Hjem

J

U

L

I

E

K I B L E R H J E M ’EN OPSIGTSVÆKKENDE DEBUTROMAN OM FORBUDT KÆRLIGHED OG UVENTET VENSKAB …’

P U B L I S H E R S ’ S

W E E K LY

r o m a n

P O L I T I K E N S

F O R L A G

Julie Kibler

Hjem Oversat fra amerikansk af Louise Ardenfelt Ravnild

POLITIKENS FORLAG

Hjem.indd 3

22/04/13 14.18

Til Bedste – for det, der kunne have vÌret

Hjem.indd 5

22/04/13 14.18

Men alting tabt har englene i eje, Elskede; Vor fortid er ej død, men sover blot, Elskede; Vor tid i Himlen vil oprejse al vor Kval på jord, Tilsammen kan vi være der igen, I barndoms flor – Fr a He le n Hu nt Ja cksons di gt “At La st”

Hjem.indd 7

22/04/13 14.18

1

Miss Isabelle, i dag

Jeg opførte mig modbydeligt over for Dorrie, første gang vi mødtes, for omtrent et årti siden. Når et menneske bliver ældre, og så glemmer hun at bruge sine filtre. Eller også gider hun bare ikke. Dorrie troede, jeg ikke brød mig om hendes hudfarve. Sådan var det slet ikke. Ganske vist var jeg vred, men kun fordi min damefrisør – frisører, kalder de dem bare nu til dags, eller stylister, hvilket lyder forfærdeligt hovskisnovski – sagde op uden varsel. Jeg spadserede hele vejen hen til salonen – ingen ringe bedrift, når man er oppe i årene – og så fortalte pigen ved disken mig, at min sædvanlige pige havde sagt op. Mens jeg stod der og glippede med øjnene, godt gal i skralden, granskede hun bestillingsbogen. Med et skævt smil sagde hun: “Dorrie har en tid. Hun kan tage Dem næsten med det samme.”

Straks efter kaldte Dorrie mig over, og minsandten om ikke hendes udseende kom bag på mig – hun var den eneste afroamerikaner på stedet, så vidt jeg kunne se. Men det egentlige problem var følgende: forandring. Det huer mig ikke. Folk, der ikke ved, hvordan jeg foretrækker mit hår. Folk, der binder slaget for stramt om halsen på mig.

Folk, der forsvinder uden varsel. Jeg skulle lige have et øjeblik, og det fremgik åbenbart. Selv i en alder af firs år var jeg glad for min rutine, og jo ældre jeg bliver, jo vigtigere bliver den. Forestil dig, hvordan jeg er nu, i en alder af næsten halvfems.

9

Hjem.indd 9

22/04/13 14.18

Halvfems. Jeg er gammel nok til at være Dorries hvidhårede bedstemor. Og lidt til. Så meget er åbenlyst. Men Dorrie? Hun aner formentlig ikke engang, at hun er blevet som den datter, jeg aldrig fik. I lang tid fulgte jeg hende fra salon til salon – da hun nægtede at slå sig ned og blive et sted. Hun er gladere nu, har sin egen salon for tiden, men mig kommer hun hen til. Ligesom en datter ville gøre det.

Vi taler altid sammen, når Dorrie kommer. I starten, da jeg lige havde mødt hende, var det bare det sædvanlige. Vejret. Nyheder.

Mine sæbeoperaer og underholdningsprogrammer, hendes reality-tv og komedieserier. Hvad som helst for at få tiden til at gå, mens hun vaskede og satte mit hår. Men med tiden, når man ser det samme menneske uge efter uge, år efter år, i en time eller mere, kan det komme til at stikke lidt dybere. Dorrie begyndte at tale om sine børn, sin gale eksmand, hvordan hun håbede en dag at kunne åbne sin egen salon, og dernæst alt det arbejde, som det indebar. Jeg er god til at lytte.

Somme tider spurgte hun mig også om ting. Da hun oprindelig begyndte at komme hjem til mig, og vi havde fundet os til rette i vores rutine, spurgte hun til billederne på mine vægge, de små nipsgenstande, jeg har stående fremme her og der. De var lette nok at fortælle om.

Det er sjovt, som man indimellem finder en ven – på de sædvanlige steder – og næsten omgående kan tale om alting. Men når den indledende betagelse har lagt sig, finder man som regel ud af, at man faktisk intet har tilfælles. Med andre tror man, at man aldrig bliver mere end bare bekendte. Man er trods alt så forskellige. Men så kommer det bag på en, stikker dybere, end man nogensinde kunne have forudset, og man begynder at blive afhængig af det, og forholdet bryder ens mure ned, lidt efter lidt, indtil det går op for en, at man kender vedkommende bedre end snart sagt alle andre. Man er vaskeægte venner.

Sådan er det med Dorrie og mig. Hvem skulle have troet, at vi ti år senere stadig ville gøre forretning med hinanden, men også så meget 10

Hjem.indd 10

22/04/13 14.18

mere. At vi ikke bare talte om vores tv-programmer, men somme tider også så dem sammen. At hun fandt på undskyldninger for at kigge forbi adskillige dage om ugen, spurgte, om hun skulle løbe nogen ærinder for mig – ville vide, om jeg manglede mælk eller æg, om jeg havde brug for at komme i banken. At jeg, når jeg kører rundt med vognen i supermarkedet efter at være blevet sat af af invalidebussen, sørger for at lægge en sixpack af hendes yndlingssodavand i kurven, så hun har noget at fugte ganen med, før hun går i gang med mit hår.

En gang for nogle år siden så hun forlegen ud, da hun var begyndt at stille mig et spørgsmål. Hun standsede op midt i en sætning.

“Hvad?” sagde jeg. “Har du mistet mælet? Det er da aldrig sket før.” “Åh, miss Isabelle – jeg ved, det ikke vil interessere dig. Det kan være lige meget.”

“Okay,” sagde jeg. Jeg har aldrig været typen, der halede ting ud af folk, som de ikke havde lyst til at fortælle.

“Meeen, siden du nu trygler mig ...” Hun smilede skævt. “Stevie skal spille koncert på skolen torsdag aften. Han har en solo – på trompet. Vidste du, at han spiller trompet?”

“Hvordan kunne det være gået hen over hovedet på mig, Dorrie?

Du har fortalt mig om det i tre år – lige siden han aflagde prøve.”

“Jeg ved det godt, miss Isabelle. Jeg er jo ved at revne af stolthed over børnene. Nå, men kunne du tænke dig at tage med mig? Hen for at se ham spille?”

Jeg overvejede det et øjeblik. Ikke fordi der herskede nogen tvivl om, hvorvidt jeg havde lyst, men fordi jeg var en kende overvældet.

Det tog mig for lang tid at genvinde stemmen.

“Det er helt okay, miss Isabelle. Du skal ikke føle dig forpligtet. Jeg bliver ikke ked af det, og ...”

“Nej da! Det vil jeg meget gerne. Faktisk kan jeg slet ikke komme på noget, jeg hellere vil torsdag.”

Hun lo. Som om jeg nogen sinde gik nogen steder, og torsdag var en kedelig tv-aften det år.

11

Hjem.indd 11

22/04/13 14.18

Siden da har det ikke været et særsyn, at hun tager mig med, når børnene har nogle særlige arrangementer. Guderne skal vide, at deres far gerne glemmer at dukke op. Dorries mor kommer som regel også, og vi hyggesludrer lidt, men jeg spekulerer altid over, hvad hun mon tænker om, at jeg er der. Hun studerer mig med en vis nysgerrighed, som om hun ikke kan komme på nogen grund til, at Dorrie og jeg skulle være venner.

Men der er stadig så meget, Dorrie ikke ved. Ting, ingen ved. Hvis jeg skulle fortælle det til nogen, ville det højst sandsynligt blive hende. Det ville helt sikkert blive hende. Og jeg tror, tiden er inde. Mere end med nogen anden stoler jeg på, at hun ikke vil dømme mig, ikke vil sætte spørgsmålstegn ved, hvordan tingene formede sig, og hvordan de endte.

Og her sidder jeg så og beder hende om at køre mig hele vejen fra Texas til Cincinnati, gennem det halve af landet, for at hjælpe mig med at klare sagerne. Jeg er ikke for stolt til at indrømme, at jeg ikke kan gøre det alene. Jeg har gjort masser for min egen skyld, på egen hånd, så længe jeg kan huske.

Men det her? Nej. Det her kan jeg ikke gøre alene. Og det har jeg heller ikke lyst til. Jeg vil have min datter; jeg vil have Dorrie.

Hjem.indd 12

22/04/13 14.18

2

Dorrie, i dag

Da jeg mødte miss Isabelle, opførte hun sig mere som en miss Miserabelle, og det er ikke engang løgn. Men jeg troede ikke, hun var racist. Jeg sværger, at det ikke et øjeblik faldt mig ind. Jeg ser måske nok ung ud, hvis jeg selv skal sige det, men jeg har lavet det her i et stykke tid. Åh, de historier, de fortæller, rynkerne rundt om min kundes lukkede øjne, spændingerne i hendes hovedbund, når jeg masserer den med shampoo, beskaffenheden af det hår, jeg vikler rundt om en curler. Jeg vidste næsten med det samme, at miss Isabelle bar rundt på bekymringer, der vejede tungere end blot betænkeligheder over min hudfarve. Hvor smuk hun end var af en firsårig kvinde at være, lå der noget dystert under overfladen, og det forhindrede hende i at være blødsøden. Men jeg har aldrig været typen, der pressede på for at få alle detaljerne – måske var det noget af det, der var så smukt ved det. Jeg har lært, at folk taler, når de er klar til det. Gennem årene blev hun til mere end bare en kunde. Hun var god mod mig. Jeg har aldrig sagt det højt, men i visse henseender var hun mere en mor end den mor, Gud har givet mig. Når jeg tænkte sådan, dukkede jeg mig og ventede på, at lynet skulle slå ned.

Men den tjeneste, miss Isabelle bad mig om, kom nu alligevel bag på mig. Ganske vist hjalp jeg hende da fra tid til anden – med at løbe ærinder eller klare nemme, små gør det selv-opgaver hjemme 13

Hjem.indd 13

22/04/13 14.18

hos hende; ting, der var for små til en håndværker, især når jeg nu alligevel var der. Jeg tog aldrig en rød reje for det. Jeg gjorde det, fordi jeg gerne ville, men så længe hun var en betalende kunde – også selvom hun var min “særlige kunde” – så ville der måske altid være en lillebitte følelse af, at det hele var en del af mit job.

Men det her? Det var stort. Og anderledes. Hun havde ikke nævnt noget om at betale mig. Det ville hun uden tvivl have gjort, hvis jeg havde spurgt, men jeg fik ikke fornemmelsen af, at den her anmodning var et stykke arbejde – en, der skulle fragte hende fra punkt A til punkt B, og at jeg var den eneste, hun lige kunne komme på. Næh.

Hun ville have mig. For min skyld. Det vidste jeg lige så sikkert, som jeg vidste, at månen hang på himlen, uanset om jeg kunne se den eller ej.

Da hun spurgte mig, lagde jeg hænderne på hendes skuldre. “Det ved jeg ikke, miss Isabelle. Er du sikker på det her? Hvorfor mig?” Jeg havde ordnet hår på hende hjemme hos hende i mere end fem år, siden hun havde været ude for et grimt fald, og lægen havde sagt, at det var slut med at køre bil – jeg ville aldrig have svigtet hende, bare fordi hun ikke kunne komme til mig. Jeg var blevet lidt knyttet til hende.

Hun granskede mig i spejlet over sit gammeldags toiletbord, hvor vi riggede en midlertidig frisørstol til hver mandag. Så gjorde miss Isabelles sølvblå øjne – mere sølvblanke for hvert år, efterhånden som det blå sivede ud sammen med hendes ungdom – noget, jeg aldrig havde set i al den tid, jeg havde klippet og krøllet og sat hendes hår. Først glitrede de. Så blev de blanke. Mine hænder føltes som lerklumper gennemblødt af de tårer, og jeg kunne hverken bevæge dem eller få mig til at gribe lidt hårdere om hendes skuldre. Ikke at hun ville have ønsket, at jeg skulle anerkende hendes sindsbevægelse. Hun havde altid været så stærk.

Hun skiftede fokus og rakte ud efter det lillebitte sølvfingerbøl, jeg havde set ligge på hendes toiletbord al den tid, jeg var kommet hos hende. Jeg havde aldrig troet, det var synderlig betydningsfuldt – slet 14

Hjem.indd 14

22/04/13 14.18

ikke som de andre nipsting, hun havde i resten af huset. Det var et fingerbøl. “Så sikker, som jeg har været på noget som helst i mit liv,” sagde hun langt om længe og lukkede hånden om det. Hun kom ikke ind på grunden til det. Og da forstod jeg: Hvor lille fingerbøllet end var, så bar det på en historie. “Nå. Tiden flyver. Gør mit hår færdigt, så vi kan lægge planer, Dorrie.”

For en anden kunne hun måske have lydt kommanderende, men sådan mente hun det ikke. Hendes stemme løste mine hænder, og jeg lod dem glide op for at sno en hårlok om fingeren. Hendes hår matchede hendes øjne. Det lå på min hud som vand mod jord.

Senere, i salonen, bladrede jeg gennem min bestillingsbog. Jeg dannede mig et overblik, tog bestik af, hvilken slags uge jeg havde i vente. Jeg fandt masser af tomrum. Sider så bare, at den blændende hvidhed gav mig hovedpine. Mellem højtiderne var der stille og roligt. Ingen fancy festfrisurer. Der var stadig en måneds tid eller to til de opsatte afdansningsfrisurer og extensions-påsætninger til familiefester. Kun det sædvanlige hist og her. Mænd til karseklipninger eller toninger, et par småpiger til yndige påskepager. Kvinder, der kiggede ind til en gratis studsning af pandehåret – det gjorde mit liv lettere, når de bare lod det forbandede pandehår være.

Mine mænd kunne jeg udskyde. De ville som altid smide knitrende tyvere fra pengeautomaten på disken, når jeg engang kunne få tid til dem, lettede over ikke at skulle forklare en fremmed, hvordan deres hår skulle klippes. Jeg kunne sågar ringe til et par stykker af dem og høre, om de ville kigge forbi samme eftermiddag – normalt holdt jeg ellers lukket om mandagen. Det rare ved at have lejet min egen lille salon i det seneste par år var, at jeg selv bestemte reglerne, åbnede på lukkedagene, hvis jeg havde lyst. Og endnu bedre var der ingen, der pustede mig i nakken, parat til at råbe, eller hvad værre var: fyre mig for at drage af uden varsel.

Mor kunne vel nok klare børnene, hvis jeg tog af sted med miss 15

Hjem.indd 15

22/04/13 14.18

Isabelle. Hun skyldte mig en tjeneste – jeg sørgede for tag over hovedet til hende – og Stevie Junior og Bebe var under alle omstændigheder gamle nok – hun skulle bare holde øje med deres støtte gang ind eller ud af huset, ringe til alarmcentralen, hvis der gik ild i komfuret, eller sende bud efter blikkenslageren, hvis badeværelset blev oversvømmet. Gud forbyde det.

Jeg løb tør for undskyldninger. Og hvis jeg skulle være helt ærlig, så trængte jeg til at komme lidt væk. Ting tyngede mine tanker. Ting, jeg var nødt til at overveje.

Og ... det virkede, som om miss Isabelle virkelig havde brug for mig.

Jeg begyndte at ringe rundt.

Tre timer senere var mine kunder klaret, og mor var indforskrevet til at passe børnene. Som jeg så det, havde jeg én opringning mere at klare. Jeg rakte ud efter mobiltelefonen, men hånden standsede på halvvejen. Det her med Teague var så nyt – så skrøbeligt – at jeg ikke engang havde nævnt ham for miss Isabelle. Jeg var næsten bange for at nævne ham for mig selv. For hvad tænkte jeg dog på – at give en ny mand en chance? Havde jeg da fået en skrue løs? Jeg forsøgte at samle den op og proppe den ind i mit stædige hoved igen.

Det lykkedes ikke.

Så blev jeg revet ud af mine tanker, da telefonen i salonen ringede.

“Dorrie? Er du i gang med at pakke?” bjæffede miss Isabelle, og jeg flåede røret væk fra øret og kom næsten til at slynge det gennem min lillebitte salon. Hvad var der med gamle mennesker og deres råben ind i telefonen, som om den anden også var ved at blive døv?

“Hva’ så, miss Izzy-belle?” Somme tider kunne jeg ikke lade være med at lege med hendes navn. Jeg legede med alles navne. I hvert fald alle dem, jeg kunne lide.

“Dorrie, jeg har jo advaret dig.”

Jeg flækkede af grin. Hun prustede, som om hun lå hen over sin kuffert for at få den lynet. “Jeg tror måske nok, jeg kan rydde min ka16

Hjem.indd 16

22/04/13 14.18

lender,” sagde jeg, “men nej, jeg er ikke i gang med at pakke endnu.

Desuden har du ringet til mig i salonen. Du ved godt, jeg ikke er hjemme.” Hun insisterede på at ringe til fastnettelefonen i salonen, hvis hun troede, jeg var der, selvom jeg havde fortalt hende hundrede gange, at jeg ikke havde noget imod, hun ringede til min mobil.

“Vi har ikke ret meget tid, Dorrie.”

“Okay så. Hvor langt er der egentlig til Cincinnati? Og fortæl mig, hvad jeg skal have med.”

“Der er næsten fjorten hundrede kilometer fra Arlington til Cincy.

To solide dages kørsel hver vej. Jeg håber ikke, det afskrækker dig, men jeg hader at flyve.”

“Nej nej, det er fint. Faktisk har jeg ikke engang prøvet at flyve, miss Isabelle.” Og det havde jeg ingen planer om at ændre på inden for den nærmeste fremtid, også selvom vi boede mindre end femten kilometer fra Dallas-Fort Worth-lufthavnen.

“Og det, du ville tage på alle andre steder, går fint an, i det store hele. Der er bare en enkelt ting. Ejer du overhovedet en kjole?”

Jeg kluklo og rystede på hovedet. “Du tror, du kender mig, gør du ikke?”

Når sandt skulle siges, havde hun aldrig set mig i andet end det, jeg gik klædt i på arbejdet: enkle strikbluser med pæne cowboybukser, sko, der ikke smadrede mine fødder, når jeg stod op otte timer om dagen, og en sort kittel til at holde tøjet tørt og fri for afklippet hår. Den eneste forskel på mit arbejdstøj og mit ikke-arbejdstøj var kitlen. Det var såmænd et rimeligt spørgsmål.

“Jeg kan overraske dig med, at jeg faktisk har en kjole eller to,” sagde jeg. “Formentlig godt nok indpakket i renseriposer og mølkugler og proppet helt ind bagest i skabet, og muligvis to numre for små, men jeg har et par stykker. Hvad skal jeg bruge en kjole til? Hvor skal vi hen? Til bryllup?”

Nu til dags var der ikke mange begivenheder, hvor et par pæne bukser og en fin top ikke var godt nok. Jeg kunne kun komme på to.

17

Hjem.indd 17

22/04/13 14.18

Så rettede miss Isabelles tavshed projektørlyset mod den spinat, jeg stod og jokkede i. Jeg krympede mig. “Åh nej, det må du undskylde.

Jeg anede ikke. Du har ikke sagt noget ...”

“Jo. Der skal være en begravelse. Hvis ikke du har noget passende, kan vi holde ind på vejen. Jeg vil med glæde ...”

“Nej nej, miss Isabelle. Jeg skal nok finde noget. Det var mest en spøg – det med mølkuglerne og det.” Mens hendes pakkelyde fortsatte i baggrunden, forsøgte jeg at komme i tanker om, præcis hvad jeg havde, der gik an til en begravelse. Lige præcis ingenting. Men jeg havde lige akkurat tid nok til at smutte ind omkring JCPenney’s på vejen hjem. Miss Isabelle havde allerede gjort mere end nok for mig – rundhåndede drikkepenge, hver gang jeg ordnede hendes hår, bonusser, hver gang hun kunne finde på en undskyldning for det, stå klar med en lækker sandwich, når jeg ikke kunne nå at spise før hendes tid, lytte, når mine børn drev mig til vanvid – men uanset hvor tæt jeg følte mig på hende, ville jeg aldrig lade hende betale for den her kjole. Det overskred en eller anden grænse. Men hvorfor havde hun ikke nævnt, at vi skulle til begravelse? Det var da en væsentlig detalje.

Nej, en afgørende detalje. Da hun sagde, at hun var nødt til at klare nogle ting, gik jeg ud fra, at hun mente papirer, der skulle underskrives personligt, måske på fast ejendom, der skulle sælges. Forretninger. Ikke noget så stort som en begravelse. Og hun ville have mig med. Mig. Jeg havde efterhånden fået overbevist mig selv om, at jeg kendte hende bedre end nogen af mine andre kunder – hun var trods alt min særlige kunde. Men pludselig forekom miss Isabelle mig atter at være en gådefuld kvinde – hende, der havde ladet sig dumpe ned i min stol for så mange år siden tynget af byrder så langt ind i sjælen, at jeg ikke engang kunne gisne om dem.

Gennem årene havde miss Isabelle og jeg tilbragt timer med at tale sammen – flere timer, end jeg havde tal på. Men nu faldt det mig ind, at uanset hvor meget hun betød for mig, uanset hendes tillid til mig som ledsager på denne rejse, så vidste jeg intet om hendes 18

Hjem.indd 18

22/04/13 14.18

barndom, intet om, hvor hun kom fra. Hvordan kunne det være gået hen over hovedet på mig? Jeg måtte indrømme, at jeg var nysgerrig, selvom jeg normalt overlod mysterieløsning til personer i fjernsynet – det var mysterium nok for mig at regne ud, hvordan jeg skulle få betalt mine regninger.

Miss Isabelle fik øjensynlig lynet det hele op og overrumplede mig så meget, at jeg røg helt ud af 007-tilstanden. “Kan vi så tage af sted i morgen? Klokken 10 præcis?”

“Så afgjort, unge dame. Klokken 10 er en aftale.” Det blev snært på, men det kunne godt gå. For slet ikke at nævne, at det, der havde virket som formaliteter før, virkede mere betydningsfuldt nu.

“Vi tager min bil. Jeg ved ikke, hvordan I unge mennesker holder de blikdåser ud, I kører i nu til dags. Der er jo intet mellem jer og vejen. Som at manøvrere rundt med en klump stanniol.”

“Hov hov. Stanniol fjedrer. Sådan lidt. Men den er fin – jeg vil nyde at køre rundt i din store flyder.” Bare ærgerligt, at cd-afspillere stadig hovedsagelig havde været ekstraudstyr tilbage i 1993, da hun havde købt sin fancy Buick. Jeg havde smidt alle mine kassettebånd væk. “Og, miss Isabelle? Det gør mig ondt med ...”

“Så ses vi i morgen formiddag.” Hun afskar mig brat, midt i sætningen. Var tydeligvis ikke klar til at drøfte detaljerne om begravelsen.

Og fordi jeg var den, jeg var, ville jeg ikke bore i det.

“Benzin?” sagde miss Isabelle næste morgen, da vi gjorde klar til at køre af sted.

“Tjek.”

“Olie? Drivremme? Filtre?”

“Tjek. Tjek. Tjek.”

“Snacks?”

Jeg fløjtede. “I dén grad T-J-E-K.” Jeg var ankommet til miss Isabelles hus en time tidligere, end vi havde planlagt at tage af sted, så jeg kunne køre hendes bil hen på 19

Hjem.indd 19

22/04/13 14.18

værkstedet. De gav den et eftersyn, og derefter holdt jeg ind og købte benzin og andre fornødenheder. Miss Isabelles liste over snacks til turen havde været kilometerlang. “Åh, sørens også,” sagde hun nu og knipsede med fingrene. “Jeg har glemt noget. Der ligger en Walgreens længere nede ad vejen.”

Hvad i alverden kunne hun have brug for så hurtigt, at det krævede en afstikker, før vi overhovedet var kommet ud af byen? Jeg satte miss Isabelles Buick i bakgear og listede den ned ad hendes indkørsel og ud på gaden. På hjørnet ventede jeg ekstra lang tid og lod tålmodigt bilerne passere, indtil jeg havde rigeligt med plads til at køre ud.

“Hvis du kører sådan her hele vejen, så når vi aldrig frem,” sagde miss Isabelle. Hun granskede mig. “Tror du, at bare fordi du ledsager en gammel dame til en begravelse, skal du også selv opføre dig som en gammel dame?”

Jeg fnøs. “Jeg ville nødig få dit blodtryk op for tidligt, miss Isabelle.”

“Jeg skal nok selv bekymre mig om mit blodtryk – så kan du bekymre dig om at få os til Cincy inden jul.”

“Yes, ma’am.” Jeg satte fingerspidserne op til panden og trådte speed­eren i bund. Det glædede mig at se, at hun var vrissen som altid – døden var trods alt ikke nogen glædelig affære. Hun havde stadig ikke fortalt mig de nærmere detaljer – kun at hun havde fået en opringning, og at man anmodede om hendes tilstedeværelse ved en begravelse i nærheden af Cincinnati, Ohio. Og naturligvis kunne hun ikke rejse alene.

Ved Walgreens tog hun en knitrende tidollarseddel op af sin tegnebog. “Det burde være alt rigeligt til to krydsordshæfter.”

“Seriøst?” Jeg gloede måbende på hende. “Krydsordshæfter?”

“Ja. Du kan godt tørre det smørrede grin af ansigtet. De hjælper mig med at bevare forstanden.”

“Og du har tænkt dig at løse dem under køreturen? Skal du også have køresygetabletter?”

“Ellers tak.”

20

Hjem.indd 20

22/04/13 14.18

Inde i butikken skimmede jeg tidsskriftstativerne og ville ønske, at jeg havde udbedt mig flere detaljer. For at være på den sikre side valgte jeg et hæfte med stor skrift – “behageligt for øjnene” – og et almindeligt. Så havde jeg dækket mig ind og behøvede kun at aflægge forretningen et enkelt besøg. Hvem havde nogensinde hørt om nogen, der rent faktisk købte de krydsordshæfter, medmindre de lå på hospitalet? Selvom jeg nu ved nærmere eftertanke kunne huske min bedstemor løse dem, da jeg var en lille pige. Det var jo nok sådan noget, gamle mennesker gjorde.

Jeg bar dem helt nede ved hoften, som om jeg slæbte en kæmpestor æske hygiejnebind op til den enlige mandlige ekspedient i et supermarked. Men ekspedienten ikke så meget som kiggede på hæfterne, da hun førte dem hen over scanneren. Eller for den sags skyld på mig. Jeg affærdigede hendes monotone tilbud om at putte dem i en pose. Det virkede som spild, min skamfølelse til trods.

Tilbage i bilen besigtigede miss Isabelle mine indkøb i strakt arm.

“Det går an. Nu har vi noget at tale om på turen.”

Jeg forestillede mig de samtaleemner, krydsord kunne give anledning til: Fire vandret: “En lyserød fugl”. Flamingo.

Vi skulle køre på Interstate 30 i meget, meget lang tid.

I den første times tid var vi dog tavse, mens jeg forsøgte at navigere rundt i Dallas’ formiddagstrafik uden at udstøde alt for mange eder og forbandelser. Det var lidt akavet for os begge to i disse uvante omgivelser, vi var begge opslugt af tanker om andre ting, andre steder.

Mine tanker hang ved den foregående aften, omkring det tidspunkt da det hele var faldet til ro. Min nye kjole hang, med mærkerne pillet af, i en gennemsigtig pose på døren til mit garderobeskab. Bebe var gået i seng med en bog. Stevie Junior blev holdt med selskab af et computerspil, som sædvanlig, undtagen når hans fingre havde travlt med at sms’e til kæresten med hundrede kilometer i timen.

Og mine tanker var ved Teague – ved, hvorfor jeg havde været så nervøs for at ringe til ham. Måske, bare måske, var det den lille 21

Hjem.indd 21

22/04/13 14.18

stemme, der messede inde i hovedet på mig: Teague, Teague, out of your league!

Men min telefon havde ringet – den ringetone, jeg havde givet ham et par uger efter vores første rigtige date. Let’s get it on ...

Jep. Kikset.

“Hvordan har min yndlingsdame det?”

Ja, jeg ved det godt. Med enhver anden ville jeg have krympet mig og være flygtet skrigende bort. Sikke en replik. Men med Teague? Jeg kan dårligt forklare, hvad det fik mig til at føle.

Men okay. Jeg prøver.

Som noget særligt. Det fik mig til at føle mig som noget særligt.

“Godt, godt. Og dig? Er børnene puttet for natten?” sagde jeg. Jeg prøvede at være helt afslappet, når han ringede til mig, prøvede at fortælle ham, at han ikke kunne smelte mig med et par ord, slubre det i sig, han ville have fra pytten, og efterlade de sørgelige rester til en anden. Jeg havde holdt mænd på en armslængdes afstand i flere år nu, efter så mange fiaskoer – både for dem og for mig selv. Men mens andre fyre opfattede min indstilling som en afvisning og min modvilje mod nærkontakt som en eller anden kinky leg og endte med at kalde mig en snerpe og løbe deres vej, blev Teague hængende. Og et par gange havde jeg ladet ham se ind bag min kølighed. Et lillebitte glimt af den kvinde, der længtes efter en rigtig mand i sit liv.

På en eller anden måde følte jeg, at han var villig til at vente på, at den kvinde besluttede sig.

Da jeg ti minutter efter lagde på, kneb jeg mig i armene og klaskede mig på kinderne. Var jeg vågen, eller handlede jeg i søvne?

“Jeg forstår,” havde Teague sagt. “Du gør det rigtige ved at hjælpe din Isabelle med det. Jeg kommer til at savne dig, men vi ses, når du kommer tilbage.” Og: “Giv din mor mit nummer. Jeg er vant til at tackle børnehalløj.” Sandt nok! Han var enlig far til tre! “Hvis hun har brug for hjælp med Stevie eller Bebe eller noget som helst andet, mens du er af sted, så er jeg kun en opringning væk.”

22

Hjem.indd 22

22/04/13 14.18

Jeg ville gerne tro, at han ville være der, hvis de fik brug for det. Og det kunne jeg også næsten. Næsten.

Jeg havde ikke vidst, hvad jeg skulle forvente, da jeg fortalte ham, at jeg ud af det blå drog udenbys. Jeg vidste nøjagtig, hvordan Steve, min eks, ville reagere, allerede inden jeg tastede hans nummer. Jeg var nødt til at fortælle ham det, hvis nu børnene fik brug for noget – og i så fald ønskede jeg dem held og lykke. Steve brokkede sig.

Skældte mig ud. Spurgte, hvordan jeg bare kunne skride fra mine børn i flere dage. Sjovt, som han tilsyneladende aldrig rettede blikket mod sig selv, hva’?

Og andre fyre fra før i tiden? Når jeg tog af sted med børnene på en lille visit et sted, var det altid: “Åh, skat, jeg overlever ikke uden dig.

Du må ikke forlade mig.” Men så snart jeg havde passeret bygrænsen, sværger jeg, at en eller anden affyrede startskuddet: Gentlemen (i ordets absolut løseste betydning), start your engines! Så spænede de hen til det nærmeste tilfældige sted for at score en erstatningskæreste.

Når jeg kom tilbage, øjnede læbestiften på deres flipper og lugtede kopiparfumen i deres biler, lød det: “Undskyld, skatter, men hvad skal jeg gøre, når du bare sådan forlader mig? Du ved, det kun er dig, jeg vil have, men jeg kunne jo ikke være sikker.”

Ja, den er god med dig.

Men Teague havde overrasket mig. Igen.

Der var noget anderledes ved en mand, der ringede efter første date for at høre, hvordan man havde det, og sikre sig, at man havde hygget sig. Ikke for desperat, selvfølgelig. Det var ikke sådan, at han ringede, fem minutter efter at jeg havde skudt slåen for – helt ynkelig, fordi jeg ikke havde inviteret ham indenfor, så alarmklokkerne allerede kimede om, at jeg havde truffet endnu et skidt valg. Nej, Teague havde ventet de respektable fireogtyve timer, og så havde han ikke engang opført sig, som om vi pinedød skulle aftale en ny date med det samme, selvom han dog havde sagt, at han gerne ville se mig igen. Og nu, mere end en måned og adskillige dates senere, var der 23

Hjem.indd 23

22/04/13 14.18

stadig kun ét ord, der faldt mig ind, når jeg tænkte på ham: gentleman. Den rigtige slags.

Nå ja, okay – to ord mere: Wayne Brady. Fordi Teague mindede mig om værten fra underholdningsprogrammet Let’s Make a Deal med sit fjogede smil og sin humoristiske sans og sit lækker-på-en-nørdet-måde-udseende.

Andre mænd havde holdt døren for mig på første dates. De havde sågar tilbudt at betale, selvom jeg altid insisterede på at dele regningen – mig og min selvstændighed, vi er som siamesiske tvillinger.

Men det her var ikke bare det sædvanlige. Vi var nået et godt stykke forbi første date-status, hvilket jeg er ret sikker på kom bag på os begge, og nyhedens interesse havde fortaget sig en anelse. Alligevel holdt han stadig døre, betalte stadig, medmindre det lykkedes mig at snuppe regningen først og holde krampagtigt fast i den. Behandlede mig stadig, i enhver henseende, som en rigtig dame.

Jeg havde på fornemmelsen, at Teague var en rigtig gentleman helt ind i hjertet.

Men jeg var ikke sikker på, at jeg stolede på mig selv. Kunne jeg overhovedet genkende en rigtig mand? En pålidelig en? Som man siger: Alle kan blive narret én gang ... men hvis man bliver narret ti gange, så er man selv ude om det.

På broen hen over Lake Ray Hubbard sneglede vi os stadig gennem den tætte trafik, men miss Isabelle opløftede omsider sin røst. “Du mødte Stevie Senior i din hjemby, ikke?”

Han var bare Steve, men jeg ulejligede mig aldrig med at rette hende. Og jeg prøvede at komme i tanker om, hvad jeg måtte have fortalt hende. Steve kimede mig ned på arbejdet, brød ind midt i kunderne, og hvis ikke jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne, dukkede han straks efter op i egen høje person. Hvor godt det gik, afhang af hans humør, og hvad han havde drukket aftenen før, så jeg forsøgte at holde ham i telefonen og ude af salonen. Jeg tænkte, 24

Hjem.indd 24

22/04/13 14.18

at foruden en klipning kom en kunde også ind for at få et hyggeligt, afslappende hvil, selv om det bare var for en time. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at holde mit privatliv og mine personlige problemer lavt på radaren, men det gik ikke altid særlig godt. Og eftersom det var anderledes med miss Isabelle – hun havde hørt mig beklage mig over børnenes far i årevis – så havde hun et i hvert fald delvis billede af ham. Jeg ville tro, at hun havde opfanget alle detaljerne undervejs, men måske ikke. Trods alt var det kommet bag på mig selv, hvor lidt jeg vidste om hendes barndom, ikke? Men jeg havde ikke rigtig lyst til at starte forfra helt fra begyndelsen.

“Jep. Gymnasiekærester,” sagde jeg og håbede, at mit simple svar ville genopfriske hendes hukommelse.

“Og I giftede jer lige efter gymnasiet.” Hun tøvende afventende, som om hun ville have hele baduljen at vide igen. Jeg skrabede en negl frem og tilbage over en lillebitte, ru plet på det ellers magelige armlæn.

“Hvad er tre lodret, miss Isabelle?”

Hun fumlede med at få læsebrillerne op på næsen igen og kiggede ned på den krydsogtværs, hun var begyndt på. Med et triumferende smil læste hun forklaringen. “Det er et adjektiv på tolv bogstaver, der betyder fristende, ikke til at sige nej til.”

“Fisk.”

“Fisk? Det er kun fire bogstaver.”

“Med ’Fisk’ mener jeg, at jeg giver fortabt.”

“Du kan ikke give fortabt. Du prøvede ikke engang.”

“Jeg prøver at køre, er, hvad jeg prøver.”

“Uimodståelig.”

“Uimodståelig.”

“Ja. Det er løsningen. Brugt i en sætning – Stevie Senior var uimod­ ståelig for dig i gymnasiet.”

Dér røg dén forestilling om, at krydsordshæftet kunne styre os væk fra ømtålelige emner.

25

Hjem.indd 25

22/04/13 14.18

“Det kan godt være, at Steve var uimodståelig på et tidspunkt. Men nu er han decideret uimodtålelig.”

“Hvor er det trist.”

“Ja, det må du nok sige.” Jeg sukkede og mærkede min beslutning om ikke at komme nærmere ind på det smuldre. “Jeg havde hele tiden troet, at han ville blive den pålidelige. En god ægtemand og far. Han var stjerneatleten i vores skoledistrikt, ragede touchdowns i hobetal til sig om efteråret og tre-point-scoringer hele vinteren. Og mesterskaber. Alle troede, han ville fortsætte videre til universitetet på et stipendium og blive til noget stort. Og jeg tænkte, at når han blev færdig, ville vi blive gift og ride bort mod solnedgangen. Hus, børn, familieidyl. Hele molevitten.” Min stemme fortonede sig, og jeg lyttede til ekkoet af min skuffelse.

“Tingene arter sig ikke altid, som vi forventer, gør de vel?”

“Tsk, miss Isabelle. Du ved godt, hvordan det gik. Jeg fik børnene.

Jeg har huset. Men jeg forregnede mig med familieidyllen. Og med Steve.”

Lidt senere sagde jeg: “Hvad med dig selv, miss Isabelle? Havde du en gymnasiekæreste? Din mand – var han din?” Jeg vidste, at folk på hendes tid gerne blev gift unge og blev i ægteskaberne i årtier. Jeg spekulerede på, om mændene mon var anderledes dengang, eller om kvinderne bare var mere tålmodige med dem, når de opførte sig som idioter.

Hendes svar var blot et suk, og det virkede fyldt med smerte. En kolossal smerte, der fik ribben til at knække og brystkasser til at svulme. Jeg følte, at jeg havde sagt det forkerte, men jeg kunne ikke tage det i mig igen.

Hun bladrede videre til en ny side i krydsordshæftet og gav sig til at udfylde den med ord i et hæsblæsende tempo. Så sagde hun: “Min gymnasiekæreste ... det er noget af en historie.”

Det hele startede og sluttede med en kjole til en begravelse.

Hjem.indd 26

22/04/13 14.18