Indhold
Forord ved Tania Ørum.............................................................. 7 ET FORSVAR FOR KVINDENS RETTIGHEDER Bekendtgørelse........................................................................... 18 Forord ........................................................................................ 19 Til M. Talleyrand-Périgord, forhenværende biskop i Autun .......................................................................... 26 1. Om menneskehedens rettigheder og tilhørende pligter ............................................................... 33 2. En diskussion af den fremherskende opfattelse af kønskarakteren ............................................ 45 3. Samme emne fortsat .......................................................... 74 4. Iagttagelser af den fornedrede tilstand som kvinder af forskellige årsager er henvist til ..................... 96 5. Kritiske bemærkninger om nogle af de forfattere der har gjort kvinder til genstand for en medlidenhed på kanten af foragt ........................ 138 6. Den virkning som en tidlig association af ideer har på karakteren ................................................... 195 7. Blufærdighed – i generel forstand og ikke som en seksuel dyd .................................................................. 205 5
8. Moralen undermineret af kønsbestemte forestillinger om vigtigheden af et godt omdømme ......................................................................... 9. Om de skadelige virkninger der skyldes samfundets unaturlige distinktioner ............................. 10. Forældrefølelse ................................................................ 11. Forældrepligt .................................................................... 12. Om den nationale uddannelse ....................................... 13. Nogle eksempler på den tåbelighed, som kvinders uvidenhed er skyld i; med konkluderende bemærkninger om den højnelse af moralen som en revolution i kvindelig adfærd naturligt kan forventes at producere .....................................................................
6
221 235 250 254 261
295
Forord Ved Tania Ørum
Mary Wollstonecraft (1759-97) er en af feminismens pionerer. I sin samtid vakte hun furore og blev af den konservative presse kaldt “en hyæne i skørter”, men hendes skrifter er blevet læst med interesse af feminister helt frem til i dag. Hver ny bølge af forkæmpere for kvinders rettigheder – fra suffragetterne til vore dages rødstrømper, nyfeminister og ligeretsaktivister – har ladet sig inspirere af Wollstonecrafts Et forsvar for kvindens rettigheder (1792), hvor hun tager fat på både de ydre og de indre forhindringer for kvinders ligeværdige stilling i samfundet. Mary Wollstonecraft blev født ind i en ret velstående familie, der imidlertid mistede både sin økonomiske og følelsesmæssige balance i takt med faderens fejlslagne forretninger, drikfældighed og voldelighed. Som barn nummer to og ældste datter af syv søskende lærte Wollstonecraft hurtigt at sørge for de yngre børn og beskytte den svage mor. Som nittenårig begyndte hun at forsørge sig selv med den slags arbejde, der dengang var åbent for respektable unge damer: som selskabsdame, guvernante, syerske, lærerinde. I 1784 oprettede hun sin egen skole i London, hvor hendes søstre også skulle undervise. Skolen måtte lukke igen, men Wollstonecraft benyttede sine erfaringer herfra til at skaffe sig en levevej som skribent. Hendes første bog, Thoughts on the Education of Daughters (1787), der udsprang af disse erfaringer, blev udgivet af den 7
radikale London-forlægger Joseph Johnson. Bogen lægger sig i forlængelse af John Lockes Some Thoughts Concerning Education (1693) og betoner vigtigheden af, at kvinder får uddannelse. Dermed fulgte Wollstonecraft efter en lang række kvindelige skribenter, der gennem tiderne havde talt for uddannelse af kvinder ud over de rent selskabelige og dekorative kvalifikationer. Wollstonecraft understregede, at selv fashionable kvinder fra de bedre kredse med adgang til rejser og selskabelighed meget vel kunne blive gamle uden at nå ud over barnligheden. De indsmigrende barnlige ynder, som samtiden lagde vægt på hos kvinder, skulle sikre dem en ægtemand i en tidlig alder, og denne barnagtige socialkarakter gjorde dem både uegnet til at opdrage deres egne børn og udsatte dem, især som ældre, for foragt i familie og samfund. For at komme ud af deres barnlige afhængighed og umyndighed og opnå moralsk modenhed måtte kvinder uddannes til selvstændigt at kunne følge deres fornuft. Wollstonecrafts tidlige skrifter argumenterer for, at kvinder kan udvikle dømmekraft og moralsk handlekraft. Dermed anfægtede hun kvinders underordning under mænd, men stillede endnu ikke krav om lovgivningsmæssige eller politiske ændringer. De politiske krav dukkede op i forbindelse med den franske revolution, som skabte håb om ændringer af samfundet. I august 1789 offentliggjorde deputerede ved den franske Nationalforsamling et udkast til menneske- og borgerrettigheder. Disse “naturlige” og “umistelige” rettigheder, der udgjorde det eneste legitime grundlag for regeringsførelse, omfattede “frihed, ejendom, sikkerhed og modstand mod undertrykkelse”, trosfrihed, pressefrihed og beskyttelse mod vilkårlig arrest og straf. Og mest opmuntrende for Wollstonecraft erklærede proklamationen, at alle borgere var lige for loven og kunne indtage embeder og poster alene i kraft af deres evner, uden hensyn til andet end vedkommendes “evner og dyder”. 8
Mary Wollstonecraft og den kreds af “Rational Dissenters” (dvs. afvigere fra den engelske kirke, der tror på fornuften), hvor hun færdedes, så proklamationen af menneske- og borgerrettigheder som et skridt i retning af et samfund baseret på fornuft og dyd. London-forlæggeren Joseph Johnson, forfattere som Tom Paine og William Godwin og lavkirkelige præster som Richard Price og Joseph Priestly fulgte begejstret udviklingen i Frankrig. Den 4. November 1789 erklærede Richard Price på 101-årsdagen for den engelske Glorious Revolution i 1688 i en prædiken med titlen “A Discourse on the Love of our Country”: Jeg ser frihedens ild fænge og sprede sig; jeg ser et alment fremskridt vokse frem af menneskelige forhold; jeg ser præsternes herredømme vige for fornuft og samvittighed, jeg ser kongernes herredømme afløses af lovenes […] Denne kontroversielle prædiken udløste bl.a. et svar fra Edmund Burke, en af Whig-partiets fremtrædende konservative ledere i parlamentet. Burkes Tanker om den franske revolution, hvor han gik til angreb på den franske revolution og forsvarede Englands traditionsbaserede kongemagt og sociale hierarki, udkom i november 1790. Det indledte en voldsom kontrovers mellem de reformivrige kredse og de herskende kredse, som frygtede den franske revolutions indflydelse på engelske forhold. Det første svar på Burkes skrift var Mary Wollstonecrafts A Vindication of the Rights of Men (1790), der udkom blot to måneder efter Burkes bog, efterfulgt af Tom Paines The Rights of Man (1791), William Godwins Political Justice (1793) og et halvt hundrede andre skrifter i den såkaldte revolutionskontrovers. At en kvinde engagerede sig i offentlig kritik af en fejret mand som Edmund Burke var uhørt. Han var landskendt og 9
beundret for sin stilistiske elegance. Hun havde skrevet om kvinders uddannelse, havde oversat skrifter fra tysk og fransk og udgivet didaktiske børnebøger og en roman, Mary: A Fiction (1788). I sin kritik af Burke tog hun udgangspunkt i hans angreb på hendes mentor Richard Price, som hun fandt hensynsløst og fordrejet – ligesom hans kritik af den franske franske revolution i det hele taget. Wollstonecraft slog bl.a. ned på Burkes drømmebillede af den unge Marie Antoinettes ankomst til Frankrig, hvor han indlemmede den franske dronning i sine nationale værdier: Jeg så hende netop dukke frem i horisonten, hvor hun fremstod som en pryd og en opmuntring i den fornemme sfære, som hun nu færdes i – glitrende som morgenstjernen, så fuld af liv og pragt og fryd. Ah! Hvilken revolution, og hvilket hjerte måtte jeg ikke have for upåvirket af følelser at betragte denne opstigning og dette fald. Lidet anede jeg, da hun føjede nye udtryk for veneration til den begejstrede, fjerne og respektfulde kærlighed, at det engang skulle blive nødvendigt for hende at bære denne skarpe modgift mod vanære, der gemte sig i dette bryst; lidet anede jeg, at jeg skulle opleve at se hende rammes af sådanne ulykker i en nation af galante hædersmænd og kavalerer […] Hun kritiserede hans stilistiske bravader – “Ord dynges på ord, indtil intellektet forvirres i sit forsøg på at udrede betydningen og hukommelsen af at efterspore modsigelser” – men også hans sentimentale portræt af kvindelige dyder og aristokratisk ære. Det var et forblændet litterært kunstprodukt, en lyrisk parafrase, som intet havde at gøre med virkeligheden og med revolutionens store motiv: fattigdommen, fornedrelsen, den politiske og kønslige ulighed, den retslige vilkårlighed, den generaliserede ufornuft og mangel på uddannelse. 10
A Vindication of the Rights of Men blev skrevet på blot to uger og udgivet anonymt af Joseph Johnson. Bogen solgte imidlertid godt, og andenudgaven fra december 1790 udkom med Wollstonecrafts navn på titelbladet. I 1790ernes England henviste begrebet “rights”, rettigheder, til menneskets naturgivne evne til at anvende sin fornuft og kende sin moralske pligt. Rousseau havde brugt begrebet “menneskerettigheder” i Den sociale kontrakt (1762) om det enkelte menneskes ret til at benytte sin fornuft til at finde frem til grundlæggende principper. Og i England opfattedes naturretten også som et spørgsmål om det enkelte individs ret til at stole på sin egen fornuft. Det var netop denne ret til at handle som et frit menneske ud fra sin fornuft, som Wollstonecraft tænkte på, når hun forsvarede “kvinders rettigheder”, som hun gjorde i sin efterfølgende Et forsvar for kvindens rettigheder, der gjorde begrebet kvinders rettigheder til et kendt begreb i engelsktalende sammenhænge. Efter varmt at have forsvaret den franske revolution i 1790, var det en skuffelse for Wollstonecraft, at de franske lovgivere ikke udstrakte de lige rettigheder til kvinder. Skønt proklamationen af menneske- og borgerrettigheder havde lovet, at “evner og dyder” skulle være de eneste legitime forskelle på folk, nægtede de franske lovgivere i praksis kvinder alle politiske rettigheder og opretholdt mange indskrænkninger af gifte kvinders borgerrettigheder, så kvinder juridisk forblev underlagt deres ægtemænd. Hun var ligeledes skuffet over, at planerne om et offentligt uddannelsessystem i Frankrig opretholdt forskelle på drenges og pigers uddannelse. I september 1791 fremlagde Talleyrand en plan for statsstøttede grundskoler, som alle børn fra syvårsalderen skulle gennemgå, samt et videreuddannelsessystem, der kun var beregnet for drenge. Wollstonecraft dedicerede Et forsvar for kvindens rettigheder (1792) til Talleyrand og pegede her på, at “kvinder ikke med magt kan lade sig begrænse til huslige gøremål. For 11
lige meget hvor uvidende de er, vil de ikke undlade at blande sig i mere tungtvejende spørgsmål”. Tværtimod vil kvinder, hvis de ikke “får adgang til deres legitime rettigheder”, fordærve både mændene og sig selv “i jagten på ulovlige privilegier”. Det eneste belæg for at udelukke kvinder fra at deltage i de universelle menneskerettigheder ville være at bevise, at kvinder ikke besidder fornuft. Wollstonecraft benytter derfor resten af bogen til at forsvare kvinders naturlige evne til at udvikle fornuft, hvis de befries fra “et fejlslagent uddannelses- og opdragelsessystem, som er udformet af mænd, der – idet de foretrækker at betragte medlemmer af kvindekønnet som kvinder snarere end som menneskelige skabninger – har interesseret sig mere for at gøre dem til forførende elskerinder end til kærlige hustruer og fornuftige mødre.” Wollstonecraft føjer således forsvaret for lige rettigheder til sine tidligere opfordringer til kvinders moralske modning og fastslår, at pigers uddannelse er den afgørende betingelse for lige borgerrettigheder. “Mænd”, skrev Wollstonecraft, synes “at handle på en yderst ufilosofisk måde, når de vil sikre sig kvindernes gode opførsel ved at fastholde dem i permanent barnagtighed.” De filosoffer, der havde påvirket Wollstonecraft, f.eks. John Locke, hævdede netop, at mennesket kun blev frit, når det opnåede “en tilstand af modenhed, hvori han [sic] kan formodes at være i stand til at forstå” både naturlovene og de menneskelige love. Det er denne tilstand af modenhed, der er grundlaget for alle menneskers ligeret. Eftersom det engelske man kan betyde både menneske og mand, kan det være svært at se, om Locke taler om begge køn eller kun om mænd. Og Locke forholdt sig faktisk også tvetydigt til kvinders rettigheder, idet han bl.a. hævdede, at kvinder måtte være underlagt deres ægtemænd, eftersom mænd naturligt er stærkere og bedre udrustet. I Et forsvar for kvindens rettigheder anfægter Wollstonecraft Lockes antagelse om, at kvinder mangler evnen til at udvikle sig på linje med mænd. Eftersom både mænd og kvinder er Guds 12
børn, hævder Wollstonecraft, har de også samme muligheder for at udvikle deres fornuft. Evnen til at tænke og stole på Gud er for hende indbegrebet af modenhed. Wollstonecrafts bog retter sig imidlertid ikke primært mod Locke, men især mod Jean-Jacques Rousseaus Émile, eller om opdragelsen (1762). Rousseau er fremskridtskritisk emancipationsfilosof. “Mennesket er frit, men er overalt i lænker”, skrev han i Den sociale kontrakt. Den rette uddannelse er frigørelsen fra tvang og oplæring i personlig myndighed. Men mens drengen Émile opdrages til at kaste lænkerne, opdrages pigen Sophie til at være til for ham. Som interesseret i opdragelse og uddannelse til frihed var Wollstonecraft selvfølgelig optaget af Rousseaus Émile. Læreren i Rousseaus værk bruger sin viden om menneskelig udvikling til at forme sin elev til en mand, som er både fri og dydig, fordi han ikke oplever en modsætning mellem dyd og tilbøjelighed. For at Émile kan gennemføre denne udvikling behøver han imidlertid en pige, Sophie, der kan blive hans hustru og dermed sikre, at han kan antage sine “funktioner som mand”. Sophie må derfor have en særlig opdragelse, der især er rettet imod, at hun kan behage sin mand. Det stemmer overens med Rousseaus opfattelse af, at den lille pige fødes med “et naturligt koketteri” og et ønske om at pynte sig og blive beundret for sit udseende. Kvinderne hengiver sig til deres køns særlige kunst: at forvalte følelsen. De simulerer, siger Rousseau, men dermed udtrykker de blot deres natur: Kvinderne er falske, siger man. Jeg vil snarere sige: de bliver det. Deres typiske egenskab er list, ikke falskhed […] Hvorfor spørger du deres mund, når det ikke er den, der har noget at sige? Spørg deres øjne, deres teint, deres frygtsomme mine og svage modstand, som er det sprog, som naturen har givet dem til at svare med. 13
Mary Wollstonecraft genkender i og for sig Rousseaus beskrivelse af denne barnagtige, umodne kvinde, men for hende at se har det intet at gøre med kvindens natur. For hende er Rousseaus beskrivelse et af talrige eksempler på, hvordan mænds begær forvrænger opfattelsen af piger og kvinder. “Ja, så meget jeg end beundrer denne dygtige forfatters geni”, skriver hun om Rousseau i Et forsvar for kvindens rettigheder , har hun i sin bog til hensigt at angribe fundamentet for beskrivelsen af Sophie og de principper, hendes uddannelse bygger på. Wollstonecraft kritiserede skribenter, der behandlede piger, som om de var sexualobjekter, og kvinder, som om de var børn. Men hun var også opmærksom på, at begge køn medvirkede til at opretholde denne kvinderolle. Forældrene var fælles om at opdrage deres døtre til umyndighed. Mens mændene sexualiserede det “uskyldige”, hjælpeløse og hjerneløse pigebarn, medvirkede kvinder aktivt til deres egen underkastelse ved at spille på de infantile sider, der vækker mænds beundring og kærlighed, uden at forstå, at denne barnagtige charme ikke kan vare ved, men kun vil medføre tab af respekt senere hen, for “tilbedelsen kommer først, og foragten er ikke forudset.” I sidste instans var det dog mænds samfundsmæssige magtpositioner, der fremtvang kvinders barnlige afhængighed og dermed indskrænkede deres intelligens og følelsesliv, mente Wollstonecraft. Eftersom kvinder “nægtes alle politiske privilegier” og “bortset fra i kriminalsager” ikke havde borgerrettigheder, kunne de ikke opnå modenhed. Wollstonecrafts indledning til Et forsvar for kvindens rettigheder begynder med en sammenligning mellem kvinder og kunstigt fremdrevne blomster: “For som det også gælder for de blomster, der er plantet i en alt for næringsrig jord, ofres styrke og nytte gerne på skønhedens alter.” Det var ikke ment som blot metaforik, men som en henvisning til videnskaben. 14
Med Linnés klassifikation af planter ud fra deres reproduktionsorganer i 1730erne, blev botanikken samtidens acceptable sprog til at analysere køn og sexualitet. Og Wollstonecraft foreslog faktisk et videnskabeligt eksperiment: “Lad [kvinders] evner få plads til at udfolde sig og deres dyder til at vinde styrke, og træf så afgørelse om, hvor hele kønnet skal placeres på intellektets målestok.” Det var på den baggrund, Wollstonecraft stillede sit berømte forslag om, at regeringen skulle oprette skoler, hvor piger og drenge kunne uddannes sammen, og hvor rige og fattige på samme alderstrin kunne mødes. Fra en alder af fire til ni år skulle de “være iført samme tøj”, “underkastes samme disciplin”, have masser af fysisk udfoldelse og lære grundlæggende færdigheder ved aktiv undersøgelse og samtaler i sokratisk form. Efter denne grundskole skulle børnene deles efter evner, men forblive kønsblandede. Og når først disse “moralske skoler” havde lært unge mennesker at basere kærligheden på gensidig respekt i stedet for på galanteri og koketteri, “giv dem plads til at udfolde deres evner, lad deres dyder vokse sig stærke – og beslut dernæst, hvilken plads kønnet som helhed skal indtage på den intellektuelle skala.” Dette ønske om kærlighed mellem ligestillede er den centrale utopi i Wollstonecrafts værk. Et forsvar for kvindens rettigheder har været omstridt fra sin første udgivelse. Samtiden fordømte hende som umoralsk, mens kritikere i det tyvende århundrede har beskrevet hende som fortaler for en repressiv borgerlig sexualmoral. Hendes særlige kombination af sexuel frigørelse og tilbageholdenhed skal måske snarere ses som et forsøg på at forestille sig en måde, hvorpå den romantiske kærlighed kan forliges med både mænds og kvinders udvikling. Fra sit eget liv kendte hun til den overvældende passions ødelæggende virkninger. Hun forelskede sig flere gange stormende og ulykkeligt, først i maleren Henry Fuseli, der ikke ville vide af hende, senere i 15
den amerikanske levemand Gilbert Imlay, som forlod hende og deres fælles barn. Fra historien er det velkendt, at den “frie kærlighed” oftere har været til fordel for manden end for kvinden, der sad tilbage med barn og dårligt rygte. Og selv i dag kan det være vanskeligt for kvinder at forene stormende forelskelse med et ligeværdigt parforhold. I Et forsvar for kvindens rettigheder kommer denne erfaring af asymmetri i kærligheden til udtryk i advarsler til kvinder mod at give sig passionen i vold: Kærligheden, som geniets glødende pen har beskrevet den, findes ikke på denne jord; eller den eksisterer alene i de ophøjede, blussende fantasier, der har opridset den slags farlige billeder. Farlige, eftersom de ikke blot er et plausibelt påskud for den vellystning, der skjuler den renlivede sensualisme under følsomhedens slør, men fordi de vækker kærlige følelser og tapper dyden for værdighed. Snarere er det måske venskabet, der er “menneskets helligste bånd”: Venskab er en alvorlig følelse, den mest sublime af alle, for den er baseret på principper og bestyrket af tidens gang. Det stik modsatte kan man sige om kærligheden. Kærlighed og venskab kan i det store og hele ikke eksistere sammen i samme bryst. Først i slutningen af sit liv lykkedes det Mary Wollstonecraft at forene venskab og kærlighed i forholdet til den politiske filosof, journalist og forfatter William Godwin (1756-1836), som hun levede kort og lykkeligt sammen med, før hun døde i barselssengen i 1797.
16