90 mm
145 mm
35 mm
– Kristianstadbladet
”Östlundhs måske mest barske værk til dato, en mordhistorie så gråkold og trøstesløs som novemberregn.” – Femina
Om FREMMED GÆST:
– Julia Lahme, Femina
”Sproget er karskt og mundret, opbygningen stram og fin … et virkelig godt bud på en solid krimi …” – Henrik Palle, Politiken
”Spændingen er velholdende over 464 velskrevne sider.”
Men noget går pludselig helt galt, da deres medsammensvorne bliver fundet myrdet. Nogen ved besked om deres lyssky forretninger, og drømmen om et sorgløst liv under varme himmelstrøg forvandles til en kamp for livet på det novemberkolde Gotland. Fredrik Broman og hans kolleger ved Visby politi har allerede hænderne fulde med opklaringen af en sag om et lig fundet i det kommunale vandtårn og må nu føre to parallelle efterforskninger. Er de to mordsager forbundet, og kan de nå at løse dem, inden flere må lade livet?
Lovløst land er en gribende og spændende krimi om at bryde op og starte forfra – uanset prisen. ” H åk an Östlu nd h h ar s k re v e t e n u sæ dvan l i g d r a m at i sk h i sto r i e o m sv igt og m ørk e he m m e l ighe d e r … H an komb i n e r e r m est e r l i g l i t t e r æ r k val ite t, høj s pæ nd ing og fine p e r so n t eg n i n g e r .” – B ern er B är/Sch w e i z
– Dagbladet Holstebro
”En af Östlundhs bedste bøger … Den er så spændende, at man ikke kan lægge den fra sig.” – Dagens Nyheter
Håkan Östlundh (f. 1962) bor med sin familie i Stockholm i vinterhalvåret og på Gotland om sommeren. Han har tidligere arbejdet som journalist og manuskriptforfatter og har udgivet i alt seks, selvstændige krimier om politimanden Fredrik Broman. Hans bøger er solgt til flere europæiske lande og USA. På dansk er udkommet Blod (2010) og Fremmed gæst (2012).
K R I M I · L i n d h a r d t
o g
R i n g h o f
”Igen – svenske forfattere kan deres håndværk, og Håkan Östlundh er ingen undtagelse. Der er garanti for skandinavisk uhygge …” – Dagbladet Ringkøbing-Skjern
9 788711 382301
www.lindhardtogringhof.dk
Omslag: Stoltzedesign.dk
226 mm
”Det er stang-uhyggeligt og simpelt hen næsten for godt skrevet til, at man kan lægge den fra sig.”
F
ætrene Viktor og Rafael handler diskret med amfetamin over internettet, og alt går efter planen. Det er lykkedes dem at gemme mange penge væk på en oversøisk konto, og de har snart nået deres mål, så de kan forlade Gotland for altid sammen med Viktors store kærlighed, Nadja.
90 mm
Foto: Sofia Runarsdotter
”Lovløst land er Håkan Östlundhs bedste krimi ... Det er en dybt moralsk skildring af, hvordan det kan gå, hvis man tager skridtet fra livets gråzone til rendyrket kriminalitet. Og samtidig er den fuld af solidaritet med de mennesker, som samfundsudviklingen har forvist til et lovløst land.”
håkan Östlundh LOVLØST LAN D
Om LOVLØST LAND:
145 mm
Håkan Östlundh
LOVLØST LAND På dansk ved Anders Juel Michelsen
LINDHARDT OG RINGHOF
Lovløst land.indd 3
18/03/13 12.42
1 Regnen, som havde hvisket i trækronerne siden tidlig morgen, holdt endelig op, lige inden Josefin Broberg stod ud af bilen uden for vandtårnet i Alva. Hun så op mod novemberhimlen, hvor den tredive meter høje cylindriske bygning skød i vejret oven over trætoppene. En snavset stribe langs facaden kunne få det til at se ud, som om beholderen lækkede, men det var blot regnvand fra taget, som havde misfarvet betonen. Der var kommet en del klager over vandet, hvilket der ikke var noget usædvanligt i. Hver uge var der nogen, som klagede over misfarvet vand eller for stærk klorlugt, nogle gange også over muggen lugt og smag. Det var der ofte en enkel forklaring på. Måske havde abonnenten været bortrejst i længere tid og boede langt fra vandværket. Så skulle man lade vandet løbe længe, inden det blev frisk. Men i den senere tid var der kommet en del flere klager, hvilket havde fået hendes chef på vandværket til at sende hende ud for at foretage en ekstra kontrol. Josefin Broberg låste døren op til det lille svenskrøde skur, som klamrede sig til den nederste del af det høje tårn. I skuret var der ventiler til ind- og udgående vand, doseringspumpen til klor og tønder med koncentreret klor, som skulle fortyndes, inden den kunne tilsættes i pumpens beholder. Josefin stillede den sorte rygsæk fra sig, som hun ikke havde gidet tage på ryggen på det korte stykke fra bilen, og pakkede alt det ud, hun skulle bruge. En computer, et plasticglas og nogle flasker til vandprøver. Hun tændte computeren, fyldte glasset med vand fra beholderen, holdt det op mod lyset fra porcelænskuplen på væggen og sluttede af med at lugte til det og smage det. Det indgik ikke i rutinerne, men hun syntes, det var en enkel og god indikator for, om der var noget galt. Foreløbig så alt ud til at være i orden. 7
Lovløst land.indd 7
18/03/13 12.42
De værdier, som hun fik ind i computeren fra fjernaflæsningen, tydede heller ikke på noget andet. Derefter dobbelttjekkede hun vandstrømmen og målte kloroverskuddet. Heller ikke noget underligt der. Hun fyldte vand på de to sterile prøveflasker, som skulle sendes til analyse, og stoppede dem ned i rygsækken sammen med computeren. Josefin slukkede lyset i pumpehuset og sikrede sig, at døren var låst. Hun kiggede op mod tårnets top. Snart skulle grantræet sættes op på taget, noget, de havde moret sig med, lige så længe hun havde arbejdet der. Et lille juletræ med lyskæde. Det var et hyggeligt syn ude fra vejen. Skulle hun gå derop? De plejede ikke at gøre det, men når hun nu alligevel havde foretaget en ekstra kontrol, kunne hun lige så godt krydse dét af. Hun efterlod rygsækken i bilen og låste døren til trappeopgangen op. Der var ingen idé i at slæbe computeren og vandprøverne med op ad den over tredive meter høje vindeltrappe. Hun tændte lyset og lod døren smække i bag sig. Der kom syngende og klirrende lyde fra gittertrinene af aluminium, da hun trampede op i rask tempo. Hun kunne ikke tro andet, end at alt var, som det skulle være. I de fem år, hun havde arbejdet for kommunen, var det kun sket én gang, at en klage fra en forbruger havde vist sig at have en alvorlig baggrund. Dengang havde der af en eller anden grund været for meget jern i vandet, hvilket i og for sig var ufarligt, men det fik vandet til at smage af blod. Hun kom op til rummet øverst oppe mellem taget og selve beholderen. Et cirkelrundt, nøgent betonrum, godt ti meter i diameter. Bortset fra et grønt metalskab og et lille, vakkelvornt bord var der tomt. Langs den ene side førte en støbt betontrappe til en dør, som var indgangen til beholderen. Josefin gik ned ad trappen med hånden på det sorte jerngelænder. Hun tændte lyset oven over beholderen og kiggede ind gennem vinduet på den spejlblanke vandoverflade. Normalt gik de kun ind i beholderen, når tårnet blev lukket af for at blive gjort rent. Af naturlige grunde skulle kontakten til omverdenen be8
Lovløst land.indd 8
18/03/13 12.42
grænses mest muligt. Josefin havde heller ikke tænkt sig at gå derind nu, kun kigge ind gennem inspektionsvinduet, men så ombestemte hun sig. Hun kunne lige så godt gøre det grundigt. Hun strøg de sorte lokker tilbage og satte dem op i en knold, inden hun fandt nøglen frem. Hun låste op, standsede inden for døren, tog overtrækssko på og fortsatte ind på den smalle afsats, der var lukket af med et rækværk ud mod beholderen. Skridtene gav genlyd mellem betonen og vandet, den knitrende lyd fra de blå plasticsko blev forstærket oppe under loftet. Hun kunne godt lide lyden, den var både hyggelig og lidt skræmmende på samme tid. Vandet var tæt på. Vandstanden var næsten det maksimale. Det var normalt på denne tid af året. Det var kun i sommermånederne med alle feriegæsterne og folk, der vandede haver, at vandstanden faldt. Hun tændte de stærke projektører i loftet og kiggede ned i bassinet. Overfladen var glat som en glasplade, men genskæret fra lamperne gjorde det svært at se. Josefin satte sig på hug og stak hovedet ud gennem rækværket. Der var hele seksogtyve meter ned til bunden, og beholderens vægge var mørke, men vandet var klart som luft. Lå der noget dernede? Josefin stak overkroppen lidt længere ud og lænede sig så langt frem, at hun næsten rørte ved vandet med næsetippen. Det var også en måde at stikke næsen i noget på. Men det her var hendes arbejde. Hun blandede sig ikke i noget, som ikke vedrørte hende. Der var da et eller andet? Hun svajede, rykkede forskrækket hovedet tilbage og slog sig mod jernstangen i rækværket. – Satans, bandede hun og krøb sammen af smerte. Hun trykkede hånden mod baghovedet og lukkede øjnene. Tænk, hvis hun var faldet i. Den værste smerte fortog sig efterhånden. Hun åbnede øjnene og kiggede ned mod vandoverfladen igen. Der lå noget på bunden af beholderen, det var hun helt sikker på. Hvordan var det endt der? Det burde ikke kunne lade sig gøre. Det var kun 9
Lovløst land.indd 9
18/03/13 12.42
kommunens ansatte, som havde adgang til vandtårnet. Tårnet havde sådan set ingen alarmer, men hvis nogen var brudt ind uden at have en nøgle, burde de have bemærket det. Hun rejste sig langsomt op og gned sig i baghovedet. Hvad kunne det være, der lå på bunden? Hun gik op og hentede vandkikkerten, som blev opbevaret i metalskabet på etagen ovenover. Derefter stak hun forsigtigt hovedet ud gennem rækværket igen og satte den tragtformede kikkert ned mod vandoverfladen. Josefin behøvede kun at kaste et hurtigt blik i kikkerten for at se, hvad det var, der lå dernede, seksogtyve meter under hende. Der lå et menneske på bunden af beholderen. Et menneske med blegt og opsvulmet ansigt.
Lovløst land.indd 10
18/03/13 12.42
2 Det var første gang i over en uge, at man kunne ane solen gennem skydækket, der havde ligget som et stædigt låg over Gotland. Klokken var nogle minutter i tre. Nadjas bus skulle komme 15.05. Viktor nærmede sig Hemse på Ronehamnsvejen. Den store, hvide klode med OK’s og Lantmännens logoer, som plejede at stikke op over tage og trækroner, var blevet revet ned for nogle år siden. Den slags detaljer betød måske ikke noget for de fleste, men for ham betød det noget. Det var ikke kuglen i sig selv, der var det vigtige. Det var forandringen. Det var sådanne små ting, som viste, at tiden gik, og mindede ham om, at han ikke var femten år længere, men en voksen treogtyveårig. Treogtyve. Det var sgu da at være gammel. For fem år siden tog han kørekort og blev myndig. For en evighed siden. Det gjorde ham helt nervøs at tænke sådan. Tiden. De fleste lod den bare gå. Og så stod de pludselig der krumbøjede og grå på Storgatan med en stok i hånden. Mødtes uden for Bagarns. “Kan du huske, da de rev siloen med kuglen på ned, der ved Lantmännens?” “Jo, det må vel være over halvtreds år siden nu.” Han gøs. Det, som ikke sker nu, sker aldrig. Var det ikke det, de sagde, alle de gamle, det råd, de altid kom slæbende med: Tag vare på tiden. Tag vare på tiden, du, som stadig er ung. Regn trygt med det. Da han svingede ind mod busstationen, kom en sort EPA- traktor langsomt kørende fra den modsatte retning. Han kunne se Tipps hvide skæg oven over rattet og vinkede hurtigt. Viktor kendte ham ikke specielt godt. Han havde købt noget hjemmebrændt af ham nogle gange for flere år siden. Tipp havde mistet kørekortet for spritkørsel og havde ikke kla11
Lovløst land.indd 11
18/03/13 12.42
ret den nye køreprøve. Det var derfor, han kørte i en EPA-traktor. Han skulle være glad for, at han ikke var blevet knaldet for hjemmebrænding og videresalg. Mange nede på Sudret var ligeglade med, om de kørte ulovligt. Der var allerhøjst lidt kontroller i weekenderne og nogle gange om sommeren, når folk kom over fra fastlandet. Ellers var det kun, når man skulle op til Visby, at man skulle passe på. Men Tipp blev der holdt øje med. Og nu havde de åbnet politistationen i Hemse igen. Det var synd. Altså for sådan nogle som Tipp. Viktor kørte aldrig, når han var fuld eller bagstiv. Det var ikke det værd. Han havde brug for sit kørekort, han var nødt til at kunne komme både til Visby og fastlandet med bilen. Og han ville ikke stå i noget register. Han lod bilen trille det sidste stykke hen til den lysegule sta tionsbygning og parkerede pickuppen i en af båsene. Han slukkede motoren, men blev siddende i bilen. Klokken var præcis tre. Der var tomt på busholdepladsen. Det var en rolig dag i dag. Intet arbejde. Han havde tid til at se Nadja. I morgen havde de også fri, han skulle allerhøjest sidde lidt ved computeren. Han trommede på rattet, drejede tændingsnøglen, så han kunne høre radio, søgte mellem kanalerne, men fandt ikke noget, han brød sig om. Han tændte i stedet for cd-anlægget, han vidste, at cd’en med Pascal var i. Manuela De Gouveias og Isak Sundströms stemmer var lige begyndt at lyde i kabinen, da han fik øje på bussen i bakspejlet. Han lod dem synge sidste vers færdigt, drejede nøglen tilbage igen og stod ud af bilen. Han gik med langsomme skridt hen mod busskuret og var alligevel fremme før bussen. Han prøvede at få øje på Nadja blandt passagererne, som blot var nogle skygger bag ruderne, tænkte, at han nok ville få et glimt af hendes røde hår, men kunne ikke se hende. Nadjas hår var egentlig mørkebrunt, men hun havde farvet det rødt. Ikke hennarødt, men lysende vinrødt. Hun gik sidste år på Säve i Visby. Selv havde han ikke gået i gymnasiet. Han var begyndt på det, men droppede ud efter det første år. Han havde fulgt ganske 12
Lovløst land.indd 12
18/03/13 12.42
godt med, i hvert fald i de emner, som interesserede ham, det var ikke det, der var problemet. Det var det med tiden, han ikke kunne klare. At de bare sad der. Der gik så meget tid til spilde. Det føltes, som om de kunne have klaret det på den halve tid, hvis de virkelig havde villet. Han kunne ikke klare, når det gik for langsomt. Så ville han bare ud og væk. Bussen standsede ved busskuret og åbnede dørene med et langtrukkent suk. I samme øjeblik bremsede en Volvo med en glitrende grøn farve op bag ham. Døren i førersiden blev åbnet, og en kvinde i fyrreårsalderen steg ud. Nadjas mor. Hun sendte et hårdt blik i hans retning, inden hun skyndte sig forbi hen til bussens bagdør. Viktor blev stående. Da to fyre i sorte parkaer og kasketter var steget ud, kom Nadja. – Hej, skat, bilen holder derovre, hørte han Nadjas mor sige. Hun gjorde sit bedste for at stille sig i vejen, så Nadja ikke kunne se ham, men Nadja var højere end sin mor. – Så, sæt dig ind i bilen. Nadja blev stående og så på Viktor. Han hævede skuldrene i en spørgende gestus. Nadja prøvede at bevæge sig hen mod ham, men blev stoppet. – Gør nu, som jeg siger. – Mor ... Stemmen blev skarpere. – Sæt dig ind i bilen. Hører du? Og så er der ikke mere at snakke om. Nadja sendte Viktor et træt blik. Det opfangede Nadjas mor, som snurrede rundt og tog tre beslutsomme skridt hen mod ham. – Og du! sagde hun og løftede højre pegefinger mod Viktors bryst, så den næsten rørte ved opslaget på den åbne jakke. Hvis du har nogen som helst respekt for Nadja, synes jeg, du skal lade hende være i fred. Nadja er kun atten år og går stadig i skole. Hun kan godt undvære en bandit fra Rums. Hendes stemme blev stadig højere for hver sætning, og det sidste kunne høres af alle inden for halvtreds meter fra busstoppestedet. Viktor blev helt kold. 13
Lovløst land.indd 13
18/03/13 12.42
Det skyldtes ikke fornærmelsen eller anklagen i sig selv, men fordi han i nogle sorte sekunder var helt overbevist om, at hun vidste noget. Blev der snakket om ham? Men så blev han rolig. Det var umuligt. Hvis der blev snakket, og Nadjas mor havde hørt snakken, så havde han siddet i fængsel nu. Hun vidste ikke noget. Det var bare sådan, hun betragtede ham. Som en bandit. Fordi han kom fra Rums, fordi han ikke havde gået i gymnasiet, fordi han var den, han var. – Det tror jeg også godt, du selv kan forstå, hvis du tænker dig om, tilføjede hun i et mere behersket tonefald. Nadjas blik havde fået nyt liv. Hun stirrede vredt og forurettet på sin mor, men havde tydeligvis opgivet tanken om at tage kampen op. Hun halvt løb hen til Volvoen og flåede døren til bagsædet op. Hendes højlydte “dumme kælling” blev klippet over, da hun smækkede døren, og den sidste stavelse forblev en mumlen bag ruden. Moren stod tilbage og stirrede på ham i et par sekunder til som for at brænde sine ord ind i ham med et slags laserblik. Hendes hår var tykt og brunt, ligesom Nadjas, når det ikke var farvet, men hun havde en meget enklere frisure. Tænderne var hvide og regelmæssige, når man så bort fra et lille mellemrum mellem fortænderne, næsen var lige, men næsetippen pegede en anelse opad. Nadja var tæt på at være en eksakt kopi af sin mor, som man med lidt god vilje kunne antage for at være hendes ældre søster. Det gjorde ham utilpas at se dem sammen. To næsten identiske kvinder, en, som elskede ham, og en, som efter alt at dømme hadede ham. Nadjas mor slap ham med blikket, gik hen til bilen med hurtige, vrede skridt og lynstartede den. Han blev stående og så efter den, da den svingede til venstre ud på Ronevejen. Bandit fra Rums. Jovist, han nedstammede fra stenhuggere og landarbejdere, måske var der en bonderøv et sted. Men en bonderøv i När. Var hun så meget bedre? Tilbage i pickuppen tændte han for musikken igen. Han skrue de op for lyden og hørte Måne över Fårösund færdig, inden han 14
Lovløst land.indd 14
18/03/13 12.42
drejede nøglen om og bakkede ud. Langsomt kørte han det korte stykke hen til Konsum. Han havde ikke lyst til at møde nogen, og det ville han højst sandsynlig gøre, hvis han gik i Ica. Der midt i downtown Hemse, ved siden af Systemet, var der en god chance for at rende på nogen af egnens banditter. Fra Rums, fra Stånga eller måske nede fra Grötlingbo. Banditter var måske lidt overdrevet. Det var småsvindlere, folk, som kunne skaffe et par snedkere sort fra øen eller fra Polen om nødvendigt, sælge hjemmebrændt eller smuglercigaretter, tage imod bestilling på en billig hjemmebiograf, de kunne måske endda skaffe noget hash og give et tip om, hvor man kunne få en pige mod betaling. Gjorde det ham til en bandit, at han i stedet for de lidt vejrbidte udkantstyper, som Nadjas mor kendte, omgikkes folk som HB-Tipp, Cigsmugleren, TV-Lasse eller Fissekranen. Foruden alle de sociale bumser og narkomaner, han kendte og ikke ville have noget med at gøre, men som ligesom fulgte med. Gjorde det ham til bandit? Men bortset fra det var han jo faktisk en bandit. Selvom ingen vidste det. Eller i hvert fald kun meget få. Han så på sig selv i bakspejlet. Nybarberet og med nyvasket hår. Som om det gjorde nogen forskel. Satans, forbandede kælling, hvad skulle hun overhovedet blande sig for? Nadja var atten, som hendes mor havde konstateret, atten år og myndig. Hun bestemte selv over sit liv. Han knyttede næven og hamrede den i sædet to gange. Det hjalp ikke rigtig, og mens han så sig om efter noget at slå i stykker, kunne han høre, at han havde modtaget en sms. Han tog mobilen op af lommen. Den var fra Nadja. Hent mig i Visby i morgen. Slutter 14.50 XOX
Lovløst land.indd 15
18/03/13 12.42
3 Kriminalinspektør Fredrik Broman bladrede i brochuren fra kommunens byggeforvaltning og erkendte, at blanketten skulle have været udfyldt og indsendt for over to uger siden. Hvordan havde han kunnet glemme det? spurgte han sig selv, men kendte allerede svaret. Han havde ikke gidet læse informationerne ordentligt. Da den digre brochure var landet i brevkassen en gang for et halvt år siden, havde han hurtigt skimmet den første side og lagt brochuren på en hylde i køkkenet. Der var den blevet liggende. Da han gik vejledningen igennem, blev han klar over, at han skulle bruge en plantegning over ejendommen i størrelsesorden 1:50, før ansøgningen var komplet. Han fandt nummeret til landmålerkontoret i kommunens brochure, ringede op og blev placeret i kø. Han var nummer fjorten. Da han havde arbejdet sig ned til en ottendeplads, begyndte mobilen at brumme på bordpladen. Det var Göran Eide. – Hallo, svarede han. – Har du tid et øjeblik? sagde Göran. Det lød, som om det var vigtigt. – Ja, jeg kommer. Fredrik lagde røret på efter et øjebliks tøven og opgav sin plads i telefonkøen. Han kunne have sagt, at han var optaget, tænkte han, mens han gik ned ad gangen. Han havde ikke behøvet at fortælle, at det var en ansøgning om tilladelse til et afløb, han var optaget af. Landmålerkontoret havde sikkert lukket for telefonerne, når han fik chancen for at ringe igen. Han åbnede døren ind til Göran uden at banke på. 16
Lovløst land.indd 16
18/03/13 12.42
– Hej, sagde Göran muntert, kom ind og sæt dig. Fredrik fik straks en følelse af, at det var noget andet end de verserende efterforskninger, hans chef ville diskutere. Göran slog ud med hånden mod de nye gæstemøbler, som var blevet installeret på hans kontor for nogle uger siden og bestod af fire store lænestole betrukket med blåt stof. Der var noget lidt for prangende og mageligt over dem, og kollegerne på Krim undgik så vidt muligt at sætte sig i dem under de spontane møder, der ofte opstod inde på Görans kontor. Det var bedre, som det var før, ganske enkelt. Göran smilede til ham, lagde læsebrillerne fra sig og strøg sig eftertænksomt over den skaldede isse, som kun havde været en lille, bar plet, da Fredrik begyndte ved Gotlands politi. – Der er noget, jeg gerne vil drøfte med dig, sagde Göran. Fredrik havde gættet rigtigt. – Vi står for at skulle omorganisere kriminalafdelingen. Fredrik nikkede. Hvornår gjorde de ikke det? – Tanken er, at Krim skal inddeles i fire enheder med hver sin chef. Det er delvist baseret på, hvordan vi arbejder i forvejen, men i en mere fast struktur. En af enhederne bliver i princippet den samme som den, du allerede arbejder i, voldsenheden ... Han blev afbrudt af telefonen, der ringede. Göran rejste sig med et suk og gik hen til skrivebordet. – Jeg skulle have fået den stillet om, sagde han og kastede et blik på fastnettelefonens display. Undskyld. Han tog røret op. Fredrik smilede og nikkede, at det ikke gjorde noget. – Ja, det er Göran. Krimchefen tav og lyttede, stillede nogle korte spørgsmål. Ansigtet blev helt blankt, som om han slap taget i alt andet end det, han blev informeret om lige nu. Fredrik genkendte det udtryk. – Vi kommer, sagde Göran. Han afsluttede samtalen og så på Fredrik. – Der ligger en død mand i vandtårnet i Alva. – I tårnet? I vandet eller ... – Ja. Han ligger åbenbart på bunden af selve beholderen. Det 17
Lovløst land.indd 17
18/03/13 12.42
kan være en ulykke, men kommunens driftstekniker, som fandt ham, kunne ikke begribe, hvordan han var endt der. Fredrik var allerede på vej for at hente sin jakke. Göran fulgte efter ham ud i gangen. – Vi må tale mere om det andet så snart som muligt. Men indtil da, så gå stille med ... Göran så sig om på gangen og sluttede af med en hvisken. – Omorganiseringen.
Lovløst land.indd 18
18/03/13 12.42
4 Fredrik, Göran og Eva Karlén stod ved rækværket ud mod beholderen og fulgte med, så godt de kunne, mens dykkere fra redningstjenesten arbejdede seksogtyve meter under overfladen. Beholderen skulle tømmes, men at tappe tre tusind kubikmeter vand var ikke noget, man gjorde i en håndevending, og det kunne de ikke vente på. – De lægger liget i en sæk, inden de tager det op. Det er derfor, det tager lidt tid, sagde Eva Karlén. Nu tror jeg i og for sig, at kroppen er ret stabil. Når vandet er så koldt, går det utrolig langsomt med forrådnelsesprocesserne. Det er mest huden, som forandrer sig. Lidt ligesom når man har ligget for længe i badekarret. – Hende fra kommunen sagde, at de har fået klager over vandet, påpegede Fredrik. Eva så på ham og kløede sig på næsen. – Jaså? sagde hun forbavset. Der kan selvfølgelig være lækket noget fra tarmene lige i starten. Og blod, hvis han på nogen måde er skadet. Men jeg kan ikke rigtig forestille mig, at det skulle påvirke så stort et vandvolumen. Hun tænkte lidt over det. – Men selvfølgelig, hvis liget ligger lige ved udløbet. Göran lavede en grimasse. – Tak, det var lige, hvad jeg havde lyst til at høre, sagde Fredrik. Det vendte sig i hans mave. Ikke på grund af den døde på bunden af beholderen, men fordi han havde drukket af vandet hver dag, mens liget havde ligget der. Han, Ninni og Simon havde drukket det, lavet mad med det og taget bad i det. Han tog sin mobil frem for at liste sig til at sende en sms, men Eva kom ham i forkøbet. 19
Lovløst land.indd 19
18/03/13 12.42
– De har allerede koblet tårnet fra. Vandet kommer direkte fra pumpestationen i Stånga. Fredrik lagde mobilen i lommen og så på Eva, som havde vendt blikket mod vandoverfladen igen. Der var trangt på den smalle afsats langs beholderens side. Hendes skrigorange overall strejfede ham, da hun lænede sig over rækværket. Farven var ikke standard hos politiet. Han gik ud fra, at hun havde bestilt den specielt til sig selv. Det var den slags, hun gjorde, Eva. Han flyttede sig lidt væk fra hende. Der var gået flere år siden de oprivende forårsmåneder, da de havde haft et forhold. Alligevel føltes det altid, som om kollegerne nysgerrigt fulgte med i enhver bevægelse, så snart Fredrik og Eva befandt sig i samme lokale. Som om de håbede, at de ville røbe sig på en eller anden måde. At der stadig ville være noget at sladre om. Eva så op, og et kort øjeblik dvælede hendes blå øjne ved Fredriks. Han trak hurtigt blikket til sig. Ti minutter senere havde dykkerne fået den døde mand op til overfladen. Eva og Fredrik hjalp med at løfte sækken op af vandet og videre op på afsatsen. Fredrik ville ønske, at han havde været mere praktisk klædt. Bukserne blev våde fra knæene og nedefter, og vandet svuppede i de blå overtrækssko. De bar sækken op til lokalet ovenover og lagde den forsigtigt på betongulvet. Eva åbnede den og foldede oversiden til side. Hun satte sig på hug lige over det kridhvide og opsvulmede ansigt. Det mørke hår lå glat hen over hovedbunden, som om det var malet på. Hun løftede forsigtigt den dødes hoved og studerede det hele vejen rundt. – Ingen skader på hovedet, så vidt jeg kan se. Der kan jo være noget i hårbunden. Vandet har formentlig opløst eventuelt blod, så det kan være lidt svært at få øje på en skade, især hvis han endte i vandet, kort efter at døden indtraf. Men det mest sandsynlige er nok, at han bare er druknet. – Eller er blevet druknet, sagde Fredrik. – Det er klart. Evas handskeklædte hænder gennemfølte hurtigt mandens tøj og fandt en tegnebog frem fra en jakkelomme. Hun rakte 20
Lovløst land.indd 20
18/03/13 12.42
den til Göran. Det dryppende læder var opblødt af vandet og var ikke meget for at give sit indhold fra sig, men efter at have kæmpet lidt med det fik Göran fisket et kørekort frem. – Pontus Hellberg, læste han på kortet. Han viste det til Eva og Fredrik. Ansigtet på billedet var helt anderledes, end det der lå foran dem, magert med tydeligt markerede træk, men hårfarven stemte.
Lovløst land.indd 21
18/03/13 12.42
5 – Jeg forstår ikke, hvordan det kan være gået til. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Josefin Brobergs hænder rystede, da hun rakte dem frem i en slags bedende gestus mod kriminalinspektør Gustav Wallin, som var blevet nede på jorden sammen med den chokerede driftstekniker. – Og døren var forsvarligt låst? – Ja, alt var låst, som det skulle være. Der var overhovedet ingen tegn på, at der var noget galt. Hverken med vandet eller noget andet. – Men der er ingen alarm? – Nej, ingen indbrudsalarm. Gustav vidste ikke, om vandtårnet i Alva var klassificeret som bevaringsværdigt, men det var der mange vandtårne, der var, og han var gået ud fra, at der fandtes en direkte alarm til et vagtfirma. – Der findes jo alarm og automatisk lukning ved lækage, eller hvis klorkoncentrationen stiger eller falder under visse grænseværdier, sagde Josefin Broberg, som om hun havde gættet sig til, hvad han tænkte på. De stod mellem den civile Passat, som Gustav var kørt i, og redningstjenestens røde dykkerbil. Det blå og hvide afspærringsbånd snurrede langsomt rundt som en serpentine i den lette, men kølige vind fra nord. Josefin stak sine dirrende hænder i jakkelommerne. Det var selvfølgelig indbildning, men Gustav syntes, han så de mørke lokker på hendes hoved begynde at dirre i stedet, som om hændernes rystelser forplantede sig til et andet sted på kroppen. Han ville gerne selv have stukket hænderne i lommerne på sin 22
Lovløst land.indd 22
18/03/13 12.42
egen varme jakke, men syntes ikke, det var passende, mens han afhørte nogen, desuden skulle han også tage notater. Gustav havde rutinemæssigt tjekket Josefin Broberg på vej ned til Alva. Hun var seksogtredive år og boede sammen med en jævnaldrende mand i Fide. De havde en femårig datter. Deres straffeattester var hvide som sne. – Rent teoretisk ville nogen altså kunne slippe ind i beholderen og falde ned og drukne, uden I bemærkede det. – I så fald måtte han have en nøgle, og hvor skulle han få den fra? Jeg mener, dørene var jo ikke brudt op. Og låsen fejler ikke noget, selvom vi ikke har nogen alarm. Hun trak højre hånd op af lommen og tørrede en regndråbe af kinden. – Men det er sat i gang, det ved jeg, sagde hun med et undskyldende smil. – Det var godt, sagde Gustav. Han bladrede frem til en tom side i notesblokken. – Hvor tit kommer der nogen her og kigger på anlægget? – Der er rutineeftersyn to gange hver uge. Men det kan også ske oftere, hvis der kommer klager, som vi tror kan have noget med beholderen at gøre. – Var det her et rutinemæssigt eftersyn? – Nej, vi har fået en del klager. Egentlig lidt upræcise klager, men kommer der tilstrækkeligt mange, er vi nødt til at undersøge det. Nu må vi selvfølge sanere, tømme tårnet og gøre rent. Hun vendte sig hurtigt om og kiggede hen mod vandtårnet lige over jordhøjde, hvor Gustav antog, at bunden af cisternen måtte befinde sig. – Folk vil nok ikke synes, det er så sjovt, når det her slipper ud, fortsatte hun og vendte sig om mod Gustav igen. – Nej, men det vil måske sætte fart i installeringen af den alarm. Og efterspørgslen på vand på flaske kommer til at stige i det sydlige Gotland, tænkte han. Josefin Broberg stirrede på ham, og han spekulerede på, om hun havde opfattet det med alarmen som en anklage. Det havde naturligvis ikke været hans hensigt at kritisere en driftstekniker, 23
Lovløst land.indd 23
18/03/13 12.42
fordi vandtårnet ingen alarm havde. Inden han nåede at sige mere om det, blev døren til tårntrappen åbnet, og Fredrik kom ud. Han så ud til at fryse, gik med skuldrene trukket op, og buksebenene var våde. – Må jeg afbryde et øjeblik? sagde han og lod blikke glide fra Gustav til Josefin. – Værsgo, sagde Gustav. Fredrik gik et par skridt nærmere og henvendte sig til Josefin. – Kender du en Pontus Hellberg? Hun svarede ikke lige med det samme og tog langsomt hænderne op af lommerne. – Ja, det gør jeg. Hvorfor det? – Hvem er han? – Det er en kollega. – På vandværket? – Ja. Det vil sige, han er holdt op. Men hvorfor spørger du om det? – Hvor længe siden er det, han holdt op? Gustav lagde mærke til, at Fredrik holdt noget i sin højre hånd, som han fingererede ved med venstre pegefinger. Han spekulerede på, om Josefin Broberg også havde bemærket det. – For cirka halvanden måned siden. Hun ulejligede sig ikke med at spørge om, hvorfor Fredrik gerne ville vide det, havde vel indset, at hun ikke ville få et svar, før han syntes, det var passende. – Hvorfor holdt han op? – Han sagde op. Han sagde, han ville ud at rejse. Fredrik rakte det frem, som han holdt i hånden. Det var et kørekort. – Det her lå i den døde mands tegnebog. Er det din kollega? Josefin sænkede blikket og kiggede på kortet, kneb øjnene sammen og rakte hånden frem. Fredrik lod hende tage det. Hun studerede det og så så på Fredrik. – Mener du, at det er ham, der ... – Vi har faktisk svært ved at afgøre, om det er ham, men meget taler for det. Kørekortet, at han arbejdede her ... 24
Lovløst land.indd 24
18/03/13 12.42
Josefin tog et hårdt greb i Gustavs overarm uden at vide det. – Det er jo ... frygteligt. – Det gør mig ondt. – Han havde kun arbejdet hos os et år. Jeg kendte ham ikke så godt, men ... – Jeg ved, det er meget at bede om, men jeg vil alligevel spørge dig, om du vil følge med op og prøve at identificere ham? Josefin stirrede på ham uden at svare og klemte endnu hårdere om Gustavs arm. Han spekulerede på, om han ville få et blåt mærke. – Du mener, at jeg skal ... at jeg skal kigge på ... – Det bestemmer du selvfølgelig selv, men det ville være en stor hjælp. Jeg tror, det er lettere for dig at genkende ham. Vi har jo kun kørekortet at sammenligne med. – Jeg kan vel gøre et forsøg, hviskede hun. Gustav indså, at han blev nødt til at følge med op, for det virkede ikke, som om Josefin Broberg ville give slip på ham. Fredrik misundte ikke kvinden fra vandværket. Han havde stået foran mange døde, både myrdede og forulykkede, men havde aldrig skullet identificere en kollega. Josefin nikkede gentagne gange mod den døde på gulvet. – Det er Pontus. Han ser anderledes ud, men det er ham. – Du er helt sikker? spurgte Fredrik. – Ja. Hun så sig usikkert omkring mellem Fredriks kolleger. – Tak skal du have, sagde han. Det var alt. – Jeg følger dig ned, sagde Gustav. Fredrik så Gustavs forede ruskindsjakke forsvinde gennem døråbningen til trappeopgangen. Han ville ønske, han havde haft noget lignende på. Der var ikke mange grader varmt i rummet. Det føltes, som om det var koldere her end udenfor. Det var formentlig vandet, som afkølede rummet. Da ekkoet af skridtene på vindeltrappen blev svagere, gik Eva hen til den døde igen. Tegnebogen var det eneste, hun havde 25
Lovløst land.indd 25
18/03/13 12.42
fundet i lommerne. Han havde hverken haft nøgler eller mobiltelefon på sig. – Hvordan kom han ind uden nøgler? tænkte Fredrik højt. Göran kiggede ned på vandet. – Er det helt sikkert, at de ikke kan være faldet ud på bunden? spurgte han. – Ja, dykkerne har tjekket det, sagde Eva. Og de kan ikke være forsvundet i udløbet. Det har de undersøgt. Hun satte sig på hug igen, trak ned i lynlåsen på jakken og fortsatte undersøgelsen. Jakkens for var mættet af vand og faldt tungt ud fra kroppens sider, da Eva åbnede jakken. – Her har vi noget. Fredrik havde allerede set det, Göran sikkert også. Midt på den mørke bomuldstrøje var der et hul med forrevne kanter. Eva løftede op i den våde trøje, krængede den op over maven og halvdelen af brystet og frilagde mere bleg og runken hud. Omtrent der hvor brystknoglen sluttede, var der et tydeligt indgangshul med nogle små blodrester, som ikke var blevet opløst af vandet under trøjen. – Vi kan vist godt udelukke en ulykke, ikke? sagde Gustav. – Jo, nikkede Eva uden at se op. Det der er et indgangshul efter en kugle.
Lovløst land.indd 26
18/03/13 12.42
Lovløst land er oversat fra svensk efter Laglöst land Copyright © Håkan Östlundh, 2012 Published by agreement with Grand Agency, Stockholm All rights reserved Dansk copyright © 2013 Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: Peter Stoltze Bogen er sat med Minion hos Lymi DTP-Service og trykt hos Scandbook, 2013 ISBN 978-87-11-38230-1 1. udgave, 1. oplag 2013
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Lovløst land.indd 4
18/03/13 12.42
90 mm
145 mm
35 mm
– Kristianstadbladet
”Östlundhs måske mest barske værk til dato, en mordhistorie så gråkold og trøstesløs som novemberregn.” – Femina
Om FREMMED GÆST:
– Julia Lahme, Femina
”Sproget er karskt og mundret, opbygningen stram og fin … et virkelig godt bud på en solid krimi …” – Henrik Palle, Politiken
”Spændingen er velholdende over 464 velskrevne sider.”
Men noget går pludselig helt galt, da deres medsammensvorne bliver fundet myrdet. Nogen ved besked om deres lyssky forretninger, og drømmen om et sorgløst liv under varme himmelstrøg forvandles til en kamp for livet på det novemberkolde Gotland. Fredrik Broman og hans kolleger ved Visby politi har allerede hænderne fulde med opklaringen af en sag om et lig fundet i det kommunale vandtårn og må nu føre to parallelle efterforskninger. Er de to mordsager forbundet, og kan de nå at løse dem, inden flere må lade livet?
Lovløst land er en gribende og spændende krimi om at bryde op og starte forfra – uanset prisen. ” H åk an Östlu nd h h ar s k re v e t e n u sæ dvan l i g d r a m at i sk h i sto r i e o m sv igt og m ørk e he m m e l ighe d e r … H an komb i n e r e r m est e r l i g l i t t e r æ r k val ite t, høj s pæ nd ing og fine p e r so n t eg n i n g e r .” – B ern er B är/Sch w e i z
– Dagbladet Holstebro
”En af Östlundhs bedste bøger … Den er så spændende, at man ikke kan lægge den fra sig.” – Dagens Nyheter
Håkan Östlundh (f. 1962) bor med sin familie i Stockholm i vinterhalvåret og på Gotland om sommeren. Han har tidligere arbejdet som journalist og manuskriptforfatter og har udgivet i alt seks, selvstændige krimier om politimanden Fredrik Broman. Hans bøger er solgt til flere europæiske lande og USA. På dansk er udkommet Blod (2010) og Fremmed gæst (2012).
K R I M I · L i n d h a r d t
o g
R i n g h o f
”Igen – svenske forfattere kan deres håndværk, og Håkan Östlundh er ingen undtagelse. Der er garanti for skandinavisk uhygge …” – Dagbladet Ringkøbing-Skjern
9 788711 382301
www.lindhardtogringhof.dk
Omslag: Stoltzedesign.dk
226 mm
”Det er stang-uhyggeligt og simpelt hen næsten for godt skrevet til, at man kan lægge den fra sig.”
F
ætrene Viktor og Rafael handler diskret med amfetamin over internettet, og alt går efter planen. Det er lykkedes dem at gemme mange penge væk på en oversøisk konto, og de har snart nået deres mål, så de kan forlade Gotland for altid sammen med Viktors store kærlighed, Nadja.
90 mm
Foto: Sofia Runarsdotter
”Lovløst land er Håkan Östlundhs bedste krimi ... Det er en dybt moralsk skildring af, hvordan det kan gå, hvis man tager skridtet fra livets gråzone til rendyrket kriminalitet. Og samtidig er den fuld af solidaritet med de mennesker, som samfundsudviklingen har forvist til et lovløst land.”
håkan Östlundh LOVLØST LAN D
Om LOVLØST LAND:
145 mm