Fordi du skal! - Læseprøve

Lise Egholm

Fordi du SKAl! KĂŚrlige spark fra skolelederen

LISE EGHOLM i samarbejde med Anette Vestergaard

Fordi du skal!

KĂŚrlige spark fra skolelederen

GADS FORLAG

INTRO Rådmandsgades Skole, Nørrebro, den 31. januar 2012

Kl. 8.10 Det ringer ind på Rådmandsgades Skole på Nørrebro i København. De 600 elever – eller de fleste af dem – er på plads, fordelt ligeligt mellem de højloftede lokaler i den gamle bygning fra 1889 og de mere tidssvarende klasseværelser i Slottet, den nyeste tilbygning fra 1999. Et par stykker kommer for sent.

I 3. klasse sættes en dreng på plads. “Ahmed, jeg skælder dig ikke ud, fordi du kommer for sent. Det er ikke dit ansvar. Det er dine forældre, der skal sørge for, at du kommer op om morgenen. Det er deres ansvar, at du får madpakke med og kommer ud ad døren til tiden. Men det er almindelig respekt, både over for mig og de andre i klassen, at sige undskyld, når du kommer for sent. Okay?”

Kl. 8.15 Der står kaffe, mælk og brød på bordet. Det er tirsdag morgen, og traditionen tro møder Lise Egholm op for at drikke kaffe med de forældre, der har lyst til en snak, inden de skal videre på arbejde. Den 63-årige skoleleders hennafarvede hår kan ses på lang afstand. Forældrene vender sig om for at tage imod hende.

Der knuses og hilses.

Kaffen indtages – også traditionen tro – i skolegården, når der er tirsdagstræf. Det fryser to grader, men vinden får det til at virke koldere. Små snekrystaller dækker træbordet og lege9

stativerne. Denne dag er ti frysende forældre samlet om de tre termokander. De taler med hinanden, men holder øje med Lise. En efter en hiver de fat i hende. En mor vil gerne lige have en snak om sin datter. Lise forsvinder ind i skolebygningen med hende. Bagefter vil en far gerne have hjælp. “Det er noget socialt,” siger Lise og lover ham at få fat i skolens socialrådgiver.

Lidt efter sidder Lise på sit kontor med udsigt til skolegården og taler med en journalist fra P4. Han vil høre, hvad hun mener om undervisningsminister Christine Antorinis kronik i dagens Politiken.

Kl. 09.30 Manden med de sociale problemer sidder stadig ude på gangen. Hvor er socialrådgiveren? Egholm skaffer kaffe til ham og gør klar til en MUS-samtale. Hun har glemt alt om Antorini og når heller ikke at høre udsendelsen, der sendes kl. 12.30 i radioen. Der har hun et hurtigt møde med sin souschef, Lene Rønje. Hvordan skal de skaffe penge til 9. klassernes tur til Paris? Budgettet er overskredet alene med rejse og indkvartering. Der skal vel også være til et par entreer og mad! Der må tænkes kreativt.

En dag med Lise Egholm er som et besøg på en større dansk provinsbanegård. Mennesker strømmer ind og ud af hendes kontor, sætter sig ned, drikker en kop kaffe, snakker, går igen.

Telefonen ringer, en ny person træder ind på kontoret, sekretæren dukker op i den anden dør, vifter med dagens aftaler, er der plads til en samtale med en indskolingslærer efter frokost?

Lise lægger røret, kigger i sin kalender og nikker. “Ja, hvis hun kan være her kl. 13.00. Jeg har et møde kl. 13.30, og så kommer der 17 seminariestuderende fra Aarhus på besøg fra 14.0016.00.”

10

“Okay” nikker sekretæren. Der ligger også en stak ringesedler og venter på Lise Egholms bord, men først skal hun lige ned og smile til lærerne i frokostpausen. “Hvordan går det?” siger hun ud i rummet. “Fint!” lyder det. En vil snakke med Lise, det er noget med en elev, der skal have pasning i femte lektion. Det er en dreng, der er “enkeltintegreret”, altså undervises alene, da han ikke er i stand til at være i en klasse. Læreren siger, at det er fjerde gang, hans pasning er gået galt. Hun har lagt en seddel i Lises rum om det? “Gud ja, det er rigtigt, det skal jeg nok følge op på,” siger skolelederen.

Gårdvagten udenfor gør fagter med sine handsker. Der mangler en gårdvagt! Hvem ved noget om det? Et kvarter senere står Lise Egholm i 5. C’s klasseværelse og giver instrukser om morgendagens gymnastiktime, der mod forventning ikke foregår på skolen, men i den offentlige svømmehal i Hillerødgade.

Og her er det altså ikke tilladt at beholde underbukserne på i badet. Her skal man være helt nøgen, når man vasker sig. “Det forstår I godt, ikke?” siger hun og nikker. Det betyder, at hun forventer, at budskabet er forstået. Alligevel tager hun lige fat i svømmelæreren senere på dagen og beder ham om at melde tilbage, hvis der er frafald. “Vi følger altid op på den slags. Vi kan godt tage hensyn, og det gør vi også, men der gælder ikke en anden lov for muslimer her i landet.”

Der er mange historier på Rådmandsgades Skole. Historier om vrede forældre, der melder deres børn ud, men vender tilbage tre-fire år senere, fordi det alligevel ikke gik på den arabiske friskole. Historier om elever, der kravler rundt på væggene, men bliver til velfungerende børn, efter at de har fået den korrekte diagnose. Historier om dårlige tal, der bliver til gode tal. Historier om muslimske kvinder, der langsomt begynder at vove sig ud i verden, for på skolen må de gerne gå alene, og 11

Rådmandsgades Skole er åben for forældre hver anden tirsdag mellem klokken 16 og 19.

Alt sammen gode historier, og mange af dem kan spores tilbage til Lise Egholm og den enorme indsats, hun har gjort for skolen og dens elever, siden hun tiltrådte som skoleleder den 9. februar 1995.

Ikke at hun selv nogensinde ville formulere det på den måde. Dertil har hun alt for travlt med at dele æren med de ansatte og de tilfældigheder og pudsige sammentræf, der lige pludselig gjorde det muligt for hende at gøre noget, der virkede så godt, at andre mennesker med indflydelse blev opmærksomme på det og fik lyst til at give hende en pris. Ikke desto mindre er det et faktum, at den rødhårede rappenskralde er et af de mennesker, som er med til at gøre en forskel. Det er hun blevet belønnet for flere gange. I 2007 gik Integrationsprisen til Rådmandsgades Skole for flotte læseresultater i 1. til og med 5. klasse. Skolens læseresultater lå over landsgennemsnittet, trods den høje andel af tosprogede elever. Prisen blev også tildelt på grund af god trivsel blandt eleverne. Og senest i november 2011, hvor Lise Egholm blev kåret som årets leder af organisationen Lederne. En heltekåring, som normalt uddeles af mænd og til mænd (læs: direktører), og som aldrig tidligere er gået til en kommunal leder. Lise Egholm, der skyndte sig at udtale, at hendes pris bestemt også skulle ses som en anerkendelse til alle andre kommunale ledere i landet, er nu kommet i selskab med erhvervslivets allertungeste drenge med arbejdspladser som A.P. Møller-Mærsk, Carlsberg og Nordea. Og det mest bemærkelsesværdige: De har selv stemt hende ind. En sjælden, kulørt fugl med et usædvanlig bredt vingefang og et yderst veltalende næb. Det pynter unægteligt i flokken af grå jakkesæt.

Signalet? At det virker. Egholmkuren virker. Fra 86 procent 12

tosprogede elever i 2007 er tallet nu nede på 72. Rådmandsgades Skole bliver hvidere og hvidere. “Det er ikke et mål i sig selv, målet er, at vores skole skal afspejle sammensætningen i vores lokalområde,” siger skolelederen, men udviklingen er et meget tydeligt – et umisforståeligt – tegn på, at Egholm har skrevet historien om. Fra at være en indvandrerskole i et særdeles belastet område af ydre “Nørrebronx”, hvor 65 procent af beboerne er af anden etnisk baggrund end dansk, er Rådmandsgades Skole nu en skole, som de ressourcestærke danske familier på midten og til venstre for midten tør indskrive deres børn i i sikker forvisning om, at de vil få en undervisning, som er på højde med den, de ville få på kommunens øvrige skoler – eller for den sags skyld på højde med den, de ville kunne betale sig fra i en af områdets utallige privatskoler.

Hele Lise Egholms liv har handlet om ledelse set fra det bredest tænkelige perspektiv. Livsledelse, børneledelse, klasseledelse, personaleledelse, opdragelse i alle former og farver og på alle planer, som det er blevet praktiseret i de mere end 40 år, hun har arbejdet i den danske folkeskole. Tusindvis af elever er defileret igennem hendes system. Først stod hun bag katederet som lærer i dansk og musik på Alsgades Skole på Vesterbro, siden var hun klasselærer på Lykkebo Skole i Valby, så fire år som viceinspektør på Hellig Kors Skole på Nørrebro og senest 17 år som leder på Rådmandsgades Skole. Hvordan gør hun? Hvilke tanker ligger bag hendes praksis? Er det overhovedet muligt at lave en recept på Lises ledelsesstil? Ja, det er det heldigvis, for Lise Egholm er typen, der praktiserer hvad hun prædiker. En prædiken, der kan koges ned til tre kodeord: kys, krav og kommunikation.

Det handler om tæft, om blink i øjet og om at have høje forventninger til sine medmennesker, både store og små. Det 13

handler om at have hjertet og sjælen med. Og det handler om at turde tage konfrontationerne, når de banker på døren. Om at sige det, der skal siges, og gøre det, der skal gøres – også selvom det er svært. Velkommen til Rådmandsgades Skole.

Og velkommen til Lise Egholm, hendes liv, hendes verden og hendes passion: vores børn.

Anette Vestergaard 2012

JORDEN BÆRER DIT AFTRYK I

I

fortovet uden for Rådmandsgades Skole ligger der en sten med indskriften: “Jorden bærer dit aftryk”. Det står på urdu og på dansk, og det er den danske billedkunstner Astrid Gjesing, der har lavet den. Det er en smuk sætning, synes jeg, og jeg taler tit med børnene om den, blandt andet når vi holder morgensamling. Hvad betyder det, at jorden bærer dit aftryk?

Det betyder, at du betyder noget! Det betyder, at den, du er, og det, du gør, betyder noget. Det er vigtigt. Det, du gør i dag, får betydning, måske ikke i morgen, men senere. Derfor skal man gøre noget godt for andre og for verden.

Sådan en sætning kan være svær at forstå, når man er otteni år gammel, men når man kommer op i alderen, begynder man at kunne se livets lange stræk.

Jeg kalder det livets sløjfer. Ting, som man har glemt, eller aldrig ville have troet skulle få betydning, får pludselig stor betydning på en måde, som man aldrig havde kunnet forudse.

Da Karen Blixen vendte tilbage fra Afrika, fortalte hun om kikuyuernes livsfilosofi, som hun havde taget til sig. Livet går sin gang, man kastes ud i nogle prøvelser, man går lidt i den ene retning, lidt i den anden retning. Nogle gange kommer man langt ud ad et sidespor, før man finder tilbage til hovedvejen. Undervejs kan man godt blive forvirret: Hvad er meningen med det hele? Er det hele bare tilfældigt? Hvor er den røde tråd? Ifølge kikuyuerne begynder man at se det hele lidt mere 15

fra oven, når man bliver ældre. Man ser tilbage på sit liv og de veje, man er gået, og pludselig tegner der sig et mønster.

Det, du gør nu, får betydning senere. Vær derfor lysvågen, nærværende og ydmyg over for tilværelsen.

Lise Egholm 2012

OPDRAG DINE BØRN Kram, krav og erindringsoptimisme

F

olkeskolen er vores alle sammens skole. Det er derfor, jeg elsker den.

Det er der, vi kan mødes i al vores forskellighed, men også i al vores enshed. Skolen er vores, men den er først og fremmest børnenes, og vi, de voksne, er der for børnenes skyld. Men vi kan godt skabe mere plads til de voksne, til forældrene. Det har vi haft stor succes med på Rådmandsgades Skole, fordi vi har været tvunget til at tænke anderledes. Der tales 45 sprog på skolen. Alene det stiller visse krav til kommunikationen. Det stiller også krav til forældrene. Ud over at være meget tydelige omkring vores krav har vi også åbnet skolen for forældrene for gennem en mild form for undervisning at anskueliggøre, hvad vi forventer af dem. Vi vil helst ikke skælde ud og vifte med pegefingeren – selvom det absolut også kan være nødvendigt.

Vi prøver at undgå det ved at sætte ord på, hvad den danske folkeskole er for en størrelse, så forældre fra andre kulturer har en chance for at fatte spillereglerne, når deres børn slippes løs i skolegården.

Den opgave påtager vi os gerne, fordi vi kan se, at det hjælper. Jeg har arbejdet med tosprogede børn i næsten 25 år, og jeg elsker det.

I de 25 år er der sket noget med de danske børn – dem, der er født i Danmark og taler pæredansk. Jeg har noteret en del usikkerhed, når det gælder børneopdragelse – og en deraf 17

følgende tendens blandt forældrene til at uddelegere de svære afgørelser omkring børnene til andre voksne. Det er hujende forkert! Når man får børn, skal man træffe nogle valg, både på egne og på børnenes vegne. Jeg ser mange forældre, der har svært ved at sige nej. Forældre, der lader barnet sidde oppe i indkøbsvognen fra det er toethalvt og spørger: “Hvad skal vi spise i aften skat?” Barnet har ikke chance ud over at sige is. De går stadig med ble! Sådan nogle børn kan være en udfordring, når de kommer i børnehaven. Vi bruger også en del tid på at rette dem til, når de kommer i skole!

De forældre, jeg ser på Rådmandsgades Skole i dag, og som jeg kalder projektforældre, er voksne, veluddannede mennesker, som måske har haft svært ved at få børn eller har fået børn ret sent. Når det så endelig lykkes, sker der nogle gange det, at barnet ikke bliver en naturlig del af familien, men mere et projekt for forældrene. Man har måske prøvet i fem-seks år. Moren er måske blevet 35-40 år, og det er helt forståeligt, at man vil gøre alt for det barn, når man så endelig får det!

Men en mor, der har gået og ventet så længe, kan have meget opskruede forventninger til, hvad det vil sige at være en perfekt mor. Man er så belastet af at have ventet så længe på den graviditet og har så mange forestillinger om, hvad den perfekte mor er, at man næsten har tabt kampen på forhånd.

Af lutter velvilje kan der ske det, at man helt glemmer at påtage sig forældreskabet. Fordi man vil gøre alt muligt godt for barnet. Det er i sig selv fint, men hvis kærligheden munder ud i, at man lader barnet træffe alle mulige beslutninger, som det slet ikke er modent til, går det galt. Det kan et lille barn ikke bære. Jeg ser også eksempler på, at børn, som har været længe undervejs, bliver en stor belastning for forældrene, fordi de har levet alene som singler eller som par i så mange 18

år, at de har vænnet sig til at leve på en bestemt måde og ikke længere er i stand til at tilsidesætte egne behov. Et sent ankommet barn kan skabe et stort pres på parforholdet og måske endda ødelægge det. Jeg synes, det er lidt synd for dem alle sammen. Det hele bliver så stort. Der er så meget fokus på det barn, at ting, der burde være enkle og naturlige, bliver tunge og komplicerede.

Børnene kommer til mig som seksårige. De har været vant til at være barnet. De er blevet dyrket, de har skidt i en glaspotte, mens de voksne klappede. Af gode grunde kan de ikke forstå, at der også skal tages hensyn til de andre 23 børn i klassen. De har været vant til øjeblikkelig opfyldelse af alle behov. De har ikke lært at vente. De mangler simpelthen sociale kompetencer.

Det står måske mere tydeligt for mig, fordi jeg har yderpolerne. Vi har projektbørnene i det ene hjørne, i det andet sidder så fem-seks indvandrerbørn, som er velopdragne og høflige og vant til at dele og vente på, at det bliver deres tur. De har lært, at du nogle gange er nummer et, nogle gange nummer ti eller måske endda nummer 24. Projektbørnene kan alle ordene. De er velstimulerede, men på det sociale område har de det rigtig svært. De er blevet serviceret fra den dag, de blev født – og bliver det stadig. Der må ikke være en sten på deres vej. Det giver jo frygtelig bagslag, når de møder den virkelige verden. De kan slet ikke tackle det. Hvis en siger: “Din T-shirt er grim”, bryder de fuldstændig sammen. Det er der ingen, der har sagt til dem før. Kærligheden har en slem bagside, som de møder i skolen.

Der er de sammen med en jævnaldrende gruppe, hvor alle er parallelle eller burde være det. De er vant til en særstilling, som man ikke kan opretholde i en klasse med 24 elever.

Vi har også almindelige familier med to-tre børn. Indtil for tre år siden har tendensen været, at de flyttede, når børnene 19

kom i 5.-6. klasse, fordi der er så få hvide børn tilbage på de klassetrin. Der er ikke flere kammeratskabsmuligheder. Her er vi oppe mod et dårligt ry på vores overbygningsskole. Den, som i gamle dage hed Heimdalsgades Overbygningsskole, kaldet HGO. Det gør jeg alt for at rette op på. Nu hedder skolen RG2, Rådmandsgade 2 og huser 7.-10.klasserne. Lærerne er stort set udskiftet, og vi har fået sat nye skilte op i stedet for de gamle. Dertil kommer, at vi med de seneste årgange har fået mange danske børn ind. Jeg har for eksempel meget store forventninger til vores 4. klasser. De har haft en rigtig god indskoling. I to af klasserne er der fifty/fifty sorte og hvide elever.

Hvis de hvide bliver, vil de bryde igennem og blive den første generation, vi får lov til at følge fra første til sidste skoledag.

Det er et stort ønske for hele skolen.

Fordi I skal!

Forældre skal opdrage deres børn – og så skal de slippe dem.

På første skoledag, når vi har sunget en sang, og jeg har holdt en velkomsttale, og de nye børn er sendt ud i 0. klasserne, sidder forældrene tilbage. Der er som regel over 100. Så ruller der en kaffevogn ind, og vi holder en lille pause. Jeg siger: “I kan vove på at gå hjem nu!” Hvorpå jeg fortæller dem om forældrenes opgave hos os: “I skal hjælpe jeres børn med at pakke deres taske. Der skal være penalhus, og i det skal der være en blyant, som kan skrive, et viskelæder, der kan viske, og en lineal, man kan slå streger efter. Det skal jeres børn have med hver dag. De skal også være udhvilede, møde til tiden og have spist morgenmad hjemmefra. Desuden skal I enten have bestilt mad fra vores madordning, eller også skal jeres børn have en madkasse med – med mad i. Nogle dage skal jeres børn have shorts med til idræt, det får I besked på af lærerne. Der bliver 20

også biblioteksdage, hvor jeres børn låner bøger, og dem skal I læse sammen med dem.”

Allerede her kridtes banen op til det kommende skolehjem-samarbejde, som jeg ved, er så livsvigtigt for børnene. De fleste forstår budskabet. Og de velformulerede danske forældre kommer hen og siger: “Der er ikke noget overladt til tilfældighederne, hvad ...?” Men jeg fornemmer også en vis lettelse over, at det bliver italesat. De er jo lidt bange for, at det hele sejler med så mange tosprogede børn. Man gør alle en tjeneste ved at være meget tydelig fra starten.

Når vi får børnene ind i 0., forventer vi, at de kan farverne og formerne, altså trekanter og firkanter og cirkler, at de kan tælle op til 20 og sige “10, 20, 30 ...” op til 100, at de kan klippe efter en streg, kan holde på en blyant, at de kan hoppe på ét ben, holde i hånd, at de kan gå på toilettet og tørre sig selv, pakke deres mad ud, spise den og rydde op efter sig. Det kniber lidt både for de arabiske prinser og curlingbørnene. De skal tørres om munden og i røven. Her bliver der sagt: “Gå hen, og vask jeres hænder.” Så det skal man også kunne.

Socialt forventer vi, at de kan vente, til det bliver deres tur.

De fleste har lært at udsætte et behov i børnehaven. Men ikke alle. “Jeg skal tisse, jeg skal tisse!” “Jamen så tis i bukserne, vi er ikke ude på toilettet endnu!” “Jeg skal have vand, jeg er tørstig!” “Du har lige haft frikvarter, du må vente!” “Jamen jeg er tørstig!” “Du må vente til næste frikvarter.” Det er okay at komme løbende, når børnene skriger af sult som spæde, men vi forventer, at der sker noget i løbet af de seks år, der går, inden de starter i skolen.

Vi har en speciel udfordring med de danske projektbørn, som jeg kalder dem. Vi er meget glade for dem på Rådmandsgades Skole, fordi de er enormt gode til ord. De har fået læst 800 21

billedbøger, og ordene står i kø for at komme ud af munden på dem – men de har det meget svært med tal. Det er fuldstændig umuligt for dem at få øje på de 23 andre børn i klassen ... Men det lærer de. Fordi det skal de.

Sådan starter der hvert år nye 0. klasser på Rådmandsgades Skole, Nørrebro. Ni-ti år efter siger vi farvel, hvis ikke før. Så er det sidste skoledag. Denne bog er mit forsøg på at fortælle lidt om, hvad vi gør med og for børnene i deres skoletid. Hvad vi kræver af dem – og af os selv. Og hvordan vi prøver at møde børnene – de meget forskellige børn – lige der, hvor de er, så vi kan få dem til at udvikle sig bedst muligt.

Hvis er børnene?

Børnene er det vigtigste råstof, vi har. Alligevel er mange af os usikre på, hvad vi skal med dem, og hvem der egentlig har ansvaret for dem. Vi står i et vadested, hvor vi ikke rigtigt kan finde ud af, hvem der har børnene. På en måde er de fars og mors, på en måde er de samfundets. Og som i alle andre situationer, hvor ingen har det primære ansvar, falder de ned i et hul, hvor ingen tager ansvar. Det starter allerede, når de er et år gamle. De små børn sidder i vuggestuen og spørger ud i luften: “Hvad er det, hvad er det?” Måske er der ingen, der svarer.

De sidder ude på toilettet og kalder: “Jeg er færdig!” Til sidst holder de op med at kalde, for der kommer ikke nogen. Små børn skal have kontakt og tryghed, ellers regenererer de, og det kommer til at præge dem resten af deres liv.

En undersøgelse har vist, at der er en sammenhæng mellem skoleresultater og institutionens kvalitet: Jo bedre institutionen er, jo bedre bliver barnets resultater senere. Der er simpelthen en klar sammenhæng mellem kvaliteten af dagtilbuddet og indlæringsevne senere. I vuggestuen er der en pædagog til tre22

fem børn, og det er i mine øjne ikke nok. Små børn har behov for nærhed, omsorg, opmærksomhed og svar. Jo ældre, jeg bliver, jo mere kan jeg se, at børn er resultatet af den omsorg, der har været eller ikke været. Basic trust, basal tillid, i barnets to første leveår er forudsætningen for, at de klarer sig godt senere i livet. Det må vi været indstillet på at investere i.

Uddannelsen af vores vuggestuepersonale skal forbedres, også selvom der er flere uddannede pædagoger i Danmark end i de fleste andre lande. Der skal kastes penge efter uddannelse af pædagoger og personaleledelse. Vi skal have mobiliseret glæde og stolthed hos dem, der passer på blomsten af vores ungdom. Sådan er det til en vis grad ved at blive i folkeskolen. Lærerne er ved at genvinde deres anseelse, men vi kan jo kun lave lapperier, hvis forarbejdet og kontaktmønsteret ikke er i orden. Et tidligt svigt kan komme til at koste dyrt senere. Børnene er først og sidst forældrenes ansvar.

Forældrenes, senere institutionernes og skolens. Vi skal give dem alt, hvad vi har. Hele vejen skal vi lære dem, at de betyder noget. Ikke ved at fodre dem med slik og kager og fragte dem rundt i byen i en cykelvogn, men ved at få dem til at gøre rent i kaninburet.

Børn har brug for at føle, at deres tilstedeværelse er nødvendig i familien. At der er brug for deres hjælp. Man skal stille krav til børn, ikke pakke dem ind i vat og bomuld. I de gamle landbosamfund indgik børnene naturligt i arbejdet. Det var en nødvendighed. Og gud være lovet, at børn ikke mere skal gå i marken som fireårige eller bliver sendt hjemmefra, når de er 11-12 år. Jeg længes ikke efter en gylden fortid, som i virkeligheden var rædselsfuld, men jeg synes, jeg kan se nogle værdier i det, som vi har mistet. Jeg har selv oplevet glæden ved at være pligtopfyldende storesøster for tre mindre brødre.

23

Og jeg ser glæden hos de børn, der er med til noget hver dag på Rådmandsgades Skole, fordi børnene somme tider bliver sendt ned til mig, når de har været umulige.

Når der kommer et par ballademagere ind på mit kontor, lægger jeg ud med at snakke med dem om det, de har gjort, og fortæller dem, at de skal opføre sig ordentligt og sige undskyld til læreren. Jeg siger: “Ved I hvad, nu har jeg altså lige 25 breve herinde, der skal frimærker på. De skal sidde fuldstændig lige i hjørnet, og I skal også stemple bagpå!” Så får de stemplet, og så går de i gang. Ti minutter efter er det nogle helt andre drenge, der går ud ad døren. De har løst en opgave, de har gjort noget for fællesskabet. “Det var godt, Muhammed,” siger jeg, “husk at sige undskyld, og tak for hjælpen!” Et barn tager næring af at få udleveret en opgave. Det kan godt være, at de protesterer, men så må man stå fast. Det er til gengæld svært for mange forældre. De synes, det er nemmere at gøre tingene selv end at stå fast på et krav over for et genstridigt barn. Men hvem er det så, der bestemmer? Årets leder Da jeg tiltrådte som skoleinspektør på Rådmandsgades Skole i 1995, skete det i forholdsvis ubemærkethed, men i dag går der sjældent en uge, hvor jeg ikke bliver ringet op af en journalist fra et dagblad eller et radioprogram. Jeg er blevet kendt som hende, der taler lige ud af posen. Jeg holder efterhånden også ganske mange foredrag rundt omkring i landet. Både om integration, om ledelse og om kommunikation. For mig er der ingen modsætninger mellem kærlighed og krav. Derfor kalder jeg ofte mit foredrag “Kys, krav og kommunikation”. Hvordan får vi kommunikeret kravene til hinanden på en kærlig måde?

Og hvorfor overhovedet stille krav?

24

For mig er svaret enkelt: Hvis vi ikke stiller krav til hinanden og vores børn, falder vores familier og vores samfund ganske enkelt fra hinanden. I dag er det blevet så moderne at forstå alting. Vi skal forstå hinanden, rumme hinanden, tolerere hinanden. Vi har fået det “dejlige” ord konsensus, som betyder, at alle skal være enige om alting. Det vil i realiteten sige, at ingen bestemmer, at ingen tager ansvar. Jeg kan godt frygte, at vi danskere kommer til at sidde og sy tøj til kineserne, hvis vi ikke begynder at stille flere krav til os selv og hinanden.

Og det begynder med børnene. Børnene er fremtiden! Det har jeg efterhånden sagt så mange gange, at budskabet åbenbart også var nået helt frem til organisationen Lederne.

En septemberdag 2011 mødte jeg min genbo ude på vejen.

Han er leder i en større virksomhed. “Jeg har stemt på dig,” sagde han. “Stemt på mig,” sagde jeg, “hvor kan man stemme på mig henne?” “Det kan man i Lederne,” svarede han, “har du ikke set dig selv i bladet? Du er nomineret til årets leder! Jeg prøvede at stemme på dig to gange, for jeg ville gerne støtte dig lidt mere, men det kunne man sgu ikke.”

Han gik ind og hentede bladet. Da jeg så, hvem jeg var oppe imod, tænkte jeg: “Hold da op!” Der var en direktør fra Arla og en fra ATP og en Falckleder plus et par stykker mere. Alle sammen mænd i meget store stillinger. Og så mig. Siden glemte jeg alt om det, indtil de en dag ringede fra Lederne og sagde, at det ville blive mig, der vandt. Afstemningen blandt lederorganisationens medlemmer var godt nok ikke slut endnu, men der var ingen tvivl om, at jeg ville vinde. “Jeg har siddet med denne her pris i ni år,” sagde konsulenten, “og jeg har aldrig før set så stor afstand mellem den, der har flest stemmer, og den, der har næstflest. Du kan umuligt blive indhentet af toeren. Det bliver dig!”

25

Og sådan gik det til, at jeg, en kommunalt ansat skoleinspektør fra en pæn, men temmelig nedslidt folkeskole på ydre Nørrebro blev årets leder 2011.

En uges tid senere skulle jeg modtage prisen, som ud over en stor buket blomster var et maleri af en ko! Jeg havde fået at vide, at jeg skulle holde en kort tale i Tivoli Congress Center, som var proppet til kanten med mænd i slips og jakkesæt – og en enkelt kvinde hist og her. Jeg havde skrevet et par stikord, så jeg vidste nogenlunde, hvad jeg skulle sige. Jeg sagde blandt andet noget om, at det ikke altid havde været sol og sommer at være leder på Rådmandsgades Skole, at jeg havde taget nogle kampe – også nogle, jeg ikke havde behøvet at tage – men at jeg havde været lidt af en stram moster, fordi der var så meget at rydde op i. Så fortalte jeg, at vi i dag har et rigtigt godt hold på skolen, hvor der er unge og gamle lærere, danske og tosprogede og næsten lige mange mænd og kvinder. De mandlige ansatte er lidt i undertal. “Det er en af de ting, jeg prøver at rette op på,” forklarede jeg, “for børnene på Rådmandsgades Skole har rigtig meget brug for at have mandlige rollemodeller, fordi deres fædre er så fraværende.” Jeg kastede et blik ud over forsamlingen og sagde: “I er sgu da garanteret også temmelig fraværende i forhold til jeres børn, er I ikke? Det kender I vist godt!” Så skreg de af grin, for det var rigtigt. Jeg kender det jo også fra mig selv. Som leder arbejder man meget, og det har nogle omkostninger.

Erindringsoptimisme Når man får sådan en pris, kan man ikke undgå at stille spørgsmål til sig selv: Er jeg overhovedet en dygtig leder? Har jeg virkelig fortjent den pris? Jeg synes jo bare, at jeg er sådan en Heidi Husmor, der er udstyret med en god portion bondefor26

nuft. Men jeg kan godt lide at lede. Det falder mig ikke svært.

Jeg vil gerne lede, og det er anderledes end at være chef. At lede er at have nogen med sig.

Jeg vil gerne gå foran sammen med nogen. Jeg vil gerne have nogen med mig derhen, hvor jeg tror, det rigtige sted er, altså der, hvor vi skal bevæge os hen med vores virksomhed, som hos os er en skole. Det er noget andet end at være chef, synes jeg. Det er ikke vigtigt for mig, at jeg er den, der får den højeste løn. Det er jeg så alligevel, for sådan er systemet bygget op, men det er ikke det, der motiverer mig. Jeg kan se i min verden, at det for mændene oftere er et incitament. Det med løn og arbejdsforhold og sådan noget har aldrig været rigtig vigtigt for mig. Derfor har jeg for eksempel aldrig været tillidsmand.

Jeg er ligeglad med, om folk får 2 eller 10 øre mere i timen.

Folk skal have den rigtige løn, selvfølgelig, og de skal fandeme bestille noget! Det er nemlig i mine øjne det, det handler om.

Man skal gøre sig umage, og man skal udføre sit arbejde, så godt man kan.

De ti første år på Rådmandsgades Skole var præget af voldsomme konflikter blandt medarbejderne internt og mellem medarbejderne og mig – og byggeprojekter af forskellig art, som skulle gennemføres med mig som ansvarlig leder. Dertil kom store forandringer i kommunen i form af sammenlægninger og strukturelle ændringer, fordi mange skoler i kommunen blev tynde i toppen fra 7. klasse og op. Det betød, at skoler skulle lukkes eller lægges sammen. Oveni kom en kæmpe indskrivning af ekstra elever til Rådmandsgade i efteråret 1996, i alt 120 elever, som stort set alle sammen kom fra Mjølnerparken.

De første ti år var, hvis sandheden skal frem, ved at blive min alt for tidlige død. Lærerne, Mjølnerparken, udbygningen 27

af skolen samt alle personsagerne ... det gjorde mig til leder hen ad vejen, men det var ikke omkostningsfrit.

Det var ikke altid sol og sommer de første ti år. Alligevel overstiger antallet af lyse stunder langt de mørke. Det er i hvert fald dem, der står skarpest i min erindring. Der er noget, der hedder erindringsoptimisme, og det lider de fleste af, også jeg. Mit mål med denne bog er imidlertid blandt andet at vise, at man lærer utrolig meget af at tackle problemerne.

Solstrålehistorier er dejlige, men måske mindre lærerige. Det er lidt ligesom i eventyrene: Først skal man igennem en masse trængsler og tidsler og torne, men til aller-, allersidst ender det godt! Det har jeg oplevet mange gange i mine mere end 40 år i den danske skoleverden – både med kolleger, medarbejdere, elever og forældre.

Der er ingen tvivl om, at den største kilde til glæde i mit liv – både i mit familieliv og mit arbejdsliv – har været og er børnene. Hvad mit arbejdsliv angår, kan jeg med sikkerhed sige, at havde det ikke været for dem, deres kærlige væsen og deres smittende livsglæde, havde jeg aldrig klaret de mange udfordringer. Det er de fantastiske børn, som det hele handler om. Og alle børn er fantastiske, hvis vi tør se dem, stille krav til dem og klart melde ud, hvad vi forventer af dem – og hvad de kan forvente af os. Sværere er det faktisk ikke.