Paris efter befrielsen af Antony Beevor & Artemis Cooper læseprøve by Arnold Busck

100 mm

155 mm

42 mm

155 mm

100 mm

Evening Standard

Foto: Bjarke Ørsted

ANTONY BEEVOR har

ARTEMIS COOPER har

udgivet en række historiske bøger, bl.a. Cairo in the War, og biografier, bl.a. om Elizabeth David og Patrick Leigh Fermor. Antony Beevor og Artemis Cooper har været gift siden 1986, de bor i London og har to børn sammen.

PARIS EFTER BEFRIELSEN 1944-1949 er en social, politisk og kulturel historie om en epoke ladet med kraftfulde og modstridende følelser og intellektuel forandring. En dramatisk politisk baggrund påvirker alle aspekter af livet i den franske hovedstad efter befrielsen – atmosfæren i gaderne, på cafeer, restauranter og natklubber, modehuse, saloner og malernes atelierer. Hemingway, Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir, Camus, Picasso, Gertrude Stein og Samuel Beckett – sammen med de største politiske profiler som general de Gaulle og Maurice Thorez – er bare nogle af de figurer, som bringes til live i denne uovertrufne beretning om dramaet og omvæltningerne i Paris efter befrielsen i august 1944.

Foto: John Carey

Berlingske

i august 1939 ved grænsen

historiker ”Antony Beevor er en fremragende mennesker og … han beskriver konkrete ofte kaotiske konkrete begivenheder i deres og modsætningsfyldte virkelighed.” Bent jensen, jyllAnds-POsten

til

Anden Verdenskrig begyndtested præcis seks år senere med den

i Manchuriet og sluttede samme Kina. Mange oplevede krigen sovjetiske invasion af det nordlige trods de i Stillehavet og Kina, men Europa som adskilt fra krigen e i begge dele af verden ofte store afstande havde begivenhedern indbyrdes dramatiske følger. i spil. bog alle aspekter af krigen AntOny BeeVOr bringer i denne på området samler Beevor forskning Ved at anvende den nyeste strækker som fortælling, og passioneret hele billedet i en gribende de til det sydlige Stillehav, fra sig fra det nordlige Atlanterhav fra den den nordafrikanske ørken, snedækkede stepper i øst til kinesiskuhyrlige grusomheder i den burmesiske jungle og til de

i et mere ”Krigens gru trækkes frem … grelt lys end nogensinde før D-dag er vægtig læsning.”

”Endnu et storværk … brillant fortalt.”

geOrg Metz, infOrMAtiOn

”Beevor er tidens mest velskrivende og grundige militærhistoriker.”

★★★★★★ jyllAnds-POsten

HAns engell, ekstrA BlAdet

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ POlitiken

AnMelderne skreV OM stAlingrAd

det, ”Et uovertruffent værk forekommer tænkeligt hvor alt er med og ethvert perspektiv føjet ind i helheden.”

japanske krig.

har frembragt større dilemmaer på Ingen anden periode i historien mennesker eller vist eksempler for både ledere og almindelige på korrupte politikere, ideologisk så store menneskelige tragedier, forræderi, selvopofrelse, ufattelig hykleri, militær magtsyge, . Selvom Beevor maler sadisme og uforudsigelig barmhjertighedden menige soldat og han aldrig på det store lærred, glemmer enorme hvis liv blev knust under de de almindelige mennesker, i historien. i den mest forfærdelige krig kræfter, der blev sluppet løs

Ulrik Høy, WeekendAVisen

Politiken

og journalisten ”Bogens forfatter, officeren fortæller.” Antony Beevor, er en fænomenal kristiAn HVidt, Berlingske

tidende

”Et formidabelt værk.”

Bent jensen, jyllAnds-POsten

www.lindhardtogringhof.dk

f lindHArdt Og ringHO

www.antonybeevor.com

STALINGRAD

”Antony Beevor er en fænomenal fortæller.” Berlingske

BERLIN

”En gyser af en historieberetning.” Information

Efter befrielsen 1944-1949

modtaget ANTONY BEEVOR har sine bøger, adskillige priser for 30 sprog og som er udkommet på millioner har solgt mere end fem æresdoktor eksemplarer. han er i Kent og Bath ved universiteterne ved Birkbeck og er gæsteprofessor i Kent. College og universitetet bl.a. Antony Beevor har tidligere liberation, udgivet paris after the sammen 1944–1949 (skrevet Cooper), med hustruen, Artemis Faldet, 1945, Stalingrad, Berlin – 1939-1945, den Spanske Borgerkrig Verdenskrig. anden d-dag og

L indhardt og R inghof

D-DAG

”Tidens mest velskrivende og grundige militærhistoriker.” Ekstra-Bladet

DEN SPANSKE BORGERKRIG

”En detaljeret og mesterlig bog.” Jyllands-Posten

155 mm

ANTONY BEEVOR

”Endnu et storværk

… brillant

”En på alle måder fremragende JYLLANdS-POSTEN

TElEgraph

på Kreta i 1941 ville at deres luftangreb Tyskerne forventede, et taktisk på en sejr vundet efter være et perfekt eksempel briterne ved hjælp de anede intet om, at overraskelsesangreb. og havde lagt en kendte deres planer af Ultra-efterretninger endt med det for dem. det skulle være nøje planlagt fælde misforståelse i krigen, men en fatal første tyske nederlag ikke der. Kretiske Og konflikten endte vendte slagets gang. med hjælp en heroisk modstandskamp frihedskæmpere indledte SOE. først i sabotageorganisation, fra den hemmelige britiske af engelske styrker. 1945 blev Kreta befriet Verdenskrig er meget om Kreta under Anden Antony Beevors bog store krig. det er om et enkelt slag i den mere end beretningen mennesker, som historie om almindelige også en fascinerende overlevelse. må kæmpe for deres med mod og råstyrke

ISBN 978-87-11-43946-3

www.lindhardtogringhof.dk

> 9 788711 439463

www.antonybeevor.com

KRETA

ANdEN VERdENSKRigfortalt.” POLiTiKEN

beretning om ”Enestående … en fængslende og om kreternes grufulde hele krigen på Kreta tyske besættelse.” oplevelser under den John KEEgan, Sunday

90 mm

38 mm 155 mm

WEEKENdAViSEN

ANTONY BEEVOR

”En stor og velfortalt BERLiNgSKE

d-dAg

STALiNgRAd

KRETA LiNdhARdT Og RiNghOf

værk.”

bog.”

velskrivende ”Beevor er tidens mest .” og grundige militærhistoriker EKSTRA-BLAdET

KAMPEN OM

bog.”

”Fornemt historisk arbejde.”

”Et farverigt og kalejdoskopisk

KRETA

PARIS fOTO: JOhN CAREY

9 788711 439470 >

AnMelderne skreV OM d-dAg

”En stor og velfortalt bog.” k værk.” WeekendAVisen ”Et farverigt og kalejdoskopis

universitetet i Kent.

SMUDSOMSLAG / CMYK

www.lindhardtogringhof.dk

ikke

generAlløjtnAnt kjeld Hillingsø

bog.” jyllAnds-POsten ”En på alle måder fremragende fortalt.” POlitiken ”Endnu et storværk … brillant

”Antony Beevor er en BERLiNgSKE

BERLiN

fænomenal fortæller.”

Berlingske .”

”En gyser af en historieberetning iNfORMATiON

dEN SPANSKE BORgERKRi bog.” ”En detaljeret og mesterlig JYLLANdS-POSTEN

231 mm

modtaget adskillige priser for sine bøger, som er udkommet på 30 sprog og har solgt mere end seks millioner eksemplarer. Han har tidligere bl.a. udgivet Stalingrad, Berlin – Faldet 1945, Den Spanske Borgerkrig 1939-1945, D-dag, Kreta og Anden Verdenskrig. www.antonybeevor.com

Da general Leclercs tropper ankom til Paris, blev de modtaget med overvældende begejstring af byens indbyggere. Den næste dag – den 26. august 1944 – dukkede halvdelen af hovedstadens befolkning op for at se general de Gaulles triumftog bevæge sig fra Triumfbuen til Notre Dame. Følelsen af frihed var intens, men der var også hævn i luften. Politisk lå byen i ruiner, det sorte marked tjente styrtende på den sultende befolkning, og mange opgør blev ordnet i fuld offentlighed.

bl.a. udgivet Crete – The Battle and the Resistance, Paris After the Liberation, 1944-1949 (skrevet sammen med hustruen, (da. Artemis Cooper), Stalingrad Stalingrad), Berlin – The Downfall The (da. Berlin – Faldet, 1945), Battle for Spain (da. Den Spanske senest Borgerkrig 1939-1945) og Beevor D-Day (da. D-dag). Antony for priser adskillige modtaget har på sine bøger, som er udkommet end 30 sprog og har solgt mere Han er fem millioner eksemplarer. i æresdoktor ved universiteterne Kent og Bath og er gæsteprofessor ved Birkbeck College og

Verdenskrig :

”Altomfattende, let læst, men for sarte sjæle.”

PARIS

Antony Beevor og Artemis Cooper på den engelske ambassade i Paris.

ANTONY BEEVOR ARTEMIS COOPER

“Omhyggeligt researchet og imponerende skrevet. For at forstå Frankrig i dag bør man læse denne bog om Frankrig i går.“

AntOny BeeVOr har tidligere

ANDEN VERDENSKRIG

OM Anden

240 mm

ANTONY BEEVOR ARTEMIS COOPER

100 mm

159 mm 65 mm 159 mm

100 mm

Antony Beevor Artemis Cooper

PARIS efter befrielsen 1944-49 P책 dansk ved Anders Juel Michelsen

Lindhardt og Ringhof

Antony Beevor Artemis Cooper PARIS EFTER BEFRIELSEN 1944-1949 Oversat fra engelsk af Anders Juel Michelsen Originaltitel: Paris after the Liberation 1944-1949 Copyright © Antony Beevor og Artemis Cooper 1994, 2004 Dansk udgave © 2014 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Olga Bramsen Forsidefoto: The Last Waltz, Paris 1949 © Robert Doisneau/Rapho/Getty Images Redaktion: Lisbeth Andersen Skov Konsulent: Kjeld Hillingsø Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook. ISBN 978-87-11-43947-0 1. udgave, 1. oplag 2014 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

Til vores forĂŚldre

OVERSÆTTERENS BEMÆRKNING Paris after the Liberation 1944-1949 udkom første gang i 1994, skrevet af Antony Beevor og hans hustru, Artemis Cooper, og siden i 2004 i en revideret udgave. Det er den, oversættelsen er baseret på. Kendere af Antony Beevor vil vide, at han ynder at bruge franske ord og vendinger, i mindre grad i sine andre bøger om 2. verdenskrig, men i meget høj grad i denne bog om årene i Paris efter befrielsen, hvilket jo også ligger lige for. Det er simpelthen en del af hans skrivestil, det farver og sætter krydderi på fremstillingen og kan også føles mere præcist i nogle tilfælde. I den engelske udgave har Beevor og Cooper kun oversat meget få af de franske udtryk, og jeg har valgt at følge dem, ikke fordi det forudsættes, at alle behersker fransk, men fordi det vil forstyrre elegancen i sprogrytmen og virke direkte irriterende, hvis der skal stå forklarende parenteser overalt i den meget atmosfæremættede og levende skildring af efterkrigsårene i byernes by. Forhåbentlig vil det i de fleste tilfælde fremgå, hvad de franske ord dækker over. Anders Juel Michelsen

Forord Få lande elsker deres befriere, når først jublen klinger af. De står over for den deprimerende virkelighed at skulle genopbygge deres nation og deres politiske system praktisk taget fra bunden. I mellemtiden trives sortbørshandlere og gangstere i det kaotiske interregnum, som vi nu kalder »regimeændring«. Dette forstærker følelsen af kollektiv skam, netop da folk gerne vil glemme ydmygelsen ved at have måttet ofre deres principper for at overleve, hvad enten det er sket i et diktatur eller under en fjendtlig besættelse. Så befrielsen skaber den mest uhåndterlige gæld af alle. Den kan aldrig afbetales på en tilfredsstillende måde. Stolthed er en meget tornet blomst. Det samme er nationalisme, som tiden efter befrielsen i Frankrig kun viser alt for godt. Ingen var mere nærtagende end general de Gaulle ved tanken om at blive tilsidesat af sine angelsaksiske allierede. At dømme efter de transatlantiske skænderier, der jævnligt blusser op, er dette tydeligvis en »tilbagevendende feber«, for at bruge Jean Monnets ord. Men i efterkrigstidens verden blev vi forledt til at tro, at behovet for national identitet ville visne bort. Den kolde krig undertrykte de fleste nationale problemer inden for sin internationale spændetrøje. Og så pegede andre udviklinger, enten det var De Forenede Nationer, Det Europæiske Fællesskab eller selv den kontroversielle globaliseringsproces, mod en fortsat udviskning af nationalfølelse. Men om noget opdager man i vores stadig mere fragmenterede verden, at mange mennesker, som frygter at drukne i anonymitet, griber endnu hårdere fat om stammens banner eller det nationale banner. Og den idealistiske tanke om, at internationale organisationer kan hæve sig over nationale interesser og intriger, har også vist sig at være en total vildfarelse. 9

Man kan med en vis ret hævde, at det fransk-amerikanske forhold aldrig rigtig er blevet godt igen siden 1944. Man kan også sige, at befrierne var lidt for tykhudede, mens franskmændene var for tyndhudede; at amerikanske forretningsfolk stod på spring for at udnytte markedet, mens franskmændene selv ønskede at blæse nyt liv i deres egen medtagne industri; at GI’erne, de amerikanske menige, der var »ivrige og foretagsomme« i deres forsøg på at omgås lokale piger, ganske enkelt skabte vrede og jalousi, især fordi franske mænd ingen cigaretter eller strømper havde at tilbyde. Sammenstødet mellem det frie marked og krigssocialismens moralske rationering kunne ikke undgå at fremprovokere dyb utilfredshed, hvad enten det gjaldt kærlighed eller mad. Franskmændene og frem for alt de franske kvinder bebrejdede ikke for alvor den store filmstjerne Arletty, at hun havde en elsker i Luftwaffe. Men de kunne ikke tilgive hende, at hun boede sammen med ham på Ritz, hvilket betød, at hun havde adgang til den bedste mad, der var at få, mens resten af dem led nød. Sult var virkelig et lige så stærkt motiv til jalousi som ugengældt kærlighed. Den tyske forfatter Ernst Jünger, der gjorde tjeneste i Paris som værnemagtsofficer, bemærkede i Tour d’Argents restaurant, at mad virkelig var magt. Besættelsestiden var en periode med ægte lidelser for næsten alle franskmænd, og det er forkert af dem, der aldrig selv har oplevet det, at komme med generelle, moralske fordømmelser retrospektivt. Ikke desto mindre var både de moralske og fysiske vanskeligheder af sådan en art, at det affødte mange myter bagefter, som bestemt fortjener at blive undersøgt nærmere. General de Gaulle selv forstod instinktivt behovet, da han holdt sit livs måske mest følelsesladede tale fra altanen på Hôtel de Ville i Paris den 25. august 1944, befrielsesdagen. »Paris! Paris i chok, Paris knækket, Paris martyriseret, men Paris befriet! Befriet af sig selv, befriet af sit folk med hele Frankrigs hjælp, det vil sige ‘la France combattante’, det sande Frankrig, det evige Frankrig.« Der blev ikke nævnt det mindste om den amerikanske eller britiske hjælp ved befrielsen. I de allieredes øjne var det en grov og grotesk omskrivning af historien; ikke desto mindre var det et in10

spireret budskab, som skabte et billede af national enhed, hvor der ingen var, og derved forbandt landets dybt sårede stolthed. Men de, der blev mest stødt af hans tale, var ikke de allierede, som var vænnet til franskmændenes evindelige fremhævelse af sig selv på dette tidspunkt, men medlemmer af modstandsbevægelsen. De var meget forfærdede over de Gaulles bevidste forsøg på at afskrive dem som blot en del af »la France combattante«, som i hovedsagen udgjordes af de væbnede styrker kommanderet af de Gaulle udefra, uden at nævne »la France résistante«, den hemmelige hjemmehær. Symbolik var blevet noget uhyre vigtigt. Denne bitterhed betegnede andet og mere end den fortsatte magtkamp mellem de Gaulles Frie Franske, som var vendt hjem fra et ærefuldt eksil, og dem, som var blevet, men senere gik ind i modstandsbevægelsen. La Résistance havde ligesom de Gaulle dyrket en »bestemt forestilling« om sit eget Frankrig samt om sig selv. Og denne heroiske myte måtte, ligesom sit gaullistiske modstykke, uundgåeligt blive underkastet en skeptisk undersøgelse senere hen. Så tidligt som i 1950 skrev Henri Frenay, en af de mest bramfri af modstandsbevægelsens ledere, at han ikke havde modet til at offentliggøre sin beretning om disse år, for »i min erindring er heltemod nært forbundet med fejhed, ambitioner med selvopofrelse, middelmådighed med storhed«. Han erkendte dog åbent, at et »folks styrke ofte beror på myter«. De største mytedannere af alle var kommunisterne, som kom med en absurd påstand om, at hele 75.000 partimedlemmer var blevet henrettet af tyskerne. Deres myte om modstandskampen var afgørende for at dække over historiske skampletter som for eksempel den tysk-sovjetiske ikkeangrebspagt og for at hverve nye medlemmer til næste runde i kampen. Den store ironi var, som vi opdagede i de russiske arkiver, at det franske kommunistparti, det mest magtfulde og indtil da tættest kontrollerede af Moskva, stort set blev ignoreret fra august 1939, da den tysk-sovjetiske pagt blev indgået, og frem til september 1947. Stalins foragt for franskmændene var så stor efter kollapsen i 1940, at deres hjemmeavlede stalinister måtte famle sig frem uden at have en tydelig partilinje at 11

rette sig efter, indtil den kolde krig pludselig blev optrappet i begyndelsen af efteråret 1947. Et andet omstridt område er den mangeårige dæmonisering af marskal Pétain og Vichyregimet. Det skammeligste eksempel på vichykollaboration, anholdelsen af franske og udenlandske jøder på tyskernes vegne, er kommet i fokus i de senere år gennem de skandaløst forsinkede og utilfredsstillende processer mod gamle mænd. Der gik 50 år, før en fransk præsident – Jacques Chirac i 1995 – offentligt tilkendegav, at »Frankrig gjorde noget uopretteligt« ved at bistå »besættelsesmagten i dens forbryderiske dumhed«. Vichypolitiets overdrevne iver underminerede i høj grad det sædvanlige petainistiske forsvar, der byggede på, at kollaboration med besættelsesmagten var den rigtige vej at gå. Men også her må de, der ikke har oplevet nederlag og besættelse, studere situationen, som den blev oplevet dengang af individer og civilsamfund – rygter er lige så vigtige i historien som arkivalsk påviselige fakta – for at undgå kunstig bagklogskab. Det er en historikers primære opgave at forstå. Ikke at kaste med sten i moralsk harme. Ingen kastede mere gladeligt og ubesindigt med sten end de unge intellektuelle efter befrielsen, som spillede med nyopdagede politiske og litterære muskler efter svækkelsen i de petainistiske år. De så sig selv som de åndelige efterkommere af de revolutionære i 1789. Petainismen var set med deres øjne den moderne version af den monarkisk-klerikale reaktion, det gamle Frankrigs Hvide. De beundrede kommunisterne og den hårdføre Røde Hær, men foragtede det amerikanske militær, som de betragtede som forvænt og kommercialiseret. Tiden efter befrielsen betegnede således på en fascinerende måde spændingerne mellem fortid og nutid: la guerre franco-française mellem det gamle Frankrig og det kirkefjendske venstre, kampen mellem intellektuelle traditioner og de bitre følelser mellem den gamle verden og den nye, som kom til udtryk i det fransk-amerikanske had-kærligheds-forhold. Nogle af dem lever i høj grad videre den dag i dag. Antony Beevor og Artemis Cooper 12

Første del EN FORTÆLLING OM TO LANDE

1 Marskalen og generalen

Tidligt om aftenen torsdag den 11. juni 1940 fik marskal Philippe Pétain og general Charles de Gaulle øje på hinanden, da de var på vej ind i Château du Muguet. Der var gået en måned og en dag, siden invasionen af Frankrig var begyndt. De havde ikke set hinanden i over to år, og dette skulle blive et af deres sidste møder. De ville hver især snart udråbe sig selv som Frankrigs leder, og deres respektive udgaver af staten ville fordømme den anden som en forræder. Pétain og de Gaulle var hver for sig rejst ad veje, der druknede i flygtninge og modløse tropper. Denne morgen var slottet nær Briare ved Loirefloden stik syd for Paris blevet midlertidigt opholdssted for general Weygand, den øverstbefalende, som lige havde besluttet at overlade hovedstaden til tyskerne. De Allieredes Overkommando skulle holde konference dér for at diskutere katastrofen. Den britiske side anført af Winston Churchill var ventet hvert øjeblik. Premierministeren og hans kolleger var fløjet, eskorteret af en eskadrille af Hurricaner, ad omveje fra England for at lande på Briares forladte flyveplads. Marskal Pétain, som blev født i Krimkrigens sidste år, var nu 84. Han var stolt af sit udseende, især sit bølgende, hvide overskæg. Når han tog sin røde og gyldne kepi af og afslørede sin skaldede isse, mindede han om en gallisk landsbyældste. Det eneste, der havde farve i hans marmoragtige ansigt, var øjnene, der var rindende, men forbløffende blå. »Les bons yeux bleus du Maréchal« blev et gennemgående omkvæd i personlighedskulten i hans Vichyregime. Charles de Gaulle var 49 på det tidspunkt. Han var usædvanlig 15

høj, og hans holdning fik ham til at tage sig tårnhøj ud ved siden af Pétain. Hans krop var stift kontrolleret, undtagen når han gestikulerede med sine tilsyneladende endeløse arme og ikke kun med hænderne, som de fleste latinere gør. Hans ansigt var blegt og langagtigt. De vidtskuende øjne sad dybt inde på hver side af hans stumpe næb af en næse. Forholdet mellem Pétain, forsvareren af Verdunfæstningerne i 1916, og de Gaulle, talsmanden for panserkrigsførsel og nu den yngste brigadegeneral i hæren, gik langt tilbage. Løjtnant de Gaulle havde taget eksamen fra Saint-Cyr to år før Første Verdenskrig og bedt om at blive overflyttet til Pétains regiment. Men den beundring, han engang havde næret, var aftaget i mellemkrigstiden. Efter hans opfattelse havde Pétain, der var et idol for både veteraner og politikere, ladet sig fordærve af al den anerkendelse og de æresbevisninger, han havde modtaget. Det var derfor ikke overraskende, at det ikke var noget varmt møde. »De er general,« bemærkede Pétain, som sikkert fik øje på de to nye stjerner på hans ærme. Som Frankrigs marskal havde han syv. »Men jeg vil ikke ønske Dem til lykke. Hvad nytter rang i nederlagets stund?« »Men, marskal,« påpegede de Gaulle, »De fik selv Deres første stjerner ved tilbagetoget i 1914.« »Det kan ikke sammenlignes,« svarede Pétain igen. Statsministeren, Paul Reynaud, der ellers var fast besluttet på at gøre modstand mod fjenden, var kommet under stigende pres fra sin louche, tyskvenlige elskerinde, komtesse Hélène de Portes. Hun blandede sig skamløst i statslige anliggender – engang fandt man udkastet til et tophemmeligt telegram til præsident Roosevelt i hendes seng. Men det værste var, at det var lykkedes hende at overtale sin elsker til at udnævne flere defaitister til ministre. De skulle bringe ham til fald. Reynaud var imponeret over de Gaulles selvsikkerhed og energi og af hans sikre forudsigelser af begivenhedernes gang og havde lige gjort ham til viceminister i Krigsministeriet trods kraftig modstand. Men allerede midt i maj havde Reynaud følt sig tvunget til 16

at hjemkalde Pétain fra hans stilling som ambassadør i general Francos Spanien og tilbyde ham posten som vicepræsident i ministerrådet. Philippe Pétain solede sig i sin høje alder stadig i det ry, han havde skabt sig ved Verdun. Erindringen om hans kampråb – »De må ikke komme forbi!« – var nok til at få de fleste veteraners øjne til at blive fugtige. Men den her kamp havde han ikke lyst til, og han talte åbent for en våbenhvile med Tyskland, inden den franske hær gik helt i opløsning. Der havde allerede været rapporter om tropper, der nægtede at lyde ordrer. Weygand delte hans frygt. »Åh,« skal han have sukket. »Hvis jeg blot kunne være sikker på, at tyskerne vil efterlade mig nok soldater til at holde ro og orden.« Ingen af dem havde glemt mytterierne i 1917, der fulgte efter den katastrofale offensiv mod Aisne. De franske militærchefer, der var foruroligede over den zaristiske hærs opløsning og den nylige revolution i Petrograd (Sankt Petersborg), havde bekæmpet optøjerne med hård hånd. Pétain havde dengang fået til opgave at rette op på hæren og genindføre disciplinen. Hans beundrere så ham som manden, der havde reddet Frankrig fra bolsjevismen. Konferencen skulle finde sted i slottets mørke spisestue, hvor et langt bord var gjort klart. Reynaud, en lille mand, hvis intelligente ansigt var lidt for velnæret til at kunne kaldes »ræveagtigt«, kaldte sine kolleger sammen i hallen for at modtage deres allierede. Presset, han var under, gjorde ham nervøs og irritabel. De Gaulle, en af de yngste af dem, stod i baggrunden. Han skulle indtage sin plads i den fjerne bordende, når de satte sig. Churchill var rejst fra England i meget dårligt humør og var klædt i en af sine gammeldags, sorte habitter trods sommervarmen, men da han trådte ind i lokalet, havde han en frisk ansigtskulør og opførte sig venligt. Han blev ledsaget af Anthony Eden, general sir John Dill, generalmajor og krigsminister Hastings Ismay og generalmajor Edward Spears, Churchills personlige repræsentant hos den franske regering. Trods Reynauds høflige velkomst følte Spears, at de deltog som de »fattige slægtninge til et gravøl«. 17

Efter anmodning fra Reynaud gav Weygand en beskrivelse af den nuværende militære situation præget af ubønhørlig pessimisme. Han sluttede af med ordene: »C’est la dislocation!« Churchill holdt en lang og lidenskabelig tale fuld af historiske eksempler og genkaldte på sin uforlignelige blanding af fransk og engelsk katastroferne i Første Verdenskrig, som de allierede havde overvundet til sidst. »Vi vil kæmpe videre og videre – toujours, hele tiden – overalt, partout – pas de grâce, ingen nåde. Puis la victoire!« Han vidste intet om Weygands beslutning om at opgive Paris og opfordrede til at forsvare hovedstaden med hus til hus-kampe. Churchills videre forslag om at fortsætte kampen ved at føre guerillakrig – noget, han var meget begejstret for – forfærdede Pétain endnu mere. Hans marmoransigt vågnede til live. Det ville betyde »landets ødelæggelse«, sagde han lavmælt og vredt. Han var overbevist om, at denne svækkelse af kommandovejen ville føre til det anarki, som han og Weygand frygtede så meget. General Weygand forsøgte i sin forbløffede vrede at fritage den franske hær for ansvaret for Frankrigs ydmygelse. Han og hans fæller kastede bittert skylden på alt det, som de afskyede – Folkefrontsregeringen af 1936, liberale, kommunister, antiklerikalismen, frimurerskabet – og nu gav de tilsyneladende deres allierede skylden for at have startet krigen. Det kom slet ikke på tale at kritisere den franske generalstab. Den øverstkommanderende undgik spørgsmålet om at fortsætte kampen med andre midler. Han gentog, at de var i slagets »sidste kvarter«, og vedblev med at gøre krav på hver eneste disponible britiske jagereskadrille. Briterne var ikke indstillet på at overføre flere Hurricaner eller Spitfirer fra hjemmeforsvaret, især ikke da de havde deres tvivl om de franske militærlederes viljestyrke. Det skulle snart vise sig, at denne afvisning gav defaitisterne en undskyldning for at søge en separat fred med Tyskland. Men de var på ingen måde alle sammen capitulards. Mindst otte af dem modsatte sig kraftigt en våbenhvile. Den britiske delegation var især imponeret af Georges Mandel og de Gaulle. Jøden Mandel, den modige indenrigsminister, som blev myrdet i 1944 af medlem18

mer af Vichys paramilitære Milice, havde sørget for, at ingen politiker, der var ivrig efter at få en aftale med Tyskland, især ærkeopportunisten Pierre Laval, blev tilbage i Paris. Han gik også ind for at fortsætte kampen fra Frankrigs nordafrikanske kolonier, hvis Frankrig faldt. De Gaulle støttede imidlertid planen om et sidste forsvar i Bretagne og forlod mødet for at forberede forsvaret af den nordvestlige halvø. Men mod disse mænds beslutsomhed vejede katastrofens omfang og deres modstanderes skamløse manøvrer tungt. Da den britiske premierminister og hans gruppe fløj tilbage til London næste morgen, frygtede de det værste. Den franske regering flyttede til Bordeaux to dage senere i den sidste fase af sit tilbagetog. Ministrene fandt byen i kaotisk tilstand som et resultat af både panik og apati. De indflydelsesrige havde beslaglagt værelser på Hôtel Splendide, Hôtel Normandie og Hôtel Montré. De sikrede sig også borde på Chapon Fin-restauranten, som stadig var i stand til at servere fremragende mad trods den akutte fødevaremangel. Spears og den britiske ambassadør Oliver Hardy studerede de deputerede og senatorerne ved de andre borde. Spears reflekterede over, »med nogen ærgrelse som en konservativ«, at de få politikere, der var indstillet på at fortsætte kampen mod Tyskland, »hovedsageligt var socialister«. Men det var især vendekåben Pierre Laval, der var genstand for hans afsky. Lavals udseende, lille og tyk med tudselignende træk, dårlige tænder og fedtet hår, gjorde det nemt at hade ham. Enhver embedsmand, der vovede sig uden for sit hotel, blev omringet af flygtninge, der var ivrige efter at høre nyt om tyskernes fremstød eller om slægtninge i hæren. Der fremkom beskyldninger om inkompetence, fejhed og også forræderi, for denne stemning af »Nous sommes trahis!« (»Vi er blevet forrådt!«) var ved at gribe om sig. Det britiske konsulat blev belejret af flygtninge, mange af dem jøder, som desperat ønskede at komme væk. Ét rygte var sandt nok: Tyske fly havde nedkastet magnetminer i Girondeflodmundingen og dermed i realiteten afspærret Bordeaux’ havn. Søndag den 16. juni fandt Reynaud det nærmest umuligt at opret19

holde modstanden mod kapitularderne. Det var i forvejen svært for en civil politiker at anfægte militærledernes mening, og han havde ikke de Gaulles støtte på det tidspunkt efter at have sendt ham på en mission til London. Marskal Pétain havde en enorm tilhængerskare ude på landet, og han vidste, hvor stærkt han stod. Alle forhåbninger blev hurtigt knust. En appel om hjælp til præsident Roosevelt viste sig at have været latterligt optimistisk. Reynaud troede, at Churchills forslag i sidste øjeblik om en engelskfransk union, som blev støttet af de Gaulle, kunne redde situationen. Pétainfraktionen så det som et britisk komplot for at gøre Frankrig til en britisk dominion.*) En petainistisk minister, Jean Ybarnégaray, eksploderede: »Så hellere være en nazistisk provins. Vi ved i det mindste, hvad dét betyder.« Til det svarede Reynaud: »Jeg foretrækker at samarbejde med mine allierede frem for med mine fjender.« Pétain selv afviste vredt hele idéen og beskrev det som »et ægteskab med et lig«. Reynauds modstandere gik videre til at erklære deres støtte til et forslag fra en anden minister, Camille Chautemps, om, at man skulle bede om at få Hitlers betingelser til nærmere overvejelse. Chautemps, der var statsminister i 1933, men måtte gå af på grund af sin medvirken i Staviskyskandalen, var en af de mest berygtede af politikerne i Den Tredje Republik, der behandlede deres land, »som om det var et handelshus, der trådte i likvidation«. Reynaud indgav prompte sin afskedsansøgning til præsident Albert Lebrun. Bagefter kom Pétain hen til Reynaud, trykkede ham i hånden og sagde, at han håbede, de stadig kunne være venner. Reynaud lod sig fuldstændig besnære af ham. Han besluttede at blive i Frankrig, for det tilfælde at præsident Lebrun ville bede ham om at danne en ny regering. Han kunne på ingen måde ane, at marskal Pétain ville lade ham arrestere i løbet af nogle uger, få ham stillet for retten, fængslet og senere udleveret til tyskerne. *) Idéen om en union kom faktisk fra en franskmand, Jean Monnet, en af sin tids mest indflydelsesrige mænd. Denne enestående økonomiske planlægger, der på det tidspunkt befandt sig i London for at købe våben, havde allerede vundet både Churchills og Roosevelts fulde tillid og respekt. Han inspirerede senere til Victoryplanen i USA.

Klokken ti samme aften landede de Gaulle, der var fløjet direkte tilbage til Bordeaux fra London i et fly, som Churchill havde stillet til rådighed, i Mérignac lufthavn, stadig fuld af forhåbninger om en engelsk-fransk union. Han havde endnu ikke hørt om, hvordan det var gået på ministermødet. En officer ventede på ham på forpladsen og fortalte ham om Reynauds demission. Nyheden om, at præsident Lebrun havde udnævnt marskal Pétain som den nye statsminister, kom en halv time efter. Man kan let forestille sig chokket. De Gaulle var ikke længere minister. Han vendte, i det mindste teoretisk, tilbage til sin rang som midlertidig brigadegeneral. Men Pétains udnævnelse, der signalerede defaitisternes sejr, fjernede enhver tvivl fra hans sind. Uanset følgerne måtte han vende tilbage til England for at fortsætte kampen. Han måtte bære sig forsigtigt ad for at komme ud af Frankrig i god behold. Weygand afskyede ham, både på det personlige og det politiske plan. Ethvert forsøg på at fortsætte kampen, som den øverstkommanderende havde været så ivrig efter at opgive, ville blive betragtet som mytteri. Weygand kunne få ham stillet for en krigsret med den tilfredsstillelse, som kun moralsk harme kan bringe. Reynaud, der på mange måder var lettet over at være befriet for en frygtelig byrde, opfordrede de Gaulle til at gå videre med sin idé, da de mødtes kort før midnat. Han blæste på, at han ikke længere var statsminister, og skaffede den vandrende ridder i en generals skikkelse pas og hemmelige midler til at afholde de umiddelbare udgifter. Tidligt næste morgen, mandag den 17. juni, mødte de Gaulle ledsaget af sin unge adjudant Geoffroy de Courcel general Spears i Hôtel Normandies lobby. Kort forinden var Spears blevet ringet op på sit værelse. Det var hertugen af Windsor, der bad om at blive samlet op af et Royal Navy-krigsskib i Nice. Den tidligere konge fik at vide i høflige, men bestemte vendinger, at der ikke var noget krigsskib til rådighed. Men han kunne jo køre til Spanien i bil, medmindre han ville gøre brug af det eneste andet skib i havnen – en kuldamper. 21

Det lille selskab – Spears, de Gaulle og Courcel – kørte til Mérignac og gik om bord i det firesæders fly, som Churchill havde stillet til rådighed. Det stod midt i noget, der lignede en militær ophugningsplads. Efter en pinefuld forsinkelse, inden flyet kunne køre ud på startbanen, lettede de. Snart fløj de over de deprimerende påmindelser om den militære virkelighed nedenfor. Stadigt voksende røgsøjler steg op fra depoter, der var sat i brand, og som det værste af alt fløj de over et synkende troppeskib, Champlain, som havde været i færd med at evakuere 2.000 britiske soldater. Den meget unge generals beslutning om at grave den franske stridsøkse op igen i trods mod sin egen regering var en oprørsk handling. Overfarten over hans eget Rubicon, Den Engelske Kanal, udgjorde både et politisk og militært oprør. År senere spurgte André Malraux ham om hans følelser på denne rejse den 17. juni. »Åh, Malraux,« sagde han og tog begge forfatterens hænder i sine, »det var forfærdeligt.«

100 mm

155 mm

42 mm

155 mm

100 mm

Evening Standard

Foto: Bjarke Ørsted

ANTONY BEEVOR har

ARTEMIS COOPER har

Foto: John Carey

Berlingske

i august 1939 ved grænsen

historiker ”Antony Beevor er en fremragende mennesker og … han beskriver konkrete ofte kaotiske konkrete begivenheder i deres og modsætningsfyldte virkelighed.” Bent jensen, jyllAnds-POsten

til

Anden Verdenskrig begyndtested præcis seks år senere med den

i et mere ”Krigens gru trækkes frem … grelt lys end nogensinde før D-dag er vægtig læsning.”

”Endnu et storværk … brillant fortalt.”

geOrg Metz, infOrMAtiOn

”Beevor er tidens mest velskrivende og grundige militærhistoriker.”

★★★★★★ jyllAnds-POsten

HAns engell, ekstrA BlAdet

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ POlitiken

AnMelderne skreV OM stAlingrAd

det, ”Et uovertruffent værk forekommer tænkeligt hvor alt er med og ethvert perspektiv føjet ind i helheden.”

japanske krig.

Ulrik Høy, WeekendAVisen

Politiken

og journalisten ”Bogens forfatter, officeren fortæller.” Antony Beevor, er en fænomenal kristiAn HVidt, Berlingske

tidende

”Et formidabelt værk.”

Bent jensen, jyllAnds-POsten

www.lindhardtogringhof.dk

f lindHArdt Og ringHO

www.antonybeevor.com

STALINGRAD

”Antony Beevor er en fænomenal fortæller.” Berlingske

BERLIN

”En gyser af en historieberetning.” Information

Efter befrielsen 1944-1949

L indhardt og R inghof

D-DAG

”Tidens mest velskrivende og grundige militærhistoriker.” Ekstra-Bladet

DEN SPANSKE BORGERKRIG

”En detaljeret og mesterlig bog.” Jyllands-Posten

155 mm

ANTONY BEEVOR

”Endnu et storværk

… brillant

”En på alle måder fremragende JYLLANdS-POSTEN

TElEgraph

ISBN 978-87-11-43946-3

www.lindhardtogringhof.dk

> 9 788711 439463

www.antonybeevor.com

KRETA

ANdEN VERdENSKRigfortalt.” POLiTiKEN

beretning om ”Enestående … en fængslende og om kreternes grufulde hele krigen på Kreta tyske besættelse.” oplevelser under den John KEEgan, Sunday

90 mm

38 mm 155 mm

WEEKENdAViSEN

ANTONY BEEVOR

”En stor og velfortalt BERLiNgSKE

d-dAg

STALiNgRAd

KRETA LiNdhARdT Og RiNghOf

værk.”

bog.”

velskrivende ”Beevor er tidens mest .” og grundige militærhistoriker EKSTRA-BLAdET

KAMPEN OM

bog.”

”Fornemt historisk arbejde.”

”Et farverigt og kalejdoskopisk

KRETA

PARIS fOTO: JOhN CAREY

9 788711 439470 >

AnMelderne skreV OM d-dAg

”En stor og velfortalt bog.” k værk.” WeekendAVisen ”Et farverigt og kalejdoskopis

universitetet i Kent.

SMUDSOMSLAG / CMYK

www.lindhardtogringhof.dk

ikke

generAlløjtnAnt kjeld Hillingsø

bog.” jyllAnds-POsten ”En på alle måder fremragende fortalt.” POlitiken ”Endnu et storværk … brillant

”Antony Beevor er en BERLiNgSKE

BERLiN

fænomenal fortæller.”

Berlingske .”

”En gyser af en historieberetning iNfORMATiON

dEN SPANSKE BORgERKRi bog.” ”En detaljeret og mesterlig JYLLANdS-POSTEN

231 mm

Verdenskrig :

”Altomfattende, let læst, men for sarte sjæle.”

PARIS

Antony Beevor og Artemis Cooper på den engelske ambassade i Paris.

ANTONY BEEVOR ARTEMIS COOPER

“Omhyggeligt researchet og imponerende skrevet. For at forstå Frankrig i dag bør man læse denne bog om Frankrig i går.“

AntOny BeeVOr har tidligere

ANDEN VERDENSKRIG

OM Anden

240 mm

ANTONY BEEVOR ARTEMIS COOPER

100 mm

159 mm 65 mm 159 mm

100 mm