95mm
”Amity Gaiges multifacetterede roman
137mm
Forsvindinger er fortællingen om Erik Schroders uge på flugt
skønhed og den upålidelige fortællers dødsdømte
fra politiet med sin seksårige
rejse. Hvis jeg overhovedet holdt pause, mens jeg
datter Meadow.
slugte den, var det for at nyde de uimodståelige – Publishers Weekly
”Klog, underholdende, oprørende og dog alligevel forunderligt sammenhængende – lidt – Kirkus Review
sprog er overraskende og originalt, men denne besnærende romans virkelige bedrift er den moralske splittelse, læseren føler.” – People Magazine
”Af og til fremprovokerer en roman et kaos af indviklede og foruroligende reaktioner – afsky
Fra fængslet forsøger Erik at at skabe et overblik over sit liv for at forstå – og måske endda forklare – sine handlinger. Den smertefulde adskillelse fra moren som barn, den dramatiske flugt til USA, et kærlighedsforhold, der visnede i skyggen af en lang række løgne og hans bedste og værste oplevelser som en ufuldendt, men kærlig far.
137mm
AMITY GAIGE ”Sjældent har så dristigt et romanprojekt taget udgangspunkt i så interessant en romanfigur.” – Jonathan Franzen (forfatter til Frihed)
sympati til en mere grundlæggende, muligvis uønsket, følelsesmæssig genkendelse. Det var nogle af de ting, jeg oplevede, da jeg læste Amity Gaiges forbløffende gode roman Forsvindinger.”
”Denne utraditionelle, raffinerede og velskrevne roman præsenterer en frisk og overbevisende, ung stemme i amerikansk litteratur.” – Jennifer Egan (Forfatter til Tæskeholdet banker på) ISBN 9788711382103
FOTO / Sarma ozols
AMITY GAIGE er amerikansk
forfatter og har tidligere skrevet to romaner. Hun er blevet udnævnt til en af fem fremragende forfattere under 35 af National Book Foundation.
og ømhed, bebrejdelser og forståelse, en forbindelse, der går dybere end overfladisk
95mm
FORSVINDINGER
– Wall Street Journal
9 788711 382103
ROMAN | LINDHARDT OG RINGHOF OMSLAG / MIKKEL HENSSEL
215mm
”Forsvindinger er dybt fascinerende, og Gaiges
FORSVINDINGER
ligesom den afvæbnende hovedperson.”
Men historien starter langt tidligere – med en lille løgn, der bliver altopslugende. Som barn flygter Erik fra Østtyskland med sin far, men i håb om at passe bedre ind i sit nye, amerikanske liv tager han som ung efternavnet Kennedy og lægger med ét pennestrøg afstand til hele sin fortid og sin identitet.
AMITY GAIGE
Forsvindinger bjergtog mig med sprogets intense
sætninger. En smuk bog.”
29mm
Forsvindinger er oversat fra engelsk efter “Schroder” Copyright © Amity Gaige 2013 Dansk copyright © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Mikkel Henssel Bogen er sat med Bembo hos LYMI dtp-service og trykt hos Scandbook AB, Falun ISBN: 978-87-11-38210-3 1.udgave, 1.oplag Printed in Sweden 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Forsvindinger - Tryk.indd 4
06/03/13 12.31
Amity gAige Forsvindinger ROman
P책 dansk ved Juliane Wammen
Lindhardt og ringhoF
Forsvindinger - Tryk.indd 3
06/03/13 12.31
her er den dybeste hemmelighed ingen kender (her er rodens rod og spirens spire og himlens himmel af det træ, der kaldes livet; som vokser højere op end sjælen kan håbe og tanken kan skjule) og det er dette underværk som holder stjernerne adskilt jeg bærer dit hjerte (jeg bærer det i mit hjerte) E.E. Cummings
Forsvindinger - Tryk.indd 7
06/03/13 12.31
Forsvindinger - Tryk.indd 8
06/03/13 12.31
D
et følgende er en beretning om, hvor Meadow og jeg har været siden vores forsvinden. Min advokat siger, at jeg skal fortælle hele historien. Hvor vi tog hen, hvad vi lavede, hvem vi mødte osv. Som du ved, Laura, er jeg ikke nogen fåmælt person. Jeg er snakkesalig – man kunne endda kalde mig sludrevorn – af en mand at være. Men jeg har ikke sagt et ord i dagevis. Det er et løfte, jeg har aflagt. Min mund smager gammelt og fugtigt som en grotte. Det viser sig, at jeg ikke er særlig god til at være tavs. Der er hele slotte af ting, jeg har lyst til at fortælle dig. Hvilket vel forklarer entusiasmen i dette dokument, på trods af dets måske lidt triste historie. Min advokat siger også, at dette dokument måske en dag kunne hjælpe mig i retten. Så det er svært ikke at tænke på det som en slags bøn, ikke blot om din nåde, men også om et hypotetisk nævningetings, hvis vi ender i retten. Og hvis du synes, ordet nævningeting lyder spændende (det syntes jeg et kort øjeblik), så har jeg siden lært, at et nævningeting får galt fat på alle mulige ting, fordi det hænger sig i førstehåndsindtryk, og i sidste ende kommer det sjældent med de rungende 9
Forsvindinger - Tryk.indd 9
06/03/13 12.31
frikendelser eller strafudmålinger, som vi har fortjent, men fungerer oftest som indikator for, hvordan sagen vil blive skævvredet i aviserne. Det er svært ikke at tænke på dem alligevel, mine potentielle tilhørere. Advokater. Nævninge. Pøbler som dem i eventyrene. Men mest af alt dig. Dig – min indpisker, min verden, min hustru. Kære Laura. Hvis det bare var os to igen, og vi sad ved køkkenbordet sent om aftenen, ville jeg sikkert bare kalde dokumentet her en undskyldning.
Forsvindinger - Tryk.indd 10
06/03/13 12.31
APOLOGIA PRO VITA SUA
E
ngang for længe siden, i 1984, kreerede jeg et andet skæbnesvangert dokument. På overfladen var det en an søgning til en drengelejr ved Ossipee-søen i New Hamp shire. Jeg var fjorten år gammel og havde kun været i USA i fem år. I løbet af de fem år havde min far og jeg beboet den samme lejlighed på øverste etage i en udlejningsejendom i Dorchester, Massachusetts, som, hvis du aldrig har været der, er et tætbefolket, multietnisk kvarter i Bostons sydlige opland. Selv om jeg havde dæmpet min accent, indhyllet mig i en Bruins hockeytrøje og forsøgte at virke lige så rå og mut som mine irsk-amerikanske jævnaldrende, der udgjorde Dorchesters racemæssige minoritet, var jeg stadig mentalt lige stået af båden og stadig i gang med på daglig basis at opdage fænomenerne i mit nye hjemland. Jeg kan huske den elektroniske, slubrende lyd af en mønt i sprækken på min første videospillemaskine og synet af en vibrerende elektrisk tandbørste og dengang en dreng, som ikke var meget ældre end mig, en dag mens jeg stod og ventede på bussen, holdt ind til kantstenen i en åben Corvette og hoppede ud uden at bruge døren. Jeg kan huske, at jeg så mange af den slags ting og meget andet, 11
Forsvindinger - Tryk.indd 11
06/03/13 12.31
fordi de følelser, de fik op i mig, var forvirrende. Først følte jeg et stød af barnlig undren, men denne undren blev efterfulgt af en brændende lyst til at proppe den væk igen, for hvis jeg havde været en rigtig amerikaner, ville jeg ikke være blevet det mindste imponeret over noget af det. En forstærket selvbevidsthed var min følgesvend, en vis dobbelthed i sindet, som jeg var afhængig af for ikke at komme til at stille dumme spørgsmål, som for eksempel dengang Far og jeg en dag kørte over grænsen til Rhode Island i et ærinde, og jeg modstod trangen til at spørge, hvorfor der ikke var nogen kontrolpost mellem staternes grænser, for jeg havde – tro det eller ej – taget mit tyske pas med mig. Første gang jeg så brochuren for Ossipee-lejren var i venteværelset hos min læge. Jeg studerede den hver gang, jeg var syg, indtil jeg til sidst listede den ned i min jakke og tog den med hjem. Jeg stirrede på den brochure i ugevis – i sengen, i badet, når jeg hang fra min træningsstang – indtil siderne i den begyndte at klistre sammen. De amerikanske drenge på fotografierne hang og svævede i luften mellem klippevæg og sø. De gik tre og tre med kanoer på nakken. Jeg begyndte at se mig selv svømme sammen med dem. Jeg forestillede mig, at jeg kravlede gennem hvedemarkerne eller hvad det nu var, at jeg lærte at følge spor og finde svampe. Jeg ville være ham, man regnede med, drengen i front, ikke så meget en helt, mere en forrider. Jeg var særligt interesseret i Ossipee-indvielsesritualet, som kun var for de ældste drenge i deres afsluttende år – en sololejrtur med overnatning på en afsidesliggende ø midt i søen. Og det var her, mit fremtidige jeg for alvor blev skabt for mig, i dette billede: mig, Erik Schroder, som, tro det eller ej, lagde brænde på bålet om natten, solo, sig selv nok, frigjort fra samfundets begrænsninger. 12
Forsvindinger - Tryk.indd 12
06/03/13 12.31
Jeg ville falde i søvn som én slags dreng og næste dag vågne som en fuldstændig anden. Det eneste, jeg skulle gøre for at ansøge om at komme med på lejren, var at udfylde et skema og skrive en personlig udtalelse. Hvilken slags udtalelse mon de søgte? tænkte jeg. Hvilken slags dreng? Jeg sad ved min fars spillebord og stirrede ud ad vinduet mod hjørnet af Sagamore og Savin Hill Avenue, hvor to af mine klassekammerater sloges om en ødelagt hockeystav. Jeg satte et stykke papir i min fars skrivemaskine. Jeg begyndte at skrive. Min historie var, set i et bestemt lys, det sandeste, jeg nogen sinde havde skrevet. I den indgik historiens tunge åg, et tidligt tab af en mor, en grundløs fornemmelse af personligt ansvar og et uforfærdet håb for fremtiden. Set i et andet lys – det som alle andre bruger, heriblandt domstolene – var min historie en ren skrøne. Et uredeligt, fordrejet, falsk, uærligt, fortvivlet stykke fiktion, som jeg, da jeg mødte dig, lagde pænt indbundet for dine fødder. Men dette var 1984. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg var ikke ved at lyve for dig – jeg var kun et barn, der sad ved min fars skrivemaskine med benene klædt i hvide, knælange sportsstrømper, håret stadig helt lyst og ikke mørkt ved rødderne, som det er nu. Jeg skrev adressen på konvolutten. Jeg rapsede et frimærke. Da det blev tid til at skrive under nederst på den tætskrevne side, var det med en vis flair, at jeg for første gang skrev det navn, du kom til at kende mig under. Efternavnet var ikke svært at vælge. Jeg ville have et heltenavn, og der var kun én mand, som jeg nogen sinde havde hørt omtalt som en helt i Dorchester. En dreng derfra, en forfulgt irer, en halvgud. Han var også den mand, der i omkring 1963 havde talt til et jublende menneskemylder af nedtrykte vestberlinere og efterladt dem med en 13
Forsvindinger - Tryk.indd 13
06/03/13 12.31
glitrende følelse af selvanseelse, som varede ved længe efter snigmordet på ham, og hans heltestatus var stadig uberørt, da min far og jeg endelig nåede derover langt senere. Faktisk kan man sige, at John F. Kennedy er grunden til, at vi overhovedet troppede op i dette land. Jeg brugte flere måneder på at opsnappe posten på udkig efter mit svarbrev fra Ossipee. Brevet ville tilbyde mig fuld optagelse i lejren med et stipendium, foruden medfølelse med mine trængsler. Jeg drømte om det brev så ofte, at jeg havde svært ved at tro på det, da det rent faktisk kom. Vi i Ossipee tror på, at alle drenge fortjener en sommer ... Vi føler os forpligtede til at støtte drenge fra alle kår ... Kom og vær sammen med os ved bredderne af vores elskede sø ... Ossipee, hvor gode drenge bliver bedre mænd. Ja! Ja! tænkte jeg. Jeg tager imod tilbuddet! Jeg har masser af kår! Min begejstring blev kun dæmpet af lyden af Fars nøgle i foyeren nedenunder, og det gik op for mig, at jeg ikke ville kunne vise ham selve brevet, som var adresseret til en anden dreng. I stedet viste jeg ham den halvt opløste brochure. Jeg fortalte ham om den personlige mandtil-mand-samtale med lejrlederen. Jeg gjorde endda stipendiet meritbaseret og fuldendte fantasien for os begge. Vi valsede rundt i lejligheden hele aftenen. Det var det nærmeste, min far nogen sinde kom på munter løssluppenhed. Der kom aldrig nogen og tjekkede op på min historie. Da det blev tid, tog jeg en bus fra Boston to timer mod nord til et sted ved navn Moultonville, hvor en lejrrepræsentant skulle mødes med mig og en anden stipendium-dreng, som stod på i Nashua. Da vi stod af bussen, kom en kraftig kvinde i lærredsbukser hen imod os. Det var Ida, lejrens kok og eneste hunkønsvæsen. Den anden dreng præsenterede sig mumlende. Ida så på mig. “Så må du være Eric Kennedy.” 14
Forsvindinger - Tryk.indd 14
06/03/13 12.31
Hvorfor åd de min utroværdige historie? Det må guderne vide. Det eneste, jeg kan sige, er, at det var 1984. Man kunne ansøge om et sygesikringsnummer pr. post. Der fandtes ingen databaser. Man skulle være rig for at få et kreditkort. Man havde sit testamente liggende i en bankboks og sine penge i et stort seddelbundt. Der var ingen teknologier til alvidenhed. Ingen ønskede dem. Man var den, man sagde, at man var. Og jeg var Eric Kennedy. I de følgende tre somre var det ham, jeg var. Eric Kennedy med den rolige hånd. Jernhårde Eric Kennedy. Eric Kennedy med den overraskende melodiske sangstemme. Min forvandling var forbløffende. Den første sommer talte jeg med skælvende stemme, som jeg var den eneste, der vidste, skulle dække over ethvert spor af accent. Jeg nærede en hemmelig frygt for, at en rigtig tysker ville komme hen til mig og spørge: “Wo geht’s zum Bahnhof Zoo?”, og at jeg ville svare. Men det skete aldrig, og desuden var der ingen, som havde mistanke til mig eller kiggede mig efter i sømmene eller virkede, som om de ønskede mig ondt; i Ossipee lærte man drengene, at det at stole på folk var noget, man gjorde for sin egen skyld, for selv at blive et bedre menneske, og denne gammeldags lektie, hvor forskruet jeg end indoptog den, er en jeg stadig skylder stedet. Med tiden forlod jeg periferien af gruppen og bevægede mig ind mod tingenes centrum. Jeg tog skjorten af og var med i dansene rundt om lejrbålet. Jeg førte an, når vi i kor råbte på mad i spisesalen. Da min første sommer var ved at være slut, kunne de ikke få mig til at holde mund. Derefter holdt jeg aldrig rigtigt op med at snakke igen. Til sidst kom det tidspunkt, hvor jeg skulle på min sololejrtur. Det var min tredje og sidste sommer ved Ossipee, en forbavsende mild en af slagsen. En støt blæst fejede hen over 15
Forsvindinger - Tryk.indd 15
06/03/13 12.31
søens overflade og formede mørkt regnbueglinsende småbølger, som slog mod skroget af lejrens lille motorbåd. Alle de drenge, som jeg havde set op til de foregående somre, var borte. De yngre deltagere, hvis hår stadig var redt i pæne sideskilninger, stod og hang omkring dokken og så mig tage af sted, og det gik op for mig, at jeg var blevet den ældre dreng, den de ville huske, når jeg var borte. Bådehusbestyreren sejlede mig ud mod fjerne koordinater og efterlod mig der på en hård strand klædt i en krone af myg. Natten var endeløs, men det er ikke pointen med min historie. Den del, jeg har lyst til at fortælle dig om, er morgenen: hvordan jeg, da jeg hørte motorbåden nærme sig gennem tågen, lynede mig ud af mit nylontelt som af en hud og vidste, at jeg havde opnået noget virkelig stort: Jeg havde valgt min egen barndom. Jeg havde fundet en fortid, der passede til min nutid. Og derefter blev jeg, ved hjælp af entusiastiske anbefalinger fra folkene i Ossipee og en række forfalskninger, som jeg vægrer mig ved at gå i detaljer med her, på trods af at kopier af dem er blevet lagt foran mig på diverse borde for ganske nylig, optaget – som Eric Kennedy – på Mune College i Troy, New York. Under min studietid i Mune arbejdede jeg som vagt ved betalingsanlægget i et fleretagers parkeringshus, og resten af mit undervisningsgebyr blev tilvejebragt gennem et Pell-legat (som jeg i øvrigt betalte tilbage). Jeg tog eksamen i kommunikation. Mine karakterer lå lidt over middel. Ja, kvik i klassen, men svingende, når der krævedes en virkelig arbejdsindsats på egen hånd. Min hemmelige tosprogethed gjorde, at jeg udmærkede mig i studiet af andre sprog – spansk, endda japansk på samtaleniveau. Da jeg var færdig, fik jeg arbejde i nærheden som lægefaglig oversætter på Albanys lægevidenskabelige forskningscenter, og der blev jeg hængende i seks begivenhedsløse år, fri som fuglen. Men fugle er ikke frie. Fugle gør næsten ingenting frit. 16
Forsvindinger - Tryk.indd 16
06/03/13 12.31
Fugle er nogle af naturens mest arbejdsomme væsner, der bruger ethvert ledigt øjeblik på at søge og samle til bunke og und gå konkurrencemæssige ulemper, travlt beskæftiget med blot at være fugle. Ligesom en fugl arbejdede jeg konstant på at være Eric Kennedy, og ligesom en fugl betragtede jeg det ikke som et arbejde. Jeg betragtede det som at være. Det tidligste og grusomste bedrag var allerede gennemført – det vil sige mit bedrageri mod min far. Når som helst jeg var Eric Kennedy, gjorde jeg det vanskeligt for Far at kontakte mig. Selv da jeg var i Ossipee, havde jeg sagt til ham, at der ikke var nogen telefoner ude i New Hampshires vildmark, men at jeg med glæde ville vandre af sted til den nærmeste by, hvis han ville have, at jeg skulle ringe til ham, og selvfølgelig sagde han Nein, nein, Erik. Derefter på afmålt engelsk: Jeg ser dig, når jeg ser dig. Netop. Han så mig, når han så mig, hvilket var sjældent. I collegetiden havde jeg ligesom alle andre unge mænd travlt med at virke mere interessant, end jeg var – du ved, sådan noget med at skabe en musiksamling, forfatte intellektuelle manifester, spille med i et teaterstykke i studenterforeningen et par gange. Jeg tog kun til Dorchester, når det var absolut nødvendigt. Jeg gik til afslutningsceremoni alene i min sorte kåbe og doktorhat og ventede så indtil juli måned, før jeg hentede Far op til en rundtur på universitetet; et tidspunkt hvor stedet var forladt af alle andre end nogle studerende på tennislejr. Jeg havde gjort mig gode venner med en barnløs professor i løbet af min tid på Mune, og det var den mand, ikke min far, som var medunderskriver på lejekontrakten til min første lejlighed, en solrig toværelses skråt over for Washington Park. Jeg var glad for at være i Albany og tog sjældent andre steder hen. Jeg holdt af byens fredede horisonter, dens krigeriske lokalpolitikere. Og der var altid en pige – en eller anden pige 17
Forsvindinger - Tryk.indd 17
06/03/13 12.31
– og latter og at gøre nar af turister i South Mall. Forholdene var ukomplicerede, og der blev ikke givet nogen løfter. Jeg havde et talent for at vælge kvinder, som allerede af natur var prædisponerede for glæde, og som derfor ikke brugte mig som en rodekasse for alle deres skuffelser. I min fritid arbejdede jeg sporadisk på min forskning (se side 24) og spillede fodbold med en gruppe omplantede udlændinge på en bakke, som vi lånte af Saint Roses college. Og det næste, der skete, var vel det næste, der skete, tænkte jeg. Jeg vidste ikke, at det næste, der skete, ville blive dig. Dig. Første gang, jeg så dig, var du i gang med at spænde en skinne på et barn, der lige var faldet ned fra et træ. Omkring ti-tolv andre børn stod i en spredt kreds udenom og så til. På det tidspunkt skreg drengen så højt, at ingen andre end dig kunne komme i nærheden af ham. Det var min frokostpause, og larmen irriterede mig, og derfor rejste jeg mig for at gå. Men du fangede mit blik, og jeg standsede op, holdt en pause i min gang.1 Hvad var årsagen til, at jeg hang fast? Hvad var 1. Hvad er en pause? For så vidt angår dette dokument, vil jeg begrænse mit svar til udelukkende at handle om konversationsinteraktioner, hvori en pause er et ophør af tale mellem to eller flere deltagere (ikke, for eksempel, et øjebliks modargumentation under ens egen ensomme, eksistentielle, indre monolog i badekarret). Sammenlignet med en tavshed er en pause kortere, en slags lille tavshed – den type tøven, der for eksempel finder sted, når man fisker efter den rigtige måde at udtrykke noget på. Eller når man med et vist mål af kritik eller fortrydelse reflekterer over, hvad man lige har sagt. Eller når ens opmærksomhed bliver afledt af et andet emne eller en høj lyd, men man stadig gerne vil virke eftertænksom. Ingen har spurgt mig, men personligt vil jeg sætte en pause til to-tre sekunders varighed. Det er måske nok sandt, at pauser, i det mindste historisk set, er andenrangstavsheder, hvorimod tavsheder – de gabende tidsrum, hvor hjertet synker i livet, munden bliver tør,
18
Forsvindinger - Tryk.indd 18
06/03/13 12.31
det ved dig, eller ved det øjeblik hvor du fangede min opmærksomhed? Var det det, at du helt køligt fortsatte med at vikle drengens håndled ind, på trods af at han var hysterisk og sparkede og slog om sig? Det var august. Sen, varm, overophedet sommer. Jeg fandt senere ud af, at du siden juli måned havde haft til opgave at føre tyve af Albanys forsømte børn gennem optagelsesprøverne til de fine universiteter. Du så ud, som om du trængte til et bad. Men min opmærksomhed hagede sig fast i dig. Min hjerne vaskede dig ren og gav dig en sommerkjole på og placerede et glas Chardonnay i din hånd og vendte dit ansigt mod mit. Så jeg rejste mig op og gik over mod dig, tilbød dig min hjælp, overvejede om følelsen mon ville vare ved, overvejede om jeg mon kunne sammenknytte to-tre øjeblikke mere af denne henførte opmærksomhed, som beherskede mig. Hvem ved hvorfor, Laura? Hvem ved, hvorfor den-og-den forelsker sig i du-ved-nok-hvem i stedet for hvad-er-det-nu-han-hedder? Bunker af lange digte har forsmægtet sig i gætværk. Jeg mener, for din skyld har jeg ondt af dig, fordi jeg valgte dig. Men det er vel en del af min motivation med dette dokument at minde dig om, at det ikke var et fuldstændigt spild. Hør engang: Passede vi sammen? Ja, det mener jeg, at vi gjorde, vi passede rigtig godt sammen, i et stykke tid. Selvom du gjorde et temmelig skarptslebent førstehåndsindtryk, forvandlede du dig til én stor skumfidus, så snart du besluttede dig for, at jeg var en anstændig fyr. Du kunne ikke lade være. Snart begyndsandheden går op for en – er uendeligt meget mere betydningsfulde og værd at studere. Men denne forfatter fastholder dog alligevel, at både pauser og tavsheder kan være det, som teoretikeren og pausologiens moder Zofia Dudek kalder funktionelt mangelfulde (dvs. et intet der er et noget). Begge er værd at studere og yde opmærksomhed.
19
Forsvindinger - Tryk.indd 19
06/03/13 12.31
te du at komme med bøger, te i løs vægt, kandiserede abrikoser. Din flirten var sød, en lille smule forfjamsket. Det var, som om du havde levet afsondret fra mænd hele dit liv og derfor kun evnede at forføre mig, som om jeg også var en ung pige. Selvom det var dig, der var den sande amerikaner, var jeg langt mere amerikansk. Jeg var mere spontan. Jeg var mere afslappet. Jeg var stadig på mange måder Eric Kennedy fra Ossipee-lejren, en personlighed jeg blev rigeligt belønnet for på Mune College, men som, efterhånden som jeg nærmede mig de tredive år, havde brug for en opdatering. Sammen med dig modnedes Eric Kennedy. Du var fire år yngre end ham, men det var der ingen, der ville have gættet. Du var beredvillig. Du var ansvarlig. Du var velovervejet. Du var sundhedsbevidst. Du havde ofte dine egne madpakker med på tur. Du blev nemt krænket. Der var en hel liste af sociale forhold, som du var meget hurtig til at blive krænket over (fx manglen på handikapadgang til offentlige bygninger). Blot det at nævne disse forhold gjorde dine kinder røde. Du var altid parat til en høflig, men højspændt debat. Det var, som om du gennem hele dit liv var blevet traumatiseret af kroniske misforståelser. Hvor gik der dog kort tid, før jeg droppede alle andre forpligtelser, alle andre venskaber, klubber og interesser. Jeg havde, trods din ungdom, en fornemmelse af at elske dig, som om jeg var din elev, og derfor var alt, hvad du gjorde – hvor uforståeligt, hvor særegent det end var – det rigtige for mig. Du var så omhyggelig med sandheden. Du ville have, at alt, hvad du sagde, skulle være sandt på flere forskellige niveauer. Det tog dig lang tid at udfylde selv det simpleste skema hos lægen, mens du sad og slog kuglepennen let mod læberne. Dyrkede du motion på daglig eller ugentlig basis? Altså, du dyrkede motion flere gange om ugen, men ikke dagligt. Jeg 20
Forsvindinger - Tryk.indd 20
06/03/13 12.31
lænede mig ind over din skulder for at hjælpe dig med at granske, hvad det end var for en modsigelse, der fangede din opmærksomhed. Jeg havde intet imod at studere stregkoder og ingredienser og alle genrer af det med småt sammen med dig. I supermarkedet, på motorkontoret. I Amerika er mulighederne for at være præcis endeløse. Og der var intet, der undgik dit blik. Intet, undtagen selvfølgelig mig. Ægteskab. Forventningernes sammenstød skaber en ny akkord. Vi holdt en lille, borgerlig ceremoni. Bryllupsrejse til Virginia Beach. Og efter disse ritualer var der lejning af lejligheden, organisering af møblerne, og så faldt der en uvirksomhed over os, og vi var ligesom alle andre nygifte par, der nervøst tænkte: Okay, hvad så nu? Hvordan skulle vi fortsætte herfra? I et stykke tid virkede det, som om der var en, der manglede – en anden person, en leder eller en høvding. En stærkt tiltrængt tredje part, hvis rolle det var at styre trafikken imellem os, smede kompromisser, oversætte kulturelle og religiøse forskelligheder. Eller var det virkelig meningen, at vi skulle gøre det helt selv? Os? Bruden – dig – som kæmpede for at udvide sin provinsielle baggrund, født som hun var af lettere uvidende, men godhjertede katolikker fra Delmar i New York. Og gommen – mig – opvokset i en (fuldstændigt opdigtet) by i Cape Cod, som han kaldte Twelve Hills, et “stenkast fra Hyannis Port,” et højt skattet enebarn, begavet med et efternavn, som kun kunne udtales i begejstringsrus.
Forsvindinger - Tryk.indd 21
06/03/13 12.31
ERRATUM
B
are for at gøre det helt klart: Gommen fortalte aldrig bruden, at han var beslægtet med de præsidentielt berømte Kennedy’er. Dette er blevet skrevet i aviserne, og gommen benægter det kategorisk. Nej, det var blot ordet “Kennedy” plus ordene “i nærheden af Hyannis Port,” der fik alle til at drage forhastede slutninger. Gommen vil gerne indrømme, at han en enkelt gang eller to sent om aftenen sammen med sine kvindelige medstuderende på Mune College ikke i tilstrækkelig grad afkræftede rygtet om sig selv som halvfætter i andet led til Hyannis Port-Kennedy’erne. Og han nægter ikke, at navnet ofte smurte bureaukratiets hjul og gjorde det, der ellers ville have været kedsommelige møder med bankrådgivere, færdselsbetjente osv., en anelse ladede, selv når han afviste ethvert slægtskab. Men bruden syntes på den anden side heller aldrig særligt interesseret i gommen som en “Kennedy”. Hvis bruden blev imponeret over navnet, den dag de mødtes i Washington Park og i alle dagene derefter, så talte hun aldrig om det. Bruden var en alvorlig og moralsk kvinde, som var svær at imponere. Hun var også en kvinde, som (i øvrigt) i løbet af de år, hvor 22
Forsvindinger - Tryk.indd 22
06/03/13 12.31
gommen elskede hende, tilegnede sig en utrolig, inflatorisk skønhed, og gommen vil bare gerne nævne det her og sætte ord på det her, i tilfælde af at nogen af dem glemmer det. Sandheden er, at bruden bjergtog gommen hver eneste gang, han så hende. Jeg mener hver eneste gang, han så hende. Bare det, at hun eksisterede. Hver eneste gang hun kom ind i et værelse fra et andet værelse. For eksempel når hun kom ud fra tekøkkenet i Pine Hills med en tallerken røræg. Gommen var forelsket i hende. Det var ikke nogen løgn. Og eftersom han var forelsket i hende, virkede et minut ikke længere som midlet til at skabe en time. Hvert minut var derimod som et mål i sig selv, en stilstand med uklar cirkularitet, et blidt antydet territorium, hvorindenfor man kunne være i live. Dette trick, som kærligheden kunne i forhold til minutter, forlenede timer og dage med en slags transcendent udvandethed, som ansporede en fuldstændig mangel på ambition hos gommen og var det tætteste, han nogen sinde var kommet på at føle sand lykke, sand lettelse, og han spekulerer stadig på, hvad der ville være sket, hvis de kunne have holdt fast i det, hvis de kunne være fortsat med at være forelskede på den måde, om de måske kunne være kravlet gennem et ormehul til et sted, hvor deres kærlighed kunne finde varighed. For i sidste ende er de store, stridende kræfter i vores eksistens ikke liv over for død (vil gommen efterhånden mene), men snarere kærlighed over for tid. I de fleste tilfælde overlever kærligheden ikke tidens gang. Men somme tider gør den. Det må den gøre, somme tider.
Forsvindinger - Tryk.indd 23
06/03/13 12.31
APOLOGIA FORTSAT
H
vorom alting er. Snart efter sit bryllup blev gommen ejendomsmægler, men ikke efter eget valg. Det var ikke noget dårligt valg. Det var bare ikke hans. Brudens far var begyndt at stikke til parret angående gommens fremtidsplaner. Han havde en mistanke om, at gommen ikke tjente særlig mange penge som lægefaglig oversætter og endnu færre på sin “uafhængige forskning” (se side 62). Bruden blev krænket over denne trængen sig på fra farens side. Hun syntes ikke, at gommen behøvede at konventionalisere sin livsstil. Hun kunne godt lide tanken om, at han sad derhjemme i dybe tanker, og hun kunne godt lide at finde ham det samme sted, som hun havde efterladt ham, når hun vendte hjem fra sin læreruddannelse. Faktisk fastholdt bruden, at det ville være at sælge ud, hvis gommen opgav sin forskning, Han ville sælge ud af sine drømme, som fortjente en chance. I bakspejlet virker det, som om gommen var et eksempel på den type selvmorderisk integritet, som bruden holdt af at opmuntre sine elever til at gå efter. Så bruden bad sin far om at blande sig udenom. Hun sagde til sin far, at gommens uafhængige forskning ville blive til noget. Bruden sagde til sin far, at hendes gom arbejdede meget 24
Forsvindinger - Tryk.indd 24
06/03/13 12.31
hårdt, at han måske endda var et visionært menneske, en frase, der må have opskræmt hendes far, idet visioner lød frygtelig meget som hallucinationer. Og dog var manden hendes far. Han var stadig bekymret. Kort efter parret vendte hjem fra bryllupsrejsen, kom svigerfaren over til en tete-a-tete. Gommen kan meget tydeligt huske den samtale. Svigerfaren – lad os kalde ham Hank, for det er det, han hedder – satte sig med knirkende, gigtplagede knæ over for gommen på deres gamle sofa i Pine Hills, og de diskuterede udførligt de færdselsuheld, der var sket på en strækning af Hackett Boulevard, hvor der ikke var meget saltning, inden de henfaldt til en pinlig og ladet tavshed.2 2. Hvor tilpas man er i forhold til pauser i samtalen, har meget at gøre med kulturelle normer, og hvad ens samfund sætter højest, fåmælthed eller tungefærdighed. Tag finnerne, for eksempel. Et notorisk tavst og i nogen grad deprimerende folkefærd. Sæt finnen over for den arketypiske amerikaner, og pludselig virker finnen, som om han lider af selektiv stumhed. Amerikaneren går i den anden ekstrem. Uanset hans socioøkonomiske baggrund er det at tale blot for at tale noget, der for ham opfattes som en højtudviklet social evne. En amerikaner, som i et vist stykke tid kan tale vittigt, bliver set som en sand frelser i sociale sammenhænge, en der kan bortvejre anspændthed, sådan en person som for eksempel ville fortælle vittigheder til de andre personer fanget i samme, mørklagte elevator. Et ekstra lag tavshed – det, man kunne kalde en pinlig pause – er i mange kulturer noget, man bør undgå. Ofte røber den slags pauser følelser, som en stor del af vores tale har forsøgt at undertrykke. Dudek ville i sit skelsættende værk Pausologier (1972) kalde dette kommunikativ tavshed. Lad os tage et eksempel fra Storbritannien. Pause nr. 33: Margaret Thatchers, da hun bliver spurgt, om hendes efterfølger John Major var blevet en god premierminister. Spørgsmålet blev fulgt af en rungende, kommunikativ tavshed. “Jeg synes, at han har levet op til sine forpligtelser,” svarede Thatcher, men ikke før hendes pinlige pause allerede havde indskrevet sig i britisk politiks annaler.
25
Forsvindinger - Tryk.indd 25
06/03/13 12.31
“Eric,” sagde Hank til sidst. “Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sige det, jeg gerne vil sige, så i stedet vil jeg fortælle dig en historie.” Historien handlede om Hank som en ung mand på tyve år. Historien handlede om, hvordan Hank, dengang de boede i Troy, New York, lige da han havde giftet sig med sin dengang slanke hustru, var blevet præket for af sin egen svigerfar i en lejlighed, der ikke var ulig denne. I historien måtte Hank sidde og lytte til, at hans svigerfar kværnede løs om ansvarlighed og fremtiden og opsparing og vigtigheden af at være ordentligt forsikret, og han havde proppet så meget anspændthed ind i hovedet på unge Hank, at han næsten fik lyst til at afblæse det hele, hele ægteskabet. Han svor, at han aldrig selv ville opføre sig sådan. Han ville aldrig presse sin egen svigersøn. For den nygifte mand, sagde Hank, var som kaptajnen på et skib uden ror. Derude på havet, uden kompas, uden stjerner, uden mandskab, uden land i sigte. Men i sidste ende – og det var historiens morale – havde unge Hank fulgt sin svigerfars instrukser, dog med temmelig stor uvilje, og først efter den gamle mand var sovet ind, forstod Hank, at han havde haft ret i det hele, og at han måske endda havde elsket Hank.Visse friske vintermorgener savnede Hank ham somme tider, denne far han ikke havde bedt om. Gommen havde lyttet, leet taknemmeligt, krympet sig i sympati, mens hans brud vredt stod og knuste is ude i køkkenet, men hele tiden blev gommen ved at tænke: Hvilken anspændthed? Hvilket skib uden ror? Gommen havde aldrig følt sig mere lykkelig i hele sit liv. Aldrig mere ubekymret. I det beskedne hotel ved Virginia Beach havde de, begge komisk blege af nordlig vinter, haft fem dages bryllupsrejse. Hver aften spiste de store mængder mad garneret med ananas, og 26
Forsvindinger - Tryk.indd 26
06/03/13 12.31
hver morgen gik de tidligt ned til stranden, når det stadig var ebbe, og de satte deres to stole direkte på revlerne, som de kaldte de billige rækker. De morgener på bryllupsrejsen syntes at opfordre gommen til noget. Opfordringen var denne: Vær lykkelig. Beslut dig for at være lykkelig. Hvis du gerne vil være lykkelig, så vær lykkelig! Der er ingen andre, der bekymrer sig om, hvorvidt man er lykkelig eller ej, så hvorfor vente på tilladelse? Og betød det virkelig noget, om man havde været dybt ulykkelig i fortiden? Hvem andre end en selv kunne huske det? Det var virkelig et af gommens mest enestående øjeblikke, og det gjorde ham fri. Efter det gik op for ham, at han kunne være lykkelig, at han kunne trives, forekom det ham, at der ikke var nogen, som længere havde magt til at gøre ham ulykkelig, og at hans lykke derefter altid ville tilhøre ham, selv hvis han mistede alt andet. Med kroppen rank og svulmende hjerte forstod han den endelig – den amerikanske hemmelighed – at den eneste person, der kunne lægge hindringer i vejen for en, var en selv. Så der er ingen anden grund til, at han skulle fortsætte sit detaljerede og i sidste ende katastrofale bedrag, dvs. sin falske identitet, end at han var solidt og følelsesmæssigt engageret i den. Hans beslutning om at være lykkelig syntes blot at indbyde ham til at genindvie sig til sin opdigtede fortid. På deres bryllupsrejses sidste morgen betragtede han børnene på stranden, og han betragtede sin brud betragte børnene, og han tænkte: Nej, jeg vil ikke fortælle dig det. Jeg vil aldrig fortælle dig det. Jeg ville hellere skære tungen af mig selv først. Så pegede han ud i det fjerne. “Hør, Laura,” sagde han. “Se derovre, se det gamle fyrtårn. Der stod et magen til lidt uden for Twelve Hills. Totalt deja-vu. Hmm.” Bruden smilede. “Fortæl mig om det.” 27
Forsvindinger - Tryk.indd 27
06/03/13 12.31
“Om fyrtårnet?” Han løftede solbrillerne og smilede. “Jo, altså, man kunne klatre hele vejen op til toppen af det. Op ad sådan en gammel stentrappe. Uden gelænder. Alt sammen meget skræmmende og farligt. Når man først nåede helt op, kunne man se milevidt omkring. Og der stod nogle udsigts kikkerter, som virkede, hvis man smed en mønt i dem. Man kunne se hele vejen til Boston. Lillebitte Boston. Lillebitte mor, der ventede nedenfor i skyggen. Hmm. Det er sjovt, hvad det er, man husker.” Bruden lukkede øjnene. “Det er smukt, Eric,” sagde hun. “Du er heldig. Du er heldig, at du har den slags minder. Sikke en dejlig barndom.” “Det var det,” sagde gommen. “Det er jeg.” Hendes øjne blev store. “Vi skulle tage dertil engang,” sagde hun. “Til dit fyrtårn på Cape. Tror du stadig, det er åbent? Skulle vi ikke tage dertil? Jeg vil gerne se det, du så. Jeg vil gerne se det sted, du voksede op. Twelve Hills, det hele.” Gommens øjne lyste op, så rørt var han. “Lad os gøre det!” sagde han. Hendes smil var så kærligt, og stranden så frisk, hans lykke så ubestridelig, at gommen et øjeblik troede på, at han rent faktisk ville tage bruden med til fyrtårnet, og at han rent faktisk havde klatret op i det som dreng, og at der rent faktisk fandtes et sted, der hed Twelve Hills, og at hans mor rent faktisk havde stået og ventet nede i skyggen. Når han lukkede øjnene, kunne han endda som gennem to små porte i erindringen se et fjernt Boston, der lå der i sine skørter af dis. Da gommen vendte tilbage fra sin dagdrøm og igen sad over for sin svigerfar på sofaen, var øjeblikket til at gøre indsigelser forbi. Faktisk var der blevet lagt eksplicitte planer for hans 28
Forsvindinger - Tryk.indd 28
06/03/13 12.31
fremtid. Planer var blevet lavet, og gommen gjorde ingen indsigelser. Godt. Hans svigerfar nikkede til ham. Så taler jeg med Chip Clebus, så kan han vise dig til rette. Jeg er glad for, at vi forstår hinanden. Ved et rent tilfælde forstod mændene faktisk hinanden. Ud over sin forskning og det at elske sin hustru havde gommen ikke de store tanker om, hvordan han skulle organisere sin tid her på jorden. Og derfor gik der ikke mange dage, førend han sad i et klasseværelse sammen med en bunke andre ufokuserede, ekstroverte mennesker og læste op til at få sit ejendomsmæglerdiplom ved at studere de kontraktmæssige nuancer i salg og tilbageleasing til sælger. Det viste sig, at gommen havde talent for at tjene penge inden for ejendomshandel, og i tre ud af de fire år, hvor hans større drømme blev fuldstændigt og effektivt undertrykt, indtjente gommen en skinnende bunke kommissioner. Disse kommissioner bar det unge par gennem fødslen af og den første spæde tid med deres datter Meadow. Pengene betalte barnets vugge, som svingede ved hjælp af en mekanisk arm, og de betalte morgenfrueolien til hendes numse og dejlig musik og så mange ture i karrusellen, som en, der aldrig ville huske en eneste af dem, kunne ønske sig. Og det var lykkelige år. Det var det virkelig. Hvis gommen kunne have vredet halsen om på alle sine løgne og excentriciteter, ville han have gjort det. Det er umuligt at forklare – og det piner mig at tænke på, at ingen længere vil tro på ham – hvor højt gommen elskede sit liv dengang. Hvor taknemmelig han var. Engang, mens de stod og så ud over Poestenkill Gorge om vinteren, mens barnet sov i slyngen ved sin mors bryst, så han den nyfaldne sne glitre for foden af træerne, og han så de nøgne grene forme en halvvejs dækkende blonde, hvorigennem han kunne se 29
Forsvindinger - Tryk.indd 29
06/03/13 12.31
ned på kirkespirene og røgen fra skorstenene nede i dalen, og han følte det, som om han havde vandret i lang tid – i årevis – og endelig var nået frem til sit endemål. Åh, Laura. Hvis jeg havde levet mit liv som kun én mand, en konsolideret mand, ville jeg da have været i stand til at se, hvad der var på vej? Ville jeg have gættet, at det alt sammen måtte gå galt, at vi ville gå hver til sit, inden der var gået fem år? Ville jeg have kunnet forhindre det – jeg mener, den aften, hvor du med tårestrimet ansigt bad mig om at skride? Du havde fået nok af mig. Du havde i flere år følt det – det forklarede du senere – som om du boede i et hus med gyngende gulve.Vi var faret vild. Pine Hills. Vi befandt os i tekøkkenet. Du havde ansigtet vendt bort fra mig, stod lænet op ad køkkenvasken med begge hænder. Vi havde skændtes i et stykke tid. Skændtes og vasket op. Meadow sov. Hun var fire år gammel på det tidspunkt, gammel nok til at høre hævede stemmer, så vi forsøgte at nøjes med at diskutere sent om aftenen. Hvad vi skændtes om? Hvad som helst: din mere og mere glødende katolicisme, min dovenskab, dit behov for orden og struktur, min mangel på selvdisciplin, din martyragtige fåmælthed, min tendens til at snakke for meget.Vi havde haft museangreb. Jeg havde fanget en af gnaverne, og fordi jeg ikke nænnede at slå den ihjel, havde jeg givet Meadow den som kæledyr. Mens vi skændtes, iagttog jeg denne mus, som gravede tunneler i sin plastikkasses uendelige hjørne. “Handler det om skolen?” sagde jeg. “Fint. Jeg skal nok være bedre til det med skolen. Jeg skal nok sørge for, at hun kommer til tiden, og det er afgjort nej til spontane ekskursioner. Okay? Gældende fra nu af. Jeg elsker ikke den skole 30
Forsvindinger - Tryk.indd 30
06/03/13 12.31
– det ved du alt sammen godt, skat – de skide Jesus-figurer, der hænger over det hele. Det er bare ikke, hvad jeg forstår ved et sted for børn. Du ved, ‘de lykkelige barndomsdage’ og alt det?” Du sagde ikke noget. “Men okay, okay,” sagde jeg. “Jeg skal nok tage mig sammen. Jeg skal nok arbejde på min indstilling. Altså, du sagde godt nok, at du var katolik, da vi blev gift, men jeg troede ikke, at du mente det alvorligt.” Endelig vendte du dig om. Nu kunne jeg se, at du havde grædt. Det forbløffede mig. Jeg havde forsøgt at slå det hen med en spøg. “Åh, Eric,” sagde du og græd. “Vi er så langt fra hinanden.” Min hænder var stadig strakt frem for at tørre den taller ken af, som du havde været i gang med at vaske op. Med håndfladerne opad og et fugtigt viskestykke hængende over den ene underarm. En ting, som jeg ved med sikkerhed, er, at trods skænderierne sent om aftenen, trods vores forskelligheder, trods det, at lyset i vores ægteskab var blevet svagere, selv for mine blinde øjne, overvejede jeg aldrig at forlade dig. Ikke en eneste gang. Men der var en kløft mellem hvor skidt jeg syntes, at tingene stod til, og hvor skidt du syntes, de stod til, og vores liv faldt ned i den kløft. “Er vi det?” sagde jeg.
Forsvindinger - Tryk.indd 31
06/03/13 12.31
JOBNAME: 4 (ny ombrydning) . PAGE: 18 SESS: 82 OUTPUT: Thu Sep 20 13:31:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134080_De_tolv_151x226_minion/Materie
95mm
”Amity Gaiges multifacetterede roman
137mm
Forsvindinger er fortællingen om Erik Schroders uge på flugt
skønhed og den upålidelige fortællers dødsdømte
fra politiet med sin seksårige
rejse. Hvis jeg overhovedet holdt pause, mens jeg
datter Meadow.
slugte den, var det for at nyde de uimodståelige – Publishers Weekly
”Klog, underholdende, oprørende og dog alligevel forunderligt sammenhængende – lidt – Kirkus Review
sprog er overraskende og originalt, men denne besnærende romans virkelige bedrift er den moralske splittelse, læseren føler.” – People Magazine
”Af og til fremprovokerer en roman et kaos af indviklede og foruroligende reaktioner – afsky
Fra fængslet forsøger Erik at at skabe et overblik over sit liv for at forstå – og måske endda forklare – sine handlinger. Den smertefulde adskillelse fra moren som barn, den dramatiske flugt til USA, et kærlighedsforhold, der visnede i skyggen af en lang række løgne og hans bedste og værste oplevelser som en ufuldendt, men kærlig far.
137mm
AMITY GAIGE ”Sjældent har så dristigt et romanprojekt taget udgangspunkt i så interessant en romanfigur.” – Jonathan Franzen (forfatter til Frihed)
sympati til en mere grundlæggende, muligvis uønsket, følelsesmæssig genkendelse. Det var nogle af de ting, jeg oplevede, da jeg læste Amity Gaiges forbløffende gode roman Forsvindinger.”
”Denne utraditionelle, raffinerede og velskrevne roman præsenterer en frisk og overbevisende, ung stemme i amerikansk litteratur.” – Jennifer Egan (Forfatter til Tæskeholdet banker på) ISBN 9788711382103
FOTO / Sarma ozols
AMITY GAIGE er amerikansk
forfatter og har tidligere skrevet to romaner. Hun er blevet udnævnt til en af fem fremragende forfattere under 35 af National Book Foundation.
og ømhed, bebrejdelser og forståelse, en forbindelse, der går dybere end overfladisk
95mm
FORSVINDINGER
– Wall Street Journal
9 788711 382103
ROMAN | LINDHARDT OG RINGHOF OMSLAG / MIKKEL HENSSEL
215mm
”Forsvindinger er dybt fascinerende, og Gaiges
FORSVINDINGER
ligesom den afvæbnende hovedperson.”
Men historien starter langt tidligere – med en lille løgn, der bliver altopslugende. Som barn flygter Erik fra Østtyskland med sin far, men i håb om at passe bedre ind i sit nye, amerikanske liv tager han som ung efternavnet Kennedy og lægger med ét pennestrøg afstand til hele sin fortid og sin identitet.
AMITY GAIGE
Forsvindinger bjergtog mig med sprogets intense
sætninger. En smuk bog.”
29mm