Helioskatastrofen læseprøve

137mm BLACK

på Zeus, fødes 12-årig Anna ud af sin fars hoved, på blodig vis og iført en rustning.

Straks efter indlægges faderen med svær skizofreni på en psykiatrisk afdeling.

Anna kommer i familiepleje i Nordsverige, hvor Pinsebevægelsen har godt fat. I den lokale kirke opdager man, at Anna kan tale i tunger, og hun føres frem for menigheden Savnet efter faderen er overvældende, og Anna begynder at fantasere om deres genforening. Hun drives langsomt ind i en for sin psykiske lidelse.

Helioskatastrofen balancerer mellem fantasi og virkelighed, myte og realisme, og gennem den unge piges øjne skildres en verden, der er alt andet end tryg.

/ Helioskatastrofen

depression, og også hun må i behandling

o

som et mirakel.

Linda Boström Knausgard

Som Athenes vej til verden gik via panden

16,5mm

137mm

Linda Boström Knausgard o

ROMAN / LINDHARDT OG RINGHOF

Helioskatastrofen

Linda Boström Knausgård

Helioskatastrofen På dansk ved Charlotte A.E. Glahn

Lindhardt og Ringhof

Helioskatastrofen.indd 3

20/12/13 15.46

Jeg fødes af en far. Jeg kløver hans hoved. I et øjeblik så langt som livet selv står vi over for hinanden og ser hinanden i øjnene. Du er min far, fortæller jeg ham med øjnene. Min far. Det er min far, der står foran mig i blodet på gulvet. Hans strikkede sokker suger begærligt til sig og farves røde. Blodet synker ned i det slidte trægulv, og jeg tænker: Hans øjne er grønne som mine.

Hvordan jeg allerede ved min fødsel ved det? At mine øjne er grønne som havet.

Han ser på mig. På min glinsende rustning. Han løfter sin hånd. Rører min kind med hånden. Og jeg løfter min hånd og lukker den om hans. Læner mig ind mod ham. Hans arme, som omslutter mig. Vi græder sammen. Varme, salte tårer og snot løber ned over mit ansigt. Jeg vil intet andet end at stå sådan med min far og mærke hans varme, lytte til hans hjertes slag. Jeg har en far. Jeg er min fars datter. De ord ringer som klokker inden i mig i dette øjeblik.

Så skriger han.

Skriget ødelægger alt. Jeg vil aldrig mere være ham nær.

Aldrig mere læne mit hoved mod hans bryst. Vi har mødt hinanden og må straks tage afsked. Han kunne intet andet end at give mig livet. Skriget presser mine læber sammen, som vil råbe til ham, at han skal holde op. Du skræmmer 7

Helioskatastrofen.indd 7

20/12/13 15.46

mig, vokser det i min mund. Mine tindinger gør ondt. Kærligheden bliver til vrede i mit bryst.

Som han dog skriger, tænker jeg og vil støde ham i hjertet med lansen for at få det til at holde op. Jeg er bange. Er kun et barn.

Han holder ikke op med at skrige. Han holder om sit hoved. Presser med de stærke hænder for at stilne det, der er blevet åbnet op for. * Jeg tager rustningen af og gemmer lansen i slagbænken.

Hjelmen har jeg på, da jeg for første gang går ud i verden. Jeg er tolv år, da jeg dukker op i byen i nord.

Jeg tramper i sneen på bare fødder. Jeg kommer ikke langt.

En nøgen pige med en hjelm af guld på hovedet. Desuden er der mange, der har set den ambulance, som hentede min far, da naboerne var kommet løbende for at høre, hvad der var sket. Skriget kunne høres på lang afstand. Og naboerne, som havde set mig i rustning på gulvet i min fars stue, ville vide besked. Havde jeg været holdt skjult? Hvem var jeg? Et barn, som ingen kendte til. Hvor var mine forældre?

Det var kaotisk. Hvad skulle jeg sige?

– Jeg hedder Greta, sagde nabokonen. Hvem er du?

Jeg svarede ikke. Pludselig føltes min tunge stor og uformelig, tyk og i vejen.

– Du må have noget tøj på.

Hun tog sin frakke af og lagde den om mig. Tog forsigtigt, men bestemt, fat i min albue og førte mig hen til deres hus, der lå på samme vej som min fars. Hun førte mig på den8

Helioskatastrofen.indd 8

20/12/13 15.46

ne måde ind i husvarmen, som man åbenbart siger, og ind i køkkenet, hvor hun placerede mig på en stol.

Hvad gør jeg nu? Tankerne hvirvlede rundt, og jeg savnede min fars øjne. I stedet fik jeg varm mælk med honning og kanel og tøj.

– Jeg vil hjælpe dig, sagde hun, da hun så, at jeg stirrede forvirret på tøjet.

– Min pige. Her er der underbukser, sådan, ja. Først den ene fod, så den anden. Godt. Lange underbukser. De er af uld, så du ikke fryser længere. Der er jo koldt heroppe nu. Mere end 20 minusgrader. Så undertrøjen. Du kan beholde tøjet.

Det er for småt til mig. Hun klædte mig på fra top til tå. Bukser og striktrøje og alt muligt. En jakke fik jeg også og hue og vanter. Jeg tænkte på rustningen i slagbænken og ville tilbage.

– Nu må du fortælle mig, hvem du er, sagde Greta, da mælken var drukket og brødet med renkød var spist. Renkød, tænkte jeg og gemte navnet i erindringen. Den salte og blodige smag.

– Jeg vil hjem til min far, sagde jeg.

– Lille ven. Conrad har ingen børn.

– Han har mig, sagde jeg og rejste mig fra stolen.

Greta så alvorligt på mig.

– Har han været dum mod dig? Conrad er jo lidt anderledes.

– Nej. Skulle en far være dum mod sit barn? Sit eget barn?

– Har han holdt dig skjult?

Greta var rar. Det kunne jeg fornemme, selv om jeg mest af alt havde lyst til at slå stolen til pindebrænde og ødelægge hendes hus som straf for, hvad hun sagde om min far. Hun ved ikke bedre, og tanken, som kom til mig med de ord, be9

Helioskatastrofen.indd 9

20/12/13 15.46

roligede mig og fik mig til at indse to ting: at ingen nogensinde ville kunne forstå, hvordan jeg var kommet til Conrads køkken, og at jeg derfor ville være alene resten af mit liv.

Greta kørte mig ned til socialkontoret i byen. Hun havde ringet forinden, og jeg hørte ordene: Pige. Conrad. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg kan jo ikke have pigen her. Og så dette: Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro, der var tale om et under. Et under. Det ord satte sig fast, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle lægge ordet, så jeg kiggede på Greta for at forhindre, at der skulle komme flere ord ud af hende.

Min far var blevet ramt af akut skizofreni og blev bragt skrigende til sindssygehospitalet i Skellefteå, hvor hans beretning blev ignoreret og hans hovedpine lindret med så stærk medicin, at han til sidst selv tvivlede på, at det virkelig var sket.

Men det vidste jeg ikke nu, hvor jeg sad i Gretas bil og kiggede ud på alt det hvide. Jeg troede stadig, at jeg skulle bo i huset med de snavsede tæpper og de uvaskede vinduer. At Conrad ville komme tilbage, og at vi skulle være far og datter, som det var blevet bestemt i det øjeblik, hvor alt endnu var godt imellem os. * Sne. Sne. Jeg lærte mig straks ordet. Forstod, at det var vigtigt. Det var det eneste, jeg så, foruden vejen og Greta.

– Renerne har det svært i år. Samerne driver dem længere og længere ned for at finde græsning, men snegrænsen er helt nede ved Stockholm. Og det er endnu kun efterår. Tænk engang. Så meget sne, og det er kun oktober.

10

Helioskatastrofen.indd 10

20/12/13 15.46

Oktober, tænkte jeg. Rener. Samer, tænkte jeg og så rindende vand, der trængte sig frem i landskabet.

– Elven, sagde Greta. Ved du, hvad jeg taler om?

Jeg rystede på hovedet. Elven. Elven.

– Vi er i byen om en time. De vil stille spørgsmål. Forstår du det?

Jeg kiggede ud gennem ruden. Elven fossede, som om den legede. Den hoppede og vred sig. Jeg lænede panden mod vinduet, og det var, som om den sang, elven.

Hjelmen lå ved siden af mig på bagsædet. Jeg strøg over den med hånden, og det beroligede mig, at den var der.

– Folk kommer til at snakke, forstår du nok. En nøgen pige i Conrads hus.

– Han er min far. Resten ved jeg ikke noget om, sagde jeg.

– Nej, sagde Greta og koncentrerede sig om kørslen.

Det gjorde ondt i mit bryst, og jeg så ud over sneen, der lå på træernes grene, på markerne og engene. Det er sorg, sagde jeg til sneen. Det er den, der gør ondt og presser tårer frem.

Hvad skal jeg gøre? Jeg ved ingenting om min fremtid. Hvem er jeg? spurgte jeg sneen.

Byen nærmede sig. Træhuse i flere etager. Menneskene, der gik på gaden, lignede sorte fugle mod alt det hvide. De flokkedes og gled fra hinanden. De ved ingenting, tænkte jeg, og derefter: Er det her, jeg hører hjemme? Blandt dem? Vi har intet med hinanden at gøre. Det kunne man se på måden, de skyndte sig af sted. At vi ikke skulle lære hinanden at kende. Jeg lukkede øjnene og tænkte på Conrads øjne. De rolige øjne, der så på mig. * 11

Helioskatastrofen.indd 11

20/12/13 15.46

Jeg kom i familiepleje. Den familie, jeg skulle bo hos, havde altid ønsket sig en pige. De havde to drenge i forvejen.

Damen på socialkontoret hed Birgit, og der er ikke meget at sige om hende. Ikke meget, vi sagde til hinanden, for hun røg hele tiden. Cigaretter og røgen var overalt i lokalet med telefonen og kalenderen, som hun kiggede i.

– Det er en svær situation, men det skal nok gå alt sammen.

Hun ringede, som Greta gjorde, og det var åbenbart noget, man gjorde heroppe. Noget, som var fælles. Mens hun pustede røg ud, sagde hun, at det bedste alternativ nok var Birgitta og Sven. Rare mennesker. De havde altid gerne villet have en pige, og her smilede hun opfordrende til mig, som om hun krævede et smil til gengæld, når nu hun anstrengte sig så meget for min skyld.

Jeg smilede ikke. Jeg talte ikke. Jeg havde ikke nævnt min fars navn, for det lod sig ikke udtale i dette grimme lokale med billedet og skrivebordet og damen.

Jeg kom til at hoste af røgen, da hun spurgte mig, om jeg kunne tænke mig det.

– Kunne du tænke dig det? sagde hun.

– Gode mennesker. Helt normale og rare. Aktive i foreningslivet. Dyrker idræt. Den slags er jo vigtigt, når man ikke er så mange. At man holder sammen.

– Det forstår du vel?

– Jeg vil hellere bo hos Greta, sagde jeg til sidst.

Det var nu ikke sandt. Jeg skulle hjem til min far. Hente rustningen og befri ham. Der var ingen andre muligheder, når nu jeg ville det så meget.

– Greta vil ikke have dig boende, må du nok forstå. Men jeg må vide, hostede hun, hvordan du er kommet hertil.

12

Helioskatastrofen.indd 12

20/12/13 15.46

– Fortæl. Det vil føles bedre, når du har fortalt det. Hun holdt en pause og sugede røgen ind. Selv om det ikke er rart, vil det føles bedre bagefter.

Alt blev stille. Jeg kiggede ud på det hvide uden for vinduet. Alle de ord, hun havde sagt, ramte mig som slag. Så mange ord for ingenting, tænkte jeg. Sneen var smuk, tænkte jeg så.

Alt var hvidt. Jeg tænkte, at det kunne jeg jo sige. Prøve at sige.

– Sneen er smuk.

Damen på socialkontoret svarede ikke. Hun fortalte i stedet, at hun hjalp mennesker, som var i nød på grund af svære omstændigheder.

– Hvor er han? spurgte jeg. Hvor er min far?

Hun sugede lidt mere på cigaretten og tænkte sig længe om, så det ud til. Hun strøg med pegefingeren over skrivebordsunderlaget.

– Du må have et navn.

Hun rejste sig, og kjolen svingede og snoede sig om hendes ben, da hun gik hen til reolen med mapperne og katalogerne og tog en frem, en mappe med rød ryg, og satte sig ned og så på mig.

– Du ligner en Anna, sagde hun. Anna Bergström. Det lyder fint, sagde hun og så på mig.

Hun ligesom fæstnede blikket, så jeg kiggede igen ud af vinduet på al den sne, der lå derude og ligesom ventede på mig. Sådan føltes det. Som om den ventede på mig.

Jeg kom i pleje. Jeg skulle være glad, sagde damen på socialkontoret. Jeg skulle være glad, sagde Greta bagefter i venteværelset.

– Du kunne ikke have fået en bedre familie. En familie, 13

Helioskatastrofen.indd 13

20/12/13 15.46

som er en lille flok, der holder sammen og elsker hinanden, sagde Greta. Jeg vil give dig en ordbog. Kan du læse?

Læse. Flok.

Jeg vidste, at jeg måtte hjem til min far. Det var det eneste, jeg vidste. Jeg ville finde det der sted og bringe ham hjem. Jeg kunne lokke ham med renkød, hvis han ikke kom af sig selv, tænkte jeg.

Jeg skulle vente her, og så ville de komme og hente mig. De var allerede blevet kontaktet. Selv om de måske havde forestillet sig en yngre pige, var de blevet glade. Birgitta broderede til julebazaren. Far Sven, det stak i mig, når hun sagde ordet, far, selv om jeg aldrig havde hørt det før, var tegnelærer, en velanset mand i byen.

Jeg græd. Tårerne var både varme og kolde. De varme var for min far, som jeg aldrig skulle se igen. Var det sådan? Var det sandt? Jeg gravede dybt i mig selv og stillede spørgsmålet en gang mere: Skulle jeg aldrig se min far igen?

De kolde var for, at der alligevel var nogen, der tog sig af mig. De kolde var for byen og julebazaren. Løftet om aftensmad og de to drenge, de havde. Ville vi mon synes om hinanden?

Jeg forstod, at jeg måtte vokse. Vokse for at kunne besøge min far på hospitalet.

– Vil du ikke gøre et sidste forsøg på at fortælle, hvor du kommer fra, sagde damen og prøvede at se tillidsvækkende ud.

– Jeg ved det ikke, sagde jeg.

Greta sad og ventede. Hun var virkelig sød. Hun ville jo have været hjemme nu, hvis hun var kørt med det samme.

– Gå ind på toilettet og tør dit ansigt, sagde hun.

14

Helioskatastrofen.indd 14

20/12/13 15.46

Jeg gik ind i et lille rum, og der blev jeg trukket hen mod spejlet. Mit ansigt var ikke fremmed som alt det andet. Jeg tændte for vandhanen og vaskede tårerne væk. Skyllede mine hænder med det varme vand længe, længe, og varmen, der bredte sig i mig, var livgivende, og det gik op for mig, at jeg havde frosset. Jeg ville blive ved, men til sidst bankede Greta på døren, og jeg gik ud. Forlod rummet med plasticgulvet med de røde og grå prikker. Jeg smækkede døren, så det gav genlyd.

– Er du vred? spurgte Greta.

Jeg satte mig i sofaen.

– Jeg hedder Anna, sagde jeg.

– Det er et godt navn. Anna. Det passer til dig.

– Kan du ikke bare køre, sagde jeg og så på hende. Nu er det vel nok. Der er ikke noget herinde.

– Jo, sagde hun og rakte ud efter frakken. Farvel, min ven.

Jeg er sikker på, at du får det godt.

– Er det her helvede? spurgte jeg hende pludselig.

Jeg ved ikke, hvor det kom fra.

Hun blev bange, kunne jeg se. Var det mig, der skræmte hende? Men jeg ville have et svar, så jeg hev i hendes arm.

Hun trak armen til sig.

– Nej, sagde hun. Det er ikke helvede.

De hentede mig på socialkontoret. Både faren og moren og de to sønner, Urban og Ulf. Jeg turde ikke se på dem, for jeg tænkte, at de ville kunne se i mine øjne, at jeg ikke ville blive hos dem. At de ikke fik mig, sådan som de troede. Jeg sad i den røde sofa og så ned på mine hænder. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med dem, så jeg kiggede bare på dem.

Det var måske passende, tænkte jeg. De var stadig blodige, 15

Helioskatastrofen.indd 15

20/12/13 15.46

selv om jeg havde vasket dem. Jeg kunne lugte blodet, som var tørret og mørkerødt og trukket ud i streger, og den søde, lidt brændte lugt beroligede mig.

En sort træthed ramte mig. Jeg faldt omkuld, ned i trætheden, som var sort og rød i kanterne. Jeg fornemmede, at de bar mig, bar mig som et barn ud til bilen, der ventede udenfor. Langt ude i det fjerne mærkede jeg Birgitta og Sven lægge mig hen over Urbans og Ulfs ben på bagsædet.

Jeg sov i tre dage og tre nætter. Da jeg vågnede, var det i en seng, og Ulf sad ved siden af og smilede med ansigtet, eller med munden og øjnene var det, han smilede, og han fortalte mig om lægen, som havde været der og taget prøver, mens jeg sov, og bagefter sagde han to ting: at jeg var et pragt­ eksemplar, og at jeg skulle holde mig til ham.

– Du kan jo ingenting, og jeg kan alt. Urban kan også meget, han har mere sjæl, men han er sådan mere tavs i det, og jeg har brug for en søster, der kan hjælpe mig. Jeg har nemlig en hel del, jeg skal gøre, skal jeg sige dig.

– Som hvad for eksempel? spurgte jeg.

– Det tager vi senere. Al den slags tager vi senere. Husk, at du ingenting kan.

Jeg tænkte på sneen og blev vred, kunne jeg mærke.

– Kan du følge mig hen til det hus, hvor min far bor?

– Alt sådan noget er let nok, sagde Ulf. Du skal hjælpe mig med det virkelig svære, sagde han.

Jeg faldt i søvn igen. Jeg så søvnen komme, og den var som grønne fingre, der strakte sig ind i hovedet og videre ned i kroppen. Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg sank ned gennem madrassen og lå under sengen i et godt stykke tid og så op i sengens bund og på nullermændene, inden jeg på ny rejste 16

Helioskatastrofen.indd 16

20/12/13 15.46

mig og svævede op under loftet. Jeg så ned på Ulf, der stadig sad ved min side. Jeg så mig selv med lukkede øjne, og jeg forsøgte at tvinge mig selv ned til det sted, hvor jeg lå. Det kunne jeg jo se. At jeg lå der. Det grønne trak mig tilbage, og jeg slog ned i mig selv, som når man dykker ned i havet.

Helioskatastrofen.indd 17

20/12/13 15.46

Helioskatastrofen er oversat fra svensk efter Helioskatastrofen Copyright © 2013 Linda Boström Knausgård All rights reserved Published under arrangement with Nilsson Literary Agency Udgivet er Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Bogen er sat med Minion hos Lymi DTP Service og trykt hos Livonia Print Omslag: Mikkel Henssel efter originalomslag Foto: Benjamin Goss ISBN 978-87-11-37732-1 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2014

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Helioskatastrofen.indd 4

20/12/13 15.46

137mm BLACK

på Zeus, fødes 12-årig Anna ud af sin fars hoved, på blodig vis og iført en rustning.

Straks efter indlægges faderen med svær skizofreni på en psykiatrisk afdeling.

Anna kommer i familiepleje i Nordsverige, hvor Pinsebevægelsen har godt fat. I den lokale kirke opdager man, at Anna kan tale i tunger, og hun føres frem for menigheden Savnet efter faderen er overvældende, og Anna begynder at fantasere om deres genforening. Hun drives langsomt ind i en for sin psykiske lidelse.

Helioskatastrofen balancerer mellem fantasi og virkelighed, myte og realisme, og gennem den unge piges øjne skildres en verden, der er alt andet end tryg.

/ Helioskatastrofen

depression, og også hun må i behandling

o

som et mirakel.

Linda Boström Knausgard

Som Athenes vej til verden gik via panden

16,5mm

137mm

Linda Boström Knausgard o

ROMAN / LINDHARDT OG RINGHOF

Helioskatastrofen