Gorbatjov læseprøve by Arnold Busck

Gorbatjov omslag 080313.indd 1

historie

www.lindhardtogringhof.dk

Min egen

Med Gorbatjov sluttede Den Kolde Krig – en indsats, der i 1990 indbragte ham Nobels Fredspris. Året efter var det slut. Et mislykket militærkup tvang Gorbatjov til at fra træde posten som præsident. Hans reformer led skibbrud og Sovjetunionen gik i opløsning. Nu, mere end tyve år senere, fortæller han endelig hele sin egen historie.

Mikhail

ogen giver et unikt indblik i livet under sovjetkommunismen om .“vennetjenester” og politbureau er, og om vanskelighederne ved at refor mere systemet indefra. Gorbatjov vasker ikke sine hænder, men indrømmer åbent, at han var betaget af kommunismens idealer – men samtidig ikke blind for de rædsler, som stod mejslet i hans erin dring fra dengang, de kom og hentede hans bedstefar. Bogen giver dermed et komplekst billede af, hvordan man lever – og overlever – som menneske under et politisk diktatur.

orbatjovs selvbiografi er en rørende fortælling .om den fattige bondedreng, der blev leder af et af verdens største imperier. Om hans barndom under Anden Verdenskrig og hans livslange kærlighed til sin kone, filosoffen Raisa. Om hans forsøg på at reformere kommunismen indefra, og hans indsats for at bringe en ende på det våbenkapløb, der i en årrække truede med at sprænge verden til atomer.

Gorbatjov

ikhail Sergejevitj Gorbatjov (f. 1931) fortæller levende om sin opvækst under krigen, i provinsen Stavropol i Nordkaukasus. Om sin første togtur til Moskva, og mø det med storbyen og universitetet, hvor han også mødte sin kone gennem 46 år, Raisa. Om deres fælles kampe som fat tige studerende i den forarmede efter krigstid, og om hans egen vej til toppen i russisk politik.

Gorbatjov Mikhail

Min egen

historie

Lindhardt og Ringhof

08/03/13 10.35

Til minde om min kone

MIN EGEN HISTORIE Oversat fra russisk efter Наедине с собой (Воспоминания и размышления) © Mikhail Gorbatjov 2013 Udgivet på russisk ved Грин Стрит Internationale rettigheder ved Hoffmann und Campe Verlag Danske rettigheder forhandlet gennem Hebel & Bindermann Dansk udgave © 2013 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Oversat af Lars Peder Poulsen-Hansen Forsidefoto: Karsh Youssouf / Gamma / Camerapress via Scanpix Øvrige fotos: M.S. Gorbatjovs liv og virke er blevet fotograferet af følgende sovjetiske og udenlandske fotografer: N. Adamovitj, I. Adonjev, Ju. Lizunov, N. Malysjev, S. Metelitsa, V. Musaeljan, E. Pesov, V. Khristoforov. A. Tjumitjev, B. Jurtjenko, S. Lwin, A. Palma, P. Olisi, A. Trukhatjov og andre. Grafisk tilrettelæggelse og sats: Remote Grafik / Lars Ole Nielsen Trykt hos Scandbook ISBN 978-87-11-38324-7 1.udgave, 1. oplag 2013 Printed in Sweden 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

M.S. GORBATJOV MIN EGEN HISTORIE P책 dansk ved Lars Peder Poulsen-Hansen

Lindhardt og Ringhof

PROLOG

AF MIN DAGBOG · 21. SEPTEMBER 2000 „Der er gået et år uden Raisa. I dag er vi – familie og nære venner – samlet for at indvi et gravmæle ved hendes sidste hvilested. Billedhuggeren er Fridrikh Sogojan. Bundpladen af farvet marmor ligner en mark. Der ligger store sten på den. På gravstenen står der: „Raisa Maksimovna Gorbatjova. 5. januar 1932 – 20. september 1999.“ Bag stenen står en figur af en ung kvinde, der har stor lighed med Raisa. Hun bøjer sig for at lægge markblomster på graven … Der er gået et år – måske det tungeste år, jeg har oplevet. Mit liv har mistet sit væsentligste indhold. I nogle måneder kunne jeg ikke finde tilbage i den vante gænge. Min redning var, at jeg ved min side havde vores datter, Irina, børnebørnene Ksenija og Anastasija og vores venner. Efter Raisas bortgang indstillede jeg i nogle måneder mine rejser og foredrag. Jeg opholdt mig al den tid i datjaen. Jeg havde aldrig før følt mig så ensom. Næsten 50 år var Raisa og jeg sammen, og det følte vi aldrig som en byrde, tværtimod, vi havde det altid godt sammen. Vi elskede hinanden, men selv når vi var alene, talte vi sjældent om det. Vi syntes, at det vigtigste var at værne om alt det, vi havde sammen, fra vi var unge. Vi forstod hinanden og værnede om vores forhold. Jeg føler mig stadig skyldig i Raisas død. Jeg forsøger at gen kalde det hele i erindringen: Hvorfor kunne jeg dog ikke redde hende?

GORBATJOV

I den sidste tid så jeg, hvor det, der var sket, gik hende på: Hvordan var det gået til, at uredelige, samvittighedsløse og uansvarlige folk havde taget magten i vores land? Det talte hun ofte om, og når jeg til gengæld foreholdt hende, at man ikke hele tiden skal tænke de samme tanker, trak hun sig ind i sig selv og tav. Jeg havde ondt af hende. Hendes lidelser pinte mig. … Igen og igen vender jeg tilbage til den sidste nat, Raisa var i live – fra den 19. til den 20. september. Hun døde kl. 2.57 den 20. september 1999. Raisa døde uden at føle smerte: Hun lå i koma. Vi kunne ikke sige de sidste afskedsord til hinanden. Raisa afgik ved døden to dage før den planlagte transplanta tion af stamceller fra hendes søster Ljudmilas knoglemarv. Det var blot fem dage før 46-årsdagen for registreringen af vores bryllup på folkeregistret i bydelen Sokolniki i Moskva. Til det sidste troede jeg på, at hun kunne reddes, og kunne ikke acceptere det, da det ikke skete. Hjælpeløse og fortabte stod jeg og Irina ved hendes hovedgærde: „Du må ikke gå bort, Zakharka.2 Kan du høre mig?“ Jeg tog hendes hænder i håbet om, at hun bare med et håndtryk ville besvare mine bønner. Raisa tav – hun var død. … Allerede før Raisa blev syg, talte vi flere gange om vores fremtid. Engang hørte jeg hende sige: „Jeg vil ikke lades tilbage uden dig. Sådan vil jeg ikke kunne leve. Men du? Hvad med dig? Du vil gifte dig igen og leve videre.“ Jeg var forbløffet over hendes overvejelser. „Hvad siger du? Hvad er det for tanker, der har fået tag i dig? Hvilken død taler du om? Du er ung. Se dig i spejlet. Hør, hvad folk siger … Du er bare træt.“ „Jeg vil ikke være en gammel kone,“ slap det ofte ud af hendes mund. Og da der kom børnebørn, opstod problemet: Hvad skulle de kalde hende og mig? Det var hende, der fandt på ’babulja’ [bedste].3 Hun forklarede: babusjka [bedstemor] – det lyder affældigt, men babulja – det er energi! … Sådan var hun … Raisa elskede historien om kvinders aldre: „Lille pige, pige, 2 Det kaldte jeg Raisa i familiens kreds. 3 Oversætterens anmærkninger står i skarp parentes.

Prolog

ung kvinde, ung kvinde, ung kvinde, ung kvinde – den gamle kone er død.“ I de sidste år af vores samliv drømte hun ofte om natten, at vi mistede hinanden. Stadig oftere bemærkede jeg, at Raisa var urolig. Undertiden sagde hun til mig: „Lad os rejse noget mindre.“ Hun havde allerede da svært ved at tage med mig på længere rejser. Men hun havde endnu sværere ved – og det syntes jeg, jeg kunne se i hendes sørgmodige øjne – at være alene. … Den nat stod Irina og jeg ved hendes seng, græd og kunne ikke gøre mere. AF MIN DAGBOG · 5. JANUAR 2001 „Raisas fødselsdag. Hun ville være blevet 69 år. Når vi talte om fremtiden, sagde hun tit: At leve til det ny århundredes og ny årtusindes komme – det er nok. Hun levede tre måneder for kort. Vi havde en plan: at fejre år 2000’s komme på en sådan måde, at vi altid ville kunne huske det. Det viste sig, at Irina og børnebørnene endnu ikke havde været i Paris. Vi fik den ide at fejre år 2000 i denne verdens skønneste by, på Champs-Élysées. Det levede vi højt på, indtil den frygtelige sorg ramte os. Alligevel tog jeg og pigerne til Paris: Det var en gave fra Raisa til dem. … I dag har vi været på Nyjomfruklosterets kirkegård.4 Vi havde mange blomster med. Det er snart jul. 5 Det har sneet i nat. Jeg har Raisas yndlingsblomster med – røde roser. Det er et uforglemmeligt syn – de røde roser på den helt hvide sne. På gravstenen. Vi tager tilbage og sætter os til bords. På væggen hænger et stort portræt af hende, der er blomster, der er tændt stearinlys, juletræet er pyntet, og der dufter af gran. På bordet står alt det, hun elskede at servere. Kort sagt, et russisk bord med sibiriske specialiteter – pelmeni. Og lagkagen „Avantgarde“. Den, de lavede i Kremls konditori, og som fik sit navn af Raisa. Vi hæver glassene og står tavse … 4 Nyjomfruklosterets kirkegård er den fineste kirkegård i Moskva. Her ligger en lang række kulturpersonligheder, fremtrædende statsmænd og officerer, videnskabsfolk og forfattere begravet. O.a. 5 I den russiskortodokse kirkekalender er juledag den 7. januar. O.a.

GORBATJOV

Efter middagen går jeg op i mit arbejdsværelse. Uden at tænde lyset stiller jeg mig ved vinduet. Datjagrunden, der er oplyst af natlamper, den tætte russiske skov og sneen, der vælter ned, det er, som om man ser balletten „Nøddeknækkeren“ i Bolsjoj teatret. I familien havde vi den tradition at fejre nytår ved at gå i Bolsjojteatret. Vi så „Nøddeknækkeren“ og tog hjem igen. Derefter tog vi afsked med det gamle år, der blev delt gaver ud – dem, som Fader Frost, trods den „forstærkede vagtstyrke“ i præsidentvillaen var sluppet af sted med at lægge under vores juletræ. Musikken spillede, vi morede os … Det er alt sammen erindringer om et tidligere liv, om en tid, hvor vi alle var sammen. Raisa elskede den russiske vinter og holdt især af at gå tur i snestorm. Sådan var det også, da vi boede i Stavropolregionen: Engang for vi vild i en snestorm. Og sådan var det i Moskva. Raisa var født i Altaj og havde tilbragt barne- og ungdomsårene i Sibirien. Hendes familie byggede jernbaner og boede nogle år i tajgaen i det nordlige Ural. Hun mindedes ofte slædeturene, når de voksne pakkede dem, børnene Raisa, Zjenja og Ljudotjka, ind i lange fåreskindspelse og kørte dem til et nyt opholdssted. Vinteraftenerne i Sibirien blev sædvanligvis brugt på at lave pelmeni, som man så frøs ned og satte ud i frosten i en sæk. Pelmeni var Raisas livret. Jeg vender igen tilbage til hendes sidste dage … Hun kæmpede tappert for sit liv og udholdt alle lægernes behandlinger. Det var uudholdeligt tungt at iagttage. I de svære, fortvivlede øjeblikke søgte hun i mine og vores datters øjne svar på, hvordan det ville gå hende … Da lægerne den 19. havde stillet diagnosen og bragt Raisa ind på stuen, gik jeg ind til hende. Hun så mig i øjnene og spurgte: –– Hvad sagde lægerne? Jeg forstod hendes tilstand og sagde: –– De taler om en akut blodsygdom. –– Er det slutningen? lød hendes spørgsmål. –– Nej. Vi har besluttet at flyve til Tyskland i morgen; der vil der blive gennemført yderligere undersøgelser for at få fuldt

Prolog

overblik over sygdommen. Og der vil der blive taget stilling til spørgsmålet om behandling. … Vi fløj til Münster i håbet om, at Raisa kunne blive rask igen. Men den 21. september fløj vi tilbage med hende, nu død. Sådan endte Raisas jordiske liv. … Jeg besluttede at skrive en bog om vores liv. Jeg tænkte hele tiden på det, men kunne slet ikke komme i gang. Denne bog var svær for mig at skrive. Jeg var hele tiden påvirket af den titel, skrevet med rødt blæk, som Raisa ville give sin bog: „Det, der smerter hjertet“. Min egen bog med erindringer og tanker har jeg kaldt Min egen historie.6 Den præsenterer jeg hermed for læserne. Jeg dedicerer den til Raisas minde. FORKLARINGER Jeg må indledningsvis komme med nogle forklaringer angående bogens karakter. Den er forskellig fra alle mine foregående bøger. Det er ikke memoirer. Memoirer har jeg skrevet for mange år siden. Men der er memoire-elementer i bogen. Der er ikke nogen fast struktur. Det er heller ikke nogen roman og ikke engang en historisk beretning. Det er min fortælling om vores liv. Dem, som jeg har bedt om at læse bogen og sige deres mening, har sagt, at de kunne lide den. Hvis de overhovedet ikke havde haft nogen indvendinger, ville jeg have opfattet det som et ønske om at behage, om at støtte mig. Men sådan var det ikke: Sammen med den positive bedømmelse af bogen blev der også fremsat særdeles nyttige bemærkninger, som jeg har taget i betragtning ved det afsluttende arbejde med bogen i det omfang, jeg har fundet det passende. Det er vist lykkedes mig denne gang at tegne et fuldstændigt billede af mit liv. Det er mit svar på spørgsmålet: Hvad var det for omstændigheder, der i sidste ende fik afgørende indflydelse på min politiske skæbne?

6 På russisk hedder den „Alene med mig selv“.

1.DEL MINE LÆREÅR

FØRSTE KAPITEL

MIN HJEMEGN I de næsten 80 år, jeg har levet, har jeg boet 42 år i Stavropolregionen og resten i Moskva. Nordkaukasus er et mødested for forskellige civilisationer, kulturer og religioner. Dets omskiftelige historie har altid interesseret mig levende. Efterhånden som den russiske stat dannedes, etablerede de kaukasiske folkeslag forbindelser med den for at beskytte sig mod alle hånde erobrere. I august 1555 vendte Andrej Sjtjepetov, der var udsendt af Ivan den Grusomme til Nordkaukasus, tilbage til Moskva med gesandter fra de adygeiske fyrster. Tsaren erklærede, at Pjatigorsk-riget for evigt var underlagt Rusland. Man begyndte at bygge forsvarslinjer for den russiske stat. Under Katarina 2. begyndte anlæggelsen af den befæstede grænselinje mellem byerne Azov og Mozdok, og den bestod af syv fæstninger. En af dem var Stavropol-fæstningen. Dens første bemanding var Khopjor-kosakkerne (der stammede fra Voronezj-guvernementet) og grenaderer fra Vladimir-regimentet (der stammede fra Vladimir-guvernementet). Derefter opstod der den ene kosaklandsby efter den anden. Bønderne flygtede mod syd fra livegenskabets trældom. Senere blev de tvunget til at bosætte sig her. Stavropol-guvernementet var forløberen for Stavropolregionen, som jeg kom til at lede, og en forholdsvis ung administrativ enhed i Det Russiske Imperium. Den fik først guvernementsstatus i 1848, og hovedbyen blev Stavropol, som ligger på det højeste sted i dette hovedsagelig flade steppeland (ca. 450 km langt og 200 km bredt). Guvernementet var adskilt fra selve Kaukasus af Terek-kosakkernes områder og mod sydvest

GORBATJOV

af de områder, der tilhørte Kuban-kosakkerne, som var blevet flyttet fra Ukraine til Nordkaukasus af Katarina 2. Nordvest for guvernementet lå donkosakkernes territorium (langs floden Don) og mod nordøst Astrakhan-guvernementet. Stavropolregionen udgør Nordkaukasus på grænsen mellem Europa og Asien. Mod øst ved grænsen til Tjetjenien er 14 procent af jorderne sandjord, 31 procent er tør steppe, og resten af regionen er frugtbar kastanjejord [kastanozem] og sortjord [chernozem]. Vintrene er strenge. Ofte kommer temperaturen ned på minus 20-30 grader. Men det største problem er de tørre og varme vinde og de støvstorme, der hærger i tørkeår. Statistikken har vist, at det i de sidste hundred år er sket meget ofte. April snestormen i 1898, der dræbte over 200.000 stykker kvæg, er gået over i historien. Støvstormene i foråret 1948 førte det øverste jordlag væk, og i 1975-1976 (i min tid som førstesekretær for SUKP’s regionskomite) var der en meget hård tørke. I begyndelsen af det 20. århundred, før Revolutionen, levede der ca. en mio. mennesker i guvernementet. Det var hovedsageligt russere (’storrussere’ som de officielt kaldtes dengang), en tredjedel af dem var ukrainere (’lillerussere’ var den officielle betegnelse), dertil kom nogajer, turkmenere, kalmykker, armeniere, georgiere, grækere, estere, jøder og polakker. Tyskerne levede for sig selv på deres store, velhavende gårde på steppen. Der var også velhavende russiske gårde; en af dem, der dengang var kendt i hele Stavropolregionen, tilhørte i øvrigt den familie, som forfatteren A.I. Solzjenitsyn kom fra. Ca. 40 procent af guvernementets territorium var afsat til nomadedrift – det var hovedsagelig nogajer, turkmenere og kalmykker. De egentlige bjergfolk i Nordkaukasus (karatjajer, tjerkessere og abasinere) blev først indlemmet i regionen i sovjettiden. I guvernementet var der to byer (i selve Stavropol boede der før Revolutionen lidt over 40.000 mennesker), 130 bebyggelser, hvoriblandt ti bymæssige (med en befolkning på højst 15.000 i hver), 11 jernbanestationer, ni post- og telegrafkontorer og 21 mindre postkontorer. Af statsansatte bylæger var der 22 og lige så mange selvstændigt praktiserende, og der var

Første kapitel

nogle landsbysygehuse med fem senge hver. Der var fem skoler med flere klasser og 313 skoler med én klasse; der var tre boghandler i byen Stavropol. Guvernementets hovederhverv var landbrug: jordbrug, kvæg brug og fåreavl. Landbrugets produkter var „eksportvarer“, der blev sendt til Skt. Petersborg, Moskva og Paris. Industrien bestod af kornmøller, voksvirksomheder (og fremstilling af lys), en oliemølle, et brændevinsbrænderi, et garveri og et teglværk, kort sagt typiske virksomheder for et russisk landbrugsguvernement. Den sociale sammensætning var almindelig for provinsen på den tid: adel, temmelig talrig, og desuden store godsejere, gejstlige, købmænd og i det hele taget handelsfolk, småborgere (funktionærer, embedsmænd, husejere), bønder, der udgjorde ca. 90 procent af befolkningen (med jordlodder på to til fem hektar), arbejdere af forskellig slags (herunder mange landarbejdere) og så fattigfolk uden fast beskæftigelse. Sådan mødte Stavropolregionen Den Første Verdenskrig og Revolutionen i 1917. Min regions historie er rig på begivenheder. Den dag i dag berettes der stadig om nogle af dem. Med tiden fandt jeg ud af, at 25 officerer, der havde deltaget i Dekabristopstanden i 1825, var blevet forvist hertil. Mange af dem måtte lade livet her i utallige sammenstød med bjergboerne under de kaukasiske krige. Blandt de forviste dekabrister var også digteren Aleksandr Odojevskij, der skrev det versificerede svar på Pusjkins budskab til dekabristerne med den berømte linje: „Af gnisten tændes flammen“.7 På Mikhail Lermontov-museet i Pjatigorsk opbevares Odojevskijs dagbog. På de gulnede sider stråler navnene på folk, man kender fra skolebøgerne. Her blev Odojevskij gode venner med Lermontov, han mødte Ogarjov, Herzens ven. Og da jeg i min skolebog læste sætningen: „… dekabristerne vakte Herzen til dåd“, opfattede jeg den som et levende bindeled til kend7 Pusjkins budskab til dekabristerne er et digt fra 1827, der begynder med ordene: „Bevar jeres stolte tålmod dybt nede i Sibiriens malmminer“. O.a.

GORBATJOV

te mennesker, som havde levet her, i min hjemegn, og som stod mig nær. Ved besøg på museet har jeg mange gange bevæget læst Ogarjovs vers: Og hvis jeg skulle leve endnu mange år, Til ryggen krummes, alderdommen gråner manken, Med ynglings glød vil jeg da mindes vores vår, Dengang da alt for første gang besatte tanken … Den vidtudstrakte steppe, bjergmassivets top, Den fri og åbne storheds kæmpedimensioner Og ungdomsvenskabs håb og drømme i hver krop, Vort sammenhold omkring en lønlig tros bastioner … Jeg var særlig bevæget over, hvordan det gik de almindelige soldater i Tjernigovregimentet8 og de andre regimenter, som blev draget ind i sammensværgelsen af „Selskabet af forenede slavere“. De blev forvist til Stavropol ved en dom ved en militærdomstol i Belaja Tserkov.9 På 75 dage marcherede seks kompagnier fra Tjernigovregimentet over 1200 verst [ca. 1300 km]. Da de passerede over stepperne ved Salsk og Stavropol, kom de også igennem landsbyen Letnik, i hvis kirke jeg blev døbt i 1931. Tjernigovsoldaterne marcherede gennem Medvezje, det nuværende Krasnogvardejskoje, der er distriktscenter. Mellem Letnik og Medvezje ligger min fødeby, landsbyen Privolnoje. (Efter Revolutionen i 1917 blev religionen lagt for had, og kirkerne blev revet ned. Jeg blev døbt i nabolandsbyen, da kirkerne i Privolnoje allerede var nedrevet på dette tidspunkt). Midt i Stavropol er resterne af en gammel fæstning bevaret. I nærheden af den stod der længe en uanselig og affældig enetages bygning, hvor garnisonskontorerne engang var placeret. 8 Dette regiment, der var placeret i Kijevguvernementet, gjorde opstand under ledelse af dekabristernes „Sydlige Selskab“ kort efter Dekabristopstanden i Skt. Petersborg i december 1825. 805 soldater blev overført til Kaukasus. I september 1825 havde „Det Sydlige Selskab“ optaget alle medlemmer af „Selskabet af Forenede slavere“, der var blevet dannet i begyndelsen af 1823 med det formål at forene alle slaviske folkeslag og bekæmpe livegenskab og despoti. O.a. 9 By i Kijevguvernementet, nu Bila Tserkva i Kijevregionen. O.a.

Første kapitel

Dér kom Pusjkin og Lermontov. Da man renoverede byen, blev dette hus og den gamle basar desværre revet ned for at gøre plads til en central plads og et helt bygningskompleks. Som en flod efter at være gået over sine bredder om foråret efterlader større og mindre søer på bredderne (vi kaldte dem ’motjaki’), således har folkeflytninger og folkevandringer hen over Stavropolregionen efterladt mange spor i dens stepper og forbjerge. Når man færdes ad vejene i regionen, støder man foruden de vante russiske navne – Moskovskoje, Kurskaja, Vorontsovo-Aleksandrovskoje – på navne som Antusta, Dzjalga, Takhta, der har mongolske rødder, mens Atjikulak og Arzgir snarere er tyrkiske. Det er kun få regioner i verden, hvor folkeslag i den grad har blandet sig på et mindre territorium, og der har været en sådan kontakt mellem sprog, kulturer og religioner. I Stavropolregionen levede der i min tid foruden russere, der udgjorde 83 procent af befolkningen, også karatjajer, tjerkessere, abasiner, nogajer, ossetere, grækere, armeniere, turkmenere … og mange flere. Og hvert folkeslag har ikke blot sit eget sprog, men også sine sædvaner, skikke, klæder, ja, endog måder at bygge og placere deres gårde på. Nu er de bymæssige bebyggelsers udseende meget forandret; det er efter min mening blevet standardiseret. Men endnu i begyndelsen af det 20. århundrede kunne man se en typisk kaukasisk bjergboer-aúl med bondehuse og mure af sten og ved siden af en kosaklandsby eller russisk landsby med huse bygget af lerblokke iblandet gødning og halm og med halm- eller stråtag. Og alle var de omgivet af et hegn, som blev flettet af grene fra unge træer (i sin tid var jeg også helt god til det, ligesom jeg vidste, hvordan et tag skulle tækkes med halm, og hvad det skulle sprøjtes med, så fuglene ikke ødelagde det). Folk i vores region er omgængelige og indstillede på kompromiser, for enighed mellem folk af forskellige nationaliteter i Nordkaukasus var den vigtigste forudsætning for at overleve. Livet i et multinationalt, flersproget miljø lærte én tolerance og en respektfuld holdning over for hinanden. At krænke og fornærme en bjergbo betød, at man fik en død-

GORBATJOV

sensfarlig fjende. At vise respekt over for bjergboerne og deres værdighed og skikke betød, at man fik en trofast ven. Sådanne venner havde jeg mange af, for allerede dengang lærte jeg efterhånden, selvom jeg endnu ikke kendte de fine ord, at tolerance og samdrægtighed er det eneste, der kan sikre fred mellem mennesker. Dér, i Kaukasus, hørte jeg en talemåde, som jeg engang i en kreds af venner gengav for mine venner fra bjergene: En bjergbo kan lige så lidt leve uden en gæst som uden luft. Men hvis gæsten bliver hængende, får bjergboen åndenød. Mine samtalepartnere var ikke enige heri: –– Det er ikke sandt. Men jeg mener ikke desto mindre, at der er et gran af sandhed i det; alt kræver mådehold. Her på min hjemegn fik jeg den første del af min internationale uddannelse. Det var ikke teori, men tilværelsens grundvilkår her i Nordkaukasus. Her lever folk af forskellige nationaliteter ved siden af hinanden, undertiden i en og samme landsby, kosaklandsby, aúl eller bosættelse, de opretholder deres kultur og traditioner, men hjælper samtidig hinanden, besøger hinanden, finder et fælles sprog og arbejder sammen. Da jeg blev præsident for USSR og blev stillet over for landets nationale problemer, var jeg ingen novice, hvad angik disse spørgsmål. Årsagen til min kompromissøgende natur er ikke en svag karakter, som nogle ellers har ment, men udspringer af Nordkaukasus’ åndelige kultur. Ikke fordi der ikke fandtes oprørere i Nordkaukasus. Det var ikke uden grund, at lederne af mange ægte folkelige opstande såsom Kondratij Bulavin, Ignat Nekrasov, Stepan Razin og Jemeljan Pugatjov samlede deres styrker og indledte deres felttog netop i disse områder. Ifølge overleveringen er Sibiriens erobrer Jermak også fra vores region … De utallige invasioner af erobrere i oldtiden og de årelange kaukasiske krige i den nære fortid kostede mange liv. Og Borgerkrigen i sidste århundred trak et frygtelig blodigt spor gennem vores region. Sovjetmagten kom til Stavropolregionen fra Rostov. Vores

Første kapitel

region var det første mål i dens udbredelse, og netop i min hjemegn opstilledes de første enheder af Den Røde Garde. Kendt er Vladimir Lenins hilsen til „Medvezjefronten“.10 I Stavropolregionen blev Sovjetmagten udråbt den 1. januar 1918. Der blev dannet en sovjetrepublik og en regering. En halv mio. bønder fik tildelt jord af de nye magthavere. Der blev indført en ottetimers arbejdsdag, der blev oprettet arbejderkontrol på fabrikkerne, og skolegangen blev gratis. Men allerede i marts var der kampe i Medvezjedistriktet mod general Kornilovs officersenheder, og i april mod general Aleksejevs hær af frivillige. I juli 1918 dannede Stavropolrepublikken sammen med Kuban-Sortehavsrepublikken og Terekrepublikken Den Nordkaukasiske Sovjetrepublik, der eksisterede til januar 1919. Derefter greb de hvide generaler Denikin og Sjkuro magten. Kampen i Nordkaukasus blev yderst hård. En del af kosakkerne gik sammen med de ikke-kosakiske indbyggere i kosaklandsbyerne ind i Den Røde Hær. På den sydlige front opererede der i anden halvdel af 1918 14 røde kosakregimenter, som bagefter blev omdannet til brigader og rytterarméer. Vores lokale veteraner har fundet ud af, at folkene fra Stavropol udgjorde næsten 40 procent af den berømte 1. Rytterarmé, hvis chefer var Budjonnyj og Vorosjilov. Men en anden og tilmed betydelig del af kosakkerne gled ind i den hvide bevægelse. Da der var oprør ved Don, og general Krasnov ved hjælp af tyske tropper indførte militærdiktatur, blev omkring 45.000 kosakker, der sympatiserede med Sovjetmagten, henrettet ved skydning eller hængt. De røde lagde heller ikke fingrene imellem og veg ikke tilbage for at bruge de allerhårdeste metoder, blandt andet over for gamle mennesker, kvinder og børn. Jeg kan huske en episode, som general Vasilij Ivanovitj Kniga har fortalt om. Det var, da man fejrede Sovjetmagtens 50-årsdag (1967). Mange deltagere i Borgerkrigen fortalte erindringer fra de 10 Den Røde Garde blev dannet i marts 1917 og bestod af væbnede enheder af arbejdere. I marts 1918 blev den indlemmet i Den Røde Hær. Medvezjefronten dannedes af soldater fra Den Røde Garde ved landsbyen Medvezje under Borgerkrigen i 1918. Borgerkrigen varede fra 1918 til 1922. O.a.

GORBATJOV

dage. De tog rundt i byer og landsbyer. Der var særlig mange møder med studerende og med unge i det hele taget. General Kniga, helten fra Borgerkrigen, blev også bedt om at tage til sin hjemegn i den nordlige del af guvernementet, hvor han kæmpede for Sovjetmagten. Generalen sagde ikke nej, men bad om at få livvagter med, hvilket undrede alle. –– Hvorfor skal du have livvagter med, Vasilij Ivanovitj? –– Det er nødvendigt. Under Borgerkrigen nedslagtede vi hele landsbyen. –– Hvordan det? –– Jo, sådan. Vi huggede dem ned. –– Alle? –– Måske ikke alle. Men jeg tænker: Hvis der nu er nogen tilbage, der kan huske det. Hvor mange landsbyer og kosaklandsbyer blev lagt helt øde af de hvide og de røde? De udryddede sig selv, deres eget folk. General Kniga var professionel kriger – de ser anderledes på døden – men han havde åbenbart ikke ro i sjælen, samvittigheden nagede ham, når han ville huske dette lige til sin død. I den nu kendte sang „Podjesaúl“ [Kosakstabskaptajnen], der handler om Borgerkrigen i Nordkaukasus, står der følgende ord: Du går ud for at slås For folkets magt Mod dit eget folk! Hvor mange gange har jeg ikke måttet høre, at vold ikke alene er berettiget, men også nødvendig ved overgangen til et nyt samfund. Det er en kendsgerning, at det under revolutioner meget ofte ikke lykkes at undgå blodsudgydelse. Men at betragte volden som et universalmiddel til løsning af problemer, at opfordre til vold for at opnå nogle angivelig „høje“ mål, at gribe til „nedslagtning“ af folk – det er umenneskeligt. … Gorbatjovfamilien kom til Stavropolregionen i anden halvdel af det 19. århundrede efter ophævelsen af livegenskabet. Min oldefar – Moisej Gorbatjov – bosatte sig med sine tre sønner, Aleksej, Grigorij og Andrej, i udkanten af landsbyen

Første kapitel

Privolnoje, der var opstået langt tidligere. Statsbønderne begyndte i 1825 at slå sig ned i landsbyerne Privolnoje, Letnik og Medvezje i henhold til forordningen af 22. marts 1824, og i anden halvdel af det 19. århundrede kom så de tidligere godsejerbønder fra guvernementerne Orjol, Tula, Voronezj og Tjernigov og andre guvernementer. Min gren af Gorbatjovfamilien boede i begyndelsen samlet som én stor familie – 18 sjæle. Og ved siden af boede nære og fjerne slægtninge, også Gorbatjover. Senere blev der bygget huse til sønnerne og deres familier. Min farfar, Andrej Moisejevitj, der på det tidspunkt var gift med min farmor, Stepanida, stiftede sin egen familie. I 1909 fik de sønnen Sergej, min far. I udkanten af landsbyen Privolnoje, som var befolket med Gorbatjoverne og deres nærmeste slægtninge, levede som naboer Pantelej Jefimovitj og Vasilisa Lukjanovna Gopkalo. Han var kommet fra Tjernigovegnen, hun fra Kharkovegnen, de var ukrainere. De var øjensynlig kommet samtidig med Gorbatjoverne og havde slået sig ned i udkanten af landsbyen. De havde en datter, Marija, min kommende mor. I 1929, da min far var 20 og min mor 18, giftede de sig. Fra vores families mundtligt overleverede historie vides det, at min mor ikke ville giftes med min far, men at bedstefædrene havde aftalt det. Min far kunne godt lide min mor. Han elskede hende. Han elskede hende hele livet, tog sig af hende. Tilgav hende meget. Uanset hvor han havde været henne på rejse, havde han altid gaver med hjem til hende. Gaver til Marija! For vores forfædre, for mine bedstefædre havde begrebet ’russisk’ en helt anden betydning. At være russisk betød at have tilhørsforhold til vores stat, til den ortodokse religion og den russiske kultur. Der blev ikke lagt særlig vægt på, om man var hårtot, altså ukrainer, eller moskovit, altså russer. Det er ikke tilfældigt, at alle i Stavropolregionen eller i Kubanregionen fra barndommen havde godt kendskab til ukrainske og russiske sange og let kunne skifte fra det ene sprog til det andet. Da min mor efter brylluppet flyttede over gaden, kom hun til at bo i min farfar Andrejs hus, hvor der foruden hende og min far var fem børn. Jeg kom til verden den 2. marts 1931. Jeg

GORBATJOV

blev døbt, som jeg har fortalt, i kirken i landsbyen Letnik. Min mor og far havde ved fødslen givet mig navnet Viktor. Men ved dåben svarede min farfar Andrej på præstens spørgsmål om, hvad barnets navn var: Mikhail. Så blev jeg svøbt i en varm fårepels og kørt til Privolnoje. Det var nu ikke så meget, fordi jeg ikke skulle komme til at fryse, som for at jeg skulle blive rig … Sådan var skik og brug. Farfar Andrejs hus var aflangt – det strakte sig fra øst til vest – og bestod af fire dele. Den første var stadsestuen, hvor farfar og farmor sov. Det østlige hjørne af værelset var optaget af en stor og meget smuk ikonostas.11 Jordgulvet var dækket af løbere, som familiens medlemmer havde vævet. Den anden var den fælles familieafdeling af huset med en russisk ovn, hvortil der var føjet en „lille ovn“. Ved vinduerne langs væggen stod middagsbordet og bænken. I den store ovn blev der bagt brød, og alt det andet blev tilberedt i den lille. Småbørnene sov på ovnen. Da far og mor blev gift, blev en del af dette værelse spærret af til dem. Så var der entreen, hvis brug er velkendt. Endelig var der den tredje del af huset: laden, hvor korn, foder og såsæd opbevaredes i kasser. Under taget hang der sække med tvebakker. Da jeg voksede op, kunne jeg godt lide at være på loftet i denne del af huset og finde skjulesteder der, hvor jeg ofte faldt i søvn. Engang opdagede jeg to sække med nogle farvede papirer. Det viste sig, at det var kérenki – pengesedler, der blev udstedt i 1917 af Kerenskijs provisoriske regering. De blev liggende længe endnu. Min farfar regnede nok med, at der måske kunne blive brug for dem. Bondepsykologi! Så var der den fjerde del: en stald til kvæget. Ved siden af den opbevaredes foderet og noget af det, der blev brugt til brændstof. Det var hele mit barndomshjem. … Mange år senere fortalte min mor sit første barnebarn, Irina, hvordan jeg kom til verden. Da fødselen gik i gang, blev hun flyttet over i laden. De strøede halm ud og redte en seng. Her – mellem boligdelen og stalden – blev jeg født. Da Irina 11 En plade med helgenbilleder (ikoner). O.a.

Første kapitel

blev voksen, mindedes hun denne historie og sagde: –– Hør, far, du blev født ligesom Jesus Kristus. –– Ja, husk det, men sig det ikke til nogen, spøgte jeg. Nu vil jeg fortælle om mine to bedstefædre. I deres skæbne afspejles bøndernes skæbne under Sovjetmagten. Morfar Pantelej vendte efter 1. Verdenskrig hjem fra den tyrkiske front, og farfar Andrej kom fra den østrigske. Begge familier var fattige småbønder. Morfar Pantelej mistede sin far, da han var 13 år, og blev efterladt med sine fire yngre brødre og søstre. Af karakter var han rolig, men netop han medbragte forandringens ånd, idet han først var med til at danne en bondekommune og dernæst til at oprette et selskab til forarbejdning af jorden, et af de i sin tid berømte TOZ’er. „Sovjetmagten reddede os, for den gav os jord“ – hørte jeg morfar Pantelej sige mange gange. Og det blev bestemmende for hans forhold til Sovjetmagten. Så begyndte kollektiviseringen, og han blev organisator af et kollektivbrug og formand for det. Farfar Andrej, der havde en vanskelig karakter, anerkendte ikke kollektivbruget og blev ved med at være selvstændig. Min far tog morfar Pantelejs parti, gik ind i kollektivbruget, blev senere traktorfører og brød på en måde med sin far. I 1930 flyttede min far og mor til et lille hus, der var blevet ledigt lige i nærheden på den anden side af gaden. Det år skulle de om efteråret dele udbyttet af den majs, de havde dyrket sammen. Det var et godt år. Majsen blev kørt hjem til endelig tørring på farfar Andrejs gårdsplads. Min mor, der var gravid, tilbragte det meste af tiden hjemme. Ofte, og især om natten, gik hun ud for at sidde på jordvolden omkring huset. Engang lagde hun mærke til, at der var travlhed i svigerfars gård. Hun fik mistanke om, at han var ved at skjule majshøsten på loftet. Det gik hende på, og hun fortalte min far alt, hvad hun havde set. Da min far kom over til farfar, opdagede han faktisk, at bunken af majs var blevet mindre. Han spurgte ham direkte: –– Far, hvor er majsen blevet af? Der var meget mere af den. –– Farfar Andrej reagerede skarpt og sagde: „Det rager ikke

GORBATJOV

dig.“ Uden at tage notits af ham gik min far ind i laden, kravlede op ad trappen til loftet og fandt der den skjulte majs. Farfar fløj hurtig som en glente efter ham og tog kvælertag på ham – sin egen søn. Da farmor Stepanida så det, løb hun ind til min mor: –– Marija, kom med det samme. Far er ved at slå Serjoga ihjel. –– Men min far var trods alt allerede en voksen mand og fik bugt med farfar: Han fik vredet sig fri af hans hænder. Sådan sluttede dramaet. Min far var en fredsommelig mand. Han gjorde sig umage for, at ingen andre end familien fik kendskab til det. Og majshøsten blev „retfærdigt“ delt. Alt dette skubbede blot min far endnu mere i retning af hans svigerfar, min morfar Pantelej, som medlemmerne af kollektivbruget snart efter valgte til formand. Morfar Pantelej nød stor respekt hos folk og kom med tiden til at stå i spidsen for distriktets jordkontor. På den tid var det en meget vigtig post. Det gik også godt for farfar Andrej. Staten pålagde ham, hvor meget han skulle så, og hvor meget korn han skulle aflevere, og det overholdt han samvittighedsfuldt. Livet i de to familier faldt efterhånden på forskellig vis ind i en rolig gænge. Men så kom året 1933 med den frygtelige hungersnød. Farfar Andrejs familie var i en meget vanskelig situation. Der var ikke noget mad til børnene. Tre af dem døde af sult i løbet af vinteren. Da det blev forår, var der ikke noget at så. Myndighederne anså det ikke desto mindre for sabotage, brud på såplanen. Farfar Andrej blev forvist til tvangsarbejde i Sibiriens skove. Han kom tilbage i 1935, før tiden, med nogle diplomer. De blev hængt op i ramme ved siden af ikonerne. Efter hjemkomsten fra forvisningen trådte farfar ind i kollektivbruget og arbejdede dér til sine dages ende. Og hans indsats blev næsten altid betegnet som den bedste, og han fik hædersbevisninger. I 1938 blev vi ramt af en ny ulykke: Min morfar Pantelej blev pludselig arresteret og beskyldt for trotskisme. Han blev forhørt i 14 måneder under anvendelse af tortur. Kun én gang efter hjemkomsten fortalte min morfar, hvad de havde gjort ved ham i fængslet. Han vendte aldrig senere tilbage til sine oplevelser. Og han mente, at Stalin ikke vidste noget, at det lokale NKVD

Første kapitel

var skyld i det hele. Morfar mente, han var uskyldig. Ikke desto mindre blev han uden rettergang dømt til henrettelse ved skydning. Sagen blev sendt til regionens statsadvokat med henblik på at få dennes godkendelse til eksekveringen af dommen. Statsadvokaten standsede sagen: Det blev fastslået, at der ikke var tale om nogen lovovertrædelse. Morfar blev løsladt. Da han blev arresteret, flyttede mormor Vasilisa over til os, og straks blev mange ting anderledes. Naboerne holdt op med at komme på besøg, og hvis der kom nogen, så var det kun om natten. Huset var i en slags karantæne: „En folkefjendes hus!“ Det har jeg aldrig glemt. I familien bestræbte man sig på at glemme den frygtelige tid, og jeg hørte aldrig nogen enkeltheder. Det var heller ikke velset at spørge. Senere forstod jeg, at de ikke forholdt sig sådan for at glemme så hurtigt som muligt – de var simpelthen bange. Sovjetmagten belønnede ikke ligefrem folk for at tale om den slags. … Næsten 20 år levede jeg i Privolnoje stort set uden at forlade den. Kun én gang kørte jeg på en lastvogn med en gruppe traktorførere til Stavropol, hvor vi fik overrakt regeringsbelønninger for vores arbejdsresultater. Og endnu tidligere kørte jeg og tante Sanja (min faster) på et vogntog med korn til staten til siloen ved jernbanestationen i Pestjanokopskoje. Nej, hvor var det interessant. Min første rejse uden for Privolnoje med overnatning på steppen ved en brønd, hvor alle slog lejr. Vi spiste aftensmad sammen. Vi sov på kornvognene. Dengang så jeg på stationen for første gang et lokomotiv! Fra 1933, hungeråret, kan jeg kun huske nogle få ting som erindringsglimt. Jeg ser farfar Andrej koge frøer i en stor kedel for at give familien noget at spise. Men jeg kan ikke huske, om jeg spiste frøer dengang eller ej. I 1976 prøvede Raisa og jeg på en sightseeingbåd i centrum af Paris at spise frølår til lyden af parisisk musik! Ifølge de lokale døde op mod 40 procent af indbyggerne i Privolnoje i løbet af hungeråret. Vi bønderbørn voksede op, legede alle mulige lege, og i førkrigsårene legede vi meget ivrigt „krig“. Vi gemte os i ha-

GORBATJOV

ver, høstakke og sammenfaldne huse, der stod tomme efter hungersnøden. Da jeg blev fire år, blev jeg alvorligt syg. Så alvorligt, at mit liv var i fare. Som min mor har fortalt, tændte de et lys ved hovedgærdet på min seng, græd og vidste ikke, hvad de skulle stille op. Mange år senere spurgte jeg, hvad det var for en sygdom. Kirtelsyge, sagde min mor rædselsslagen. Dengang var det ofte ensbetydende med døden. Ifølge min mor rådede en kvinde, hun kendte, hende til at finde noget god, flydende honning og give mig det at drikke. Jeg kan huske situationen: Ved siden af sengen i vindueskarmen blev der stillet en lille tekande fyldt med honning. Jeg tog selv tekanden og drak hele indholdet til sidste dråbe. Jeg kan huske lyden af det faldende låg – det er alt … Tre dage senere forsvandt min åndenød, ødemerne forsvandt, og efter endnu nogle dage var jeg rask. Men jeg har haft komplikationer med ørerne resten af livet. Jeg tilbragte meget tid hos morfar Pantelej og mormor Vasilisa, som senere flyttede til nabolandsbyen, hvor morfar blev valgt til formand for kollektivbruget. Den situation var ikke kun jeg og mormor (hun blev i øvrigt mormor i en alder af 38 år), men især mine forældre tilfredse med. Undertiden prøvede de at lade mig blive tilbage i Privolnoje, når de var på besøg, men jeg ville „hjem“ til morfar og mormor. Alle mine forældres forsøg endte med, at jeg vandt. Jeg løb en kilometer eller halvanden efter morfars fjedervogn, før han tog mig op. Mormor mindedes siden mange gange, hvordan vi var „venner“, hvordan jeg låste hende inde i huset, fordi hun ikke ville give mig så meget sukker, som jeg ville have. Sådan var der så meget! Jeg var hendes yndlingsbarnebarn i al den tid, hun levede. KRIGEN I slutningen af 30’erne begyndte livet at blive godt. På fridage var der tradition for at tage ud på steppen, til skovbæltet, og slappe af. Vi tog af sted familievis, til hest, på tyre, og vi gik til fods, hvis det ikke var langt. Alle holdt af dette fredelige liv.

Første kapitel

Børnene spillede langbold eller pind eller sparkede til en bold, de selv havde lavet. Mødrene snakkede og drøftede dette og hint. Fædrene drøftede deres „mandeproblemer“. Og de drak og sang. Når de mistede kontrollen og fik en tår over tørsten, kom det også til slagsmål. Kun kvinderne kunne skille slagsbrødrene ad ved at kaste sig over dem i flok. … Under en sådan udflugt i naturen den 22. juni (en søndag) 1941 kom en rytter pludselig galopperende og råbte: Der er krig! Han overbragte os følgende ordre: Kl. 12 skulle alle indfinde sig på den centrale plads i Privolnoje – Molotov ville tale. I Privolnoje var der ikke nogen radio – en radiomodtager blev tilvejebragt specielt til lejligheden. Vi børn opfattede det på vores egen måde til forskel fra de voksne, der stod med forstenede ansigter. Men vi tænkte: „Vi skal nok give fascisterne tørt på!“ Så begyndte mobiliseringen, og om efteråret kom de første meddelelser om faldne. De kom i reglen med dem om aftenen. Vi stod og lyttede efter, hvor rytteren standsede – ved hvilket hus. Det var de unge mænd, der døde – vores fædre, brødre og naboer. Nu ved vi det: Grænsesoldaterne var de første, der gik i kamp mod fascisterne. Det var knægte fra 1921-1922 og lidt ældre. De fleste af dem vendte ikke hjem. Kun ca. fem procent af mændene fra denne generation overlevede. Mødrenes, konernes, børnenes og kæresternes sorg var grænseløs. Min far og nogle traktorførere blev ladt tilbage for at klare høsten. Far blev først indkaldt den 3. august 1941. Jeg var med i det vogntog, der kørte gruppen af mobiliserede væk. Nogle kørte i hestevogne, andre fulgte dem til fods for en sidste gang at tale med dem, der drog bort mod det ukendte. Folk tog afsked med hinanden, for ingen vidste, om mændene ville vende hjem eller ej. Der er 20 kilometer mellem Privolnoje og distriktscenteret. Midt på dagen nåede vi frem til mødestedet. Min far gav mig en is – den bedste i mit liv. Det var stegende varmt. Isen smeltede. Jeg spiste hele bægeret. Min far købte også en balalajka til mig. Den blev liggende, til han kom tilbage fra fronten, og forblev siden i familiens eje i mange år. Sådan sluttede de sidste førkrigsår. Folk var kun lige ved at

GORBATJOV

komme til sig selv efter alle Verdens- og Borgerkrigens omvæltninger, kollektiviseringen og udrensningerne, livet var i det mindste ved at blive bedre, i forretningerne kunne man købe almindeligt fodtøj, kattunstof, salt, husholdningsartikler, sild, ansjoser (undertiden i rustne dåser), tændstikker, petroleum, sæbe … Og så stod Rusland med ét foran sin hårdeste prøvelse: Skulle det eksistere eller ej? Jeg kan endnu huske, at jeg var i vildrede: Hvorfor trækker vores tropper sig tilbage, mens de fascistiske tropper rykker dybt ind i landet? Vi drenge havde det meget svært med det, og ikke mindre end de voksne, tror jeg. For os var det ganske enkelt et drama: Hvordan kunne det gå til? I vinteren 1941-1942 stod de tyske tropper foran Moskva, 27 kilometer fra Kreml, og ved Taganrog, ca. 200 kilometer fra Privolnoje. Min far havde i mange år abonneret på den lille distriktsavis og Pravda, som vi blev ved med at få. Om aftenen, især om efteråret og vinteren, samledes kvinderne ofte i vores hus, og jeg læste beretningerne fra fronten for dem. De spåede hele tiden i kort, mens jeg lå på ovnen og kiggede på dem. Jeg kunne ikke forstå, at de prøvede at vise hinanden, hvad kortene „talte“ om. De talte kun om deres mænd. I hovedsagen gik al tiden med husholdningen, med at overleve endnu en dag. Der var brug for mad, der var brug for vand, der var brug for varme, og kvæget skulle passes. I 1941 var vinteren streng. Nede mod syd hos os begyndte det at sne allerede den 8. oktober – helt usædvanligt. Snefaldet og blæsten varede nogle dage. Alle huse, der stod på tværs af østenvinden, blev helt dækket af sne. Kun skorstenene stak op. Da det stilnede af, hjalp dem, der kom ud af deres hus, naboerne med at grave sig fri. Jeg har levet mange år, men sådan en vinter har jeg ikke oplevet siden. I nogle uger fik vi ingen post og havde ingen anden forbindelse med omverdenen. På samme tid udkæmpedes der en forbitret kamp på liv og død ved indfaldsvejene til Moskva. Senere fik vi at vide, at tyskerne var blevet nedkæmpet foran Moskva. Moskva var ikke faldet. I en af aviserne var der indlagt en lille bog om komsomolpigen Zoja Kosmodemjanskajas bedrift.

Første kapitel

Den hed „Tanja“. Jeg læste den mange gange for mødrene. Alle var rystede over tyskernes brutalitet – alle græd. Der kom hele tiden meddelelser om faldne. Krigen fortærede alt – menneskeliv, byer og landsbyer. Store områder af landet var under fascistisk besættelse: Ukraine, Hviderusland, Baltikum, Moldavien, den vestlige del af Rusland. Sneen blev liggende til om foråret – det var et ægte „snerige“. Det var bare hårdt at leve i dette rige. Det gik ganske vist nogenlunde med at få noget at spise: Det var jo stadig kun 1941 – der var reserver tilbage. Men der var ikke noget at fyre op med – de gamle træer i haverne blev fældet. Det var svært at passe kvæget. Og det stod meget dårligt til med foder til kvæget i kollektivbruget: Høet var blevet stående på marken, og vejene var føget til. Det skulle på en eller anden måde køres ind under de forhold, denne frygtelige vinter bød på, og alt dette lå på de unge kvinders skuldre, blandt dem min mor. En af vinterdagene vendte min mor og nogle andre kvinder ikke tilbage fra turen efter hø. Der gik et døgn, der gik to, men de dukkede stadig ikke op. Først den tredje dag fik vi at vide, at kvinderne var blevet arresteret og sad i forvaring i distriktsfængslet. Det viste sig, at de var kommet på afveje og havde læsset slæderne med hø fra stakke, der tilhørte den statslige opkøbsorganisation „Zagotskot“ [Kvægopkøbet]. Vagterne havde arresteret dem. Dengang kunne straffen være hård. Men én ting reddede dem – alle „tyvene“ var koner til frontsoldater, alle havde børn, og de havde ikke taget foder til sig selv, men til kollektivbruget, og ikke med overlæg, men ved en fejltagelse. Det er i det hele taget svært at opregne alle de byrder, der blev lagt på kvindernes skuldre i de år – både det udmattende arbejde i kollektivbruget, deres egen husholdning, manglen på alt, de halvtpåklædte og halvsultne børn, frygten for mændenes skæbne. Den dag i dag kan jeg ikke læse digteren Mikhail Vasiljevitj Isakovskijs digt „Til den russiske kvinde“ uden at blive bevæget:

GORBATJOV

Vil du mon med tiden berette Om krigens forbandede år, Om kvinder, der slæbte sig trætte Derhjemme på fædrenes gård? Din mand eller søn eller broder Drog pligtskyldigst modigt i krig, Og du stod tilbage som moder, Alene til det var forbi. Alene med tårer på kinden, Med korn, der stod modent i vinden, Blev du ramt af ufred og strid. … Du var helt alene med sorgen, Og dagen på landet var lang. Du sled bravt i marken og gården, Var ene om tårer og sang. Du bar krigens byrder med smerte, For barsk var det, kinden blev rød. Men fronterne rørte dit hjerte: Du gav dem det daglige brød. Du sled bravt i søle og ælte, Og livet var trøstesløst gråt. I breve til fronten du meldte At alt dog gik noget så godt. Soldaterne læste på vagten De breve, du skrev døgn for døgn, Og holdt sig i live ved pagten Med dig og din hellige løgn.

Første kapitel

Far skrev ofte breve til os og spurgte om meget. Og jeg svarede ham nogle gange efter min mors diktat, men mest selv. Jeg tror, han gennemskuede vores „hellige løgn“ i brevene. Da far drog til fronten, måtte jeg lave meget derhjemme. Fra foråret 1942 skulle jeg også tage mig af urtehaven, som familien levede af. Tidligt om morgenen skyndte min mor sig at lave noget derhjemme, så gik hun ud i kollektivbrugets mark, og alt hvilede på mine skuldre. Det vigtigste og vanskeligste, jeg skulle, var at skaffe hø til koen og brændsel til huset. Livet var i det hele taget voldsomt forandret. Og vi drenge fra krigens tid sprang barndommen over og blev voksne med det samme. Glemt var fornøjelser og lege, og skolegangen var opgivet. Hele dage var jeg alene og havde hænderne fulde derhjemme. Men undertiden … undertiden glemte jeg pludselig alt omkring mig, og fortryllet af en vintersnestorm eller bladenes raslen i haven om sommeren rejste jeg i tankerne til en fjern, uvirkelig, men meget attrået verden. Til drømmens rige … I sommeren 1942 rullede tilbagetogets bølger fra Rostov gennem vores områder. Den første bølge bestod af tusinder af evakuerede fra Ukraine. Folk slæbte sig af sted – nogle med rygsæk eller poser i hænderne, andre med barnevogn eller trillebør. De drev flokke af kvæg, heste og får af sted med sig. Mormor Vasilisa og morfar Pantelej samlede deres habengut sammen og drog ud i det uvisse. På landsbyens brændstoflager blev tankene åbnet, og alt brændstof blev ført ud i den lavvandede flod Jegorlyk, de uhøstede kornmarker blev brændt af: Intet skulle falde i fjendens hænder. Den anden bølge rullede ind over os i sidste halvdel af juli 1942, efter at vores tropper havde forladt Rostov. Tilbagetoget foregik ikke i ro og orden. Nedslåede og trætte soldater kom gående i store og små grupper. Ansigterne var præget af sorg og skyld. Bombeeksplosioner og kanontorden hørtes stadig nærmere. Sammen med vores naboer gravede vi en skyttegrav på skråningen ned til floden, hvorfra jeg for første gang så en „katjusjasalve“:12 Med frygtelig fløjten fløj ildpile over himlen. 12 Katjusja: en raketkaster med flere rør, også kaldet stalinorgel. O.a.

GORBATJOV

Så blev der stille. Stille i to dage. Hverken vores eller de tyske tropper skød. Den 3. august 1942, præcis et år efter at vi havde sagt farvel til min far, kom en tysk opklaringsstyrke på motorcykler om formiddagen. På tre dage besatte de tyske tropper Privolnoje. De camouflerede sig mod bombardementer og med henblik herpå ryddede de næsten alle de haver, som det havde taget årtier at opdyrke. Fra Rostov til Naltjik, hovedstaden i Kabardino-Balkarien, rykkede tyskerne frem praktisk talt uden at møde modstand. De sovjetiske tropper var i opløsning. Men på den anden side af Naltjik opererede spærrekommandoer, der havde til opgave at udføre Stalins ordre nr. 227, der er kendt under betegnelsen „Ikke et skridt tilbage“. Af de tropper, der var under tilbagetrækning, blev der hurtigt opstillet enheder, som straks blev sendt frem i forreste linje. Som et resultat af den enorme indsats ved byen Ordzjonikidze (nu Vladikavkaz) blev de tyske tropper standset under deres hurtige fremrykning mod olien i Baku, og det skulle vise sig, at de ikke kom længere. Efter at de tyske tropper var trukket længere mod øst, blev der en lille garnison tilbage i Privolnoje, og den blev senere udskiftet med et kommando – jeg kan huske ærmedistinktionerne og det ukrainsk, der blev talt. Livet i det besatte territorium begyndte. Efter nogle dages forløb vendte mormor Vasilisa tilbage. Hun og morfar var vandret næsten hele vejen til Stavropol, men dér blev de overrasket af de angribende tyske enheder. Morfar passerede frontlinjen ad majsmarker og slugter, mens mormor vendte hjem til os med sit habengut – hvor skulle hun ellers gå hen? Dem, der var deserteret fra hæren, dukkede frem. Størstedelen af dem gik i tjeneste hos tyskerne, som regel i politiet. Engang kom de hjem til os og foretog en husundersøgelse. Jeg ved ikke, hvad de ledte efter. Derefter satte de sig op i en vogn og gav mormor ordre til at gå efter dem til politistationen. Sådan gik hun gennem hele landsbyen. Det skete, for at alle kunne se, at det var kollektivbrugets formands kone! På politistationen blev hun udsat for et langt forhør. Jeg ved ikke, hvad de ville fin-

Første kapitel

de ud af, og hvad hun kunne sige? Alt stod jo helt klart: Hendes mand, der var kommunist og formand for kollektivbruget, var evakueret, og sønnen og svigersønnen var ved fronten. Når mor kom hjem fra det tvangsarbejde, tyskerne havde indført, fortalte hun tit om, at hun var blevet direkte truet af nogle beboere i landsbyen: „Du skal ikke tro, at det er som under de røde.“ Der begyndte at løbe rygter om massehenrettelser ved skydning i nabobyerne, om nogle køretøjer, der forgiftede folk med gas (efter befrielsen blev alt dette bekræftet). Tusindvis af mennesker, de fleste jøder, blev henrettet ved skydning uden for byen Mineralnyje Vody. I Privolnoje hørtes rygter om en forestående afstraffelse af kommunisternes familier. I vores familie indså vi, at vi ville stå øverst på en sådan liste. Og mor og farfar Andrej skjulte mig på en gård uden for den landsby, hvor han arbejdede. Afstraffelsesaktionen skulle vist finde sted den 26. januar 1943, men den 21. januar befriede vores tropper Privolnoje. Jeg kan godt huske den tid. Jeg tror, at vores landsby trods alt undgik de værste ulykker. Det var landsbyældsten, den gamle Savvatij Zajtsev, „Bedstefar Savkas“, store fortjeneste. Han afslog længe og stædigt at blive landsbyældste, men landsbyboerne fik ham overtalt, han var jo en af deres egne. I landsbyen vidste man, at Zajtsev gjorde alt for at beskytte folk mod ulykker. Men da tyskerne blev fordrevet, fik han en dom på ti år for „landsforræderi“. Hvor meget beboerne i min landsby end skrev om, at han ikke var blevet landsbyældste af egen fri vilje, og at folk havde overlevet takket være ham, lige lidt hjalp det. Så Bedstefar Savka døde i fængslet som forræder. Jeg vil aldrig glemme, hvordan min mor og jeg listede hjemmefra midt om natten for at skjule mig på den gård nogle kilometer fra vores landsby, hvor farfar Andrej arbejdede. Det var usandsynlig dårligt føre. Det er det ofte i Stavropolregionen – det er jo den sydlige del af Rusland. I begyndelsen så det ud til, at vi var på rette vej, men til sidst for vi vild. Natten var kulsort, der var ikke lys nogen steder, der var ingen vej – kun mørke omkring os. Vi gik og gik hele tiden, idet vi håbede på at støde på noget – og ramte bare mørket. Pludselig flammede et lyn

GORBATJOV

op i vinternatten, og der lød tordenbrag. I et øjeblik forsvandt mørket, og vi fik øje på gården i nærheden. Dér sad jeg så et par dage. Tyskerne trak sig hurtigt tilbage. Deres overkommando var bange for at blive fanget i en ny „lomme“ efter nederlaget ved Stalingrad og skyndte sig at trække tropperne ud af Nordkaukasus. Hvor begejstret hilste vi ikke Den Røde Hærs enheder velkomne! Vi var ikke længere bange for de „Junkersfly“, som tydeligvis fulgte vores troppers fremrykning … Fronten rullede endnu en gang gennem vores områder, denne gang mod vest. Livet skulle ind i en normal gænge igen, og kollektivbruget skulle genetableres. Men hvordan? Alt var ødelagt, der var hverken materiel, kvæg eller såsæd. Det blev forår. Jorden blev pløjet med køer fra vores eget brug. Så blev der samlet såsæd ind, alle gav, hvad de kunne. Høstudbyttet var selvfølgelig dårligt i 1943. Mon ikke, hvor skulle det komme fra? Men næsten alt det, vi dyrkede, blev afleveret til staten til brug for fronten. I vinteren og foråret 1944 blev der hungersnød. Mor drog sammen med andre fra landsbyen til Kuban: Det forlød, at man kunne købe majs dér. Min fars ting blev hevet op af dragkisten: to par nye kromlæderstøvler og et sæt tøj, han aldrig havde haft på, til at bytte med korn. Da mor tog af sted, afmålte hun til mig for hver dag en håndfuld majs af de sidste rester i hjemmet. Jeg malede gryn af det og lavede grød. Der gik en uge og derpå endnu en, mor dukkede ikke op. Først efter endnu nogle dage vendte hun tilbage med en sæk majs. Det viste sig, at min fars ting havde været gode byttevarer, og mor fik til gengæld en sæk majs – hele 48 kilo. Men før afrejsen var det aftalt, at der pr. person kun kunne købes 16 kilo – ikke mere. Mor og jeg var dengang to, altså 32 kilo. Så hun måtte bære de „ekstra“ 16 kilo til fods gennem det ufremkommelige søle. Men landsbyfællerne forbarmede sig over hende og lagde hendes byrde op på en vogn. Den indkøbte majs reddede os. Dertil kom, at koen kælvede, så vi havde både mælk og majs. Dengang betød det rigtig meget. I andre familier fik

Første kapitel

de ikke nok at spise og svulmede op af sult. Ofte kom mine venner, naboens unger, over til os og stod tavse i døren. Min mor sukkede og gav dem så lidt at spise. Om foråret kom regnen som en gave fra Gud til alles glæde. Og alt omkring – på marken og i urtehaven – begyndte at gro. Jorden hjalp os også denne gang. Der var endnu et problem: Der kom praktisk talt ingen varer til landsbyen. Hverken tøj, sko, salt, sæbe, petroleumslamper eller tændstikker – ingenting … Først lærte vi selv at reparere sko og tøj. Men da disse lappede gamle ting til sidst faldt fra hinanden, fandt vi på en anden udvej – vi begyndte at dyrke hamp. Vi høstede den med hænderne. Vi bandt den sammen i neg, dyppede den i floden, tørrede den, forarbejdede den og lavede råtråd. Bedstemødrenes håndvæve kom ned fra lofterne, og der blev vævet i næsten hver eneste hytte, og bagefter blev lærredet bleget. Af det blev der syet skjorter. Når man tog sådan en skjorte på, stod den omkring én som en klokke. Fåreulden vaskede og kartede vi, vi spandt tråd på en ten og vævede et primitivt, groft stof til at lave overtøj af. Af dyrehuderne, som først blev udblødet, afhåret, tørret, valket og imprægneret i brændselsolie, lavede vi primitivt fodtøj. Salt fik vi fra en saltsø, der lå 55 km fra Privolnoje. På uforklarlig vis fik vi skaffet kalcineret soda og lærte at lave sæbe. Vi havde ingen tændstikker, ild fik vi ved at slå flint og tænde noget vat med aske i, og til de hjemmelavede tændstikker tog vi trotyl fra panserværnsgranaterne. Til belysning brugte vi olielamper af granathylstre. Da der efterhånden begyndte at dukke petroleum op, begyndte vi selv at lave lamper. Vores folk er forbløffende sejlivet og udholdende. I april 1943 døde min farmor Stepanida. Hun lå længe for døden og havde frygtelige smerter, og hun var meget bekymret for sin søn. Hun nåede heller ikke at få brev fra fronten – det kom bogstavelig talt kun få dage efter hendes død. Farmor Stepanida fødte farfar seks børn. Halvdelen af dem døde af sult i 1933. Til forskel fra farfar Andrej var hun god og omsorgsfuld: Hun tog sig af alle, især de små børn. Hendes

GORBATJOV

ældste datter, min tante Nastja, blev alene med tre småbørn, da hendes mand drog til fronten. Stepanidas hjerte bankede for tante Nastjas børn; de overlevede alle og voksede op, men deres far døde ved fronten. Farmor Stepanida og jeg var gode venner. Jeg var heldig. Nu fik vi oftere breve fra far. Det var det vigtigste: Vi var i live, og han var i live. Mor takkede Vorherre. I de vanskelige, frygtelige år vendte folk igen tilbage til Gud. I slutningen af sommeren 1944 kom der et gådefuldt brev fra fronten. Vi åbnede konvolutten, og der lå papirer og familiefotografier, som min far havde taget med sig, da han drog til fronten, samt en kort meddelelse om, at seniorsergent Sergej Gorbatjov var død heltedøden i Karpaterne. Da jeg blev præsident for Sovjetunionen, gav forsvarsminister D.T. Jazov mig en enestående gave – en bog om de troppeenheder, hvor min far havde gjort tjeneste under krigen. Meget bevæget læste jeg dengang og genlæser nu en af krigens historier og har endnu tydeligere og dybere forstået, hvor vanskelig vejen til sejren var, og hvilken pris vores folk betalte for den. Meget vidste jeg fra min far: Hvor han havde kæmpet, hvilke situationer han var kommet i. Nu ligger der et dokument foran mig. Efter mobiliseringen kom far til Krasnodar, hvor der ved infanteriskolen blev opstillet en selvstændig brigade under kommando af oberstløjtnant Kolesnikov. Den fik sin ilddåb i november-december 1941 i kampene ved Rostov, hvor den indgik i Den Transkaukasiske Fronts 56. armé. Brigaden led enorme tab: 440 døde, 120 sårede, 651 savnede (det var i reglen omkomne). Far overlevede. Indtil marts 1942 lå de i forsvar langs floden Mias. Igen led de store tab. Brigaden blev sendt til Mitjurinsk for at blive omgrupperet til 161. Infanteridivision og dernæst videre til Voronezj-fronten til den 60. Armé under kommando af general Vatutin. Divisionen deltog i slaget i Kurskbuen, i Ostrogozjsk-Rossosj-operationen og i Kharkovoperationen, i overgangen over Dnepr omkring Perejaslav-Khmelnitskij og i fastholdelsen af det kendte brohoved ved Bukrin. Min far fortalte, hvordan de under vedvarende bombarde-

Første kapitel

menter og uafbrudt artilleribeskydning satte over Dnepr på små fiskerbåde, „forhåndenværende midler“, hjemmelavede flåder og færger. Min far var fører for en gruppe pionersoldater, der sikrede, at mortererne blev transporteret over på en af disse færger. Mellem bombe- og granateksplosioner sejlede de mod noget lys, der blinkede på den højre bred. Og selvom det var nat, forekom det ham, at vandet i Dnepr var rødt af blod. Far fik tapperhedsmedaljen for overgangen over Dnepr og var meget stolt af den, selvom han også senere blev dekoreret, heriblandt to gange med Den Røde Stjernes orden. I november-december 1943 deltog hans division i Kijev-operationen. I april 1944 i Proskurov-Tjernovtsy-operationen. I juli-august i Lvov-Sandomir-operationen, i befrielsen af byen Stanislav [nu Ivano-Frankivsk]. I Karpaterne mistede divisionen 461 mand, over halvandet tusind blev såret. Hvorfor skulle han gennemleve så mange blodige slag for så at dø i Karpaterne? Der var sørgesang i familien i tre dage. Og så … kommer der et brev fra min far om, at han da er i live og har det godt. Begge breve var dateret 27. august 1944. Måske havde han skrevet til os og var så gået i kamp og var omkommet? Men fire dage senere fik vi endnu et brev fra far, nu fra den 31. august. Far var altså stadig i live og blev ved med at slå fascisterne! Jeg skrev et brev til ham, hvor jeg udtalte min utilfredshed med dem, der havde sendt brevet med meddelelsen om hans død. I svarbrevet tog min far frontsoldaterne i forsvar: „Nej, min dreng, der er ingen grund til at skælde soldaterne ud – ved fronten sker der så meget.“ Jeg tog til mig, hvad min far sagde. Først efter krigen fortalte han os, hvad der var sket i august 1944. Før det næste angreb fik pionersoldaterne ordre til om natten at indrette en kommandostation på Magura-bjerget. Bjerget var dækket af skov, og kun toppen var nøgen og gav godt udsyn over den vestlige skråning. Dér havde man besluttet at placere en kommandostation. Opklaringssoldaterne var gået i forvejen, og far og hans gruppe pionersoldater var begyndt at arbejde. Han lagde tasken med papirerne og fotografierne på brystværnet i den færdige skyttegrav. Pludselig lød der larm neden for dem og derefter skud. Pionersoldaterne styr-

GORBATJOV

tede væk til alle sider. Mørket reddede dem. De mistede ikke en eneste mand. Det var simpelthen et under. Min far spøgte: „Det var som at blive født igen.“ Af bar glæde skrev han et brev hjem: „Jeg lever og har det godt“, uden at forklare nærmere. Og om morgenen, da angrebet begyndte, opdagede infanterisoldaterne fars taske på bjerget. De gik ud fra, at han var død ved stormen på Magura-bjerget, og sendte en del af papirerne og fotografierne til familien. Og alligevel mærkede krigen seniorsergent Gorbatjov for livet … En gang efter et vanskeligt og farligt strejftog ind i fjendens bagland, efter minerydning og sprængning af kommunikationslinjer og efter en række søvnløse nætter fik gruppen en uges hvil. De gik nogle kilometer tilbage fra frontlinjen og brugte de første døgn til bare at sove ud. Omkring dem var der skov, stilhed, og situationen var helt fredelig. Soldaterne slappede af. Men det skulle alligevel ske, at der udspillede sig en luftkamp netop over dette sted. Far og hans pionersoldater gav sig til at betragte den for at se, hvordan den ville slutte. På flugt fra jagerne kastede et tysk fly hele sin bombelast. Fløjten, hylen, eksplosioner. Alle kastede sig ned på jorden. En af bomberne faldt i nærheden af far, og et sprængstykke kløvede hans ene ben. Nogle millimeter til siden, og benet ville være helt skåret af. Men han havde igen heldet med sig, knoglen blev ikke ramt. Det skete i Tjekkoslovakiet, i nærheden af byen Kosiče. Det blev afslutningen på min fars frontliv. Han blev behandlet på infirmeriet i Krakow, og der blev det snart den 9. maj, Sejrens Dag. Krigen var en frygtelig tragedie for hele landet. Meget af det, der var skabt med så stort besvær, blev ødelagt. Håbet om et nært forestående lykkeligt liv sank i grus. Familier blev ødelagt. Børnene stod tilbage uden fædre, konerne uden mænd, pigerne uden deres tilkommende. De vanskeligste og frygteligste prøvelser blev frontsoldaternes lod. Jordens folk står i gæld til denne generation af mænd og kvinder. Til det sidste kunne min far ikke frigøre sig fra det, han havde oplevet i krigsårene. Han fortalte meget om krigen.

Første kapitel

Hvor hård den første tid havde været, fordi der manglede våben, og de ikke havde forstand på at føre krig. Ved Taganrog fik deres frontafsnit forstærkning – nogle tusind marinesoldater fra Sortehavsflåden. Unge fyre, elitesoldater – kernesunde: „Nå, fodtudser, nu skal vi vise jer, hvordan det skal gøres.“ En af dagene gik marinesoldaterne, godt lakket til af vodka, til angreb i tætte kæder med fældede bajonetter. Men tyskerne mødte dem med maskingevær- og mortérild. De blev næsten alle liggende på denne mark. Jorden blev dækket af lig i sorte pjækkerter og stribede sømandstrøjer. Ved Taganrog deltog far i nærkamp. Det fortalte han senere om. Man tænker kun på én ting: enten dig eller ham. Ingen andre tanker løber gennem hovedet. Man slår, hugger, skyder som et rovdyr. Det var ikke alle, der holdt til det. Og de øvrige blev også først sig selv igen efter nogle timer. Jeg kunne se, at far selv mange år senere havde svært ved at fortælle om det. I krigsårene oplevede jeg meget ligesom alle andre. Men når talen falder på krigen, kommer jeg i tanker om ét grufuldt billede. I slutningen af februar og begyndelsen af marts 1943 var jeg og nogle andre børn på trofæjagt, og vi kom tilfældigt ud i et fjerntliggende skovbælte mellem Privolnoje og den kubanske nabolandsby Belaja Glina. Dér stødte vi på de jordiske rester af soldater fra Den Røde Hær, der havde været i kamp her for sidste gang i sommeren 1942. Det kan ikke beskrives: forrådnede lig, kranier i rustede stålhjelme, hænder, der var blegede af de rådnede feltbluser. Der var også et let maskingevær, granater og tomme ammunitionshylstre. Sådan lå de uden at være begravede i skyttegravenes og granathullernes skidne suppe og kiggede på os med de sorte, gabende øjenhuler … Disse ukendte soldater blev lagt i en fællesgrav. Vi opfattede dem aldrig som fremmede uvedkommende mennesker. I centrum af Privolnoje står der nu en beskeden obelisk. I den er indhugget navnene på dem, som ikke vendte tilbage fra krigen. Blandt dem – nogle af Gorbatjoverne. Da krigen endte, var jeg 14 år. Jeg kan endnu se den ødelagte efterkrigstidslandsby for mig. I stedet for huse var der lerklinede hytter, overalt bar den præg af forfald og fattigdom. Vores

GORBATJOV

generation er krigsbørnenes generation. Vi blev mærket af krigen, og den satte også sit præg på vores karakterer og på hele vores verdensopfattelse. Det, vi oplevede i barndommen, er nok forklaringen på, at netop vi, krigens børn, besluttede at ændre den etablerede livsform. Vi drenge, der fik ansvaret for familiens overlevelse, for vores egen kost lagt på vores skuldre, blev med ét voksne. De brud i livet og verden, som vi oplevede, og som vi blev deltagere i, førte os på én gang ud af barndommen og ind i voksenlivet. Vi blev ved med at glæde os over livet, som børn, vi blev ved med at lege børnelege, men vi så ligesom med et andet syn på vores lege. Med voksne øjne. TILBAGE TIL SKOLEN Jeg begyndte at gå i skole igen i 1944 efter to års afbrydelse. Jeg havde ikke noget større ønske om at lære noget. Efter alt det, jeg havde oplevet, forekom det at være en alt for „ubetydelig“ ting. Dertil kom, at jeg ærlig talt heller ikke havde noget tøj at gå i skole i. Far sendte mor et brev: Sælg alt, køb tøj, sko og bøger, og lad så Mikhail komme i skole. Og morfar Pantelej sagde, at man skulle lære noget og dermed basta. Jeg begyndte i skolen lige før novemberfestdagene, da den første fjerdedel af skoleåret var ved at slutte. Jeg kommer, sidder og lytter og forstår ingenting – jeg havde glemt det hele. Jeg blev ikke siddende, til timen var forbi, men gik hjem, smed den eneste bog, jeg havde, på gulvet, og sagde bestemt til min mor, at jeg ikke ville gå i skole mere. Mor brast i gråd, samlede nogle småting sammen og gik sin vej. Om aftenen kom hun tilbage uden disse ting, men med en stak bøger. Jeg sagde igen til hende, at jeg stadig ikke ville i skole. Men jeg gav mig til at kigge på bøgerne; derpå læste jeg i dem og blev interesseret … Mor var allerede gået i seng, men jeg blev ved med at læse. Øjensynlig skete der den nat noget i mit hoved; i hvert fald stod jeg op om morgenen og gik i skole. Jeg afsluttede skoleåret med et diplom for flid og god opførsel, og alle de efterfølgende år fik jeg udmærkelse. Jeg kan ikke skrive om skolen i de år, om dens lærere og

Første kapitel

elever, uden blive bevæget. Selve skolen lå i nogle bygninger i landsbyen, der var bygget til helt andre formål. Den rådede kun over en ynkelig samling lærebøger, nogle få geografiske kort og plancher og kridt, der med stort besvær var skaffet et eller andet sted. Det var praktisk talt alt. Resten var op til lærerne og eleverne. Der var slet ikke nogen hæfter – i stedet brugte jeg min fars bøger om mekaniseringen af landbruget. Vi lavede også selv vores blæk. Skolen skulle forsyne sig selv med brændstof og holdt derfor heste og havde en vogn. Jeg kan huske, hvordan hele skolen om vinteren reddede hestene fra sultedøden: De var så udmagrede og afkræftede, at de ikke kunne stå på benene. Vi hentede korn til dem alle mulige steder fra. Det var ikke nemt at få fat i: Alle i landsbyen var optaget af det samme – at redde deres eget kvæg, for ikke at tale om dyrene i kollektivbrugets kvægstalde, hvorfra der hver dag blev hentet døde dyr. Også vores lærere havde det svært i krigsårene: Det var koldt, de sultede, og det var trist. Meget fattigt. Men ret skal være ret: Selv dengang gjorde de sig umage for at opfylde deres pligter og gjorde alt, hvad de kunne; det er en gåde, hvordan det lykkedes dem. Og landet havde allerede få år efter krigen de specialister, som det trængte så hårdt til. Jeg kan huske følgende episode: Efter rekonvalescensen og efter krigens afslutning (i sommeren 1945) var far på tjenesterejse i nærheden af vores egn og bad om tilladelse til at besøge sin familie i to dage. Det fik han lov til. Og vi mødtes. Der skete følgende: Jeg sad på gårdspladsen og var ved at lave et eller andet. Der var en, der råbte: „Misja, din far kommer!“ Det var så uventet, at jeg blev helt forvirret. Men så løb jeg ham i møde. På nogle skridts afstand standsede jeg og far og jeg kiggede på hinanden. Far havde forandret sig meget – han var i uniform med ordener, og jeg var blevet stor. Men det vigtigste var, at far så mig så mager, som jeg var, i hjemmelavet tøj, og jeg hørte hans ord, der blev sagt med så stor bitterhed, at de brændte sig fast i min hukommelse: „Vi har kæmpet os til nederlag!“ Vores landsbyskole havde otte klassetrin. Der gik endnu

GORBATJOV

nogle år, før der i Privolnoje blev bygget en moderne tiårsskole. I de år måtte børnene fra vores landsby gå i 9. og 10. klasse i distriktscentrets tiårsskole. Som de andre børn fra min landsby boede jeg i en privat lejlighed, og en gang om ugen kørte eller gik jeg hjem efter madvarer. Derfor var jeg allerede ret selvstændig i de ældste klasser. Der var ingen, der kontrollerede min skolegang. Man regnede med, at jeg var tilstrækkelig voksen til at klare mine egne anliggender uden at blive tilskyndet til det. Kun en enkelt gang i løbet af alle disse år lykkedes det med stort besvær at overtale min far til at komme til forældremøde på skolen. Jeg var begejstret for at gå i skole. Jeg var grebet af en ustyrlig nysgerrighed og et ønske om at gå i dybden med alt. Jeg kunne godt lide fysik og matematik. Jeg var interesseret i historie og især i litteratur. Journalister har mange gange spurgt mig, hvem eller hvad der har haft størst indflydelse på mig. Jeg har svaret forskelligt. Én gang sagde jeg i forbifarten: den russiske litteratur. Nu er jeg overbevist om, at det forholder sig sådan. Allerede i Privolnoje lånte jeg en ny etbindsudgave af Belinskij i landsbybiblioteket. Jeg var begejstret for ham. Jeg læste ham mange gange. Da jeg tog til Moskva for at studere, fik jeg denne bog forærende, da jeg var den første fra landsbyen, der blev optaget på Moskvas Universitet. Også nu ligger bogen foran mig: „Sendt i trykken den 28. december 1946. Oplag 100.000 eksemplarer.“ Jeg ser på de bemærkninger, jeg skrev allerede i 7.-8. klasse. Dengang var jeg 16-17 år gammel. Hvad var jeg interesseret i? Understregningerne vidner om, at jeg især var optaget af kritikerens filosofiske udsagn. Belinskijs opfordring i artiklen „Ånd skaber kval“13 til at forholde sig mandigt til virkeligheden har for altid brændt sig ind i min hukommelse. Ja, og så var mine yndlinge de samme som alle andre russeres: Pusjkin, Lermontov, Gogol, senere Tolstoj, Dostojevskij, Turgenjev … I mine unge år tiltrak Lermontov mig med sin 13 Klassisk russisk komedie af Aleksandr Gribojedov (1795-1829). O.a.

Første kapitel

ophøjede romantik. Senere blev jeg optaget af Majakovskij og Jesenin. Det kan stadig undre mig, hvordan disse helt unge mennesker i deres værker hævede sig op til sådanne eviggyldige konklusioner. I de år var alle optaget af amatørskuespil og sport, selvom der praktisk talt ikke var nogen muligheder for at dyrke det. Jeg var ikke kun fast deltager i optrædener og konkurrencer, men organiserede dem også i min egenskab af komsomolsekretær. Scenen udgjordes af skolernes gymnastiksale eller blot af gangene. Hvad var det, der var så tillokkende ved disse amatørskuespilkredse? Det var nok mest af alt ønsket om at være sammen med ens jævnaldrende. Vi var jo dengang allerede 18-19 år! Måske ville vi også gerne realisere os selv på en eller anden usædvanlig måde. Denne entusiasme fik et sådant omfang på min skole, at det ikke var alle, der ønskede det, der kunne komme ind i skuespilkredsen – der var udtagelse! Hvilke stykker spillede vi? Til forskel fra de professionelle teaterkollektiver spurgte vi ikke os selv, om vi magtede det. Vi spillede skuespilforfattere fra alle tider – selvfølgelig mest russiske. De kan nok forestille Dem, hvordan det gik, men vi gav ikke op, og vi kendte ikke til „kreative“ kvaler. Én ting kan jeg sige: Vi gjorde os meget umage. Der var nok noget, der lykkedes, for også de voksne kom til vores forestillinger. Engang drog vores skuespilkreds endda på en „turné“ til distriktets landsbyer og optrådte for entré. For de penge, vi tjente, købte vi sko og tøj til 35 børn, som ikke havde noget at gå i skole i. Hvordan det nu gik til, så hørte man om vores skuespilkreds i regionscentret, Stavropol, og skuespillerne fra regionsteatret dukkede op hos os, mens de var på gæstespil. Vi spillede Lermontovs Maskerade for dem og demonstrerede alle vores „talenter“. De roste os og gjorde visse bemærkninger, hvoraf jeg stadig husker én: De professionelle syntes om det temperament, vi udviste, i opgøret mellem hovedpersonerne i Lermontovs skuespil, Arbenin og Zvezditj, men rådede os dog til ikke at tage fat i hinandens ærmer – i det finere selskab foregår selv skarpe opgør på en lidt anden måde. (Hm!)

JOBNAME: 4 (ny ombrydning) . PAGE: 18 SESS: 82 OUTPUT: Thu Sep 20 13:31:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134080_De_tolv_151x226_minion/Materie

Gorbatjov omslag 080313.indd 1

historie

www.lindhardtogringhof.dk

Min egen

Mikhail

Gorbatjov

Gorbatjov Mikhail

Min egen

historie

Lindhardt og Ringhof

08/03/13 10.35