Soldater om krig, drab og død - Læseproeve

GR

AT I

SL

Æ

SE

PR

Ø

VE

Sönke Neitzel og Harald Welzer

SOLDATER om krig, drab og død

På dansk ved Peter Dürrfeld

Kristeligt Dagblads Forlag

2. korrektur – side 3 soldater kristeligt dagblads forlag ordre 34470 – christensen grafisk

Soldater er oversat fra tysk af Peter Dürrfeld Originally published as: »Soldaten. Protokolle vom Kämpfen, Töten und Sterben« © 2011 S. Fischer Verlag GmbH, Frankfurt am Main.

Dansk udgave © Kristeligt Dagblads Forlag 2013 1. udgave, 1. oplag Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet, med foto af Franz Krieger, gengivet med tilladelse fra Martin Klein Noter ved Sofie Dürrfeld Bogen er sat med Bembo hos Christensen Grafisk Trykt hos Pozkal, Polen ISBN 978 87 7467 114 5 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. www.k.dk/forlag

2. korrektur – side 4 soldater kristeligt dagblads forlag ordre 34470 – christensen grafisk

Indhold Prolog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Om krig, drab og død . . . . . . . . . . . . . . . 17 Henrettelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Autotelisk vold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 Eventyrlige historier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28 Ødelæggelsens æstetik . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 Sjov . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 Jagt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41 Sænkninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 Krigsforbrydelser – besættelsesmagtens drab . 50 Forbrydelser mod krigsfanger . . . . . . . . . . . . 68 Udryddelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 78 Udryddelsens referencerammer . . . . . . . . . . . 100 Meddelagtig i henrettelserne . . . . . . . . . . . . . 118 Harme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 125 Anstændighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 133 Rygter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 137 Følelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 141 Sex . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 149 Teknik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 162 Sejrstro . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 180 Troen på Føreren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199 Ideologi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 220 Militære værdier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 231 Italienere og japanere . . . . . . . . . . . . . . . . . . 284 Waffen-SS . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 290 Resumé: Krigens referenceramme . . . . . . . . . 319

2. korrektur – side 5 soldater kristeligt dagblads forlag ordre 34470 – christensen grafisk

Hvor nazistisk var Værnemagtens krig? 325 Appendiks I: . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 351 Om aflytningsprotokollerne . . . . . . . . . . . . . 351

Appendiks II: . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 359 At se krigen med soldaternes øjne – referencerammeanalyse . . . . . . . . . . . . . . . . 359 Soldaternes verden: Det Tredje Riges referenceramme . . . . . . . . . 388 Krigens referenceramme . . . . . . . . . . . . . . . . 406

Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 423 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 425 Bibliografi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 477 Stedregister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 495 Emneregister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 499

6

2. korrektur – side 6 soldater kristeligt dagblads forlag ordre 34470 – christensen grafisk

prolog

Prolog Sönke Neitzel Det var en typisk engelsk novemberdag: lavthængende skyer, støvregn og otte grader. Som så mange gange før var jeg kørt med District Line til Kew Gardens, steget af ved den pittoreske station i det sydvestlige London og hastet hen til det britiske nationalarkiv for at fordybe mig i gamle dokumenter. Regnen var mere ubehagelig end sædvanligt og fik mig til at skynde mig. Ved indgangen stod der som altid en del vagter, der hurtigt gennemrodede min taske. Jeg passerede den lille boghandel og kom hen til garderoben, derefter gik jeg op ad trappen til læsesalen, hvor det skriggrønne tæppe forsikrede mig om, at ingenting havde forandret sig siden mit forrige besøg.

Det var efteråret 2001, og dengang arbejdede jeg som gæsteforelæser på Glasgows universitet, men jeg havde tilladt mig at tage en lille afstikker til London. Få uger forinden var jeg stødt på Michael Gannons bog om vendepunktet under slaget om Atlanten i maj 1943.

Den rummede nogle sider med autentiske aflytninger af tyske ubådsofficerer i krigsfangenskab – og de havde vakt min nysgerrighed. At der fandtes udskrifter af afhøringer af tyske fanger, var jeg klar over, men jeg havde aldrig hørt om hemmelige aflytninger. Dette spor ville jeg ubetinget undersøge. At det kunne være særligt ophidsende, regnede jeg dog ikke med. Hvad kunne det mon dreje sig om? Nogle få sider med usammenhængende samtaler, optaget et eller andet sted af en eller anden. Utallige gange havde den slags lovende henvisninger til formodentlig nye kilder vist sig at føre ind i en blindgyde.

Men denne gang forholdt det sig anderledes: På mit lille arbejdsbord lå der nu en tyk stak dokumenter, måske 800 sider, blot bundet sammen af et stykke sejlgarn. De tynde løsblade lå nydeligt ordnet oven på hinanden. Jeg må have været en af de første, der fik dem i hænde. Mit blik gled hen over endeløse udskrifter af samtaler mel7

2. korrektur – side 7 soldater kristeligt dagblads forlag ordre 34470 – christensen grafisk

soldat e r

lem tyske marinesoldater, først og fremmest ubådsførere, udskrevet ord for ord. 800 sider alene fra september 1943. Når der fandtes beretninger fra september, måtte der vel også være nogle fra oktober og november 1943. Og hvad med de andre krigsår? Og faktisk viste det sig, at der også fandtes tykke bind fra de andre måneder. Det gik efterhånden op for mig, at jeg var stødt ind i toppen af et isbjerg.

Ivrigt bestilte jeg flere og flere dokumenter: Åbenbart havde man ikke alene aflyttet ubådsførere, men også soldater fra luftvåbnet og hæren. Jeg blev fuldstændig opslugt af at læse, blev næsten suget ind i krigens indre verden, som nu åbenbarede sig for mig. Man kunne så at sige høre soldaterne snakke, se dem gestikulere og diskutere.

Især blev jeg overrasket over, hvor åbent de talte om at kæmpe, slå ihjel og dø. Med kopier af en mængde interessante tekster i bagagen fløj jeg tilbage til Glasgow. Næste dag på det historiske institut løb jeg tilfældigvis ind i professor Bernard Wasserstein og fortalte ham om mit fund. Jeg sagde, at der sikkert var tale om en helt ny kilde, og at man måske kunne skrive en doktoraf handling herom. »You want to give it away?« spurgte han forbløffet. Dette spørgsmål blev ved med at rumstere i mine tanker. Nej, han havde ret, denne skat måtte jeg selv grave frem.

Herefter rejste jeg igen og igen til London. Det begyndte at gå op for mig, hvad det var, jeg var stødt ind i: Briterne havde under hele krigen systematisk aflyttet tusinder af tyske og flere hundrede italienske krigsfanger, og uddrag af samtaler, der var forekommet særlig interessante, var blevet indspillet på voksplader, som man havde lavet udskrifter af. Samtlige protokoller havde overlevet krigen og var i 1996 blevet givet fri. I de følgende år var der imidlertid ingen, der havde tillagt disse dokumenter nogen betydning – uforstyrret sov de tornerosesøvn på arkivernes reoler.

I 2003 offentliggjorde jeg de første uddrag, to år senere fulgte en udgave med knap 200 aflytningsprotokoller af tyske generaler.

Udnyttelsen af disse kilder var dog først lige begyndt. Kort tid efter stødte jeg i National Archives i Washington på en tilsvarende samling, dobbelt så stor som den britiske, altså yderligere 100.000 sider. Det var umuligt ene mand at analysere denne uoverskuelige mængde af dokumenter.

8

2. korrektur – side 8 soldater kristeligt dagblads forlag ordre 34470 – christensen grafisk

prolog

Harald Welzer Da Sönke Neitzel ringede til mig og fortalte om sit fund, blev jeg målløs: Indtil da havde vi måttet basere vores forskning om voldsanvendelse og viljen til at slå ihjel på meget problematiske kilder – retsdokumenter, feltpostbreve, øjenvidneberetninger, erindringer.

Disse kilder har et kolossalt problem til fælles, for de udsagn, beretninger og skildringer, de byder på, er forfattet ganske bevidst og retter sig alle til nogen bestemt – en sagfører, en hustru derhjemme eller et publikum, som man af forskellige grunde gerne vil give sit eget syn på tingene. Men når soldaterne i lejrene talte med hinanden, skete det uden bagtanker – ingen af dem havde den fjerneste idé om, at hans beretninger og historier engang kunne blive en »kilde«, endsige blive trykt. Desuden består retsdokumenter, selvbiografier og interviews med øjenvidner af beretninger fra fortællere, som er på det rene med, hvad historien er endt med, og som forlængst har bragt deres oplevelser og synspunkter i overensstemmelse med den senere viden. Men her, i Neitzels fund, talte mænd i det aktuelle øjeblik om krigen og gav luft for deres meninger om den.

Det var en kilde, der åbnede et ganske enestående og nyt indblik i mentaliteten i Værnemagten, ja, i militæret i det hele taget. Jeg var fyr og flamme, og vi aftalte straks at mødes. Det stod mig helt klart, at jeg som socialpsykolog aldrig ville kunne vurdere materialet uden et grundigt kendskab til den tyske værnemagt, men omvendt ville man ikke ved blot at se tingene i et historisk perspektiv kunne af kode alle disse samtaleprotokoller i alle deres kommunikative og psykologiske aspekter. Vi havde begge i forvejen beskæftiget os intensivt med Det Tredje Rige, men alligevel så vi fra vidt forskellige perspektiver på fangernes dialoger. Kun takket være kombinationen af vores faglighed – socialpsykologi og historievidenskab – ville man kunne sikre sig den rette tilgang til denne enestående kilde om mentaliteten dengang og dermed justere synet på soldaternes handlinger. Det lykkedes os at overbevise fondene Gerda Henkel-Stiftung og Fritz Thyssen-Stiftung om det rimelige i vores forehavende om straks at indlede et større forskningsprojekt. Dermed fik vi hurtigt efter vores første møde midlerne til at etablere en forskningsgruppe,1 som gik i gang med at sortere den 9

2. korrektur – side 9 soldater kristeligt dagblads forlag ordre 34470 – christensen grafisk

soldat e r

uoverskuelige mængde tekster. Den britiske samling og store dele af det amerikanske materiale kunne digitaliseres og vurderes ved hjælp af et indholdsanalytisk software-program. Efter mere end tre års intensivt og spændende samarbejde, hvor vi selv lærte meget nyt og desuden måtte lægge afstand til holdninger, som i lyset af vores kilder viste sig ikke at være holdbare, er tiden nu inde til at fremlægge de første resultater.

Hvad taler soldaterne om?

Jeg hørte dengang en historie om to fyre på 15 år. De havde uniform på og skød vildt omkring sig. Men så blev de taget til fange [ ... ] At russerne også har helt unge gutter med, endda tolvårige f.eks. ved musikken, med uniform og det hele, det har jeg skam selv set. Vi havde engang et russisk musikkorps – sikken musik de spillede, du! Jamen, så er man bare helt færdig. Der er noget meget stille over den musik, noget tungt og længselsfuldt – jeg vil sige, man kommer til at tænke på den uendelige russiske steppe. Det er frygteligt. Det var jeg vildt optaget af. Nå, det var sådan et militærorkester [ ... ] Men, de der to unge gutter skulle altså vandre mod vest – de skulle bare holde sig på vejen. I det øjeblik, hvor de ved det næste vejsving forsøgte at smutte ind i skoven, så skulle de have det glatte lag.

Men næppe var de ude af syne, før de smuttede – husj, væk var de. Så blev der omgående sendt en større gruppe ud for at lede efter dem [ ... ] Og de fik hurtigt fanget begge to. Lige de to, du. Nå, man var jo ordentlig og slog dem ikke ihjel med det samme, de blev først overgivet til regimentets overkommando.

Men det var jo klart, at de havde forspildt deres liv. De fik lov til selv at grave deres grav, to store huller, og så blev den ene skudt. Men han falder ikke ned i graven, men sådan forover.

Så får den anden besked på at skubbe den første ned i hullet, inden han selv skal skydes. Det gjorde han så – med et stort smil på læben! En gut på 15 år! Det er jo den rene fanatisme eller idealisme – der er noget dér, du! 2 SCHMID:

10

2. korrektur – side 10 soldater kristeligt dagblads forlag ordre 34470 – christensen grafisk

prolog

Denne historie, som oversergent Schmid fortalte den 20. juni 1942, er typisk for, hvordan soldater udtrykker sig i disse aflytningsprotokoller. Som i enhver anden dagligdags beretning skifter fortælleren flere gange associativt emne – pludselig falder det ved ordet »musik« Schmid ind, hvor godt han kan lide den russiske musik, og den beskriver han så kort, inden han går videre med den egentlige historie.

Den begynder harmløst, men slutningen er grum: Den fortæller om nedskydningen af to purunge russiske soldater. Fortælleren beretter, at drengene ikke bare blev skudt, de måtte først grave deres egen grav, inden man myrdede dem. Der opstår en komplikation under nedskydningen, og den fører så til historiens egentlige morale: Den dreng, der skal dræbes sidst, viser sig at være »fanatisk« eller »idealistisk« – og oversergenten giver udtryk for sin beundring herfor.

Vi har her en ved første øjekast spektakulær kombination af mange temaer – krig, fjendtlige soldater, unge mennesker, musik, den russiske steppe, krigsforbrydelser, beundring – der ikke umiddelbart synes at hænge sammen, men som alligevel bliver fortalt i ét enkelt åndedrag. Det er det første, man kan slå fast: De historier, det her drejer sig om, er anderledes, end man skulle forvente. De følger ikke de gængse kriterier om sammenhæng, konsistens og logik, men er beregnet på at vække spænding, virke interessante og give plads til og muligheder for kommentarer eller egne historier fra samtalepartneren. I så henseende er de som alle hverdagssamtaler springende i deres karakter, fulde af af brydelser, nye associationer og sidespring – samtidig med at de primært er lagt an på konsensus og overensstemmelse. Mennesker taler ikke blot sammen for at udveksle informationer, men også for at etablere relationer, oprette fællesskaber og forsikre hinanden om, at man har del i en og samme verden. Denne verden er krigen, og det gør naturligvis samtalen det modsatte af hverdagsagtig, men kun for nutidige læsere, ikke for soldaterne.

K rigens brutalitet, hårdhed og kulde er et gennemgående træk i disse samtaler, og netop det er gang på gang slående, når man læser dialogerne i dag, omkring 70 år efter at hændelserne har udspillet sig. Man ryster på hovedet, bliver forskrækket og til tider helt bestyrtet – men den slags moralske impulser må man gøre sig fri af, 11

2. korrektur – side 11 soldater kristeligt dagblads forlag ordre 34470 – christensen grafisk

soldat e r

ellers forstår man kun sin egen verden, ikke soldaternes. Normaliteten i det brutale peger jo entydigt i samme retning: At dræbe og anvende ekstrem vold er et hverdagsfænomen både for fortællerne og deres tilhørere. Der er netop ikke tale om noget usædvanligt. Det kan de snakke om i timevis, men også om flyvemaskiner, bomber, radarudstyr, byer, landskaber og kvinder.

Da jeg var i Kharkov, var det hele på nær centrum smadret. En herlig by, pragtfulde minder. Alle folk talte lidt tysk – lærte det i skolen. Også i Taganrog – skønne biografer og vidunderlige cafeer langs stranden [ ... ] Der hvor Don og Donetz støder sammen, det var der, vi fløj, der har jeg været over det hele. Landskabet er pragtfuldt – jeg kørte rundt i lastbil. Man så ikke andet end kvinder, som var udkommanderet til at arbejde.

FAUSST: Skidegodt, hva’!

MÜ LLER: De byggede veje, de her dødskønne kvinder – når vi så kørte forbi, hev vi dem simpelthen ind i bilen, knaldede dem og smed dem ud igen. Hold da kæft, hvor de bandede! 3 MÜ LLER:

Rigtig mandesnak. De to soldater, en korporal og en sergent i Luftwaffe, taler som to turister om felttoget i Rusland – snakken går om »herlige byer« og »pragtfulde minder«. Men pludselig handler historien om spontane voldtægter af kvindelige tvangsarbejdere.

Korporalen fortæller det som en lille, uvæsentlig anekdote og går så videre med sin rejsebeskrivelse. Dette illustrerer sfæren for, hvad der kan siges og forventes i disse samtaler: Intet i den vold, der fortælles om, virker stødende på tilhørernes forventninger. Historier om nedskydninger, voldtægter og røverier hører hjemme i krigsfortællingernes normalsfære. Næsten aldrig afføder den slags kontroverser, moralske indvendinger eller opgør. Samtalerne kan have et nok så voldeligt indhold, de forløber altid harmonisk. Soldaterne forstår hinanden, deler den samme verden, udveksler synspunkter om de hændelser, der optager dem, og de ting, de har set eller gjort. Disse ting fortæller og fortolker de i historisk, kulturelt og aktuelt specifikke rammer: deres referencerammer.

12

2. korrektur – side 12 soldater kristeligt dagblads forlag ordre 34470 – christensen grafisk

prolog

Dem vil vi rekonstruere og beskrive i denne bog – for at forstå, hvordan soldaternes verden var, hvordan de så på sig selv og deres modstandere, hvad de mente om Adolf Hitler og nazismen, og hvorfor de kæmpede videre, også efter at krigen for længst syntes tabt.

Og vi vil undersøge, hvad der var »nazistisk« ved disse rammer – om man også, når det drejer sig om de venligste og mest godmodige mænd i fangelejrene, har at gøre med ideologiske krigere, som er draget i felten for i en udryddelseskrig uden forbehold at begå racistiske forbrydelser og udføre massakrer. I hvor høj grad lever de op til det billede, som Daniel Goldhagen i 1990’erne tegnede af »de villige bødler«, eller den mere differentierede fremstilling, som de to »værnemagtsudstillinger«, skabt af Hamburger Institut für Sozialforschung, sammen med en utal af andre historiske enkeltarbejder har givet os af Værnemagtens forbrydelser? For tiden er det fremherskende indtryk, at Værnemagtens soldater var del af en gigantisk udryddelsesmaskine. Dermed var de aktører, for ikke at sige bødler i en masseforbrydelse uden sidestykke. Det er utvivlsomt en kendsgerning, at Værnemagten var involveret i alle forbrydelser – lige fra nedskydning af civile til de systematiske mord på jødiske mænd, kvinder og børn. Men det siger ikke noget om, hvorvidt eller hvordan de enkelte soldater var involveret i forbrydelserne, og især ikke noget om, hvilket forhold de selv havde dertil – om de villigt udførte sådanne forbrydelser, om de gjorde det med afsky eller ej. Det giver vores materiale imidlertid detaljerede oplysninger om og det på en måde, der ryster ved de fasttømrede opfattelser af Værnemagten.

I den sammenhæng skal man være opmærksom på, at mennesker aldrig oplever det, der møder dem i tilværelsen, uden at være forudindtaget, det sker altid gennem specifikke filtre. Enhver kultur, enhver historisk periode, ethvert økonomisk system, kort sagt enhver eksistens, sætter sit præg på de iagttagelses- og tolkningsmønstre, der er bestemmende for hele vores opfattelse og forståelse af oplevelser og begivenheder. Aflytningsprotokollerne fortæller i autentisk tid, hvordan soldaterne ser på krigen, hvordan de taler om den. Vi vil påvise, at deres betragtninger og samtaler er anderledes, end man normalt vil forestille sig det – blandt andet fordi de i modsætning 13

2. korrektur – side 13 soldater kristeligt dagblads forlag ordre 34470 – christensen grafisk

soldat e r

til os nutidsmennesker ikke ved, hvad krigen vil ende med, og hvad der vil ske med Det Tredje Rige og dets »fører«. For os er deres imaginære og reale fremtid for længst blevet fortid, men for dem er det jo stadig et åbent rum. De fleste af dem har ikke den store interesse for ideologi, politik, verdensorden og den slags. De er ikke i krig på grund af deres overbevisning, men fordi de er soldater, og det at kæmpe er deres arbejde.

Mange er antisemitter, men der er ikke nødvendigvis det samme som at være nazist. Og det har heller ikke noget at gøre med beredskabet til at dræbe. Ikke så få af dem hader ganske vist jøder, men føler sig alligevel oprørt over nedskydningen af jøder. Nogle er deciderede antinazister, men bakker ikke desto mindre op om naziregimets antijødiske politik. Adskillige er rystede over, at flere hundrede tusinde russiske krigsfanger bevidst bliver sultet ihjel, men tøver ikke med at skyde krigsfanger, hvis det virker for besværligt eller farligt at bevogte og aflevere dem. Nogle anser det for et problem, at tyskerne er for »humane«, og fortæller i samme åndedrag detaljeret om, hvordan de selv har mejet alle indbyggerne i en landsby ned.

I mange beretninger bliver der ganske utilsløret pralet, man blærer sig – og ikke bare som i vore dages mandesnak om professionelle bedrifter, eller hvad ens bil kan præstere. For i soldaternes indbyrdes samtaler praler man med ekstrem voldsanvendelse, voldtægter, nedskydninger eller torpederinger af handelsskibe. Undertiden kan vi påvise, at disse beretninger ikke stemmer – men netop da er det slående, hvad soldaterne ønsker at gøre indtryk med, for eksempel at have sænket en børnetransport. Spillerummet for, hvad der kan siges og bliver sagt, er med andre ord anderledes end i dag og hermed også de ting, som man kan håbe at høste anerkendelse for. Hertil hører helt oplagt at være voldelig. Dertil kommer, at de fleste fortællinger umiddelbart forekommer ekstremt selvmodsigende – men egentlig kun, hvis man går ud fra, at mennesker agerer i overensstemmelse med deres »indstillinger«, og at sådanne indstillinger har at gøre med ideologi, teorier og stærke overbevisninger.

I virkeligheden agerer mennesker, hvad der også vil fremgå af denne bog, sådan, som de regner med, at det forventes af dem. Og det har langt mindre at gøre med abstrakte »livsanskuelser« end med 14

2. korrektur – side 14 soldater kristeligt dagblads forlag ordre 34470 – christensen grafisk

prolog

ganske konkrete arbejdssituationer, bestemte formål og funktioner samt i høj grad de grupper, som folk er en del af.

I det følgende præsenteres en detaljeret gennemgang og analyse af soldaternes syn på det at kæmpe, dræbe og dø. Efter denne redegørelse vil vi sammenligne Værnemagtens krig med andre krige i et forsøg på at forklare, hvad der var særligt »nazistisk« ved denne krig, og hvad der ikke var det. Lad det allerede her være sagt, at vi kommer til temmelig overraskende resultater.

I det første appendiks vil forholdene omkring de allieredes aflytningslejre blive gennemgået, mens andet appendiks præsenterer en udførlig referencerammeanalyse af Det Tredje Rige og Anden Verdenskrig. For at kunne forstå, hvorfor tyske soldater i mere end fem år udkæmpede en krig med en indtil da uhørt hårdhed og en massiv voldsanvendelse, som 50 millioner mennesker blev ofre for, og som lagde et helt kontinent øde, må man vide, med hvilke øjne de så på krigen, hvilke faktorer der styrede soldaternes opfattelse: altså deres referencerammer.

15

2. korrektur – side 15 soldater kristeligt dagblads forlag ordre 34470 – christensen grafisk

soldat e r

16

2. korrektur – side 16 soldater kristeligt dagblads forlag ordre 34470 – christensen grafisk

om krig, drab og død

om Krig, drab og død »Det er blevet et behov for mig at kaste bomber. Det pirrer en gevaldigt, det er en skøn følelse. Det er lige så skønt som at skyde folk ned.«4 Premierløjtnant i Luftwaffe, den 17.7.1940

Henrettelser Man siger, at krig gør mennesker brutale. At soldater bliver forrået af at opleve og blive konfronteret med lemlæstede kroppe, dræbte kammerater eller, som i en udryddelseskrig, store mængder af dræbte mænd, kvinder og børn. Også Værnemagten og SS var bekymret for, at den konstante konfrontation med ekstrem vold – om det nu var den, man havde overværet, eller den, man selv havde begået – ville gå ud over »mandstugten« og dermed føre til en lovløshed og tøjlesløshed i voldsanvendelsen, som ikke stemte overens med den effektivitet, man behøvede både i kampen og massedrabene.5 Også i den historiske og socialpsykologiske forskning af magtanvendelse spiller brutaliseringsaspektet en betydningsfuld rolle6 – her går man ligeledes ud fra, at oplevelsen af ekstrem vold kan medføre en betragtelig ændring i vurderingen af omfanget af ens egen voldsanvendelse.

Den selvbiografiske litteratur bekræfter ligesom krigsromanen dette forskningsresultat, som man i al korthed kan formulere således: Soldater bliver brutale, når de i et bestemt tidsrum bliver udsat for voldsom brutalitet.

Som ovenstående citat fra en premierløjtnant i Luftwaffe viser, kan denne opfattelse være vildledende. For det første ser den nemlig på forhånd bort fra, at voldsanvendelse kan være en attraktiv oplevelse, at den for eksempel kan virke »pirrende«, og for det andet at 17

2. korrektur – side 17 soldater kristeligt dagblads forlag ordre 34470 – christensen grafisk

soldat e r

det muligvis ikke er andet end en ikke afprøvet hypotese, hvis man går ud fra, at man skal »formes« til at begå ekstrem vold. Måske er det tilstrækkeligt med et våben eller et fly til at få adrenalinet til at strømme og skabe en følelse af magt over ting, man ellers ikke har magt over. Samt en social ramme, inden for hvilken det at dræbe ikke blot er tilladt, men ligefrem ønsket.

Det kunne tænkes, at hypotesen om den successive tilvænning til vold har mere at gøre med, hvordan skribenter valgte at fremstille tingene dengang, og hvilke hverdagsforestillinger de videnskabelige forfattere har, end at den er i samklang med virkeligheden i krigen. I vores materiale er der nemlig et væld af eksempler, som peger på, at soldaterne på forhånd var ekstremt voldelige – også det indledende citat stammer jo fra en periode, hvor krigen endnu var ny. På det tidspunkt var den hverken total eller en tilintetgørelseskrig, og premierløjtnanten kendte den kun oppefra, fra luften. Selve termen brutalisering bliver ikke brugt af soldaterne selv, når de fortæller om voldsepisoder, men tidsrummet for socialisering til ekstrem vold indskrænker sig i disse beretninger ofte til få dage.

Lad os tage følgende eksempel fra april 1940. Det er fra en samtale mellem løjtnant Pohl*, en pilot fra Luftwaffe, og Meyer*, en rekognosceringsflyver af samme rang.

Den anden dag i Polen-krigen skulle jeg kaste bomber mod en banegård i Posen. Otte af de 16 bomber faldt ned over byen, midt ind mellem husene. Det gav mig ikke ligefrem nogen glæde. Den tredje dag var jeg ligeglad, men den fjerde dag havde jeg faktisk lyst til det. Det var vores særlige fornøjelse inden morgenmaden, når vi med maskingeværer drev nogle soldater ud på markerne og plaffede dem ned.

M EYER: Men altid soldater ...?

POHL: Også andre folk. Vi angreb kolonnerne nede på vejene.

Jeg var med i sektionen. Den første maskine skød ned mod vejen, de to næste mod grøfterne, der var nemlig altid grøfter POHL:

* Identiteten på disse to personer er ikke fastslået, og vi bruger derfor her og videre i teksten stjernemarkeringen for at indikere, at der er tale om pseudonymer.

18

2. korrektur – side 18 soldater kristeligt dagblads forlag ordre 34470 – christensen grafisk

om krig, drab og død

i det område. Flyet svajer, de andre følger efter, så et sving til venstre, gang i maskingeværerne og så videre. Vi kunne se heste blive slynget omkring.

M EYER: Fy for fa’en. Altså det med hestene ... aijj!

POHL: Ja, det var synd for hestene, menneskene havde jeg ikke ondt af. Men hestene, dem blev jeg ved med at have ondt af.7

Løjtnant Pohl fortæller om de første dage i felttoget mod Polen og om, at hans tilvænningsperiode med hensyn til den vold, han nu begyndte at udøve, var på godt tre dage. Allerede den fjerde dag var lysten fremherskende, hvad han illustrerer med sin beretning om den »særlige fornøjelse inden morgenmaden«. Hans samtalepartner er åbenbart noget perpleks og håber, at Pohl i det mindste kun gik i aktion mod fjendtlige soldater, men dette håb bliver ikke opfyldt.

Pohl har også skudt mod »folk«, altså civile, og det eneste, han ikke rigtigt kunne vænne sig til, var ifølge ham selv, når det gik ud over heste. Det kan Meyer udmærket sætte sig ind i. Pohl fortsætter derpå sin beretning; denne gang gælder det ikke jagten på enkelte mennesker, men bombardementet af en by: Det var altså brandærgerligt, at vi blev skudt ned lige der – for inden den anden motor blev varm, havde jeg pludselig en polsk by under mig. Så havde jeg nået at smide bomberne over den. Jeg havde tænkt mig at kaste alle 32 bomber over byen.

Men det lykkedes ikke, fire af dem fik jeg dog smidt ned over byen. Det var alt sammen sønderskudt dernede. I den situation var jeg edderrasende, forestil dig, hvad det vil sige at smide 32 bomber over en åben by. Men det havde jeg nu ikke taget mig af. Med 32 bomber ville jeg bestemt have fået 100 menneskeliv mere på samvittigheden.

M EYER: Var der gang i den dernede?

POHL: Helt vildt. Jeg ville have smidt bomberne mod en rundkørsel, hvor det vrimlede med folk. Det havde ikke raget mig en fjer. 600 meter kunne jeg have dækket. Det ville have frydet mig, hvis det var lykkedes.8 POHL:

19

2. korrektur – side 19 soldater kristeligt dagblads forlag ordre 34470 – christensen grafisk

soldat e r

Åbenbart drejede det sig for Pohl om at få anrettet størst mulig skade, inden han selv styrtede ned. I den forbindelse understreger han, at det gjaldt om at dræbe så mange mennesker som muligt. Han flyver hen mod rundkørslen, fordi »det vrimlede med folk«. Det ærgrer ham tydeligt nok, at han ikke fik succes med sit forehavende. Det næste spørgsmål, Meyer indskyder, er sagligt: Hvordan reagerer folk på at blive beskudt fra et fly?

POHL : De bliver forrykte. De fleste lå sådan med hænderne og viste det tyske tegn. Rattattatat: Bum, der lå de! Egentlig bestialsk. [klip] En ordentlig en på kæften, de fik det glatte lag og styrtede af sted i alle retninger som vanvittige, i siksak. Og så tre skud brandammunition, hænderne i vejret og bang, så lå de med ansigtet nedad. Men jeg skød bare videre.

M EYER: Hvad sker der, hvis man lægger sig ned med det samme?

Hvad sker der så?

POHL: Så bliver man også ramt. Vi angreb fra ti meter, og når de så løb, de idioter, havde jeg hele tiden et fint mål. Behøvede bare at holde mit maskingevær. Nogle gange var jeg sikker på, at en enkelt fyr havde fået 22 skud. Og så var der engang, jeg fik gennet 50 soldater op og sagde: »Fyr løs, gutter, fyr!« Og så bare vifte frem og tilbage med maskingeværet. Alligevel havde jeg et behov for, inden vi blev skudt ned, at skyde et menneske på klos hold.9 M EYER:

Samtalen er præget af, at den ene part har et udpræget behov for at meddele sig, mens den anden i første omgang forsøger at finde ud af, hvem og hvad han har at gøre med. Vi ved ikke, om Meyer tidligere har talt med Pohl, og om han kender ham nærmere, men han virker noget rystet over at høre sin cellekammerat fortælle om sit behov for at skyde et menneske på klos hold, for hans kommentar er: Man bliver jo frygteligt forrået af den slags aktioner.

POHL: Jeg sagde jo, at det den første dag virkede frygteligt på mig. Da sagde jeg: Noget værre lort, men en befaling er en M EYER:

20

2. korrektur – side 20 soldater kristeligt dagblads forlag ordre 34470 – christensen grafisk

om krig, drab og død

»Sådan ser en kamppilot en polsk by gennem sit cockpit.« Propagandafoto fra et He-111fly, september 1939 (Foto: Roman Stempka; BA 183-S52911)

befaling. Den anden og den tredje dag sagde jeg: Det er jo skide lige meget, og den fjerde dag oplevede jeg faktisk glæde ved det. Men som sagt, hestene, de skreg. Jeg kunne dårligt nok høre flyet, så højt skreg de. Og et sted lå der sådan en hest med bagbenene revet af.10

Herpå er der et klip. Optagelsen fortsætter, hvor Pohl fortæller om, hvilke fordele der er ved at have et fly, der er udrustet med maskingevær. Da dette er mobilt, behøver man ikke vente, indtil et potentielt offer kommer inden for rækkevidde, men kan jage målrettet: Sådan et fly med maskingevær er faktisk rigtigt godt.

For hvis man stiller et MG [maskingevær] op i terrænet, skal man jo vente, indtil der dukker nogen op.

M EYER: Forsvarede de sig ikke nede på jorden? Skød de ikke med MG’er?

POHL :

21

2. korrektur – side 21 soldater kristeligt dagblads forlag ordre 34470 – christensen grafisk

soldat e r POHL: De fik skudt en ned. Med geværer. Det var et helt kompagni, der havde fået befaling til at skyde. Det var den her »Do 17«. Den måtte lande. Tyskerne holdt soldaterne med MG’er i skak og satte ild til maskinen. Jeg havde mange gange 120 bomber, »tiere«, du. Den smed vi ned midt mellem folk. Og soldaterne. Og brandbomber oven i købet.11

Meyers spørgsmål og kommentarer er mest af teknisk karakter, men to gange virker han direkte rystet. Ved historien om hestene, og da Pohl fortæller, at han gerne ville have skudt nogen »på klos hold«. Hvis man kan stole på Pohls skildringer, behøvede han ingen tilvænning til vold. Den kan han åbenbart ty til spontant, næsten uden »indkøringstid«. Det er påfaldende, at han ikke lader det blive ved skildring af en voldsgerning, han har vænnet sig til, men flere gange betoner, at han har udrettet for lidt, at han gerne ville have haft flere ofre.

Samtalen finder sted i sommeren 1940, de skildrede hændelser udspiller sig i september 1939, umiddelbart efter krigens udbrud.

Selvom man antager, at Pohl efterfølgende, dvs. inden denne samtale med løjtnant Meyer, havde været i kamp i flere måneder, hvad der i en vis forstand kunne have virket brutaliserende på hans beretning om de første krigsdage, ville der stadig være et stykke vej til de ekstreme voldsorgier, Barbarossa-felttoget fra juni 1941 afstedkom. Det er hævet over enhver tvivl, at der også i forbindelse med angrebet på Polen er blevet begået masseforbrydelser12 – mord på civilbefolkningen og drab på jøder. Men Pohl er pilot, han jager og dræber mennesker oppefra, og man har ikke indtryk af, at han bliver drevet af et ideologisk motiv, når han skildrer, hvordan han bombarderer byer og mejer mennesker ned. Hans ofre har ingen attributter, og de bliver heller ikke specielt udvalgt. Hvem han rammer, er lige meget for ham, hovedsagen er, at han rammer. Det bereder ham simpelthen glæde, han behøver ikke have noget motiv. Hans holdning synes ikke at bygge på nogen mening eller hensigt, det drejer sig snarere om at forbedre resultaterne inden for de givne rammer.

Denne dræben uden nogen bestemt hensigt er formodentlig, hvad den minder om: en jagt, en slags sport, hvis mening består i at blive 22

2. korrektur – side 22 soldater kristeligt dagblads forlag ordre 34470 – christensen grafisk

om krig, drab og død

bedre, at gøre det af med endnu flere menneskeliv. Derfor gør det Pohl så rasende, at han bliver skudt ned – midt under jagten. Det ødelægger jo resultatet for ham.

Autotelisk vold I denne tidlige fase af krigen udøver Pohl en form for vold, der i brutalitet næppe kan overgås, i betragtning af at den ikke i sig selv er blevet brutaliseret af forudgående hændelser. Uanset hvad man i detaljer vil kunne forklare Pohls motiver med, så repræsenterer tilskyndelsen til hans menneskejagt den form for vold, som den tyske filolog og professor Jan Philipp Reemtsma kalder »autotelisk«: en form for vold, der bliver udøvet for voldens egen skyld og ikke har noget bestemt formål. Reemtsma skelner mellem tre forskellige typer for fysisk vold, som han kalder »lokativ« (stedsorienteret vold, man vil fjerne en anden, der står i vejen), »raptiv« (man vil bemægtige sig den andens krop som ved røverier og seksualforbrydelser) og »autotelisk«.13 De to første former – man eliminerer mennesker, fordi de udgør hindringer, eller fordi man ønsker at få det, de har – er ikke vanskelige at forstå i denne sammenhæng.

Nyttebetonede begrundelser forekommer altid indlysende, også selvom man i moralsk henseende ikke er enig i dem. Vores forståelse har langt vanskeligere ved at rumme den autoteliske vold, hvor man dræber blot for at dræbe. Den står i grel modsætning til den selvopfattelse, som moderne samfund og deres medlemmer har dannet af hinanden, nemlig en tiltro til stabiliteten i institutioner og deres regelsæt og fremfor alt til monopoliseringen af volden. »At have tiltro til det moderne,« skriver Reemtsma, »er ikke tænkeligt uden statsligt voldsmonopol« – hvad der forekommer umiddelbart indlysende, hvis man forestiller sig blot en eneste dag, hvor de garantier og den beskyttelse mod vold, en moderne retsstat giver sine borgere, blev sat ud af kraft.

Det er netop dette forhold, moderne menneskers tilsyneladende fjerne forhold til vold hænger sammen med: Man regner ikke med at møde vold, og hvis det alligevel sker, vil man altid forsøge at finde en forklaring, også i de tilfælde, hvor der i instrumental henseende 23

2. korrektur – side 23 soldater kristeligt dagblads forlag ordre 34470 – christensen grafisk