Min barndomi 40'erne

196

25

196

Min barndom i 40'erne

En række fremtrædende danskere, født i årene 1930-1940, fortæller om deres personlige oplevelser fra en opvækst i et årti, der var præget af besættelse, vareknaphed og hårde isvintre, men også af fælles­skab og hjælpsomhed.

196

Min barndom

i 40'erne

Niels Barfoed Hanne Bech Hansen Vigga Bro Hans Hertel Kjeld Hillingsø Jørn Hjorting Bent Jørgensen Olaf Nielsen Hanne Marie Svendsen Poul Thomsen Henrik Voldborg Niels Birger Wamberg Jane Aamund

lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof

M I N BA R N DOM I 40’ER N E Niels Barfoed Hanne Bech Hansen Vigga Bro Hans Hertel Kjeld Hillingsø Jørn Hjorting Bent Jørgensen Olaf Nielsen Hanne Marie Svendsen Poul Thomsen Henrik Voldborg Niels Birger Wamberg Jane Aamund

Lindhardt og Ringhof

Min barndom i 40’erne Copyright © forfatterne samt Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København 2014 Omslag: Lars Ole Nielsen med foto af Erik Petersen/Polfoto Forlagsredaktion: Dorte Einarsson Bogen er sat med Janson Text hos Christensen Grafisk Trykt hos Livonia Print Printed in Latvia 2014 ISBN 978-87-11-34052-3 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Forord

De fleste af os har prøvet det. Som børn har vi siddet på skødet af et ældre familiemedlem, kigget op og sagt: »Fortæl om dengang, du var barn.« Denne bog er blevet til ud fra præcis dén nysgerrighed. For hvordan var det egentlig dengang, før vi selv blev til, da verden var i sort-hvid, og folk talte med underlige a’er og sagde De til hinanden?

Hvordan var det at leve i 1940’erne, da der var krig i Danmark?

Jeg har spurgt nogle af dem, der kan huske det. En række mennesker, som alle er kendt for deres virke i voksenlivet på vidt forskellige områder, har indvilget i at se tilbage på denne periode tidligt i deres liv og skrive et kapitel om deres personlige oplevelser. Det er blevet til en perlerække af fortællinger, om dengang raske drenge tog på fisketur og ikke gik af vejen for en slåskamp, mens pigerne legede med nipsenåle og byttede glansbilleder. I de kønsopdelte skoler gik de rundt og var hver især et mysterium for hinanden.

Vi hører om hverdagen i byernes små lejligheder, der krævede ekstra opredning i entréen for at få plads til alle. Om en skoledag, hvor man skulle stå på række og blev placeret i klassen efter dygtighed – og hvor skammekrogen var den mildeste straf, mens slag med spanskrøret kunne resultere i synlige striber bagi. Og om lange eftermiddage, hvor man uden overvågning kunne strejfe rundt i kvarteret,

7

bare man var hjemme til spisetid. Den samme udstrakte frihed gjaldt i særdeleshed i ferierne, der ofte blev tilbragt ved de danske strande. »Folk havde mere tid dengang,« som en af skribenterne bemærker.

Der var ellers nok at se til, for undervisning i dans og klaverspil var en obligatorisk del af den gode opdragelse, og i familierne stod der fællessang og højtlæsning på programmet om aftenen – eller radiospil, der dengang kunne lægge gaderne øde.

At læse bogen er et møde med snart glemte fænomener som sporvogne, levertran og varmedunke. Og med for længst forsvundne stillingsbetegnelser som mælkemænd, skopudsere, gårdsangere og lirekassemænd – for ikke at nævne den lange række af uundværlige barnepiger og andre tjenende ånder, hvis indflydelse i de velstillede familier ikke var ubetydelig.

Anden verdenskrig dominerede tiåret, og der er da heller ikke én eneste af bogens skribenter, som ikke mindes besættelsen og den indflydelse, den havde på almindelige menneskers liv. Vi hører om luftalarmer, beskyttelsesrum, bombardementer. Alle familier kendte til arrestationer, overfald og pludselige forsvindinger. Ikke så få slægtninge eller bekendte var engagerede i modstandsbevægelsen, og børn måtte leve med fortielser og antydninger. Vi får rørende skildringer af angst og bekymring – og ikke mindst af den overvældende glæde ved befrielsen.

Som bekendt faldt krigsårene sammen med nogle ualmindelig kolde vintre, der besværliggjordes yderligere af manglen på både kul, koks, tørv og petroleum. Mangelsituationen viste sig i det hele taget på mange måder. For at skaffe tøj blev der syet om og trævlet op, og aftensmaden bestod af særprægede middagsretter som kålsuppe, byggrød og bøffer af rødbede og selleri. Flere af skribenterne mindes

8

endnu i dag, næsten halvfjerds år senere, smagen af den første banan eller appelsin, da krigen endelig var overstået.

Bogens vidt forskellige stemmer giver tilsammen et menneskeligt portræt af en vanskelig og omtumlet periode i danmarkshistorien. Samtidig er hvert enkelt bidrag en meget personlig erindringsskitse – og ser man godt efter, vil man i flere af kapitlerne kunne ane spiren til det, der senere er blevet skribentens levevej.

Tusind tak til Niels Barfoed, Hanne Bech Hansen, Vigga Bro, Hans Hertel, Kjeld Hillingsø, Jørn Hjorting, Bent Jørgensen, Olaf Nielsen, Hanne Marie Svendsen, Poul Thomsen, Henrik Voldborg, Niels Birger Wamberg og Jane Aamund, der alle med godt humør og stor entusiasme har kastet sig over opgaven, og som har stillet sig selv og deres oplevelser til rådighed for skildringen af et ganske særligt årti – dengang de var børn.

Dorte Einarsson, redaktør

9

Niels Barfoed: På vej hjem fra skole. Amagerfælledvej. Februar 1941. Taget af Gud ved hvem.

10

Støvletramp Af Niels Barfoed

Fedtlæderstøvler hed det. Det var noget meget attråværdigt for drenge og fuldt af betydning – skønhed, styrke, bevægelse, krig.

Noget vi ikke alene gik i, men også gik op i. Vi holdt øje med, om de var i orden, vi passede på dem.

Støvlerne, dem jeg tænker på, var langskaftede og havde foruden snørehuller forneden en lang række hægter, eller hvad det nu hedder, op langs skaftet, som man brugte krydsvis; og for enden under knæet bandt man til sidst de meterlange brune snørebånd i en dobbeltknude, og så var man klædt på. Skolevejen ventede. March!

Jeg ved godt, der er dem som beskriver fedtlæderstøvler som korte støvler, men de korte var i min erindring skistøvler, der for resten også kunne bruges til skøjteløb. Og det blev de vel mest, for dengang, da man ikke kunne rejse nogen steder, var der lange isvintre, hvorimod sne skortede det for det meste på. Peblingesøen med den varme Søpavillon at ty ind i kunne være frossen i månedsvis.

Den kunne ligefrem være bundfrossen.

Ski- og skøjtestøvlers elegance fremhævedes af ragsokkerne, når de var foldet på en måde, så de dannede en velformet overgang mellem støvle og skibukser. Ligesom på reklamer.

Da krigen og knapheden medførte, at sko og støvler ikke læn-

11

gere kunne forsåles så gedigent som før (jeg tror det bedste hed bjørnelæder), opstod ud af det blå noget, der hed støvlesøm. Man kunne få dem hos skomageren, og det var kun ham, der kunne slå dem rigtigt på. De var sekskantede. Når tyskerne marcherede syngende gennem Vester Voldgade, var man ikke i tvivl om, at her blev der brugt støvlesøm – trampene kunne høres som selve det underliggende taktslag til Denn wir fahren ... Metallisk og uopholdeligt.

Gik det over brosten, blev tonen ligesom højere og finere, end når det bare var asfalt.

En sjælden gang blev der marcheret om aftenen eller natten.

Det må være, når soldaterne kom hjem fra øvelser. Hvis jeg ellers var oppe og skyndte mig hen til vinduet, kunne det hist og her slå gnister dernede, når sømmene mødte brostenenes granit. Det måtte kunne gøres efter. Jeg sparkede hælen mod brostenene en sen mørk vintereftermiddag, hvor jeg var kommet fra klaver i Havnegade. Den var go’ nok. Jeg fik ganske rigtigt gnister til at springe frem, når jeg sparkede.

Jeg fik med andre ord selv støvlesøm under fedtlæderne, og det var en sejr, for Anna var øm over sine, altså mine forældres, parketgulve. De satte mærker, hvis man ikke var meget forsigtig. Anna herskede, også når herren og fruen var hjemme. Stille og uden at fylde for meget, men sikkert, for hun var uundværlig. Det var hendes overmægtige styrke. Kun én gang truede hun med at sige op, da min mor havde været særlig urimelig. Da rystede hele Vester Voldgade i sin grundvold.

Det skete, at jeg meget tidligt om morgen var inde i min mors soveværelse for at få en seddel med i skole: »Niels har desværre været syg ... etc.« Det var ikke noget, Anna kunne klare. Engang voldte

12

det mig store problemer. Klasselæreren fattede i den grad mistanke til sedlens ægthed, at jeg senere på dagen blev kaldt op til rektor.

Dette var åbenbart en sag for ledelsen. Et stille, højtideligt kontor, man ellers aldrig betrådte. Hvad er dette! Også rektor var sikker på, at sedlens ophavsmand var mig selv. Så amatøragtig var ortografien?

Mistanker af den art er vanærende – når de er falske vel at mærke.

Nå – det var selvfølgelig en sejr, at en opringning til mit hjem kunne bekræfte sagens rette sammenhæng. Min mor beklagede, at hun havde skrevet sedlen i så søvndrukken en tilstand og så videre ...

Jeg slap, meget tilfreds, med forskrækkelsen. Men hvad jeg også lærte – for livet – var: ikke at forvente nogen undskyldning. Magten tager ikke fejl. Eller rettere: den indrømmer det aldrig. Jeg tænker på alle magthavende, alle slags ledere, alle slags organisationer og institutioner. Partiet har altid ret. Det har ledelsen også. Den undskylder kun, hvis den er beordret til det af en endnu højere ledelse.

Og så er det jo under tvang. Jeg gik ud af rektors kontor, renset for skyld, men uden satisfaktion. Der blev født et lille nag i mig, som er blevet siddende.

A nna lærte mig at snøre støvlerne rigtigt. Og det var ikke den eneste grund til, at jeg bedre kunne lide, at hun gjorde det i stedet for mor, der dels var utålmodig, dels ville gøre et nummer ud af situationen, et helt stilleben: Mor hjælper barn med at snøre støvler ... Anna, det var: Så, se så her, sådan og sådan. Prøv nu selv.

Når vi havde spist morgenmad og havde passet på ikke at vælte petroleumsovnen – der var trængsel i køkkenet, for det var det eneste rum under krigen, hvor der var varmet op om morgenen – og når jeg var listet gennem stuen – ikke trampe på parketten – og havde hentet

13

tornystret, og når jeg var nede på gaden, og der var fortovsfliser – så kunne det ellers høres.

Langebro ‘sagde’ ikke noget, dér var fortovet af brædder, men hele det flisebelagte stræk langs Volden ned til Amagerfælledvej, dér var jeg en hel enmandshær. Rumpedaskeren var på plads med madpakke og skolebøger. Drikkevarer? Nej, det havde vi aldrig med.

Man kunne købe en kvart sød på flaske af mælkemanden i det store spisefrikvarter og sommetider få et glimt af nogle tvivlsomme pornofotografier, han gerne viste frem.

I den myldrende skolegård, hvor alle fór rundt efter hinanden, glemte man ganske vist støvlerne. Men på trappen med de brede trin, hvor vi i sluttet trop, klasse for klasse, trampede op til klasseværelset, kom den raslende rytme frem igen, nu mangedoblet. Vi var mange i støvler. For ikke at tale om, når vi til sidst rejste os for fru Børup, der kom ind i klasseværelset på slaget, en skjoldmø at skue med et stort hår med spænder og en overbevisende barm. (Man sagde, hun var gift med en rigtig digter!).

Dagen var i gang, når fedtlæderstøvlerne sattes i gulvet til ære for ‘Frøkenen’, og vi stod ved siden af pultene, og der lugtede i lokalet af beskidte drenge. Særlig lugtede Knud, ham gjaldt det om ikke at få til sidekammerat. Knud – lige siden jeg gik i underskolen har der være noget fortrykt og næseklemt over navnet. Han havde ikke fedtlæderstøvler, for det havde hans forældre ikke råd til. Faren var arbejdsløs; moren ikke noget.

Måske var det Knuds far, der havde været på færde derhjemme engang, jeg kom fra skole. I opgangen, i karmen under det smalle vindue ud mod gården lå en halvt åbnet, næsten urørt madpakke.

Jeg så med det samme, det var Annas værk! Sådan, så gennemsnitligt

14

kedeligt kunne ingen andre smøre klemmer. Mors madder var på godt og ondt meget mere uforudsigelige.

Dengang ringede det ikke så sjældent på døren, og udenfor stod en mand og spurgte, om man kunne undvære en skilling. Selvom der hang et tydeligt skilt nede i porten om, at »Handel og Betleri« var forbudt. Men de vidste måske ikke, hvad betleri var. Nej, men De kan få noget at spise. Og Anna havde sagt: Vent lidt! og lukket døren omhyggeligt. Manden havde sikkert mumlet et tak, da hun rakte ham pakken med et gummibånd omkring. Men nogle etager nede havde han så lagt pakken fra sig, stort set urørt. Jeg tog den med mig op. Anna hældte den direkte i skraldespanden og kommenterede ikke situationen yderligere. Men hun fortalte, at nogle gange, når hun kom med madpakken, var manden væk. Så har vi nok fået den med i skole næste dag.

Far sagde, at de havde et system, tiggerne. At de var arbejdsløse, skænkede jeg ikke en tanke, de var tiggere. Det var noget, nogen var.

De satte en eller anden form for mærke på folks døre, så andre kunne se, om der var noget at hente, eller døren bare blev smækket i med det samme. Jeg ved ikke, om det var sandt. Men jeg var lidt bange for tanken om, at vi var omringet af nogen derude, som ville have vores penge eller ting og kendte os og oven i købet havde bestemte signaler sammen, så de kunne vide, hvordan vi var.

Vi havde også hørt, at tyskerne kunne finde på at ringe på, endda midt om natten. Men det frygtede vi først sidst på krigen, da min storebror måtte gå under jorden. Det kom som en stor overraskelse for mine forældre, at Ole gik og puslede med illegale ting.

Selv anede jeg det heller ikke. Men engang havde han taget mig med ind på sit værelse og vendt jakkereversen henne ved vinduet, så jeg

15

kunne se. Dér sad et lille emblem med hammer og segl på. Så satte han pegefingeren op foran munden og sendte mig ud igen.

Han arbejdede i det skjulte for Studenternes Efterretningstjeneste. En kammerat af ham blev arresteret, og han var næsten lige så ung som Ole, tyve højst, og hvad kunne sådan en dreng klare under tortur, ville han nævne Oles navn? Jeg kendte ham og så ham for mig, Flemming, bleg og bange, i tyskernes klør. Ole kom af sted i en fart, med en linje 14, ud til mors og fars nære venner i Hellerup, hvor han straks kyssede på datteren. Men han var også over tyve.

Den eneste, jeg kyssede på, men da var krigen holdt op, var en veninde til rektors datter. Og det var kun en times tid eller to.

Jeg var ikke noget rent barn længere. Jeg var blevet konfirmeret og havde fået J.P. Jakobsens samlede værker i to bind af en elskelig tante, der i det stille havde høje tanker om mig. Rektor boede på skolen, i lejligheden øverst oppe. Der var jo ikke mørkelægning mere, men oppe i rektors lejlighed – vel det farligste sted overhovedet at opholde sig ubudent for en elev – var vi en sen aften en sluttet kreds på fire, to af hver, der alligevel slukkede lyset, men nu af andre grunde.

Forældrene var i provinsen et sted og blev der. Pladespilleren var i gang, og jeg oplevede for første gang i mit liv at holde om en pige længe og kysse hende både på munden og på skilningen og blive kysset igen. Og hun sagde nogle små inderlige lyde, som jeg aldrig har glemt og altid længes efter at høre igen. Det er såmænd ikke så mange årtier siden, jeg hjalp en kvinde ind i en taxi på Nyhavnsbroen og kyssede hende til farvel – ruden var rullet ned. Da hørte jeg den lille lyd igen.

Nå, Ole blev ikke taget, og datteren i huset fordelagtigt forlovet

16

til anden side. Han behøvede ikke at flygte til Sverige, og vi blev sparet for besøg af tyskerne. Jeg kan heller ikke overhovedet se for mig, hvordan min nervøse og meget lidt situationsbeherskende far ville have reageret på et besøg af Gestapo. Måske var han besvimet midt på gulvet og hvad så ...?

Til gengæld befandt jeg mig til tider med fornøjelse midt blandt hundredevis af tyskere. Som en ål i mudderet.

Min skolevej, da jeg var avanceret til mellemskolen, gik nemlig gennem Hovedbanegården. Jeg kom nede fra Dantes Plads og Tietgensgade og gik ind – østfra, må det vel blive. Der var ikke alle de butikker som nu. Der var mere nøgent og banegårdsagtigt, støvet og sodduftende. Til gengæld var der en skopudser, hvor kunden nærmest sad som på en trone hævet over mængden, og der var en biograf: Den vide verden, som viste tyske propagandafilm. Ufa hed produktionsselskabet. De kunne være gode nok til os drenge. Bare billederne var levende. De var fulde af frontberetninger og soldater, der røg og smilede med opsmøgede ærmer. Det så ikke så slemt ud at være i krig.

Men alle de tyske soldater, der stod i kø ude i afgangshallen for at komme ned på perronen og videre til Østfronten, så ikke glade ud. Mange var ikke mere end fem år ældre end mig – 18-19 år. De var udslukte og blege, tunge og tavse. Klokken var kvart over syv.

De fyldte så meget i afgangshallen, at der ikke var andet at gøre end at bore sig igennem dem. Det gjorde jeg så, og derved kom min mappe i berøring med en masse fjender. Jo flere, jo bedre. For det var pirrende, når der i mappen var tredive eksemplarer af den seneste udgave af det illegale Information – som jeg skulle nå at fordele på lærerværelset, før lærerne kom.

17

Livet føltes ikke egentlig farligt under besættelsen. Vel, det kommer selvfølgelig an på. Men hvis man passede sig selv, som min far og mor gjorde, havde det stort set ingen nød. For mine venner og mig var det lidt mere risikabelt. For vi kunne jo ikke sidde og kukkelure. Vi skulle rundt i byen, når lektierne ikke holdt på os hjemme på vores værelser. Vi fulgte med i, hvad der skete; eksplosionerne, brandene, sabotagerne og schalburgtagerne, de gjaldende råb. Når der lød skud for enden af gaden eller fra vinduerne, eller når en bil – gerne en Opel eller en Citroën – hvinede omkring et hjørne.

Selvfølgelig fór vi af sted den modsatte vej, væk, væk, når der var et våben, der skrattede, men holdt alligevel øje med, om det blev ved eller hørte op. Ofte var det bare en nervøs tysk soldat, der frygtede, han var faldet i baghold. Den slags blev værre i krigens sidste tid, da der ikke var nogen regering og først og fremmest ikke noget politi.

Til gengæld blev gadebilledet sjovere. Strøget var begyndt at ligne Dyrehavsbakken eller et stort marked med spalier’er af gøglere og sangere, udbryderkonger og tryllekunstnere.

Nej, det var ikke farligt. For jøderne, jo da, og for modstandsfolkene. Men min far og mor nøjedes med at høre BBC på laveste lydstyrke – Bum-bum-bum-BUM! – Her er London! – eller Sverige: Eftermiddagsnyheter från TT – det dristigste de foretog sig.

Mor lagde kabale, far læste Walter Christmas eller kommenterede nyhederne løbende, og jeg tegnede, tit natlige krigsskibe, der blev bombet fra luften. Jeg havde en fascination af stærke projektører.

Disse kæmpemæssige lamper, der stod på krigsskibenes dæk eller antiluftskytsinstallationerne og blev betjent af små myresoldater.

De krydsede kæmpemæssige lysklinger på den sorte himmel og fangede flyvere i strålerne. Jeg forestillede mig, hvordan det ville

18

være at sidde i cockpittet deroppe og pludselig blive totalblændet og vide at ...

K rigen var – strimler af stanniol spredt rundt i skovbunden.

Den slags kunne kun krigen finde på. En lysning i Tisvilde hegn.

Dér lå de. Nogle trætoppe, graner ved Brantebjerg, dér hang de og glitrede. De var til at narre fjenden med. De blev kastet ud af bombemaskinerne for at forstyrre fjendens radar. Man kunne samle dem og knuge dem sammen og få en skinnende bold ud af det – og vide, at dem havde englænderne fornylig rørt ved, da de blev kastet ud, og nu var de mine, her i mine hænder. På en måde havde jeg rørt ved englænderne selv hen over en ellers uovervindelig afstand. Det var umuligt og forbudt og mirakuløst på samme tid, besættelsestid.

Engang så jeg et mini-mini-glimt af en englænder!

Dem, der var dygtige til håndbold, gik til ekstratræning i Valby, og en formiddag var der pludselig en vild motorlarm i luften. Vi fór ud, den unge træner forrest. Hvad i alverden kunne det være? Det var utroligt! Den ene engelske jagerbomber efter den anden kom strygende lavt hen over sportshallen. Jeg kunne lige akkurat skelne mit livs første englænder i cockpittet; han kiggede skråt ned, så var han videre ind mod centrum, og i det samme var den næste over os.

Men glasklare stod i deres vidunderlige, forbudte tydelighed Royal Air Force-mærkerne på vingerne. Og stadig ingen luftalarm. Luftalarmer, dét var vi ellers vant til. Vores træner blev alvorlig. Men han nøjedes med at afbryde træningen og sende os hjem: Pas godt på, drenge! Se jer godt for.

Linje 6 kom ned gennem Vesterbrogade. En sporvogn kan ikke som en bus vælge nødomveje. Da vi nåede Frihedsstøtten, var der helt underligt: Støvet drev i gaderne, folk løb forvildet rundt og anede

19

ikke, hvad de skulle; CB’ere, det vil sige betjente fra Civilforsvaret, der tydeligvis ikke ligefrem havde øvet sig i katastrofestyring, snakkede ophidset i munden på hinanden. Skulle 6’eren videre eller ej? Vi drenge, der altid stod ude på forperronen ved siden af vognstyreren, var ikke i tvivl om, at der var noget spændende fat henne omkring Vesterport – det var dér, de store røgbølger, støvet og den svedne lugt kom fra – noget der garanteret havde forbindelse med de engelske maskiner. Så tog vognstyreren sagen i egen hånd, klemtede to gange med fodklokken og fortsatte ned mod Rådhuspladsen, hvor der var hylende ambulancer på vej i alle retninger.

Nu lignede krigen krig, men næste dag ville min kammerat og jeg have syn for sagn. Så efter skoletid stæsede vi ned mod Vesterport, men inde i Ørstedsparken udbrød der ildkamp, så vi nærmest var fanget mellem rygende tomter på den ene side og knitrende våben på den anden. Så vi måtte hu-hej søge ly i en sparekasse og blev straks kommanderet ned under vinduerne. Men hvad har man et vindue til?

Kigge igennem? Ja. Før jeg blev gennet ned igen, nåede jeg at se, lige uden for ruden, en halv meter fra min næsetip, en uniformsbeklædt arm, tyskergrøn, værnemagtsgrøn, en behandsket hånd, handsken var af blankt musegråt læder, som altid siden har forekommet mig nazitysk, og – en pistol i hånden, sort. Så tæt på.

Det tog tid, før sparekassebestyreren turde hæve undtagelsestilstanden og slippe os løs. Og hvad tænkte de derhjemme, så længe som jeg var væk. Den flinke mand lod mig ringe hjem oppe fra sit kontor ... Jo, der var lagt i kakkelovnen. Og der var ingen svinkeærinder hele vejen hjem til Vester Voldgade.

Gad vidst om de fem års samliv med fjenden og totale udelukkethed fra de fjerne britiske venner, som vi satsede på, om det forhold

20

har sat sine spor i ens hoved? Som et mentalt mønster? Eller det er måske for spekulativt? Sommetider tror jeg det har.

Men vennerne kom jo! En aften i maj 45.

Min far bød mig at tampe De fem forbandede Aar (som jeg havde øvet mig på i nogle måneder; han havde fået noderne under et værtshusbesøg) på klaveret og skråle så højt, jeg kunne, mens han åbnede alle vinduerne ud til Vester Voldgade. For ham, som for de allerfleste andre som ham og min mor, var den store forskel, at nu skulle der ikke passes på mere. Det var det afgørende. Nogen havde antaget sig vor sag ude i verden; nu kom de endelig i tætpakkede mandskabsvogne op gennem Vester Voldgade, enkelte af dem med løftede automatvåben, som de nu og da affyrede drønende salver fra. De kom for at frelse os fra de onde tyskere, vi så længe havde døjet med. Sikke nogle venner at have!

Næste dag sørgede jeg på min bedste kammerats og egne vegne for at komme i snak med en af vores befriere. Han var motorcykelordonnans og gav os ture på sin maskine, der lugtede besættende af benzin. Og selv lugtede han af Virginia-cigaretter og havde gule negle. Dét var en ven. Han var brun af sol fra Vesteuropas menneskemyldrende veje, han lige var kommet fra sammen med alle de andre ørkenrotter, Montgomery havde sendt herop. Vores englænder var altid blank af sved, som om han aldrig vaskede sig. Men det var jo efterhånden midt i maj, og sommeren var på vej. Han grinede meget under den blommefarvede baret og talte et engelsk, vi ikke havde lært i skolen.

De var blevet indkvarteret oppe i de store sale i Charlottenborg på Kgs. Nytorv. De må have fået fat i nogle kurve og noget snorværk, for de hejsede chokolade og cigaretter ned til os oppe fra vinduerne.

21

De solede sig i al den henrykkelse, der brusede op imod dem. Sikke en fest, det måtte være, at være så velkommen overalt. De var hårdt arbejdende soldater, der snart skulle hjem til konen og kæresten og hænge uniformen væk. Og hvad så?

K rigen var slut. Vi snusede rundt i den indre by som køtere. En tyskerbar var blevet smadret og plyndret, og det var spændende at vade rundt i på alt det knasende glas. Jeg fik nolet en tangent fra et smadret klaver og gemte den i en skuffe i mange år. Når vi var inde på Gammeltorv, havde vi travlt med at skrige eder og forbandelser af vores lungers fulde kraft mod landsforræderne, som blev bragt til Domhuset på Gammeltorv på ladet af lastvogne. Nu skulle de få betalt, en halv times tid. Vi havde meget at se til. Min kammerat og jeg var 14-15 år og stod i forreste hadefulde række. Men råbene forstummede. Og freden blev vane. Og hvad så?

A merikanerne. Amerikanerne, der kom i løbet af sommeren, befrielsessommeren, var noget andet. De var ikke på arbejde, men på ferie. Veltrimmede og afslappede. De så ikke ud, som om de nogensinde havde været i krig og slet ikke, som om de lige kom fra den. Nogle af dem var negere. Jeg havde aldrig set en neger før. De kom op fra den amerikanske zone i Tyskland og Berlin og daskede i deres velpressede orlovsuniformer ned ad Vesterbrogade til Tivoli for at se på danske piger og ryge Camel. Da var freden som sagt allerede gammel, og Yankeerne beundrede vi på afstand med samt hvad de havde med af kameraer, solbriller (pilot- og med grønne glas!) og stramtsiddende bukser med pressefolder. Vi prøvede ikke at kontakte dem. De var både mere eksotiske og ophøjede end Tommy’erne.

Foran Palace Hotel holdt der Buick’er, hvor forlygterne sad inde i skærmene! Man kunne lige så godt indrømme det: Der er ikke noget,

22

der slår Amerika. Og sådan er det blevet ved. Selvfølgelig sørgede jeg for at komme til USA mange år senere. Og hvis jeg havde villet, kunne jeg godt være blevet derovre! Think of that!

Folk, der havde været sydpå, fortalte om ruinerne dernede i Tyskland, om børnene overalt på banelegemet, der kom løbende og tiggede under vinduerne, når man standsede. I 1939 havde vores underbo i Vester Voldgade været i Berlin, og de smalfilm, de kom hjem med, var badet i sol, velstand, cafeer, flag og begejstring, og i al sin venlighed gjorde selv underbofruen befippet Hitlertegn på gemalens optagelser.

De tyske flygtninge, som besatte vores skole i krigens sidste måneder, og altså stadigvæk var tyskere, dvs. fjender, var nu tabere og lagde ikke længere beslag på vores skoler, men blev buret inde ude på Kløvermarken i tusindvis i de samme pjalter. I biografen kunne man se ugerevyer med billeder af overlevende tyskere, der med lommetørklæder for næsen blev gennet forbi massegrave og bjerge af lig – så ku’ de lære det! Afnazificering hed det. Det havde vi ikke ondt af. Den vide verden viste ikke tyske propagandafilm mere, men amerikanske, og Skipper Skræk til sidst, før lyset blev tændt. Han var altid værd at vente på.

Piger? ­For en drengeskoleelev meget fjerne kloder i deres egne utilgængelige systemer. Fandtes man overhovedet som andet end genstand for et skuldertræk? Hvordan bar man sig ad? Hvordan kunne man gøre sig værdig? Min storebror, ikke frihedskæmperen, men sortbørshandleren, en tidligt uregerlig og på sin vis farlig ‘mellembror’, som jeg elskede højt, havde anderledes styr på det med pigerne, hvad enten det var en storkøbmands datter i Præstø eller en lavstammet servitrice i Den røde Pimpernel. Han ville gerne fortælle,

23

han kunne ikke lade være, når han mere eller mindre fuld kom hjem ud på natten og vækkede sin lillebror, han måtte fortælle – hvorfor?

– så lillebrorens ører glødede, og han måtte holde sig for dem, når det var allerværst og utroligst.

Men i kollegiehefterne, der fyldtes, var det Stuckenberg, der dikterede sukkene, drømmene, længslerne.

Først i 1950, endnu før jeg var tyve, blev jeg led og ked af alt, hvad der omgav mig og lagde alle planer på hylden, undtagen forfatteriet, som mest bestod i en trang til at betro mig til papir. Verden måtte vente, professorerne, pigerne, vennerne og hjemmet kunne ha’ det så godt – ligesom soldaten, der køber en kanon og begynder for sig selv, forsvandt jeg lige så stille. Jeg havde brug for at tænke mig om. Jeg gik under jorden og tog stilling som huslærer i de yderste klitter, så langt væk som muligt.

Navnet er Kandestederne. Det er det stadigvæk, men ellers er alt forandret. Til dels også jeg selv.

24

Niels Barfoed, født 1931 på Frederiksberg, dansk litteraturkritiker med et alsidigt essayistisk, videnskabeligt og skønlitterært forfatterskab. Mag.art. i litteraturhistorie fra Københavns Universitet, dr.phil., kulturskribent og anmelder ved bl.a. Information, Aktuelt, Weekendavisen og Politiken. Debuterede som lyriker i 1957 og har siden udgivet en lang række bøger, spændende fra digtsamlinger over biografier til debatbøger. Modtog i 2013 Georg Brandes-Prisen for bogen Benedicte. Specialist i tysk og østeuropæisk kultur og vicepræsident i International PEN.

25

Hanne Bech Hansen: Billedet er taget af en ældre fotograf, der boede i vores ejendom. Min mor havde selv strikket den kjole, jeg har på. Da hun så fotografiet, mindede hun mig igen om, at jeg skulle »rette mig op og sidde ordentligt på en stol«.

26

196

25

196

Min barndom i 40'erne

En række fremtrædende danskere, født i årene 1930-1940, fortæller om deres personlige oplevelser fra en opvækst i et årti, der var præget af besættelse, vareknaphed og hårde isvintre, men også af fælles­skab og hjælpsomhed.

196

Min barndom

i 40'erne

Niels Barfoed Hanne Bech Hansen Vigga Bro Hans Hertel Kjeld Hillingsø Jørn Hjorting Bent Jørgensen Olaf Nielsen Hanne Marie Svendsen Poul Thomsen Henrik Voldborg Niels Birger Wamberg Jane Aamund

lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof