Rin tin tin læseprøve

Page 1

”Susan Orlean fortæller en fascinerende historie.” ★★★★★ Berlingske ”Begavet, spændende og underholdende.” Weekendavisen

Susan Orlean

© Gasper Tringale

Susan Orlean har været journalist på The New Yorker siden 1992. Hun er forfatter til flere bøger, deriblandt The Orchid Thief, der inspirerede til filmen Adaptation (da. Orkidé-tyven). Hun bor sammen med sin familie og sine dyr i Columbia County, New York og kan kontaktes på www.susanorlean.com og twitter.com/susanorlean.

www.RinTinTinTheBook.com

hvalp, der blev til filmstjerne og internationalt ikon. Lee Duncan, en ung amerikansk soldat, bringer hvalpen hjem fra 1. verdenskrigs franske slagmarker og gør den til en stjerne i Hollywood. I løbet af ti år spiller Rin Tin Tin hovedrollen i 23 filmhit, redder Warner Brothers fra en truende fallit og bliver verdens mest berømte filmhund.

Susan Orlean fortæller gennem Rin Tin Tins historie også om det utrolige bånd, der eksisterer mellem menneske og dyr, og som har været med til at forvandle hunden fra arbejdsdyr på gårdene til elskede familiemedlemmer. Og samtidig giver bogen et fascinerende indblik i 90 års amerikansk underholdningshistorie og trækker trådene op til nutiden og hundenes rolle i blandt andet moderne krig.

www.lindhardtogringhof.dk

RIN TIN TIN

RIN TIN TIN er den fantastiske historie om en forladt hunde-

RIN TIN I TIN En hunds liv og legende Susan Orlean Lindha r d t o g R i ng hof

”Jeg vidste, at jeg elskede fortællingen om Rin Tin Tin, fordi den rummede så mange historier i sig. Det var en fortælling om mistede familier og om identitet og også om den måde, vi lever sammen med dyr på. Det var en historie om større eller mindre held og de drejninger, som livet kan tage. Det var en historie om krig og en historie om underholdning. Det var en beretning om, hvordan vi skaber helte, og hvad vi ønsker os af dem. Gennem Rin Tin Tins historie fik man et billede af hengivenhed, både for idéer og for en kammerat, og af den rene, halvt magiske hengivenhed, et dyr kan nære for en person. Det var en historie om en usædvanlig rejse, over land og sø, i krig og fred, fra fattigdom til velstand og tilbage igen, fra ubemærkethed til berømmelse, og derfra bevægede den sig ind i den engang så berømtes, nu næsten ukendtes dunkle verden.”


RIN TIN TIN En hunds liv og legende Oversat af Anders Juel Michelsen fra Rin Tin Tin The Life and the Legend Copyright © 2011 by Susan Orlean Published by arrangement with Ulf Töregård Agency AB Dansk udgave © 2013 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Olga Bramsen Fotos: Getty Images (forside og s. 48), The Riverside Metropolitan Museum (s. 104 og 252 samt bagsiden) Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Scandbook ISBN 978-87-11-38180-9 1. udgave, 1. oplag 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont


Susan Orlean

Rin Tin Tin En hunds liv og legende

oversat af anders juel michelsen

Lindhardt og Ringhof


side 2 [OVER FOR TITELSIDE]: FOTO 01


13. Jeg spekulerer ofte på, hvordan Rin Tin Tin egentlig var som hund – ikke som en filmhund eller radiohund eller romanhund eller tv-hund, men bare som en hund. Vi ved, at han godt kunne lide at jagte egern og stinkdyr og ræve. Han kunne lide at løbe. Han var muskuløs og ikke kælen eller blid. I sine film virker han ofte anspændt, men han trivedes med folkemængder og ukendte steder. Måske skyldtes denne intensitet kun hans opmærksomhed over for Lee og forventningen om sine næste instrukser. Han var ikke særlig venlig. Den eneste person, han nærede nogen speciel interesse for, var Lee. Von Stephanitz, som grundlagde racen, mente, at en schæfer kun skulle knytte sig til sin herre; han betragtede overdreven og tilfældig venlighed over for fremmede som en svaghed hos en hund. Lee fulgte hans råd og forkælede Rin Tin Tin ud over alle grænser frem for at lade nogen anden have med ham at gøre. Skuespillere, som spillede sammen med Rin Tin Tin, klagede over, at han var ondskabsfuld og temperamentsfuld og sagde, at hans eneste gode egenskab var, at han ikke drak. Det rygtedes, at han havde bidt Jack Warner samt flere af sine medspillere. Men filmfotograferne var imponerede over hans tålmodighed; på grund af hans mørke pels skulle der arbejdes meget med belysningen, så han var synlig i disse sort-hvide film, og han måtte ofte stå stille i meget lang tid ad gangen, mens lysene til scenerne blev indstillet. Hans ry for at være ondskabsfuld var måske kun baseret på kontrær myteskabelse i Hollywood. Måske gik han lidt for begejstret til den i kampscenerne (de ser virkelig realistiske ud), og måske var han ikke særlig venlig, men en hund med et virkelig arrigt temperament ville være umulig at styre på et filmset med et stort filmhold eller den slags steder, som Rinty hyppigt besøgte, som for eksempel hospitaler og børnehjem. Hvis Rin Tin Tin virkelig var så slem, så var han en bedre skuespiller, end han fik æren for at være, eftersom alle hans film havde mindst én scene, hvor han 99


skal optræde kærligt enten over for sin herre eller sin mage eller, som det ofte var tilfældet, over for sine hvalpe. Var hunden, der viste sig kærlig, måske en helt anden hund? Var der mere end én hund, der blev præsenteret som Rin Tin Tin? Lee fastslog mange gange i årenes løb, at Rin Tin Tin var den eneste hund, der blev brugt i filmene, og at der ikke blev brugt stand-ins. Det holdt han stenhårdt på. Men i et interview i 1965 i Los Angeles Herald-Examiner sagde Jack Warner: »I dag kan jeg vel godt røbe noget, som var en hemmelighed i så mange år på studieområdet. Da det gik op for os, hvor meget der var at tjene på Rinty, kom vi til at tænke på, at vores investering ville være tabt, hvis der skete noget med ham. Derfor blev vi, med Duncans samtykke, enige om at avle og optræne en kennel fuld af stand-ins, som vi kunne bruge, hvis vores helt blev syg eller såret eller endog dræbt i nogle af de farlige stunts, vi planlagde. Til sidst havde vi atten Rin Tin Tin’er, og vi brugte dem alle. Hvert dyr havde sin specialitet. En blev brugt til angrebsscener, en anden blev trænet til at springe over tolv fod høje mure, en tredje var en blid familiehund og så videre.« Var det sandt? Det siger sig selv, at man har brugt andre hunde, når Rin Tin Tin var træt eller skulle lave noget farligt – han var for værdifuld til, at man kunne risikere skader – eller udføre et stunt, som han ikke var i stand til, især da han blev ældre, ligesom der næsten altid er stuntmænd for de menneskelige stjerner i filmene. Rin Tin Tin medvirkede i 22 stumfilm og syv talefilm i løbet af kun otte år, et halsbrækkende tempo, og han var ikke en ung hund i det meste af den tid. Det ville have været let at bruge en anden hund som stand-in i scener uden nærbilleder, især hvis han skulle gøre noget, som enhver veltrænet schæfer kunne gøre, såsom at løbe eller springe. Hunde fra samme race ser faktisk meget ens ud. Kun seks af disse tidlige film (og tre kortfilm) eksisterer stadig, så vi har ikke meget at vurdere det ud fra. Hunden, der medvirker i disse film, ser ud til at være den samme i nærbillederne. I totalbillederne kan det faktisk være en hvilken som helst hund, for man ser bare noget sløret noget, der ligner en schæfer. I nogle få kampscener ser det ud, som om der er brugt en udstoppet model. 100


Jack Warner havde ingen grund til at sige, at der var 18 Rin Tin Tin’er, hvis der kun var én. Det havde Lee derimod; at fastholde, at Rinty aldrig havde haft en stand-in, var et spørgsmål om stolthed for ham. Han havde kun én stjerne, hvalpen, der var blevet gjort forældreløs af krigen, og sådan skulle verden se det. Med tiden endte historien om Rin Tin Tin med at danne en kontinuert, mangestrenget løkke af identitet, både ægte og antaget – virkelige individer spillede opfundne figurer, og opfundne figurer skulle repræsentere virkelige individer, som blev spillet af andre individer, der blev udvalgt, fordi de passede til rollen. Rin Tin Tin voksede fra at være én hund til at blive en slags franchise. Og efterhånden som hans berømmelse voksede, blev Rin Tin Tin på en måde mindre særegen – mindre specifik end denne ene hund – og mere noget begrebsligt, den arketypiske hundehelt. Jeg tror, det er derfor, det første, jeg blev spurgt om, hver gang jeg fortalte nogen, at jeg skrev om Rin Tin Tin, altid var: »Var der virkelig kun én?«

14. Hos Warner Bros. var det Sam Warner, som mente, det ville være en god idé at få folk til at tale i en film. På hans opfordring købte studiet rettighederne til Vitaphone, et system til at tilføje musik til film, og han troede, at det kunne udvikles til også at tilføje talt dialog. Hans fornemmelse, som blev delt af flere andre direktører i Hollywood, holdt stik. I oktober 1927 udsendte Warner Bros. The Jazz Singer (Jazzsangeren), og skuespilleren Al Jolsons improvisationer var så stor en sensation, at det ændrede filmbranchen for altid. Desværre døde Sam Warner, som havde været så sikker på, at filmens fremtid inkluderede lyd, af en hjerneblødning, dagen før filmen fik premiere. Som han havde forudsagt, tog talefilmen teten og endte med at udslette stumfilmen helt; den ændrede hele industrien, eliminerede hele kategorier af job og en hel generation af skuespillere, som ikke kunne eller ikke ville foretage skiftet. 101


Blot ti år efter at The Jazz Singer blev udsendt, blev der ikke længere lavet stumfilm. Så Lee forandringerne komme? På den ene side havde han og Rinty aldrig haft mere travlt. I 1927 indspillede Rinty Tracked by the Police, Dog of the Regiment, Jaws of Steel og Hills of Kentucky (med en af hans hvalpe, Rin Tin Tin Jr., i en lille rolle). I 1928 medvirkede han i A Race for Life, Rinty of the Desert og Land of the Silver Fox og i 1929 i The Million Dollar Collar. Lees kontrakt med Warner Bros. skulle fornys det følgende år, men det må have lignet en given sag. Der blev immervæk spillet 13 forskellige film med Rinty i hovedrollen i biografer over hele landet. På den anden side var der advarselstegn. I erkendelse af den nye standard, som var blevet sat med The Jazz Singer, gav studiet i maj 1929 Rinty en rolle i en film, der blev annonceret som »fem procent dialog« – det var med andre ord en sær blanding af stum- og talefilm. Varietys anmelder sagde spidst, at filmen, Frozen River, bød på »en masse dårligt synkroniseret gøen«. Som et ganske interessant tilbagetog blev filmen derefter udgivet som en stumfilm med lydsporet fjernet. Senere samme år fik Rintys 22. film, Tiger Rose, premiere i et kæmpe biografpalads med 2600 sæder, men mindst én anmeldelse behandlede den, som om den var et artefakt fra forne tider, og skrev, at »den tydede stærkt på, at de gamle Warnerprogramlæggere stod bag«, men påpegede, at Rinty virkede som en »langt mindre fremtrædende vovse end i de dage, da køtere blev glorificeret i Hollywood«. Anmeldelsen var uhyggeligt forudseende. »Rinty ... er blevet klippet næsten helt ud af filmen,« tilføjede anmelderen. »Nu titter han blot ud gennem sine poter og bliver klappet et par gange. Det er slut med at redde eksprestoget og løbe mange kilometer for USA’s marinekorps.« I december måned samme år pålagde Warner Bros. en advokat at udarbejde et brev til Lee. Formålet med det var at informere ham om, at hans kontrakt blev ophævet, studiet havde ingen planer om at lave flere film med Rin Tin Tin. »Det er blevet besluttet, at eftersom talefilmene for alvor er slået igennem, især inden for denne organisation,« fastslog brevet, »vil produktion af dyrefilm som dem, 102


vi har lavet med Rin Tin Tin før i tiden, ikke være i overensstemmelse med den politik, vi har vedtaget for talefilm, af den ganske indlysende grund, at hunde ikke kan tale.« Lee var på Sound Stage One på Warner Bros.s studieområde, da han fik overrakt konvolutten med brevet og opsigelsen. En studiechef, der stod i nærheden, hørte Lee sige til budbringeren, at han havde forventet dårlige nyheder. Han gik hen til et sted, hvor han troede, at ingen så ham, og læste brevet. Derefter pakkede han sine ting sammen på kontoret uden noget postyr, fandt sin hund og tog hjem. Han efterlod sig et oliemaleri af Rin Tin Tin, som hang i Warner Bros.s Hall of Fame – det første hundeportræt, der havde opnået den ære i studiet. Men han tog alle de andre minder med, som havde hobet sig op på hans kontor gennem årene: tegningerne af Rin Tin Tin, som fans havde sendt til ham, plaketter i basrelief, som de havde lavet til ham, udskæringer i fyr og gummitræ og statuetterne af elfenben, ibenholt, ler, dej, fedtsten, kalk og modellervoks – alle de kluntede, håndlavede, dybtfølte fremstillinger af hunden, som engang havde været hans personlige krigstrofæ og kæledyr, men som havde skiftet form og var blevet forstørret og projiceret på den folkelige drøms uendelige lærred. Rin Tin Tin havde altid været Lees personlige historie om muligheden for, at kærlighed kunne være noget konstant. Det var et reelt nederlag, men hunden var nu allemandseje, en fælles historie om mod og udholdenhed. Han flimrede forbi på et lærred, men var fikseret i udødelighed.

103


104


174


”Susan Orlean fortæller en fascinerende historie.” ★★★★★ Berlingske ”Begavet, spændende og underholdende.” Weekendavisen

Susan Orlean

© Gasper Tringale

Susan Orlean har været journalist på The New Yorker siden 1992. Hun er forfatter til flere bøger, deriblandt The Orchid Thief, der inspirerede til filmen Adaptation (da. Orkidé-tyven). Hun bor sammen med sin familie og sine dyr i Columbia County, New York og kan kontaktes på www.susanorlean.com og twitter.com/susanorlean.

www.RinTinTinTheBook.com

hvalp, der blev til filmstjerne og internationalt ikon. Lee Duncan, en ung amerikansk soldat, bringer hvalpen hjem fra 1. verdenskrigs franske slagmarker og gør den til en stjerne i Hollywood. I løbet af ti år spiller Rin Tin Tin hovedrollen i 23 filmhit, redder Warner Brothers fra en truende fallit og bliver verdens mest berømte filmhund.

Susan Orlean fortæller gennem Rin Tin Tins historie også om det utrolige bånd, der eksisterer mellem menneske og dyr, og som har været med til at forvandle hunden fra arbejdsdyr på gårdene til elskede familiemedlemmer. Og samtidig giver bogen et fascinerende indblik i 90 års amerikansk underholdningshistorie og trækker trådene op til nutiden og hundenes rolle i blandt andet moderne krig.

www.lindhardtogringhof.dk

RIN TIN TIN

RIN TIN TIN er den fantastiske historie om en forladt hunde-

RIN TIN I TIN En hunds liv og legende Susan Orlean Lindha r d t o g R i ng hof

”Jeg vidste, at jeg elskede fortællingen om Rin Tin Tin, fordi den rummede så mange historier i sig. Det var en fortælling om mistede familier og om identitet og også om den måde, vi lever sammen med dyr på. Det var en historie om større eller mindre held og de drejninger, som livet kan tage. Det var en historie om krig og en historie om underholdning. Det var en beretning om, hvordan vi skaber helte, og hvad vi ønsker os af dem. Gennem Rin Tin Tins historie fik man et billede af hengivenhed, både for idéer og for en kammerat, og af den rene, halvt magiske hengivenhed, et dyr kan nære for en person. Det var en historie om en usædvanlig rejse, over land og sø, i krig og fred, fra fattigdom til velstand og tilbage igen, fra ubemærkethed til berømmelse, og derfra bevægede den sig ind i den engang så berømtes, nu næsten ukendtes dunkle verden.”


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.