155 mm
– LIBRARY JOURNAL
Ernest Hemingway
blev født 21. juli 1899,
som andet barn i en søskendeflok på seks. Han voksede op i en protestantisk familie i en forstad til Chicago. Faren tog ham med
For Hemingway var jagt og fiskeri ikke blot to store lidenskaber – det var også discipliner, der krævede både færdigheder og mod, og som gav ham mulighed for at undersøge fundamentale aspekter af den menneskelige natur.
på fisketure og storvildtjagt og havde stor indflydelse på den unge Hemingways verdensbillede.
231 mm
Da første verdenskrig brød ud, fik Hemingway arbejde som ambulancefører, og han blev alvorligt såret ved fronten i Italien. I
Hans enestående evne til at behandle disse emner har skabt nogle af de mest mindeværdige stykker litteratur om jagt og fiskeri nogensinde. Fra de berømte passager om safari i Afrika til andejagt i den venetianske lagune, fra ørredfiskeri med hans alter ego Nick Adams i novellerne til den store marlinkamp i Den gamle mand og havet. Denne bog samler alt det bedste.
begyndelsen af 1920’erne slog han sig ned i Paris, fast besluttet på at blive forfatter. Her mødte han bl.a. Ezra Pound, F. Scott Fitzgerald og Gertrude Stein, som han fik råd og vejledning af, og her skabte han sig et navn som journalist. Hemingway tilbragte også længere tid i Spanien (blandt andet under borgerkrigen) og på Cuba. Han modtog nobelprisen i litteratur i 1954. I 1961 tog han sit eget liv, ligesom hans far havde gjort før ham.
„Nyd Hemingway. Mit råd er at gøre det i små mundfulde. Så smagen får lov til at sætte sig … Han har været der, han har givet los for urinstinkterne, og han kan fortælle om det, så det hele står lyslevende for os. Med denne bog er man i godt selskab.” UFFE ELLEMANN-JENSEN (fra forordet)
Hemingway om Jagt og Fiskeri
”Et trofæ af fangst, der kan nydes både i og uden for sæsonen.”
155 mm
53mm
y a w g n i Hem
t g a J i r e k iF s OM
OG
Med forord af
UFFE ELLEMANN-JENSEN LINDHARDT OG RINGHOF
OMSLAG : HARVEY MACAULAY | IMPERIET
y a w g n i m e H om jagt og �skeri
P å d a n s k v e d P o u L B o r u m , o L e r e s t r u P, g e o r g j e d d e , k n u d h o L s t, C L a u s e g e r o d, h e n r i k e n e m a r k s ø r e n s e n , f i n n h o Lt e n h a n s e n , m i C h v r a a , i n g e o g k L a u s r i f B j e r g og mogens Boisen f o r o r d a f u f f e e L L e m a n n -j e n s e n
L i n d h a r dt o g r i n g h o f
Hemingway om jagt.indd 3
30/08/13 15.40
Fra Michigan til Serengeti
Hemingway om jagt.indd 19
30/08/13 15.40
Hemingway om jagt.indd 20
30/08/13 15.40
Fædre og sønner (fra Samlede noveller)
Der havde været et skilt med Omkørsel midt på hovedgaden i denne by, men det var tydeligt, der var kørt biler igennem, så Nicholas Adams mente det var en reparation de var færdig med og kørte videre gennem byen ad den tomme, brolagte gade, standsede ved trafiklysene, der tændtes og slukkedes på denne trafikløse søndag og ville være forsvundet næste år, hvis betalingen for systemet ikke faldt; videre ind under de tunge træer i den lille by, der er en del af éns hjerte, hvis det er éns egen by og man har gået under dem, men som bare er for tunge og lukker solen ude og gør husene fugtige for den fremmede; ud forbi det sidste hus og videre ad hovedvejen, der gik ligeud med stigninger og fald, med kanterne af rød lerjord skåret pænt lige af og med nyskov på begge sider. Det var ikke hans landskab, men det var midt om efteråret, og hele dette landskab var rart at køre igennem og at se på. Bomulden var plukket, 21
Hemingway om jagt.indd 21
30/08/13 15.40
og i rydningerne var der små majsmarker, nogle af dem gennemskåret af striber af rød hirse, og han kørte roligt af sted med sin søn sovende på sædet ved siden af, dagens strækning var snart tilbagelagt og han vidste, hvilken by han ville nå inden natten; Nick bemærkede, hvilke majsmarker der var plantet sojabønner eller ærter på, hvor der var kratskov og hvor der var afdrevet land, hvor huse og hytter lå i forhold til markerne og krattene – han gik på jagt i dette landskab i tankerne, mens han kørte forbi, han vurderede hver enkelt rydning med henblik på græsning og skjulesteder og prøvede at regne ud, hvor man kunne finde en flok, og hvad vej de ville flyve. Når man jager vagtler, må man ikke komme ind mellem dem og deres sædvanlige skjulested, når hundene først har fundet dem; ellers vil de komme strømmende lige imod én, når de letter, nogle af dem stejlt opad, mens andre stryger lige forbi éns ører, svirrende så de bliver større end man nogensinde har set dem i luften, når de flyver, så at det eneste der er at gøre er at vende sig om og ramme dem over skulderen i farten, før de får styr på vingerne og slår ned i et krat. At jage vagtler i dette landskab sådan som han havde lært det af sin far fik Nicholas Adams til at tænke på faren. Det første han altid tænkte på var hans øjne. Hans store krop, de hurtige bevægelser, de brede skuldre, den krogede høgenæse, skægget der dækkede den vege hage, alt det tænkte man aldrig på – det var altid øjnene. De lå beskyttede i hans ansigt af øjenbrynenes form, dybt indlagte, som om det var en særlig beskyttelse, der var udtænkt til et meget værdifuldt instrument. De så meget længere og meget hurtigere end menneskeøjne ser, og de var den store gave hans far havde fået. Hans far så som en bjergvædder eller som en ørn ser, helt bogstaveligt. Han stod f.eks. sammen med sin far på søens bred, hans 22
Hemingway om jagt.indd 22
30/08/13 15.40
egne øjne var meget gode dengang, og så sagde hans far: – Nu har de hejst flaget. Nick kunne hverken se flaget eller flagstangen. – Nå, sagde hans far så, – det er din søster Dorothy. Nu har hun hejst flaget og er gået ud på marken. Så kiggede Nick tværs over søen, og han kunne se den lange, skovklædte kystlinje, højskoven bagved, pynten, der skærmede for bugten, de ryddede bakker ved gården og deres hvide hus inde mellem træerne, men han kunne hverken se nogen flagstang eller nogen mole, kun det hvide sand og kystlinjen. – Kan du se fårene på skrænten ud mod pynten? – Ja. Der var en hvidlig plet på den grågrønne høj. – Jeg kan tælle dem, sagde hans far. Som alle mennesker, der har en evne ud over normale menneskelige behov, var hans far meget nervøs. Desuden var han sentimental, og som de fleste sentimentale mennesker var han både grusom og misbrugt. Desuden havde han ofte uheld med sig, og det var ikke altid hans egen skyld. Han var død i en fælde, som han selv kun havde hjulpet en lille smule til med at sætte, og de havde alle sammen forrådt ham på hver sin måde, inden han døde. Alle sentimentale mennesker bliver forrådt så mange gange. Nick kunne endnu ikke skrive om ham, men senere ville han, men dette vagtelterræn fik ham til at huske ham som han havde været, dengang Nick var dreng, og der var to ting, han var meget taknemmelig mod ham for: fiskeri og jagt. Hans far var lige så klog på de to ting som han var uklog i f.eks. sit seksualliv, og Nick var glad for, at det havde været tilfældet; for det er nødvendigt at der er en til at give én det første gevær eller en chance for at få fat i det og bruge det, og man er nødt til at bo et sted, hvor der er vildt eller fisk, hvis man skal lære noget om dem, og nu, da han var otteogtredive, elskede han 23
Hemingway om jagt.indd 23
30/08/13 15.40
at fiske og skyde nøjagtig lige så meget som da han begyndte at gå ud med sin far. Det var en lidenskab, der aldrig var blevet svækket, og han var sin far meget taknemmelig, fordi han havde bibragt ham den viden. Hvad det andet angik, som hans far ikke var så klog på, så er man en gang for alle forsynet med de redskaber, der skal bruges, og hver enkelt lærer alt, hvad han skal vide om det uden gode råd; og det gør ingen forskel, hvor man bor. Han huskede meget tydeligt de eneste to oplysninger hans far havde givet ham om den sag. Engang da de havde været på jagt sammen, havde Nick skudt et rødt egern ned fra et fyrretræ. Egernet faldt såret til jorden, og da Nick samlede det op, bed det ham lige tværs igennem det yderste af tommelfingeren. – Den beskidte lille bugger, sagde Nick og hamrede dyrets hoved ind mod et træ. – Se hvor den bed mig. Hans far kiggede på det og sagde: – Sut det rent, og kom noget jod på, når vi kommer hjem. – Den lille bugger, sagde Nick. – Ved du, hvad en bugger er? spurgte hans far ham. – Vi kalder alt muligt for en bugger, sagde Nick. – En bugger er en mand der har seksuelt samkvem med dyr. – Hvorfor det? sagde Nick. – Det ved jeg ikke, sagde hans far. – Men det er en afskyelig forbrydelse. Det pirrede Nicks fantasi og chokerede ham lidt, og han tænkte på forskellige dyr, men ingen af dem forekom hverken tiltalende eller praktiske, og det var summen af direkte seksualkundskab hans far bibragte ham, bortset fra ét andet emne. En morgen læste han i avisen, at Enrico Caruso var blevet arresteret for uterlighed. – Hvad er uterlighed? 24
Hemingway om jagt.indd 24
30/08/13 15.40
– Det er en af de mest afskyelige forbrydelser, svarede hans far. Nick forestillede sig i fantasien den store tenor gøre et eller andet mærkeligt, bizart og afskyeligt ved en skøn dame, der lignede billederne af Anna Held på indersiden af cigarkasserne. Han besluttede gysende, at når han blev gammel nok til det, ville han prøve uterlighed i hvert fald én gang. Hans far havde sammenfattet hele sagen ved at fastslå, at onani medførte blindhed, sindssyge og død, mens en mand, der gik til prostituerede, ville pådrage sig afskyelige veneriske sygdomme, og at det man skulle gøre var at holde fingrene fra folk. På den anden side havde Nicks far det smukkeste par øjne han nogensinde havde set, og Nick havde elsket ham meget højt meget længe. Nu, da han vidste, hvordan det hele var gået, var det ikke engang rart at huske den tidligste tid, før det gik skævt. Hvis han skrev om det, kunne han komme fri af det. Han var kommet fri af mange ting ved at skrive om dem. Men det var det endnu for tidligt til. Der var stadig for mange mennesker. Så han besluttede at tænke på noget andet. Faren var der ikke noget at gøre ved, og han havde været igennem det i tankerne mange gange. Det smukke arbejde bedemanden havde gjort med hans fars ansigt stod stadig tydeligt for ham, og resten af det var også klart, inklusive forpligtelserne. Han havde komplimenteret bedemanden. Bedemanden havde været både stolt og smigret. Men det var ikke bedemanden, der havde givet ham dette sidste ansigt. Bedemanden havde bare udført visse dristige reparationer af tvivlsom kunstnerisk værdi. Ansigtet havde skabt sig selv, og processen havde stået på længe. I de sidste tre år var formningen gået hurtigt. Det var en god historie, men der var stadig for mange mennesker i live til at han kunne skrive den. Nicks egen undervisning i de førnævnte sager havde han 25
Hemingway om jagt.indd 25
30/08/13 15.40
erhvervet sig i fyrreskoven bag ved indianerlejren. Den nåede man ad en sti, der gik fra deres hus gennem skoven til farmen og derpå ad en vej gennem rydningerne til lejren. Hvis han nu stadig kunne følge hele den sti på bare fødder i tankerne. Først var der laget af fyrrenåle gennem fyrreskoven bag huset, hvor de væltede stammer smuldrede til savsmuld og lange, splintrede stykker træ hang som kastespyd i det træ, der var blevet ramt af lynet. Man krydsede en bæk på en væltet træstamme, og hvis man trådte ved siden af, var der sumpens sorte dynd. Man krøb over et hegn for at komme ud af skoven, og stien var hård i solen tværs over marken, hvor der groede afgnavet græs og rødknæ og kongelys, og til venstre lå ålejets gyngende mosegrund, hvor kildiren søgte føde. Ved åen lå kildehuset. Uden for stalden lå der frisk, varm gødning og den ældre gødning, der var tørret ind til kager, ovenpå. Så kom der endnu et hegn og den hårde, hede sti fra stalden op til huset, og den hede, sandede vej, der førte ned til skoven, over endnu en bæk, denne gang med en bro, hvor dunhammerne voksede, som man dyppede i petroleum og lavede blus af, når man skulle stange fisk om natten. Så drejede landevejen af til højre, langs skoven og op ad en bakke, men selv gik man ind i skoven ad en bred vej af ler og skiferler, der var kølig under træerne og gjort bred, så de kunne slæbe den fyrrebark ud, som indianerne skar af. Der stod lange rækker af stakke med bark, med tag over af mere bark, som huse, og de skrællede stammer lå enorme og gule, hvor træerne var blevet fældet. De lod stammerne ligge i skoven og rådne, de hverken ryddede dem til side eller brændte trætoppene. Det var kun barken de ville have til garveriet i Boyne City; den blev slæbt over søen på isen om vinteren, og for hvert år blev der mindre skov og flere åbne, hede, skyggeløse, ukrudtdækkede rydninger. 26
Hemingway om jagt.indd 26
30/08/13 15.40
Men der var stadig meget skov tilbage dengang, uberørt skov, hvor træerne var meget høje, før der kom nogen grene, og man gik hen over den brune, rene, fjedrende nålebund uden kratbevoksning, og der var køligt selv på de varmeste dage, og dér lå de alle tre, op mod en fyrrestamme, der var bredere end to senge er lange, med brisen højt oppe i trætoppene og det kølige lys i pletter, og Billy sagde: – Vil du have Trudy igen? – Vil du? – Ja, sagde hun. – Kom så. – Nej, her. – Men Billy ... – Gør ikke noget. Han er min bror. Så bagefter sad de alle tre og lyttede til et sort egern, der var oppe i de øverste grene, så de ikke kunne se det. De ventede på, det skulle bjæffe igen, for når egernet bjæffede, rokkede det med halen, og Nick skød, så snart han så en bevægelse. Hans far gav ham kun tre patroner om dagen at gå på jagt med, og han havde et tyve kalibers jagtgevær med et enkelt, meget langt løb. – Det åndssvage dyr rører sig ikke, sagde Billy. – Skyd du, Nickie. Forskræk den.Vi ser den springe. Du skyder igen, sagde Trudy. Hun plejede ikke at holde så lange taler. – Jeg har kun to patroner, sagde Nick. – Dumme svin, sagde Billy. De sad meget stille op mod træet. Nick følte sig hul og lykkelig indeni. – Eddie siger han vil komme med en nat og sove i sengen med din søster Dorothy. – Hvad? 27
Hemingway om jagt.indd 27
30/08/13 15.40
– Det sagde han. Trudy nikkede. – Det er det eneste han har lyst til, sagde hun. Eddie var deres ældre halvbroder. Han var sytten. – Hvis Eddie Gilby nogensinde kommer om natten og bare taler til Dorothy, ved I så hvad jeg gør med ham? Jeg slår ham ihjel sådan her. Nick spændte hanen og næsten uden at sigte trak han i aftrækkeren for at blæse et hul så stort som en hånd i hovedet eller maven på den halvblods-bastard Eddie Gilby. – Sådan. Jeg slår ham simpelt hen ihjel. – Han må hellere lade være så, sagde Trudy. Hun stak hånden i lommen på Nick. – Han må hellere passe godt på, sagde Billy. – Han praler bare.Trudys hånd udforskede Nicks lomme. – Men du må ikke slå ham ihjel. Så får du ballade. – Jeg skyder ham simpelt hen, sagde Nick. Eddie Gilby lå på jorden med hele brystet skudt væk. Nick satte stolt en fod på ham. – Jeg skalperer ham, sagde han lykkeligt. – Nej, sagde Trudy. – Det er tarveligt. – Jeg tager hans skalp og sender den til hans mor. – Hans mor er død, sagde Trudy. – Slå ham ikke ihjel, Nickie. Slå ham ikke ihjel for min skyld. – Når jeg har skalperet ham, kaster jeg ham for hundene. Billy var meget nedtrykt. – Han må hellere passe på, sagde han mørkt. – Og de flår ham i småstumper, sagde Nick og nød synet. Da han så havde skalperet denne halvblods-slyngel og stod med ubevægeligt ansigtsudtryk og så hundene flå ham, blev han slynget tilbage mod træet med et fast greb om halsen – det var Trudy, der holdt ham og var ved at kvæle ham, mens hun råbte: – Ikke slå ham ihjel! Ikke slå ham ihjel! Ikke slå ham ihjel! Nej. Nej. Nej. Nickie. Nickie. Nickie! 28
Hemingway om jagt.indd 28
30/08/13 15.40
– Hvad er der med dig? – Ikke slå ham ihjel. – Det er jeg nødt til. – Han er bare fuld af pral. – O.k., sagde Nickie. – Jeg slår ham ikke ihjel, medmindre han kommer ned til huset. Slip mig. – Det er godt, sagde Trudy. – Skal vi gøre det nu? Nu har jeg det godt. – Hvis Billy går væk. Nick havde dræbt Eddie Gilby og derpå skænket ham livet, og han var en mand nu. – Gå bare, Billy. Du sidder bare her og hænger hele tiden. Gå med dig. – Dumme svin, sagde Billy. – Jeg er træt af det. Hvad er vi her for? Jage eller hvad? – Du må godt tage bøssen. Der er kun ét skud. – O.k. Jeg rammer en af de store sorte. – Jeg råber, sagde Nick. Så senere, meget senere og Billy var stadig borte: – Tror du vi har lavet et barn? Trudy samlede lykkelig sine brune ben og gned sig op mod ham. Noget inden i Nick var meget langt borte. – Det tror jeg ikke, sagde han. – Lave masser af børn, skide med det. De hørte Billy skyde. – Mon han ramte. – Ligeglad, sagde Trudy. Billy kom frem mellem træerne. Han havde geværet over skulderen og holdt et sort egern ved forpoterne. – Se, sagde han. – Større end en kat. Er I færdige? – Hvor fik du den? – Derovre. Så den først springe. – Jeg bliver nødt til at gå hjem, sagde Nick. 29
Hemingway om jagt.indd 29
30/08/13 15.40
– Nej, sagde Trudy. – Jeg skal være hjemme til middag. – O.k. – Skal vi gå på jagt i morgen? – O.k. – Du må godt beholde egernet. – O.k. – Kommer du efter aftensmad? – Nej. – Hvordan har du det? – Godt. – O.k. – Giv mig et kys på munden, sagde Trudy. Nu da han kørte i sin bil hen ad landevejen og det var ved at blive mørkt, var Nick helt færdig med at tænke på sin far. Aftenen fik ham aldrig til at tænke på ham. Aftenen havde altid tilhørt Nick helt alene, og han havde det aldrig godt, hvis han ikke var alene om aftenen. Hans far vendte tilbage til ham om efteråret, eller i det tidlige forår, når der havde været bekkasiner på prærien, eller når han så majstraver, eller når han så en sø, ja, selv når han så en hest foran en gig, eller når han så eller hørte vildgæs, eller i en andefælde: han huskede da en ørn engang var slået ned gennem snehvirvlerne og jagede kløerne i en lokkefugl af lærred og steg op igen med baskende vinger, fordi kløerne hang fast i lærredet. Hans far kunne pludselig være hos ham i forladte frugthaver eller på nypløjede marker, i krat, på små bakker eller på vej gennem vissent græs, når som helst når han huggede brænde eller trak vand op af en brønd, ved kornmøller, mosterier og dæmninger og altid ved bål i det fri. De byer han boede i var ikke byer hans far havde kendt. Efter at han var blevet femten havde de intet haft tilfælles. 30
Hemingway om jagt.indd 30
30/08/13 15.40
Hans far havde frost i skægget i koldt vejr, og når det var varmt svedte han voldsomt. Han kunne lide at arbejde i solen på farmen, fordi han ikke var nødt til det, og han elskede korporligt arbejde, i modsætning til Nick. Nick elskede sin far, men hadede lugten af ham, og engang da han var nødt til at gå med et sæt undertøj, der var blevet for lille til hans far, gav det ham kvalme, og han tog det af og gemte det under to sten i bækken og sagde han havde mistet det. Han havde fortalt sin far, hvordan han havde det, dengang faren fik ham til at tage det på, men faren havde sagt, at det var nyvasket. Det var det også. Da Nick bad sin far om at lugte til det, snusede faren fornærmet og sagde at det var rent og frisk. Da Nick kom hjem fra fisketuren uden undertøjet og sagde, at han havde mistet det, fik han klø, fordi han løj. Bagefter havde han siddet ude i brændeskuret med døren åben og geværet ladt og hanen spændt og kigget over på faren, der sad bag moskitonettet på verandaen og læste avis, og tænkt: – Jeg kan sende ham ad helvede til. Jeg kan slå ham ihjel. Omsider følte han vreden forsvinde, og han var lidt utilpas ved det, fordi det var det gevær hans far havde givet ham. Så var han gået gennem mørket op til indianerlejren for at slippe af med lugten. Der var kun én person i familien, hvis lugt han kunne lide, en søster. Alle de andre undgik han kontakt med. Denne fornemmelse sløvedes, da han begyndte at ryge. Den var god nok. Den var god nok for en hønsehund, men den var ingen nytte til for et menneske. – Papa, fortæl om dengang du var en lille dreng og gik på jagt sammen med indianerne. – Det kan jeg ikke huske. Nick blev overrasket. Han havde ikke engang lagt mærke til, at drengen var vågen. Dér sad han på sædet ved siden af. Han kiggede på ham. 31
Hemingway om jagt.indd 31
30/08/13 15.40
Han havde følt sig helt alene, men drengen havde jo været der. Gad vide hvor længe. – Vi gik på jagt efter sorte egern hele dagen, sagde han. – Min far gav mig kun tre patroner pr. dag, fordi han sagde det ville lære mig at jage og en dreng skulle ikke bare gå rundt og plaffe. Jeg fulgtes med en dreng, der hed Billy Gilby og hans søster Trudy. Der var én sommer, da vi var sammen næsten hver dag. – Det er nogle mærkelige navne til indianere. – Ja, ikke? – Men fortæl mig, hvordan de var. – Det var olibway’er, sagde Nick. – Og de var mægtig rare. – Men hvordan var det at være sammen med dem? – Det er svært at sige, sagde Nick Adams. Kunne man fortælle, at hun var den første der gjorde det som ingen nogensinde havde gjort bedre, beskrive hendes buttede, brune ben, flade mave, små, hårde bryster, faste arme, hurtige, søgende tunge, de flade øjne, den gode smag af munde, og så ubekvemt, tæt, sødt, fugtigt, dejligt, tæt, ømt, helt, endelig, uendeligt, aldrig-endende, som-aldrig-skulle-ende, pludselig endt, den store fugl fløjet som en ugle i tusmørke, blot var det dagslyst i skoven og fyrrenålene klæbede til éns mave. Så når man kommer til et sted, hvor der har boet indianere, kan man lugte dem, selv om de er væk, og alle de tomme medicinflasker og fluerne, der summer, kan ikke fjerne lugten af græs, lugten af røg og den anden lugt, der minder om nyflået mårskind. Og alle vittighederne om indianere kan ikke fjerne den, ej heller de gamle squawer. Ej heller den vamle, sødladne lugt de efterhånden får. Ej heller hvordan de blev til sidst. Det var ikke måden de endte på. De endte alle på samme måde. Længe siden godt. Nu ikke godt. Og hvad det andet angik: når man har skudt én fugl i flugten, har man skudt alle fugle i flugten. De er alle forskellige, og de flyver på forskellige måder, men følelsen er 32
Hemingway om jagt.indd 32
30/08/13 15.40
den samme, og sidste gang er det lige så godt som første gang. Det kunne han takke sin far for. – Det er ikke sikkert du ville bryde dig om dem, sagde Nick til drengen. – Men det tror jeg nu du ville. – Og min bedstefar levede også sammen med dem, da han var dreng, ikke? – Ja. Når jeg spurgte ham, hvordan de var, sagde han, at han havde mange venner iblandt dem. – Kommer jeg nogensinde til at leve sammen med dem? – Det ved jeg ikke, sagde Nick. – Det er op til dig selv. – Hvor gammel skal jeg være for at få lov til at få et gevær og selv gå på jagt? – Når du er tolv år, hvis jeg kan se du er forsigtig. – Bare jeg var tolv år nu. – Det kan du såmænd snart blive. – Hvordan var bedstefar? Jeg kan ikke huske ham, bortset fra at han gav mig en luftbøsse og et amerikansk flag, dengang jeg kom hjem fra Frankrig. Hvordan var han? – Han er svær at beskrive. Han var en stor jæger og fisker og han havde vidunderlige øjne. – Var han bedre til det end du er? – Han skød meget bedre, og hans far var også en fremragende jæger. – Jeg vil vædde på han ikke var bedre end dig. – Jo, det var han. Han skød meget hurtigt og smukt. Der er ikke nogen mennesker jeg kender jeg hellere ville se skyde. Han var altid meget skuffet over min måde at skyde på. – Hvorfor er vi aldrig henne og bede ved bedstefars grav? – Vi bor i en anden del af landet. Det er langt væk. – I Frankrig ville det ikke gøre nogen forskel. I Frankrig ville vi være taget derhen. Jeg synes jeg bør tage hen og bede ved min bedstefars grav. 33
Hemingway om jagt.indd 33
30/08/13 15.40
– Vi gør det engang. – Jeg håber vi ikke kommer til at bo et sted, hvor jeg aldrig kan komme hen og bede ved din grav, når du er død. – Det må vi sørge for. – Tror du ikke vi alle sammen kunne blive begravet et sted, hvor det var nemt at komme til? Vi kunne blive begravet i Frankrig. Det ville være godt. – Jeg har ikke lyst til at blive begravet i Frankrig, sagde Nick. – Nå, men så må vi finde et nemt sted i Amerika. Kunne vi ikke alle sammen blive begravet ude på ranchen? – Det var en god idé. – Så kunne jeg standse op og bede ved min bedstefars grav på vej ud til ranchen. – Du er så praktisk. – Ja, men jeg kan ikke lide, ikke engang at have besøgt min bedstefars grav. – Det bliver vi nødt til, sagde Nick. – Det kan jeg se vi bliver nødt til.
Hemingway om jagt.indd 34
30/08/13 15.40
Hemingway om jagt og fiskeri er med enkelte undtagelser baseret på “Hemingway on Hunting” (2001), redigeret af Sean Hemingway og “Hemingway on Fishing” (2000), redigeret af Nick Lyons Copyright © Hemingway Foreign Rights Trust Dansk udgave © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Forord © Uffe Ellemann-Jensen og Lindhardt og Ringhof Omslag: Harvey Macauley/ Imperiet Forsidefoto af Ernest Hemingway af fotograf Yousuf Karsh ©Scanpix Bogen er sat med Bembo hos LYMI DTP-service Trykt hos ScandBook AB, Falun 2013 ISBN: 978-87-11-39956-9 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden 2013 “Fædre og sønner”, “Tredages-stormen”, “Francis Macombers korte, lykkelige liv”, “Kilimanjaros sne”, “Store flod med to hjerter 1. del”, “Store flod med to hjerter 2. del”, “Noget holder op” og “Nu lukker sig” er oversat af Poul Borum. Tidligere bragt i Samlede noveller (2013). Uddrag fra Farvel til våbnene, Afrikas grønne bjerge, Hvem ringer klokkerne for og Den gamle mand og havet er oversat af Ole Restrup. Uddrag fra Over floden – ind i skovene er oversat af Georgjedde. Artiklerne fra Esquire, Look og The Toronto Star Weekly er oversat af Knud Holst. Tidligere bragt i Signeret: Ernest Hemingway (1968). Uddrag fra “Michigan for længe siden” er oversat af Claus Egerod. Tidligere bragt i Samlede noveller (2013). Uddrag fra Sandt ved daggry er oversat af Henrik Enemark Sørensen. Uddrag fra Edens have er oversat af Finn Holten Hansen. Uddrag fra Der er ingen ende på Paris er oversat af Mich Vraa. Uddrag fra Solen går sin gang er oversat af Inge og Klaus Rifbjerg. Uddrag fra Øen og havet er oversat af Mogens Boisen. Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont
Hemingway om jagt.indd 4
30/08/13 15.40
155 mm
– LIBRARY JOURNAL
Ernest Hemingway
blev født 21. juli 1899,
som andet barn i en søskendeflok på seks. Han voksede op i en protestantisk familie i en forstad til Chicago. Faren tog ham med
For Hemingway var jagt og fiskeri ikke blot to store lidenskaber – det var også discipliner, der krævede både færdigheder og mod, og som gav ham mulighed for at undersøge fundamentale aspekter af den menneskelige natur.
på fisketure og storvildtjagt og havde stor indflydelse på den unge Hemingways verdensbillede.
231 mm
Da første verdenskrig brød ud, fik Hemingway arbejde som ambulancefører, og han blev alvorligt såret ved fronten i Italien. I
Hans enestående evne til at behandle disse emner har skabt nogle af de mest mindeværdige stykker litteratur om jagt og fiskeri nogensinde. Fra de berømte passager om safari i Afrika til andejagt i den venetianske lagune, fra ørredfiskeri med hans alter ego Nick Adams i novellerne til den store marlinkamp i Den gamle mand og havet. Denne bog samler alt det bedste.
begyndelsen af 1920’erne slog han sig ned i Paris, fast besluttet på at blive forfatter. Her mødte han bl.a. Ezra Pound, F. Scott Fitzgerald og Gertrude Stein, som han fik råd og vejledning af, og her skabte han sig et navn som journalist. Hemingway tilbragte også længere tid i Spanien (blandt andet under borgerkrigen) og på Cuba. Han modtog nobelprisen i litteratur i 1954. I 1961 tog han sit eget liv, ligesom hans far havde gjort før ham.
„Nyd Hemingway. Mit råd er at gøre det i små mundfulde. Så smagen får lov til at sætte sig … Han har været der, han har givet los for urinstinkterne, og han kan fortælle om det, så det hele står lyslevende for os. Med denne bog er man i godt selskab.” UFFE ELLEMANN-JENSEN (fra forordet)
Hemingway om Jagt og Fiskeri
”Et trofæ af fangst, der kan nydes både i og uden for sæsonen.”
155 mm
53mm
y a w g n i Hem
t g a J i r e k iF s OM
OG
Med forord af
UFFE ELLEMANN-JENSEN LINDHARDT OG RINGHOF
OMSLAG : HARVEY MACAULAY | IMPERIET