Os - Læseprøve

90 mm

Foto: © Franne Voigt

226 mm

Morten Sabroe (f. 1947) har senest udgivet Fader Vor (2011), Det 13. spil (2010), Kærlighedskrigeren (2008) og Du som er i himlen (2007). Tidligere har han bl.a. udgivet Den spanske gæst (2000), Den niende kreds (2002) og Evig troskab (2006).

31 mm

147 mm

90 mm

147 mm

Ida trådte ud på gruset med kniven i hånden. Og stivnede.

Der lå et barn på jorden. Et nøgent barn. Det var et spædbarn, kun et par dage gammelt.

Det lå på ryggen med armene i vejret. Benene hjulede under det.

Hovedet var rundt, øjnene åbne.

Det smilede. Det så lykkeligt ud.

Ida så sig omkring. Der var ingen.

Hun gik nærmere. Hvem havde lagt det der?

Det var en pige. Hun kunne være blevet lagt af en ung mor der ikke magtede at have et barn og ville skjule det, og som tænkte at pigen på cafeteriaet kunne tage sig af det.

Hun så på det. Noget var forkert. ”Åh, nej!”

”Det begyndte med hende tv-journalisten som spurgte Harding om de forsvundne piger. Så kom fotografierne af spædbarnet som nogen havde hængt op rundt om i byen.

Det smilede og havde åbne øjne, det så levende ud. Vi var mange der tænkte vores. At der var sket noget grusomt, for det var jo ikke levende. Og da så det med Harding og de andre skete, blev folk bange. Hvem end der gjorde det, var manden syg. Det var ikke til at vide om han ville gå amok og lade det gå ud over flere. Og så var det ligesom med kvæg. Blev én forskrækket og løb væk i panik, fulgte de andre med.

Hvorfor fanden bevæger den bilkø sig ikke? Vi har holdt her i fem timer, er der sket et uheld? Er der? Eller er det ham soldaten uden ben der står deroppe og standser bilerne? Er det? Er det ham?”

Indbygger på vej ud af Os til tv-nyhederne, 22. juli 2011 John William Harding vender tilbage til sin fødeby Os for at forsone sig med sin bror som han ti år tidligere har svigtet på det grusomste. Hans datter Jackie venter med længsel på Robert der har mistet begge ben som soldat i Afghanistan, og som skal modtages som en helt på stationen i Os. Robert er ikke med toget, og det skrøbelige fundament byen er bygget på, begynder at slå revner, og de mørke hemmeligheder bag den bryder frem.

Uddrag fra bogen

ISBN-13: 9788740004632 ISBN-10: 874000463-5 10000

POLITIKENS FORLAG

IISBN S B N 978-87-400-0463-2 978-87-567-9913-3 ISBN-13: ISBN-10: 87-400-0463-5

Omslagsdesign: Henrik Koitz,www.koitz.dk 3D: Thomas Andreasen, www.a3d.dk

10000 politikensforlag.dk

9 788740 004632

9 788740 004632

POLITIKENS FORLAG

MORTEN SABROE

OS

POlITIKENS FORlAg

Os.indd 3

26/03/13 12.16

“Det begyndte med hende tv-journalisten som spurgte Harding om de forsvundne piger. Så kom fotografierne af spædbarnet som nogen havde hængt op rundt om i byen. Det smilede og havde åbne øjne, det så levende ud. Vi var mange der tænkte vores. At der var sket noget grusomt, for det var jo ikke levende. Og da så det med Harding og de andre skete, blev folk bange. Jeg har sjældent hørt om noget så djævelsk udspekuleret! Hvem end der gjorde det, var manden syg. Det var ikke til at vide om han ville gå amok og lade det gå ud over flere. Og så var det ligesom med kvæg. Blev én forskrækket og løb væk i panik, fulgte de andre med.

Hvorfor fanden bevæger den bilkø sig ikke? Vi har holdt her i fem timer, er der sket et uheld? Er der? Eller er det ham soldaten uden ben der står deroppe og standser bilerne? Er det? Er det ham?”

Indbygger på vej ud af Os til tv-nyhederne, 22. juli 2011

7

Os.indd 7

26/03/13 12.16

“Køen af biler ud af byen er omkring to kilometer lang. Den begynder ved bygrænsen og fortsætter ind i byens centrum og ned ad alle de små veje.

Den går kun i den højre vejbane. Der er ingen der benytter sig af den frie venstrebane. Ingen overhaler, alle holder pligtskyldigt bag hinanden.

Havde det ikke været for den tiltagende panik inde i bilerne, ville man sige at borgerne i Os havde en forbilledlig køkultur. Oppefra ser det ud som har nogen sprøjtet kontrastvæske i årerne der udgør byens kranspulsåre. Der er intet der forhindrer bilerne i at køre! Det mærkelige er at ingen står ud af bilerne og går frem for at se hvad der holder den første bil tilbage. Det kan vi se heroppefra: ingenting. Der er ingenting der holder den tilbage.

Vejbanen er helt fri.”

Tv-reporter fra helikopter over Os, 22. juli 2011

Os.indd 8

26/03/13 12.16

1 “Jackie! John-John!”

John William Harding stod med det sammenfoldede flag under armen og så op mod altanen der løb hele vejen rundt om den store villa på bakken med udsigt over Os, og mens han ventede på at døren gik op og en af dem kom ud, hørte han et andet råb for sig: “John William, du må ikke gå! Du skal blive! Det er dig, jeg elsker!

Jeg elsker dig!”

Den stemme. Den var aldrig gået væk. I alle de år havde han hørt den.

Hver eneste dag, flere gange om dagen. Når han sad og skrev, midt i et interview, ved et middagsselskab, i en flirt med en kvinde. Når han kørte ad de endeløse amerikanske highways og hverken så vejen eller landskabet, men for vild i de vage konturer af hendes ansigt. Hvor som helst og når som helst. Han var vågnet om natten ved lyden af den, havde sat sig op i sengen og svaret ud i mørket: “Ja!” Ti år. Det var ti år siden.

“Jackie! John-John!”

Morgenluften var tung af fugt. Den voldsomme regn der havde skabt oversvømmelser i det meste af landet, var hørt op. Dampe steg op fra græsplæner og hustage. Havet lå spejlblankt, alt syntes svangert med råd og mørke.

Ti år.

Han huskede hvad massøren i New York, Sal, havde sagt: “Du har en krop der er bange for at elske.”

Sal havde hurtigt fundet de hårde knuder der sad tæt i nakke, skuldre og ryg.

“Det er døre du har smækket bag dig, og så har du smidt nøglen væk.

9

Os.indd 9

26/03/13 12.16

Jeg åbner dem så forsigtigt jeg kan. Det tager tid. Det betyder ikke noget at du ikke tror på det.”

“Døre?” gryntede John William.

Han troede ikke på det. Selvfølgelig opbevarede kroppen de slag og stød som enhver fik gennem livet. Den huskede ... hvis man lod den huske. Han havde et bonmot: ‘lykkelig er den der glemmer.’ Og var man ikke så heldig at glemme hvad man var blevet udsat for gennem livet, havde man fornuften. Man kunne vælge hvordan man ville leve.

Med bøjet hoved eller oprejst pande.

Han var kommet fordi han havde kraftige smerter i begge arme og i skuldrene og ikke kunne holde ud at skrive mere end en time ad gangen, ikke for at tale om kærlighed og fortrængte følelser.

Han lå på maven i underbukser på briksen, han følte sig ubehageligt nøgen. Sal, der var klædt i beige posebukser og en pastelgrøn, stramtsiddende undertrøje med stropper, lod hænderne vandre over hans ryg og lår og lægge. Skrigende bøsse, havde John William tænkt da han trådte ind i klinikken. Sal gik barfodet. Han gik oppe på tæerne som en balletdanser og duftede af jasminolie, men hans stemme var dyb, og han havde masser af sort hårvækst på arme og bryst, ja, selv på fingrene.

“Av, for satan!”

Det var balderne, Sal borede tommelfingrene dybt ned i dem.

“Jeg gjorde det på min kone i går. Du skulle høre nogle skrig.”

John William slappede af. Sal havde en kone. Men da massøren ikke forlod området omkring balderne og gav sig til at massere dybere, og nu og da spredte dem så endetarmen spilede sig ud, kom John William i tanke om at mange bøsser kaldte deres partner ‘min kone’, og så rejste han sig på armene og sagde: “Det er nok nu.”

“Du er en af dem,” sagde Sal. “En af hvem?”

“Bare rolig, jeg voldtager dig ikke. Selv om ...”

“Selv om hvad?”

“Du er en flot fyr.”

10

Os.indd 10

26/03/13 12.16

Sals fingre vandrede op over John Williams lænd, først blødt, så: “Av, for helvede da!” stønnede John William. “Bruger du kniv?”

“Jeg trykker helt normalt.”

“For satan, det gør ondt!”

“Det er galden,” sagde Sal. “Det er noget med din far.”

John William ærgrede sig. 350 dollar for at få at vide at en øm muskel på ryggen var noget med hans far.

Sal arbejdede med musklen i 25 minutter, indtil John William løftede hånden og sagde: “Jeg tror vi skal lade ham blive derinde.”

Han rullede om på siden, satte sig op og så på Sal med et træt blik. “læg dig ned igen,” sagde massøren.

“Ikke på vilkår.” “gør det. Du er ikke den første der bliver bange.”

John William rejste sig, han var et halvt hoved højere end Sal: “Du mener det virkelig. At jeg bliver bange.”

“Bare rolig, det er helt normalt.”

John William tog bukser på. Så undertrøje og skjorte. Det var en befrielse at dække kroppen til igen. Han havde bestilt to timers behandling, der var gået tre kvarter.

Han satte sig på briksen og tog skoene på: “Det du siger, er at jeg rejser mig og går fordi jeg er bange for at den ømme muskel på min ryg har noget med min far at gøre?”

“Korrekt.”

“Du tror ikke det kan være fordi jeg synes din behandling er latterlig?”

“Selvfølgelig gør du det. Du beskytter dig selv.”

“Mod hvad?”

“Det ved kun du.”

John William smilede skævt. Han tog tegnebogen, og mens han fandt 350 dollar i sedler, sagde han: “Hvorfor er det ikke dig der er konen?”

“Mig der er konen? Hvad taler du om?”

“Du er bøsse, er du ikke?”

Sal stirrede på ham.

11

Os.indd 11

26/03/13 12.16

“Oh, my god!” udbrød han og vendte ryggen til John William og gik hen til sit arbejdsbord og tændte computeren.

John William lagde de 350 dollar på bordet.

“Jeg vil ikke have dine penge,” sagde Sal. “Selvfølgelig vil du det,” sagde John William. Han lod pengene ligge og gik mod døren.

Han hørte ikke Sal der gik hurtigt over gulvet på bare fødder, greb fat i hans arm og vendte ham rundt og stak sedlerne i jakkens brystlomme og sagde: “Jeg vil ikke eje dine penge!”

Og da han havde skubbet John William ud af konsultationen: “Fascist!”

John William blev stående på gangen og sundede sig. Så bøjede han sig ned og skubbede dollarsedlerne ind under døren og gik.

“Hvor dum kan man være?” tænkte John William da han igen stod i greene Street. “Det er galden, det er noget med din far!”

Var der noget han ikke troede på, var det følelser. Begyndte man at dyrke dem, begyndte man den gradvise nedbrydning af sig selv. The road of excess leads to the palace wisdom, skrev den engelske digter William Blake, the road of self-occupation førte ikke alene til dumhed, men også til svaghed.

Samme aften mærkede han en brændende smerte over lænden, som helvedesild. Han gik ud på badeværelset og så sig i spejlet. Der var intet at se. En time efter begyndte hovedpinen. Først blev han stiv i nakken, så spredte smerten sig op i baghovedet, og til sidst føltes det som om hans kranium var for lille. Han lavede en cocktail af to Panodil, to Ipren og en sovepille og lagde sig på sofaen med fjernsynet tændt. Inden han faldt i søvn, bebrejdede han sig selv at han var gået til en amatør der ikke vidste hvad han gjorde.

Næste dag havde han svært ved at koncentrere sig, han var på en gang rastløs og sløv og skød skylden på medicinen. Han ville ud og gå det væk, men han kunne ikke tage sig sammen og blev hjemme og gik op og ned ad gulvet mens han overvejede at gå tilbage til greene Street i Soho og skælde Sal huden fuld og kræve pengene tilbage. Så blev han 12

Os.indd 12

26/03/13 12.16

overmandet af en ubehagelig følelse af hjemløshed. Den toetages lejlighed med altan på 12. Street i greenwich Village føltes pludselig tom og kold. Han havde aldrig følt sig ensom i lejligheden, nu så han sig selv udefra. Han boede alene, købte ind alene, spiste alene, så fjernsyn alene, arbejdede alene. Der var to måneder til hans 50-års fødselsdag.

Han havde inviteret sin 28-årige elskerinde, Melanie (en af flere), til Hawaii for at fejre den, nu forekom det ham meningsløst at leve i luksus i to uger med en kvinde han kneppede bedre med end nogen, men ikke kunne holde ud fordi hun var så tåkrummende selvforelsket. Han så setuppet for sig: De ville knalde som kaniner de to første dage, så ville hun begynde at kede ham, og han ville se sig om efter andre kvinder.

Begavede kvinder, kvinder med humor som han ikke kunne få fordi Melanie var der. Så ville foragten komme, og den sidste uge ville han snerre ad hende fra morgen til aften og kun kneppe hende som straf for hendes narcissisme.

Der var ikke mad i køleskabet, så han tog en pose med saltede mandler og flasken med whisky og en spand med isterninger og satte sig foran fjernsynet og så en baseballkamp mellem New York Yankees og Chicago Bulls. Bortset fra de gange han skænkede whisky i glasset, sad han som bedøvet. Han faldt i søvn, og vågnede med et sæt.

Der var noget. Ovre i den mørke krog bag fjernsynet.

Han var for fuld til at se hvad det var. Han satte proppen i flasken og tog den i hånden og gik med den som et våben over mod mørket.

Der hang noget, han kunne ikke se hvad.

Så gik der en skælven gennem hans krop.

Han så fødderne der hang slapt ned, benene der var livløse.

Han gik hurtigt frem mod skikkelsen og slog flasken så hårdt han kunne mod den, kun for at opdage at der intet var. Som gennem en tragt hørte han stemmen: “Henry død og borte, Henry død og borte.”

Han svingede flasken igen, den strøg gennem luften og knaldede ind i fjernsynets side.

Så mandede han sig op og trådte ind i det mørke hvor han havde set skikkelsen hænge. Han knugede om flaskens hals, hans blik var vildt.

13

Os.indd 13

26/03/13 12.16

Med den frie hånd ragede han gennem mørket som var det et gardin bag hvilket han ville finde den hængende skikkelse.

Ingenting.

Han gik længere ind i mørket, forberedt på at støde ind i skikkelsen.

Han var våd af sved, skjorten klæbede til kroppen. Han kunne lugte sig selv, det var en dyrisk, bitter lugt.

Der var ingenting.

Så vendte han sig om og trådte ud i fjernsynets fosforlys. Som en søvngænger gik han hen til sofabordet og satte flasken. Han fortsatte gennem stuen ud til badeværelset hvor han stillede sig under bruseren og åbnede for vandet uden at tage tøjet af. Da han havde stået der i fem minutter, knappede han skjorten op. Der gik fem minutter til, før han tog bukserne og skoene af.

“Et dyr,” mumlede han med vand i munden. “Et dyr.”

Han lagde sig på maven på gulvet under bruseren og lod strålerne slå mod huden. Han var lige ved at falde i søvn igen, men kom på benene, lukkede for vandet, tørrede sig og gik nøgen ind i sengen hvor han lagde sig under dynen i fosterstilling og faldt i søvn.

Han sov drømmeløst i tolv timer. Da han vågnede, satte han sig foran computeren og bestilte en flybillet til Danmark 1. juli med hjemrejse til New York 1. august. Senere på dagen bookede han huset på den næsthøjeste bakke i Os og sendte mails til sin ekskone og deres to børn, Jacqueline og John-John, som han inviterede til at bo hos sig. Han skrev ikke til Melanie om de ændrede planer, og han besvarede ikke hendes mails, opkald og sms’er der kom i en stadig stigende strøm.

Det var to måneder siden. Nu stod han i haven foran det lejede hus i Os med flaget under armen.

Klokken var otte, han var vågnet tidligt og havde spist morgenmad – æg og bacon med ristet rugbrød, friskpresset appelsinjuice, et æble skåret i skiver. Og kaffe, tre kopper sort kaffe, og som dessert en smøg, lucky Strike, som han røg på grund af navnet, ti-femten om dagen.

Han spiste med fjernsynet tændt. Det var det første han gjorde, når han vågnede om morgenen. Tændte for en af nyhedskanalerne. Nyhe14

Os.indd 14

26/03/13 12.16

derne var hans hjem, hans venner, hans liv. Han var journalist helt ind i marven. Som en dedikeret kriminalkommissær kunne han rejse sig fra sengen med en kvinde hvis en nyhed kaldte ham til sig. Så stærkt var han knyttet til den ydre verdens begivenheder, at han havde fjernsynet tændt når han gik i seng med en kvinde. Hendes erotiske udstråling kunne være nok så kraftig, den løftede sig ikke op over en god nyhed. Hans bevidsthed var rettet mod lyden fra fjernsynet, og mere end en gang havde han tænkt at det var det der gjorde kvinderne så ophidsede. Han gjorde dem til objekter, og de nød det. Det var først bagefter. Bagefter ville de have kærtegn og nærhed. Han fandt det påtrængende. Derfor rejste han sig altid fra sengen og satte sig foran fjernsynet med en smøg.

Han kunne ikke holde efterspillet ud. Det var der næppe nogen mænd der kunne, alligevel blev de fleste liggende og lod som om de nød at kærtegne kvindens krop, selv om de var tømt for begær. Han var ingen sjuft, tværtimod. Han behandlede de kvinder han mødte, som var hver eneste noget særligt. Han var beleven, charmerende, en gentleman i ordets gammeldags betydning, og han havde, når han var ude at spise med dem, altid sin iPhone liggende tændt på bordet. Han kunne grine, flirte, diskutere og skænke vin, så kvinden der sad over for ham, følte sig underholdt – og forladt. Midt i en sætning kunne han tage iPhonen og gå på nettet og lede efter nyheder og læse dem samtidig med at han fortsatte sætningen som havde han lært den udenad. Mange af de kvinder han gik ud med, arbejdede i medierne. Som han elskede de bøger, musik og film, og havde de været manuskriptforfattere, var de gået ind og havde justeret hans figur, rettet de mangler den havde, slukket for det altid tændte fjernsyn og gjort ham til den perfekte mand og elsker.

Manden ingen kunne lave om, havde en tiltrækningskraft som han altid underspillede, hvad der kun øgede den. Kvinder nød hans selskab.

Med den brede kæbe, den sportstrænede krop, højden på 189, den elegante tøjstil, det tætte, mørke hår, skægstubbenes evige sorte skygge der bredte sig ned over kinderne og kæben, glimtet i øjnene, selvbeherskelsen, hånden der gled ind under kvindens arm og førte hende af sted som paraderede de gennem et strålende, solbeskinnet liv, var han et drømmebillede på en mand. Og et paradoks. På en gang klædt på til 15

Os.indd 15

26/03/13 12.16

tiden med Mac, iPad og iPhone, og stivnet i et billede på en maskulinitet fra en svunden tid. Kvinder, især karrierekvinder, faldt for det. Han faldt ingen vegne. Han var solidt funderet i den karakter han havde bygget op siden han ti år tidligere forlod Danmark og rejste til USA. Indtil den dag i begyndelsen af maj 2011 hvor den heteroseksuelle massør Sal havde trykket på en muskel i hans ryg og sagt at det var noget med hans far.

Under morgenmaden zappede han mellem CNN, BBC og Tv2 News.

Der var ingen omvæltende nyheder på den tid af dagen, og så havde han slået over på den lokale tv-station, og fordi nyhederne var så provinsielle, havde hans tanker vandret, og så var han kommet i tanke om at det var 4. juli. Han var gået ind efter flaget der lå i kufferten i soveværelset, og så havde han taget det under armen og var gået ud i haven og havde råbt på sine børn.

De kom ikke ud. De havde sommerferie, de kunne sove så længe de ville.

Han så over mod det hvide palæ på bakketoppen i den anden ende af byen.

“Hvad så? Er du der? Hvorfor har du ikke svaret på mine invitationer?”

Han mærkede en trykken for brystet. Så sagde han højt: “Du ved hvor jeg er. Du kan bare komme.”

Han vendte sig om mod altanen og råbte for sidste gang: “Jackie! John-John!”

De havde fået det bedste værelse med udsigt over byen og havet. Det hvidmalede hus var opført i træ, han havde lejet det for 25.000 for den måned han var i landet. Det var på 420 mondænt indrettede kvadratmeter. Det var ikke så stort som hans brors, men det lå næsten i samme højde over byen.

Han gik hen til flagstangen, bandt snoren op og fastgjorde flaget. Det var stars and stripes. Han tog iPhonen op af lommen, satte ørepropperne i og trykkede på det nummer han hørte hvert år 4. juli: Star Spangled Banner med Whitney Houston. Hun sang den på Super Bowl i 1991 med en glæde, intensitet og stolthed der hver gang han hørte den, fik 16

Os.indd 16

26/03/13 12.16

hårene på hans krop til at rejse sig, og John William til at føle sig mere amerikansk end nogen amerikaner.

Som på bestilling begyndte det at blæse fra vest. Vinden foldede flaget ud, det bølgede med stjerner og striber hen over himlen og ned gennem John William Hardings sind.

Da flaget var kommet til tops, og han havde surret snoren fast, så han igen over mod det hvide hus på bakken i den anden ende af byen. Var han der?

Så hørte han en stemme inde fra fjernsynet og gik hurtigt hen til den åbne dør ind til stuen.

Os.indd 17

26/03/13 12.16