90 mm
153 mm
30,5 mm
153 mm
90 mm
AF FORFATTERNE TIL BESTSELLERNE
– AARHUS STIFTTIDENDE
”Ambitiøst og dygtigt udført. Der er både spænding og god rytme.” – EKSTRA BLADET
”Spændende start på grum krimiserie. Et psykologisk troværdigt plot.” – ALT FOR DAMERNE
”Kragepigen er en psykologisk krimi, der formår at skille sig ud fra det stadigt voksende krimimarked.”
”Plottet er originalt, enigmatisk og labyrintisk.”
fælles for dødsfaldene er, at de unge i dødsøjeblikket har lyttet til gamle kassettebånd med optagelser af hård under-
grundsmusik. Et hemmeligt sted sidder enmandsbandet Hunger og komponerer de unges dødsmusik på bestilling. Vanja på 16 år skærer i sig selv, føler sig ensom, misforstået og er træt af livet. Hun har også bestilt et bånd fra Hunger.
– POLITIKEN
– METROXPRESS
”En fremragende kriminalroman.” – LITTERATURSIDEN
DEN SVENSKE PRESSE OM GLASLEGEMER
usædvanligt brutale selvmord. Hvem er denne Hunger? Samtidig bliver en række velrespekterede ældre mænd dræbt, hvilket ikke umiddelbart bliver sat i forbindelse med selvmordene, men i takt med at sagen oprulles, viser der sig dog at være en sammenhæng. Jens Hurtig begiver sig frygtløs ind i et ukendt, mørkt ungdomsmiljø, men er pludselig lige lovlig tæt på begivenhederne ...
”Svær at lægge fra sig.” – LITTERATURMAGASINET
”Den er skræmmende, som en god krimi skal være, men også vedkommende og endda sårbar.”
”EN INTELLIGENT, FØLELSESLADET OG VOLDSOM HISTORIE OM KREATIVITETENS DESTRUKTIVE SIDE.”
E RI K AXL SU ND
G LAS LEGEMER
ERIK AXL SUND er kunsternavnet, som Jerker Eriksson og Håkan Axlander Sundquist nu skriver under. Sammen har de tidligere skrevet krimitrilogien ”Victoria Bergmans svaghed”, som består af KRAGEPIGEN, SORGENS ILD og PYTHIAS
ANVISNINGER. Bøgerne er solgt til udgivelse i over
KRIMI
30 lande, er internationale bestsellere, og senest har et amerikansk produktionsselskab købt option på tv-rettighederne.
– DAG E N S N Y H E T E R
– GEFLE DAGBLAD
GLASLEGEMER er første, selvstændige bog
”Original, let tilgængelig og meget bevægende.”
L I N D H A R D T
– DAST MAGAZINE
9 788711 330685
O G R I N G H O F
i ny trilogi. Læs mere på www.erikaxlsund.com
226 mm
Konstitueret kriminalkommissær Jens Hurtig efterforsker de ”Nervepirrende og chokerende uhyggelig.”
KRAGEPIGEN, SORGENS ILD & PYTHIAS ANVISNINGER
FOTO/© SANDY HAGGART
– HELSINGØR DAGBLAD
E
n selvmordsbølge blandt unge skyller over Sverige, og
ER IK AXL S UN D G LASLEG EMER
DEN DANSKE PRESSE OM ERIK AXL SUND
Glaslegemer.indd 6
05/01/15 14.43
FASE I: Chok “Life is meant to be more than this and this is a bum trip.�
Glaslegemer.indd 5
05/01/15 14.43
Skrid ad helvede til Salem Hun har samme navn som Jesu mor og bor i Salem i Stockholm syd, to stavelser fra Jerusalem. Huset, som Gud glemte, tænker hun, da hun går op ad cykelstien mod det grå lejlighedskompleks. Boligområdet er blevet mørkelagt af endnu en strømafbrydelse, den tredje i denne uge, og dørkoden virker ikke, så hun tager sine nøgler frem. Hænderne ryster, og hun ved ikke, om det er af angst eller forventning. I plasticposen, som hun holder i hånden, ligger en femoghalvfjerds centiliters flaske med smuglersprit af russisk mærke samt en liter klorin. Maria låser døren til lejligheden op og går ind i den mørke entré. Finder stearinlysene frem, stiller dem på stuebordet og tænder dem. Hun tager mobilen frem. Den sidste person, hun taler med, skal være én, hun stoler på, og Vanja er den eneste, som muligvis vil kunne forstå det. Hun har været lige så langt nede. At nå bunden er en dårlig lignelse. Det er en sump, et hængedynd af meningsløshed, og jo mere man prøver at kæmpe sig op, des dybere synker man. Opkaldet går igennem, men Vanja svarer ikke. Hun venter. Ringer til Vanja et par gange til, men uden resultat. Men hun er nødt til at tale med nogen, og når der ikke er andre, må det blive Isaak. De har ikke set hinanden siden hans sidste workshop på Liljan og kender faktisk ikke hinanden så
7
Glaslegemer.indd 7
05/01/15 14.43
godt. Men hun kan godt lide ham. Lige før fjerde ringetone svarer han. “Hej, Maria,” siger han, og hun kan høre, at han er udenfor. Vinden rusker i mikrofonen. “Hvordan går det så?” Hans stemme får kulden i kroppen til at aftage lidt, og hun kaster et blik på plasticposen. “Godt nok,” lyver hun. “Jeg er lige blevet færdig med selvportrættet, du ved?” I baggrunden høres brusende bølger og nogle skrigende måger. Så uligt hendes eget soundtrack. “Flot. Fik du styr på næsen?” spørger han og griner. Maria tænker på, hvordan de kæmpede i timevis med at få den rigtige vinkel på hendes skæve næse. “Det tror jeg,” siger hun og kæmper med en lyst til at være ærlig og fortælle, hvordan hun egentlig har det. Om trætheden og mørket. Fortælle, hvad hun er på vej til at gøre. Men det kan hun ikke. Ordene er et hegn mellem hende og verden, og han vil bare synes, at hun er banal. Hendes virkelighed er ikke hans. Hendes Mount Everest er for ham bare en skråning. “Det blev skidegodt,” siger hun og kvæler skriget, som presser sig på bag tårekanalerne, og tager telefonen væk fra munden, så han ikke kan høre hendes fortvivlelse. Men hun vil have, at han skal høre hendes stumme råb om hjælp, og da han ikke gør det, sniger kulden sig langsomt men sikkert tilbage. Hun har ikke malet. Ikke ét penselstrøg. Hun har ikke haft lyst. Er ikke blevet inspireret af hans kursus, uanset hvor godt det end var. Ikke haft lyst til noget som helst. Men hun siger, at hun har store planer, og at hun begynder at kunne se en vej, som fører et sted hen.
8
Glaslegemer.indd 8
05/01/15 14.43
Lutter løgne. De lægger på, og hun føler sig både tom og kold. Et møl forvilder sig ind i flammerne på et af stearinlysene. Det giver en hvæsende lyd, og det falder ned på bordet. Brændt, men endnu ikke død, og hun lader det ligge. Hun tager et af lysene med ind på sit værelse og finder dagbogen frem. Ingen må læse det, hun har skrevet, og da hun har sat sig i sofaen igen, river hun siderne ud, en efter en, og krøller dem sammen til små kugler. Pludselig er det, som om luften bliver tykkere. Der lyder et smæld ude fra køkkenet, og så begynder noget at brumme. Det er køleskabet, og det går op for hende, at strømmen er tilbage. Hun puster lysene ud, tænder gulvlampen og går så ud i entréen for at hente walkmanen, som ligger i jakkelommen. I samme øjeblik, hun lægger båndafspilleren på bordet sammen med papirkuglerne, slukkes gulvlampen. Strømmen er gået igen. Det her bliver sidste gang, at hun gør sig selv fortræd. Maria Alvengren blander drinken i mørket, i huset, som Gud glemte, selvom det kun ligger to stavelser fra Jerusalem, uden at spilde en dråbe. En deciliter vodka, en deciliter klorin. Hun brækker sig ikke, da hun drikker den dødelige blanding. Heller ikke da hun tømmer det næste glas. Eller det næste. Hun føler sig som et barn i dagene før juleaften. Et barn, som ikke kan holde hænderne i ro, men må mærke efter og ryste på pakkerne, som er pakket ind i løfterigt, muntert gavepapir. En kold vind svøber sig om hendes ankler, da hun åbner døren til altanen.
9
Glaslegemer.indd 9
05/01/15 14.43
I hendes hoved er Hunger. Højdeskrækken får hendes lår til at spænde bagpå, og hun ved, at det er en flugtrefleks. Hun er et byttedyr.
Glaslegemer.indd 10
05/01/15 14.43
Hurtig Runmarö Dagens sidste lys farver klipper og trætoppe rosa. Vandet neden for de hængende træer er gråblåt i skumringen, men rønnebærrene lyser stadig rødt. To oksefileter med hver sin bagekartoffel og en halv baguette, det hele skyllet ned med en liter øl, får de syv plusgrader ved den efterårsfugtige Østersø til næsten at virke behagelige. Konstitueret politikommissær Jens Hurtig sidder godt, der hvor han sidder. Han er sunket ned i en overvintret liggestol på anløbsbroen et stenkast fra huset, som de har lejet, og føler sig lige så tung som en af de store vandreblokke på øen. Hurtig ser ud over klipperne. Ifølge traditionen har de røde flade klipper givet øen dens navn. Rudhme, det oldsvenske navn for rødme, og det beskriver udmærket det, han ser lige nu. Han hører Isaak sige farvel med uro i stemmen og derefter hans fodtrin på anløbsbroen. Hurtig har forsøgt ikke at lytte til telefonsamtalen, men kunne alligevel ikke lade være med at opfatte en del af den. “En pige, som havde brug for at snakke,” siger Isaak og vender tilbage til stolen ved siden af. Hurtig nikker og fisker et par øl til op af vandspanden på anløbsbroen. “Det er, når de siger, at de har det godt, at man skal være opmærksom,” fortsætter Isaak og åbner dåsen med et vådt smæld. “Men jeg ved ikke rigtig … Jeg gør mig måske unødige bekymringer.” “Hvem talte du med?”
11
Glaslegemer.indd 11
05/01/15 14.43
“Maria.” “Kender du hende godt?” Isaak stryger hånden gennem håret og tager nogle slurke øl, inden han svarer. “Ikke specielt godt, faktisk. Det er en pige fra Salem, som har deltaget i nogle workshops, som jeg har haft på Liljan. Hun er ikke så snakkesalig. Jeg tror faktisk, det her er den længste samtale, vi har haft, og det er dét, der gør mig urolig.” “Med min søster var det omvendt,” siger Hurtig og tænker femten år tilbage i tiden. “Hun var altid snakkesalig, men vores sidste samtale var meget kort.” Hurtig bliver generet af Isaaks medlidende blik og vender hovedet bort og kigger ud over havet, inden han fortsætter. “Jeg elsker dig, brormand, sagde hun. Ikke andet.” Og så lagde hun på og hængte sig, tænker han. Han kan høre Isaaks vejrtrækning. Langsomt og regelmæssigt som en kontrast til vindstødene i træerne rundt om hytten. En gren slår nu og da mod bliktaget. Det blæser op. “Det var smukt,” siger Isaak lidt efter. “En smuk afsked.” “Ja, måske.” “Mener du, jeg skal være urolig for Maria?” “Jeg ved det ikke,” svarer Hurtig og tænker sig om. “Du holder af hende, og at være menneske handler vel om evnen til medfølelse.” “Og hvad er medfølelse?” “Medfølelse er vel, at man ikke vil såre eller skade andre mennesker,” foreslår han og lader tankerne flyve frit. “At kunne leve sig ind i andres følelser.” “At undgå at påvirke andre mennesker negativt,” imødegår Isaak hans svar. “Og det er derfor, at en politiker aldrig kan være helt og holdent menneskelig, og det kan en kunstner måske heller ikke. Det er professioner, som kræver sociopater, måske tilmed psykopater.”
12
Glaslegemer.indd 12
05/01/15 14.43
Hurtig ler. “Mener du, at du er psykopat, bare fordi du er kunstner? Eller morer det dig bare at tale dig op i et hjørne?” “Som kunstner befinder jeg mig i en position, hvor jeg påvirker en masse fremmede. Så må jeg vel frasige mig ansvaret for konsekvenserne af mit arbejde?” “Jeg troede, at kunst handlede om kommunikation.” “Ja, det siger du. Men hvor mange taler det sprog? Nej, kommunikation er for mig den samtale, jeg ville ønske, jeg kunne have med Maria. Pointen er, at jeg har medfølelse med hende, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal vise den. Jeg synes, jeg gør mit bedste, men jeg når ikke rigtig ind, og derfor er min medfølelse helt meningsløs. Maria er desuden destruktiv, og jeg tror ikke, at man kan føle medfølelse, når man hader sig selv.” Isaak ser på ham med en selvfølgelighed, som Hurtig både misunder ham og beundrer. Måske skyldes det alderen. Isaak er endnu ikke fyldt tredive, og selv bliver han snart fyrre. “Da min søster døde, hadede jeg mig selv,” siger Hurtig lidt efter. “De eneste, jeg holdt af, var min mor og far. Medfølelse er en selektiv følelse, og er det ikke skræmmende?” “Det var en speciel situation for dig.” “Måske. Men findes det selektive ikke overalt omkring os? Mennesker kalder sig medfølende, men de sætter selv grænserne. De viser medfølelse for dem, som står dem nær, men skider ærbødigst på alle andre.” Havet klukker under broen, og lugten fra Østersøens brakvand føles pludselig mere salt. Vinden er taget til, træernes grene slår hårdere mod hyttens bliktag, og Hurtig gætter på, at en kuling er på vej. “Jeg kan godt lide dig, Jens,” siger Isaak med et skævt smil. “I lige måde,” svarer Hurtig. De drikker resten af deres øl i tavshed, og aftenen falder til hvile, mens havet vågner. Der er skum på bølgetoppene og en rosa dis omkring de tre små klippeøer ud for Nore.
13
Glaslegemer.indd 13
05/01/15 14.43
Isaak fortæller, at Strindberg begyndte på romanen Ved havbrynet i en hytte på øen. Hurtig siger, han godt kan forstå hvorfor, og foreslår, at de tager et kig på huset i morgen. “Hvad der nu kan være at se, hvis det stadig står der.” “Nej, jeg tager ind til byen,” siger Isaak og sætter sin øl fra sig. “Jeg skal arbejde lidt, inden jeg smutter til Berlin.” Hurtig tænker på Isaaks tidligere besøg i den tyske hovedstad. Han var kommet hjem fuld af nye idéer. Billeder, som skulle males, og udstillinger, som skulle arrangeres. Det havde været en vitaminindsprøjtning at komme væk fra Sverige og den indskrænkede, indavlede kunstverden på Östermalm. “Skal jeg følge med dig ind til byen?” “Nej, det synes jeg ikke, og vi når jo også at ses, inden jeg rejser på fredag. Hold du hellere fri. Det er jo ikke så tit, at du får chancen for at forlade byen.” “Det er den første friuge siden de to feriedage ved midsommer,” siger Hurtig og trækker på skuldrene. “Det er faktisk ikke så tosset med tanke på underbemandingen.” “Skærgårdsferie i slutningen af oktober. Man tager, hvad man har.” “Eller snarere hvad man kan få. Men jeg har nu lidt dårlig samvittighed over at have siddet her med en øl i hånden hver aften.” Isaak ser ud over havet. “Det skal du ikke have dårlig samvittighed over,” siger han og lægger hånden på Hurtigs skulder. Grenene smælder mod taget. “Og jeg til øjeblikket siger: O, dvæl endnu, du skønne stund.” Konstitueret politikommissær Jens Hurtig ler. “Hvad var det?” “Bare en kærlighedserklæring,” siger Isaak. “Fra Goethes Faust.”
Glaslegemer.indd 14
05/01/15 14.43
Vanja Södermalm Västra Södermalm har i dag det tætteste sammenrend af journalister. Næsten tre procent af befolkningen arbejder på den ene eller den anden måde som skribenter. Af samme grund som området øst for Götgatan kaldes Knogsöder, kaldes den vestlige del for Knivsöder. I den senere tid, i takt med den øgede gentrificering og de stærkt stigende boligpriser, er navnet blevet forfinet til Hummerknivsöder. Vanja Hjorth bliver snart seksten år og bor med sine adoptivforældre Edith og Paul på Knivsöder. Hun har været på vej hjem i flere timer. De tre mislykkede forsøg på at bestille guldøl på lige så mange værtshuse kompenserede hun for med to letøl på basketballbanen ved Åsö gymnasium, og nu er hun på vej til hæveautomaten på Katarina Bangata, blot for at opdage, at hun har mistet sit kort. Hun skal lige til at vende om, da hun får øje på den gamle mand. Alene med sin rollator i mørket ved hæveautomaten. Hun ser ham folde flere femhundredkronesedler sammen og stikke dem i tegnebogen, inden han lægger den i håndtasken i rollatorens kurv. Derefter går han meget langsomt rundt om hjørnet og ind på Bondegatan. Hun følger efter. Da hun nærmer sig ham bagfra, ringer hendes mobil, og ringetonen giver et skingert ekko mellem stenhusene i den folketomme gade. Pis, tænker hun, da manden standser op, vender sig om og kigger på hende. Hun tager ikke telefonen.
15
Glaslegemer.indd 15
05/01/15 14.43
Ser i stedet chancen og tager den. Mens telefonen stadig ringer, river hun tasken til sig og begynder at løbe. Den gamle mands jamren bliver overdøvet af den irriterende ringetone, som først holder op, da hun runder det næste gadehjørne. Hun kommer ind på Östgötagatan i fuld fart og får straks øje på politibilen. Ti meter borte. Silhuetterne af to hoveder på forsædet. Hun kan ikke vende om. Hun kan heller ikke løbe forbi dem, og hun håber, de ikke har set hende komme farende rundt om gadehjørnet. Hun sætter farten ned og går, så ubekymret hun kan, hen mod politibilen. Den gamle mand er holdt op med at råbe. Hun kan måske nå ind i næste gade, inden han dukker op i krydset. Så ringer mobilen igen. Hun tager den hurtigt op af lommen og sætter den på lydløs. Hun fortsætter. Nogle meter til. Til venstre ind på næste gade, og så løber hun igen. Ad Åsögatan tilbage mod Götgatan. Først da hun nærmer sig tunnelbanen ved Medborgarplatsen, holder hun op med at løbe. Det føles, som om hjertet er ved at sprænges i brystkassen. Hun mærker, at hun lever. Da Maria ringer for tredje gang, sidder Vanja i tunnelbanen med den gamle mands taske i skødet. Hun tager mobilen op, overvejer at svare, men fortryder det så. Hun orker det bare ikke. Maria kan være så pisseanstrengende nogle gange. Inden togskiftet ved Slussen har Vanja konstateret, at tasken ud over tegnebogen med syv femhundredkronesedler
16
Glaslegemer.indd 16
05/01/15 14.43
indeholder en æske med hovedpinepiller og en slidt kalender. Hun begynder at bladre i den. Hver dag er fyldt med notater. Omhyggelige vejrobservationer, og af en eller anden grund har den gamle mand noteret de langturslastbiler, som er kørt forbi neden for hans vindue. Hun føler sig på grådens rand, men selvom vognen nærmest er tom, nægter hun at give tårerne frit løb. Tårer er private. På glasvæggen foran hende sidder en reklameplakat for et af de store kosmetikselskaber. En smuk kvinde smiler til hende med natronblegede tænder, og Vanja ser på sit eget spejlbillede i glasset ved siden af. Strittende, kulsort hår og mørke rande under øjnene. Nogle påstår, at hun er pæn, men hun ved, at de lyver. Hun tager en kuglepen op af lommen og erindrer sig en blog, hun læste forleden dag. Smink dig indtil du ikke længere kan ses og glem ikke kønslæberne! skriver hun hen over kvindens ansigt og tilføjer: Hvis du har cellulitis – hold op med det! Ved Zinkensdamm stiger en fyr med et træt og slidt udseende på. Han har en stak sedler i hånden og lægger en på sædet ved siden af hende, inden han fortsætter videre til de andre passagerer i vognen. Det er et billede af et lille barn og nogle ord om kræft og fattigdom. Hun lægger seks af de syv femhundredkronesedler på sædet, rejser sig og stiller sig ved udgangen. Hun når at stige af, inden han opdager hendes gave. Uden for Hornstulls station er der kaos på grund af ombygningen af det slidte taxitorv. Politikerne har besluttet, at Hornstull skal have en ansigtsløftning trods beboernes protester. Vanjas forældre Edith og Paul var nogle af dem, der protesterede højest i et forsøg på at stoppe byggeplanerne, men det
17
Glaslegemer.indd 17
05/01/15 14.43
havde været forgæves. Nu tårner et nyt butikscenter i glas og beton sig op over det gamle torv. Det her er hendes del af byen. Det er her, hun har levet. Og det er her, hun skal dø. Snart. Når pakken kommer. Hun smider den gamle mands taske med den tomme tegnebog og hovedpinepillerne i en af sækkene med byggeaffald, men beholder kalenderen. Hun vil tage den med til Liljan og bede Aiman om at hjælpe hende med at give den en ny indbinding. Aiman er hendes kontaktperson, som det så formynderagtigt hedder, og hun er et af de få mennesker, som Vanja stoler på. Aiman ved, hvordan det føles at være udenfor, og der er noget gådefuldt ved hende, som tiltaler Vanja. Hun mærker efter i lommerne. Kuglepennen og femhundredkronesedlen, men kun én cigaret. Hun drejer til venstre, går ind i Ica ved Bergsunds strand, tager en kurv og går rundt mellem hylderne. Da hun har fyldt kurven, går hun hen til kasserne og stiller sig bag en ældre mand med tykke briller og en sur mine. Vanja lægger en stav på båndet og begynder at lægge varerne op, derefter strækker hun sig frem mod cigarethylden og tager tre pakker ned. Hun slår sig for panden. “Nå jo …” siger hun for sig selv. “Kaffe …” Hun henter kaffen, stopper cigaretterne ind i jakkeærmet og går tilbage til kassen. “Glemte du kaffen?” spørger kassedamen. Det er ikke første gang, Vanja gør det her, og hun ved, at hun må gøre et godt indtryk, hvis det her skal lykkes. Ribbenene trykker mod lungerne, og det føles tungt at trække vejret. Sveden trænger ud gennem trøjen. Hun stjæler ikke cigaretterne, fordi hun ikke har råd eller er for ung til at købe dem.
18
Glaslegemer.indd 18
05/01/15 14.43
Hun vil bare gerne leve. Mens kassedamen slår varerne ind, pakker Vanja dem ned i en plasticpose og begynder så at lede i lommerne. “Nej, for helvede,” sukker hun, mens hun leger med femhundredkronesedlen i lommen, “jeg har glemt pengene derhjemme. Må jeg sætte posen her?” Hun peger på pladsen ved siden af kassedamen. “Jeg er tilbage om fem minutter.” Kassedamen smiler forstående. “Giv mig posen.” “Tak, det er sødt af dig,” siger hun og skynder sig ud. Uden for butikken møder hun en fyr, hun kender, men ikke kan huske navnet på. Han lader, som om han ikke ser hende, men det ved hun, at han gør. Den måde, hvorpå han kigger i en anden retning, narrer hende ikke. Flytte eller dø, tænker hun. De gik i parallelklasse i niende, og hun havde været i seng med ham, fordi hun syntes, det var synd for ham. Ingen skal fylde femten år og stadig være jomfru. Hun havde endda måttet overtale ham, fordi han havde været så nervøs. Senere på aftenen opdaterede han sin status på Facebook og skrev, at hun var en luder. Vanja standser op og betragter hans selvsikre gang hen ad gaden, inden hun går ind ad hoveddøren. De bor i en fireværelses øverst oppe. En renoveret andelsbolig. Vanja forstår ikke, at Edith og Paul får penge for det, de skriver. Ediths navlebeskuende bøger og Pauls såkaldte undersøgende journalistik. Andre roser dem for deres samfundsengagement, men Vanja synes, det hele kun handler om dem selv. To egocentriske mennesker, som kalder sig venstreorienterede, men har krystallysekroner til femogtyvetusind, som de har købt på firmaets regning. Det er snak og teori, de praktiserer det ikke. Det hele er løgn. Da hun træder ind i entréen, hører hun stemmer ude fra køkkenet. De har besøg af Holger Sandström, og Vanja ved, at
19
Glaslegemer.indd 19
05/01/15 14.43
han er kommet med penge. Det gør han nogle gange. Låner dem nogle tusinde, når der er ebbe i kassen, og skriveriet er gået i stå. Han er næsten halvfjerds, men arbejder stadig og tjener godt. En sommer for fire år siden boede hun hos Holger i to uger, mens Edith og Paul var på ferie. Han havde været sød og taget hende med til både Skansen og Gröna Lund, og det havde været to gode uger. “Hvordan har Vanja det?” spørger Holger, og hun bliver klar over, at de ikke har hørt hende komme hjem. “Går det bedre? Kommer I godt ud af det sammen nu?” “Hun er på Liljan sammen med Maria. Sin bedste veninde.” Det er Ediths stemme. “Hun siger ikke så meget, men vi tror, det går godt i skolen og …” “Sludder,” hører hun Paul bryde ind. “Pigen er doven. Sådan er dét. Hun er ikke dum, men totalt ugidelig. Det eneste, der holder hende i live, er musik og makaroni.” Holger ler. “Ja, ja. Og nu har I råd til det et stykke tid endnu.” Han holder en kort pause. “I hvert fald hvis I holder jer til hurtigmakaroni.” “Du får hver en øre tilbage, så snart bogen udkommer,” svarer Edith surt, og Vanja synes, det føles ubehageligt at stå og smuglytte. Hun åbner forsigtigt døren og smækker den så hårdt i bag sig. “Nu kommer hun vist,” siger Paul, og Vanja kan høre ham lægge bestikket fra sig på tallerkenen. De sidder ved bordet ude i køkkenet. Edith ryger sin cigarillo, og Paul tænder en af sine mentolcigaretter. Det er kun overklassen og underklassen, der ryger indendørs, tænker Vanja. De vil vel markere, at de i hvert fald ikke er nogle almindelige normalsvenskere. “Maden er blevet kold,” siger Paul. Åren i hans nøgne isse er tyk som en regnorm, og hun ved, at han er oprørt.
20
Glaslegemer.indd 20
05/01/15 14.43
“Jeg købte ind, men kunne ikke finde kortet, og jeg havde ingen penge med.” Edith slukker cigarilloen. “Jeg kan gå derned … Jeg trænger alligevel til at røre mig.” “Nej, jeg går,” siger Paul, “men det bliver fanden tage mig sidste gang.” Han rejser sig og sender Holger et træt blik, inden han går ud i entréen. Edith ser på hende og prøver at smile. De skarpe ansigtstræk og mørke øjne får hende til at se ondskabsfuld ud, selvom hun ikke er det. Maria plejer at sige, at Edith er smuk, men Vanja synes, hun ligner en heks. Det askegrå og helt glatte hår når hende til lænden. “Hvorfor kommer du så sent?” “Jeg gik bare en tur,” svarer Vanja. Hun trækker på skuldrene, vender Edith og Holger ryggen og går ind på sit værelse. For en sikkerheds skyld låser hun døren. Fra sit vindue kan hun se aktivitetshuset Liljan, på den anden side af vandet. Verden er lille. Hun trækker kassen under sengen frem. Løfter låget af og fjerner det øverste lag af lykønskningskort, breve fra venner og souvenirer fra hendes barndoms ferier. To ure, flere sølvsmykker, en broche af ægte guld, tre mobiltelefoner og diverse krimskrams, som hun ikke ved, hvorfor hun har stjålet. Der ligger også næsten to tusinde i kontanter, som bliver holdt sammen af en clips, og hun stikker den gamle mands femhundredkroneseddel ind i seddelbundtet, inden hun lægger låget på igen og skubber kassen tilbage ind under sengen. Hun går hen til reolen og tager sin dagbog ud, som står klemt inde mellem to Harry Potter-bøger, som hun fik af Holger, da hun fyldte henholdsvis tretten og fjorten år. Bogstaverne havde hoppet for øjnene af hende, men hun havde læst dem alligevel.
21
Glaslegemer.indd 21
05/01/15 14.43
Nu ved hun, at hun er ordblind. Dengang havde hun troet, at hun bare var dum. Aiman har sagt, at både Agatha Christie og Ernest Hemingway var ordblinde, og at det at skrive handler om at fortælle. Vanja sætter sig på gulvet, sætter hovedtelefonerne i computeren og læner sig tilbage med ryggen mod sengen. En kværnende bas og en knitren, som om strengene var strømførende. Hun åbner dagbogen og begynder at skrive. Ikke fordi Aiman har opfordret hende til det, det kommer bare til hende. Hun har også lovet Maria at gøre det. Hvad gør man, hvis man ikke drømmer? Hunger hjælper hende til at udtrykke sig, og hun håber, at pakken med kassetten snart kommer. Så vil hun endelig blive stillet over for et konkret valg. At leve eller dø.
Glaslegemer.indd 22
05/01/15 14.43
Falden engel Liljeholmsbroen Der er næsten ingen trafik i de små timer, og lastbilen, som nærmer sig Liljeholmsbroen østfra, kører alt for hurtigt. Kroppen, som rammer forruden, flyver halvtreds meter gennem luften og lander i den modgående kørebane et stykke op ad broen. Lastbilens bremselængde er næsten lige så lang, og da føreren stiger ud, er han i chok. Pulsen er hurtig, han trækker vejret stødvist og sveder koldsved. Da den første bil standser på ulykkesstedet, sidder føreren på et autoværn og ryger. Endnu en bil standser. Nogen ringer efter politi og ambulance. Manden på autoværnet tænder en ny cigaret. Nogen rusker i ham. Han prøver at sige noget, men kan ikke. Det føles, som om nogen er ved at kvæle ham. Der skete ikke noget, tænker han. Absolut ingenting.
23
Glaslegemer.indd 23
05/01/15 14.43
Sort melankoli Saltsjöbanan Egentlig havde jeg tænkt mig at vente med Fabian Modin, men da jeg så ham ved Slussen, lod jeg mig forføre af den gunstige lejlighed, og konsekvensanalyse har aldrig været min stærke side. Beslutningen om at acceptere min skæbne var rigtig. Der findes en højere retfærdighed end de juridiske love. Jeg vil tjene noget, som er større end livet, større end alle menneskelige følelser. Større end kærligheden. Men det er ikke så enkelt at dræbe. Heller ikke selvom det tjener et godt formål. Risikovillig kapitalist Fabian Modin står med ryggen til sporet i den ene ende af perronen, formentlig fordi han vil sætte sig ind i den sidste vogn. Hvilket passer mig perfekt. Jeg ser på uret. Det næste tog mod Saltsjöbaden er et af aftenens sidste, og jeg ved, at det, jeg skal gøre, er baseret på, at forholdene om bord på toget er nogenlunde, som de var de tre gange, jeg kontrollerede afgangene. Jeg mærker efter i inderlommen. Kniven er der. Og reagensglasset. Da toget er standset, og dørene åbnes, går jeg ind i samme vogn og sætter mig et par sæder fra ham. Nu kan jeg se, at han er fuld, og jeg bliver overrasket over, at han ikke ser en dag ældre ud end sidste gang. Jeg var seks år, da Fabians kone blev fundet i garagen, og far sagde, at selvmordere havner i helvedes syvende kreds sammen med
24
Glaslegemer.indd 24
05/01/15 14.43
morderne. Mens morderne koges i blod, vokser selvmorderne fast i træer, så de ikke længere kan skade sig selv. Da jeg spurgte, hvad der sker med dem, som bliver myrdet, svarede han, at de kommer i himlen, hvis de ikke også er syndere. At være selvmorder er en dobbelt synd. Jeg sad på det persiske tæppe i fars bibliotek og bladede i bøgerne, som jeg havde spredt ud foran mig. I værelset ved siden af hørte jeg de voksnes stemmer. Det var mest far, der snakkede, men indimellem kunne man også høre Fabian sige noget. De var ikke på kant med hinanden, men heller ikke enige. Fabian mente, at de burde ekspandere og skaffe et lokale inde i byen, mens far mente, at de skulle vente og lade menigheden vokse langsomt. Husk Jesu lignelse om himmeriget som et sennepsfrø, sagde far, og Fabian brummede. Det er det mindste af alle frø, men når det er vokset op, er det større end alle andre urter og bliver til et træ. Far siger, at Fabian er en sjov fyr, og det ved jeg, eftersom han og mor plejer at grine sammen, når far er ude med skraldet. Fabian er så fuld af påfund og tager os unger med ud i Grimstaskoven, hvor vi finder insekter og gemmer os for trolden. Jeg kan mærke hans ubarberede hage mod min mave, og den kilder ikke sådan, som han tror, den gør. Den river og gør ondt, lugter af ost, støv og læder. Da toget ruller ud fra stationen, er vognen halvfuld. De fleste af passagererne er unge, der er på vej hjem, men der er også enkelte pensionister. Vi kører ud over klapbroen ved Danvikstull, og lysene fra Sjöstaden spejler sig i Hammarby sjös mørke vand. Hans spejlbillede skimtes i vinduet, og han ser ud, som om han døser hen. Hovedet falder ned mod brystet, og han trækker vejret tungt. Ved siden af mig hænger kortet over Saltsjöbanans linje, og jeg regner ud, at han har fjorten stationer tilbage at leve i.
25
Glaslegemer.indd 25
05/01/15 14.43
Ved Nacka stiger halvdelen af, og der kommer ikke nye passagerer. Udenfor på perronen sidder nogle unge på en bænk og ryger. Vi er kun ti personer tilbage i toget. En konduktør kommer ind i vognen for at kontrollere billetterne, samtidig med at en metallisk, knap hørlig stemme meddeler, at vi er fremme ved Saltsjö-Järla. Jeg vender hovedet bort, mens han kontrollerer rejsekortet. Vi passerer Lillängen og Storängen. I Östervik ser jeg nogle rådyr, som græsser under et stort spøgelsesagtigt træ med nogle underligt strittende grene. Da vi standser i Fisksätra, farer Fabian Modin sammen og ser op. Jeg tog den tykke familiebibel i brunt læder ned fra reolen, lagde den på det bløde tæppe og læste på titelbladet. Biblia, Thet är All then Heliga Skrift på Swensko; Efter Konung Carl then Tolftes Befalning. Jeg kunne godt lide at bladre i den og kigge på illustrationerne. Min favorit var den, som viser steningen af Sankt Stefanus. Den første kristne martyr. En af dem, der stener Stefanus, er Paulus. Ham, der siden angrede og blev omvendt. Jeg var seks år og spekulerede over Jesus. Eftersom han er tolerant og fuld af kærlighed til alle, betyder det så, at man skal være intolerant og hadsk over for dem, som ikke tror på ham? Mor kom ind og spurgte, om jeg ville have en mad. Hun var tyk, eftersom jeg snart ville få en bror eller søster. Jeg svarede, at jeg ikke var sulten, og fortsatte med at kigge på billederne. Jeg stikker hånden i inderlommen og mærker det kolde stål. Den skarpe æg. Trykket i hovedet stiger, og jeg mærker, hvordan min un-
26
Glaslegemer.indd 26
05/01/15 14.43
derkæbe sitrer. Hvordan det, som har erobret min hjerne, vokser og kæmper for at overtage hele min krop. Det, som i starten var en fiks idé, er nu blevet til det mareridt, jeg frygtede mest af alt. Ikke længere at være herre over mine tanker. Ikke eje min egen krop. “Igelboda. Togskift mod Solsidan.” Vi ser på hinanden, og Fabian Modin genkender mig ikke. Han bøvser og leder efter noget i jakkelommen. Flere stiger af i Neglinge, og ved Ringvägen er vi til sidst helt alene i togvognen. I Saltsjöbaden tager jeg kniven frem. At føle skyld er den uskyldiges opgave og tunge byrde, sagde Fabian Modin, da jeg spurgte ham om Paulus.
Glaslegemer.indd 27
05/01/15 14.43
90 mm
153 mm
30,5 mm
153 mm
90 mm
AF FORFATTERNE TIL BESTSELLERNE
– AARHUS STIFTTIDENDE
”Ambitiøst og dygtigt udført. Der er både spænding og god rytme.” – EKSTRA BLADET
”Spændende start på grum krimiserie. Et psykologisk troværdigt plot.” – ALT FOR DAMERNE
”Kragepigen er en psykologisk krimi, der formår at skille sig ud fra det stadigt voksende krimimarked.”
”Plottet er originalt, enigmatisk og labyrintisk.”
fælles for dødsfaldene er, at de unge i dødsøjeblikket har lyttet til gamle kassettebånd med optagelser af hård under-
grundsmusik. Et hemmeligt sted sidder enmandsbandet Hunger og komponerer de unges dødsmusik på bestilling. Vanja på 16 år skærer i sig selv, føler sig ensom, misforstået og er træt af livet. Hun har også bestilt et bånd fra Hunger.
– POLITIKEN
– METROXPRESS
”En fremragende kriminalroman.” – LITTERATURSIDEN
DEN SVENSKE PRESSE OM GLASLEGEMER
usædvanligt brutale selvmord. Hvem er denne Hunger? Samtidig bliver en række velrespekterede ældre mænd dræbt, hvilket ikke umiddelbart bliver sat i forbindelse med selvmordene, men i takt med at sagen oprulles, viser der sig dog at være en sammenhæng. Jens Hurtig begiver sig frygtløs ind i et ukendt, mørkt ungdomsmiljø, men er pludselig lige lovlig tæt på begivenhederne ...
”Svær at lægge fra sig.” – LITTERATURMAGASINET
”Den er skræmmende, som en god krimi skal være, men også vedkommende og endda sårbar.”
”EN INTELLIGENT, FØLELSESLADET OG VOLDSOM HISTORIE OM KREATIVITETENS DESTRUKTIVE SIDE.”
E RI K AXL SU ND
G LAS LEGEMER
ERIK AXL SUND er kunsternavnet, som Jerker Eriksson og Håkan Axlander Sundquist nu skriver under. Sammen har de tidligere skrevet krimitrilogien ”Victoria Bergmans svaghed”, som består af KRAGEPIGEN, SORGENS ILD og PYTHIAS
ANVISNINGER. Bøgerne er solgt til udgivelse i over
KRIMI
30 lande, er internationale bestsellere, og senest har et amerikansk produktionsselskab købt option på tv-rettighederne.
– DAG E N S N Y H E T E R
– GEFLE DAGBLAD
GLASLEGEMER er første, selvstændige bog
”Original, let tilgængelig og meget bevægende.”
L I N D H A R D T
– DAST MAGAZINE
9 788711 330685
O G R I N G H O F
i ny trilogi. Læs mere på www.erikaxlsund.com
226 mm
Konstitueret kriminalkommissær Jens Hurtig efterforsker de ”Nervepirrende og chokerende uhyggelig.”
KRAGEPIGEN, SORGENS ILD & PYTHIAS ANVISNINGER
FOTO/© SANDY HAGGART
– HELSINGØR DAGBLAD
E
n selvmordsbølge blandt unge skyller over Sverige, og
ER IK AXL S UN D G LASLEG EMER
DEN DANSKE PRESSE OM ERIK AXL SUND