Offer uden ansigt læseprøve

Stefan Ahnhem

OFFER UDEN ANSIGT P책 dansk ved Anders Juel Michelsen

LINDHARDT OG RINGHOF

Offer uden ansigt.indd 3

24/03/14 16.56

Offer uden ansigt er oversat fra svensk efter Offer utan ansikt Copyright © Stefan Ahnhem 2014 All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag, København Bogen er sat med Minion hos Lymi DTP-Service og trykt hos ScandBook Omslag af Mikkel Henssel efter originalomslag af ISBN: 978-87-1134-819-2 1.udgave, 1. oplag Printed in Sweden

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S – et selskab i Egmont

Offer uden ansigt.indd 4

24/03/14 16.56

1. DEL 30. juni – 7. juli 2010

I efteråret 2003 udførte psykologen Kipling D. Williams et eksperiment, hvor han udsatte sine forsøgspersoner for social udfrysning ved at lade dem spille Cyberball – et virtuelt boldspil, hvor tre spillere afleverer bolden til hinanden. Efter et stykke tid begyndte de to af dem at aflevere udelukkende til hinanden. Den tredje, som ikke vidste, at han spillede mod computere, fik en stærk følelse af at være lukket ude og fravalgt. Den følelse var så stærk, at man ved hjælp af MR-scanning kunne måle en forhøjet aktivitet i samme del af hjernen, som registrerer fysisk smerte.

Offer uden ansigt.indd 5

24/03/14 16.56

PROLOG Om tre dage.

Han vågnede ved, at kragen landede på hans mave og pressede sine skarpe kløer ind i huden. De første gange, han var vågnet, var den blevet opskræmt og havde sluppet taget. Nu lod den sig ikke skræmme helt så let, men blev siddende der og trampede ubekymret hen over ham, stadig mere utålmodig og sulten. Det var kun et spørgsmål om tid, før den ville begynde at hakke i ham. Han skreg så højt, han kunne, og til sidst slap den sit greb og fløj skræppende væk.

Han havde opgivet at tælle, hvor mange dage der var gået.

Til at begynde med havde han troet, at han befandt sig i et mareridt, og at han bare skulle vågne, for at alt ville blive godt igen. Men når han så åbnede øjnene, havde han ikke kunnet se andet end mørke.

Han havde haft bind for øjnene. Det var den svage, lune brise, der havde røbet, at han befandt sig ude i det fri og lå nøgen på noget hårdt og koldt, udspændt som den vitruvianske mand i Leonardo da Vincis tegning. Mere end det vidste han 7

Offer uden ansigt.indd 7

24/03/14 16.56

ikke. Resten var lutter spørgsmål. Hvem havde anbragt ham der? Og hvorfor?

Spørgsmål, som han var begyndt at opgive håbet om nogensinde at få svar på.

Han gjorde et nyt forsøg på at vriste sig fri, men jo mere han anstrengte sig, des længere ind trængte piggene i remmene omkring hans håndled og ankler. Smerten skar i ham som en hvinende diskanttone og mindede om den, han havde mærket, da han som niårig ikke havde kunnet overbevise tand­ lægen om, at bedøvelsen ikke var begyndt at virke.

Det var i og for sig intet mod den smerte, som kom en gang i døgnet og som regel varede i flere timer, en brændende smerte, der trængte ind i ham ligesom en svejseflamme og langsomt bevægede sig hen over hans nøgne krop. Nogle gange kunne den pludselig holde op for så lige så pludseligt at vende tilbage. Nogle gange kom den slet ikke. Han havde prøvet at regne ud, hvad det var, om der var nogen dér, som torturerede ham, men til sidst havde han opgivet ethvert forsøg på at forstå noget og havde i stedet brugt sine kræfter på at prøve at holde smerten ud.

Han vurderede, at der måtte være gået en time til, og råbte på hjælp, så højt han kunne. Han mærkede, hvor svagt det lød, og gjorde et nyt forsøg og anstrengte sig for at få mere kraft og bund i stemmen. Men i det hendøende ekko kunne han høre, hvordan desperationens skingre frekvenser hele tiden brød igennem. Han gav op. Der var alligevel ingen, der hørte ham.

Bortset fra fuglene.

Han gjorde et nyt forsøg på at erindre sig, hvad der var sket, uden at ane for hvilken gang i træk. Han havde måske overset en lille detalje, som kunne give ham nogle svar?

Han havde forladt sit hjem om morgenen lidt over seks, og der var over tre kvarter, til han skulle være på arbejde. Han havde besluttet sig for at lade bilen stå, hvilket han altid gjor8

Offer uden ansigt.indd 8

24/03/14 16.56

de, når vejret tillod det, og spadsereturen gennem Biblioteks­ parken plejede alligevel aldrig at tage mere end tolv minutter, så han havde god tid.

Så snart han var gået hjemmefra, havde han mærket en uro i kroppen. Følelsen havde været så stærk, at han var standset og havde ladet blikket glide hen over husrækkerne. Men han havde ikke set noget unormalt. Kun naboen, som kæmpede for at starte sin rustne, gamle Fiat Punto, og en kvinde med smukt, lyst hår, som var trampet forbi på sin cykel. Hendes kjole havde flagret i vinden, og hun havde pyntet sin cykelkurv med plasticmargeritter. Det var, som om hun cyklede rundt bare for at sprede lidt glæde omkring sig.

Den havde han ikke selv været det mindste modtagelig for.

Uroen havde haft sit tag i ham, og han havde stresset og var gået over for rødt. Det plejede han ellers aldrig at gøre. Men denne morgen var anderledes, hele hans krop havde været spændt som en fjeder, og først et stykke inde i parken havde han følt sig sikker. Nogen fulgte helt afgjort efter ham. Skridtene i gruset bag ham lød som fra en, der gik med gummisko.

Hans egne sko havde larmet meget mere.

Han havde taget sig selv i at øge farten og anstrengt sig for at sætte den ned igen. Skridtene bag ham var hele tiden kommet nærmere, og han havde bekæmpet sin trang til at se sig over skulderen. Hans puls var øget, og koldsveden skyllede over ham i bølger. Han havde haft det, som om han var lige ved at besvime, og til sidst havde han ikke kunnet holde det ud længere og havde vendt sig om.

Manden, som kom hen mod ham, havde ganske rigtigt haft gummisko på. Et par sorte Reebook. Han havde været klædt i mørkt tøj med mange lommer. På ryggen havde han haft en fyldt rygsæk, og han holdt en klud i sin ene hånd. Men det var først, da manden så op og mødte hans blik, at han havde kunnet se ansigtet.

9

Offer uden ansigt.indd 9

24/03/14 16.56

Derefter var det gået hurtigt. Smerten havde forplantet sig til alle nervetråde i kroppen, da knytnæven ramte ham lige i solar plexus. Han havde måttet kæmpe for at få vejret, var sunket ned på knæ og havde mærket kluden blive trykket mod ansigtet.

Det næste erindringsbillede han fik, da han vågnede, var af kløer, der trængte ind i hans mave.

Højt oppe over ham blev solen skjult af en enkelt skytot. En redning lige så kortvarig som et sandslot i strandkanten. Da den til sidst gled videre og forsvandt, var himlen så fuldendt blå, som den kun kan blive på en svensk højsommerdag. Solen kunne nu lyse med sin fulde kraft på den omhyggeligt anbragte linse, som samlede strålerne i et brændpunkt ved siden af den udspændte mand. Resten klarede jordens rotation.

Det sidste, han hørte, var den væmmelige, knitrende lyd fra sit brændende hår.

Offer uden ansigt.indd 10

24/03/14 16.56

1 Fabian Risk havde kørte strækningen flere gange, end han kunne mindes. Men den havde aldrig før føltes så let og opløf­ tende som denne gang. De var kørt tidligt om morgenen, nøjagtig som de havde planlagt, og havde kunnet tillade sig en lang frokostpause i Gränna.

Allerede på det tidspunkt var nervøsiteten for, hvordan flytningen skulle gå, begyndte at lette. Sonja havde været glad, næsten sprudlende, og havde tilbudt at køre det sidste stykke gennem Småland, så han kunne tage en stor guldøl til silden.

Det havde næsten været for hyggeligt, og han havde grebet sig selv i at tænke, at det hele bare var et spil for galleriet. Skulle han være helt ærlig, havde han inderst haft sine tvivl om, om det virkelig nyttede noget bare at flygte fra problemerne og begynde på en frisk.

Børnene havde reageret som forventet. Matilda så det som et spændende eventyr, selvom hun nu skulle begynde i fjerde klasse på en ny skole. Theodor havde ikke været lige så positiv og havde tilmed truet med at blive i Stockholm. Men efter frokosten i Gränna var det, som om han også havde besluttet 11

Offer uden ansigt.indd 11

24/03/14 16.56

sig for at give det hele en chance, og til alles overraskelse havde han flere gange taget sine høretelefoner ud af ørerne og talt med de andre.

Men det bedste af det hele var, at råbene var stilnet. Råb og skrig, som tiggede og bad for deres liv og som havde martret ham i det sidste halve års tid, både i drømmene og i det meste af hans vågne tid. Endelig havde de givet op.

Han havde lagt mærke til det første gang, da de kørte gennem Södertälje, men var gået ud fra, at det bare var indbildning. Det var først, da de havde passeret Norrköping, at han var blevet helt sikker, og for hver kilometer, de havde lagt bag sig, var stemmerne blevet stadig svagere. Nu da de var fremme, 556 kilometer senere, var de blevet helt tavse.

Det var, som om der fandtes et før og et efter deres tid i Stockholm og hændelserne i efteråret. Og nu, endelig, befandt de sig i efter, tænkte Fabian og stak nøglen i låsen til deres nye hjem – et af de engelske rækkehuse af røde mursten på Pålsjögatan. Indtil nu var han den eneste i familien, der havde været inde i huset, men han var ikke spor nervøs for, hvad de andre skulle synes om det. Så snart han havde set, at det var til salg, havde havde været sikker på, at det var dér og ingen andre steder, at de skulle begynde deres nye liv.

Pålsjögatan 17 i Tågaborg, et stenkast fra byen og med Pål­ sjöskoven lige om hjørnet. Der ville han jogge om morgenen og begynde at spille tennis igen på grusbanerne. Ville man til havet, trillede man bare ned ad Halalidbacken, og så var man på Fria bad, hvor han altid havde badet som ung. Dengang havde han fantaseret om, at det var netop i det her kvarter, han boede, og ikke i de gule lejekaserner oppe i Dalhem. Nu, tredive år senere, var drømmen gået i opfyldelse.

“Far, hvad venter du på? Skal du ikke svare?” sagde Theodor.

Fabian vågnede op fra sin lykkerus og opdagede, at resten af familien stod nede på fortovet og ventede på, at han skulle tage 12

Offer uden ansigt.indd 12

24/03/14 16.56

mobilen, som ringede i hans lomme. Han tog den op og så, at det var Astrid Tuvesson, hans nye eller rettere sagt kommende chef på Helsingborgpolitiets kriminalafdeling.

På papiret var han stadig ansat i Stockholms politi i seks uger til. Det kunne umiddelbart se ud, som om det havde været hans egen beslutning at sige op, men der var ingen tvivl om, at de fleste af hans gamle kolleger vidste, hvordan det egentlig forholdt sig, og at han aldrig ville kunne sætte sin fod der igen.

Seks ugers ufrivillig ferie. som begyndte at føles stadig mere tillokkende. Han kunne ikke huske, at han havde haft fri så længe, siden han sluttede på skolen. Om det var tilstrækkelig længe, ville vise sig. Planen var først at flytte ind i huset i ro og mag. Derefter kunne de lære deres nye hjemby at kende og afhængig af vejr og lyst måske rejse til et varmere sted. Det sidste, de ville gøre, var at stresse. Alt dette burde Astrid Tuvesson være klar over.

Alligevel ringede hun.

Der var sket noget, og han skulle til at svare for at finde ud af hvad, men han og Sonja havde givet hinanden et løfte. I denne sommer skulle de være en familie igen og deles om ansvaret.

Hun ville måske endda få energi til at gøre de sidste malerier til udstillingen i efteråret færdig. Der fandtes vel også andre i Helsingborgs politi, som ikke havde ferie?

“Nej, det må vente,” sagde han og stak mobilen i lommen igen, låste op og lod Theodor og Matilda, som sloges om at komme først, gå ind. “Hvis jeg var jer, ville jeg begynde med haven!” Han vendte sig om mod Sonja, som kom op ad indgangstrappen med en iPod-højtaler i favnen.

“Hvem var det, der ringede?”

“Det var ikke noget vigtigt. Kom, nu skal du se huset.”

“Det var vel ikke ...”

“Nej, det var det ikke,” sagde Fabian. Men han kunne se på hendes øjne, at hun ikke troede på ham, så han tog mobilen 13

Offer uden ansigt.indd 13

24/03/14 16.56

op for at vise hende det. “Det var min kommende chef, som sikkert bare vil byde os velkommen. Kom så.” Han tog højtaleren og viste Sonja ind i huset med en hånd for hendes øjne.

“Tadam!” Han fjernede hånden, og hun så sig omkring i den umøblerede stue med pejsen og det åbne køkken, som vendte ud mod den lille have på bagsiden af huset, hvor de kunne se Theodor og Matilda hoppe i en stor trampolin. “Øj. Det er jo helt ... helt fantastisk.”

“Så det er godkendt? Du synes om det?”

Sonja nikkede. “Sagde flyttefirmaet, hvornår de ville komme?”

“Kun at de kom engang i løbet af eftermiddagen eller aftenen. Vi kan jo håbe på, at de er forsinkede og først kommer i morgen.”

“Hvorfor det, om man må spørge?” sagde Sonja og lagde ar­mene om hans hals.

“Her er jo alt, hvad vi skal bruge. Et rent gulv, levende lys, vin og musik.” Fabian stillede højtaleren på køkkenøen, trykkede sin gamle, ridsede Ipod Classic ned i højtaleren og satte Bon Ivers For Emma, Forever Ago på – hans favoritalbum igennem nogle uger. Han havde været længe om at hoppe på Bon Iver-toget. Første gang han lyttede, syntes han, at pladen var kedelig, men havde så givet den en chance til og indset, at den var et mesterværk.

Han greb fat i Sonja og begyndte at danse. Hun lo og gjorde sit bedste for at følge hans improviserede trin. Han kiggede ind i hendes grønbrune øjne, og hun løsnede hårklemmen og slog sit mørke hår ud. Træningen, som terapeuten havde sat hende i gang med, havde helt klart givet resultater. Både psykisk og fysisk. Hun havde tabt sig fem-seks kilo. Hun havde aldrig været tyk, snarere tværtimod, men hendes ansigtstræk var blevet tydeligere, hvilket klædte hende. Han svingede rundt i en hastig bevægelse og lod hende falde ned i sine arme. Hun lo 14

Offer uden ansigt.indd 14

24/03/14 16.56

igen, og det gik op for ham, hvor meget han havde savnet det.

De havde diskuteret forskellige løsninger. Alt fra at flytte fra lejligheden ved Södra station og købe hus i en af Stockholms nærmeste forstæder til at købe en lille lejlighed og flytte ind på prøve og skiftes til at have børnene. Men ingen af alternativerne havde virket rigtig tiltrækkende. Om det skyldtes, at frygten for at blive skilt var alt for stor, eller at de et eller andet sted inderst inde faktisk elskede hinanden, ville vise sig.

Det var først, da han havde fundet huset på Pålsjögatan, at det hele faldt på plads. Stillingen som kriminalinspektør ved Helsingborgs politi, de ledige pladser på Tågaborgskolen og det store loft, som med sine tagvinduer egnede sig perfekt som atelier for Sonja. Det var, som om nogen havde forbarmet sig over deres skæbne og besluttet at give dem en chance mere.

“Og børnene? Hvor havde du tænkt dig, at de skal sove?” hvi­skede Sonja i hans øre.

“Der er sikkert et rum nede i kælderen, hvor vi kan låse dem inde.”

Sonja skulle lige til at svare, men han afbrød hende med et kys og fortsatte med at danse, da det ringede på døren.

“Er de her allerede?” Sonja trak hovedet til sig. “Vi kommer måske til at sove i vores senge alligevel.”

“Og jeg, som havde glædet mig sådan til gulvet.”

“Gulvet bliver vel liggende? Desuden sagde jeg sove, ikke andet. “Hun kyssede ham igen, lod hånden glide ned over hans mave og grave sig ned i hans bukser.

Det her skal nok gå godt, og vi kommer til at leve lykkeligt resten af vores liv, nåede han at tænke, inden hun trak hånden op igen og gik hen for at åbne.

“Hej. Jeg hedder Astrid Tuvesson. Jeg er en af Deres mands nye kolleger.” Kvinden i døråbningen rakte hånden frem mod Sonja. Med den anden hånd skubbede hun solbrillerne op i 15

Offer uden ansigt.indd 15

24/03/14 16.56

det lyslokkede hår, som sammen med den farvestrålende kjole, de slanke, brune ben og sandalerne fik hende til at se ti år yngre ud end sine 52.

“Jaså? Hej.” Sonja vendte sig om mod Fabian, som gik hen og trykkede Tuvesson i hånden.

“Du mener kommende kollega. Jeg begynder jo først den sekstende august,” sagde Fabian og bemærkede, at hun manglede den venstre øreflip.

“Kommende chef, hvis vi nu skal være så pernittengrynede.”Hun lo og rettede på håret, så øret blev skjult, og Fabian overvejede, om det mon var en skade eller noget medfødt.

“Undskyld, jeg er virkelig ked af at komme og forstyrre midt i ferien, og I må jo være dødtrætte efter rejsen, men ...”

“Bare rolig,” afbrød Sonja. “Kom ind, kom ind. Men vi kan desværre ikke byde Dem på noget, eftersom vi stadig venter på flyttelæsset.”

“Tænk ikke på det. Jeg skal bare tale et par minutter med Deres mand.”

Sonja nikkede stumt, og Fabian viste Tuvesson ud på terrassen på bagsiden af huset og lukkede døren bag dem.

“Jeg gav også op til sidst og købte en trampolin. Ungerne havde plaget om det i flere år, inden jeg sagde ja – og så var de blevet for gamle.”

“Undskyld, men hvad drejer det sig om?” Fabian havde over­hovedet ikke lyst til at bruge ferien på at småsludre med sin kommende chef.

“Der er blevet begået et drab.”

“Nå? Ja, det er jo den slags, der sker. Desværre. Ikke for noget, men er det ikke bedre, at du taler med dem af dine kolleger, som ikke har ferie?”

“Jörgen Pålsson. Lyder det bekendt?”

“Er det ofret?”

Tuvesson nikkede.

16

Offer uden ansigt.indd 16

24/03/14 16.56

Fabian genkendte navnet, men havde ingen som helst lyst til at prøve at placere det. Det sidste, han ville, var at arbejde. Han følte sig som et fuldt lastet olietankskib, som lige var blevet kapret af pirater og nu blev tvunget til at styre væk fra paradisøen.

“Det her kan måske hjælpe på hukommelsen.” Tuvesson rakte en plastlomme med et foto frem. “Det lå på ofrets lig.”

Fabian tog plastlommen, kiggede på fotoet og vidste med det samme, at han godt kunne glemme alt om den paradisø.

Han genkendte fotoet, selvom han ikke kunne huske, hvornår han sidst havde set på det. Det var et klassefoto fra niende. Det sidste billede, hvor de alle var samlede. Selv stod han i anden række, og skråt bag ham stod Jörgen Pålsson.

Over hans ansigt var tegnet et kryds med sort tusch.

2 Han havde nået at være en time i huset. En time, inden det havde ringet på døren. Jo, han kunne godt forstå, hvorfor Tuvesson havde valgt at kontakte ham. Havde hun ikke gjort det, ville det nærmest være at betragte som en forsømmelse. Måske kunne han huske noget, som kunne fremskynde efterforskningen og måske endda redde liv. Men Fabian kunne næsten intet huske fra folkeskolen, og sandt at sige havde han heller ikke spor lyst til at mindes den tid igen.

“Det er den hvide Corolla derovre,” sagde Tuvesson, og Fabian Risk fulgte med hende over gaden. Hun havde tilbudt at køre ham både derhen og hjem igen, så Sonja i fred og ro kun-

Offer uden ansigt.indd 17

24/03/14 16.56

ne tømme flyttebilen. “Du skal bare vide, at jeg sætter virkelig stor pris på, at du tager dig tid til at følge med, selvom det er midt i din ferie.”

“Den er knap nok begyndt.”

“Jeg lover dig, at det ikke vil tage mere end en times tid.” Tuvesson stak nøglen i låsen og drejede om. “Den har godt nok centrallås, men døren er lidt svær at få op.”

Fabien hev i døren og blev mødt af et passagersæde, som allerede var godt fyldt op med tomme kaffebægre, åbnede Marl­ boro-pakker, nøgler, madrester, brugt papir fra en køkkenrulle og en æske tamponer.

“Sorry. Vent, nu skal jeg ...” Hun væltede det hele ned på gulvet bortset fra nøglerne og cigaretterne. Fabian satte sig, og Tuvesson startede bilen og svingede ud på gaden. “Er det okay, hvis jeg tager en smøg?” Inden Fabian nåede at svare, havde hun tændt en cigaret og rullet vinduet ned. “Jeg vil faktisk holde op. Ja, det siger man altid, og i stedet for at snakke om det og love noget, skal man bare gøre det. Og det vil jeg også gøre.

Bare ikke lige nu,” fortsatte hun og tog et dybt sug, samtidig med at hun svingede til venstre ind på Tågagatan.

“Det er i orden,” sagde Fabian med blikket rettet mod klassefotoet og Jörgens overkrydsede ansigt. Hvorfor havde han haft så svært ved at komme i tanker om, hvem Jörgen Pålsson var? Hvis der var nogen, han burde kunne huske, var det netop Jörgen. Han havde egentlig aldrig kunnet lide ham, og det var måske det, der var forklaringen. Han havde ganske enkelt fortrængt ham. “Hvor blev han fundet?”

“Fredriksdalsskolen. Hvor han arbejdede som sløjdlærer, efter hvad jeg forstår.”

“Han gik der også fra syvende til niende klasse.”

“Ja, det er ikke alle, der kommer så langt som til Stockholm.

Hvad ved du for øvrigt om ham?”

“Stort set ingenting. Vi omgikkes ikke rigtig.” Fabian kom 18

Offer uden ansigt.indd 18

24/03/14 16.56

til at tænke på Lyle Scott- og Lacostetrøjer af lammeuld, og på tv-apparatet, der blev rullet ind og afbrød timen, så snart Stenmark for ned ad bakken. “Skal jeg være helt ærlig, så kunne jeg ikke lide ham.”

“Ikke det? Hvorfor ikke?”

“Han var klassens bølle og generelt ret træls. Han gjorde bare, som han selv ville.”

“Sådan en havde vi også. Han forstyrrede i alle timerne og tog de andres bakker og sådan. Og ingen turde sige fra. Ikke engang lærerne.” Tuvesson sugede den sidste nikotin ud af cigaretten og knipsede skoddet ud gennem vinduet. “Det var dengang, man ikke havde disse bogstavkombinationer.”

“Desuden lyttede han kun til Kiss og Sweet.”

“Hvad er der galt med Kiss og Sweet?”

“Ikke noget. Tværtimod. Men det opdagede jeg først for et par år siden.”

Fabian stod ud af bilen og så på Fredriksdalsskolen, som bredte sig ud bag den tomme skolegård med sine to etager røde murstensmure. To basketballmål med sønderslidte net skød op fra asfalten som en påmindelse om, at det her normalt var et sted for børn. Han lod blikket vandre langs den lange række af små, cellelignende vinduer og havde svært ved at forstå, hvordan han havde klaret tre år i den bygning uden at blive helt ødelagt. “Hvem fandt ham?”

“Først ringede hans kone og meldte ham savnet, men på det tidspunkt kunne vi ikke gøre så meget.”

“Og hvornår ringede hun?”

“Onsdag for en uge siden. Dagen før var han taget til Tyskland for at købe øl til sankthans og ville være tilbage om aftenen.”

“Købe øl i Tyskland? Kan det stadig betale sig?”

“Så længe man køber øl nok. Fyrre kroner for et karton, og 19

Offer uden ansigt.indd 19

24/03/14 16.56

så får man pengene til færgebilletten tilbage, hvis man klarer det på under tre timer.”

Drøne hele vejen ned til Tyskland for at fylde bilen til bristepunktet med øl. Jo mere Fabian tænkte over det, des bedre passede det med det billede af Jörgen, som var begyndt at vågne til live i hans erindring. Jörgen og muligvis også Glenn.

“Men han kom aldrig til Tyskland eller hvad?”

“Jo, han var der. Vi tjekkede med Øresundsbroen, og han vendte tilbage som planlagt tirsdag aften. Men derefter ophører alle spor. Det var først i går, der kom lidt skred i det, da et glarmesterfirma bad om at få fjernet en bil, som stod i vejen for deres skylift.”

“Hans bil?”

Tuvesson nikkede, og de fortsatte rundt om hjørnet til bagsiden af skolebygningen. Omkring tyve meter borte stod en Chevy pickup parkeret ved siden af en skylift. Afspærrings­ tapen var allerede sat op i en vid omkreds, og to uniformerede betjente bevogtede området.

De blev mødt af en midaldrende, tyndhåret mand klædt i en blå engangsoverall, som havde skubbet brillerne langt ned på næsen.

“Det her er Ingvar Molander, vores kriminaltekniker, og det her er Fabian Risk, som jo egentlig har ferie og først begynder i august,” sagde Tuvesson.

“Nå ja, en ferie mere eller mindre. Hvad spiller det for en rolle, når man får sådan en efterforskning at sætte tænderne i?

Eller hvad siger du?” Molander skubbede brillerne endnu længere ned på næsetippen og målte Fabian med blikket, samtidig med at han rakte hånden frem.

“Man bliver i hvert fald lidt nysgerrig,” løj Fabian og trykkede Molanders hånd.

“Det må du nok sige. Du vil ikke blive skuffet, kan jeg godt love dig.”

20

Offer uden ansigt.indd 20

24/03/14 16.56

“Ingvar, han er her kun for at tage et hurtigt kig.”

Molander sendte hende et blik, som mod Fabians vilje vakte hans nysgerrighed. Molander viste dem ind i skolebygningen og gav dem hver sin blå overall. “Værsgo.”

Det var første gang i næsten tredive år, at Fabian befandt sig inde i skolen igen. Den så ud, præcis som han huskede den.

De røde mursten i væggene på gangene og de lyddæmpende plader i loftet, der lignede sammenpresset skrald. Her i gangen længst bag i bygningen lå sløjdlokalet. Et fag, han ikke havde været det mindste interesseret i, indtil han en dag havde fået den idé, at man kunne lave sine egne skateboards. Efter et semenster havde han varmet, bøjet og udsavet så mange plywoodplader, at han havde kunnet sælge dem videre og spare sammen til et par rigtige Tracker Trucks.

“Tillad mig at byde jer velkommen til et drabssted, som snildt placerer sig på 10-listen over de værste drabssteder, jeg har set.” Molander viste Fabian og Tuvesson ind gennem en dør. “Heldigvis har gerningsmanden skruet helt ned for airconditionen. Ellers havde den været på top 5 i betragtning af, at liget har ligget her i over en uge.”

Sløjdlokalet var ganske rigtigt koldt. Fabian syntes, det var som at gå lige ind i et køleskab, selvom et termometer viste, at der var mellem 12-13 grader varmt. Yderligere tre personer i overalls var i gang med at tage billeder, undersøge og indsamle tekniske beviser. Den velkendte lugt af træ og savspåner var nu blandet med en indelukket, sødlig stank. Fabian fortsatte hen til Jörgen Pålssons lig, som lå ubevægelig i en stor pøl af indtørret blod. Nøglehullet og dørhåndtaget var smurt ind i blod. Det var en stor og veltrænet krop klædt i et par slidte, løst siddende cowboybukser og en hvid og blodig tanktop.

Fabian huskede ikke Jörgen som så stor. Stærk og selvsikker, men ikke stor. Han måtte have været stærk som en okse i dag. Alligevel var det lykkedes gerningsmanden at hugge hæn21

Offer uden ansigt.indd 21

24/03/14 16.56

derne af begge hans tatoverede arme ved håndleddene. Armstumperne var blodige og trevlede, og Fabian kunne slet ikke forestille sig, hvor ondt det måtte have gjort. Og hvorfor lige hænderne?

“Som I ser, viser blodsporene på gulvet, hvordan han er kravlet fra høvlbænken derhenne og hen til døren, som vi kom ind ad,” sagde Molander. “Der er ganske vist ingen lås i, men hvad han ikke vidste, var, at den var blokeret med både bænke, stole og borde på den anden side. Derefter kravlede han herhen og forsøgte at komme ud gennem denne dør. Men hvor let er det at dreje på et dørhåndtag, når man ingen hænder har?”

Fabian studerede det blodige håndtag.

“Har I nået at undersøge låsen?” sagde Tuvesson.

“Limet med superlim. Hvilket forklarer det her.” Molander tog en lægetang frem og løftede op i Jörgens overlæbe for at vise de ødelagte fortænder.

“Så han prøvede at dreje på dørhåndtaget med munden?” sagde Tuvesson.

Molander nikkede. “Det kalder jeg overlevelsesinstinkt. Selv var jeg helt sikkert død med tænderne i behold.”

“Men ... jeg forstår ikke helt. Han må da have gjort modstand?” sagde Tuvesson.

“Det er et godt spørgsmål. Gjorde han det? Var han bedøvet? Jeg ved det ikke. Vi må se, hvad Rottehalen når frem til.”

“Og i hvor lang tid foregik det her?”

“Tre-fire timer.” Molander førte dem gennem lokalet til en høvlbænk, som også var klistret af indtørret blod. “Gerningsmanden spændte hans arme fast i denne skruetvinge og savede hænderne over med denne fukssvans.” Han pegede med lægetangen på den blodige sav, som lå på gulvet.

“Har I for øvrigt tjekket glarmesterfirmaet, som ringede og bad om at få bilen fjernet?” sagde Fabian, og Tuvesson vendte sig om mod ham.

22

Offer uden ansigt.indd 22

24/03/14 16.56

“Hvad? Mener du, at de skulle være indblandet?”

“Hvis I spørger mig, så ser det her ikke ud, som om det er lavet af en, der forlader sig på tilfældigheder.”

Tuvesson og Molander udvekslede blikke og nikkede.

“Jeg har deres nummer her.” Tuvesson tog sin mobil frem, trykkede nummret og ringede med højtalerfunktionen sat til. Signalerne nåede frem, men duttede fejlsignal efter et lille stykke tid. “Det ser ud, som om du har ret. Vi må tjekke, hvem der lejede den, og Ingvar, du kommer også til at undersøge den for spor.”

Molander nikkede.

“Og hænderne?” fortsatte Tuvesson.

“Dem leder vi stadig efter.”

Tuvesson nikkede og henvendte sig nu til Fabian. “Nå? Hvad siger du så? Ringer der en klokke?”

Fabian lod blikket glide hen over høvlbænken og den blodige fukssvans, på blodsporene på gulvet og liget med de oversavede hænder. Så mødte han Tuvessons og Molanders blikke og rystede på hovedet. “Beklager.”

“Intet? Ikke engang en lille idé om, om det kan være en i klassen, eller hvorfor nogen ville udsætte lige præcis Jörgen Pålsson for det her?”

Fabian rystede på hovedet.

“Ja, ja, det var da et forsøg værd.” Tuvesson gik hen mod udgangen. “Men hvis du kommer i tanker om noget, hvad som helst, så må du love mig at ringe eller komme forbi på stationen. Okay?”

Fabian nikkede og fulgte med Tuvesson ud af sløjdlokalet med et spørgsmål, som vikke ville lade ham i fred, før det havde fået sit svar.

Hvorfor lige hænderne?

23

Offer uden ansigt.indd 23

24/03/14 16.56