postkasse ... – Hør lige her, den går altså ikke ... De skriver at det kan I ikke ... At du ikke kan have ni børn ... – Og hvorfor skulle jeg ikke kunne det?, udbrød hun forarget, – min mor fik da tolv! – Hov, lad nu være med at gå i selvsving, Mamadou, jeg fortæller dig jo bare hvad der står her. De beder dig om at forklare dine familieforhold og at møde op med din familieattest. – Hvorfor det? – Jeg tror ikke at jeres fidus er helt lovlig ... Jeg tror ikke at du og din bror bare kan samle alle børnene på den samme ansøgning ... – Jo, men min bror, han har jo ikke noget! – Har han et arbejde? – Selvfølgelig har han det! Han er ved motorvejsvæsenet!! – Hvad med din svigerinde? Mamadou rynkede på næsen. – Hende, hun laver ikke en dyt! Ikke en dyt, siger jeg dig. Hun flytter sig ikke, den dovne mokke, hun letter aldrig sin store røv!
23
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 24
Camille smilede indeni, hun havde svært ved at forestille sig hvad der i Mamadous øjne kunne gøre sig fortjent til betegnelsen ”stor røv” ... – Har de begge opholds- og arbejdstilladelser? – Ja da! – Jamen, så kan de da bare indsende deres egen ansøgning ... – Jo, men min svigerinde, hun vil ikke opsøge de sociale myndigheder, og min bror, han arbejder om natten og sover om dagen, så ... – Jaså. Hvor mange børn får du egentlig børnepenge for lige i øjeblikket? – Fire. – Fire? – Det er det jeg har prøvet at fortælle dig lige fra starten, men du er ligesom de andre hvide, du har altid ret og du lytter aldrig! Camille sukkede, en smule irriteret. – Problemet som jeg ville fortælle dig om er at de har glemt min Sissi ... – Minsissi er nummer hvad? – Hun er ikke et nummer, dit fjols!, udbrød den tykke kvinde ophidset, – det er den sidste! Den lille Sissi ... – Nå, Sissi! – Ja. – Og hvorfor tæller hun ikke med? – Sig mig, Camille, gør du det med vilje eller hvad? Det er jo det jeg har spurgt om hele tiden! Hun anede ikke hvad hun skulle svare ... – Det bedste ville være at tage hen på socialkontoret sammen med din bror eller din svigerinde og alle papirerne, og forklare tingene for damen ... – Hvorfor siger du ”damen”? Hvad for en dame? – Det er lige meget, bare en af dem!, udbrød Camille hidsigt. – Nå ja, okay da, lad nu være med at hidse dig sådan op. Jeg spurgte bare fordi jeg troede at du kendte hende ... 24
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 25
– Mamadou, jeg kender ingen på socialkontoret, jeg har aldrig nogensinde sat mine ben der, forstår du? Hun gav hende hendes rodsammen tilbage; der var også reklamer, billeder af biler og telefonregninger med i bunken. Hun hørte hende småknurre: ”Hun sagde damen så jeg spørger hende hvad for en dame det er da ret normalt for der er jo også mænd og hvordan kan hun så vide når hun aldrig har været der om der er damer? Der er da også mænd ... Er hun fru Ved-alt eller hvad? – Sig mig er du sur, eller hvad? – Nej, jeg er ikke sur. Du siger bare at du nok skal hjælpe mig og så gør du det ikke. Det er bare det. Ikke andet. – Jeg skal nok tage med jer. – På socialkontoret? – Ja. – Og du vil tale med damen? – Ja. – Og hvis det ikke er hende? Camille overvejede et kort øjeblik at give slip på lidt af sin ro, men så dukkede Samia op igen. – Det er din tur, Mamadou ... Her, sagde hun, idet hun vendte sig om, – det er lægens telefonnummer ... – Hvad skal jeg med det? – Hvad du skal med det? Hvad du skal med det? Hvor skulle jeg vide det fra? For at lege doktor og patient, velsagtens! Han bad mig om at give dig det ... Han havde skrevet nummeret på sin mobil ned på en receptformular, med tilføjelsen: Jeg ordinerer Dem en god middag, ring til mig. Camille Fauque krøllede den sammen og smed den i rendestenen. – Ved du hvad, fortsatte Mamadou og rejste sig tungt mens hun rettede pegefingeren mod hende, – hvis du tager dig af spørgsmålet om Sissi, så skal jeg bede min bror om at fremmane den elskede til dig ... 25
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 26
– Jeg troede at din bror arbejdede på motorvejene ... – Motorveje, forhekselser, ophævelser af forhekselser. Camille så opgivende op mod himlen. – Hvad med mig?, afbrød Samia, – kan han finde en kæreste til mig? Mamadou gik forbi hende idet hun gjorde en kradsende bevægelse gennem luften foran hendes ansigt: – Vi kan tale igen om det når du har givet mig min gulvspand tilbage, dit fordømte kvindemenneske! – Hold kæft, hvor pisser du mig af med det der! Det er ikke din spand, det er min! Din spand var rød! – Fordømte kvinde, hvislede den anden, – fordømte kvinde ... Hun var knap nok kommet op af trinnene og ind i vognen før end den begyndte at gynge. God fornøjelse derinde tænkte Camille med et smil, idet hun greb sin taske. God fornøjelse ... – Skal vi smutte? – Jeg kommer. – Hvad gør du? Tager du metroen sammen med os? – Nej, jeg går hjem. – Nå ja, det er rigtigt, du bor jo i et fint kvarter ... – Ja, sikkert ... – Vi ses i morgen ... – Hej piger. Camille var inviteret hjem og spise hos Pierre og Mathilde. Hun lagde en besked for at sige at hun ikke kom; det var en lettelse at få deres telefonsvarer. Den så lette Camille Fauque gik altså sin vej. Kun vægten af hendes rygsæk holdt hende nede på asfalten, og så den – sværere at beskrive med ord – af de sten som hobede sig op inde i hendes krop. Det var det hun skulle have fortalt firmalægen for lidt siden. Hvis hun havde haft lyst til det ... Eller kræfterne til det? Eller tiden måske? Sikkert 26
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 27
tiden, beroligede hun sig selv uden rigtigt selv at tro på det. Tiden var en størrelse hun ikke længere kunne begribe. For mange uger og måneder var forløbet uden at hun på nogen måde havde deltaget i dem, og hendes enetale fra for lidt siden, denne absurde monolog hvor hun forsøgte at overbevise sig selv at hun var lige så frejdig som enhver anden, var løgn fra ende til anden. Hvad var det nu for et ord hun havde brugt? ”Levende”, ikke? Fuldkommen latterligt, Camille Fauque var ikke levende. Camille Fauque var et spøgelse som arbejdede om natten og hobede sten op om dagen. Som bevægede sig langsomt, talte lidt og smuttede med ynde. Camille Fauque var en ung kvinde som man kun så ryggen af, skrøbelig og uhåndgribelig. Man kunne ikke fæste nogen lid til scenen for lidt siden, der virkede så let. Så nem. Så ubesværet. Camille Fauque løj. Hun nøjedes med at lade som om, tvang sig selv, gjorde vold på sig selv, foregav at hun var til stede for ikke at blive bemærket. Alligevel kom hun til at tænke på lægen ... Hun var ligeglad med nummeret på hans mobiltelefon, men måske havde hun forpasset en chance ... Han virkede tålmodig og mere opmærksom end mange af de andre ... Måske burde hun have ... Hun havde været lige ved og næsten ... Hun havde været træt, hun burde også have lagt albuerne på skrivebordet og fortalt ham sandheden. Fortalt ham at hvis hun spiste så lidt, eller ingenting, var det fordi stenene optog al pladsen i hendes mave. At hun hver dag vågnede med følelsen af at tygge på grus, at hun end ikke havde åbnet øjnene før hun allerede var ved at kvæles. At den verden der omgav hende ikke længere gav nogen mening, og at hver ny dag var som en byrde hun ikke kunne løfte. Så gav hun sig til at græde. Ikke fordi hun var ked af det, men for at få det alt sammen til at glide. Tårene, denne væske, hjalp hende med at fordøje hendes skærver og gjorde det muligt for hende at ånde igen. Ville han have hørt hende? Ville han have forstået hende? 27
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 28
Naturligvis. Det var derfor at hun ikke havde sagt noget. Hun ville ikke ende som sin mor. Hun nægtede at hive i garnnøglen. Hun anede ikke hvor det kunne føre hen hvis hun begyndte. For langt, alt for langt, for dybt, for mørkt. Lige i øjeblikket magtede hun ikke at se sig tilbage. Lade som om, ja, men ikke se sig tilbage. Hun gik ind i Franprix-supermarkedet som lå i stueetagen i den ejendom hvor hun boede og tvang sig til at købe nogle fødevarer. Hun gjorde det til ære for den unge læges velvilje og Mamadous latter. Denne kvindes vældige latter, det åndssvage arbejde hos Tooclean, Bredart-kvinden, Carines meningsløse historier, skideballerne, de udvekslede cigaretter, den fysiske træthed, de ustyrlige, idiotiske latterudbrud og det lejlighedsvise dårlige humør, alt dette hjalp hende til at leve videre. Til at leve, ja. Hun vandrede flere gange rundt foran hylderne før hun besluttede sig. Hun købte nogle bananer, fire bægre yoghurt og to flasker vand. Hun fik øje på ejendommens særling. En høj, sær fyr med briller som var lappet sammen med plaster, rødbrune bukser og manerer som en marsmand. Lige så snart han havde taget en vare op, lagde han den fra sig igen, gik nogle skridt bort, skiftede mening, tog den igen, rystede på hovedet, og endte med skyndsomst at forlade køen ved kasseapparatet når det blev hans tur for at lægge den tilbage. Ved en enkelt lejlighed havde hun endog set ham forlade forretningen for så at gå derind igen og købe det glas mayonnaise han havde stillet fra sig lige før. En pudsig, sørgmodig klovn som morede tilskuerne, stammede foran kassedamerne og knugede hendes hjerte. Fra tid til anden mødte hun ham på gaden eller foran hoveddøren, og det var ikke andet end forviklinger, sindsbevægelser og ængstelser. Han stod atter og jamrede foran kodeboksen. – Problemer?, spurgte hun. – Åh! Aha! Øh! Undskyld! Han vred de knugede hænder. – 28
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 29
Godaften, mademoiselle, De må meget undskylde at jeg ... øh ... ulejliger Dem, jeg ... Jeg ulejliger Dem, ikke sandt? Det var frygteligt at overvære. Hun vidste aldrig om hun skulle le af det, eller føle medlidenhed. Denne sygelige skyhed, hans utroligt forskruede måde at tale på, de ord han brugte og hans flagrende hænder gjorde hende yderst ilde til mode. – Nej, nej, det er helt i orden! Har De glemt koden? – For pokker, nej. I hvert fald ikke det jeg ved af ... altså ... Jeg havde ganske vist ikke anskuet tingene fra den synsvinkel ... Du godeste, jeg ... – Måske har de ændret den? – Mener De det alvorligt?, sagde han, som om hun netop havde fortalt ham at verdens undergang var nært forestående. – Vi får se ... 342B7 ... Døren klikkede. – Åh, hvor er jeg flov ... Hvor er jeg flov ... Jeg ... Det var ellers det jeg havde trykket ... Jeg forstår det ikke ... – Det er helt i orden, sagde hun og skubbede til døren. Han gjorde en pludselig bevægelse for at skubbe den op i hendes sted, men da han rakte ind over hende ramte han ved siden af og kom i stedet for til at give hende et ordentligt dask over hovedet. – Åh jammer! Det gjorde vel ikke ondt? Jeg er så forfærdelig klodset, det må De virkelig meget undskylde ... Jeg ... – Det er helt i orden, gentog hun for tredje gang. Han rørte sig ikke ud af stedet. – Øh ..., sagde hun tryglende, – ville De have meget imod at flytte Deres fod, fordi den maser min ankel, og det gør faktisk rigtig ondt ... Hun lo. Det var nervøst. Da de var kommet ind i hallen, styrtede han hen til glasdøren for at lade hende komme ubesværet forbi. – Ak, jeg skal desværre ikke op den vej, sagde hun beklagende og pegede mod bunden af baggården. 29
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 30
– Bor De ude i baggården? – Øh, nej, ikke ligefrem ... snarere oppe på kvisten ... – Åh, javel ... Udmærket. Han hev i taskens håndtag som havde sat sig fast i om messinghåndtaget. – Det må ... Det må være ganske behageligt ... – Øh, ja, svarede hun med en grimasse, mens hun skyndte sig væk, – sådan kan man godt opfatte det ... – Godaften, mademoiselle, råbte han efter hende, – og ... hils endelig Deres forældre fra mig! Hendes forældre ... Han var godt tosset, den fyr ... Hun kunne huske en nat – hun kom næsten altid hjem om natten – hvor hun var stødt på ham nede i hallen, iført pyjamas og jagtstøvler, og med en æske tørfoder i hånden. Han var helt ved siden af sig selv og spurgte hende om hun ikke havde set en kat. Hun svarede benægtende og var gået lidt rundt i baggården sammen med ham for at lede efter bemeldte kat. ”Hvordan ser den ud?”, havde hun spurgt. ”Det aner jeg desværre ikke ...”, ”Ved De ikke hvordan Deres kat ser ud?”. Han var stivnet: ”Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg har aldrig haft nogen kat!” Hun havde været kvæstet og havde efterladt ham der med en hovedrysten. Fyren var ganske enkelt bare for flippet. “Et fint kvarter ...” Hun kom til at tænke på Carines udtryk da hun satte foden på det første af de et hundrede og tooghalvfjerds op til hendes hule. Et fint kvarter, ja såmænd ... Hun boede på syvende sal op ad bagtrappen i en prangende ejendom med udsigt til Champ-deMars, og i den forstand, ja, kunne man godt sige at hun boede i et chikt kvarter, for hvis man kravlede op på en skammel og lænede sig faretruende ud til højre, kunne man ganske rigtigt lige netop skimte toppen af Eiffel-tårnet. Men hvad resten angår, putte, så var det nu ikke lige sagen .. Hun klamrede sig til gelænderet og var ved at hoste lungerne op mens hun slæbte sine vandflasker efter sig. Hun gjorde aldrig ophold. Aldrig. Ikke på nogen af etagerne. En nat var hun kommet til det, og hun havde været ude af stand til at rejse sig igen. Hun havde sat sig på 30
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 31
fjerde sal og var faldet i søvn med hovedet hvilende på knæene. Opvågnen havde været ubehagelig. Hun var forfrossen, og der gik adskillige sekunder før det gik op for hende hvor hun var henne. Hun sukkede ved tanken om hvor stegende hedt der måtte være deroppe; inden hun gik, havde hun lukket det lille tagvindue fordi hun var bange for at det skulle begynde at regne og tordne. Når det regnede var hun våd, når vejret var godt som i dag var hun ved at kvæles, og om vinteren rystede hun af kulde. Camille kendte disse klimatiske forhold på fingerspidserne, hun havde boet der i mere end et år. Hun klagede ikke, at få denne fuglepind havde været uventet, og hun kunne stadig huske Pierre Kesslers forlegne ansigtsudtryk den dag han havde skubbet døren til dette pulterkammer op og rakt hende nøglen. Det var meget småt, snavset, overfyldt og som sendt fra forsynet. Da han en uge forinden havde fundet Camille på sin dørtærskel, forsulten, forstyrret og umælende, havde hun netop tilbragt flere nætter på gaden. Han var blevet forskrækket, da han havde fået øje på denne skygge på reposen. – Pierre? – Hvem er det? – Pierre ..., jamrede stemmen. – Hvem er De? Han tændte for trappelyset og blev endnu mere bange: – Camille? Er det dig? – Pierre, hulkede hun og skubbede en lille kuffert frem for sig, – De må opbevare den her for mig ... Forstår De, det er mit udstyr og jeg er bange for at det bliver stjålet ... Det hele bliver stjålet ... Det hele ... Jeg vil ikke have at de tager mit værktøj fra mig, det vil slå mig ihjel ... Forstår De? Det slår mig ihjel ... Han troede at hun talte i vildelse: – Camille, hvad er det du fabler om? Hvor kommer du fra? Kom dog ind! 31
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 32
Mathilde var dukket op bag ved ham og den unge kvinde sank sammen på deres dørmåtte. De klædte hende af og lagde hende ind på det bagerste værelse. Pierre Kessler havde trukket en stol hen til sengen og betragtede hende skræmt. – Sover hun? – Det tror jeg ... – Hvad er der sket? – Jeg aner det ikke. – Jamen, vil du lige se hvilken tilstand hun er i! – Sssht ... Hun vågnede midt om natten et døgn senere og fyldte ganske langsomt badekarret for ikke at vække dem. Pierre og Mathilde sov ikke, men foretrak at lade hende være i fred. De beholdt hende i nogle dage, gav hende et sæt nøgler og stillede ingen spørgsmål. Den mand og den kvinde var en sand velsignelse. Da han foreslog hende at flytte ind på et pigekammer han havde holdt fast ved i forældrenes ejendom længe efter deres død, trak han den lille skotskternede kuffert der havde ført hende til dem, frem fra under sengen: – Her, sagde han til hende. Camille rystede på hovedet. – Jeg foretrækker at efterlade den h... – Ikke tale om!, afbrød han hende kort for hovedet, – du tager den med. Den har ikke noget at gøre hos os! Mathilde ledsagede hende hen i et indkøbscenter, hjalp hende med at finde en lampe, en madras, noget sengelinned, nogle gryder, en kogeplade og et lillebitte køleskab. – Har du penge?, spurgte hun hende, inden hun lod hende gå. – Ja. – Klarer du dig? 32
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 33
– Ja, svarede Camille, der måtte holde tårene igen. – Vil du beholde et sæt nøgler til vores lejlighed? – Nej, nej, det skal nok gå. Jeg ... hvad kan jeg sige ... hvad kan ... Nu græd hun. – Du behøver ikke at sige noget. – Tak? – Ja, sagde Mathilde og trak hende ind til sig, – tak, det er fint, det er helt fint. De besøgte hende nogle dage senere. Turen op ad trappen havde udmattet dem og de sank sammen på madrassen. Pierre lo, sagde at det mindede ham om hans ungdom og gav sig til at synge en sang om bohemelivet. De drak champagne i plasticbægre og Mathilde halede en masse lækre madvarer op af en stor pose. Den gode stemning og champagnen fristede dem til at stille nogle spørgsmål. Hun svarede på enkelte af dem, de insisterede ikke. Da de var på vej til at gå – Mathilde var allerede nogle trin nede ad trappen – gjorde Pierre Kessler omkring og greb hendes håndled. – Du må få dig et arbejde, Camille ... Du er nødt til at arbejde nu ... Hun så ned. – Det forekommer mig nu at jeg har lavet meget på det seneste .... Rigtig, rigtig meget endda ... Han strammede sit greb. Det gjorde næsten ondt. – Det var ikke arbejde og det ved du udmærket vel! Hun så op og fastholdt hans blik: – Var det for at fortælle mig det at I hjalp mig? For at sige det? – Nej. Camille dirrede. – Nej, gentog han og slap hende. – Lad være med at vrøvle. Du ved udmærket godt at vi altid har betragtet dig som vores egen datter ... – Underet eller ødelandet? Han smilede til hende og tilføjede: 33
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 34
– Få dig et arbejde. Under alle omstændigheder, så har du ikke noget valg ... Hun lukkede døren, ryddede op efter måltidet og fandt et stort katalog fra Sennelier på bunden af posen. Din konto er altid åben ... mindede en post-IT hende om. Hun orkede ikke at bladre det igennem og drak resten af champagnen direkte fra flasken. Hun havde gjort som han sagde. Hun arbejdede. I dag gjorde hun rent efter de andres lort, og det passede hende fint.
Der var ganske rigtigt stegende hedt deroppe ... Super Josy havde advaret dem dagen forinden: ”Lad være med at brokke jer, piger, vi oplever de sidste gode dage, derefter bliver det vinter og så fryser lemmerne til is! Så lad være med at beklage jer, ikke!” For en gangs skyld havde hun ret. Det var sidst i september og dagene blev synligt kortere. Camille tænkte at hun burde indrette sig anderledes i år, gå tidligere i seng og stå op igen i løbet af eftermiddagen for at få set solen. Sådan en tanke kom en smule bag på hende og det var en smule skødesløst at hun tændte for telefonsvareren: “Det er mor. Ja, altså ..., lød stemmen med en besk latter, – jeg ved ikke om du ved hvem det er ... Mor, er du med? Det er det ord som artige børn bruger når de henvender sig til deres mødrene ophav, tror jeg nok ... For du har en mor, Camille, det husker du vel? Ked af at måtte minde dig om dette kedelige forhold, men da det er den tredje besked jeg efterlader siden i tirsdags ... Jeg ville bare vide om vi stadig skulle spise frokost sam...” Camille slukkede og stillede den yoghurt, hun netop havde taget hul, på tilbage i køleskabet. Hun satte sig i skrædderstilling, tog pakken med tobak og forsøgte at rulle sig en cigaret. Hendes hænder forrådte hende. Hun måtte gøre flere forsøg for at rulle papiret uden at rive det 34
Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen
26/05/14
13:02
Side 35
i stykker. Hun koncentrerede sig om sine bevægelser som om der ikke fandtes noget vigtigere i hele verden, og bed sig så hårdt i læberne at hun kunne smage blod. Det var for uretfærdigt. For uretfærdigt at kløjes i det på den måde bare på grund af et stykke papir, efter at hun havde haft en næsten normal dag. Hun havde talt, lyttet, leet, endog været social. Hun havde koketteret for lægen og givet Mamadou et løfte. Det lød ikke af så meget, og dog ... Det var længe siden at hun havde lovet nogen noget. Hun afgav aldrig løfter. Aldrig til nogen. Og så var det nok med nogle få sætninger der kom ud af en maskine til at splitte hendes hoved ad, til at trække hende baglæns og tvinge hende til at lægge sig, knust som hun følte sig under vægten af usandsynlige murbrokker ...
100mm
153mm
35mm
BARE SAMMEN: “Forfatteren har skabt en helstøbt, vidunderligt livsbekræftende og underholdende roman om livets grumhed.” – LITTERATURSIDEN
”På én gang enkelt og raffineret drejer hun en nærende sprød fortælling om kærligheden, der overvinder alt.”
Fire menneskers liv flettes
– POLITIKEN
og deres tilværelse bliver
JEG VILLE ØNSKE DER VAR ÉN DER VENTEDE PÅ MIG ET ELLER ANDET STED:
aldrig den samme igen.
tilfældigt ind i hinanden,
forskellige personer, der imod alle odds ender med at bo sammen i
JEG HAR ELSKET:
ved Eiffeltårnet. Af økonomiske årsager er han nødt til at have
”Et lille mesterværk om de nære ting i livet, kærligheden, lykken og ikke mindst ulykken … Hendes bøger står sært lysende i det litterære landskab.”
en bofælle; Franck, en rapkæftet, lettere arrig kok, der bruger sin
– INFORMATION
talentfuld kunstner, der arbejder som rengøringskone. Da Camille
LYKKEN ER EN SJÆLDEN FUGL:
har allermest brug for hjælp, får Philibert hende installeret i den
”Anna Gavalda er så fransk som nogen eller noget. Elegant og erotisk, raffineret og stilsikker. Og helt, helt sin egen … Det er det smukkest beskrevne kærlighedsmøde mellem to voksne, jeg nogensinde har læst.” – NORDJYSKE
store lejlighed, og det bliver starten på et ualmindeligt venskab.
BARE SAMMEN er den hjertevarme historie om fire meget et unikt fællesskab. Philibert er adelig postkortsælger, en smule sær, og bor i en kæmpe herskabslejlighed i Champ-de-Mars-kvarteret
ugentlige fridag på at besøge sin gamle bedstemor, Paulette. I samme ejendom, helt oppe under taget, bor Camille – en
ISBN 978-87-11-33153-8
100mm
FOTO / M. HEINRY
ANNA GAVALDA (f. 1970) debuterede i 1999 med novellesamlingen Jeg ville ønske, der var en, der ventede på mig et eller andet sted, som hun fik stor litterær anerkendelse for. Hun har siden udgivet i alt otte bøger, som er oversat til mere end 30 sprog. Gavaldas store gennembrudsroman Bare sammen har solgt over en million eksemplarer alene i Frankrig og er filmatiseret af Claude Berri. Anna Gavalda bor i Seine-et-Marne med sine to børn.
9 788711 331538 W W W. L I N D H A R DTO G R I N G H O F. D K
ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF OMSLAG / MIKKEL HENSSEL
226m
”Anna Gavaldas portrætter af moderne franskmænd byder på både stille katastrofer og spillende underfundighed … Gavalda kan nemlig skrive, så det synger, og hendes historier lyser klart længe efter, at man har lukket øjnene.” – WEEKENDAVISEN
Anna Gavalda Bare sammen
Anmelderne om Anna Gavalda
153mm