Kathrine assels
For Milena roMan
Lindhardt og ringhof
For Milena.indd 3
02/04/13 11.07
Nørrebro, København Egentlig bør hun se at få lagt en bluse i blød, hvis hun skal nå at have en klar til i morgen. Men der er noget ved det tv-indslag, der får hende til at blive siddende helt forstenet foran fjernsynet. Det er ikke så meget selve halshugningen. Det er mere det, at hun ikke tøver det mindste eller så meget som ryster mikroskopisk på hånden, denne Snehvide-lignende kvinde i sin hvide kittel og med sit kulsorte hår. Hun placerer bare rotten i miniguillotinen og hugger hovedet af den med en hurtig og ligegyldig bevægelse, som om det er et buskort, hun stempler i en af de dér gule HT-automater. Hak. Og et styk rotte uden hoved. Bagefter piller hun lidt i dens hjerne til ære for kameraet. Roder hjemmevant rundt i den blævrende masse derinde og forbinder blå ledninger med røde og gule med grønne. På kryds og tværs til kameramanden er tilfreds, og det meste af familien Danmark må have fået aftenkaffen grundigt galt i halsen. 7
For Milena.indd 7
02/04/13 11.07
Lea kan tydeligt se det for sig. Den offentlige fordømmelse, der uden tvivl vil følge i kølvandet på dette indslag. Dyrplageri, Koldblodig hjerneforsker, Leger Gud med forsøgsdyr. Den slags overskrifter er sikkert allerede på vej i trykken. Hun ved også præcis, hvad kollegaerne i banken vil mene. Og hun ved, at hun selv vil ryste på hovedet over kaffen til morgenmødet i morgen og bekræfte dem i deres forargelse over denne følelseskolde henrettelse for åben skærm. Nikkedukke som hun er. Ja og nej og selvfølgelig og skulle det være en anden gang. Men inderst inde har det indslag vækket en besynderlig fryd i hende. En voldsom fascination, der føles som elektricitet. Lys, ild, lynnedslag. Noget sitrende, nærmest brændende, der løber som en steppebrand gennem hende. Lukker døre op. Lukker ilt ind. Samme kulsorte hår. Samme brune øjne. Samme røde mund ... Klokken er over tolv, da hun endelig slukker fjernsynet og rejser sig fra sofaen. Nu når hun ikke at vaske. I stedet hiver hun et par bluser op af snavsetøjskurven. Holder dem på skift op til ansigtet og snuser sig frem til den mindst ildelugtende af dem. Den grønne havde hun på til afdelingsmiddagen sidste fredag, og svedlugten hænger stadig som en karakteristisk em af karry og ammoniak i den, men den må gå an i mangel af bedre. Hvis hun sprayer den med Rodalon og hænger 8
For Milena.indd 8
02/04/13 11.07
den på en bøjle foran et åbent vindue hele natten, er den værste lugt forhåbentlig forsvundet til i morgen.
For Milena.indd 9
02/04/13 11.07
For Milena.indd 10
02/04/13 11.07
Værløse, Nordsjælland Det er højbedene, der får hende til at være på vagt. Hun får øje på dem, så snart hun drejer ind i indkørslen. Han har holdt fri i dag og må have lavet dem, mens hun var på arbejde. Hamret og banket og savet og placeret dem midt på græsplænen som to gravsted er. Det er hendes første tanke. At de ligner grave, han har gjort klar til børnene. Jorden er bunket op i sådan nogle friske dynger, og det ene bed er cirka en kvart gang større end det andet. Præcis som drengene. Og fra det øjeblik kan hun ikke slippe tanken: At han har tænkt sig at gøre dem fortræd. At han er én af den slags fædre, der kan finde på at gå amok og myrde familien med sine egne hænder lige pludselig. Ligesom ham faren fra Birkerød, der sneg sig ind i sine børns værelser og skød dem med sit jagtgevær, mens de sov. Ti, otte og to år. Bang, bang, bang. Man ved aldrig. Indtil nu har hun kun frygtet, at drengene skulle blive dødeligt syge eller komme galt af sted. Men nu også 11
For Milena.indd 11
02/04/13 11.07
dette. Denne forfærdelige tanke, at det kan være, at de ligger derinde i deres senge og ikke trækker vejret længere. Så burde hun for længst have sagt sig selv. Set på hans hænder, der greb om værktøjet med alt for megen kraft. Så kunne det lige så godt være halse. Hun skynder sig ud af bilen, fuld af bange anelser, der får hjertet til at dunke på den dér paniske måde i hendes bryst, selv om hun forsøger at sige til sig selv, at det sandsynligvis er falsk alarm. Igen, igen. For hun har det med at tænke sådan noget. Altid frygte det allerværste. Overdramatisere, som Søren kalder det, når han driller hende med, at det må være en arbejdsskade. Hun kan ikke gøre for det. Tingene har det med at vokse sig ud af proportion inde i hendes hoved. Hvis børnene har en hævet kirtel på halsen, mistænkeligt farvet afføring eller andre uforklarlige symptomer, er det aldrig fordi de er forkølede eller har spist rødbeder, men fordi de har fået kræft. Altid kræft og død og indlæggelse. Som ung havde hun engang to dværgpapegøjer. Så dan nogle grønne nogle med røde næb og orangefarvede hoveder, der fløj ind i væggene på hendes kollegie værelse hele tiden. Og faldt ned bag skabe og reoler, som hun ikke turde trække ud af frygt for at finde fuglene døde. Så sad hun altid bare og ventede. Lyttede desperat efter livstegn. En lille bitte basken, der betød, at det ikke var så slemt trods alt. 12
For Milena.indd 12
02/04/13 11.07
Til sidst leverede hun papegøjerne tilbage til dyrehandleren. Fordi hun ikke kunne holde ansvaret ud og konstant måtte tage sig sammen og flytte de møbler væk fra væggene med rystende hænder og alt for uroligt hjerte. Men det kan man ikke med børnene. Der er ingen steder, man kan levere dem tilbage. Så hun må bare blive ved at gå rundt og frygte det værste. Hele tiden de her hændelser hun ikke kan holde ud at forestille sig konsekvenserne af. Hver morgen når hun har afleveret den yngste i børnehaven og vinker til hans triste, lille ansigt gennem vinduet, tænker hun, at det måske er sidste gang, hun ser ham. At det er det billede af ham, hun vil huske for altid. Sådan som han står dér så tappert på den lille, røde stol og vinker til hende med sin næse trykket flad mod ruden. Hun tvinger sig selv til at smile og se glad ud, selv om hun har mest lyst til at styrte tilbage ind og tage ham med hjem igen. Og hun kæmper virkelig med sig selv, hele vejen ud til parkeringspladsen og det meste af turen ind til teatret. For hvad nu hvis det er en forudanelse, og hun ikke reagerer på den? Frygten stilner som regel af i løbet af formiddagen, når hun kommer i gang med arbejdet, men den forsvinder først helt ved middagstid. Klokken tolv ånder hun lettet op, fordi han heller ikke den dag er blevet kvalt i sin frokost. 13
For Milena.indd 13
02/04/13 11.07
Siden hun læste om ham den lille dreng, der blev kvalt i et stykke gulerod, mens han var i vuggestue, har hun for en sikkerheds skyld ikke givet sine egne børn gulerod med på madpakken. Men der er så meget andet, man kan få galt i halsen. Peanuts, æblechips, ristede løg og jumborosiner for eksempel. Hun ser det lige så tydeligt for sig. Næsten som en scene hun selv har været med til at sætte op. August der sidder dér ved bordet på sin stue og bliver mere og mere blå i hovedet. Og pædagogerne der begynder at gå i panik. Forsøger sig med den sparsomme førstehjælp de har lært for alt for længe siden. Klemmer og dunker og vender på hovedet uden held. Og ambulancen hvis sirenehyl bliver slukket med sådan et opgivende whooouuv på parkeringspladsen foran børnehaven. Og madkassen der stadig står åbnet på bordet med resterne af det, han fik galt i halsen. Og hende selv, der kommer løbende ind i slowmotion. Og til sidst bare hans lille, livløse krop, der ligger ovre i pudehjørnet, hvor falckredderne har opgivet ham. Med den ældste er det andre ting, hun frygter. Ikke noget tilbagevendende men bare at han kommer galt af sted. Bliver kørt over eller kidnappet eller klemt under alle de træer, de hele tiden fælder nede i skoven. Det burde være forbudt at efterlade stammerne på den måde. I sådan nogle store pyramidestabler, der kan forvandles til livsfarlige tromler ved den mindste klat14
For Milena.indd 14
02/04/13 11.07
rebevægelse. Det er jo den rene dødsfælde. Hvis først stammerne begynder at rulle ... Hun har set det for sig flere gange. Julius på toppen af de træer. Og stammerne der pludselig giver efter og løber løbsk. Ned over hans spinkle krop. Og hovedet med de fine krøller, mast helt i stykker under den enorme vægt. Og det umulige arbejde med at få ham fri bagefter. Hun har sin mobiltelefon på sig hele tiden. Tjekker den med jævne mellemrum i løbet af dagen. Og hver gang hun ser det tomme display, bliver hun en lille smule beroliget, for selvfølgelig sker der ham ikke noget, siger hun til sig selv. Men hun er først helt tryg, når han er kommet hjem fra skole. Indimellem bliver pinen forlænget, når han skal til fodbold eller med nogle kammerater hjem efter skole. Så kan hun næsten ikke koncentrere sig om malebøgerne eller puslespillet eller hvad August nu har fundet på, de skal lave, men må hele tiden rejse sig og tjekke sin telefon eller spejde længselsfuldt ud mod indkørslen efter Julius. Søren synes hun burde søge hjælp. Få en psykolog til at kigge sig efter i sømmene. Finde fejlen, placere an svaret. Men ét eller andet afholder hende fra det. Et ubehag ved tanken om at trevle hele barndommen op. Og indtil nu har hun trods alt kunnet leve med det. Systematiseret angsten så hun ved hjælp af nogle få daglige ritualer har formået at afværge den værste 15
For Milena.indd 15
02/04/13 11.07
frygt. Og i det mindste været rolig hver dag, når børnene var i hus. Men nu har angsten altså sneget sig helt ind i hjemmet på grund af de højbede.
For Milena.indd 16
02/04/13 11.07
Nørrebro, København Selv om hun går i bad tre gange om dagen og smører sig med Aluminiumklorid i armhulerne og skifter tøj morgen, middag og aften, kan hun ikke slippe af med svedlugten. Den er et handicap, en sygdom. En forbandelse hun i årevis har forsøgt at bekæmpe med alverdens antiperspiranter. Sprit og aluminiumsalte og kulpuder og klorin. Ingenting hjælper. Som resultat må hun gå rundt med hvide skjolder på tøjet og konstant kløe under armene.“Hyperhidrose” hedder det, når man sveder på den måde. Når man gennemvæder to lag tøj i løbet af få minutter. Når ens krop udskiller vand og kogesalt i så store mængder, at man kunne lave suppe af det. Og hun må holde armene tæt ind til kroppen hele tiden for ikke at afsløre svedskjolderne. Vralte ned ad de lange glasgange i banken som en pingvin. Sørge for at have skiftetøj med. Og vaske sig under armene i fro kostpausen. Alligevel holder kollegaerne automatisk 17
For Milena.indd 17
02/04/13 11.07
afstand til hende, når de står omkring det store, røde bord om morgenen. De undlader at sætte sig ved siden af hende i mødelokalet. Rynker på næsen når de tror, hun ikke ser det. Og hun bestiller ikke andet end at lægge bluser i blød. I én del vand og én del ufarvet eddike. Tilsat to spiseskefulde salmiakspiritus, når det er allerværst. Hun burde få bortopereret svedkirtlerne. Eller skåret nervebanerne til dem over i det mindste. Men man kan ikke snyde sveden med den slags kirurgiske indgreb. Så flytter den bare sin ikke-funktionelle produktion til et andet og endnu mere ubelejligt sted på kroppen. Lysken for eksempel. Desuden er sveden en straf. Et nødvendigt onde. Så længe hun sveder, holder hun skylden i skak. Afregner på den måde. Betaler. Ikke med blod eller tårer men med sved. Alligevel, eller måske netop derfor, skammer hun sig over sveden. Det er en evig overvindelse for hende at træde ind i afdelingen og hænge sin frakke på stumtjeneren ved døren og blotte de begyndende skjolder under armene. Helst ville hun springe hele godmorgen-ritualet over og bare snige sig ubemærket hen på sin plads. Men der skal hilses og smiles og svares på small-talk hele vejen rundt, og turen gennem kontorlokalet hen til skrivebordet føles uendelig. For sveden er et stempel, et spotlys der rettes mod hende, så alle 18
For Milena.indd 18
02/04/13 11.07
kan se, hvor meget skyld, der siver ud af hende. Hvor lidt kontrol hun har over sin egen krop og dens sekreter. Og hun ser sig selv ovenfra, udefra, altid med deres øjne. Sekretæren, der haster usikkert gennem det åbne kontorlandskab som en antilope på en afrikansk slette. Først når hun er i sikkerhed bag sit skrivebord, halvvejs skjult bag skærmen, ånder hun nogenlunde lettet op. Så kan hun passe sig selv og svede i fred indtil morgenmødet. Medmindre afdelingslederen eller én af de andre kollegaer kommer hen til hende for at bede om hjælp til noget i mellemtiden. I dag er ingen undtagelse. Hun hænger frakken fra sig på stumtjeneren med den sædvanlige følelse af skam. På trods af natteluften lugter den grønne bluse stadig af hengemt sved og har tilmed fået grimme, gullige skjolder i armhuleområdet efter Rodalonen. Som kompensation for det med sveden er hun ekstra omhyggelig med sin øvrige hygiejne. Har altid nylake rede negle og balsam-plejet hår og læbepomade på. Hun fjerner desuden konsekvent enhver form for kønsbehåring og hård hud. Renser i det hele taget ud hvor hun kan. Lavementer, intimsæbe, mundskyllevæske, ørespray. Det lille skab under toiletvasken derhjemme er fyldt med diverse midler til rengøring af kroppens mange gange og åbninger. Hun tolerer ikke det mindste spor af kropsafsondringer bortset fra sveden. 19
For Milena.indd 19
02/04/13 11.07
Hendes arbejdsstation er holdt efter samme sirlige udrensningsprincip. Modsat de fleste andre medarbejdere har hun hverken billeder af børn eller andet nips stående på bordet og heller ingen ting og sager dinglende fra skrivebordslampen eller gule post-it-sedler siddende på skærmen. Hun hader den slags sjuskede forsøg på at hjemliggøre arbejdspladsen og efterlader aldrig selv noget som helst personligt på sit bord. Ikke så meget som en kaffekop eller en kuglepen kan hun finde på at lade blive stående eller liggende fremme, når hun forlader sin plads. Hun kan ikke tåle rod. Får sådan en uro i kroppen, hvis der ikke er orden omkring hende. Og hvis det ikke var fordi, kollegaerne ville synes, at det var grænseoverskridende, ville hun hellere end gerne blive en time ekstra for at rydde op på deres skriveborde. Hun er den mor, rengøringsdamerne ellers påstår ikke arbejder der. Hver dag fejer hun krummer væk fra det røde morgenmødebord efter rundstykkerne. Sætter glemt service i opvaskemaskinen i køkkenet. Skurer endda toiletkummen ren efter de syndere, der er samvittighedsløse nok til at efterlade den fuld af brune striber. Hun er med andre ord den perfekte sekretær. Struktureret og disciplineret og flittig over al forventning. Den røde bakke med hastesager er fyldt op med kundebreve, der skal tjekkes i Central Kunde-registret, før de sendes ud. Det var meningen, at hun ville ordne 20
For Milena.indd 20
02/04/13 11.07
dem fra morgenstunden, men en mærkværdig higen efter at komme tættere på Snehvidekvinden får hende til at lade dem ligge og google hende på nettet i stedet. Hun har ikke fulgt særlig meget med i sagen. Er godt klar over, at der angiveligt er tale om bedrageri og forskningsfusk. Men hvem denne kvinde egentlig er, har hun ikke interesseret sig for, før hun så det tv-indslag i går aftes. Nu kan hun imidlertid ikke få nok at vide om hende. Billeder, udtalelser, baggrundsinfo, nyhedsklip, hvad som helst. Hun klikker og søger og læser med let rystende hænder og fornemmelsen af sit eget hjerte helt oppe i halsen. Ud over at det er dragende, er det også lidt forbudt. Det er ikke meningen, at man skal varetage den slags fritidsinteresser i arbejdstiden. Det har afdelingslederen flere gange måttet pointere. Ikke over for hende men over for de medarbejdere, der har lidt for travlt med Facebook og Trendsales og hvad der nu ellers findes af afhængighedsskabende sider på nettet. Som en slags skalkeskjul lægger hun derfor et par af kundebrevene frem på skrivebordet, så det ser ud, som om hun er ved at tjekke dem i CK-registret. Imens finder hun frem til en hel stribe artikler, der lader til at fortælle historien om Snehvidekvinden. Hun har ikke nerver til at læse dem færdig på skærmen, så hun beslutter sig for at printe dem ud og tage dem med hjem. Så snart hun har trykket på det lille print-ikon, skynder hun sig ud i printerrummet for at 21
For Milena.indd 21
02/04/13 11.07
stå klar ved printeren, når de forbudte sider kommer ud, så de ikke ender i hænderne på den forkerte. Det er flere gange sket, at en skødesløs kollega har printet noget privat ud og efterfølgende glemt at afhente det i printerrummet med det resultat, at resten af afdelingen tåkrummende kunne læse vedkommendes festsang eller kærlighedsdigt eller måske allerværst: job ansøgning. Heldigvis er der ingen kø ved printeren, så hun kan snuppe papirerne og lægge dem ind i sit chartek, i samme øjeblik maskinen spytter dem ud. Siderne er helt varme, og det føles lidt som at tage imod noget levende. Og selv om der er stegende hedt og indelukket i det lille printerrum, trykker hun den varme papirstak beskyttende mod sit bryst. Sveden pibler ned ad ryggen på hende under den grønne bluse, da hun lidt efter træder tilbage ud i afdelingen med sit bytte. Hun havde fuldstændig ret i sine antagelser. Snakken under morgenmødet falder ganske rigtigt hurtigt på rottehalshugningen og denne Jantelovløse fupmager af en hjerneforsker. Tænk at føre sig frem på den måde og fuldstændig skruppelløst fuske med statens forskningsmidler. Underslæb, uredelighed, storhedsvanvid og bedrageri. Magen til forbrydelse mod Flinkeskolen! Og så oven i købet stå dér til den præmieoverrækkelse mellem Helge Sander og kronprinsesse Mary og ligne en luder. Hun kunne da i det mindste have taget en 22
For Milena.indd 22
02/04/13 11.07
skjortebluse på. Eller bare noget langærmet for guds skyld. Kvinden kender åbenbart hverken til blufærdighed eller moral. Hun er en hån mod alt, hvad vi har kært. Det gør ikke sagen bedre, at hun er halvt fra Bulgarien og burde udvise beskedenhed og taknemmelighed over i det hele taget at få lov at være her. Lea gør sit bedste for at deltage i den fælles forargelse. Står der som en anden forræder med afslørende dokumenter i sin taske og nikker og ryster på hovedet og griner, når det virker passende, men inderst inde har hun lyst til at slå hårdt i bordet og råbe hold kæft og slynge sin kaffe i ansigtet på alle disse kværulerende kollegaer. Da snakken har varet et godt stykke længere end de afsatte femten minutter, erklærer afdelingslederen mor genmødet for hævet. Selv om den grønne trøje er gennemblødt oven på episoden i printerrummet og ubehaget ved morgenbordet, er det ikke sveden, der får hende til at skynde sig ud på toilettet bagefter, men en trang til at vaske fejheden af sig. Hun gnider hænderne flere gange i den lyserøde væske fra sæbedispenseren. Skyller og skyller og skyller og dupper ansigtet med koldt vand. Så kigger hun vredt ind i spejlet, mens hun stamper hårdt i gulvet og truer med knytnæve mod sit eget billede. Idiot, hvæser hun til sig selv. Dumme, lille nikkedukke. 23
For Milena.indd 23
02/04/13 11.07
Hun forbander sin egen svaghed. Hader sig selv for bare at sidde dér bag sin skærm som en lydig lille puddelhund, der logrer af alt, hvad de andre siger, når hun i virkeligheden har mest lyst til at stille sig op og fortælle dem, at de er nogle fordømmende fjolser. Men det er umuligt for hende. Hun er ikke programmeret til den slags protester. Samtykke, tie. Det er hendes speciale. Det er som om elektriciteten fra Snehvidekvinden alligevel har tændt en lille bitte gnist af oprør i hende. Et mod der får hende til at gøre noget ellers helt utænkeligt, noget hun aldrig har kunnet drømme om før. Hun går hen til afdelingslederen og bilder ham ind, at hun har fået så slem hovedpine, at hun er nødt til at tage hjem.
For Milena.indd 24
02/04/13 11.07
For Milena Copyright © Kathrine Assels og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København 2013 Omslag: Mikkel Henssel Bogen er sat med Garamond hos LYMI dtp-service Trykt hos Livonia Print Printed in Latvia 2013 ISBN: 978-87-11-38802-0 1.udgave, 1. oplag 2013 Citatet på side 37 er fra Information, Weekend d.12.-13. februar 2011, “Når målet hærger midlet” af Kristoffer Kræn. Billedet der henvises til på samme side er fra samme avis, foto af Michael Bothager/Scanpix. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Forfatteren takker Hald Hovedgaard for arbejdsophold.
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont.
For Milena.indd 4
02/04/13 11.07