Kalman nogenlunde læseprøve

Page 1


Af samme forfatter pü dansk: Sommerlys, og sü kommer natten, 2009 Himmerige og helvede, 2010 Englenes sorg, 2011 Menneskets hjerte, 2013 Fisk har ingen fødder, 2015


JÓN KALMAN STEFÁNSSON

NOGENLUNDE PÅ STØRRELSE MED UNIVERSET En slægtshistorie

Oversat af Kim Lembek

BATZER & CO Roskilde Bogcafé



Forspil Lad os lige få en ting på det rene inden vi fortsætter, længere og dybere ind i det vi ikke forstår, ikke har magt over, men længes efter, frygter og savner, få en ting på det rene så noget ligger fast: Vi er i Keflavik. Denne besynderlige, afsidesliggende by med nogle få tusinde indbyggere, en tom havn, arbejdsløshed, brugtvognsforhandlere, hamburgervogne, og landskabet så fladt at det fra luften ligner et stivnet hav. Men på en stille morgen står solen op som et lydløst vulkanudbrud. Vi ser når ilden tændes bag de fjerne fjelde, som om noget stort er på vej op fra dybet, en kraft der kan løfte himlen og forvandle alt, ser når nattens mørke farve giver efter for den. Så stiger solen op. Først som et vulkanudbrud der udsletter himlens stjerner, disse søde hunde, stiger så op, stiger majestætisk op over den vulkanske halvø Reykjanes. Stiger langsomt op, og vi er i live.



KEFLAVIK – NU –


8


Nu sætter skæbnen sig i bevægelse, og sneen falder over Keflaviks øde gader, over arbejdsløshed og reklameskilte En kvindelig slægtning af Ari og mig havde ikke nødvendigvis den store tiltro til gamle sædvaner, noget som antagelig bare er en høflig omskrivning for overtro, enfoldighed, hvis de da ikke tværtimod var en slags visdom der holdt os i live i dette besværlige land, på denne store, ensomme ø. Livet havde sjældent vist hende barmhjertighed, hverken mennesker eller skæbnen, og i hele sin levetid skrev hun kun et eneste digt. Det var om sin datter, Laura, der døde kun otte år gammel af en alvorlig sygdom. Trods sin unge alder syntes hun at vide hvor det bar hen, havde været ufattelig stærk, tapper, men brød til sidst sammen, vågnede op af sin døs, spærrede øjnene op, greb fat i sin mor og spurgte ængsteligt: Mor, tror du, at det gør ondt at dø? Mor, bliver jeg så helt alene? Og vores slægtning som aldrig blev kaldt andet end Lilla, smilede og sagde, nej, min snut, vi vil altid være sammen, jeg forlader dig aldrig. Men det var en kraftanstrengelse for hende at lyve, og siden smile og blive ved at smile ved sin datters side så hun havde noget smukt at se på de sidste timer af sit liv og derfor ville tro at døden bare var et skridt til siden, et øjebliks tøven inden lykken, og aldeles ikke behøvede at frygte at den 9


var en grum og grim karl der boede i det mørke fjeld oven for den lille fiskerby. Det lykkedes Lilla at blive ved med at smile, men ikke at standse tårerne som uden ophør trillede ned ad kinderne fra hendes grå øjne. Hun holdt om Laura og mærkede hvordan det unge liv ebbede ud, holdt fast af alle de kræfter der findes i den kærlighed som er umålelig og meget ældre end den syv hundrede år gamle lava hun kunne se gennem vinduet i deres hus i Grindavik. Holdt fast men døden trak endnu hårdere den modsatte vej, den ender med at trække alt til sig, blomster og solsystemer, tiggere og præsidenter. Lilla mærkede det, hun mærkede at kærligheden, tårerne, fortvivlelsen var nytteløs, at der i dødens nærvær ikke eksisterer nogen retfærdighed, kun en slutning, og så skrev hun digtet, kunne ikke andet, en eller anden ustoppelig kraft drev hende til det, mens hun holdt om den udmagrede, otteårige krop; havde for længst tilbudt sit eget liv til gengæld, sin lykke, helbred, minder, alt, men var blevet totalt ignoreret. Alt var nytteløst, og det eneste Lilla kunne gøre, det eneste hun kunne tilbyde sin datter var at holde om hende mens tårerne løb, den ene bøn efter den anden, så oprigtige og rene at det er uforståeligt at der ikke skete noget, de ændrede ingenting, måske er der ingen retfærdighed til i denne verden, ikke spor, ikke den mindste smule. Men så, og måske derfor, skrev hun digtet om sin datter. At hun var en pige på otte år med lyst, krøllet hår, høj, klar pande, himmelblå øjne, en pudsig opstoppernæse og under den en mund som kunne le så al ondskab i verden skrumpede ind og blev til en lille, mørk sten enhver kunne smide fra sig. Lillas lillebror var digter, og det var hendes søster også, 10


men Lilla havde aldrig kunnet digte, lige så lidt som sin storebror, Aris og min morfar, ikke en stavelse, før nu, efter at alt var slået fejl. Ét digt, to vers, så døde verden. Et år efter havde Lillas mand forladt hende. Det var som om hun ikke var interesseret i at leve videre, få flere børn, lukke ham ind, han fik knap nok lov at være sammen med hende, for slet ikke at tale om at røre hende. Han anklagede hende for overdreven sorg, sådan kaldte han det, overdreven sorg. Jeg burde have vidst det, sagde han vredt, næsten snerrende, jeg blev gentagne gange advaret mod din familie, rodløse, umådeholdne, upålidelige, nogle overspændte kunstnere. Jeg vil leve videre, er det en forbrydelse, er det et svigt? Du er rent ud sagt ved at slå mig ihjel med din sorg. Og så hamrede han sin store, knyttede næve ned i bordet, men med blanke øjne, som måtte han pludselig kæmpe med gråden. Han blev senere en velhavende skibsreder, nærmest landskendt, han omtales i Grindaviks historie, men Lilla nævnes ikke, sådan er det nu engang, vi husker rigdommen, ikke sorgen. Men hun flyttede tilbage til Reykjavik. Med sit livs bagage i en enkelt kuffert: Skiftetøj, fire bøger, sin fars snustobaksdåse, han døde dagen før hun skulle konfirmeres, faldt døddrukken i havnen i Reykjavik, sprællede grinende i det kolde vand, blev langt om længe fisket op af en drukkammerat som fniste fordi Lillas far, Aris og min oldefar, lignede en spøgelsesagtig vandmand eller en vanskabt fisk i vandet, men så sent at han blev syg, fik lungebetændelse og døde. Intet i tasken ud over det: skiftetøj, fire bøger, snustobaksdåsen, et fotografi af Laura, noget af datterens tøj, hen11


des dukke, fire tegninger og digtet som Lilla senere ville skrive ind på maskine og lime fast under billedet. Og endelig selvbebrejdelserne over at have svigtet Laura ved at leve videre i stedet for at dø sammen med hende. Billedet og digtet var altid det første hun hængte op på væggen når hun flyttede et nyt sted hen, en ny kælderlejlighed, en ny taglejlighed, et nyt kammer, hvad hun temmelig ofte gjorde, flyttede i alt seksogtyve gange på lidt over fyrre år. Lidt som om hun var på flugt, trivedes aldrig længere end to år på samme sted, men det første hun gjorde var altid at sætte det lille fotografi op af en smilende syvårig pige ved en husmur i Grindavik, i de år hvor solen skinnede. Billedet hang over den lille, grønne sofa, med digtet og de fire tegninger rundtom. Med tiden blev billedet og digtet det eneste som mindede verden om at hendes datter havde været til her på jorden. Ari og jeg lærte tidligt digtet udenad, gjorde det uopfordret, uden at tænke over det, havde siddet utallige gange i stolene over for sofaen og drukket varm kakao, gumlet kage, taget imod Lillas venlighed, og digtet var på en eller anden måde sivet ind. Lilla fandt ud af det ved en tilfældighed, da var hun blevet gammel, helbredet dårligt, og mistede selvbeherskelsen, dette sindige menneske begyndte at ryste og rokke frem og tilbage som for at berolige sig selv, men græd så bare, helt værgeløs foran os, som om digtet var det eneste som forhindrede hendes datter i at forsvinde ud i glemslen. At så længe digtet fandtes i verden, og nogen kunne det, så var Laura i sikkerhed hinsides. En eller anden ville passe på hende når mørket fyldtes med rædsel – digtet ville da være en slags budskab der nåede frem over det unævne12


lige område mellem liv og død, nåede hele vejen over til den otteårige pige som venter på sin mor, hinsides vores forstand, nåede hele vejen over, rørte ved hende og sagde, så, så, alt bliver godt, for mor kommer snart, hun dør snart, og så skal I plukke smørblomster sammen. Flyttede seksogtyve gange, fra kælder til kvist, fra kvist og ned i kælder, og inden hun lagde sig til at sove første gang på et nyt sted talte hun vinduerne i lejligheden, en, to, tre, fire, fem, for så går nattens drømme i opfyldelse, en gammel tro, overtro, gammel bagage, og det var næsten det eneste af den slags hun tillagde betydning, som hun ville tro på, at drømme rummede en kraft som hverken den vågne tilstand eller logikken kendte, og hvem ved, måske ville hun en skønne dag vågne op til et smil fra sin datter, som stadig ville være otte år selv om der var gået årtier, ingen ældes i døden, tiden går ikke i evigheden, der bliver dens hensynsløse magt sat ud af spillet. Af en eller anden grund har Ari og jeg taget hendes tro til os, med at tælle vinduerne i en lejlighed hvor vi sover for første gang, også selv om det kun er for en begrænset tid, som om denne enkle handling kan få drømmene til at gå i opfyldelse, kan bøje naturlovene. Jeg tæller vinduerne i Aris halvonkels lille toetagers træhus i det gamle kvarter i Keflavik. For at gøre det bliver jeg nødt til at gå udenfor, ud i snevejret som er så tæt at Keflavik er fuldstændig forsvundet. Kommer helt hvid ind igen, i et englesvøb, er ligesom velsignet, hans katte hvæser ad mig som to giftslanger, men jeg går i seng; bredte et tæppe over halvonklen som faldt i søvn i lænestolen mens han lyttede til Hljomar synge “det er himmelsk at være til”, hvad der selvfølgelig er en dristig påstand. Lagde tæppet 13


over ham, stødte to gange ind i modelflyene, amerikanske jagerfly, der hænger ned fra loftet i tynd ståltråd. Jeg talte vinduerne, sneen smeltede af mig, lukkede omhyggeligt døren ind til værelset så kattene ikke kunne komme ind og kradse øjnene ud på mig, ligger derefter i sengen som minder om en gammel sovesofa, og falder i søvn. Hører havet gennem søvnen, det er derude, ude i snevejret, ikke særlig langt neden for huset, jordens største instrument med de to søskende skæbne og død i sin klang, modsætningerne trøst og vildskab. Jeg synker langsomt ned i søvnens verden, og lyden af havet blander sig med mine drømme. Havet som i sin tid var Oddur, Aris farfars hjemsted, han så ud over havet og var fri. Det sidste jeg hører inden søvnen tager mig, drømmene omfavner mig, er halvonklen som taler i søvne i stuen oven over mig, og dernæst ler muntert. Jeg sover. Ligesom Ari henne på lufthavnshotellet. Let for ham at tælle vinduerne, umuligt at komme uden om at kende deres antal, der er kun to, men de indrammer en anseelig mængde sne, alt andet forsvundet, Keflaviks indbyggere kan for en stund tage en pause fra verden, den findes ikke længere. Der er kun snefnuggene og den luft som befinder sig mellem dem. Kun snevejret, dette hvide fra himlen. Budskaber, kys der smelter på vores pande. Alt andet er forsvundet, tankstationen, forretningerne overfor, Nye Bio, Hafnargade, Hringbraut som ligger lidt længere væk, arbejdsløsheden, den tomme havn, julepynten, reklameskiltene. Der er kun sne, den vælter uafbrudt ned hele natten, og sådan forbindes jorden og himlen. Hvad der sikkert er vigtigere end vi aner, for det 14


berettes i gamle kilder som er meget ældre end den om at tælle vinduer og således få drømme til at gå i opfyldelse, langt ældre, fra en tid der ikke kendte til ruder og måske ikke engang til huse, at der sådanne nætter, stille og med så kraftigt snefald, ikke længere er nogen forskel på jord og himmel, og så kan de døde tale med os som stadig lever. Snekornene eller snefnuggene forvandles til budskaber fra de døde: Jeg elsker dig stadig; du godeste, hvor jeg savner dig; jeg har det skam fint nok; jo, smadder godt, tak; her får man fremragende kaffe, og udsigten vil gøre dig målløs i flere år; må du rådne op i helvede; spild ikke dit liv på ligegyldigheder, men stræb højere, det er altid forsøget værd og du er smuk så længe du prøver; husk nu at tage godt med tøj på i morgen tidlig, det bliver koldt, og du må ikke blive forkølet. Det er ikke noget Ari hører, han sover. Faldt endelig i søvn efter at have læst Siggas artikel som fulgte med brevet fra hans stedmor, artiklen om mandens magt over kvinden, om den magt han tager sig – og derefter Sigruns beretning om da hun blev voldtaget. Ari og jeg havde set Kari føre hende ud fra festen, ind i Ladaen og så ham voldtage hende. Hun knap seksten, han over tredive og far til to. Men det lykkedes os at misforstå alt, så bilen gynge og hans hvide baller dukke op i bagruden, behårede, hvide, som to små djævle. Ari græd efter læsningen. Ganske vist ikke lige straks. Først sad han bare som lammet, siden fór han rundt i værelset, rystende af vrede, selvforagt, mindreværdsfølelse, lod sig så dumpe ned på sengen, stirrede frem for sig, bandede, gned sig i ansigtet og mærkede at det var vådt af tårer. Han tænkte, nærmest forbavset: Jeg græder. Han 15


børstede tænder. Græd. Læste Sigruns beretning en gang til. Gik på nettet, søgte på hendes navn og fiskede fire billeder op af dette hav. På de fire billeder var hun væsentlig ældre end femten år, men det spillede ingen rolle for Ari huskede så utrolig tydeligt hvordan hun havde bevæget sig på slagteriet på Vestisland, i Budardal, i den søvnige lilleby hvor der kun vokser nogle få træer, vasketøjet blafrer på tørresnorene, folk vender og drejer sig i søvne, meget mere er der ikke. Sigrun bevægede sig på en måde så vi ikke kunne andet end elske hende, andet var utænkeligt. Ari drømte om et liv med hende, nogle gange fik vi hende til at grine, og så sitrede alt inden i os. Men så forsvandt hun ind i bilen med Kari som trak bukserne af hende og trængte ind i hende, voldtog hende mens vi sad lige ved siden af i en blå Land Rover, så Ladaen gynge, så Karis baller dukke op, lyttede til Brimklo og havde ondt af os selv. Ari lå i sengen, lige foran ham stod bæreposen med slik, whiskyflasken oven på stedmorens brev, for størstedelen ulæst, havde villet læse det inden han sov, men orkede ikke. Udkørt, ubeskrivelig træt, men var alligevel længe om at falde i søvn. Trak ikke gardinerne for, det var så beroligende at betragte det svævende snevejr, anede ikke at snefnuggene sandsynligvis er ord fra de døde. Sørg nu for at få dynen godt ned om dig så du ikke fryser. Hans hjerte hamrede, nerverne sitrede, men til sidst fik snefaldet beroliget ham. Beroligede ham, dyssede ham i søvn, og nu sover han. Kom tilbage til Island efter mere end to års ophold i Danmark, så at fjeldene er kæmpeblomster til himlen, måtte senere læne sig ind over en gammel skolepult så Asmundur, hans fætter og engang vores store forbillede, 16


kunne lade sin brede pegefinger glide op i hans endetarm. Han sover. Whiskyflasken oven på stedmorens brev, Oddurs hædersbevis ved siden af, som et vigtigt budskab han mangler at få bearbejdet. Aris sidste tanker inden han sank ned i drømmene gjaldt Lilla. Sikkert fordi han tænkte, to vinduer, en, to, jeg har talt dem, nu går drømmene i opfyldelse. Men hvad hvis jeg drømmer noget dårligt, noget rigtig slemt, du godeste, hvis jeg drømmer om en eller andens død, har mareridt om at mine børn dør. Årh, Lilla, tænkte han halvt i søvne, og så viste hun sig for ham, lille, rolig, havde været livlig som barn og som ungt menneske, men sorgen gjorde hende stille, var altid rolig, sådan kendte vi hende, venlig, behersket, men nogle gange tindrede øjnene som om de længtes efter mere liv, lykke, hun havde de varmeste hænder Ari kendte til, som om hun ville kunne trøste alle med dem, men kunne aldrig tilgive sig selv at hun havde fortsat med at leve efter sin datters død, at hun havde efterladt hende alene i kløerne på døden, ikke havde holdt godt nok fast, elsket dybt nok, hvad er det for et menneske som ikke kan redde sit barn? Men Ari halvsov allerede da hun viste sig, strøg ham over panden med en varm, ru hånd, fik ham trøstet, beroliget, dysset i søvn, hendes øjne venlige, men bedrøvede fordi de døde er dømt til tavshed og derfor må sætte deres lid til os. Og sneen falder over Keflavik. Falder over arbejdsløshed, øde gader, et lille toetagers træhus i det gamle kvarter og hotellet der blev rejst på ruinerne af Skuli Millions fiskefabrik, falder over byen 17


som gemmer på minder, sporene efter Ari og mig, falder over boligblokken hvor Jakob, Aris far, bor, men det er ikke sikkert at han sover, måske er han vågen, hører musik, tænker på sit liv som nærmer sig en afslutning, nærmer sig mørkets port, han blev født ovre østpå, i Neskaupstadur og lå engang halvt bevidstløs i strandkanten, endnu ikke fyldt et år, hans mor, Margret, har lige kastet ham fra sig og vader ud i vandet. Er vågen og tænker på sit liv, eller tænker måske overhovedet ikke på det, undgår at tænke i den retning. Kan ikke falde i søvn, eller tør ikke, er bange for søvnen, hvor vi er så ubeskyttede, er et åbent sår – der hvor alle vores forsvarsværker falder.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.