Jagtmark læseprøve

Page 1

HELENE TURSTEN har udgivet 10 bøger om kriminalinspektør Irene Huss, der alle er blevet filmatiseret.

JAGTMARK er første bog i en ny krimiserie med Embla Nyström i hovedrollen.

Bøgerne er oversat til 18 sprog, blandt andet thailandsk, og har solgt i over 4,5 millioner eksemplarer verden over.

HELENE TURSTEN JAGT MARK

FØRSTE BOG I NY KRIMISERIE

JAGTMARK

Mystiske hændelser præger jagten, og pludselig forsvinder to af jægerne i skoven. Da den ene bliver fundet død, må Embla trække i arbejdstøjet. Sammen med sine kolleger i kriminalpolitiets mobile enhed indleder hun en nervepirrende jagt på en morder.

HELENE TURSTEN

FOTO © OLA KJELBY

Embla Nyström er 28 år og arbejder i kriminalpolitiet i Västra Götaland. Hvert efterår deltager hun med sin onkel Nisse i den traditionsrige elgjagt i skovene omkring sin hjemegn Dalsland, men årets jagt bliver på ingen måde, som medlemmerne af jagtlauget havde forestillet sig.

DEN DANSKE PRESSE OM HELENE TURSTEN: ”Godt plot, fed underholdning, læs den.”

– Litteratursiden om Venter i mørket

”Hvis man har brug for en god og velopbygget krimi at slappe af på, inklusiv et lille gys, så er Tursten et godt valg.” – Femina om Venter i mørket

”Det er den kære Irenes meget banale liv og værdier, som gør ’Venter i mørket’ til noget enestående og originalt.” – Politiken om Venter i mørket

”Tursten håndterer de genretypiske elementer med sikker hånd, og resultatet lader sig læse. Hendes Irene Huss er i høj grad en dame, man tager hatten af for – godt gået.” – Weekendavisen om Venter i mørket

”Alt er ved det gamle, på alle måder mageligt og behageligt spændende.”

Embla Nyström er Helene Turstens nye hovedperson, og JAGTMARK er første bog i den nye krimiserie.

– Politiken om I skjul af skyggerne

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K

KRIMI LINDHARDT OG RINGHOF

– Krimifan.dk om I skjul af skyggerne


Til mine kĂŚre Hilmer og Cecilia

Jagtmark.indd 5

04/02/15 16.22


E

fter ni hårde omgange dryppede sveden af begge kombattanter, og deres bevægelser var mærkbart langsommere. Bokseren i den rød-hvide dragt forsøgte sig med et par udfald mod modstanderens mave, men fik ikke ramt rent. Den blå-gule kom hurtigt igen og svarede med en serie hurtige slag mod den rød-hvides læderhjelm under publikums hidsige tilråb. Et par af slagene gik perfekt ind, og et enkelt af dem fik modstanderen til at vakle. Kampen var meget jævnbyrdig, og udgangen uvis. Da gongongen lød, fløjtede dommeren af, og bokserne gik til hver deres ringhjørne. De spyttede tandbeskytteren ud, og trænerne rakte dem håndklæder, de kunne tørre sig med. Begge drak vand, men hældte det meste ud over ansigtet for at kvikke op. Bokserne blev kaldt frem og stillede sig på hver side af dommeren. Han greb fat i deres hænder og holdt dem ud til siden, mens de tre pointdommere afgav point. Da han løftede den sejrendes arm i vejret, brød tilskuerne ud i øredøvende jubel. Stemmen i højtaleren druknede i publikums klapsalver, og de færreste opfattede ordene:

7

Jagtmark.indd 7

04/02/15 16.22


– Embla Nyström er ny nordisk mester i letweltervægt! Det eneste, den nyslåede guldmedaljevinder hørte, da hun løftede armene mod loftet, var publikums hyldest. Sejrsrusen fjernede såvel træthed som smerte. Med et lykkeligt smil stod hun midt i ringen og lod bifaldet skylle ned over sig. Efter et blik på hendes ansigt begyndte træneren forsigtigt at føre hende i retning af omklædningsrummene. Hun blødte over det ene øje – hun havde svage øjenbryn – og måtte flere gange tørre blodet væk med håndklædet. Det rørte hende ikke det mindste, hun var overmåde lykkelig.

Jagtmark.indd 8

04/02/15 16.22


S

ekretæren gled stille ind gennem døren med en lille bakke i hænderne. Diskret satte hun den ned på det antikke mahogniskrivebord. Ved siden af bakken placerede hun dagens post i en lille nydelig bunke, før hun smuttede ud igen. Anders von Beehn nikkede kort som tak og fortsatte den telefonsamtale, han var i gang med. I et langt stykke tid lyttede han til stemmen fra den anden side af Atlanten. Endelig strakte han sig i stolen og sagde: – Yes, I’m looking forward to seeing you in New York, too. Bye, bye. Da han havde lagt røret på, forsvandt smilet. At gøre forretninger med amerikanere var noget helt andet end med europæere. Tonen hos yankee’erne var ofte munter, men man måtte ikke forledes til at tro, at man af den grund kunne slappe af. Efter mange år i toppen af svensk erhvervsliv var han ingen novice, og han følte sig temmelig sikker på, at han nok skulle få landet aftalen. Om blot et par måneder ville Scandinvest placere sig på listen over Sveriges ti mest succesfulde familieejede virksomheder. Et par fridage under elgjagten virkede ærlig talt velfortjent, for han havde arbejdet hårdt for denne samarbejdsaftale. Det

9

Jagtmark.indd 9

04/02/15 16.22


enkle liv oppe i jagthytten var lige nøjagtig, hvad han trængte til for at geare ned og få ny energi før slutforhandlingerne. Han åbnede altid sin personlige post efter formiddagskaffen, den øvrige korrespondance tog sekretæren sig af. Hans opmærksomhed blev fanget af en lille foret kuvert. Forsigtigt tog han den op og vejede den i hånden. Kuverten så underlig ud, og han trykkede forsigtigt på den. Hård og ujævn. Varsomt lagde han den ned på skrivebordet og trykkede på samtaleanlægget. – Er den forede kuvert blevet gennemlyst? spurgte han. – Ja. Det er en nøglering. Anders von Beehn sprættede kuverten op og kiggede ned i den. Så stak han fingrene derned og fiskede en nøglering op, uden nøgler. Inde i plastbrikken var det velkendte BMWlogo. Han sad længe og stirrede på nøgleringen. Hvad var meningen? Reklame? Eller en spøg? Han havde svært ved at se det morsomme i det. Gennem årene havde han haft flere BMW’er. Og en masse andre biler af andre mærker, for den sags skyld. Netop nu havde familien fire biler, hvoraf en faktisk var en ganske ny BMW, som hans hustru, Linda, kørte i. Da han vendte kuverten og rystede den, faldt en lap papir ud og lagde sig til rette på den blanke bordplade. Han læste den flere gange uden at forstå det mindste.

Jeg husker. M. M? Han noterede sig, at teksten på såvel lappen som kuverten var udskrevet på en printer.

10

Jagtmark.indd 10

04/02/15 16.22


Hvem var M? Pludselig mærkede han, hvordan kaffen begyndte at svie i maven. Det kunne vel ikke være muligt? Var der nogen, som ville ham ondt? Ville skræmme ham? Hvem kendte til M? Jan-Eric, naturligvis. Men han ville aldrig gøre noget så underligt som det her. Han havde ikke engang villet tale om det. Nej, ikke Jan-Eric. Hvem? Ola. Men Ola var død.

Jagtmark.indd 11

04/02/15 16.22


D

e automatiske porte gled langsomt i bag den tunge motorcykel. Føreren holdt stille med motoren i tomgang. Han låste postkassen på indersiden af muren op og tømte den. Brevene stoppede han ind under motorcykeljakken, før han gassede op og fortsatte gennem den nyplantede allé. Fløjtende låste han døren op, som førte ind til huset fra garagen. Med målbevidste skridt gik han mod køkkenet. Eller snarere køleskabet. At sidde med et par øl i det varme boblebad var en del af hans sædvanlige aftenrutine. Hvis han orkede det, tog han også et par baner i den store pool. Efterhånden blev han ret stiv i kroppen efter en længere motorcykeltur. Det begynder at kunne mærkes, at man fylder halvtreds om et par måneder, tænkte han og skar en grimasse til sit spejlbillede i glasdøren til terrassen. Meget kan købes for penge, men man kan ikke standse tidens gang. Han lod forsigtig hånden glide over det stadig mere sparsomme hår. Nej, nu skulle han ikke stå og blive trist til mode. Det var fredag aften, og i morgen skulle han pakke til elgjagten og senere på eftermiddagen køre til Dalsland. Han glædede sig virkelig til lørdagens traditionsrige jagtmiddag. Køkkenet skinnede af glas, blank porfyr og børstet stål.

12

Jagtmark.indd 12

04/02/15 16.22


Posten smed han på en af de blanke stenbænke. Da han åbnede køleskabet, blev lyset reflekteret i flasker og øldåser. Han tog en dåse med tjekkisk øl og åbnede den. Som altid fyldtes han med velbehag, når han hørte den fusende lyd. Han slog terrassedøren op på vid gab og gik ud på den store terrasse. Med en dyb vejrtrækning trak han den friske efterårsluft ned i lungerne. Da han gik ind for at hente en ny dåse, faldt hans blik på brevene. Han kunne lige så godt få dem åbnet, før han satte sig i boblebadet sammen med et par øl mere. Fra magnetholderen over køkkenbordet tog han en skarpslebet japansk stålkniv og sprættede hurtigt samtlige kuverter op. En af dem fik ham til at tøve. Det var en lille firkantet, foret kuvert beregnet til at sende cd’er i. Kuverten lod ikke til at indeholde nogen cd, eftersom den føltes blød og let. På den selvklæbende etiket stod hans navn trykt: Jan-Eric Cahneborg. Han vendte kuverten om, men der var ingen afsender. Forbavset trak han det tynde, sorte stykke stof frem, som lå indeni. Det tog et par sekunder, før det gik op for ham, hvad det var. Et tørklæde? Han kiggede forvirret ned i kuverten for at se, om den indeholdt noget mere. Længst nede skimtede han en lille lap papir. Med et vist besvær lykkedes det ham at få den ud. Teksten var skrevet på computer.

Jeg husker. M. Jan-Eric Cahneborg hev efter vejret. Hans ansigtsfarve gled over i det sygeligt blege, og han måtte støtte sig mod stenbænken.

Jagtmark.indd 13

04/02/15 16.22


D

alsnäs herregårds hvide facade fik et rosa skær i solnedgangen. En klar og solrig efterårsdag var ved at være til ende. Vejrudsigten for de nærmeste tre dage lød lovende. Den meldte om minusgrader i nattetimerne, en del sol i løbet af dagen, men ingen varme, højst tre plusgrader. Der var risiko for regn i slutningen af perioden. Bare det ikke regner for meget, tænkte Anders von Beehn. Det var vigtigt, at jagten blev vellykket, ikke mindst af hensyn til tyskeren. Volker Heinz ejede DEIGI, et af Tysklands største investeringsselskaber og Scandinvests vigtigste europæiske samarbejdspartner. Desuden var han en nøgleperson i forhandlingerne med USA, eftersom han længe havde gjort forretninger med amerikanerne. Anders von Beehn havde også inviteret Scandinvests chefjurist Lennart Folkesson. Han var en skarp strateg, og sammen skulle de nok kunne håndtere den gode Heinz. Inden for en halv time stod der tre biler i luksusklassen på den nyrevne grusrondel foran herregården. Et stykke væk holdt en Hummer H3 Alpha. Den store bil var Anders von Beehns stolthed, importeret fra USA. Hummeren var forlænget, klassificeret som limousine og kunne uden problemer rumme otte passagerer. De bagerste sæder kunne lægges

14

Jagtmark.indd 14

04/02/15 16.22


ned, hvis man havde brug for ekstra plads til bagage. Motoren slugte benzin, som om nogen havde skudt hul i tanken med grovkalibrerede hagl, som han plejede at sige. Men den tunge bil kørte i al slags terræn og var som en lille kampvogn, hvilket var en forudsætning for, at man kunne komme frem på vejene op til jagtslottet. Hummeren blev udelukkende benyttet som transportmiddel under jagt, ellers stod den parkeret i garagen på Dalsnäs. Der stod nu i stedet hans nye Jaguar XJR. Den ville han også gerne have haft stående på gårdspladsen, bare for at vise skønheden frem, men så ville det knibe med pladsen. Sidst af alle svingede Greger Liljon ind foran trappen i sin nye Maserati. Den unge mands stilling som direktør for et af Scandinvests mindste selskaber hang i en tynd tråd, hvilket von Beehn havde tænkt sig at tale med ham om efter jagten. Formodentlig var han dog selv klar over det. De sidste kvartalsrapporter havde været katastrofale. I virkeligheden var det Greger, som var katastrofal. Uduelig, tænkte von Beehn, uden dog at tilkendegive, hvad der rørte sig i hans tanker. Med et faderligt knus bød han sin nevø velkommen. Værten ledsagede sine gæster gennem hallen og op ad den brede trappe til førstesalen, hvor dørene til terrassen stod åbne. De trådte ud for at beundre udsigten over søen. Solens sidste stråler glimtede på den let krusede overflade, og den gyldne tone fortsatte i løvtræerne rundt om søen. Her og der lyste en knaldrød løn op. Propagandasmukt, tænkte von Beehn tilfreds. Smilende rakte han et glas champagne til hver af gæsterne. Da alle stod med et glas i hånden, sagde han på upåklageligt engelsk:

15

Jagtmark.indd 15

04/02/15 16.22


– Kære venner, hjerteligt velkommen til Dalsnäs. Skål for en god elgjagt! Han løftede champagneglasset, og dagens sidste solstråler glimtede i det slebne krystal. De andre fulgte hans eksempel, nikkede til hinanden og skålede. Da alle havde drukket, rømmede han sig. – Sidste år var de tre musketerer samlet. Vi har holdt sammen i mere end fyrre år, Jan-Eric, Ola og jeg. I år er Ola ikke længere iblandt os. Jeg skal fortælle dig, Volker, hvad der skete. Han omkom i en bilulykke på vej hjem til Oslo efter sidste års elgjagt her på Dalsnäs. Vores nære ven efterlader et stort tomrum i vennekredsen, som er umuligt at fylde ud. Jeg vil gerne udbringe en skål til minde om vores ven og kammerat Ola Forsnaess. Til Olas minde! Alle løftede igen glassene, denne gang med alvorlige miner. De drak af champagnen, og samtalen var afdæmpet i et par minutter. Volker Heinz var den eneste af mændene på terrassen, der aldrig havde mødt Ola Forsnaess. Naturligvis blev også han berørt af den følelsesladede tale, men efter et stykke tid begyndte han at tale med de andre om mere nærliggende ting som den forestående jagt. Hans entusiasme og forhåbninger havde en smittende virkning, og hurtigt bredte der sig en forventningsfuld stemning på terrassen. Da de sidste dråber champagne var drukket og solen for længst forsvundet bag bakkerne, gik de ind og satte sig til bords. Efter middagen rykkede herrerne ind i biblioteket. Ilden var blevet til gløder, men Anders von Beehn smed et par store brændestykket i gløderne, og inden længe buldrede ilden

16

Jagtmark.indd 16

04/02/15 16.22


igen i den åbne pejs. Det flaksende lys fra ilden fik guldbogstaverne på de læderindbundne bøger til at glimte bag boghyldernes glasdøre. Mætte og tilfredse sad de mageligt nedsunkne i de engelske chesterfieldmøbler. Whiskyen, de drak, var lagret i atten år. Udsøgt, det var de alle enige om. Ikke mindst Jan-Eric Cahneborg, som entusiastisk bad om påfyldning flere gange. Da Anders von Beehn gik ud i køkkenet for at hente en ny flaske, fulgte Jan-Eric efter ham på usikre ben. – Anders ... du ... vi må ... tale sammen. Ordene kom ud stødvist, mens han tog et par vaklende skridt til siden. – Ikke nu, Janne. – Det er vig... vigtigt! Der var desperation i Cahneborgs stemme. Svajende stod han midt på gulvet i det store køkken. – En bandana ... en skiiiide band... hana ... hvem send... hvem sender ... sådan en? hikkede han. Von Beehn blev næsten med ét slag ædru, da han hørte, hvad hans ven sagde. – Har du fået sendt noget med posten? Han mærkede igen den brændende smerte i spiserøret. For hans indre blik dinglede en nøglering med BMW-logo, og en lille lap papir gled ud af en foret kuvert. – Det var ... du ved ... en kuvert. Med den nye flaske i den ene hånd gik von Beehn hen til sin ven og tog et fast greb om hans overarm med sin frie hånd. Bestemt førte han ham tilbage til biblioteket. – Vi må tale om det senere, snerrede han i vennens øre.

Jagtmark.indd 17

04/02/15 16.22


G

ruset sprøjtede op fra dækkene på Volvo 245’eren, da Embla lavede hjulspind på gårdspladsen, før hun standsede. Det gjorde hun altid, for at Nisse skulle høre, at hun kom. Morbroren klukkede altid tilfreds “nu kommer rockerpigen”, når hun bragede ind i hans ellers så rolige tilværelse. Første gang, han sagde det, var, da hun femten år gammel havde “lånt” sin ene brors knallert og var kommet kørende hele vejen fra Göteborg. På vejen overnattede hun hos en fætter og hans familie uden for Vänersborg, ellers havde hun aldrig klaret det. Hun havde været øm i kroppen flere dage efter. Da hun skulle hjem, lagde morbroren bagsædet ned i sin Volvo 245, læssede knallerten ind i bagagerummet og kørte hende hjem til Göteborg. Den bil fik Embla af ham tre år senere, da hun tog kørekort. Nu havde hun haft bilen i ti år, og den havde efterhånden kørt næsten 290.000 kilometer. Selv om den begyndte at få lidt alderskramper, elskede hun sin gamle bil. De alvorligste skavanker var et upålideligt speedometer, og at benzinmåleren ikke fungerede. Efter et par benzinstop midt ude i øde-

18

Jagtmark.indd 18

04/02/15 16.22


marken havde hun nu altid en fuld benzindunk med sig, når hun kørte længere strækninger. Da Embla trådte ud af bilen, kunne hun høre Seppo gø på den anden side af huset. Eftersom han ikke kom susende rundt om hushjørnet, måtte jagthunden være i hundegården. Hoveddøren blev slået op på vid gab, og Nisse kom ud på trappen med et bredt smil og udstrakte arme. – Hvor hyggeligt med besøg af rockerpigen! Han gav hende et rigtigt bjørnekram. Hun borede næsen ind i hans blåternede flannelskjorte og indsnusede en duft af stald og sved. Indsnusede Nisse, ganske enkelt, hendes elskede morbror, som var gjort af samme robuste stof som mor Sonja og hende selv. Ligesom søsteren havde han i sin ungdom haft rødt, krøllet hår. Efterhånden var det kun Embla og den yngste af hendes tre brødre, der bar slægtens karakteristiske hårfarve. Sonjas og Nisses hår var grånet, og hvad angik morbroren, var der ikke meget tilbage midt oppe på hovedet. Det bekymrede ham næppe, eftersom han brugte barbermaskinen i stedet for at blive klippet hos en frisør. Det klædte ham og gav ham en sej fremtoning, syntes hun. – Og Veteranen kan stadig køre, sagde han og klappede ømt bilen på motorhjelmen. – Det kan den. Den spinder som en kat! Det var ikke helt i overensstemmelse med sandheden, men det var det, han ville høre. Volvoen var hans øjesten. Det var også ham, der havde døbt bilen. Først syntes hun, at det lød lidt fjollet, men nu kaldte hun den selv Veteranen, når hun talte om den.

19

Jagtmark.indd 19

04/02/15 16.22


– Du kan pakke ud, mens jeg tager et bad og gør mig klar. Vi skal som sædvanligt over til Karin og Björn, sagde han. Karin var den eneste af hendes kusiner, der stadig boede i byen. Hun var datter af Nisses og Sonjas storesøster. Mosteren og hendes mand havde boet i Uddevalla i snart tyve år. Der havde de arbejdet på den ene søns planteskole, men nu var de begge pensioneret. De trivedes ved kysten og havde tænkt sig at blive boende der. På trods af at Karin var fem år ældre end Embla, havde de to kusiner tilbragt meget tid sammen i sommerferierne. Karin havde også ældre brødre, men kun to. De blev måske nok den søster for hinanden, som de begge havde ønsket sig. Nisse var blevet alene for tre år siden. Ann-Sofie og han havde haft et lykkeligt ægteskab, men sørget over, at de aldrig fik børn. I sommerferierne havde Embla og hendes tre brødre til gengæld udfyldt tomrummet så rigeligt. Drengene blev trætte af landlivet som teenagere, men hun elskede det. Det kunne nok delvist tilskrives, at hun slap for brødrene, men først og fremmest kunne hun godt lide livet i landsbyen og på gården. På et tidspunkt havde hun spekuleret alvorligt på at blive landmand, men havde tøvet, fordi hun vidste, hvilket slid det indebar. Gården havde ikke engang kunnet brødføde Nisse og Ann-Sofie, og han havde også arbejdet på savværket, mens hun kørte med morgenaviser. Det var Nisse, der i sin tid havde foreslået, at hun begyndte at bokse. Han havde selv været distriktsmester i sin vægtklasse, før han blev gift og overtog gården. Måske så han, hvordan hun som teenager havde brug for at få afløb for al

20

Jagtmark.indd 20

04/02/15 16.22


den angst, hun bar på. Men ikke engang ham havde hun fortalt, hvad den udsprang af. Hun havde aldrig fortalt nogen om Lollo. Det var også morbroren, der havde vakt hendes jagtinteresse den sommer, hvor hun fyldte femten. Han havde spurgt hende, om hun ville med på pyrschjagt, hvor de skulle skyde nogle ræve med skab, der var blevet observeret i området. Hun syntes selvfølgelig, det lød spændende, og sagde straks ja. Det havde dog på ingen måde været den nervepirrende oplevelse, hun havde håbet på. Det meste af tiden havde de stået musestille for så pludselig at liste forsigtigt af sted i en eller anden retning, hvor han mente at have set en bevægelse eller hørt en puslen. De så aldrig skyggen af en ræv, det være sig med eller uden skab. Men alligevel var hun blevet interesseret, og de følgende tre år deltog hun som driver i elgjagten. Da hun fyldte atten, tog hun jagttegn og fik riffelbevis. Siden da var hun og Nisse gået på jagt sammen flere gange om året. Mest om efteråret, fra begyndelsen af august, når jagten gik ind på rådyr og vildsvin. Embla pakkede ud og hængte tøjet ind i det lille skråskab. Der var en brusekabine på gæstetoilettet, men hun havde taget bad, før hun forlod Göteborg, så det måtte være nok at vaske sig lidt under armene. Et par strøg med deodoranten, et par sprøjt med parfumen og en ren trøje måtte række. Mascara og lipgloss var rigeligt makeup, det var jo kun jagtlauget, der skulle mødes som optakt til årets elgjagt. Nede i gangen stod Nisse og ventede. Klædt i en ren, hvid skjorte, strikket blå trøje, lysegrå bukser og nye lysegrå lædersko kunne han have været på forsiden af et modemagasin for

21

Jagtmark.indd 21

04/02/15 16.22


mænd. Omkring ham stod der en let duft af den aftershave, hun havde givet ham i julegave året før. – Hvor er du flot! Hvad hedder hun? spurgte Embla med et smil. Hans vejrbidte ansigt antog samme farve som poleret kobber. – Pjat ... eller ... Ingela, stammede han. – Hvor godt! Ingela Franzén? – Præsteenken? Er du gået fra forstanden! Nej, Ingela Gustavsson fra ICA. Du ved godt, hvem hun er, ikke? Det varede lidt, før hun kom på, hvem det kunne være. – Lys, ikke så høj, lidt yngre end dig ... – Ja. Det er hun. Men vi ... folk snakker jo. Du ved, hvordan det er ... Her stod hendes pensionerede morbror og hakkede i det som en genert teenager, der prøvede at fortælle om den første alvorlige forelskelse. Faktisk lidt rørende, men ikke så underligt, når man tænkte på, at han og Ann-Sofie havde været sammen, siden de blev konfirmeret. Hun gav ham et stort knus. – Hvor er det dejligt! Hun rakte ham smilende en af de bokse med vin, hun havde taget med. – Nu går vi til fest og lader op til jagten! Yeehaa! De tog jakkerne på og gik ud til stalden. Der stod Nisses og Ann-Sofies gamle cykler, skinnende rene og parate. Nisse gjorde altid cyklerne i stand før jagtmiddagen, som indledte årets elgjagt. Decideret fuldskab var han ikke meget for, men en lille en over tørsten kunne han godt leve med.

Jagtmark.indd 22

04/02/15 16.22


K

arin og Björn Bergström havde egnens største køkken. Derfor var de enstemmigt blevet udpeget af jagtlauget til at være værter for det årlige sammenskudsgilde, en rolle, de udfyldte med glæde. Rundt om bordet samledes de otte medlemmer af jagtlauget foruden Bergströms tre børn og Einar og Tobias Lindbergs koner. Embla kendte alle omkring bordet på nær en, Peter Hansson. Han var tilflytter, eller gentilflytter burde man måske sige, og jagtlaugets nyeste medlem. Embla iagttog ham i smug. Hun vidste, at han var 38 år, men han så yngre ud. Høj og atletisk bygget. Man kunne se, at han trænede. Og han var pæn, med blå øjne og kraftigt lyst hår, som var temmelig langt. Den tynde bomuldsskjorte var tilpas afslappet. Den stod åben i halsen, og man kunne lige ane et lille guldkors inden for skjorten. Da han præsenterede sig, kom en række hvide tænder til syne i et varmt smil. Blegede? tænkte hun automatisk. Hun noterede sig også det vurderende blik, han sendte hende. Det var heldigt, at hun havde skiftet til en pænere bluse. Den var koboltblå og med en bred udskæring, der gik ned over den ene skulder. Hun havde ofte hørt andre kommentere, at farven passede godt til

23

Jagtmark.indd 23

04/02/15 16.22


hendes øjne. Under blusen havde hun en sort top med tynde stropper. Man kunne se hendes nye tatovering. Den sad højt oppe på højre skulder og forestillede en rasende grizzlybjørn, der rejste sig på bagbenene, parat til angreb. Tatoveringen var ikke stor, men den var mesterligt udført. Hun havde fået den lavet under et ophold på en træningslejr i Miami, og tatovøren var en af Floridas dygtigste. Det var Sixten Svensson, der bemærkede, at de ville blive tretten til bords. – Det er ikke et godt varsel, mumlede han og skævede til Peter Hansson. Nisse havde fortalt Embla, at hverken Lindberg eller hans søn var meget for at udvide jagtlauget. Tilsyneladende havde Einar Lindberg lagt billet ind på Hansgården på vegne af sønnen Tobias. Det var en streg i regningen, da Peter viste sig ikke at ville sælge gården, men valgte at flytte tilbage efter farens død. De havde åbenbart en meningsfælle i Sixten Svensson. Han var jagtleder og havde i mange år forpagtet Peters fars jagt, eftersom han ikke selv havde meget jord. Det var almindeligt kendt, at han gerne ville have købt jorden. Nu, hvor Peter havde taget jagttegn og besluttet sig for at udnytte sin jagtret, betød det, at Sixtens andel var blevet betydelig mindre. Som altid var buffeten overvældende og lækker: Karins kantareltærte, oste og nybagt brød, varmrøget laks, medisterpølse, stegt kold urtemarineret svinemørbrad, tomatsalat og en hvidløgsduftende kartoffelgratin. Selv bidrog Embla med et par bokse vin, som var blevet anbefalet i Aftonbladets seneste bedst-i-test. Peter Hansson havde taget to rammer øl

24

Jagtmark.indd 24

04/02/15 16.22


med og en hel flaske snaps, hvilket blødte modviljen mod ham en smule op. Embla slog sig ned ved siden af Peter, da hun så, at ingen andre gjorde det. I lighed med alle de andre omkring bordet undrede hun sig over, hvorfor han var vendt tilbage, hvilket hun også spurgte ham om, da de havde siddet ved bordet i et stykke tid. – Jeg har en it-virksomhed i Göteborg. Vi arbejder med netsikkerhed. Alle virksomheder har problemer med sikkerheden på nettet, sagde han. – Jamen, er du så ikke nødt til at være inde i byen? Der er vel både kunder og ansatte. – Jeg tager derind et par gange om ugen. Men det meste kan jeg klare herfra. Stemningen var blevet løftet af den gode mad og drikke. Alle snakkede og lo, ingen lod til at tage sig af, hvad hun og Peter talte om. Med en vis tøven stillede hun det spørgsmål, som de fleste rundt om bordet gerne ville stille. – Men hvorfor er du flyttet tilbage hertil? Måske ville han finde hende lige vel nysgerrig. Hun måtte forsvare sig med, at hun var inden for politiet og derfor havde en vane – eller uvane – med at forhøre folk. Det varede lidt, før han svarede, og det var tydeligt, at han nøje overvejede, hvad han skulle sige. – Min mor døde af kræft ... min kæreste og jeg flyttede fra hinanden. Mine bedsteforældre døde kort efter hinanden. Og så min far. Det blev for meget. Det var alt for hårdt! Jeg havde en fornemmelse af, at jeg måtte ... forandre mit liv. Begynde forfra, sagde han lavmælt.

25

Jagtmark.indd 25

04/02/15 16.22


For en gangs skyld vidste Embla ikke, hvad hun skulle sige. Nisse havde fortalt, at han kunne huske, at Peters søster stak af hjemmefra som teenager, men hvad der siden var sket med hende, vidste han ikke. Før hun nåede at tænke, røg det ud af hende: – Hvad med din søster? Det gav et lille sæt i ham, og et kort øjeblik gled en skygge over hans ansigt. Den forsvandt hurtigt, men hun nåede at registrere den. Måske var det blot irritation over hendes nærgående spørgsmål. – Vi har ikke haft kontakt i mange år. Det stod helt klart, at det ikke var noget, han ville tale om. Hun vidste stadig ikke rigtigt, hvad hun skulle sige, så hun forblev tavs. – Men jeg er nu ikke helt alene på gården. Jeg har fire tyrekalve, der snart skal til slagtning. Og nogle høns og to katte, fortsatte han. – Du kan altså godt lide dyr? – Ja. Til næste år vil jeg finde mig en god jagthund. Og fire nye tyrekalve. De fik skænket op i glassene og sang med på en snapsevise, tog mere mad og fortsatte konversationen med hinanden og de andre omkring bordet. Peter stillede hende et par spørgsmål, og hun svarede beredvilligt. Efter et stykke tid kom spørgsmålet, som alle nye bekendtskaber stillede. – Hvorfor hedder du Embla? Det er jo et temmelig usædvanligt navn.

26

Jagtmark.indd 26

04/02/15 16.22


– Hvis nu jeg siger, at mine ældre brødre hedder Atle, Frej og Kolbjörn, så forstår du det måske. Det var det standardsvar, hun altid gav. – At dine forældre er asatroende eller hvad? Spørgsmålet blev stillet med et skævt smil, men hun kunne høre, at der lå en vis alvor bag. – Nej, snarere overvintrede hippier. Men de ville have, at deres børn fik personlige navne og absolut ikke bibelske. Embla er jo den oldnordiske variant af Eva. Svaret kom, uden at hun behøvede at tænke efter, for hun havde brugt den forklaring et utal af gange før. Hun fortalte dog ikke, hvor meget hun havde hadet sit navn, da hun var yngre. Hun hed Åsa til mellemnavn, og det var det navn, hun havde benyttet. Det fungerede fint, lige indtil hun blev ansat ved politiet. Der var hurtigt en eller anden årvågen kollega, der opdagede, at hendes fornavn var Embla, og begyndte at kalde hende det. Der gik ikke lang tid, før ingen af kollegerne kaldte hende Åsa. Og efterhånden var hun kommet til at synes, at navnet var ret cool. Desuden var det blevet populært inden for de senere år, men da hun var lille, havde hun næsten været den eneste, der bar navnet. – Hippier? Hvad laver de? spurgte Peter. – Min far er pensioneret journalist. Skrev om kultur. Min mor er skuespiller. Det var sådan, de mødte hinanden. Han skulle interviewe hende. Atle er læge, Frej er skuespiller og Kolbjörn er skulptør. Han laver rædselsfulde skulpturer i beton, som han sælger for skyhøje beløb. – Sagde du Kolbjörn? Kolbjörn Nyström er jo en kendt

27

Jagtmark.indd 27

04/02/15 16.22


kunstner. Og det samme er hans bror Frej. Men han spiller vel teater i Stockholm, gør han ikke? Der kan man bare se – en lille kultursnob, tænkte Embla. Men hun holdt masken og svarede: – Jo. Han bor der. Sammen med sin mand, Viktor. Peter nikkede. Skuespilleren og nyhedsværten fra TV4 var et kendt par, som ofte optrådte i medierne. Han stillede hende et par spørgsmål mere og blev mærkbart interesseret, da hun fortalte om sit arbejde i den mobile enhed. – Ingen gider sige Lenskriminalpolitiet i Västra Götalands mobile enhed. Som regel bliver vi bare kaldt for Enheden. Selv siger vi LVM, forklarede hun. – Så dig og to fyre drøner altså rundt i hele Västra Götaland og hjælper til, når det lokale politi ikke har tilstrækkelige ressourcer. Sådan en slags superbetjente. Når han udtrykte det på den måde, lød det ganske vist ret fjollet, men det var faktisk sådan, det forholdt sig. Hun nikkede bare og tog en slurk af vinen. Normalt var hun yderst forsigtig med alkohol, men ved den årlige jagtmiddag plejede hun både at tage en snaps og drikke et par glas vin. – Hvorfor vil du gerne begynde at gå på jagt? spurgte hun for at skifte emne. – Nu, hvor jeg har jord med jagtret, hvorfor så ikke? Men jeg har først lige taget jagttegn. – Har du aldrig skudt vildt før? – Jo. Rådyr og harer. Men ikke så mange. Jeg har mest øvet mig på skydebanen. – Kan du lide det? – Ja, bestemt. Der er et spændingselement ved jagten, som

28

Jagtmark.indd 28

04/02/15 16.22


jeg virkelig godt kan lide. Det ene øjeblik nyder man stilheden, og i næste sekund pumper adrenalinet gennem kroppen! De løftede deres glas og skålede for jagten. Så drejede Sixten Svensson hovedet og fæstnede sine rødsprængte øjne på Peter. – Sjov! Spænding ... spænding! Jagt er ikke sjovt og spændende. Det giver mad på bordet, og det har det sgu gjort siden stenalderen. Men så vælter det pludselig ind med folk, som skal ud og skyde, fordi det er sjovt! De er fanden tage mig livsfarlige i skoven! Kan ikke ramme. Skamskyder og ... alt muligt andet djævelskab, snerrede han. Den eneste reaktion, der var at se hos Peter, var en svag rødmen, som bredte sig fra halsen og opefter. Uden at tøve mødte han Sixten Svenssons blik. Sixten kneb øjnene sammen og missede mod Peter, mens hans tynde læber fortrak sig i et ondskabsfuldt smil. – Apropos jagt. Jeg vil vædde på, at du er en lige så elendig jæger som din far. Hold du dig hellere til at jagte damer! De andre omkring bordet begyndte at rykke uroligt på sig. Det var tydeligt for alle, at Sixten var ude på ballade. Uden at se på ham rejste Peter sig fra bordet og takkede alle for en hyggelig aften. Med en ekstra tak til værtsparret forsvandt han ud gennem døren. – Du er sgu da en idiot, Sixten! Kan du ikke tåle et par snaps uden at blive ond i sulet? Du var faktisk en god ven af Peters far, sagde Nisse forarget. – Hold kæft! Da Peter var forsvundet, begyndte de øvrige også at rejse sig. Den gode stemning var ødelagt. Tobias’ kone havde ikke

29

Jagtmark.indd 29

04/02/15 16.22


drukket noget hele aftenen og kørte sin mand, svigerfaren og den temmelig overrislede Sixten hjem. Embla sagde til Nisse, at han bare kunne cykle i forvejen. Hun ville blive lidt for at hjælpe Karin. De to kusiner drak lidt mere vin og snakkede, mens de ryddede af bordet. – Hvad ved du om Peters søster? spurgte Embla, da der var gået lidt tid. – Tja, ikke så meget. Peter er et par år ældre end mig. Vi legede aldrig sammen, vel også fordi han var en dreng. Og så flyttede han med sin mor til Göteborg. Men jeg kan godt huske hans søster. Hun var meget køn med langt hår. Åh, hvor jeg dog beundrede hendes hår! Det var vildt langt og helt lyst. Hun var lige begyndt på gymnasiet i Åmål, da hun forsvandt. Det velkendte stik i maven. “Da hun forsvandt ...” – Hvornår flyttede Peter og hans mor egentlig? spurgte Embla og skød de ubehagelige tanker fra sig. Karin rynkede panden og forsøgte at huske det. – Han gik i grundskolen ... men hvilken klasse ... det kan jeg faktisk ikke huske. – Men da var søsteren altså allerede stukket af? – Ja. Det gjorde hun året forinden. Om efteråret eller vinteren. Hun havde vistnok talt om at tage til Göteborg og få et arbejde. – Nisse sagde noget om, at faren drak og tævede de andre i familien? – Ja, det har jeg også hørt. At det var derfor, søsteren stak af, og senere Peter og hans mor. De flyttede ned til hendes forældre i Göteborg. Jeg går ud fra, at søsteren allerede var

30

Jagtmark.indd 30

04/02/15 16.22


dernede. Men jeg husker, at de ledte efter hende i skovene, for hun forsvandt sporløst efter en fest. De skyllede de snavsede tallerkener af, stillede dem i opvaskemaskinen og gav sig til at vaske de store fade og forme af i hånden. – Hvad hed hans søster? Karin blev stående med hænderne i opvaskebaljen. Sæbeboblerne kravlede op mod albuerne, og et par af dem endte i pandehåret, da hun ville stryge håret væk fra panden. – Hvad var det, hun hed ... Jo! Camilla! Med C, det kan jeg huske. – Hvorfor har jeg aldrig hørt om den familie før nu? Jeg er da kommet her, siden jeg var lille, og ... – Du var ikke født, da søsteren forsvandt. Du og dine brødre begyndte først at komme her senere. Og på det tidspunkt var alt det her allerede glemt til fordel for nyere skandaler og rygter. Det er mindst tredive år siden!

Jagtmark.indd 31

04/02/15 16.22


HELENE TURSTEN har udgivet 10 bøger om kriminalinspektør Irene Huss, der alle er blevet filmatiseret.

JAGTMARK er første bog i en ny krimiserie med Embla Nyström i hovedrollen.

Bøgerne er oversat til 18 sprog, blandt andet thailandsk, og har solgt i over 4,5 millioner eksemplarer verden over.

HELENE TURSTEN JAGT MARK

FØRSTE BOG I NY KRIMISERIE

JAGTMARK

Mystiske hændelser præger jagten, og pludselig forsvinder to af jægerne i skoven. Da den ene bliver fundet død, må Embla trække i arbejdstøjet. Sammen med sine kolleger i kriminalpolitiets mobile enhed indleder hun en nervepirrende jagt på en morder.

HELENE TURSTEN

FOTO © OLA KJELBY

Embla Nyström er 28 år og arbejder i kriminalpolitiet i Västra Götaland. Hvert efterår deltager hun med sin onkel Nisse i den traditionsrige elgjagt i skovene omkring sin hjemegn Dalsland, men årets jagt bliver på ingen måde, som medlemmerne af jagtlauget havde forestillet sig.

DEN DANSKE PRESSE OM HELENE TURSTEN: ”Godt plot, fed underholdning, læs den.”

– Litteratursiden om Venter i mørket

”Hvis man har brug for en god og velopbygget krimi at slappe af på, inklusiv et lille gys, så er Tursten et godt valg.” – Femina om Venter i mørket

”Det er den kære Irenes meget banale liv og værdier, som gør ’Venter i mørket’ til noget enestående og originalt.” – Politiken om Venter i mørket

”Tursten håndterer de genretypiske elementer med sikker hånd, og resultatet lader sig læse. Hendes Irene Huss er i høj grad en dame, man tager hatten af for – godt gået.” – Weekendavisen om Venter i mørket

”Alt er ved det gamle, på alle måder mageligt og behageligt spændende.”

Embla Nyström er Helene Turstens nye hovedperson, og JAGTMARK er første bog i den nye krimiserie.

– Politiken om I skjul af skyggerne

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K

KRIMI LINDHARDT OG RINGHOF

– Krimifan.dk om I skjul af skyggerne


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.