Læseprøve waterloo

6

i n dhol d

Forord 9 Indledning 13 1. Pragtfulde nyheder: Napoleon er igen i Frankrig, hurra! 19 2. Napoleon har ved Gud narret mig! 41 3. Frankrigs skæbne er i Deres hænder! 61 4. Avancez, mes enfants, courage, encore une fois, Français! 79 5. Nu har jeg dem, de englændere! 101 6. En kanonkugle kom Gud ved hvorfra og fjernede hovedet på en officer 127 7. De Store Støvler kan ikke li’, når det går hedt for sig! 147 8. De frygtelige grå heste, hvor de dog kæmper! 171 9. Vi fik vores hævn! Sikke et blodbad! 195 10. De smukkeste tropper i verden 215 11. Forsvar jer selv! Forsvar jer selv! De kommer allevegne fra! 241 12. Ud over et tabt slag er den største ulykke et vundet slag 265 I krigens kølvand: Falder end tusinde ved din side, ti tusinde ved din højre hånd, til dig når det ikke hen 289 Efterskrift 313 Tak 317 Litteratur 319 Register 325 7

8

foror d

H

vorfor endnu en bog om slaget ved Waterloo? Det er et godt spørgsmål. Der er ingen mangel på skildringer af slaget, ja, faktisk er det et af de slag i verdenshistorien, der er blevet forsket mest i og skrevet mest om. Da den frygtelige dag i juni 1815 var overstået, vidste alle, der havde taget del i blodbadet, at de havde overlevet noget vigtigt, og resultatet var hundredvis af memoirer og breve, hvor de fortalte om deres oplevelser. Alligevel havde hertugen af Wellington uden tvivl ret, da han sagde, at man lige så godt kunne forsøge at fortælle historien om et bal som at skrive historien om et slag. Alle, der deltager i et bal, har forskellige minder fra aftenen, det kan være både glade og triste minder, og hvordan kan nogen midt i hvirvlen af musik, balkjoler og flirteri gøre sig nogen forhåbninger om at komme med en sammenhængende fremstilling af, hvad der præcist skete, hvornår og for hvem? Alligevel var slaget ved Waterloo en helt afgørende begivenhed i begyndelsen af det 19. århundrede, og lige siden har mænd og kvinder forsøgt at konstruere denne sammenhængende beretning.

Noget af historien kan alle være enige om. Napoleon angriber Wellingtons højre flanke i et forsøg på at tiltrække hertugens reservetropper til denne del af slagmarken, hvorefter han indleder et massivt angreb på hertugens venstre flanke. Det angreb mislykkes. Anden­akt består af det store kavaleriangreb på hertugens centrum og højre flanke, og tredje akt, hvor preusserne ankommer til venstre del af scenen, består af den ubesejrede Kejserlige Gardes desperate sidste angreb. Til disse hovedtræk kan føjes mindre sidehistorier såsom fransk­mænd­ 9

waterloo

enes angreb på Hougoumont og deres erobring af La Haie Sainte. Som en overordnet fortælleramme kan det godt gå an, men slaget var langt mere kompliceret, end denne enkle historie måske antyder. For de mænd, der var til stede, forekom det ikke enkelt eller lige­til at forklare, hvad der skete, og en af grundene til at skrive denne bog er at forsøge at give et indtryk af, hvordan det var at befinde sig på slagmarken denne forvirrende dag.

De mennesker, der overlevede virvaret, ville uden tvivl undre sig over at høre det argument fremsat, at slaget ved Waterloo faktisk ikke var så vigtigt, og at hvis Napoleon havde vundet, ville han stadigvæk have stået over for talmæssigt overlegne fjender og det endelige nederlag. Dette er sandsynligvis, men ikke med sikkerhed sandt. Hvis kejseren havde forceret bakkekammen ved Mont-Saint-Jean og tvunget hertugen af Wellington til en hastig retræte, ville han stadig have skullet klare de mægtige hære fra Østrig og Rusland, der marcherede mod Frankrig. Men det skete ikke. Napoleon blev stoppet ved Waterloo, og det giver slaget dets betydning. Det er et vendepunkt i historien, og at sige, at historien ville have ændret sig uanset hvad, er ikke at reducere betydningsfuldheden af det øjeblik, det rent faktisk skete.

Nogle slag ændrer ingenting. Slaget ved Waterloo ændrede næsten alt.

Militærhistorie kan være et forvirrende emne. Romertal (IV korps) marcherer frem mod arabiske tal (3. division), og sådanne betegnelser er tilbøjelige til at forvirre læsere, der ikke er inde i den militære terminologi. Jeg har forsøgt at undgå alt for megen forvirring, selv om jeg måske har bidraget en smule til den ved ofte at bruge ordene ‘bataljon’ og ‘regiment’ om det samme, selv om de egentlig ikke betyder det samme. Regimentet var en administrativ enhed i den britiske hær.

Nogle regimenter bestod af en enkelt bataljon, de fleste bestod af to bataljoner, og nogle få havde tre eller endda flere bataljoner. Det var ekstremt sjældent, at to britiske bataljoner fra det samme regiment kæmpede ved siden af hinanden i det samme felttog, og ved Waterloo var det kun tilfældet for to regimenter. Regimentet 1. Foot Guards var repræsenteret i slaget med sin 2. og 3. Bataljon, mens 95. Infanteriregiment (The Rifles) var repræsenteret med tre bataljoner. Alle andre bataljoner var den eneste repræsentant for deres regiment, så hvis jeg 10

forord

henviser til 52. Regiment, mener jeg 1. Bataljon i dette regiment. Jeg bruger nogle gange for tydelighedens skyld betegnelsen ‘garder’, selv om de menige i den britiske garde i 1815 stadigvæk blev omtalt som netop ‘menige’ (eng. private).

A lle tre hære ved Waterloo var inddelt i korps, således var både den britisk-hollandske hær og den preussiske hær inddelt i tre korps.

Franskmændene havde fire, fordi Den Kejserlige Garde, selv om den ikke blev omtalt som et korps, i realiteten netop fungerede som et sådant. Et korps kunne bestå af alt mellem 10.000 og 30.000 mand, og intentionen med et korps var, at det skulle være en uafhængig styrke, der var i stand til at indsætte kavaleri, infanteri og artilleri. Et korps bestod på sin side af divisioner, således var franskmændenes 1. Korps inddelt i fire infanteridivisioner, hver bestående af mellem 4.000 og 5.000 mand, og en kavaleridivision med lige over 1.000 soldater. Hver division havde sit eget artilleri som støtte. En division kunne derefter inddeles yderligere i brigader, således bestod franskmændenes 2.

Infanteridivision af 1. Korps af to brigader, den ene bestående af syv bataljoner, den anden af seks. Bataljoner blev inddelt i kompagnier; en fransk bataljon (dog ikke gardens) bestod af otte kompagnier, en britisk bestod af ti kompagnier. Den mest almindeligt brugte enhed i bogen vil være bataljonen (ofte kaldt et regiment). Den største britiske infanteribataljon ved Waterloo bestod af mere end 1.000 soldater, men den gennemsnitlige bataljon i alle tre hære var på omkring 500 soldater. Hierarkiet var altså kort sagt armé, korps, division, brigade, bataljon, kompagni.

Nogle læsere vil måske blive stødt af brugen af betegnelsen ‘den engelske hær’, når det, der tydeligvis menes, er den britiske hær. Jeg har kun brugt termen ‘den engelske hær’, når den optræder i originale kilder, idet jeg har valgt ikke at oversætte anglais til ‘britisk’. Der fandtes ikke noget sådant som en engelsk hær, men i begyndelsen af det 19. århundrede var det en betegnelse, der ofte blev brugt.

Historien om slagene den 16. juni og den 18. juni er en storslået af slagsen. Det er sjældent, at historien er så venlig over for forfattere til historiske romaner, at den af sig selv leverer en velordnet handling med interessante karakterer, der agerer inden for en defineret tids11

waterloo

periode, så vi er ofte tvunget til at manipulere med historien for at få vores plot til at fungere. Men da jeg skrev romanen Sharpe’s Waterloo, forsvandt mit eget plot næsten fuldstændig, og historien blev i stedet overtaget af den fantastiske fortælling om slaget selv. Dette skyldes, at det er en fantastisk historie, ikke kun på grund af dens kombattanter, men på grund af dens form. Slaget er en cliffhanger. Ligegyldigt hvor ofte jeg læser beretninger om den dag, er afslutningen stadigvæk fuld af suspense. Den ubesejrede Kejserlige Garde går op mod den bakkekam, hvor Wellingtons forsvarslinje er under hårdt pres. Vestfra griber preusserne ud efter Napoleons højre flanke, men hvis Den Kejserlige Garde kan bryde briternes forsvarslinje og besejre Wellingtons soldater, har Napoleon stadigvæk tid til at vende sig mod Blüchers tropper.

Det er næsten den længste dag i året, der er to timers dagslys tilbage og tid nok til at knuse en eller endda to hære. Vi ved godt, hvordan det hele ender, men som alle gode historier er det en historie, der tåler gentagelse.

Så her er den igen, historien om et slag.

12

indledning

i n dl edn i ng

I

sommeren 1814 var hans nåde hertugen af Wellington på vej fra London til Paris for at tiltræde som britisk ambassadør i et nyt Frankrig under ledelse af Ludvig 18. Man kunne have forventet, at han ville have taget den korte vej fra Dover til Calais, men i stedet bragte et af den britiske flådes skibe, briggen HMS Griffon, ham over Nordsøen til Bergen op Zoom. Han besøgte det nyligt oprettede Forenede Kongerige Nederlandene, en lidt underlig opfindelse, halvt fransk, halvt hollandsk, halvt katolsk og halvt protestantisk, som lå nord for Frankrig. Britiske tropper var blevet posteret i den nye nation som garanter for dens eksistens, og hertugen var blevet bedt om at inspicere forsvaret langs den franske grænse. Han blev ledsaget af den 23-årige prins Vilhelm (som briterne havde givet tilnavnene ‘Slender Billy’ og ‘The Young Frog’), der var kronprins i det nye kongerige, og som, fordi han havde gjort tjeneste under hertugen under den del af Napoleonskrigene, der fandt sted på Den Iberiske Halvø, selv mente at være i besiddelse af et militært talent. Hertugen rejste rundt i grænselandet i to uger og foreslog genetableringen af befæstningen af en håndfuld byer, men det er svært at tro, at han tog udsigten til en ny krig med Frankrig særligt alvorligt.

Napoleon var trods alt besejret og blevet sendt i eksil på middelhavsøen Elba. Frankrig var igen et monarki. Krigene var overstået, og i Wien var diplomaterne i færd med at udforme den traktat, der skulle fastlægge Europas nye grænser og dermed sikre, at endnu en krig ikke kom til at hærge kontinentet.

For Europa havde virkelig været hærget af krig. Napoleons abdi13

waterloo

kation havde afsluttet 21 års krigsførelse, der var begyndt i kølvandet på den franske revolution. Europas gamle regimer, monarkierne, havde været forfærdede over begivenhederne i Frankrig og chokeret over henrettelsen af Ludvig 16. og hans dronning, Marie-Antoinette.

De var af frygt for, at revolutionens idéer ville sprede sig til deres egne lande, gået i krig.

De havde forventet en hurtig sejr over det revolutionære Frankrigs udslidte hære, men havde i stedet udløst en verdenskrig, hvor både Washington og Moskva brændte. De havde kæmpet i Indien, Palæstina, Vestindien, Egypten og Sydamerika, men Europa havde lidt mest. Frankrig havde overlevet de første stormløb, og fra revolutionens kaos kom et geni, en krigsherre, en kejser til syne. Napoleons hære havde knust preusserne, østrigerne og russerne, de havde marcheret fra Østersøen til Spaniens sydligste kyster, og kejserens mere eller mindre uduelige brødre var blevet placeret på halvdelen af Europas troner. Millioner af mennesker var døde, men efter to årtier var det hele forbi. Krigsherren var fanget og sendt i eksil.

Napoleon havde domineret Europa, men der var en fjende, som han aldrig havde stået over for, og som han aldrig havde besejret, og det var hertugen af Wellington, hvis militære ry kun blev overgået af Napoleons. Han blev født som Arthur Wesley, den fjerde søn af jarlen af Mornington. Wesley-familien var en del af det engelsk-irske aristokrati, og Arthur tilbragte det meste af sin ungdom i Irland, sit fødeland, selv om det meste af hans uddannelse fandt sted ved Eton, hvor han ikke trivedes. Hans mor Anne beklagede sig over ham. »Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med min ubehjælpsomme søn Arthur,« beklagede hun sig, men svaret var, som det var for så mange af adelens yngre sønner, en officerskarriere i hæren. Og således indledtes en usædvanlig karriere, da den ubehjælpsomme Arthur opdagede, at han havde talent for livet som soldat. Hæren bemærkede også hans talent og belønnede det.

Han havde først kommandoen over en hær i Indien, hvor han vandt en række forbløffende sejre, hvorefter han blev kaldt hjem til Storbritannien og fik overdraget ansvaret for den lille ekspeditionshær, der forsøgte at forhindre franskmændene i at besætte Portugal. Den lille hær voksede til en mægtig styrke, der befriede Portugal og Spanien 14

indledning

og invaderede det sydlige Frankrig. Den havde vundet den ene sejr efter den anden. Arthur Wellesley (familien havde ændret efternavnet fra Wesley) var blevet hertug af Wellington og blev betragtet som en af de to største soldater i sin tid. Ruslands zar (Aleksander 1.) kaldte ham allerede før slaget ved Waterloo for ‘Le vainqueur du vainqueur du monde’, sejrherren over verdens sejrherre, og verdens sejrherre var selvfølgelig Napoleon. I de 21 år, der havde været krig, havde hertugen og kejseren aldrig kæmpet mod hinanden.

Hertugen blev konstant sammenlignet med Napoleon, men da han i 1814 blev spurgt, om han var ked af, at han aldrig havde udkæmpet et slag mod kejseren, svarede han: »Nej, det er jeg rigtig glad for!« Han foragtede mennesket Napoleon, men beundrede soldaten Napoleon og vurderede, at kejserens tilstedeværelse på en slagmark svarede til værdien af 40.000 soldater. Derudover havde hertugen af Wellington i modsætning til Napoleon aldrig tabt et slag, og et møde med kejseren kunne meget vel være ensbetydende med, at denne imponerende sejrsrække blev brudt.

I sommeren 1814 kunne hertugen da også tilgives for at tro, at hans dage som hærfører var et overstået kapitel. Han vidste, han var god til at føre krig, men i modsætning til Napoleon havde han aldrig fundet det behageligt at udkæmpe militære slag. Krig var en beklagelig nødvendighed. Hvis en krig skulle udkæmpes, skulle den udkæmpes effektivt og godt, men målet med krig var fred. Wellington var nu diplomat, ikke general, men gamle vaner er sejlivede, og da hertugen og hans følge rejste gennem det nyligt oprettede Forenede Kongerige Neder­landene, bemærkede hertugen mange steder, som han beskrev som »gode stillinger for en hær«. En af disse gode stillinger var en dal, der for de fleste menneskers øjne blot var et ikke særligt bemærkelsesværdigt stykke landbrugsjord. Wellington havde altid haft et skarpt blik for slagmarkens topografi og var god til at se, hvordan bakkeskråninger og dale, åer og skovområder kunne være til fordel eller stille hindringer i vejen for en hærfører, og noget ved denne dal syd for Bruxelles fangede hans opmærksomhed.

Det var en bred dal med skråninger, der ikke var særligt fremtrædende. Den lille landevejskro La Belle Alliance, ‘Det smukke venskab’, 15

waterloo

lå på den bakkekam, der prægede dalens sydlige side, en bakkekam, som de fleste steder var højere end toppen på den nordlige bakkekam, der rejste sig omkring 30 meter over dalbunden, selv om skråningen ingen steder var særligt stejl. De to bakkekamme var ikke helt parallelle. Nogle steder lå de ret tæt på hinanden, men der, hvor vejen løb nordpå fra bakkekam til bakkekam, var afstanden mellem toppene omkring 1.000 meter. Det var en kilometer med god landbrugsjord, og da hertugen i sommeren 1814 så dalen, kunne han se rug, der voksede højt på hver side af vejen, som blev meget brugt af hestevogne, der transporterede kul fra minerne omkring Charleroi til Bruxelles’ kaminer.

Hertugen så meget mere end dette. Vejen var en af hovedvejene fra Frankrig til Bruxelles, så hvis der skulle udbryde en ny krig, var dette en mulig invasionsrute. En fransk hær, der kom fra syd og marcherede nordpå ad vejen, ville krydse den sydlige bakketop ved kroen og have hele dalen foran sig. Og de ville kunne se den nordlige bakketop.

‘Top’ var måske for stærkt et ord; det, de ville se, var den lige vej, der stille og roligt faldt ned mod dalen for dernæst lige så stille og roligt at rejse sig til det lange stykke med landbrugsjord, den nordlige bakkekam. Forestil dig denne bakkekam som en mur, og giv nu denne mur tre bastioner. Mod øst var der en landsby bestående af stenhuse krøbet sammen om en kirke. Hvis disse huse og landsbyens omgivende gårde blev besat af tropper, ville det være en forbandet svær opgave at få dem drevet væk derfra. På den anden side af disse stenhuse blev jorden mere ujævn, bakkerne stejlere, og dalene dybere – det var ikke et godt sted at manøvrere rundt med sine tropper, så landsbyen fremstod som en fæstning ved den østlige ende af bakkekammen. Midt på bakkekammen, halvvejs nede ad den fjerneste skråning, lå gården La Haie Sainte. Det var en stor bygning, bygget af sten, og dens hus, lader og gårdsplads var omgivet af en høj stenmur. Med base i La Haie Sainte kunne man blokere et angreb fra vejen, mens der på den vestlige del af skråningen lå en herregård med en have omgivet af en mur, Château Hougoumont. Alt i alt fremstod den nordlige bakkekam som en forhindring med tre bastioner: landsbyen, gården og herregården Hougoumont. Hvis man forestillede sig en hær komme fra Frankrig og 16

indledning

forestillede sig, at denne hær gerne ville indtage Bruxelles, ville denne bakkekam og disse bastioner blokere deres fremrykning. Fjenden ville enten være nødt til at indtage disse bastioner eller ignorere dem, men hvis han ignorerede dem, ville hans tropper blive klemt mellem dem, når de angreb den nordlige bakkekam, og tropperne ville risikere at komme i krydsild.

Angriberne ville se bakkekammen og dens bastioner, men lige så vigtigt var det, som de ikke kunne se. De kunne ikke se, hvad der befandt sig på den anden side af den nordlige bakketop. De kunne se trætoppe i det fjerne, men selve jorden nordpå var skjult for deres blik, og hvis den franske hær besluttede at angribe fjendtlige tropper, der befandt sig på den nordlige bakkekam, ville de ikke vide, hvad der ventede dem på den fjerneste skråning. Ville den forsvarende hær flytte forstærkninger fra den ene flanke til den anden? Blev der gjort klar til et modangreb et eller andet sted? Ventede der kavaleri ude af syne? Bakkekammen var, selv om den var lav og dens skråninger ikke særligt stejle, ganske enkelt bedragerisk. Den tilbød en forsvarende hær enorme fordele. Selvfølgelig kunne der ske det, at fjenden ikke faldt for fristelsen til at foretage et frontalangreb. Det kunne være, at han ville marchere venstre rundt om bakkekammen, hvor jorden var fladere, men ikke desto mindre lavede hertugen et mentalt notat om stedet. Hvorfor? Krigen var efter hans – ja, og hele Europas – bedste overbevisning et overstået kapitel. Napoleon var sendt i eksil, diplomaterne var ved at nå til enighed om freden i Wien, men ikke desto mindre sørgede hertugen for at huske dette sted, hvor en invaderende hær, der marcherede fra Frankrig mod Bruxelles, ville få kamp til stregen. Det var ikke den eneste rute, en invasionshær kunne følge, og ikke den eneste forsvarsposition, som hertugen bemærkede i løbet af sine to ugers rekognosceringstur, men bakkekammen og dens bastioner stod i vejen for en af de mulige invasionsruter, som en fransk hær ville overveje.

Hertugen red videre og passerede La Haie Sainte for så at finde en korsvej på bakkekammens top og ikke langt fra den en lille landsby.

Hvis hertugen havde spurgt, hvad stedet hed, ville folk have sagt MontSaint-Jean, hvilket var lettere morsomt, eftersom Sankt Johns Bjerge 17

waterloo

ikke var andet og mere end en lille forhøjning i de brede rug-, hvedeog bygmarker. Nord for landsbyen førte vejen ind i den store skov Soignes, og nogle kilometer længere fremme var der en lille by, et andet ubetydeligt sted, der dog kunne byde på en smuk kirke med kuppel og et stort antal kroer til tørstige og trætte rejsende. I 1814 boede der mindre end 2.000 mennesker i denne by. Landsbyen havde mistet mindst 20 unge mænd til de mange krige. De havde alle kæmpet for Frankrig, for dette var det fransktalende område af Belgien.

Vi ved ikke, om hertugen under sin rejse i sommeren 1814 gjorde holdt i den lille by. Vi ved, at han havde bemærket Mont-Saint-Jean, men den nærliggende lille by med dens fine kirke og mange kroer?

Huskede han stedet?

Senere ville han aldrig glemme det.

Det blev kaldt for Waterloo.

18

pragtfulde nyheder: napoleon er igen i frankrig, hurra!

k a pitel 1

Pragtfulde nyheder: Napoleon er igen i Frankrig, hurra!

M

in ø er ikke særlig stor!« erklærede Napoleon, da han var hersker over Elba, den lillebitte ø, der ligger mellem Korsika og Italien. Han havde været kejser over Frankrig og regeret over 44 millioner mennesker, men nu, i 1814, regerede han over sølle 223 kvadratkilometer og 11.000 undersåtter. Alligevel var han opsat på at være en god hersker, og kort efter sin ankomst begyndte han at udstede en række dekreter til reformering af øens mineindustri og landbrug. Der var ikke meget, der undslap hans opmærksomhed: »Informer den opsynshavende,« skrev han, »om min utilfredshed med de beskidte gader.« Hans planer rakte videre end rengjorte gader. Han havde planer om at opføre et nyt hospital og nye skoler og bygge nye veje, men der var aldrig penge nok. Det genrejste monarki i Frankrig havde indvilget i at understøtte Napoleon med to millioner francs om året, men det stod snart klart, at pengene aldrig ville komme til udbetaling, og uden disse penge var der ikke råd til nye hospitaler, skoler eller veje.

Kejseren, der var frustreret over de kuldkastede planer, trak sig ind i sig selv og fordrev tiden med at spille kort med sine ledsagere – hele tiden ledsaget af bevidstheden om de britiske og franske krigsskibe, der vogtede Elbas kyst med det formål at sikre, at han ikke flygtede fra sit lilleputrige.

»

19

Februar 1815

waterloo – februar 1815

Kejseren kedede sig. Han savnede sin hustru og sin søn. Han savnede også Joséphine, og han var utrøstelig, da nyheden om hendes død nåede Elba. Stakkels Joséphine med sine sorte tænder, dovne manerer og smækre krop, en kvinde, som alle mænd, der mødte hende, tilbad, som var Napoleon utro, men som altid var blevet tilgivet. Han elskede hende, selv om han af dynastiske grunde havde ladet sig skille fra hende. »Der er ikke gået en dag, uden at jeg har elsket dig,« skrev han til hende efter hendes død, som om hun stadigvæk var i live. »Der er ikke gået en nat, uden at jeg har holdt dig i mine arme ... ingen kvinde er nogensinde blevet elsket med så stor en hengivenhed!« Han kedede sig, og han var vred. Han var vred på Ludvig 18., der ikke udbetalte de aftalte midler, og rasende på Talleyrand, der engang havde været hans udenrigsminister, og som nu var det franske monarkis forhandler ved Wienerkongressen. Talleyrand, en snu, dreven og tvetunget mand, advarede de andre europæiske diplomater om, at man ikke kunne føle sig sikker på at have sat Napoleon ud af spillet, så længe han befandt sig på den lille middelhavsø ikke langt fra Frankrig. Han så gerne, at kejseren blev sendt langt væk til et afsidesliggende sted såsom Azorerne eller endnu bedre til en vestindisk ø, hvor den gule feber hærgede, eller måske til en lille plet i et fjernt ocean såsom øen Sankt Helena.

Talleyrand viste sig at have ret, mens den britiske kommissær, der var blevet sendt til Elba for at holde et vågent øje med kejseren, tog fejl.

Sir Neil Campbell mente, at Napoleon havde accepteret sin skæbne, og skrev dette til lord Castlereagh, Storbritanniens udenrigsminister. »Jeg er begyndt at tro,« skrev han, »at han har vænnet sig til denne tilbagetrukne tilværelse.« Kejseren havde dog på ingen måde resigneret. Han fulgte med i nyhederne fra Frankrig og bed mærke i utilfredsheden med det genoprettede monarki. Der var stor arbejdsløshed, brødpriserne var høje, og mange af de mennesker, der havde hilst kejserens abdikation velkommen, så nu med vemod tilbage på hans regeringstid. Og således begyndte han at lægge planer. Han havde fået lov til at have en lille flåde, en flåde, der ikke var stor nok til at true de franske og britiske skibe, der holdt øje med ham, og således gav han i midten af februar 20

pragtfulde nyheder: napoleon er igen i frankrig, hurra!

1815 ordre til, at Inconstant, den største af hans brigger, skulle klargøres. »Giv dens kobberbund et grundigt eftersyn,« beordrede han, »få dens lækker stoppet, og ... få den malet som de engelske brigger. Den skal ligge i bugten og være klar den 24. eller 25. i denne måned.« Han gav ordre til, at to andre store skibe blev lastet. Han havde fået lov til at tage 1.000 soldater med til Elba, herunder 400 veteraner fra sin gamle kejserlige garde og en bataljon polske lansenerer (kavalerister med lanser), og med disse tropper til sin rådighed ville han forsøge at invadere Frankrig.

Hvad sir Neil Campbell angik, nærede han ikke den mindste mistanke. Sir Neil var en hæderlig, i 1815 39 år gammel mand med en succesfuld militærkarriere, der næsten endte i 1814, da han blev udpeget til militærattache tilknyttet den russiske hær, da denne invaderede Frankrig. Han havde overlevet slag i Spanien, men ved Fère-Champenoise blev han af en lidt for ivrig kosak fejlagtigt identificeret som fransk officer og hårdt såret.

Han overlevede sine sår og blev udnævnt til britisk kommissær for hans højhed kejser Napoleon, hersker over Elba. Lord Castlereagh, Storbritanniens udenrigsminister, betonede, at sir Neil ikke var kejserens fangevogter, men selvfølgelig var det en del af hans opgave at holde godt øje med Napoleon. Men sir Neil følte sig sikker på Napoleon, og i februar 1815, mens Inconstant blev camoufleret som et britisk skib, meddelte han kejseren, at han var nødt til at sejle til Italien for at konsultere sin læge. Det kan meget vel have været sandt, men det var også sandt, at signora Bartoli, sir Neils elskerinde, boede i Livorno, og dertil sejlede han.

Kejseren ønskede sir Neil en god rejse og sagde, at han håbede, at han ville vende tilbage sidst på måneden, hvor prinsesse Borghese afholdt et bal, og sir Neil lovede, at han ville gøre, hvad der stod i hans magt, for at kunne deltage i ballet. Prinsesse Borghese var Napoleons forføreriske søster, den yndige Pauline, der havde sluttet sig til sin bror på Elba. Armod havde fremtvunget salget af hendes overdådige hus i Paris, der var blevet købt af den britiske regering og skulle fungere som briternes ambassade. Dette betød, at det i fem måneder havde været hjem for hertugen af Wellington, der var blevet udpeget 21

Marts 1815

waterloo – marts 1815

til Storbritanniens ambassadør i Ludvig 18.s nye franske monarki. Huset, der ligger på Rue du Faubourg Saint-Honoré, er noget af en perle og fungerer stadigvæk som Storbritanniens ambassade.

Sir Neil sejlede til Livorno i den britiske flådes brig Partridge, der normalt blokerede Elbas største havn. Kejseren kunne således gøre alvor af sine planer, og den 26. februar satte hans lille flåde bestående af blot 1.026 soldater, 40 heste og to kanoner kurs mod Frankrig. Rejsen varede to dage, og den 28. februar satte kejseren igen sin fod i Frankrig.

Han anførte en ubetydelig hær, men manglede på ingen måde selvtillid. »Jeg vil ankomme til Paris,« sagde han til sine tropper, »uden at affyre et eneste skud!« Freden var med ét forbi, som lyn fra en klar himmel.

I vinteren 1814-15 gik mange kvinder i Paris i violette kjoler. Dette var ikke kun udtryk for et modefænomen, men var i lige så høj grad en kode, der antydede, at violen ville komme tilbage til foråret. Violen var Napoleon. Hans elskede Joséphine havde båret violer ved deres bryllup, og han sendte hende altid en buket violer på deres bryllupsdag. Før han blev sendt i eksil på Elba, havde han sagt, at han ville være beskeden som violen. Alle i Paris vidste, hvad den violette farve betød, og hvis franskmændene til at begynde med havde været lettede over, at kejseren var blevet detroniseret, og at de lange, destruktive kriges tid var forbi, fandt de hurtigt meget ved kejserens erstatning, som de ikke brød sig om. Det genoprettede monarki under den stærkt overvægtige Ludvig 18. optrådte grådigt og blev hurtigt upopulært.

Så vendte violen tilbage. De fleste forventede, at den royalistiske hær hurtigt ville besejre Napoleons latterligt lille styrke, men i stedet skete der det, at kongens tropper i hobetal deserterede og meldte sig under kejserens faner, og inden der var gået mange dage, kunne franske aviser trykke en vittig beskrivelse af Napoleons triumferende tilbagekomst. Der er forskellige versioner, men denne her er meget typisk: Tigeren har forladt sin hule.

Uhyret har været tre dage til havs.

22

pragtfulde nyheder: napoleon er igen i frankrig, hurra!

Skurken er gået i land ved Fréjus.

Gribben er nået til Antibes.

Den indtrængende fjende er ankommet til Grenoble.

Tyrannen er trængt ind i Lyon.

Usurpatoren er blevet set 80 kilometer fra Paris.

Napoleon vil stå ved vores byport i morgen!

Kejseren vil ankomme til Tuilerierne i dag.

Hans kejserlige majestæt vil tale til sine loyale undersåtter i morgen.

Hans kejserlige majestæt, Napoleon Bonaparte, var 45 år gammel, da han ankom til Palais des Tuileries i Paris, hvor en ophidset folkemængde ventede hans ankomst. De havde ventet i timevis. Kongen, den fede Ludvig 18., var flygtet fra Paris til Gent i Det Forenede Kongerige Nederlandene, og tæppet i hans forladte tronsal var forsynet med kvaster af broderede kroner. En person i den ventende folkemængde sparkede affærdigende til en af kronerne, der løsnedes og afslørede, at den royale kvast dækkede over en vævet bi. Honningbien var endnu et af Napoleons symboler, og den eksalterede folkemængde gik på knæ og rev kronerne af, hvorved de gengav tæppet dets gamle kejserlige pragt.

Det var aften, før Napoleon ankom til paladset. Den ventende folkemængde kunne høre jublen nærme sig, herefter fulgte klaprende hove i forgården, og endelig var kejseren der, og han blev på skuldrene af folk båret op ad trapperne til modtagelsesværelset for audienser. Et øjenvidne sagde, at »hans øjne var lukkede, hans hænder rakte fremad som en blind mands, hans lykke røbedes kun af hans smil.« Sikke en rejse det havde været! Ikke blot fra Elba, men fra Napoleons fødsel i 1769 (samme år som hertugen af Wellington blev født).

Han blev døbt Nabulion Buonaparte, et navn, der røber hans korsikanske herkomst. Hans familie, der gjorde krav på at være adelige, fik økonomiske problemer, og den unge Nabulion flirtede med de korsikanere, der ønskede uafhængighed af Frankrig, og overvejede endda at slutte sig til Storbritanniens flåde, Frankrigs mest frygtindgydende fjende. I stedet emigrerede han til Frankrig, ændrede sit navn til et 23

waterloo – marts 1815

mere franskklingende og sluttede sig til hæren. I 1792 blev han udnævnt til løjtnant, et år senere, i en alder af 24 år, til brigadegeneral.

Der er et berømt maleri af den unge Napoleon, der krydser Sankt Bernhard-passet på sin vej til felttoget i Italien, der gjorde ham berømt.

Jacques-Louis Davids maleri viser ham på en stejlende hest, og nærmest alt på maleriet er i bevægelse: Hesten stejler med åben mund og vidtåbne øjne, dens manke piskes af vinden, uvejrsskyer farer hen over himlen, og generalens farvede kappe er en overdådig hvirvlen drevet frem af blæsten. Men midt i dette vilde maleri ser man Napoleons rolige ansigt. Han ser måske lidt sur ud, smiler ikke, men virker først og fremmest rolig. Det var det, han krævede af maleren, og David leverede et billede af en mand, der føler sig hjemme midt i dette kaos.

Den mand, der blev båret op af Tuileriernes trappe, lignede ikke længere den unge helt, der havde været flot som en rockstjerne. I 1814 var den flotte, unge mand væk og var blevet erstattet af en skikkelse med topmave, kort hår, gusten hud og meget små hænder og fødder.

Han var ikke særligt høj, lidt over 170 cm, men han var stadigvæk hypnotisk. Det her var manden, der var steget til tops og havde domineret hele Europa, en mand, der havde erobret og mistet et imperium, der havde ændret kortet over Europa og ændret forfatningen og Frankrigs lovværk. Han var ekstremt intelligent og snarrådig. Han kedede sig let, men var sjældent hævngerrig. Verden ville ikke se hans mage før i det 20. århundrede, men i modsætning til Mao, Hitler eller Stalin var Napoleon ikke en morderisk tyran, selv om han ligesom dem var en mand, der ændrede historiens gang.

Han var en fremragende administrator, men det var ikke som en sådan, han ønskede at blive husket. Han var først og fremmest krigsherre.

Hans idol var Alexander den Store. I midten af det 19. århundrede så Robert E. Lee, den store sydstatsgeneral, under den amerikanske borgerkrig sine tropper udføre en fremragende manøvre, der ændrede et slags gang, hvorefter han sagde de mindeværdige ord: »Det er godt, at det er så forfærdeligt at føre krig, for ellers ville vi blive for glade for det.« Napoleon var nok blevet for glad for at føre krig, han elskede det ganske enkelt. Måske var det hans første kærlighed, fordi den kombinerede spændingen ved store risici med sejrens glæde. Han havde den 24

pragtfulde nyheder: napoleon er igen i frankrig, hurra!

skarpe hjerne, der kendetegner en stor strateg. Men samtidig krævede han stadig, når hans hære var færdige med at marchere, og fjenden var udmanøvreret, enorme ofre af sine soldater. Efter slaget ved Austerlitz, hvor en af hans generaler beklagede sig over de faldne franskmænd, der lå på den frosne slagmark, svarede kejseren prompte, at »Paris’ kvinder kan erstatte de mænd på en nat«. Da Metternich, den begavede østrigske udenrigsminister, i 1813 tilbød Napoleon gode fredsbetingelser og mindede kejseren om de menneskelige omkostninger, det ville have, hvis han afviste forslaget, fik han det hånlige svar, at Napoleon med glæde ville ofre en million mænd for at indfri sine ambitioner. Napoleon var ligeglad med sine troppers liv, alligevel tilbad hans soldater ham, fordi han evnede at tale til dem, så de følte sig anerkendt og forstået. Han vidste præcis, hvad han skulle sige til dem, hvordan han skulle spøge med dem, og hvordan han skulle inspirere dem. Hans soldater tilbad ham, men hans generaler frygtede ham. Marskal Augereau, der holdt streng disciplin blandt sine mænd og derudover havde en grov mund, sagde: »Den lille sjover af en general skræmmer mig!«, og general Vandamme, en hård mand, sagde, at han »rystede som et barn«, når han nærmede sig Napoleon. Alligevel bragte Napoleon ære og hæder til dem alle.

Det var hans narkotikum, la gloire! Og i jagten på denne ære og hæder brød han den ene fredstraktat efter den anden, og hans hære marcherede under den kejserlige fanes forgyldte ørne fra Madrid til Moskva, fra Østersøen til Det Røde Hav. Han forbløffede Europa med sejre som ved slaget ved Austerlitz og slaget ved Friedland, men han førte også sin Grande Armée ud i katastrofen i den russiske sne. Selv hans nederlag antog enorme dimensioner.

Nu skulle han igen føre krig, og han vidste det. Han sendte fredsfølere til de andre europæiske magter og sagde, at han var vendt tilbage til Frankrig, idet han hermed blot mente at gøre, hvad folket krævede, og tilføjede, at han ikke havde noget udestående med dem, og at han, hvis de accepterede hans tilbagevenden til magtens tinde, ville bevare freden. Men et eller andet sted må han have vidst, at disse forhandlingsudspil ville blive afvist.

Så de franske ørne skulle ud at flyve igen.

25

waterloo – marts 1815

Hertugen af Wellingtons liv var i fare. Udpegelsen af Wellington til ambassadør i Frankrig var måske ikke det mest taktfulde træk af den britiske regering, og i Paris gik der rygter om forestående attentatforsøg. Regeringen i London så derfor gerne, at hertugen forlod Paris, men han nægtede, idet et sådant træk kunne blive fortolket som et tegn på fejhed. Så kom den perfekte undskyldning. Lord Castlereagh, britisk udenrigsminister og den britiske chefforhandler ved Wienerkongressen, måtte i al hast tage til London i et uopsætteligt ærinde, og hertugen blev valgt til at træde i hans sted. Ingen kunne beskrive dette træk som en flugt drevet af frygt, eftersom der jo slet og ret var tale om en forfremmelse, og således sluttede hertugen sig til de diplomater, der møjsommeligt forsøgte at trække Europas grænser på ny.

Og mens de diskuterede, flygtede Napoleon.

Grev Metternich, Østrigs koldblodige, intelligente og flotte udenrigsminister, var måske den mest indflydelsesrige diplomat i Wien.

Han var gået meget sent i seng natten til den 6. marts 1815, fordi et møde mellem de vigtigste befuldmægtigede ministre havde varet indtil klokken tre. Han var træt og sagde derfor til sin kammertjener, at han ikke måtte forstyrres, men manden vækkede alligevel greven klokken seks, fordi en kurer var kommet med en depeche mærket ‘HASTER’. Konvolutten bar inskriptionen ‘Fra det kejserlige og kongelige konsulat i Genova’, og greven, der måske tænkte, at der ikke kunne komme nogen livsvigtige beskeder fra et så ubetydeligt konsulat, lagde den på sit sengebord og forsøgte at falde i søvn igen. Endelig, klokken halv otte om morgenen, brød han seglet og læste depechen.

Den var meget kortfattet: Den engelske kommissær Campbell er netop ankommet til havnen og spørger, om nogen har set Napoleon i Genova, eftersom han er forsvundet fra øen Elba. Da svaret var negativt, satte den engelske fregat ufortøvet kurs mod havet igen.

Det kunne virke underligt, at sir Neil Campbell var sejlet til Italien i jagten på Napoleon i stedet for at lede efter den flygtede kejser i Frankrig, men der var bred enighed om, at Napoleon, hvis han gik 26

pragtfulde nyheder: napoleon er igen i frankrig, hurra!

i land i Frankrig, hurtigt ville blive pågrebet af royalistiske styrker. »Ingen spurgte til Frankrig,« erindrede hertugen af Wellington, »for alle var sikre på, at han ville blive massakreret af det franske folk, hvis han dukkede op der. Jeg husker udmærket Talleyrands ord: ‘Pour la France? Non!’« En landgang i Italien forekom langt mere sandsynlig, især fordi Napoleons svoger, Joachim Murat, var Neapels konge.

Murat, hvis status som konge skyldtes Napoleons generøsitet, havde sluttet fred med østrigerne, men indså, at Wienerkongressen næsten uden tvivl ville tage hans lille kongerige fra ham. I det samme han hørte om Napoleons flugt, skiftede han igen side og angreb østrigerne, et eventyr, der mislykkedes fuldstændig og endte med, at Murat blev stillet for en henrettelsespeloton.

Napoleon tog selvfølgelig til Frankrig, men i flere dage havde diplomaterne i Wien ingen anelse om, hvor han befandt sig, blot at han var på fri fod. Kongressen, der havde vaklet og smølet og diskuteret, blev med ét beslutsom. »Inden der var gået en time,« huskede Metternich, »var det blevet besluttet at gå i krig.« Dette var muligt, fordi næsten alle, der havde noget at sige, beslutningstagerne, var til stede i Wien. Kongen af Preussen, Østrigs kejser, Ruslands zar, alle var de til stede, og Napoleons genopdukken på scenen opildnede dem. De erklærede ikke krig mod Frankrig, for de stormagter, der var til stede i Wien, var af den overbevisning, at Frankrig stadig var et monarki, der blev regeret af Ludvig 18. I stedet erklærede de krig mod en enkelt mand: Napoleon.

Fire lande – Rusland, Preussen, Østrig og Storbritannien – blev enige om hver at stille med 150.000 soldater. Disse hære skulle marchere mod Frankrig. Storbritannien kunne ikke stille med så stor en hær, så det blev besluttet, at Storbritannien støttede de tre andre lande økonomisk i stedet for. Kurerer rejste nu Europa tyndt, og en af dem bragte et brev til hertugen af Wellington fra lord Castlereagh: »Deres Nåde kan vurdere, hvor Deres personlige tilstedeværelse med størst sandsynlighed vil være til størst gavn ... enten at blive i Wien eller at sætte Dem selv i spidsen for hæren i Flandern.« Den russiske zar, Aleksander 1., var ikke i tvivl om, hvad hertugen skulle vælge. »Det er op til Dem,« sagde han til hertugen, »at redde verden igen.« 27

April 1815

waterloo – april 1815

Hertugen var uden tvivl smigret, men sandsynligvis også mistænksom over for så bombastiske meldinger. Men han havde ikke svært ved at beslutte sig for, hvor han mente at kunne gøre størst nytte. Han svarede regeringen i London: »Jeg tager til Nederlandene for at tage kommando over hæren.« Han forlod Wien hen imod slutningen af marts og var i Bruxelles den 6. april.

Historien leverer sjældent en så markant konfrontation. Æraens to største soldater, to mænd, der aldrig havde kæmpet mod hinanden, samlede nu hære kun 250 kilometer fra hinanden. Verdens sejrherre befandt sig i Paris, mens sejrherren over verdens sejrherre befandt sig i Bruxelles.

Vidste Napoleon, at Wellington var blevet beskrevet som hans sejrherre? Diplomater er sjældent diskrete med hensyn til sådanne udtalelser, og det er mere end muligt, ja, endda sandsynligt, at kejseren fik viderebragt den hånende bemærkning. Den ville have gjort ham vred.

Han havde noget at bevise.

Og således gjorde de to hære sig klar til kamp.

Der herskede forvirring i Frankrig i forbindelse med Napoleons tilbagekomst. Hvem regerede egentlig? Hvem skulle regere? I nogle få dage vidste ingen rigtig, hvad der foregik. Oberst Girod de l’Ain var typisk for mange af de officerer, der havde kæmpet under Napoleon.

Med monarkiets tilbagekomst havde han været tvunget til at lade sig pensionere (til halv løn), og selv om han var nygift, ønskede han at slutte sig til kejseren igen så hurtigt som muligt. Han boede i de franske Alper, men besluttede sig for at tage til Paris: Hele landet var i oprør. Jeg rejste i uniform, men jeg tog den forholdsregel at medbringe to kokarder, en hvid og en anden i trikolorens farver, og alt afhængigt af hvilken farve jeg så vaje fra klokketårnene i de byer og landsbyer, vi rejste igennem, udsmykkede jeg hurtigt min hat med den passende kokarde.

Oberst de l’Ain nåede frem til Paris og opdagede, at hans gamle regimentschef, i lighed med de fleste soldater i den kongelige hær, allerede 28

pragtfulde nyheder: napoleon er igen i frankrig, hurra!

havde givet sin støtte til Napoleon, på trods af at de havde svoret Ludvig 18. troskab. Deres officerer var måske tro over for deres troskabsløfte, men soldaterne havde en anden holdning. Grev Alfred-Armand de Saint-Chamans havde kommandoen over 7. Jægerregiment, og i det samme han hørte om Napoleons tilbagevenden, bad han sit regiment om at gøre sig klar til at drage i kamp, »for jeg var af den overbevisning, at vi skulle kæmpe mod den tidligere kejser«. Mændene havde imidlertid et andet mål i sigte: En eller anden fortalte mig, at flere officerer var mødtes på caféen og var fast besluttede på at lade deres tropper slutte sig til Den Kejserlige Gardes lette infanteri for at støtte kejseren, at andre fik fremstillet trikolorer, som de planlagde at give til mændene for således at anstifte mytteri ... Jeg begyndte at se, hvordan tingene hang sammen, og var ved at fortvivle over den situation, jeg befandt mig i. Hvad kunne jeg gøre? Ethvert håb, jeg havde haft om at give kongen et fint, loyalt regiment til støtte for tronen i denne skæbnesvangre stund, blev knust.

Den franske hærs loyalitet over for Ludvig 18. forsvandt som dug for solen og gav Napoleon kommandoen over 200.000 mand. Tusindvis af veteraner som oberst de l’Ain meldte sig frivilligt, men Napoleon var klar over, at han havde brug for en endnu større hær for at forsvare sig mod de angreb, der uden tvivl ville komme. Et af Ludvig 18.s få populære initiativer havde været afskaffelsen af værnepligten, og Napoleon tøvede med at genindføre den, idet han vidste, hvor meget folk hadede den, men han havde intet andet valg, og dette kunne skaffe yderligere 100.000 soldater, selv om de alle ville have brug for træning og udrustning, før de var klar til at gå i krig, så kejseren udstedte et dekret om, at nationalgarden, en lokalt baseret milits, skulle levere 150.000 tropper. Men det var stadig ikke nok. Han vidste, at de allierede ville angribe ham med mere end en halv million soldater.

Frankrig var i disse uger præget af hektiske forberedelser. Der blev rekvireret heste, fremstillet uniformer og repareret våben. Det var en overbevisende demonstration af Napoleons administrative geni, for 29

waterloo – april 1815

da sommeren stod for døren, havde han en hær klar til at marchere i krig og andre, der var placeret, så de kunne forsvare Frankrigs grænser. Han havde stadig for få mænd til sin rådighed til at kunne modstå det stormløb, han vidste, ville komme, og han havde også brug for flere tropper til at undertrykke royalistisk uro i Vendée, en region i det vestlige Frankrig, der altid havde været katolsk og monarkistisk, men i den tidlige sommer havde Napoleon en samlet styrke på 360.000 trænede tropper til sin rådighed, og de bedste af disse skulle samle sig i det nordlige Frankrig, hvor 125.000 erfarne soldater udgjorde l’Armée du Nord, den nordlige armé.

Napoleon kunne være forblevet i defensiven denne sommer og have posteret de fleste af sine soldater bag massive befæstninger og håbet på, at de allierede hære ville løbe panden mod en mur. Det var dog ikke en tiltrækkende plan. En sådan krig ville blive udkæmpet på fransk jord, og Napoleon havde aldrig været en passiv general. Hans force var evnen til at manøvrere sine tropper. I 1814 havde han stået over for en overvældende fjende, da preusserne, østrigerne og russerne nærmede sig Paris fra nord og øst, og han havde dengang betaget dem med sine hurtige fremmarcher og pludselige angreb. Ifølge militærfolk viste dette felttog Napoleon fra hans allerbedste side, også selv om det endte med nederlag. Hertugen af Wellington studerede felttoget, og Napoleon selv hævdede: Krigens kunst behøver ikke komplicerede manøvrer; de enkleste er de bedste, og almindelig sund fornuft er altafgørende. På baggrund af dette kan man undre sig over, hvorfor generaler begår fadæser; det er, fordi de forsøger at være udspekulerede.

Det vanskeligste er at regne fjendens plan ud, at finde sandheden bag alle rygterne. Resten kræver blot almindelig sund fornuft; det er ligesom en boksekamp, jo mere du slår, desto bedre.

Kejseren var ikke helt oprigtig her. Det var ikke helt så enkelt at føre krig, men i bund og grund var hans strategi ganske enkel. Hans plan gik ud på at dele sine fjender for så at holde den ene i skak, mens den anden blev hårdt angrebet, og her gjaldt det ligesom i en boksekamp, 30

pragtfulde nyheder: napoleon er igen i frankrig, hurra!

at jo hårdere han slog, desto hurtigere ville slaget være afgjort. Dernæst, når den ene fjende var knust, ville han koncentrere sig om den næste. Det bedste forsvar for Napoleon i 1815 var et angreb, og den fjende, som det forekom mest åbenlyst at angribe, var den nærmeste.

Det ville tage tid for den enorme russiske hær at krydse Europa og nå frem til den franske grænse, og østrigerne var i maj 1815 ikke klar til at kæmpe. Men lige nord for Frankrig, i den gamle provins Belgien, der nu var en del af Det Forenede Kongerige Nederlandene, samledes to hære: den britiske og den preussiske. Napoleon regnede med, at hvis han kunne slå de to hære, ville de andre allierede miste gejsten. Hvis han slog Wellington og drev briterne tilbage til havet, kunne det måske endda udløse et regeringsskifte i London, der kunne bringe en Whigregering til magten, der var tilbøjelig til at lade ham forblive Frankrigs hersker. Fjendens alliance ville dermed falde fra hinanden. Det var selvfølgelig højt spil, men krig var om noget forbundet med højt spil.

Han kunne have ventet på at skaffe og uddanne flere soldater, indtil den franske hær næsten matchede de allierede i antal, men det var for fristende med de to hære nord for grænsen. Hvis han kunne dele dem i to, kunne de besejres, og hvis de kunne besejres, ville fjendens koalition måske bryde sammen. Det var sket før, så hvorfor ikke nu?

Den hær, han ville føre nordpå, var en god hær, fyldt med erfarne soldater. Hvis den havde en svaghed, måtte det være i hærens øverste lag. Napoleon havde altid stolet på sine marskaller, men ud af de 20 marskaller, der stadig levede, var fire forblevet loyale over for Ludvig 18., yderligere fire var gået over på de allieredes side, og to holdt lav profil. En af disse to var marskal Berthier, der havde været ­Napoleons stabschef og havde et stort organisatorisk talent. Han flygtede til Bayern­, hvor han den 1. juni faldt i døden fra et vindue på tredje sal af et slot i Bamberg. Nogle mener, at han blev myrdet, men den mest sandsynlige forklaring er nok, at han ganske enkelt lænede sig for langt ud ad et vindue, da han ville se russisk kavaleri passere pladsen nedenfor. Han blev erstattet af Nicolas Jean de Dieu Soult, en meget erfaren soldat, der var blevet forfremmet fra de meniges rækker. N ­ apoleon kaldte ham engang for »den bedste til at manøvrere [tropper] i Europa«, men da Soult havde kommandoen over hæren i 31

Maj 1815

waterloo – maj 1815

Spanien, blev han konstant udmanøvreret af Wellington. Han var en vanskelig mand at have med at gøre, uvenlig og stolt, og det måtte stå sin prøve, om han besad Berthiers administrative talenter.

To af kejserens allerbedste marskaller, Davout og Suchet, var ikke en del af l’Armée du Nord. Davout, en dyster og nådesløs fighter, blev gjort til krigsminister og blev i Paris, mens Suchet blev udnævnt til øverstbefalende for l’Armée des Alpes, en stort navn for en lille og dårligt udrustet styrke. Når Napoleon blev spurgt, hvem der var hans største generaler, pegede han på André Masséna og Louis-Gabriel Suchet, men den førstnævnte havde et dårligt helbred, og Suchet lod han blive tilbage for at forsvare Frankrigs østlige grænse mod et østrigsk angreb.

Napoleon udnævnte en ny marskal til det forestående felttog: markis Emmanuel de Grouchy. Davout advarede mod udnævnelsen, men Napoleon insisterede. Grouchy var en aristokrat fra l’ancien régime og havde været så heldig at overleve den franske revolutions blodbad. Han havde skabt sig sit omdømme ved kavaleriet; nu fik han kommandoen over en tredjedel af l’Armée du Nord.

Derudover var der marskallen, som blev kaldt for ‘den tapreste af de tapre’, den iltre og frygtindgydende Michel Ney, der i lighed med Soult havde arbejdet sig op fra geleddet. Han var søn af en bødker og hidsig, rødhåret og lidenskabelig. I juni 1815 var han 46 år gammel, næsten samme alder som Napoleon og Wellington, og han havde skabt sig sit ry på nogle af Napoleonskrigenes blodigste slagmarker. Ingen betvivlede hans mod. Han var en soldaternes soldat, en kriger, der, da Napoleon var flygtet fra Elba og gået i land i Frankrig, havde lovet Ludvig 18. at bringe kejseren tilbage til Paris i et jernbur. Ney var i stedet gået over på Napoleons side. Han var kendt for sit ekstraordinære mod og inspirerende lederskab, til gengæld manglede han koldblodighed.

Derudover afskyede Soult Ney, ligesom Ney afskyede Soult, og det lovede derfor ikke godt, at de to mænd forventedes at arbejde sammen denne skæbnesvangre sommer.

Marskallerne var vigtige, og ingen mere end stabschefen, eftersom det var hans opgave at omsætte kejserens ønsker til konkrete, militære ordrer. Berthier havde været en fremragende administrator, der havde været i stand til at foregribe problemer og løse dem på en effek32

pragtfulde nyheder: napoleon er igen i frankrig, hurra!

tiv måde; derimod var det uvist, om marskal Soult havde den samme evne til at organisere over 100.000 soldater, skaffe mad til dem, bringe dem i bevægelse og sætte dem ind, hvor kejseren ønskede det. De andre marskaller ville få overdraget et stort ansvar, i og med at de skulle agere uafhængigt af Napoleon. Hvis kejserens taktik gik ud på at holde en af fjenderne i skak, mens han selv nedkæmpede den anden, ville en marskal have ansvaret for dette. Når kampene begyndte, ville det være marskal Neys opgave at holde Wellington beskæftiget, mens Napoleon kæmpede mod preusserne, og to dage senere skulle marskal Grouchy aflede preusserne, mens Napoleon knuste Wellington og hans soldater. Disse opgaver blev ikke løst ved blot at følge ordrer, men krævede et opfindsomt soldaterhåndværk. En marskal forventedes at tage de vanskelige beslutninger, og Napoleon overdrog ansvaret for disse beslutninger til Grouchy, der først lige havde fået sin høje rang og var bange for at fejle, og til Ney, hvis eneste måde at udkæmpe et slag på var at slås som en djævel.

L’Armée du Nord skulle stå over for to hære i Belgien, hvoraf den største var den preussiske. Den blev anført af den 72-årige fyrst Gebhard Leberecht von Blücher, der først havde kæmpet for Sverige mod preusserne, men som Frederik den Store efter Blüchers pågribelse gjorde til officer i den preussiske hær. Han var meget erfaren, en kavalerist med tilnavnet Marschall Vorwärts (marskal Fremad) – et tilnavn, som han havde fået på grund af sin vane med at råbe sine mænd fremad. Han var en populær feltherre, der var højt elsket af sine tropper. Derudover var han også kendt for sine anfald af sindssyge, hvorunder han troede, at han var gravid med en elefant, hvis far var en fransk infanterist. Der var intet at spore af hans galskab i sommeren 1815. Tværtimod anførte Blücher sine tropper med en fanatisk iver, fast besluttet på at besejre Napoleon. Han var bramfri og tapper, og selv om han måske ikke var den dygtigste general, forstod han at omgive sig med fremragende stabsofficerer. I 1815 var hans stabschef August von Gneisenau, en mand med store evner og lang erfaring, hvoraf noget var blevet erhvervet ved at kæmpe side om side med briterne under den amerikanske revolution. Dette havde gjort ham vred og irriteret på den britiske hær, og Gneisenau udviste ekstrem stor mistænksom33

waterloo – maj 1815

hed over for briternes evner og intentioner. Da baron von Müffling blev udnævnt til Wellingtons forbindelsesofficer, tilkaldte Gneisenau ham og bad ham om at være på vagt i forhold til hertugen af Wellington, eftersom denne meget anerkendte general på grund af sine relationer til Indien og sine forhandlinger med de svigefulde nabober i den grad har vænnet sig til dobbeltspil, at han er blevet en så stor mester i kunsten, at han er i stand til at overliste selv naboberne.

Det er ikke til at sige, hvordan Gneisenau dannede sig denne mærkværdige mening, men i betragtning af Gneisenaus ansvarsområder og Blüchers høje agtelse for hans råd lovede det ikke godt for forholdet mellem briterne og preusserne. Forholdet mellem de to lande var under alle omstændigheder præget af mistro på grund af Preussens ambition om at annektere Sachsen, en uenighed, der havde vanskeliggjort forhandlingerne ved Wienerkongressen. Briterne, franskmændene og østrigerne var i den grad imod preussernes ønske om ekspansion, at de var blevet enige om, at de hellere ville gå i krig end tillade dette.

Rusland havde lignende ambitioner med hele Polen, og på et tidspunkt så det ud til, at en ny krig i Europa ville bryde ud, hvor Preussen og Rusland kæmpede mod resten. Det var blevet afværget, men forholdet mellem stormagterne var stadigvæk præget af mistillid.

Nu befandt den preussiske hær sig i provinsen Belgien. Det var en hær, hvis værd på slagmarken ikke var blevet testet. Preusserne havde oplevet nederlag, besættelse, reorganisation og – efter Napoleons abdikation i 1814 – demobilisering. Der var gode, erfarne tropper i Blüchers geledder, men ikke nok, og således blev der også indlemmet en række frivillige og medlemmer af die Landwehr, militsen. Mobiliseringen blev i 1815 modtaget med begejstring. Franz Lieber var kun 17 år gammel, da han hørte om opfordringen til at melde sig under fanerne, hvorfor han og hans bror tog til Berlin, hvor de så, at et bord var blevet placeret midt på pladsen ... hvor flere officerer hvervede dem, der tilbød sig. Der var så mange mennesker, at

34

pragtfulde nyheder: napoleon er igen i frankrig, hurra!

vi måtte vente fra klokken ti til klokken et, før vi fik mulighed for at melde os til tjeneste.

Han sluttede sig til sit regiment i begyndelsen af maj, hvor han fik en måneds træning, hvorefter hans regiment marcherede til Nederlandene for at slutte sig til Blüchers styrker. Lieber blev overrasket, da han opdagede, at en af sergenterne i hans regiment var en kvinde, der havde udmærket sig så meget i kamp, at hun havde fået tre tapperhedsmedaljer. Og således anførte Blücher i sommeren 1815 mindst en kvinde og 121.000 mænd, en imponerende stor hær på papiret, men som Peter Hofschröer, en historiker, der er meget sympatisk indstillet over for preusserne, skriver, »bestod en stor del af Blüchers styrker af nyligt indkaldte rekrutter, der mestrede to grundlæggende manøvrer: De kunne gå fremad i en tilstand af uorden, eller de kunne gå baglæns i en tilstand af kaos«. Det er vittigt skrevet, men under slaget viste de nye rekrutter sig også at være i stand til at slås, men det var endnu uvist, hvorvidt Gneisenau ville overvinde sin anglofobi og samarbejde med den hær, der samledes vest for preusserne.

Det var den britisk-hollandske hær under ledelse af hertugen af Wellington, der berømmeligt kaldte den for »en skændig hær«. Og det var den også, da hertugen ankom til Bruxelles, idet der ikke var tilstrækkeligt med duelige og pålidelige soldater. Mange af de hollandske regimenter var fra den fransktalende provins Belgien, og hertugen var på vagt over for disse tropper, fordi så mange af dem var veteraner fra Napoleons hære. De fransktalende belgiere var utilfredse med, at deres land var blevet givet til Det Forenede Kongerige Nederlandene, og det vidste kejser Napoleon. Pamfletter blev smuglet over den franske grænse og fordelt blandt de belgiske tropper i hertugens hær. »Til de tapre soldater,« stod der at læse, »der har sejret under de franske ørne: De ørne, der så ofte har ført os til sejr, er vendt tilbage! Deres kampråb er altid det samme: ære og frihed!« Hertugen var i tvivl om pålideligheden af disse regimenter og tog den forholdsregel at skille dem fra hinanden og lade dem indgå i bataljoner, hvis loyalitet der ikke herskede tvivl om.

Disse loyale bataljoner var de britiske tropper og de 6.000 mand 35

waterloo – maj 1815

i The King’s German Legion, en enhed, der havde kæmpet forbilledligt for hertugen under den lange krig på Den Iberiske Halvø.

Legionen­var opstillet i Hannover, der selvfølgelig delte en konge med Storbritannien,*) og i 1815 sendte Hannover yderligere 16.000 mand til at indgå i Wellingtons hær. Disse 16.000 mand var uprøvede, og de blev i lighed med den hollandske hær delt op og slået sammen med enten britiske bataljoner eller The King’s German Legions bataljoner. Det var ikke en populær beslutning. Kaptajn Carl Jacobi fra 1. ­Hanoverian Brigade beklagede sig: De engelske generaler kendte absolut intet til hannoveranernes traditioner ... . I deres øjne var alt forkert, evig og altid åbent for kritik, hvis det ikke tilpassede sig engelske interesser og institutioner. Der var ikke noget kammerateri blandt de al­lierede tropper, ikke engang blandt officererne. Det manglende kendskab til de andres sprog, dette gjaldt begge sider, de store forskelle i løn og de heraf store forskelle i livsstile forhindrede ethvert nærmere kammeratskab. Selv vores landsmænd i The King’s German Legion mængede sig ikke med os; den 15 år gamle fændrik med det røde skærf så ned på den ældre hannoveranske officer.

Da det blev sommer, og krigen begyndte, havde Wellington omkring 16.000 hannoveranere og lige under 6.000 mand fra The King’s German Legion til sin rådighed. Den hollandske hær, der var en del af den »skændige« hær, udgjorde næsten 40.000 soldater, hvoraf halvdelen var en del af regimenter, der var fransktalende, hvorfor der blev rejst tvivl vedrørende deres loyalitet. Resten af Wellingtons hær, omkring 30.000 mand, var britiske, og hertugen ville ønske, at han havde haft flere af dem.

Men Storbritannien havde netop udkæmpet en krig med USA, og mange af de bedste regimenter, hvis soldater var veteraner fra ­Wellingtons sejre, befandt sig stadigvæk på den anden side af Atlanter­

*) De britiske monarker kom i perioden fra 1714, hvor George 1. blev konge, til dronning Victorias død i 1901 fra Huset Hannover; o.a.

36

pragtfulde nyheder: napoleon er igen i frankrig, hurra!

havet. De var på vej hjem, og nogle bataljoner rejste således direkte fra Amerika til Nederlandene. Hertugen ville have følt sig langt mere sikker, hvis han havde haft rådighed over den hær, han havde anført på Den Iberiske Halvø, og som havde været en af de bedste, der nogensinde havde kæmpet under den britiske fane. Nogle få uger før slaget ved Waterloo gik han en tur i en park i Bruxelles sammen med Thomas­Creevey, en britisk parlamentariker, der noget bekymret spurgte, hvilke forventninger hertugen havde til felttoget. En britisk infanterist i rød uniform stod og betragtede parkens statuer, og hertugen pegede på ham. »Der,« sagde han, »der. Det kommer helt an på den fyr der, om vi klarer det eller ej. Giv mig nok af den slags, og jeg er sikker i min sag.« I sidste ende viste der sig at være lige præcis nok. Lidt over 20.000 britiske infanterister skulle kæmpe ved Waterloo, og det var dem, der skulle tage det værste stød, når kejseren angreb. Napoleons generaler advarede ham om disse britiske soldater i deres røde uniformer og fortalte ham, hvor standhaftige de var. General Reille irriterede Napoleon ved at sige, at det britiske infanteri var inexpugnable, uovervindeligt, mens Soult sagde til kejseren: »I direkte kamp er det engelske infanteri selve djævlen.« Og det var de. Kejseren havde aldrig kæmpet mod dem, og han affærdigede advarslerne, men Wellington var klar over deres og The King’s German Legions værd. Fire år efter slaget, da hertugen besøgte slagmarken, sagde han: »Jeg havde kun omkring 35.000 mand, som jeg helt igennem kunne stole på; hvad resten angik, var det mere eller mindre sandsynligt, at de stak af.« Hertugen havde 22 britiske bataljoner, hvoraf 15 havde kæmpet i Spanien eller Portugal. Det var lige, hvad der krævedes. Men selv disse erfarne bataljoner var i lighed med de preussiske regimenter fyldt med nye rekrutter. Den største og en af de bedste bataljoner ved Waterloo var 1. Bataljon af 52. Infanteriregiment fra Oxfordshire, der mere eller mindre havde været i konstant kamp fra 1806 indtil Napoleons første abdikation. Ved Waterloo udgjorde bataljonen 1.079 mand, men ud af disse var 558 nye i forhold til bataljonens sidste slag. Det samme forhold gjorde sig gældende for 1. Korps’ 1. Division (The Guards Division). Fændrik Robert Batty fra 1. Foot Guards sagde, at divisionen 37

waterloo – maj 1815

var fyldt med »unge soldater og frivillige fra militsen, der aldrig havde været udsat for fjendtlig beskydning«.

A lligevel var veteranerne fulde af selvtillid. Frederick Mainwaring var løjtnant i 51. Regiment fra Yorkshire, der havde kæmpet ved A Coruña, Fuentes de Oñoro, Salamanca, Vitoria og i slagene ved Pyrenæerne og det sydlige Frankrig. Bataljonen var stationeret ved Portsmouth, da nyhederne om Napoleons tilbagevenden nåede Storbritannien. Mainwaring erindrede: Jeg sad sammen med to eller tre andre til morgenmad i messen, da tamburmajoren kom ind med brevene og som sædvanlig lagde avisen på bordet. En eller anden åbnede den og kastede et blik på indholdet, og så lyste hans ansigt med ét op, hvorefter han som en anden galning kastede avisen højt op i luften og råbte: »Pragtfulde nyheder: Napoleon er igen i Frankrig, hurra!« I løbet af et øjeblik var vi alle som vilde ... »Napoleon er i Frankrig igen« spredte sig som en steppebrand gennem barakkerne ... folk jublede ... vores glæde kendte ingen grænser!

Kaptajn Cavalié Mercer havde kommandoen over en eskadron fra ­The Royal Horse Artillery i Colchester, da nyheden om Napoleons tilbagevenden nåede frem, og kan fortælle den samme historie som løjtnant Mainwaring. Ordren om at gøre sig klar til krig blev »modtaget med uforstilt glæde af officerer og soldater, alle ivrige efter at udsætte sig for fare og udgyde blod, alle håbende på at opnå hæder og ære og udmærke sig«.

Franskmændene og preusserne havde det på samme måde. Ivrige frivillige meldte sig i hobetal under den preussiske fane, og i Frankrig var de fleste soldater henrykte over kejserens tilbagevenden. Mange havde siddet som krigsfanger i de forfærdelige britiske fængsler, enten i fængslet i Dartmoor eller i modbydelige hulke, der var store afmastede skibe, der lå for permanent anker, og disse mænd ville for alt i verden have hævn. Og de ville opnå hæder og ære. Kaptajn Pierre Cardron, en infanteriofficer, kunne fortælle om en scene, der udspillede sig igen og igen over hele Frankrig. Hans regiment havde svoret 38

pragtfulde nyheder: napoleon er igen i frankrig, hurra!

kongen troskab, men efter Napoleons tilbagevenden havde obersten samlet alle officererne. De stod i to geledder »og spurgte hinanden, hvad der foregik. Hvad handlede det om? Vi stod der og var meget bekymrede,« huskede Cardron, men så dukkede deres oberst op og holdt hvad i sine hænder? Man ville aldrig kunne have gættet det ... Vores ørn, under hvilken vi så mange gange havde marcheret i krig og sejret, og som den tapre oberst havde skjult i sin madras ... Ved synet af den elskede standart blev der fra flere sider råbt »Vive l’Empereur« [Kejseren leve]; de overvældede soldater og officerer ville ikke blot se, men også holde den og røre den; hændelsen fik alle øjne til at fyldes af glædestårer ... vi havde lovet at dø under vores ørn for landet og for Napoleon.

På den baggrund var der ikke noget at sige til, at en fransk general skrev hjem til sin familie, at hans mænd var »gale« med kejseren. Og i denne fanatiske atmosfære besluttede Napoleon sig for et forebyggende stormangreb mod briterne og preusserne. Han ville angribe dem, før den østrigske og den russiske hær kunne nå frem til den franske grænse, og til angrebet havde han 125.000 mand og 350 kanoner til rådighed. Over for ham stod Blücher med 120.000 mand og 312 kanoner og Wellingtons hær bestående af 92.000 mand og 120 kanoner. Kejseren var i undertal, men det var ikke noget nyt, og han var en mester til at manøvrere sine tropper. Opgaven gik ud på at dele de allieredes styrker for så at knuse dem en efter en. Napoleon havde sagt, at det var enkelt at føre krig. »Det er ligesom en boksekamp, jo mere du slår, desto bedre.« Og således, i juni 1815, drog han af sted for at slå Blücher og Wellington til plukfisk.

39

waterloo – maj 1815

40