Carol og kærligheden

Mens hun indleder jagten på Andrew, beskriver hun sit eventyrlige liv – fra barndommen i Harlem, New York, til ungdomsoprøret i Los Angeles, hvor hun mødte rebeller og berømtheder som Lenny Bruce og Bob Dylan – inden hun kom til Danmark, alene og højgravid, i 1965.

CAROL OG KÆRLIGHEDEN er en generationshistorie – om vildskab og savn og seksuel frigørelse – og alt hvad det fører med sig. På Formentera bliver Andrew kernen i den fortælling. »Jeg er nødt til at finde ham – selv om alle har sagt til mig, at det er umuligt.«

Kissen Møller Hansen

Carol og kærligheden

I portrætbogen CAROL OG KÆRLIGHEDEN gør hun et sidste forsøg.

Hendes mål er at finde Andrew for at se, om kærligheden har kunnet holde, her et halvt århundrede efter.

Kissen Møller Hansen

Carol Stief er rejst tilbage til den spanske ø Formentera, hvor hun for 50 år siden mødte sit livs kærlighed, en ung englænder ved navn Andrew. De mistede hinanden midt i tresserne, dengang unge hippier ikke tog adskillelse og savn særlig højtideligt. Carol fortrød og ledte efter ham i årevis. Men hun fandt ham aldrig.

Politikens Forlag

ISBN 978 87 40009910

Carol og kærligheden

Om at mødes og elske og skilles – og en dag vende tilbage

1

Pigen fra 116. gade “Jeg kom til verden på Flower 5th Avenue Hospital på Manhattan i New York City i 1943 og voksede op i en lejlighed i East Harlem på 116. gade.”

Carol begynder lidt tøvende på fortællingen om sit liv. Vi har sat os under et oliventræ, som står på et lille torv foran en kirke midt på øen. Formentera er omtrent på størrelse med Ærø. Det er formiddag, og sollyset laver fine mønstre hen over fliserne. En præst og nogle børn bærer i tavshed en stabel stole ud fra kirken og sætter dem i lige rækker på torvet. De er ved at forberede, hvordan børnene skal sidde ved deres konfirmation den kommende søndag.

Carol smiler og vinker til børnene. Og fortæller om New York: “Det var den mest usle, usle lejlighed, man kan forestille sig. Der var kakerlakker så store som min tommelfinger, og alle skabene var indvendigt helt dækket af de der store ækle dyr. Når jeg åbnede lågen for at tage noget mel eller sukker, så kunne jeg høre kradse-kradsekradse, så løb de væk, og når jeg lukkede lågen igen, så kunne jeg høre dem løbe tilbage. Og der var også kakerlakæg, sådan nogle poser – de var også over det hele. Og de kravlede på væggene. De var alle vegne. Min mor tog nogle gange noget DDT, noget gift, og sprøjtede hele lejligheden. Men så kom damen, der boede ovenover, ned og sagde: ‘Gloria, du må ikke sprøjte, nu kommer de alle sammen op til mig. Jeg vil ikke ha’ det, du må altså ikke sprøjte.’ Og det varede jo heller ikke længe, så havde vi lige så mange igen.”

13

CAROL og kærligheden.indd 13

22/02/14 09.28

Carol smiler under oliventræet. Danskere er ikke vant til kakerlakker.

“I New York om sommeren var det så hedt, at man næsten ikke kunne holde ud at sove indenfor. Så jeg sov meget tit ude på brandtrappen. Min mor lod mig slæbe en madras derud, og så sov jeg dér.

Vi boede oppe på fjerde sal, og jeg kunne ligge dér og høre det hele.

Alle var ude, alle skændtes, for man bliver irritabel i varmen, og jeg kunne også høre musik.

Det var jo en tenement building, det vil sige en udlejningsejendom til fattige, som man ser masser af i New York. En gammel og forfalden bygning med beskidte og overtissede gange. Vi boede med vinduer ud mod baggården, i lejligheden gik man direkte ind i køkkenet, et meget, meget slidt køkken. Væggene var ikke blevet malet i måske 50 år, og der var store afskalninger. Stuen var grøn, lortebrungrøn, med plysgrønne møbler, der lugtede surt, og der var et linoleumsgulv, der var helt ubeskriveligt. Jeg ved ikke, hvorfor min mor ikke bare tog det af og smed det ud, for det var revet op mange steder, og andre steder var der store huller. Men hun havde jo nok ikke råd til at skifte det ud. Jeg ved ikke engang, hvordan hun fik den her lejlighed, men jeg tror, det var det billigste af det billige, man kunne få. Så var der også et lille værelse og et toilet. Mor sov i stuen, og jeg sov med min lillebror i en køjeseng på værelset.”

Om natten kom der andre gæster ...

“Vi havde rotter. Rotter så store som kattekillinger, ja større endnu – de var så store. I de her højhuse, hvor vi boede, gik folk ikke ned med deres skrald. De smed det bare ud af vinduet – så i gården var der bare sådan en kæmpestor dynge af stinkende skrald, og man kunne se rotterne kravle rundt oven på det, de var overalt. Og så kom de selvfølgelig også ind i lejlighederne. Min mor satte rottefælder ud hver nat, og hver morgen var der tre eller fire virkelig store rotter, som hun skulle fjerne. Nogle gange kom de op i min seng. Min bror lå i den øverste køjeseng og jeg nederst – og jeg kunne mærke nogle gan14

CAROL og kærligheden.indd 14

22/02/14 09.28

ge, hvis mine tæer stak uden for dynen – så kom de op og gnavede i dem. Så trak man dem hurtigt ind under dynen, og når man vågnede næste dag, kunne man se de her kæmpedyr i fælderne.

Jeg mindes ikke, at der var nogen, der fjernede skraldet i gården, men det må der vel ha’ været. Der må være kommet nogen hvert halve år og fjernet det, men så startede man bare forfra. De kæmpestore rotter, der kravlede rundt, fik den til at ligne en levende organisme, denne her skraldebunke. Normalt kom vi ikke i gården, men jeg havde et problem, når jeg skulle op i lejligheden, for der var en dreng, der boede på etagen oven over mig – han var 15-16-17 år – og den her dreng ventede på mig hver dag, når jeg kom fra skole. Han stod i døråbningen til min bygning, og hver gang jeg gik forbi ham, rørte han ved mig. Det var frygteligt. Jeg frygtede ham, og jeg hadede ham, han var ulækker. Jeg har kun været omkring otte-ni år. Så fandt jeg ud af at gå gennem gården i stedet. Men for at komme gennem gården skulle jeg gå gennem alt det her forfærdelige skrald med rotterne. Jeg masede mig forbi det, og så kunne jeg tage vores brandtrappe op til lejligheden i stedet for at skulle forbi ham.

Brandtrappens sidste stige, den skulle man hive ned, og den sad højt. Jeg var ikke rigtig høj nok, så jeg skulle springe for at få fat på stigen, men med nogle forsøg kunne jeg trække den ned og kravle op med mine bøger i tasken. Op ad den her brandtrappe og hen til min egen lejlighed. Jeg fortalte det engang til min mor: ‘Mor der er den her dreng ...’ Og så gik hun op ovenpå – han boede lige oven over os – og bankede på døren og sagde til hans mor: ‘Din dreng rører ved min datter, og det vil jeg ikke ha’ ...’ Jeg var ked af den her store opstandelse, for det var virkelig pinligt. Men han holdt op, efter at min mor havde lavet sin scene. Sex var jo ellers ikke noget vi talte om, jeg var kun ni. Jeg havde en lillebror, der havde en tissemand, men jeg vidste ikke en skid om det. Der var ikke noget sex eller noget som helst i den retning i vores hjem.”

Til gængæld var der andre problemer.

15

CAROL og kærligheden.indd 15

22/02/14 09.28

“Meget tit havde vi ikke penge til el. Vi havde sådan en mønt-elboks, hvor man skulle putte penge i, hvis man ville ha’ strøm. Så de dage, der var penge, kunne vi få lys, og man kunne høre, når man havde puttet penge i, at den kørte. Så sagde det tik-tik-tik-tik, og så vidste man, at om lidt skulle man putte flere penge i, hvis man ville blive ved med at have lys. Men der var mange dage, hvor min mor ikke havde penge, og så gik vi rundt i mørke. De aftener var det tidligt i seng. Nogle gange havde hun heller ikke penge til mad. Min mormor hjalp hende en gang imellem med penge og skældte hende altid ud, fordi hun havde giftet sig med sådan en dum idiot af en mand, min far, som bare lod hende i stikken – og det ville hun ikke høre på, så hun ville helst ikke spørge sin mor om flere penge, når de var sluppet op. De dage var der bare sukkervand, vand med sukker i, i måske to-tre dage, indtil der skete et eller andet, så vi havde penge igen. Eller stegt sukker. Jeg kunne godt li’ at stege sukker, når det blev brunt og hårdt ligesom karamel ...”

Carol ler og beskriver sig selv, som hun husker det: “Jeg var en tynd pige med fletninger ned til skuldrene. Måske har jeg været højere end de andre piger på min alder, for jeg var fuldt udvokset, da jeg var 14 år. Jeg havde en stribet kjole og hyttesko. Og de her hyttesko gik jeg i til de var helt slidt ned. Når der kom huller i bunden, klippede min mor papsåler ud, som hun lagde indeni. Når de så ikke kunne hænge sammen mere, klippede hun bagklappen af, og så brugte jeg dem som hjemmesko. Men jeg vænnede mig til at have våde tæer en gang imellem, jeg tænkte ikke over, hvordan jeg var klædt, for alle de andre børn var klædt ligesom mig. Engang fik jeg nogle rulleskøjter, som jeg var rigtig glad for, men de skulle spændes på skoene, og de kunne ikke rigtig hænge fast i de her tynde såler, så de faldt hele tiden af. Men så tog jeg noget snor og viklede om dem, og så gik det alligevel.

Jeg har ingen erindringer om at have boet sammen med min far.

Jeg tror heller ikke, at han bidrog økonomisk til familien, og min mor 16

CAROL og kærligheden.indd 16

22/02/14 09.28

havde ikke noget arbejde. Med to små børn kan man ikke arbejde, specielt når den ene er meget svagelig, som min lillebror var. Der var jo ikke nogen børnepasning dengang, så alle børn gik for lud og koldt vand. Gaderne var fyldt med børn, hvis forældre arbejdede. De gik bare alene rundt i gaderne og legede, indtil mor og far kom hjem.

Det ville min mor ikke gøre mod mig. Først var jeg for lille, og så fik hun et sygt barn, og så kunne hun ikke. Hun fik penge af min mormor til at leve for, og måske kom min onkel forbi en gang imellem og gav hende lidt. Men der var aldrig rigtig nok.

Vi boede i et italiensk kvarter. Der var italienere overalt, og også nogle grækere. Og sorte selvfølgelig. Der var nogle dage hver sommer, hvor alle satte borde ud – og der var kulørte lamper, og alle kom med mad, og vi spiste sammen. Der var bare fest – midt i fattigdommen. Men de der italienere ... der var nogen af dem, der var mafiafolk og den slags – store fede mafiafolk. De sad meget tit i den herrefrisørsalon, der lå lige over for vores hus, og også i den restaurant, der lå lige ved siden af. Dér sad de – store fede, cigarrygende mænd – og så kom de her ‘numbers-fyre’, det var sådan nogle småfisk, der solgte lodsedler til folk, der gamblede. Og de gik frem og tilbage med penge til de her mafiafolk. Min far var en af dem.”

CAROL og kærligheden.indd 17

22/02/14 09.28

2

Familien i New York “Min far arbejdede for de dér mafiafolk på lavt plan, som flunkey – som stikirenddreng eller håndlanger. Han var en, der tog imod bets ... Hvis du havde lyst til at spille på et eller andet hestevæddeløb, så kom han hjem til dig, og så kunne han give dig et bevis for det beløb, som du havde satset. Bagefter gik han tilbage med pengene til den mafiaboss, der stod for det. Og hvis der så var nogen, der vandt, ja, så gik min far tilbage til dem med penge. Men som regel vandt de jo ikke. Jeg ved ikke, om han også pushede. Måske gjorde han. Men jeg er helt sikker på, at han var stiknarkoman. Heroin. Hvor han fik penge til det fra, ved jeg ikke. Han har været småtyv, han har været rigtig lowlife – når jeg ser sådan nogle fyre på gaden, så tænker jeg: Hold da kæft, de er sikkert far til et eller andet stakkels barn. Han hed Horace Moreno og blev født i 1920 i Puerto Rico, som er en af de spansktalende caribiske øer, og kom til New York som ung. Her mødte han min mor i en bus, da hun var 19, og han var 22.

Min mor var det mest naive væsen på to ben. Hun var ung og uskyldig – og hun kendte ikke ret mange, fordi hun altid var sammen med min mormor. Hun blev hurtigt gravid, og så måtte hun gifte sig.

Det var et meget fint bryllup – min mor så yndig ud i sin brudekjole, husker jeg fra billederne – og min far havde guld i tænderne. Når han smilede, så man de her guldtænder, jeg kunne ikke lide det guld, men det var det, man havde, og det var fint dengang. Så fik de mig, og det varede ikke længe, før min far var ude af billedet igen. Jeg for18

CAROL og kærligheden.indd 18

22/02/14 09.28

står ikke, hvordan hun kunne vælge sådan en ussel mand. Han spiste kvinder, han spiste kvinder med øjnene – jeg sad sammen med ham i et tog engang, hvor han simpelt hen sad og åd en kvinde, som om han slikkede hende åndeligt. Det var så ulækkert.

Han kom hjem en sjælden gang, og jeg så ham nogle gange, når jeg var hos min faster, min fars søster, der boede i The Bronx. Hun hed Clemencia Moreno Duran og var rigtig sød. Selv om min far og mor ikke længere boede sammen, holdt hun forbindelsen til os.

Hun var nærmest som en mor for mig, men der var så den hage, at jeg nogle gange skulle være sammen med min far, når jeg var der.

Det var ikke, fordi jeg ikke kunne li’ ham – det var sådan lidt ambivalent – han var faktisk en kærlig mand, han var meget kærlig over for mig, når han ellers var nogenlunde ved sine fulde fem. Han kyssede mig altid og holdt om mig – op på skødet og kys og kram – han var sådan: ‘Kan du ikke li’ far, kom og kys far.’ Han talte meget hæst, lidt ligesom de dér mafiabosser, og så – sikkert fordi han var på stoffer – så mumlede han og havde de dér øjne, der lukkede sig i, når han talte.

Jeg har nok savnet en far, fordi jeg så andre børn, der havde fædre, og jeg var misundelig på dem.

Nogle gange kom han og bad min mor om penge: ‘Har du penge, Gloria?’ ‘Nej, jeg har ingen penge.’ Så kom han én dag sammen med en kvinde, som sikkert var hans kæreste, jeg havde ikke mødt hende før, og hun stod dér og så dum ud – og min far siger: ‘Gloria jeg skal bruge penge.’ Og min mor siger: ‘Ved du hvad, jeg har ikke en krone ...’ Så ta’r han fat i mig – løfter mig op og holder mig ud af vinduet – og det var oppe på fjerde sal ... Han hængte mig ud af vinduet – jeg var omkring fire år, og jeg kan stadig huske det. Så siger han til min mor: ‘Hvis du ikke giver mig penge, så giver jeg slip ...’ Jeg tror egentlig ikke, at han ville give slip på mig, for på den anden side var han jo meget kærlig – så på en eller anden måde troede jeg nok ikke, at han ville slippe mig, selv om det selvfølgelig ikke var rart at hænge der.

Men min mor troede på det – så hun løb op til ovenboen og bankede 19

CAROL og kærligheden.indd 19

22/02/14 09.28

på døren og råbte: ‘Hjælp mig! Min mand truer med at smide mit barn ud af vinduet, hvis han ikke får penge!’ Så gav overboen hende fem dollars, og så trak min far mig ind igen.”

Solen over Formentera har flyttet sig et stykke, og vi rykker lidt hen ad stendiget for igen at komme ind i skyggen. Jeg spørger Carol, hvordan hun husker sin mor.

“Min mor hed Gloria Vigay Moreno og var født i 1923 i New York. Hun betragtede derfor sig selv som amerikaner. Min mormor fik tuberkulose, da min mor var omkring otte år. Jeg ved ikke, hvor min morfar var på det tidspunkt, men min mor blev sammen med sin storebror sendt tilbage til den ø, hvor min mormor var født. Til Grenada i Caribien. Dér skulle hun bo hos mormors familie, mens min mormor lå på et sanatorium i New York. Da hun kom til Grenada, var der polio over hele øen, og hun blev smittet. Jeg har billeder af min mor, inden hun fik polio, hvor hun er en lille normal pige – men så fik hun den her børnelammelse, da hun var omkring otte – og da hun kom tilbage til sin mor i New York, var hun ramt af sygdommen og var blevet halt og skulle trække på den ene fod resten af sine dage. Det var meget, meget slemt for hende. Hun var et meget genert menneske. Sådan et handikap er meget slemt for en ung pige, hun havde meget lavt selvværd, hun stammede også, og jeg tror, det havde noget med det ben at gøre. Det var et stort problem for hende, hvis hun skulle telefonere, så kunne hun slet ikke tale. Jeg har altid haft et lidt specielt forhold til folk, der stammede – der er et eller andet over dem, som jeg godt kan li’ – jeg forstår det, tror jeg.

Min mormor var familiens overhoved, da hun blev skilt fra min morfar. Hun styrede alting. Hun var denne her lidt frække dame, der gik i højhælede sko og klædte sig fint på – og det har ikke været let for min mor at have sådan en mor, når hun selv skammede sig over, hvordan hun så ud. Og det var også en ulykke for min mormor, at hendes datter haltede, for hun gik meget op i, hvordan man tog sig 20

CAROL og kærligheden.indd 20

22/02/14 09.28

ud. Hun gav min mor læbestift og stramme kjoler og sendte hende i skole – men min mor kunne slet ikke klare det, så hun skiftede altid tøj. Det var den omvendte verden. Nogle piger vil ha’ det dér smarte look – men ikke min mor. Hun kunne ikke li’ at gå i stram kjole, fordi hun slæbte med foden og hun syntes, at man kunne se det meget tydeligere, når hun havde en stram nederdel på. Hun tog en stor nederdel på – og læbestiften af. Min mor var køn, bortset fra det med foden. Hun var ikke intellektuel, men havde måske ambitioner i den retning. Jeg kom i hvert fald på biblioteket en gang imellem – og fik bøger med hjem. Og ingen skulle sige, at hendes børn ikke havde nok at spise. Jeg skulle konsekvent sige nej tak, hvis jeg blev tilbudt mad. Min lillebror var for lille, han kunne ikke tale – men jeg var de der fem-seks år, og jeg måtte aldrig sige ja tak – selv om der blev sat kager lige foran mig, og jeg ikke havde spist aftensmad aftenen før.”

Vi sidder lidt i tavshed og betragter livet på pladsen. En let brise drysser blade fra oliventræet ned i Carols skød.

“En dag mødte min mor en mand i parken – i Central Park, hvor vi gik tur hver dag. Jeg kunne godt se, at de sad og snakkede sammen, og ni måneder senere blev min bror født. Jeg var fem. Hun var meget stresset over det her barn, der skulle fødes, for det var jo ikke med min far. De var endnu ikke skilt, selv om han havde damer i lange baner og aldrig var hos os. Så fødte hun min bror, og han var lyshåret med blå øjne – og jeg var sort – så det var i hvert fald ikke min far, der var far til ham. Det var en stor skandale. De prøvede at glatte det ud og lade som om, det var min fars barn, og han tog det på en måde pænt, men de blev alligevel skilt.”

“Det var på det tidspunkt, hun forsvandt fra mig. Hun var sød og kærlig, da jeg var barn, men da min bror kom, skulle jeg hele tiden undvære hende. Min bror var altid syg og lå på hospitalet, de fandt aldrig ud af, hvad det egentlig var, han fejlede, men de var hele tiden inde og operere og lave ting på ham, så han havde konstant store bandager på maven og var helt ulykkelig og græd. Jeg måtte ikke komme 21

CAROL og kærligheden.indd 21

22/02/14 09.28

med på hospitalet, det måtte børn ikke, så hun kom hjem sent om aftenen, eller jeg så hende måske først næste dag. Min mor kunne ikke tage sig af os begge to, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor hun gav ham al opmærksomheden. For mig var han en plage, og jeg var jaloux over, at han fik al opmærksomheden. Jeg var aldrig sådan rigtig sød over for ham. Nogle gange kunne vi sidde og hygge os sammen, men for det meste skændtes vi. Han irriterede mig, og jeg irriterede ham. Hvis jeg dengang havde vidst, hvad jeg ved i dag – så ville jeg måske ... Jeg savner ham i hvert fald og ville gerne ha’ ham igen, så jeg kunne være god ved ham. Men det er for sent ...

Jeg har virkelig været ked af, at jeg ikke forstod det dengang, for han har jo haft brug for mig. Det havde noget med navlebrok at gøre, dét han fejlede, hans mave var ét stort arvæv. Arrene dækkede hele hans mave fra lige under brystbenet og nedefter. Jeg har på fornemmelsen, at han blev brugt som en øvedukke af forskellige skæreliderlige kirurger eller medicinstuderende, for lægestudiet er tit tilknyttet de offentlige hospitaler, hvor man ikke skal betale – og min mor var på hospitalet med ham konstant. Min mormor sagde til mig: ‘Du er så heldig, du er den sunde og raske, mens din bror er syg.’ Det stivede mig lidt af at få at vide, at jeg var den stærke, men samtidig var jeg jo ked af, at min mor hele tiden havde opmærksomheden rettet mod min lillebror. Jeg sagde aldrig til nogen, at det gjorde mig ked af det.

Jeg var et ret artigt barn, jeg gjorde altid, hvad min mor bad mig om og var også ret stille, når jeg var sammen med de voksne.

Da min bror voksede op, havde han ikke nogen mavemuskler, hans mave bulede bare ud, og hele bugen hang på ham. Han var en stakkel hele sit liv, meget skrøbelig og meget forkælet. Han fik alt det, han pegede på, fordi han var så syg, og man sagde, at han ikke ville leve så længe. Men han levede alligevel, til han var 40.

Da jeg flyttede til Europa, savnede han mig meget, men dengang var jeg slet ikke klar over, at han havde brug for mig. Når jeg kom på besøg fra Danmark, var han sådan: ‘Åh, min søster kommer.’ Men 22

CAROL og kærligheden.indd 22

22/02/14 09.28

jeg tog ham som en selvfølge. Jeg vidste ikke, hvad hans følelser var.

Til sidst var han på alle mulige medikamenter, og så drak han og tog piller for at kunne holde ud at være til, og til sidst blev det for meget, og så døde han af det.

Det kan virke koldt, at jeg ikke gjorde mere for at være tæt på ham, da jeg blev ældre, men vi havde det svært med hinanden. Han var så forkælet, ikke bare som barn, men også da han blev ældre. Han krævede rigtig meget af min mor, og hun betalte alt for ham. Da hun arvede nogle penge fra en onkel, købte hun et hus, men det måtte hun opgive igen, fordi hun havde taget så store lån i det for at hjælpe min bror. “

CAROL og kærligheden.indd 23

22/02/14 09.28