Serena læseprøve

100mm

”Umådelig tilfredsstillende … Serena er en roman af den sjældne slags, som både har et stramt plot og sprog, og også er spændende og dyb.”

– Independent Weekly

”Starten er uforglemmelig, de sidste hundrede sider er nervepirrende … den burde blive gennembruddet for denne dygtige historiefortæller.”

– Kirkus Review

– San Francisco Chronicle

”Rashs roman er en fortættet fortælling om den industrielle udvikling, grådighed og forræderi …”

– New Yorker

”Ron Rash har skrevet en medrivende episk fortælling om grådighed og hævn …

Serena har alle kvaliteterne til at blive en karriereskabende roman og bør etablere forfatter Ron Rash som litterær stjerne.”

– BookPage

”Frem for alt en kærlighedshistorie – en slags ’Borte med blæsten’ for vor tid.

I hvert fald hvad historien angår. Det er, som om tiden igen er til, at man godt gider høre historier om total ukontrolleret kærlighed.”

100mm

153mm

BOGEN BAG SUSANNE BIERS NÆSTE STORFILM

– Susanne Bier om Serena

Året er 1929, og det nygifte par George og Serena Pemberton rejser til Smokey Mountains i North Carolina, hvor de planlægger at opbygge et tømmerimperium. George har allerede boet i skovhuggerlejren længe nok til at gøre en lokal pige gravid, men Serena er ny i bjergene. Hun tager dog udfordringerne i de nye omgivelser i stiv arm og bliver hurtigt betragtet som en ligeværdig blandt mændene. Serena er egenrådig, usentimental og ikke bange for at tage fat. George er forblændet af kærlighed til sin stærke og modige hustru, og sammen sørger parret for at eliminere enhver fjende eller kritiker, der ikke støtter op om deres planer for firmaet.

Tragedien rammer dem dog, da Serena mister sit ufødte barn og får at vide, at hun aldrig kan blive gravid igen. Tanken om ikke at kunne producere en arving gør Serena hævngerrig af sorg, og hendes hævntogt fører deres ægteskab mod et uundgåeligt og chokerende endeligt.

Foto / Mark Haskett

Rå, skarp, dramatisk og gribende fra første uforglemmelige sætning …

– New York Times

Ron Rash underviser på Western Carolina University og har tidligere skrevet både noveller, digte og romaner. Serena udkom i USA i 2008, lå på New York Times’ bestsellerliste og var finalist til PEN/Faulkner Fiction Award 2009.

I efteråret 2013 har Susanne Biers filmatisering af bogen premiere i Danmark.

I rollerne som George og Serena ses Bradley Cooper og Oscar-vindende Jennifer Lawrence.

ISBN 9788711384879

9 788711 384879

ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF

omslag / Mikkel henssel

226mm

”Fortællingen er vidtstrakt, altopslugende og – fra tid til anden – mareridtsagtig.

Spændingen opbygges så elegant, at man indimellem bare håber, at uanset hvilken tragedie der er på vej, at det bliver overstået hurtigt.”

27,1mm

153mm

RON RASH

SERENA ROman

P책 dansk ved Rasmus HastRuP

LiNdhARdt og RiNghof

Serena.indd 3

16/03/13 16.50

Kapitel 1 Da Pemberton vendte tilbage til bjergene i North Carolina efter at have tilbragt tre måneder i Boston med at bringe orden i sin fars bo, var der blandt de ventende på perronen en ung kvinde, der var gravid med Pembertons barn. Hun var ledsaget af sin far, som under sin luvslidte skødefrakke bar en Bowie-kniv, slebet med stor omhyggelighed tidligere samme morgen, så den kunne trænge så dybt som muligt ind i Pembertons hjerte.

Konduktøren råbte “Waynesville”, da toget skælvende standsede ved perronen. Pemberton kiggede ud ad vinduet og fik øje på sine partnere, der begge var klædt i habit for at tage imod den kvinde, han var blevet gift med to dage forinden, en uventet bonus ved hans besøg i Boston.

Buchanan, den evindelige laps, havde vokset sit overskæg og olieret håret. Hans kraftige halvstøvler skinnede, og hans hvide bomuldsskjorte var nypresset. Wilkie var iført en grå fedora, som han ofte bar for at beskytte sin skaldede isse mod solen. En Phi Beta Kappa-nøgle fra Princeton glimtede i den ældre mands urkæde, og et blåt silkelommetørklæde stak op fra brystlommen.

Pemberton åbnede guldskallen på sit ur og konstaterede, at toget var ankommet aldeles præcist. Han vendte sig om mod sin brud, som havde siddet og halvsovet. Serenas drømme havde været særligt foruroligende natten før. To gange var han blevet vækket af, at hun kastede sig rundt og klamrede sig voldsomt til ham, indtil hun atter var faldet i søvn. Han kyssede hende let på munden, og hun vågnede.

9

Serena.indd 9

16/03/13 16.50

“Ikke det bedste sted til en bryllupsrejse.”

“Det passer godt nok til os,” sagde Serena og lænede sig ind mod hans skulder. “Vi er her sammen, og det er det eneste, der betyder noget.”

Pemberton indsnusede den tydelige aroma af Tre Jur-pudder og huskede, hvordan han ikke blot havde lugtet, men også smagt dets livfuldhed på hendes hud tidligere på morgenen. En drager kom gående hen ad midtergangen, mens han fløjtede en melodi, Pemberton ikke kunne genkende. Han rettede igen blikket ud ad vinduet.

Harmon og hans datter stod og ventede ved siden af billetsalget; Harmon lænede sig op ad væggen, der var lavet af kastanjetræsbrædder. Det slog Pemberton, at mændene i disse bjerge sjældent stod ret op. I stedet lænede de sig op ad et træ eller en væg, når som helst de kunne. Hvis hverken træer eller vægge var ved hånden, sad de på hug, med ballerne hvilende på hælene. Harmon holdt en halvliters glaskrukke i den ene hånd, hvis indhold nu knap dækkede bunden. Datteren sad på en bænk med rank ryg, således at man bedre kunne se hendes tilstand. Pemberton kunne ikke huske hendes fornavn. Han var ikke overrasket over at se dem, eller at pigen var med barn. Hans barn, som Pemberton havde erfaret, aftenen inden han og Serena var taget fra Boston. Abe Harmon er hernede og siger, at han har en høne at plukke med dig, noget der har med hans datter at gøre, havde Buchanan sagt, da han ringede. Det kan være, at det ikke er andet end fuldemandssnak, men jeg synes, du burde vide det.

“Vores velkomstkomité omfatter nogle af de lokale,” sagde Pemberton til sin brud.

“Som vi var blevet stillet i udsigt,” sagde Serena.

Hun lagde sin højre hånd på hans underarm og lod den hvile der et øjeblik, og Pemberton mærkede hendes håndflades hårde hud og den enkle guldring, hun bar i stedet for diamanter. Ringen var magen til hans i alle detaljer, bortset fra størrelsen. Pemberton rejste sig og tog to håndkufferter fra bagagehylden. Han rakte dem til drageren, som trådte et skridt tilbage og fulgte efter Pemberton, mens han førte sin brud ned ad gangen og trappen til perronen. Der var en halv meters mellemrum mellem stålet og træet. Serena rakte ikke ud efter hans hånd, da hun trådte ned på plankerne.

10

Serena.indd 10

16/03/13 16.50

Buchanan var den første, der fangede Pembertons blik og gav et advarende nik i retning af Harmon og hans datter, før han hilste på Serena med et stift, formelt buk. Wilkie tog sin fedora af. Med sine en meter og otteoghalvfjerds var Serena højere end begge mænd, men Pemberton var klar over, at andre aspekter af Serenas fremtræden gav yderligere næring til Buchanans og Wilkies åbenlyse forbløffelse – bukser og støvler i stedet for kjole og klokkehat, solbrunet hud, der modsagde Serenas sociale status, læber og kinder uden det mindste skær af kunstigt rødt, hår, der var lyst og kraftigt, men kortklippet; hun var decideret feminin, men samtidig med en tydelig strenghed.

Serena gik hen til den ældste mand og rakte hånden frem. Selv om Wilkie var halvfjerds, og dermed mere end dobbelt så gammel som hende, stirrede han på hende som en forelsket skoledreng og stod med hatten trykket ind mod brystet, som for at skjule et hjerte, der allerede var stjålet.

“Wilkie, formoder jeg.”

“Ja, ja, det er mig,” stammede Wilkie.

“Serena Pemberton,” sagde hun, stadig med fremstrakt hånd.

Wilkie fumlede et øjeblik med sin hat, før han frigjorde sin højre hånd og trykkede Serenas.

“Og Buchanan,” sagde Serena og vendte sig mod den anden mand. “Er det korrekt?”

“Ja.” Buchanan tog hendes fremstrakte hånd og holdt den kejtet i sin egen.

Serena smilede. “Ved De ikke, hvordan man giver hånd, mr. Bucha­ nan?”

Pemberton så til med fornøjelse, mens Buchanan rettede på sit greb og hurtigt trak hånden til sig igen. I løbet af det år, Boston Lumber Company havde opereret i disse bjerge, havde Buchanans kone kun været her én gang; hun var ankommet iført en lyserød taftkjole, der var blevet snavset grundigt til, før hun overhovedet havde krydset Waynesvilles eneste gade og var trådt ind i sin mands hus. Hun havde været der en enkelt nat, hvorefter hun var taget af sted med morgentoget. Nu mødtes Buchanan og hans kone en weekend om måneden i Richmond, hvilket 11

Serena.indd 11

16/03/13 16.50

var så langt sydpå, som mrs. Buchanan var villig til at rejse. Wilkies kone havde aldrig været uden for Boston.

Pembertons partnere var tilsyneladende ude af stand til at sige mere.

Deres blikke flakkede mod de læderjodphurs, Serena havde på, hendes beige Oxford-skjorte og hendes sorte støvler. Serenas korrekte sprogbehandling og ranke holdning var tydelige tegn på, at hun havde gået på pigeinstitut i New England, ligesom deres koner. Men Serena var født i Colorado og havde boet der, til hun var seksten, datter af en tømmerhandler, som havde lært hende at give kraftige håndtryk og se mænd i øjnene, samt at ride og skyde. Hun var først taget østpå efter sine forældres død.

Drageren satte håndkufferterne fra sig på perronen og gik hen mod bagagevognen, hvor Serenas store rejsekuffert og Pembertons lidt mindre skibskuffert befandt sig.

“Jeg går ud fra, at Campbell fik araberen tilbage til lejren,” sagde Pemberton.

“Ja,” svarede Buchanan, “selv om det nær havde taget livet af unge Vaughn. Den hest er ikke bare stor, men også livlig, ’ufuldstændigt kastreret’, som man siger.”

“Er der noget nyt fra lejren?” spurgte Pemberton.

“Ingen alvorlige problemer,” sagde Buchanan. “En af arbejderne fandt spor efter en los i Laurel Creek og troede, det var pumaspor. Et par af mændene nægtede at tage derop igen, før Galloway undersøgte sagen.”

“Pumaer,” sagde Serena, “er de almindelige her?”

“Absolut ikke, mrs. Pemberton,” svarede Wilkie beroligende. “Den sidste, der er blevet skudt her i staten, var i 1920, er jeg glad for at kunne sige.”

“Alligevel er de lokale vedholdende i deres tro på, at der stadig er en tilbage,” sagde Buchanan. “Der findes en temmelig stor mængde over­ leveringer om dyret, som arbejderne er ganske bevidste om, ikke blot om dets enorme størrelse, men også om farven, som går fra gulbrun til kulsort. Jeg er aldeles tilfreds med at lade den forblive en myte, men Deres mand vil det anderledes. Han håber, at bæstet er virkeligt, så han kan jage det.”

12

Serena.indd 12

16/03/13 16.50

“Det var før brylluppet,” bemærkede Wilkie. “Nu hvor Pemberton er en gift mand, er jeg overbevist om, at han vil opgive pumajagten til fordel for mindre farlige adspredelser.”

“Jeg håber, han vil forfølge sin puma, og det ville skuffe mig, hvis han undlod at gøre det,” sagde Serena og vendte sig, så hun talte til Pemberton i lige så høj grad som til hans partnere. “Pemberton er en mand, der ikke viger tilbage for udfordringer, hvilket er grunden til, at jeg giftede mig med ham.”

Serena holdt en lille pause, og et diskret smil spillede på hendes ansigt.

“Og grunden til, at han giftede sig med mig.”

Drageren stillede den anden kuffert på perronen. Pemberton gav manden en kvartdollar og lod ham gå. Serena kiggede over mod faren og datteren, som nu sad sammen på bænken, så årvågne og tavse som skuespillere, der venter på deres stikord.

“Jer kender jeg ikke,” sagde Serena.

Datteren blev ved med at stirre surt på Serena. Det var faren, der tog ordet med utydelig stemme.

“Mit problem er ikke med dig. Det er med ham, der står der ved siden af dig.”

“Hans problemer er mine,” sagde Serena, “præcis som mine er hans.”

Harmon nikkede i retning af sin datters mave og vendte sig så atter mod Serena.

“Ikke dette her problem. Det blev lavet, før du kom.”

“De antyder, at hun bærer min mands barn.”

“Jeg antyder ikke noget,” sagde Harmon.

“I så fald er De en heldig mand,” sagde Serena til Harmon. “De vil ikke finde en bedre fader at avle med. Det er størrelsen på hendes mave bevis på.”

Serena rettede blikket mod datteren og talte til hende.

“Men det bliver det eneste, du får med ham. Jeg er her nu. Skal han have flere børn, bliver det med mig.”

Harmon skubbede sig op, så han sad helt ret, og Pemberton fik et glimt af Bowie-knivens perlemorsskæfte, før frakken faldt på plads over den igen. Han undrede sig over, hvordan en mand som Harmon kunne 13

Serena.indd 13

16/03/13 16.50

være kommet i besiddelse af så fint et våben. Måske var den vundet i et spil poker eller et arvestykke fra en mere velstående forfader. Stationsforstanderens ansigt dukkede frem bag glasruden, forblev i syne et øjeblik og forsvandt så igen. En gruppe ranglede bjergboere, alle ansat hos ­Boston Lumber, så udtryksløse til fra en nærliggende lade.

Blandt dem var en opsynsmand ved navn Campbell, hvis mange forpligtelser omfattede en rolle som forbindelsesled mellem arbejderne og ejerne. Campbell gik altid klædt i grå chambrayskjorter og fløjlsbukser i lejren, men denne eftermiddag bar han overalls ligesom de andre mænd.

Det er søndag, indså Pemberton og følte sig et øjeblik desorienteret.

Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde kigget på en kalender.

I ­Boston sammen med Serena havde det været som om tiden var fanget i en brusende cirkel af ure og visere – timer og minutter, der gik uden at kunne bryde fri og blive til dage. Men dagene og månederne var gået, som Harmon-pigens svulmende mave tydeliggjorde.

Harmons store, fregnede hænder greb fat om kanten på bænken, og han lænede sig en smule fremad. Hans blå øjne stirrede stift på Pemberton.

“Lad os gå hjem, far,” sagde Harmons datter og lagde en hånd over hans.

Han slog hånden væk, som om den var en irriterende flue, og kom vaklende på benene.

“Pokker tage jer begge to,” sagde Harmon og tog et skridt i retning af ægteparret Pemberton.

Han lod frakken glide op og tog kniven op af dens læderskede. Bladet fangede eftermiddagssolens stråler, og et øjeblik så det ud, som om Harmon stod med en skinnende flamme i hånden. Pemberton så på Harmons datter, der stod med hænderne foldet over maven, som for at beskytte sit ufødte barn mod det, som var ved at ske.

“Tag din far med hjem,” sagde Pemberton.

“Far, kom nu,” sagde pigen.

“Hent sherif McDowell,” råbte Buchanan til mændene i laden.

En sjakformand ved navn Snipes gjorde, som han havde fået besked på, og gik med hurtige skridt, ikke i retning af retsbygningen, men der14

Serena.indd 14

16/03/13 16.50

imod i retning af det pensionat, hvor sheriffen boede. De andre mænd blev, hvor de var. Buchanan gjorde mine til at stille sig ind mellem de to mænd, men Harmon viftede ham væk med kniven.

“Vi afgør det her nu,” råbte Harmon.

“Han har ret,” sagde Serena. “Tag din kniv og få det afgjort, Pemberton.”

Harmon tog et skridt fremad. Han var en anelse usikker på benene, mens han mindskede afstanden mellem dem.

“Du må hellere høre efter, hvad hun siger,” sagde Harmon og tog endnu et skridt, “for en af os kommer herfra med tæerne pegende opad.”

Pemberton bukkede sig ned og åbnede sin håndkuffert af kalveskind, rodede lidt rundt i den for at finde den bryllupsgave, han havde fået af Serena. Han tog jagtkniven ud af skeden og lod hjortetaksskæftet finde sig til rette i håndfladen; dets ru overflade gjorde det nemmere at få et godt greb. Et øjeblik tillod Pemberton sig selv at nyde følelsen af et godt tillavet våben, knivens balance og soliditet, dens blad, hæfte og skæfte, der var lige så nøjagtigt kalibreret som de kårder, han havde fægtet med på Harvard. Han tog frakken af og lagde den hen over håndkufferten.

Harmon tog yderligere et skridt fremad, så der nu var mindre end en meter mellem dem. Han holdt kniven højt løftet og rettet mod himlen, og Pemberton vidste, at Harmon ikke havde kæmpet meget med kniv, hverken i fuld eller ædru tilstand. Harmon huggede i luften mellem dem.

Mandens tobaksplettede tænder var bidt hårdt sammen, og årerne i hans hals stod frem som spændte ankertove. Pemberton holdt sin kniv lavt og tæt ind til siden. Han kunne lugte hjemmebrændt whisky fra hans ånde, en harsk, fedtet dunst, der mindede om skiferolie.

Harmon sprang frem, og Pemberton hævede venstre arm. Bowie-kniven hvislede gennem luften, men standsede sin bue, da Harmons arm stødte sammen med Pembertons. Harmon masede nedad og Bowie-kniven flængede Pembertons hud. Pemberton tog et sidste skridt og holdt jagtknivens blad fladt, mens han lod den glide ind under Harmons frakke og jog stålet ind i det bløde kød over den ældre mands venstre hofte.

Han tog fat i Harmons skulder med sin frie hånd for at stemme imod og skar hurtigt et tyndt smil hen over mandens mave. En cedertræsknap sprang fri af Harmons snavsede hvide skjorte, ramte perronens brædder, 15

Serena.indd 15

16/03/13 16.50

snurrede et øjeblik og faldt til ro. Der fulgte en stille, sugende lyd, da Pemberton trak kniven til sig. Først var der ikke noget blod.

Harmons kniv faldt klirrende ned på perronen. Som en mand, der prøver at annullere de skridt, der havde ført til dette resultat, lagde højlænderen begge hænder på maven og gik langsomt baglæns og lod sig dumpe ned på bænken. Han fjernede hænderne for at tage skaderne i øjesyn, og hans tarme væltede ud i skødet på ham i løse grå løkker.

Harmon studerede sin krops indre mekanikker som for at få verificeret sin skæbne yderligere. Han løftede hovedet en sidste gang og hvilede det mod stationens bræddevæg. Pemberton kiggede væk, mens Harmons blå øjne sløredes.

Serena stod nu ved hans side.

“Din arm,” sagde hun.

Pemberton så, at hans poplinskjorte var flænget under albuen, og at det blå stof var mørkt af blod. Serena løsnede hans sølvmanchetknap og smøgede ærmet op for at undersøge såret i hans underarm.

“Der er ikke brug for at blive syet,” sagde hun. “Jod og en bandage er nok.”

Pemberton nikkede. Adrenalin brusede gennem ham, og da Buchanans bekymrede ansigt svævede ind i hans synsfelt, virkede partnerens træk – moustachens klippede, sorte hæk mellem den spidse næse og den smalle mund, de runde, lysegrønne øjne, der altid så en smule overraskede ud – på én gang levende og fjerne. Pemberton tog en række dybe, beherskede indåndinger for at berolige sig selv, før han henvendte sig til nogen.

Serena samlede Bowie-kniven op og gik hen til Harmons datter med den. Hun stod lænet ind over sin far med hænderne om hans blege ansigt, som om hun stadig kunne nå at meddele sig til ham. Tårer strømmede ned ad den unge kvindes kinder, men hun sagde ikke en lyd.

“Her,” sagde Serena og holdt om knivens blad. “Egentlig tilhører denne kniv nu min mand. Det er en fin kniv, og du kan få en god pris for den, hvis du vil. Og det ville jeg gøre,” tilføjede hun. “Sælge den, mener jeg. De penge vil komme dig til gavn, når barnet bliver født. Det er det eneste, du nogensinde vil få af min mand og mig.”

Harmons datter stirrede på Serena nu, men hun rakte ikke ud efter 16

Serena.indd 16

16/03/13 16.50

kniven. Serena lagde Bowie-kniven på bænken og gik hen over perronen for at tage plads ved Pembertons side. Bortset fra Campbell, der nu var på vej hen mod perronen, havde ingen af mændene, der stod lænet op ad hegnet ved laden, rørt på sig. Pemberton var glad for, at de var der, for muligvis kunne der komme noget godt ud af det, der var sket. Arbejderne var allerede klar over, at Pemberton var lige så fysisk stærk som nogen af dem; det havde de fået bevis for i foråret, da de havde lagt skinner op til lejren. Nu vidste de også, at han kunne slå en mand ihjel, for det havde de set med deres egne øjne. Det ville få dem til at respektere ham, og Serena, endnu mere. Han vendte sig og så ind i Serenas grå øjne.

“Lad os komme hen til lejren,” sagde Pemberton.

Han tog fat om Serenas albue og styrede hende hen mod de trin, Campbell netop var kommet ad. Campbells lange, kantede ansigt var som sædvanligt uudgrundeligt, og han ændrede kurs en lille smule, så han ikke ville komme til at passere for tæt forbi Pemberton – noget, han gjorde så skødesløst, så eventuelle tilskuere ville antage, at det ikke var bevidst.

Pemberton og Serena gik ned fra perronen og fulgte stien til der, hvor Wilkie og Buchanan ventede. Slaggerne knasede under deres fødder og fik små faner af gråt støv til at stige op som røgen fra netop slukkede tændstikker. Pemberton kiggede sig over skulderen og så, at Campbell stod lænet ind over Harmons datter med en hånd på hendes skulder, mens han talte til hende. Sherif McDowell, klædt i sit fineste søndagstøj, stod også ved bænken. Han og Campbell hjalp i fællesskab pigen på benene og førte hende ind i stationsbygningen.

“Er min Packard her?” spurgte Pemberton Buchanan.

Buchanan nikkede og Pemberton henvendte sig til bagagedrengen, som stadig stod på perronen.

“Tag de små kufferter og læg dem ind på bagsædet, og bind skibskufferten fast på taget. Den store kan komme med et tog senere.”

“Tror du ikke hellere, du må tale med sheriffen?” sagde Buchanan, da han havde givet Pemberton nøglerne til bilen.

“Hvorfor skulle jeg forklare noget som helst for den møghund?” sagde Pemberton. “Du så, hvad der skete.”

Han og Serena var ved at sætte sig ind i Packard’en, da McDowell 17

Serena.indd 17

16/03/13 16.50

i raskt tempo kom hen til dem. Da Pemberton vendte sig om, så han, at sheriffen havde sit pistolhylster spændt om livet under søndagstøjet.

Lige­som hos mange andre af højlænderne var det svært at fastslå sheriffens alder. Pemberton formodede, at han nærmede sig de halvtreds, selv om hans sorte hår og stærke krop passede til en yngre mand.

“Vi skal hen på mit kontor,” sagde McDowell.

“Hvorfor?” spurgte Pemberton. “Det var selvforsvar. Det er der et dusin mænd, der kan bekræfte.”

“Du bliver sigtet for forstyrrelse af den offentlige ro og orden. Det er en bøde på ti dollars eller en uge i arresten.”

Pemberton tog sin tegnebog frem og rakte McDowell to femdollarsedler.

“Vi skal stadig hen på mit kontor,” sagde McDowell. “Du får ikke lov til at forlade Waynesville, før du har skrevet en erklæring om, at du handlede i selvforsvar.”

De stod med mindre end en meter mellem sig, og ingen af dem var villige til at flytte på sig. Pemberton besluttede sig til, at det ikke var værd at slås om.

“Har De også brug for en erklæring fra mig?” spurgte Serena.

McDowell kiggede på Serena, som om han ikke havde bemærket hende før nu.

“Nej.” “Jeg ville gerne give Dem hånden, sherif, men ud fra hvad min mand har fortalt mig, ville De sikkert ikke tage den.”

“Det har han ret i,” sagde McDowell.

“Jeg venter i bilen,” sagde Serena til Pemberton.

Da Pemberton vendte tilbage, satte han sig ind i Packard’en og dreje­ de nøglen. Han trykkede på startknappen og løsnede håndbremsen, hvorefter de begyndte den ti kilometer lange køretur til lejren. Uden for Waynesville satte Pemberton farten ned, da de nærmede sig savværkets tyve tusind kvadratmeters opsamlingsdam, hvis overflade var helt skjult af tømmerstokke, der lå sammenbundtede og sammenfiltrede som pindebrænde. Pemberton bremsede ned og satte bilen i frigear, men holdt motoren gående.

18

Serena.indd 18

16/03/13 16.50

“Wilkie ville have savværket tæt på byen,” sagde Pemberton. “Jeg ville have valgt anderledes, men det fungerer fint nok.”

De så hen over den stillestående flåde af tømmerstokke, der ventede på daggryet, hvor de ville blive filtret fri af hinanden, stablet på tømmervognen og savet op. Serena sendte værket og den lille A-formede bygning, Wilkie og Buchanan brugte som kontor, et flygtigt blik. Pemberton udpegede et enormt træ, der knejsede i skoven bag savværket. En orange vækst sad på barken som pels, og de øverste grene var visne og uden blade.

“Kastanjesyge.”

“Godt, at det tager dem flere år at dø helt,” sagde Serena. “Det giver os al den tid, vi har brug for, men også en grund til at foretrække mahogni.”

Pemberton lod hånden hvile på den hårde gummibold, der sad på toppen af gearstangen. Han satte bilen i gear, og de kørte videre.

“Det overrasker mig, at vejene er asfalterede,” sagde Serena.

“Det er der heller ikke mange, der er. Denne her er, i det mindste et par kilometer af den. Også vejen til Asheville. Toget ville få os op til lejren hurtigere, selv med femogtyve kilometer i timen, men på denne måde kan jeg vise dig vores besiddelser på vejen.”

Snart var de ude af Waynesville, og terrænet blev mere og mere bjergrigt og ubeboet, med enkelte skrå striber af græsningsarealer, der lignede grøn filt vævet ind i grovere stof. Sommeren var ved at være på sit højeste, indså Pemberton; kornellernes hvide blomster lå og visnede på jorden, og løvtræernes grene var tykke af grønt. De kørte forbi en hytte, hvor en kvinde var i færd med at hente vand fra en brønd ved siden af.

Hun havde ingen sko på, og det lyshårede barn ved hendes side gik med bukser, der blev holdt oppe af et stykke snor bundet om livet.

“Disse højlændere,” sagde Serena, mens hun kiggede ud ad vinduet.

“Jeg har hørt, at de har levet så isoleret, at deres talesprog minder om elizabethanske tider.”

“Det mener Buchanan,” sagde Pemberton. “Han laver optegnelser over ord og vendinger af den slags.”

Terrænet begyndte at stige stejlt, og snart var der ikke flere gårde.

Trykket i Pembertons ører voksede, og han gjorde en synkebevægelse.

19

Serena.indd 19

16/03/13 16.50

Han drejede væk fra asfaltvejen og ind på en jordvej, der snoede sig omtrent halvanden kilometer opad, før den nåede den sidste bratte stigning.

Pemberton stoppede bilen, og de steg ud. Et granitfremspring hang ud over vejens højre side, og vand rislede ned ad klippesiden. Til venstre var der ikke andet at se end et langt fald og en bleg, rund måne, utålmodigt ventende på natten.

Pemberton rakte ud efter Serenas hånd, da de gik hen til kanten af skrænten. Under dem pressede Cove Creek Valley bjergene bagud og åbnede et par kvadratkilometer plan grund. Midt i dalen lå lejren, omkranset af et vildnis af træstubbe og grene. Til venstre for lejren var også Half Acre Ridge blevet ryddet. Til højre lå Noland Mountains skrabede nedre områder. Jernbanen skar sig gennem dalen og så ud, som om den var syet ind i lavlandet som uregelmæssige sting.

“Ni måneders arbejde,” sagde Pemberton.

“Vi ville have fået lavet lige så meget på seks måneder ude vestpå,” svarede Serena.

“Vi får fire gange så meget regn her. Og desuden var vi nødt til at lægge skinner ind i dalen.”

“Det gør selvfølgelig en forskel,” medgav Serena .”Hvor langt strækker vores besiddelser sig?”

Pemberton pegede mod nord. “Til bjerget bag ved det, hvor vi skover nu.”

“Og vest?”

“Balsam Mountain,” sagde Pemberton og udpegede også det. “Horse Pen Ridge mod syd, og du kan se, hvor vi er holdt op med at fælde mod øst.”

“Tretten tusind syv hundrede hektar.”

“Der var to tusind otte hundrede mere øst for Waynesville, som vi allerede har ryddet.”

“Og vestpå, er det Champion Paper, der ejer det?”

“Hele vejen til grænsen til Tennessee,” sagde Pemberton.

“Og det er det land, de ønsker til parken?”

Pemberton nikkede. “Og hvis Champion sælger, vil de gå efter vores land bagefter.”

20

Serena.indd 20

16/03/13 16.50

“Men vi vil ikke lade dem få det,” sagde Serena.

“Nej, i hvert fald ikke før vi er færdige med det. Harris, vores lokale kobber- og kaolinmagnat, var med på det møde, jeg fortalte dig om, og han gjorde det helt klart, at han er lige så meget modstander af planerne om en nationalpark, som vi er. Det er ikke dårligt at have amtets rigeste mand på sin side.”

“Eller som fremtidig partner,” tilføjede Serena.

“Du vil kunne lide ham,” sagde Pemberton. “Han er klog og tolererer ikke tåber.”

Serena rørte ved hans arm oven over såret.

“Vi må se at få lagt en bandage om din arm.”

“Et kys først,” sagde Pemberton. Han førte deres sammenflettede fingre om bag Serenas ryg og trak hende ind til sig.

Serena hævede ansigtet og trykkede læberne hårdt mod hans. Hendes frie hånd tog et fast greb om hans baghoved for at få ham tættere på, en blød henrykkelse af udånding i hans mund, mens hun løsnede læberne og kyssede ham voldsommere og hendes tænder og tunge rørte hans.

Serena trykkede sin krop ind mod hans. Hun var ude af stand til koketteri og havde været det fra første gang, de mødtes. Pemberton oplevede endnu en gang en følelse, han aldrig havde haft med andre kvinder – en fornemmelse af at blive sat fri i et univers af ubegrænsede muligheder, ubegrænsede, men samtidig på forunderlig vis begrænset til de to.

De satte sig ind i bilen igen og kørte ned i dalen. Vejen blev mere ujævn, regnkløfterne og de borteroderede områder mere udtalte. De kørte gennem en bæk, tilstoppet af dynd, derefter mere skov, indtil skoven var væk og de bevægede sig hen over dalens bund. Der var ingen vej nu, kun en vidtstrakt flade af mudder og jord. De kom forbi en stald og en smal bygning, hvis forreste rum fungerede som lønkontor, mens det bagerste var bar og kantine. På højre hånd lå arbejdernes spisesal og forsyningsafdelingen. De krydsede skinnerne og kørte forbi rækken af fladvogne, der ventede på morgenen. En passagervogn, der gjorde det ud for lægekonsultation, stod ved siden af banen med rustne hjul delvist nedsunkne i dalbundens jord.

De kørte neden om en række af tre dusin barakker, der var usikkert 21

Serena.indd 21

16/03/13 16.50

placeret på Bent Knob Ridge, understøttet af groft tilhuggede pæle af græshoppetræ. Barakkerne lignede billige godsvogne, ikke bare i størrelse og udseende, men også på grund af det kabel, der forbandt hele rækken. På toppen af hvert af dem var en jernbøjle. Øksehuggede huller med ru, splintfyldte kanter gjorde det ud for vinduer.

“Arbejdernes boliger, går jeg ud fra,” sagde Serena.

“Ja. Så snart vi er færdige her, kan vi anbringe dem på fladvogne og slæbe dem hen til næste område. Arbejderne behøver ikke engang at flytte deres ejendele.”

“Særdeles effektivt,” sagde Serena og nikkede. “Hvor meget er hus­ lejen?”

“Otte dollars om måneden.”

“Og lønnen?”

“To dollars om dagen i øjeblikket, men Buchanan vil hæve den til to ti.”

“Hvorfor?”

“Han påstår, vi vil miste gode mænd, som vil søge til andre lejre,” sagde Pemberton og parkerede foran deres hus. “Jeg mener, at regeringens opkøb af land medfører et overskud af arbejdskraft, især hvis Champion sælger.”

“Hvad mener Wilkie?”

“Wilkie er enig med mig,” sagde Pemberton. “Han siger, at den eneste gode ting ved børskrakket er billigere arbejdskraft.”

“Jeg er enig med dig og Wilkie,” sagde Serena.

En ung mand ved navn Joel Vaughn ventede på trappen med en papkasse ved sin side, hvori der var kød og brød og ost og en flaske rødvin.

Da Pemberton og Serena steg ud af bilen, rejste han sig og tog sin uldne golfkasket af og afslørede derved en manke af gulerodsfarvet hår. Pemberton havde hurtigt opdaget, at den unge mands intellekt lyste lige så klart som hans hår, og havde derfor tildelt Vaughn ansvarsområder, der normalt var forbeholdt langt ældre arbejdere, deriblandt styrkeprøver med en hest, der var lige så livlig, som den var værdifuld, hvilket kunne ses på hans skrammede arme og den blålilla hævelse på hans fregnede kindben. Vaughn hentede håndkufferterne i bilen og fulgte efter 22

Serena.indd 22

16/03/13 16.50

­ emberton og hans brud op på verandaen. Pemberton åbnede døren og P gjorde et kast med hovedet for at signalere, at den unge mand skulle gå ind først.

“Jeg ville bære dig over dørtrinnet,” sagde Pemberton, “hvis ikke det var for min arm.”

Serena smilede. “Bare rolig, Pemberton. Jeg klarer det.”

Hun trådte ind, og han fulgte efter. Serena studerede lyskontakten et øjeblik, som om hun var usikker på, om den virkede. Så tændte hun lyset.

I de forreste rum stod to Coxwell-stole foran en pejs, og til venstre var et lille køkken med brændekomfur og køleboks. Et bord af poppeltræ og fire stole med flettede sæder stod ved værelsets eneste vindue. Serena nikkede og gik ned ad gangen; hun kastede et blik ind i badeværelset, før hun trådte ind i det bagerste rum. Hun tændte lampen ved sengen, satte sig for at afprøve madrassens fasthed og virkede tilfreds. Vaughn dukkede frem i døråbningen med skibskufferten, som havde tilhørt Pembertons far.

“Stil den i skabet i gangen,” sagde Pemberton.

Vaughn gjorde, som han havde fået besked på, og gik ud. Han kom tilbage med kassen med mad og vin.

“Mr. Buchanan mente, at De kunne have behov for noget at spise.”

“Stil det på bordet,” sagde Pemberton. “Og skaf så noget jod og gaze fra lægevognen.”

Den unge mand tøvede med blikket rettet mod Pembertons blodige ærme.

“Skal jeg hente doktor Cheney?”

“Nej,” sagde Serena. “Jeg tager mig af det.”

Efter Vaughn var gået, trådte Serena hen mod vinduet i soveværelset og kiggede ud på barakkerne.

“Har arbejderne elektricitet?”

“Kun i spisesalen.”

“Det er bedst sådan,” sagde Serena og gik ind midt i lokalet igen. “Ikke kun fordi det sparer penge, men også for mændene. De arbejder hårdere, hvis de lever spartansk.”

“Det her er også ret spartansk.”

23

Serena.indd 23

16/03/13 16.50

“I stedet er pengene til rådighed til at investere i nye skovområder,” sagde Serena. “Hvis vi havde ønsket, at vores penge skulle bruges anderledes, ville vi være blevet i Boston.”

“Sandt nok.”

“Hvem bor ved siden af?”

“Campbell. Han er blandt de mest værdifulde mænd her. Han kan lave regnskaber, reparere hvad som helst og håndtere en landmålerkæde så godt som nogen af landinspektørerne.”

“Og det sidste hus?”

“Doktor Cheney.”

“Spasmageren fra Wild Hog Gap.” “Den eneste læge, vi kunne få til at bo herude. Og selv ham var vi nødt til at tilbyde både hus og bil.”

Serena åbnede værelsets skabskommode og kiggede, hvorefter hun tog klædeskabet i øjesyn.

“Og hvad med min bryllupsgave, Pemberton?”

“I stalden.”

“Jeg har aldrig set en hvid araber.”

“Det er en imponerende hest,” sagde Pemberton.

“Jeg rider en tur på ham straks i morgen tidlig.”

Da Vaughn havde afleveret jod og gazebind, satte Serena sig på sengen og knappede Pembertons skjorte op. Hun fjernede våbnet, der sad i hans bælte. Hun tog kniven op af skeden og undersøgte det tørrede blod på bladet, før hun lagde den på sengebordet. Serena åbnede flasken med jod.

“Hvordan føles det at slås med en mand på den måde? Med en kniv, mener jeg. Er det ligesom at fægte, eller er det ... mere intimt?”

Pemberton prøvede at komme i tanke om ord, der kunne beskrive følelsen.

“Jeg ved det ikke,” sagde han til sidst, “bortset fra at det føles fuldstændigt virkeligt og fuldstændigt uvirkeligt på samme tid.”

Serena strammede grebet om hans arm, men hendes stemme blev blødere.

“Det her komme til at svie,” sagde hun og hældte langsomt den brun24

Serena.indd 24

16/03/13 16.50

røde væske i såret. “Den knivkamp, der var årsagen til din berygtethed i Boston – føltes den ligesom den i dag?”

“Faktisk var det et ølkrus i Boston,” svarede Pemberton. “Det var snarere et uheld under et værtshusslagsmål.”

“Den historie, jeg har hørt, handler om en kniv,” sagde Serena, “og fik offerets død til at lyde som alt andet end et uheld.”

Mens Serena holdt en pause for at tørre lidt overskydende jod væk, spekulerede Pemberton over, om han anede et strejf af skuffelse i Serenas stemme, eller om det kun var noget, han forestillede sig.

“Men denne gang var det næppe et uheld,” bemærkede Serena. “Jeg selv vil gribe sværdet – også om jeg skulle dø.”

“Jeg er bange for, at jeg ikke kender citatet,” sagde Pemberton. “Jeg er ikke så lærd som du.”

“Lige meget. Det er en leveregel, der bedre læres på den måde, du gjorde, end fra en bog.”

Mens Serena viklede gazebindet fri fra træspolen, smilede Pemberton.

“Hvem ved?” sagde han let. “På et sted så primitivt som dette, vil jeg tro, at knivkamp ikke kun er det ene køns ansvarsområde. Det kan være, du kommer i klammeri med en eller anden tobaksdunstende hejre og lærer det på samme måde som jeg.”

“Jeg ville gøre det,” sagde Serena med afmålt stemme, “om ikke andet så for at føle, hvad du følte i dag. Det er sådan, jeg vil have det, at alt ved dig også bliver en del af mig.”

Pemberton betragtede laget af stof blive tykkere, mens Serena viklede gaze om hans underarm; jod sivede gennem de første lag, men efterhånden skjulte bandagen det. Han huskede middagsselskabet i Back Bay en måned forinden, hvor værtinden, mrs. Lowell, havde henvendt sig til ham med ordene: Der er en kvinde her, der ønsker at blive præsenteret for Dem, mr. Pemberton. Jeg bør dog advare Dem. Hun har skræmt alle andre ungkarle i Boston væk. Pemberton huskede, hvordan han havde forsikret aftenens værtinde om, at han ikke let lod sig skræmme; han havde endvidere sagt, at det kunne være, den pågældende kvinde også burde advares mod ham. Mrs. Lowell havde bemærket, at hans ord syntes rimelige, 25

Serena.indd 25

16/03/13 16.50

hvorefter hun havde smilet og taget hans arm. Lad os hilse på hende, i så fald. Husk blot, at jeg har advaret Dem, præcis som jeg har advaret hende.

“Så,” sagde Serena, da hun var færdig. “Det burde være helet om tre dage.”

Serena samlede kniven op og tog den med ud i køkkenet, hvor hun rensede bladet med en våd klud.

“Jeg bruger slibestenen i morgen,” sagde Serena og lagde kniven til­ bage på sengebordet. “Det er et våben, der er en mand som dig værdigt, og lavet til at holde hele livet.”

“Og til at forlænge livet,” bemærkede Pemberton, “som det tilfældigvis viste sig.”

“Måske vil det ske igen, så hav den altid i nærheden.”

“Jeg opbevarer den på kontoret,” lovede Pemberton.

Serena satte sig på den højryggede stol over for sengen og trak sine jodphurs af. Hun klædte sig af uden at se på det, hun afførte sig, som hun blot lod falde på gulvet. Hele tiden holdt hun blikket rettet mod Pemberton. Hun tog undertøjet af og stillede sig foran ham. De kvinder, han havde kendt før Serena, havde været forlegne over deres kroppe og havde ventet på, at rummet blev mørklagt, eller på at dyner og tæpper blev trukket op over dem, men sådan var Serena ikke.

Bortset fra hendes øjne og hår var hun ikke smuk i konventionel forstand; hendes bryster var små og hofterne smalle, og samtidig var hendes ben for lange til hendes krop. Serenas smalle skuldre, tynde næse og høje kindben hvæssede hendes figur til en fremtrædende skarphed. Hendes fødder var små, og i betragtning af hendes øvrige træk så de mærkeligt skrøbelige og sårbare ud. Deres kroppe matchede hinanden godt; Serenas smidige form passede til hans større fysiske omfang og mere muskuløse bygning. Nogle gange var deres natlige eskapader så voldsomme, at sengen hoppede og dansede under dem. Pemberton kunne høre hurtige åndedrag uden at vide, hvis der var hvis. En form for tilintetgørelse, kaldte Serena deres parring, og selv om Pemberton aldrig selv ville være kommet på at beskrive det på den måde, var han vel klar over, at hendes ord beskrev oplevelsen helt præcist.

Serena kom ikke helt hen til ham med det samme, og en sensuel mat26

Serena.indd 26

16/03/13 16.50

hed steg op i ham. Han lod blikket glide hen over hendes krop og så ind i de øjne, der havde fortryllet ham, fra første gang de mødtes, med irisser i samme farver som poleret tin. Lige så hårde og tætte som tin også, med små pletter af guld, der snarere end at være indhyllet i det grå syntes at flyde som fnug på overfladen. Øjne, der ikke lukkede sig, når deres legemer mødtes, og hun trak ham ind i sig med sit blik i lige så høj grad som med sin krop.

Serena trak gardinerne fra, så månelyset spredtes hen over sengen.

Hun vendte sig bort fra vinduet og så sig omkring i værelset, som om hun et øjeblik havde glemt, hvor hun var.

“Dette her kommer til at fungere ganske fint for os,” sagde hun til sidst og rettede igen blikket mod Pemberton, mens hun bevægede sig hen mod sengen.

Serena.indd 27

16/03/13 16.50

Kapitel 2 Den følgende morgen præsenterede Pemberton sin kone for lejrens hundrede arbejdere. Mens han talte, stod Serena ved hans side, klædt i sorte ridebukser og blå denimskjorte. Hun havde andre jodphurs på end dagen før, fremstillet i Europa, og læderet var skrammet og slidt, snuderne besat med anløbent sølv. Serena holdt vallakkens tømmer; araberens hvidhed var så intens, at den virkede næsten gennemskinnelig i det tidlige dagslys. Sadlen på hestens ryg var fremstillet af tysk læder med uldstoppede indfældninger og kostede mere, end en skovhugger tjente på et år. Flere mænd kommenterede stigbøjlerne, som ikke var anbragt sammen på venstre side.

Wilkie og Buchanan stod på verandaen med kaffekopper i hænderne.

Begge var de klædt i habit og slips, og deres eneste indrømmelse over for miljøet var deres knælange læderstøvler, som bukserne var stukket ned i for ikke at blive mudrede. Det var et antræk, som Pemberton, hvis grå bukser og ternede arbejdsskjorter ikke adskilte sig synderligt fra arbejdernes påklædning, fandt en anelse latterligt i sådanne omgivelser, en opfattelse, der kun blev forstærket af Serenas tøj.

“Mrs. Pembertons far ejede Vulcan Lumber Company i Colorado,” sagde Pemberton til arbejderne. “Han har oplært hende godt. Hun er lige så god som nogen mand her, som I snart vil erfare. Hendes ordrer skal efterkommes på nøjagtig samme måde som mine.”

Blandt de forsamlede skovhuggere var en skægget fældningssjakbajs ved navn Bilded. Han harkede højlydt og spyttede en gul klar slim ud på 28

Serena.indd 28

16/03/13 16.50

jorden. Med sine en meter og otteogfirs og hundrede kilo var Bilded en af de få mænd i lejren, der var lige så store som Pemberton.

Serena åbnede sadeltasken og tog en Watermanpen og en læderindbundet notesbog frem. Hun talte lavmælt til sin hest, rakte tømmerne til Pemberton, gik hen til Bilded og stillede sig, hvor han havde spyttet. Hun pegede på et asketræ ved siden af kontoret, som havde fået lov at blive stående på grund af den skygge, det kastede.

“Jeg vil indgå et væddemål med Dem,” sagde Serena til Bilded. “Vi skal begge gætte på det samlede antal bræddefod i asketræet der. Så skriver vi vores gæt ned og ser, hvem der er tættest på.”

Bilded stirrede på Serena og lod derefter blikket glide hen mod træet, som om han allerede tog mål af dets højde og bredde. Han så ikke på Serena, men på træet, da han talte.

“Hvordan ved vi, hvem der var tættest?”

“Jeg får det hugget om og fragtet ned på savværket,” sagde Pemberton.

“I aften ved vi, hvem der har vundet.”

Nu var også doktor Cheney kommet ud på verandaen for at se til. Han strøg en tændstik på gelænderet og tændte sin efter-morgenmaden, cigaret, og lyden var høj nok til, at adskillige arbejdere drejede hovedet for at finde lydens kilde. Pemberton kiggede også på lægen og bemærkede, hvordan morgenlyset fremhævede mandens usunde lød og fik det fedladne ansigt til at fremstå gråt og bearbejdeligt, som snavset brøddej.

Denne effekt blev yderligere understreget af den pludrede hals og de posede kinder.

“Hvor meget vædder vi om?” spurgte Bilded.

“To ugers løn.”

Beløbet fik Bilded til at tøve.

“Der er ikke noget lusk ved det? Hvis jeg vinder, får jeg to ugers ekstra løn?”

“Ja,” sagde Serena, “og hvis du taber, arbejder du to uger gratis.”

Hun rakte blok og pen frem mod Bilded, men han løftede ikke hånden for at tage imod dem. En arbejder bag ham fnisede.

“Måske foretrækker De, at jeg skriver først?” sagde Serena.

“Ja,” svarede Bilded efter et øjeblik.

29

Serena.indd 29

16/03/13 16.50

Serena vendte sig mod træet og studerede det et helt minut, før hun satte pennen til papiret og skrev et tal. Hun rev papiret af blokken og foldede det.

“Deres tur,” sagde hun og rakte igen pen og notesblok frem mod Bilded.

Bilded gik helt hen til træet for bedre at kunne vurdere dets omfang.

Så kom han tilbage og kiggede på træet lidt mere, før han skrev sit eget gæt på blokken. Serena vendte sig mod Pemberton.

“Er der en mand, som både vi og arbejderen stoler nok på til, at vi kan overlade vores gæt til ham?”

“Campbell,” sagde Pemberton og nikkede i retning af opsynsmanden, som betragtede optrinnet fra døråbningen til kontoret. “Er det i orden med Dem, Bilded?”

“Ja,” sagde Bilded.

Serena red ud bag skovhuggerne, mens de fulgte jernbanesporet mod sydsiden af Noland Mountain, gennem arealer med træstubbe, der på afstand lignede gravsten på en nylig forladt slagmark. Skovhuggerne forlod snart jernbanen, som gik over bjergets højre side, og fulgte i stedet sidesporet med deres frokost i poser og små sække og med mælke­spande i metal og metalkasser formet som brød. Nogle af mændene bar overalls, andre flonelskjorter og bukser. De fleste gik med Chippawah-støvler; enkelte bar lærreds- eller lædersko. Skiltedrengene gik med bare fødder.

Skovhuggerne kom forbi det Shay-lokomotiv, de kaldte en sidewinder, og de to passagervogne, der fragtede de arbejdere, der boede i Waynesville, frem og tilbage; derefter de seks fladvogne til tømmeret og McGiffert-gravemaskinen og endelig, der hvor sidesporet sluttede, slæberen, der allerede hvæsede og osede, mens kranarmens stålkabler vikledes af spolerne og strakte sig flere hundrede meter opad, til der hvor stjærteblokken gik rundt om en massiv valnøddestub. På afstand lignede kranarmen en enorm fiskestang med haspe, hvor kablerne udgjorde linen. Kranarmen var vinklet ind mod bjergsiden, og kablerne var så spændte, at det så ud, som om hele bjerget var på krogen og klar til at blive slæbt ned ad skinnerne til Waynesville. Stammer, der var fældet sent om lørdagen, dinglede stadig fra kablerne, og mændene var yderst 30

Serena.indd 30

16/03/13 16.50

påpasselige, når de gik under dem, som var de skyer fyldt med dynamit.

Luften blev hele tiden tyndere, mens arbejderne sled sig op ad den stejle skråning, på vej til værktøj, der lå skjult under blade eller hang på grenene som de gamle hebræeres harper. Ikke kun økser, men også kapsave på to en halv meter og stålkiler og taljeblokke og pigstave og de firekilos hammere, man kaldte dunderdjævle, og de sekskilos, der hed grovmestre. Nogle af disse redskaber havde initaler brændt ind i skæfterne, og nogle havde fået navne, ligesom man ville give en hest eller en riffel. Alle, bortset fra de allernyeste, havde skæfter, der var slidt bløde og blanke af hænder, på samme måde som sten poleres af vand.

Mens mændene bevægede sig i dette område med stubbe og småkrat, som de benævnte snittet, holdt de omhyggeligt øje med, hvor de satte fødderne, for selv om slangerne sjældent rørte på sig, før solen ramte bjerg­ siden, tog hvepsearterne ikke den slags hensyn. Det gjorde selve bjerget heller ikke, og en mand kunne sagtens blive sendt hovedkulds nedad, især på en dag som denne, hvor den nylige regn havde gjort jorden glat og svært medgørlig for fødder og gribende hænder. De fleste af arbejderne var stadig udmattede efter sidste uges elleve-timers arbejdsdage. Nogle havde tømmermænd, andre havde forskellige skader. Før de begav sig op ad bjerget, havde mændene allerede drukket fire eller fem kopper kaffe, og alle havde de på sig cigaretter og skråtobak. Nogle brugte ko­kain for at holde sig gående og årvågne, for når først fældningen begyndte, skulle man passe på øksehoveder, der sprang tilbage fra træstammer, og savtænder, der kunne bide fat i knæ, og gribetængerne på kablet, der kunne svinge fri, og selve kablet, der kunne knække. Farligst af alt var de skårede og forrevne grene, kaldet enkemagere, der ventede minutter eller timer eller endda dage, før de faldt til jorden som knusende spyd.

Pemberton stod på verandaen, mens Serena fulgte efter arbejderne ud i skoven. Selv på afstand kunne han se hendes vuggende hofter og krummede ryg. Selv om de havde elsket om morgenen såvel som aftenen før, mærkede Pemberton, at begæret øgede hans puls og fremmanede billedet af første gang, han havde set hende ride på New England Hunt Club.

Den morgen havde han siddet på klubhusets veranda og kigget på Serena og hendes hest, der sprang over hække og stakitter. Han havde ­a ldrig 31

Serena.indd 31

16/03/13 16.50

været en mand, der let lod sig imponere, men det var det eneste ord, der beskrev det, han havde følt, da Serena og hesten sprang og svævede gennem luften i noget, der lignede adskillige sekunder, før de atter ramte jorden på barrierens anden side. Han havde følt sig umanerligt heldig med, at de havde fundet hinanden, om end Serena allerede havde fortalt ham, at deres møde ikke udelukkende var et heldigt tilfælde, men noget uundgåeligt, skæbnebestemt.

Den morgen i klubben var to kvinder kommet ud på verandaen og havde sat sig i nærheden, klædt, i modsætning til Serena, i røde jagt­blazere med svalehaler og sorte jagtstøvler. De drak varm te for at holde morgenkulden ude af kroppen. Jeg formoder, hun forestiller sig, at det er korrekt etikette at ride uden jakke og hat, havde den yngste af de to kvinder sagt, hvortil den anden havde bemærket, at det var det sikkert i Colorado. Min brors kone gik på miss Porter’s sammen med hende, sagde den ældre kvinde. Hun dukkede simpelthen op en dag, en forældreløs fra de vestlige vildmarker. En velstående kvinde, og bedre uddannet end man skulle forestille sig, men selv Sarah Porter havde intet held med at lære hende sociale færdigheder. Aldeles for stolt, hævder min svigerinde, selv for den storsnudede flok. Et par af pigerne havde tilstrækkelig medlidenhed med hende til at invitere hende hjem til sig i ferien, men ikke alene afslog hun invitationen, hun gjorde det også på en meget uvenlig manér. Hun blev tilbage sammen med de gamle skolefrøkner i stedet. Den yngste kvinde havde bemærket, at Pemberton lyttede, og vendte sig om mod ham. Kender De hende? havde hun spurgt. Ja, havde han svaret. Hun er min for­lovede. Den yngre kvinde havde rødmet, men hendes ældre ledsager havde smilet syrligt til Pemberton. Javel så, havde hun sagt i et iskoldt tonefald, i det mindste anser hun Dem for at være værdig til hendes selskab.

Bortset fra mrs. Lowells korte kommentar om tidligere bejlere havde den morgen været den eneste gang, han havde hørt Serenas fortid omtalt af andre end Serena selv. Hun havde dog aldrig været særlig meddelsom i den henseende. Når Pemberton spurgte til tiden i Colorado eller i New England, var hendes svar stort set altid kortfattede, og hun sagde til ham, at de ikke havde mere brug for fortiden, end den havde brug for dem.

Men Serenas natlige mareridt fortsatte. Hun talte aldrig om dem, selv 32

Serena.indd 32

16/03/13 16.50

ikke når Pemberton stillede spørgsmål, selv ikke i de tilfælde hvor ham trak hendes vildt spjættende krop fri af deres greb, som om han hev hende op af en forræderisk brænding. Det måtte have noget at gøre med det, der var sket med hendes familie hjemme i Colorado, det var han overbevist om. Han var ligeledes overbevist om, hvor forbløffede andre, der kendte Serena, ville være over, hvor barnlig hun fremstod i de øjeblikke, over den måde, hvorpå hun klyngede sig til ham, indtil hun klynkende faldt i søvn igen.

Køkkendøren smækkede, da en arbejder kom ud og slyngede et vaskefad fyldt med snavset gråt opvaskevand ud i en grøft, der stank af fedt og madrester. Den sidste skovhugger var forsvundet ind i skoven. Snart efter kunne Pemberton høre lyden af økser, da førstehuggerne markerede træerne, en lyd som riffelskud, der gav genlyd gennem dalen, mens andre arbejdere begyndte at save og hugge endnu et par hektar vildnis ud af Haywood County.

På dette tidspunkt var det hold, der var blevet udvalgt til at fælde asketræet, vendt tilbage til lejren med deres værktøj. De tre mænd satte sig på hug ved træet, som var det et lejrbål, mens de talte sammen om, hvordan de bedst skulle gribe opgaven an. Campbell sluttede sig til dem og besvarede deres spørgsmål med ord, der var organiseret, så de lød som forslag snarere end ordrer. Efter et par minutter rejste Campbell sig. Han vendte sig mod verandaen og nikkede til Pemberton; han lod blikket blive hængende lige akkurat længe nok til at bekræfte nøjagtigt, hvad der krævedes af ham. Campbells brune øjne var mandelformede som en kats.

Pemberton fandt, at deres størrelse var passende for en mand, der var så opmærksom på ting i periferien, opmærksomme og samtidig agtpå­ givende, grunden til, at Campbell havde overlevet så langt op i trediverne i en branche, hvor uopmærksomhed sjældent blev tilgivet. Pemberton nikkede, og Campbell gik hen langs skinnerne for at tale med lokomotivføreren. Pemberton betragtede ham, mens han gik, og bemærkede, at selv en mand så forsigtig som Campbell manglede en ringfinger. Hvis man kunne samle alle de mistede kropsdele og sy dem sammen, ville man få en ekstra arbejder hver måned, havde doktor Cheney spøgefuldt bemærket engang.

33

Serena.indd 33

16/03/13 16.50

Fældeholdet viste hurtigt, hvorfor Campbell havde valgt dem. Førstehuggeren tog sin økse og lavede med to dygtige slag en underhugning cirka tredive centimeter over jorden. De to savere gik ned på det ene knæ, tog fat om valnøddetræshåndtagene og begyndte at save, mens barkstykker smældede og brækkede mod ståltænderne. Mændene kom ind i en rytme, og snart voksede bunker af savsmuld op for deres fødder, som sand der siver ned gennem et timeglas. Pemberton vidste, at de arbejdere, der brugte kapsavene, kaldte dem “elendighedspiske” på grund af de anstrengelser, det krævede at håndtere dem, men når man så på disse to mænd, så det aldeles uanstrengt ud, som om de lod saven glide mellem to glatslebne planker. Når saven begyndte at sætte sig fast, brugte førstehuggeren en dunderdjævel til at hamre en kile ind. I løbet af et kvarter lå træet på jorden.

Pemberton gik ind og brugte lidt tid på nogle fakturaer, mens han fra tid til anden lod blikket glide ud ad vinduet i retning af Noland Mountain. Han og Serena havde kun været adskilt i få minutter ad gangen siden vielsen. Hendes fravær fik papirarbejdet til at synes mere kedsommeligt og lokalet til at virke mere tomt. Pemberton huskede, hvordan hun havde vækket ham den morgen med et kys på øjenlågene og en let hånd på skulderen. Serena havde også selv været temmelig døsig, og da hun nærmest dovent havde taget Pemberton i sine arme, var det, som om han havde forladt sin egen drøm for at træde ind i en fælles drøm, der var bedre og mere righoldig.

Serena holdt sig ude hele formiddagen for at lære landskabet at kende og navnene på arbejderne og bakkekammene og vandløbene.

Franklinuret på kommoden slog tolv, da Harris’ Studebaker parkerede foran kontorbygningen. Pemberton lagde papirerne fra sig og gik ud for at tage imod ham. I lighed med Pemberton gik Harris ikke meget anderledes klædt end sine arbejdere, og det eneste tegn på hans velstand var en kraftig guldring på hans højre hånd med en safir, der var så skarp og blå som sin ejers øjne. Han var halvfjerds år gammel, vidste Pemberton, men det livlige sølvgrå hår og de skinnende guldtænder passede godt til en mand, der var alt andet end rusten.

“Hvor er hun så?” spurgte Harris, da Pemberton trådte ud på veran­ 34

Serena.indd 34

16/03/13 16.50

daen. “En kvinde, der er så imponerende, som du påstår, bør ikke gemmes væk.”

Harris holdt en pause og smilede, mens han drejede hovedet en smule og rettede højre øje mod Pemberton, som om han sigtede på et mål.

“Og dog, ved nærmere eftertanke skulle du måske gemme hende af vejen. Hvis hun er, som du siger.”

“Det får du at se,” sagde Pemberton. “Hun er ovre på Noland. Vi kan skaffe et par heste og ride derop.”

“Det har jeg ikke tid til,” svarede Harris. “Hvor gerne jeg end ville møde din brud, kommer alt dette park-nonsens i første række. Vores højt estimerede indenrigsminister har fået Rockefeller til at donere fem millioner. Nu er Albright sikker på, at han kan købe Champion ud.”

“Tror du, de vil sælge?”

“Jeg ved det ikke,” sagde Harris, “men alene den kendsgerning, at Champion tager tilbuddet til efterretning virker som en opmuntring, ikke bare på minister Albright, men på dem alle sammen, både her og i Washington. De er allerede begyndt at drive bønder væk fra deres jorder i Tennessee.”

“Det her skal afgøres én gang for alle,” sagde Pemberton.

“Det skal jeg pokkerme love dig, at det skal. Jeg er lige så træt som dig af at fylde lommerne på de vinkelskrivere i Raleigh.”

Harris trak et ur op af lommen og kiggede på det.

“Klokken er mere, end jeg troede,” sagde han.

“Har du haft mulighed for at kigge på området ved Glencoe Ridge?” spurgte Pemberton.

“Kom forbi mit kontor lørdag formiddag, så tager vi ud og kigger på det sammen. Tag din kone med,” sagde Harris. Han standsede op for at nikke anerkendende ad dalens træstubbe og rydninger. “Du har gjort det godt her, selv med de to spradebasser, du har som partnere.”

Pemberton gik ikke tilbage til sit kontor, da Harris var taget af sted, men red i stedet ud til Noland Mountain. Han fandt Serena i færd med at spise frokost med to sjakformænd. Ind imellem mundfulde af sandwich diskuterede de, hvorvidt det ville være omkostningerne værd at indkøbe en slæbemaskine mere. Pemberton steg af hesten og sluttede sig til dem.

35

Serena.indd 35

16/03/13 16.50

“Asketræet er på savværket,” sagde Pemberton, da han satte sig ved siden af hende, “så Campbell har antallet af bræddefod klokken halv seks.”

“Er der andre af mændene, der har væddet med dig?”

“Nej.” “Er der nogle af jer, der vil indgå et væddemål?” sagde Serena til de to sjakbajser.

“Nej, frue,” sagde den ældste. “Jeg har ingen trang til at vædde med Dem om noget, der har med tømmer at gøre. Jeg kunne måske have haft lyst før i dag, men ikke nu og især ikke efter, at De viste os det kneb med kabelenden.”

Den yngre mand nøjedes med at ryste på hovedet.

De to mænd blev færdige med at spise og samlede deres sjak sammen.

Snart efter fyldtes skoven igen af lyden af økser og kapsave. Araberhesten fnysede, og Serena gik hen og lagde en hånd på dens hals. Hun talte til hesten, og den faldt til ro.

“Harris kom forbi,” sagde Pemberton. “Han vil gerne have, at vi tre tager over og kigger på Glencoe Ridge på lørdag.”

“Skal han kigge efter andet end kaolin og kobber?”

“Det tvivler jeg på,” sagde Pemberton,”selv om der er blevet vasket en lille smule guld i vandløb i området. Der er rubin- og safirminer i nærheden af Franklin, men det er tres kilometer væk.”

“Jeg håber, han finder noget,” sagde Serena og trådte nærmere for at tage Pembertons hånd. “Det vil være en ny begyndelse for os, vores første rigtige partnerskab.”

Pemberton smilede. “Plus Harris.”

“For nuværende,” sagde Serena.

Da Pemberton red tilbage til lejren, tænkte han på en eftermiddag i Boston, hvor han og Serena havde ligget i sengen med fugtige og krøllede lagener. Den tredje eller fjerde dag, han havde været sammen med hende.

Serenas hoved havde hvilet mod hans skulder, og hun lå med en hånd på hans bryst, mens hun talte.

“Hvor vil du hen efter Carolina?”

“Jeg har ikke tænkt så langt frem,” havde Pemberton svaret. “’Jeg’? Hvorfor ikke ’vi’?” havde hun sagt.

36

Serena.indd 36

16/03/13 16.50

“Okay, siden det nu er ’vi’, vil jeg overlade den beslutning til dig,” havde Pemberton sagt i et spøgefuldt tonefald.

Serena havde løftet hovedet og set ham ind i øjnene.

“Brasilien. Jeg har undersøgt det. Uberørte mahogniskove, og ingen love udover naturens love.”

“Meget vel,” havde Pemberton sagt. “Nu er den eneste beslutning, ’vi’ er nødt til at tage, hvor vi skal spise middag. Da du nu har besluttet alt andet på vores vegne, må jeg så få lov at vælge?”

Serena havde ikke besvaret hans spørgsmål. I stedet havde hun trykket hånden hårdere mod hans bryst og havde ladet den ligge, mens hun mærkede hans pulsslag.

“Jeg havde hørt, at du havde et stærkt og frygtløst hjerte,” havde hun sagt, “og det passer.”

“Så du undersøger mænd på samme måde, som du undersøger potentielle skovningsområder?” havde Pemberton spurgt.

“Naturligvis,” havde Serena sagt.

Klokken seks forsamledes alle arbejdere i lejren foran kontoret. Selv om de fleste fældningssjak bestod af tre mand, sluttede et sjak, der mistede en mand, sig ofte til et andet sjak, en ordning, der ikke altid var midlertidig. En mand ved navn Snipes fungerede som leder for sådan et sjak, idet den anden sjakbajs, Stewart, var en dygtig arbejder, men en uinspirerende rorgænger. Stewart var mindst lige så lettet over denne ordning som nogen anden.

På Snipes’ hold var der en analfabetisk lægprædikant ved navn McIntyre, som var meget forfalden til energiske erklæringer om den snarligt kommende apokalypse. McIntyre benyttede enhver lejlighed til at delagtiggøre andre i sine betragtninger, især pastor Bolick, en presbyteriansk præst, der holdt gudstjenester i lejren onsdag aften og søndag morgen.

Pastor Bolick opfattede sin med-teolog som ikke bare umådeligt irriterende, men også decideret forrykt og gjorde, hvad han kunne for at undgå ham, i lighed med resten af mændene i lejren. McIntyre havde været fraværende hele formiddagen på grund af en omgang diarré, men var mødt på arbejde ved middagstid. Da han så Serena stå på verandaen 37

Serena.indd 37

16/03/13 16.50

iført bukser, fik han den pebermyntepastil, han suttede på for at berolige maven, galt i halsen.

“Der står hun,” spruttede McIntyre, “den babylonske hore i egen person.”

Dunbar, der som nittenårig var sjakkets yngste medlem, stirrede uforstående hen mod verandaen. Han vendte sig om mod McIntyre, der var klædt i den sorte præstehat og flossede sorte kjolefrakke, han bar selv på de varmeste dage som symbol på sit sande kald.

“Hvor?” spurgte Dunbar.

“Lige der på verandaen, så skamløs som Jesabel.”

Stewart, der sammen med McIntyres kone og søster udgjorde hele lægprædikantens menighed, vendte sig mod præsten og sagde: “Hvorfor siger du det, præst?”

“De der bukser,” erklærede McIntyre. “Det står i Johannes’ Åbenbaring. Der står, at den babylonske hore vil træde frem på den yderste dag med bukser på.”

Ross, en bister mand, der ikke var velvilligt indstillet over for McIntyres tirader, stirrede på lægprædikanten, som om han var en chimpanse, der pludrende var vandret ind i lejren.

“Jeg har læst åbenbaringen mange gange, McIntyre,” sagde Ross, “men lige det vers er jeg aldrig stødt på.”

“Det er ikke med i King James-udgaven,” sagde McIntyre. “Det er i den originale græske.”

“Læser du græsk?” sagde Ross. “Det er ret flot af en mand, der ikke engang kan læse engelsk.”

“Altså, nej,” sagde McIntyre langsomt. “Jeg kan ikke læse græsk, men jeg har hørt fra dem, som der gør.”

“Dem, som der gør,” sagde Ross og rystede på hovedet.

Snipes tog sin bruyerepibe ud af munden for at sige noget. Hans overalls var så slidte og lappede, at det oprindelige denim nu mest virkede som noget, man havde fundet på sidenhen. Der var ikke gjort nogen forsøg på at matche lappernes nye farver med den gamle. I stedet var sjakbajsens overalls repareret med et sammensurium af gult, grønt, rødt og orange stof. Snipes betragtede sig selv som en lærd mand og hævdede, at 38

Serena.indd 38

16/03/13 16.50

da klare og forskelligartede farver blev brugt i naturen til at advare andre væsner om fare, kunne den slags lapper ikke alene bortskræmme både store og små kryb, men også faldende grene og lynnedslag. Snipes holdt piben op foran øjnene, betragtede den et øjeblik og løftede så hovedet og talte.

“Der er forskelle på alle sprog i verden,” sagde Snipes med dybsindig overbevisning og lod til at være klar til at forklare sin pointe, da Ross holdt en hånd op.

“Nu kommer resultatet,” sagde Ross. “Gør dig klar til at tømme lommerne, Dunbar.”

Campbell stillede sig på stubben efter asketræet og tog en notesblok op af lommen. Mændene blev stille. Campbell kiggede hverken på mændene eller ejerne. Han holdt blikket fast rettet mod blokken, som for at benægte nogen form for favorisering, selv mens han oplæste resultatet.

“Mrs. Pemberton vinder med tredive bræddefod,” sagde Campbell og trådte ned uden yderligere kommentarer.

Mændene begyndte at spredes, og de, som havde væddet og vundet, mænd som Ross, bevægede sig tydeligvis med lettere skridt end taberne.

Snart var der kun dem, der havde set på fra verandaen, tilbage.

“Det er vel en anledning til en skål i vores bedste whisky,” bekendtgjorde Buchanan.

Han og Wilkie fulgte efter doktor Cheney og ægteparret Pemberton ind på kontoret. De gik gennem det forreste lokale og ind i et mindre rum bagved med en bar langs den ene væg og et tre en halv meter langt spisebord midt i, rundt om hvilket stod tolv velpolstrede stole. Der var et ildsted af sten og et enkelt vindue i lokalet. Buchanan gik om bag baren og stillede en flaske Glenlivet og en flaske soda frem på det lakerede træ.

Han fandt fem kraftige Steuben-glas under baren og fyldte en kande med isklumper fra fryseboksen.

“Jeg kalder dette her for restitutionsrummet,” sagde doktor Cheney til Serena. “Som De kan se, er det velforsynet med alle mulige slags alkohol. Jeg finder, at det er ganske tilstrækkeligt til mine egne medicinske behov.”

“Doktor Cheney har ikke brug for restitutionsrum andre steder, for 39

Serena.indd 39

16/03/13 16.50

den gode doktors patienter kommer sig sjældent,” sagde Buchanan fra sin plads bag baren. “Jeg ved, hvad disse slyngler foretrækker, men hvad med Dem, mrs. Pemberton?”

“Det samme.”

Alle undtagen Buchanan satte sig. Serena studerede bordet og lod fingrene glide hen over bordpladen. “Ét stykke kastanjetræ,” sagde Serena anerkendende. “Blev træet fældet i nærheden?”

“Lige her i dalen,” sagde Buchanan. “Det var hundrede tolv fod højt.

Vi har ikke siden fundet et, der var lige så højt.”

Serena løftede blikket fra bordpladen og så sig om i lokalet.

“Jeg er bange for, at dette rum er temmelig bart og dystert, mrs. Pemberton,” sagde Wilkie. “Men her er komfortabelt, endda hyggeligt på sin egen måde, især om vinteren. Vi håber, at De vil indtage deres aftensmåltider her, ligesom vi fire har haft for vane før Deres behagelige ankomst.”

Serena nikkede, mens hun stadig studerede rummet.

“Fremragende,” sagde doktor Cheney. “En kvindes skønhed ville gøre meget for at lysne disse dunkle omgivelser.”

Buchanan talte, mens han rakte Serena en drink.

“Pemberton har fortalt mig om Deres forældres tragiske bortgang under influenzaepidemien i 1918, men har De søskende?”

“Jeg havde en bror og to søstre. De døde også.”

“Alle under epidemien?”

“Ja.” Wilkies moustache skælvede en anelse, og hans rindende øjne fik et sørgmodigt udtryk.

“Hvor gammel var De, min kære?”

“Seksten.”

“Jeg mistede også en søster under epidemien, min lillesøster,” sagde Wilkie, “men at miste hele sin familie i så ung en alder. Jeg kan ikke forestille mig, hvor slemt det må have været.”

“Det gør også mig ondt, men Deres held er nu vores held,” sagde doktor Cheney.

40

Serena.indd 40

16/03/13 16.50

“Det var mere end blot held,” sagde Serena. “Det sagde lægen selv.”

“Hvad tilskrev min kollega udi helbredelse Deres overlevelse?”

Serena kiggede direkte på Cheney med øjne, der var lige så udtryks­ løse som hendes stemme.

“Han sagde, at jeg simpelthen nægtede at dø.”

Doktor Cheney lagde langsomt hovedet på skrå, som om han forsøgte at kigge om et hjørne. Lægen stirrede nysgerrigt på Serena, hævede øjenbrynene et øjeblik og slappede så af igen. Buchanan stillede de øvrige drinks på bordet og satte sig. Pemberton løftede sit glas og smilede for at lette stemningen.

“En skål for endnu en sejr for ledelsen over arbejderne,” sagde han.

“Også en skål for Dem, mrs. Pemberton,” sagde doktor Cheney. “Det er det smukke køns natur at mangle mandens analytiske evner, men De har, i det mindste i dette tilfælde, i nogen grad kompenseret for denne svaghed.”

Serenas ansigtsudtryk blev stramt, men hendes irritation forsvandt lige så hurtigt, som den var dukket frem, strøget bort fra hendes ansigt som en vilter hårlok.

“Min mand fortæller mig, at De kommer fra disse bjergegne, fra et sted ved navn Wild Hog Gap,” sagde Serena til Cheney. “Tydeligvis er Deres opfattelse af mit køn formet af de sjusker, De er opvokset sammen med, men jeg kan forsikre Dem om, at kvinders natur er langt mere ­varieret, end Deres begrænsede erfaringer tillader Dem at ane.”

Doktor Cheneys mundvige fortrak sig i et glædesløst smil, som blev de trukket i position af fiskekroge.

“Du er rigtignok gift med en rapmundet dame,” klukkede Wilkie og hævede glasset mod Pemberton. “Lejren bliver et livligere sted nu.”

Buchanan hentede whiskyflasken og stillede den på bordet.

“Har De nogensinde været på disse kanter før, mrs. Pemberton?” spurg­te han.

“Nej, det har jeg ikke.”

“Som De har set, er vi noget isolerede her.”

“Noget?” udbrød Wilkie. “Somme tider har jeg det, som om jeg er blevet forvist til Månen.”

41

Serena.indd 41

16/03/13 16.50

“Asheville er kun firs kilometer væk,” sagde Buchanan. “Den har sin egen landsbycharme.”

“Ganske rigtigt,” indskød doktor Cheney, “inklusive indtil flere tuberkulosesanatorier.”

“De har givetvis hørt om George Vanderbilts gods,” fortsatte Bucha­ nan, “som også er beliggende der.”

“Biltmore er ganske rigtigt imponerende,” medgav Wilkie. “Et ægte fransk slot, mrs. Pemberton. Selveste Olmsted kom ned fra Brookline for at designe grunden. Vanderbilts datter Cornelia bor der nu sammen med sin mand, en brite ved navn Cecil. Jeg har været gæst hos dem ved visse lejligheder. Yderst elskværdige mennesker.”

Wilkie tav et øjeblik for at tømme sit glas, som han satte fra sig på bordet. Hans kinder blussede let på grund af alkoholen, men Pemberton vidste, at det var Serenas tilstedeværelse, der gjorde ham mere snakkesalig end sædvanligt.

“Jeg hørte en vending i dag, der er værdig til indlemmelse i din bog, Buchanan,” fortsatte Wilkie. “To arbejdere nede ved opsamlingsdammen diskuterede et slagsmål og talte om, hvordan den ene kombattant ’fjerede’ den anden. Det betyder angiveligt at tilføje modstanderen svær skade.”

Buchanan fandt en fyldepen og en sort, læderindbundet notesbog frem fra inderlommen. Han satte pennen til papiret og skrev fjerede, efterfulgt af et spørgsmålstegn. Han pustede blækket tørt og lukkede notesbogen.

“Jeg tvivler på, at det har rødder på de britiske øer,” sagde Buchanan.

“Måske er det snarere et udtryk hentet fra hanekampe.”

“Det ville Kephart utvivlsomt vide,” sagde Wilkie. “Har De hørt om ham, mrs. Pemberton, vores lokale Thoreau? Buchanan her er en temmelig stor beundrer af hans arbejde, på trods af at det er Kephart, der står bag alt dette nationalpark-nonsens.”

“Jeg har set hans bøger i vinduets hos Grolier’s,” sagde Serena. “Som man muligvis kan forestille sig, var de ganske begejstrede for en Harvard-mand, der havde forvandlet sig til Natty Bumppo.”

“Udover at være forhenværende bibliotekar fra Saint Louis,” bemærkede Wilkie.

42

Serena.indd 42

16/03/13 16.50

“Bibliotekar og forfatter,” sagde Serena, “og ikke desto mindre vil han forhindre os i at høste netop de ting, som bøger er lavet af.”

Pemberton tømte sin anden whisky og mærkede væskens bløde glidetur ned gennem halsen. Dens varme glød øgede hans følelse af tilfredshed. Han oplevede en fornemmelse af inderlig undren over, at denne kvinde, hvis eksistens han intet anede om, da han forlod dalen tre måneder tidligere, nu var hans kone. Pemberton lagde højre hånd på Serenas knæ og var ikke overrasket over, at hun placerede sin venstre hånd på hans knæ. Hun lænede sig ind mod ham og lod et par sekunder hovedet hvile i mellemrummet mellem hans hals og hans skulder. Pemberton prøvede at forestille sig, hvad der kunne gøre øjeblikket bedre, men han kunne ikke komme i tanke om noget, bortset fra hvis han og Serena havde været alene.

Klokken syv dækkede to køkkenmedhjælpere bordet med Spode-porcelæn og sølvbestik og bomuldsservietter. De forlod lokalet og vendte tilbage med en vogn læsset med kurve med smurte kuvertbrød og et sølvfad dækket med oksekød, store skåle fyldt med kartofler og gulerødder og squash, forskellige geléer og andet tilbehør.

De var halvvejs gennem måltidet, da Campbell, som havde siddet ­bøjet over additionsmaskinen i det forreste lokale, dukkede frem i dør­ åbningen.

“Jeg har brug for at vide, om De og mrs. Pemberton holder Bilded fast på væddemålet,” sagde Campbell. “Det er til lønudbetalingen.”

“Er der nogen grund til, at vi ikke skulle gøre det?” spurgte Pemberton.

“Han har kone og tre børn.”

Ordene blev udtalt uden nogen betoning, og Campbells ansigt var absolut udtryksløst. Pemberton spekulerede på, og ikke for første gang, hvordan det ville være at spille poker mod denne mand.

“Så meget desto bedre,” sagde Serena. “Det vil gøre det til en mere effektiv lektion for de øvrige arbejdere.”

“Vil han stadig være sjakbajs?” spurgte Campbell.

“Ja, de næste to uger,” sagde Serena, mens hun kiggede på Pemberton, og ikke på Campbell.

43

Serena.indd 43

16/03/13 16.50

“Og så?”

“Så bliver han fyret,” sagde Pemberton til opsynsmanden. “Endnu en lektion for mændene.”

Campbell nikkede, gik tilbage til kontoret og lukkede døren efter sig.

Den klaprende, skraldende lyd af additionsmaskinen hørtes snart efter igen.

Buchanan gjorde mine til at tale, men forholdt sig alligevel tavs.

“Noget galt, Buchanan?” sagde Pemberton.

“Nej,” sagde Buchanan efter et øjeblik. “Væddemålet havde intet med mig at gøre.”

“Lagde du mærke til, hvordan Campbell prøvede at påvirke dig, Pemberton?” sagde doktor Cheney, “men dog uden at gøre det direkte. Han er ganske intelligent i den henseende, ikke sandt?”

“Jo,” gav Pemberton ham ret. “Havde omstændighederne maget sig anderledes, kunne han være kommet på Harvard. Måske ville han endda, i modsætning til mig, have gennemført studierne.”

“Men uden dine erfaringer fra Bostons kroer,” sagde Wilkie, “ville du måske være blevet offer for Abe Harmon og hans Bowie-kniv.”

“Sandt nok,” sagde Pemberton, “men det års fægtetræning, jeg fik på Harvard, bidrog til den del af undervisningen.”

Serena rakte hånden ud og lod en pegefinger følge det tynde, hvide ar på hans kind.

“Et Fechtwunde er mere imponerende end et fåreskindsdiplom,” sagde hun.

Køkkenarbejderne kom ind med hindbær og fløde. Ved siden af Wilkies skål stillede en af kvinderne et vandglas og flasker indeholdende mavebitter og jerntonikum samt en dåse med svovlpastiller. Medicin til Wilkies vrangvillige mave og trætte blod. Køkkenarbejderne skænkede kaffe og forlod rummet.

“Ikke desto mindre er De en kvinde i besiddelse af åbenlys lærdom, mrs. Pemberton,” sagde Wilkie. “Deres mand fortæller mig, at de er yderst belæst inden for kunst og filosofi.”

“Min far hentede undervisere til lejren. De var alle briter, uddannet på Oxford.”

44

Serena.indd 44

16/03/13 16.50

“Hvilket forklarer Deres britiske modulering og rytmen i Deres tale,” sagde Wilkie anerkendende.

“Uden tvivl også forklaringen på det strejf af kulde i Deres tone,” tilføjede doktor Cheney, mens han rørte fløde i sin kaffe, “som kun de uoplyste ville tolke som mangel på følelser for andre, endda Deres egen familie.”

Wilkie rynkede på næsen i irritation.

“Det ville være værre end uoplyst at tænke noget sådant,” sagde han.

“Det ville være ondsindet.”

“Ganske givet,” sagde Cheney og spidsede eftertænksomt læberne.

“Jeg taler udelukkende som en, der ikke har kunnet drage fordel af britiske privatlærere.”

“Deres far lyder som en bemærkelsesværdig mand,” sagde Wilkie og rettede atter opmærksomheden mod Serena. “Jeg ville sætte pris på at høre mere om ham.”

“Hvorfor?” sagde Serena undrende. “Han er død nu og ikke til gavn for nogen af os.”

Serena.indd 45

16/03/13 16.50

Serena er oversat fra amerikansk efter Serena Copyright © 2009 by Ron Rash All rights reserved Dansk copyright © 2013 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Mikkel Henssel Bogen er sat med Minion hos Lymi DTP-Service og trykt hos Livonia Print, 2013 ISBN 978-87-11-38487-9 1. udgave, 1. oplag 2013

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Serena.indd 4

16/03/13 16.50

JOBNAME: 4 (ny ombrydning) . PAGE: 18 SESS: 82 OUTPUT: Thu Sep 20 13:31:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134080_De_tolv_151x226_minion/Materie

100mm

”Umådelig tilfredsstillende … Serena er en roman af den sjældne slags, som både har et stramt plot og sprog, og også er spændende og dyb.”

– Independent Weekly

”Starten er uforglemmelig, de sidste hundrede sider er nervepirrende … den burde blive gennembruddet for denne dygtige historiefortæller.”

– Kirkus Review

– San Francisco Chronicle

”Rashs roman er en fortættet fortælling om den industrielle udvikling, grådighed og forræderi …”

– New Yorker

”Ron Rash har skrevet en medrivende episk fortælling om grådighed og hævn …

Serena har alle kvaliteterne til at blive en karriereskabende roman og bør etablere forfatter Ron Rash som litterær stjerne.”

– BookPage

”Frem for alt en kærlighedshistorie – en slags ’Borte med blæsten’ for vor tid.

I hvert fald hvad historien angår. Det er, som om tiden igen er til, at man godt gider høre historier om total ukontrolleret kærlighed.”

100mm

153mm

BOGEN BAG SUSANNE BIERS NÆSTE STORFILM

– Susanne Bier om Serena

Året er 1929, og det nygifte par George og Serena Pemberton rejser til Smokey Mountains i North Carolina, hvor de planlægger at opbygge et tømmerimperium. George har allerede boet i skovhuggerlejren længe nok til at gøre en lokal pige gravid, men Serena er ny i bjergene. Hun tager dog udfordringerne i de nye omgivelser i stiv arm og bliver hurtigt betragtet som en ligeværdig blandt mændene. Serena er egenrådig, usentimental og ikke bange for at tage fat. George er forblændet af kærlighed til sin stærke og modige hustru, og sammen sørger parret for at eliminere enhver fjende eller kritiker, der ikke støtter op om deres planer for firmaet.

Tragedien rammer dem dog, da Serena mister sit ufødte barn og får at vide, at hun aldrig kan blive gravid igen. Tanken om ikke at kunne producere en arving gør Serena hævngerrig af sorg, og hendes hævntogt fører deres ægteskab mod et uundgåeligt og chokerende endeligt.

Foto / Mark Haskett

Rå, skarp, dramatisk og gribende fra første uforglemmelige sætning …

– New York Times

Ron Rash underviser på Western Carolina University og har tidligere skrevet både noveller, digte og romaner. Serena udkom i USA i 2008, lå på New York Times’ bestsellerliste og var finalist til PEN/Faulkner Fiction Award 2009.

I efteråret 2013 har Susanne Biers filmatisering af bogen premiere i Danmark.

I rollerne som George og Serena ses Bradley Cooper og Oscar-vindende Jennifer Lawrence.

ISBN 9788711384879

9 788711 384879

ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF

omslag / Mikkel henssel

226mm

”Fortællingen er vidtstrakt, altopslugende og – fra tid til anden – mareridtsagtig.

Spændingen opbygges så elegant, at man indimellem bare håber, at uanset hvilken tragedie der er på vej, at det bliver overstået hurtigt.”

27,1mm

153mm