Only when the clock stops does time come to life. W i l l i a m F a u l k n e r , The Sound and the Fury
To sekunder.indd 6
09/01/15 10.55
Prolog To ekstra sekunder I 1972 b l e v to sekunder føjet til tiden. England besluttede sig for at blive medlem af Det Europæiske Fællesskab, og “Beg, Steal or Borrow” med The New Seekers var årets bidrag til Det Europæiske Melodi Grand Prix. De ekstra sekunder blev tilføjet, fordi det var skudår, og tiden var lidt ude af trit med Jordens rotation. The New Seekers vandt ikke Melodi Grand Prix’et, men det havde ikke noget at gøre med Jordens rotation og heller intet med de to sekunder. Tilføjelsen af tid rystede Byron Hemmings i hans grundvold. Han var elleve år gammel og havde en meget livlig fantasi. Han lå vågen og forestillede sig, hvordan det ville foregå, og hans hjerte blafrede som fuglevinger. Han betragtede urene, forsøgte at fange øjeblikket. “Hvornår gør de det?” spurgte han sin mor. Hun stod ved den nye køkkenø og skar æbler i både. Morgensolen sendte stråler ind gennem glasdørene i så skarpe kvadrater, at han kunne stå i dem. “Når vi sover, vil jeg tro,” sagde hun. “Sover?” Det stod endnu værre til, end han havde troet. “Eller måske når vi er vågne.” Han fik indtryk af, at hun egentlig ikke vidste det. “To sekunder er ingenting,” sagde hun og smilede til ham. “Drik nu din Sunquick.” Hendes øjne var klare, hendes nederdel var nystrøget, hendes hår sat fint op. 7
To sekunder.indd 7
09/01/15 10.55
Byron havde hørt om de ekstra sekunder fra sin ven James Lowe. James var den klogeste dreng, Byron kendte, og James læste The Times hver dag. Tilføjelsen af de to ekstra sekunder var ekstremt spændende, sagde James. Først havde man sendt en mand til Månen. Nu ville man lave om på tiden. Men hvordan kunne der pludselig være to sekunder, hvor der ikke havde været to sekunder før? Det var som at tilføje noget, der ikke var der. Det virkede ikke sikkert. Da Byron pointerede dette, smilede James bare. Det var fremskridtet, sagde han. Byron skrev fire breve, et til det lokale parlamentsmedlem, et til NASA, et til redaktørerne af Guinness Rekordbog, og det sidste til mr. Roy Castle, c/o BBC. Han gav dem til sin mor, så hun kunne poste dem, og understregede over for hende, hvor vigtige de var. Som svar modtog han et signeret fotografi af Roy Castle og en rigt illustreret brochure om Apollo 15-månelandingen, men intet om de to sekunder. På få måneder ændrede alting sig, og intet blev nogensinde det samme igen. Intet kunne opveje hans mors fejltrin. Over hele huset viste de ure, som hans mor tidligere med stor omhu havde trukket op, tiden forskelligt. Børnene sov, når de var trætte, og spiste, når de var sultne, og hele dage kunne forløbe uden variationer. Så hvis to sekunder var blevet tilføjet et år, hvor der blev begået en fejl – en så uventet fejl, at den måske slet ikke var forekommet uden de tilføjede sekunder – hvordan kunne man så bebrejde hans mor? Var tilføjelsen af tid ikke den egentlige fejltagelse? “Det var ikke din skyld,” sagde han til sin mor. Da det var blevet sensommer, sad hun ofte ved dammen nede ved engen. På de dage var det Byron, der lavede morgenmad, måske et lille trekantet stykke smøreost mast ind mellem to stykker brød. Hans mor sad i stolen, rystede isterningerne i glasset og pillede frøene ud af et græsstrå. I det fjerne glødede heden under et slør af cremefarvet lys; engen var oversået med blomster. “Hørte du, hvad jeg sagde?” hviskede han blidt, for hun havde tendens til at glemme, 8
To sekunder.indd 8
09/01/15 10.55
at hun ikke var alene. “Det var, fordi de tilføjede ekstra tid. Det var et uheld.” Hun løftede hovedet. Og smilede. “Du er en god dreng. Tak.” Det hele skyldtes en lille forskydning i tiden. Det hele. Effekterne kunne mærkes i årevis. Af de to drenge, James og Byron, var der kun en, der holdt kursen. Fra tid til anden stirrede Byron op på himlen over heden, hvor stjernernes puls fik mørket til at virke levende, og mærkede en dyb sorg – sorgen over de to ekstra sekunder. Sorgen over, at tidens ukrænkelighed var blevet skændet. Hvis bare James aldrig havde fortalt ham det.
To sekunder.indd 9
09/01/15 10.55
To sekunder.indd 10
09/01/15 10.55
Første del Indeni
To sekunder.indd 11
09/01/15 10.55
To sekunder.indd 12
09/01/15 10.55
1 Noget forfærdeligt J a m e s L o w e og Byron Hemmings gik på Winston House School, fordi det var en privatskole. Der lå en anden skole tættere på, men det var ikke en privatskole; den var for alle. De børn, som gik på den, kom fra det sociale boligbyggeri på Digby Road. De kastede appelsinskaller og cigaretskod efter drengene fra Winston House fra de øverste ruder i bussen. Drengene fra Winston House kørte ikke med bussen. De blev kørt af deres mødre, fordi de boede længere væk. Fremtiden var allerede kortlagt for drengene på Winston House. Deres historie havde en begyndelse, en midte og en slutning. Det kommende år ville de tage den adgangsgivende eksamen til college. De mest begavede af drengene ville få stipendier, og når de blev 13 år, ville de komme på kostskole. De ville tale med den rigtige dialekt og lære de rigtige ting og møde de rigtige mennesker. Derefter ville det blive Oxford eller Cambridge. James’ forældre havde St Peter’s College på Oxford i tankerne, Byrons havde Oxfords Oriel College. Derefter ville de med al sandsynlighed få en karriere som advokater eller politikere, inden for kirken eller forsvaret, ligesom deres fædre. En dag ville de bo i lejligheder i det centrale London og have store huse på landet, hvor de ville tilbringe weekenderne med deres hustruer og børn. Det var i begyndelsen af juni 1972. En stribe morgenlys klemte sig 13
To sekunder.indd 13
09/01/15 10.55
ind under Byrons blå gardiner og oplyste hans nydeligt velordnede ejendele. Dér lå hans Look and Learn-blade, hans frimærkealbum, hans lommelygte, hans nye Abracadabra-tryllesæt og det kemisæt med tilhørende forstørrelsesglas, som han havde fået i julegave. Hans skoleuniform var blevet vasket og presset af hans mor aftenen forinden og var lagt frem på stolen, så den lignede en meget flad dreng. Byron så på både sit armbåndsur og sit vækkeur. Sekundviserne bevægede sig i den vante takt. Han listede ud på gangen, åbnede stille døren til sin mors soveværelse og satte sig på sengekanten. Hun lå helt stille. Hendes hår lå spredt ud over puden som en krave, og hendes ansigt skælvede for hvert åndedrag, som var hun lavet af vand. Gennem huden kunne han se hendes tynde blodårer. Byrons hænder var bløde og buttede som ferskenkød, men James havde allerede synlige blodårer, svagt aftegnede tråde, som løb fra hans knoer og en dag ville blive til den voksne mands fremtrædende årer. Klokken halv syv brød vækkeurets kimen stilheden, og hans mor slog øjnene op, en blå glitren. “Godmorgen, min skat.” “Jeg er bekymret,” sagde Byron. “Er det nu det med tiden igen?” Hun rakte ud efter sit glas og sin pille og tog en slurk af vandet. “Hvad nu, hvis de vil tilføje de ekstra sekunder i dag?” “Er James også bekymret?” “Jeg tror, han har glemt det.” Hun tørrede sig om munden, og han så, at hun smilede. Der var dukket to smilehuller op som små punkteringer i kinderne. “Vi har talt om det, Byron. Vi taler om det hele tiden. Når de tilføjer sekunderne, vil skriver de noget om det i The Times først. De fortæller det i fjernsynet.” “Det giver mig hovedpine,” sagde han. “Når det sker, vil du ikke engang bemærke det. To sekunder er ingenting.” Byron kunne mærke vreden komme snigende. Han rejste sig halvt 14
To sekunder.indd 14
09/01/15 10.55
op, men satte sig så ned igen. “Det er lige præcis det, som ingen forstår. To sekunder er meget. Det er forskellen mellem noget, der sker, og noget, der ikke sker. På to sekunder kan man tage et skridt for meget og falde ud over en kløft. Det er meget farligt.” Ordene blev sagt i én lang køre. Hun stirrede på ham med samme ansigtsudtryk, som når hun lagde tal sammen i hovedet. “Nu må vi virkelig stå op,” sagde hun. Hun skød gardinerne til side og kiggede ud. Sommerdisen trak ind fra heden; en tåge så tyk, at bakkerne bag haven så ud til at være i fare for at blive skyllet væk. Hun så ned på sit håndled. “24 minutter i syv,” sagde hun, som om hun informerede sit ur om den korrekte tid. Hun tog den lyserøde morgenkåbe fra knagen og gik ind for at vække Lucy. Når Byron forestillede sig sin mors hoved indeni, så han for sit indre blik en række små skuffer med så fine, juvelbesatte greb, at hans fingre havde svært ved at få fat om dem. Hun lignede ikke de andre mødre. De gik i hæklede toppe og vide nederdele, og enkelte gik endda i de nye plateausko. Byrons far foretrak, at hans kone gik mere klassisk klædt. Med sine smalle nederdele og spidse hæle, matchende håndtaske og notesbog fik Diana andre kvinder til at se både klodsede og sjuskede ud. Andrea Lowe, James’ mor, tårnede sig op over Diana Hemmings som en mørkhåret kæmpe. Dianas notesbog indeholdt artikler, hun havde klippet ud fra blade som Good Housekeeping og Family Circle og klistret ind. Hun skrev fødselsdage ned, som hun skulle huske, vigtige datoer i skoleåret såvel som opskrifter, broderi instruktioner, have- og hårtips og ord, hun ikke havde hørt før. Notesbogen bugnede med forslag til forbedringer: “22 nye frisurer, som vil gøre dig endnu kønnere denne sommer”. “Gaver af papir til enhver lejlighed”. “Gode retter med indmad”. “Den, der staver d i gjort”. “Elle est la plus belle mère,” sagde James indimellem. Og når han sagde det, rødmede han altid og faldt hen i tavshed, som om han var fordybet i tanken om noget helligt eller ophøjet. 15
To sekunder.indd 15
09/01/15 10.55
Byron tog sine grå flannelsshorts og en T-shirt på. Hans skoleskjorte var ny, og han måtte trække lidt i den for at knappe den. Da han med et par hjemmelavede sokkeholdere havde sikret sig, at knæstrømperne ikke gled ned om anklerne, gik han nedenunder. Væggenes mørke paneler skinnede som blanke kastanjer. “Jeg taler ikke med andre end dig, skat,” lød hans mors stemme. Hun stod i den anden ende af hallen ved telefonbordet, allerede påklædt. Ved siden af hende stod Lucy og ventede på at få bundet sløjfer i sine fletninger. Luften var tyk af rengøringsmiddel og møbelpolish, og det var en beroligende lugt, på samme måde som frisk luft var beroligende. Idet Byron gik forbi, kyssede moren sine fingerspidser og pressede dem mod hans pande. Hun var kun en smule højere end ham. “Her er kun mig og børnene,” sagde hun ind i røret. Vinduerne bag hende var matte i deres hvidhed. I køkkenet satte Byron sig ved køkkenøen og foldede en ren serviet ud. Hans mor talte med hans far. Faren ringede samme tid hver morgen, og hver morgen forsikrede hun ham om, at hun lyttede til, hvad han sagde. “Åh, jeg skal bare det sædvanlige i dag. Huset, haven. Rydde op efter weekenden. Det skulle blive varmt i dag.” Da Lucy havde frigjort sig fra morens greb, løb hun ud i køkkenet og klatrede op på en af de høje stole. Hun tippede pakken med Sugar Stars ned over sin Peter Kanin-skål. “Vær nu forsigtig,” sagde Byron, da hun rakte ud efter den blå kande. Han betragtede det lille vandfald af mælk plaske ned over hendes Sugar Stars. “Pas på, du ikke spilder, Lucy,” sagde han, selv om det var for sent. Hun havde allerede spildt. “Jeg ved det godt, Byron. Jeg har ikke brug for hjælp.” Hvert af Lucys ord lød som et lille angreb. Hun satte kanden fra sig igen. Den så kæmpestor ud i hendes hænder. Derefter placerede hun en mur af pakker med morgenmadsprodukter rundt om sin skål. Byron kunne kun se det øverste af hendes korngule hår. 16
To sekunder.indd 16
09/01/15 10.55
Nu lød morens stemme igen ude fra hallen. “Ja, Seymour. Den er nyvasket.” Byron antog, at de talte om den nye Jaguar. “Må jeg få pakken med Sugar Stars, Lucy?” “Du må ikke få Sugar Stars. Du skal spise din frugtsalat og din sunde müsli.” “Jeg vil gerne læse på pakken. Og se på billedet af Sooty.” “Jeg læser på pakkerne.” “Du har vel ikke brug for dem alle sammen,” sagde han blidt. “Og i øvrigt kan du ikke læse, Lucy.” “Alt er, som det skal være,” lød deres mors stemme ude fra hallen. Hun lo lidt nervøst. Byron mærkede en underlig varme brede sig i maven. Han prøvede at flytte en pakke med cornflakes, bare en enkelt, før Lucy kunne nå at standse ham, men hendes hånd røg op, netop som han trak pakken til sig. Mælkekanden fløj ud til siden, der lød et rungende brag, og pludselig var det nye gulv dækket af hvid mælk og blå porcelænsskår. Børnene stirrede forfærdet ned på gulvet. Det var næsten blevet tid til at børste tænder. Deres mor stod i lokalet få sekunder efter. “Ingen rører sig!” råbte hun. Hun holdt hænderne op, som om hun skulle standse trafikken. “I kan komme til skade!” Byron sad så stille, at han fik ondt i nakken. Moren bevægede sig hen mod skabet, balancerende på tæerne og med armene strakt ud til siden og strittende fingre. Der lød svuppende og knasende lyde for hvert trin. “Det var din skyld, Byron” sagde Lucy. Diana skyndte sig tilbage med moppe og spand, kost og fejebakke. Hun dyppede moppen i sæbevandet, vred den og trak den gennem pølen af mælk. Med et hurtigt blik på uret fejede hun skårene hen til en tør plet og skubbede dem derefter op på fejebakken. De sidste splinter skrabede hun op med fingrene og rystede dem ned i skraldespanden. “Det var dét,” sagde hun muntert. I det samme kiggede hun ned på sin venstre hånd. Blodet trak røde spor hen over håndfladen. 17
To sekunder.indd 17
09/01/15 10.55
“Nu har du blod,” sagde Lucy, som både blev forfærdet og begejstret over fysiske skader. “Det er ingenting,” sagde deres mor, men blodet dryppede nu fra hendes håndled, og på trods af forklædet havde nederdelen allerede fået adskillige pletter. “Ingen rører sig!” råbte hun igen, drejede om på hælen og løb ud af køkkenet. “Vi kommer for sent,” sagde Lucy. “Vi kommer aldrig for sent,” sagde Byron. Det var deres fars regel. En englænder bør altid komme til tiden. Da Diana vendte tilbage, havde hun skiftet til en mintgrøn kjole og en matchende uldcardigan. Hun havde forbundet hånden med en bandage, så den lignede en pote, og havde taget sin jordbærfarvede læbestift på. “Hvorfor sidder I stadig her?” råbte hun. “Du sagde, at vi ikke måtte røre os,” svarede Lucy. Klik, klik. Hendes hæle gav genlyd tværs gennem hallen, idet børnene skyndte sig efter hende. Deres blazere og skolehatte hang på knager over deres sko. Diana greb deres skoletasker og gymnastikposer. “Kom så,” råbte hun. “Men vi har ikke børstet tænder.” Deres mor svarede ikke. Hun åbnede bare hoveddøren og hastede ud i den tætte morgentåge. Byron og Lucy måtte småløbe efter hende. Der stod hun, en spinkel silhuet mod garageporten. Hun så på sit ur, holdt håndleddet mellem tommelfingeren og de øvrige fingre på højre hånd, som om tiden var en lille celle, hun undersøgte gennem et mikroskop. “Det skal nok gå,” sagde hun. Hvis vi skynder os, kan vi indhente den tabte tid.” Graham House var en georgiansk bygning af blege mursten, som skinnede knoglefarvet i sommerlyset og lyserød som kød en vintermorgen. Der var ingen landsby. Der var kun huset og haven og så heden. Huset stod med ryggen lænet op mod vinden, himlen og jorden, som tonede frem bag det, og fik Byron til at tænke på et hus, der 18
To sekunder.indd 18
09/01/15 10.55
hellere ville have været bygget et andet sted, midt i et fladt, engelsk parklandskab for eksempel, eller i de blide bakker ved bredden af en å. Fordelen ved dets nuværende placering, sagde hans far, var dog, at det var så privat. Det var, hvad James ville kalde en underdrivelse. Man skulle køre mindst fem kilometer for at finde en nabo. Mellem haven og de første skråninger op mod heden lå der en eng med en stor dam, og derefter et bælte af asketræer. For et år siden havde dammen været indhegnet, og børnene havde forbud mod at lege der. Gruset i indkørslen knasede under Jaguarens dæk. Tågen lå som en hætte over Byrons øjne. Den opslugte farven og omridset af selv det, der var tættest på. Græsplænen, staudebedene og rosenpagoderne, frugttræerne, bøgehækken, køkkenhaven, højbedene og hegnet, det hele var væk. Bilen drejede til venstre og bevægede sig op mod højdedraget. Ingen sagde noget. Diana sad anspændt lænet frem over rattet. Oppe på heden var det endnu værre. Denne morgen var der ingen skillelinje mellem bakkerne og himlen. Billygterne borede tomme huller ind i det tykke, hvide tæppe, der omgav dem. Fra tid til anden tog en flok køer eller en fremtrædende gren form, og Byrons hjerte slog et ekstra slag, idet hans mor forsøgte at undgå at ramme dem. Engang havde Byron fortalt James, at træerne på heden var så uhyggelige, at de lige så godt kunne være spøgelser, og James havde rynket panden. Det var som poesi, havde James sagt, men det var ikke virkeligt, ligesom en talende detektivhund i fjernsynet heller ikke var virkelig. De passerede gitterporten til Besley Hill, hvor de psykisk syge boede. Da Jaguarens dæk rumlede over kvægristen, udstødte Byron et lettelsens suk. Men da de nærmede sig byen og netop rundede et hjørne, bremsede moren brat op. “Åh nej,” sagde Byron og rettede sig op i sædet. “Hvad sker der nu?” “Jeg ved det ikke. En trafikprop.” Det var det sidste, de havde brug for lige nu. Hans mor løftede fingrene op til munden og bed et stykke af en negl af. 19
To sekunder.indd 19
09/01/15 10.55
“Er det på grund af tågen?” Igen: “Jeg ved det ikke.” Hun trak i håndbremsen. “Jeg tror, at solen er deroppe et sted,” sagde han trøstende. “Den vil snart brænde igennem.” Biler blokerede vejen, så langt de kunne se, hele vejen ind i den tætte sky af tåge. På deres venstre side markerede et udbrændt køretøj indgangen til Digby Road Estate. De tog aldrig den vej. Byron så sin mor kaste et stjålent blik til venstre. “Vi kommer for sent,” klagede Lucy. I hurtig rækkefølge slap Diana håndbremsen, satte bilen i første gear med et klonk, rev i rattet, drejede skarpt til venstre og accelererede. De havde kurs direkte mod Digby Road. Hun kiggede ikke engang i spejlene, blinkede eller holdt tilbage for at se sig for. Først var børnene alt for lamslåede til at sige noget. De passerede den udbrændte bil. Ruderne var smadrede, og dækkene, dørene og motoren var væk, så bilen lignede et forkullet skelet. Byron nynnede for sig selv, fordi han ikke havde lyst til at tænke på det. “Far siger, at vi aldrig må køre den her vej,” sagde Lucy og satte hænderne op for øjnene. “Det er bare en genvej gennem et socialt boligbyggeri,” sagde Diana. “Jeg har kørt her før.” Hun trykkede lidt hårdere på speederen. Der var ikke tid til at overveje, hvad hun lige havde sagt: at hun på trods af deres fars påbud havde kørt denne vej tidligere. Digby Road var værre, end Byron havde forestillet sig. Visse steder var den ikke engang asfalteret. Tågen klistrede sig til rækken af huse, så de lå triste og utydelige foran dem og derefter lod til at opløse sig bag dem. Vejkanten flød med affald: murbrokker, poser, tæpper, kasser – det var faktisk svært at se, hvad det overhovedet var. Fra tid til anden kunne man ane en vasketøjssnor med lagner og tøj uden farve. “Jeg kigger ikke,” sagde Lucy og lod sig glide længere ned på sædet. Byron forsøgte at finde noget at se på, som ikke var for foruroligende. Noget, han kunne genkende og have det godt med på Digby 20
To sekunder.indd 20
09/01/15 10.55
Road. Han bekymrede sig for meget, havde hans mor så ofte sagt til ham. Og så pludselig. Noget smukt: et træ, der glødede varmt gennem tågen. Træets brede, buede grene var overstrøet med guirlander af tyggegummipink blomster, selv om frugttræerne for længst var afblomstret i haven ved Cranham House. Byron mærkede lettelsen brede sig, som om han havde overværet et lille mirakel eller en god gerning i netop det øjeblik, hvor han mindst af alt havde troet på eksistensen af begge. Under træet bevægede en skikkelse sig. Den var lille, på størrelse med et barn. Den bevægede sig hurtigt hen mod vejen og havde hjul. Det var en pige på en rød cykel. “Hvad er klokken?” spurgte Lucy. “Kommer vi for sent?” Byron kastede et blik på sit ur og stivnede. Sekundviseren bevægede sig baglæns. Hans stemme skar ham i halsen, og det gik op for ham, at det var et skrig. “Mor, nu sker det. Stop.” Han greb fat om hendes skulder. Han trak til. Det var svært at vide, hvad der derefter skete. Det hele gik så hurtigt. Mens han forsøgte at stikke armen med uret frem – eller mere specifikt sekundviseren – foran sin mors ansigt, var han også bevidst om mirakeltræet og den lille pige, der cyklede på vejen. De var alle sammen en del af det samme. De kom alle ud af ingenting, ud af den tætte tåge, ud af tiden. Jaguaren skred ud til siden, og Byrons hænder bankede ind i mahogniinstrumentbrættet for at afbøde slaget. Idet bilen bremsede brat op, lød et metallisk hvin, og derefter var der stille. I de takter, der fulgte, som var mindre end sekunder, tilmed mindre end glimt, hvor Byrons blik søgte efter barnet i vejsiden og ikke fandt hende, vidste han, at der var sket noget frygteligt, og at livet aldrig ville blive det samme igen. Han vidste det, før han havde ord for det. Over heden skinnede en blændende cirkel af hvidt lys. Byron havde haft ret, hvad angik solen. Den ville brænde igennem tågen, hvert øjeblik det skulle være.
To sekunder.indd 21
09/01/15 10.55