90 mm
155 mm
44 mm
155 mm
ODINS LABYRINT
»I min verden er Mads Peder Nordbo den mest originale stemme i hele sin genre lige nu.« MARIA HELLEBERG
»Rammen er et effektivt knirkende gys af et Kensingtonhus … Forfatteren kan skabe uhygge, og ideen med et afsæt i Nordens tidlige historie rummer kim til mere.« POLITIKEN
»Historien kommer under huden i en sådan grad, at man kan mærke fortællerens hastige pulsslag og kuldegysninger i de mørke lofter og fugtige kældre. Resultatet er en veldrejet og velskrevet spændingsroman.« FYENS STIFTSTIDENDE
JYLLANDS-POSTEN
»Nordbo har fat i spændende stof, og Odins labyrint viser ham som en forfatter, der forstår at folde et handlingsforløb ud, så læserens nysgerrighed hele tiden udfordres, og stemningen i huset i London er ægte gotisk.« MIDTJYLLANDS AVIS »Lad mig slå det fast med det samme: Hvis ikke du allerede har læst bogen, så skynd dig at sætte den på ønskelisten, eller løb ud og køb den!« BOGHUNDEN.DK
Hun er nøgen, og hendes krop er oversået med
runetegn skåret ind i huden. Mathias Hviid tilkaldes for at tyde runerne, og herfra følger vi ham ud i et eskalerende eventyr gennem fjerne egne og dystre opdagelser om SS-tiden, om eksperimenter på børn og om hagekorsets og det ariske folks sande ophav. Han nærmer sig svaret på en af historiens
NORDBO MADS PEDER NORDBO (f. 1970) er uddannet i nordisk sprog og litteratur samt filosofi og har forsket i bl.a. runer
største gåder, men hele tiden har han en
og sproghistorie. Han bor i Tommerup
morder i hælene, der har en særlig plan med Mathias
på Fyn. I 2012 debuterede han som for-
og hans nærmeste familie.
fatter med Odins labyrint, som er første del af en trilogi. Bogen blev en bestseller, høstede strålende anmeldelser og
ro ma n
»Pageturner er et meget brugt og til tider slidt ord, men jeg vil bruge det om denne bog, for det er lige præcis det, den er. Jeg håber og tror, at Odins labyrint er begyndelsen på noget rigtig stort.« KRIMIFAN.DK »Forfatterens idéer omkring Odin er spændende læsning, og krydret med mord, kærlighed og magt giver det en rigtig god cocktail.« LITTERATURSIDEN.DK
M AD S P E D E R
231 mm
»For fans af konspirationsteorier er der en del guf i Nordbos debutroman … Religionshistoriske udredninger blandet op med passende mængder regulær spænding.«
E
n kvinde findes død for foden af en runesten.
MADS P E D E R NOR D BO
»Nordbos omtalte debutroman Odins labyrint er fascinerende, måske revolutionerende, sprogforskning rimpet sammen med gotisk gys … Bogen har en imponerende styrke, originalitet og potentiel international rækkevidde.« INFORMATION
FOTO©THOMAS A
FORFATTER TIL BESTSELLEREN
Pressen skrev om Odins labyrint:
90 mm
blev solgt til udlandet. Thuleselskabet er anden del af trilogien, men kan læses selvstændigt.
LINDHARDT 9 788711 378786
OG RINGHOF
OMSLAG: STOLTZEDESIGN.DK
Mads Peder Nordbo
Thuleselskabet Roman
Lindhardt og Ringhof
Thuleselskabet © 2014 Mads Peder Nordbo og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Stoltzedesign Bogen er sat med Garamond og Medici Script hos Rosendahls a/s og trykt hos ScandBook AB ISBN 978-87-11-37878-6 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden 2014 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Døden
Kapitel 1 V e j r u pg å r d, d e n 18. ju li 2010
D
er lyder et hidsigt smæld, da hånden rammer fladt mod kinden og river hende ud af det mørke, hun var ved at glide ind i. Bortset fra lygten, der i flere timer har danset rundt over hendes krop som en enlig stjerne på en mørk himmel, er alt sort. Hun vrider sig i smerte. De mange små sprækker i hende gaber op og lukker til igen. Hendes bryst hæver og sænker sig hastigt i takt med åndedrættet. Der er ikke mange kræfter tilbage i hende. Hun er klar over, at det er derfor, hånden slår. At hun ikke må miste bevidstheden. Hun løfter hovedet en anelse, men kan ikke holde det oppe. Kroppen ryster. Musklerne sitrer. Hendes arme og ben er spændt fast til bordet. Når hun rykker kroppen, kan hun mærke, hvordan remmene skærer sig ind i hendes hud. Munden er fyldt ud med en klump stof, der er trykket så dybt ned i halsen, at hun er lige på grænsen til at brække sig. Næseborene er udspilede. Luften siver i små hårde stød ud og ind med en hvæsende lyd. Hun mærker atter kniven skære gennem sin hud og kaster 9
hovedet frem og tilbage, mens hun forsøger at skrige. Det eneste, der slipper fri, er en gurglende lyd. Musklerne spændes. Revnerne i huden åbner sig. Blodet pibler frem. Spreder sig ud over kroppen og blander sig med det glinsende lag af sved. Håret klumper sammen. Hånden trykker hende hårdt ned. Hun vil vride sig løs, men er låst fast. Hun giver efter. Døser hen. Kniven rammer. Presses ned. Sveden pumper ud gennem hendes porer. Hænderne ryster. Kæben dirrer. Spændes. Det prikker og jager i huden, som var den dækket af et tyndt lag is. Over hende vugger en skikkelse frem og tilbage. Skikkelsen retter sig op og ser ud over hende. Hun ligger helt nøgen på det gamle træbord. Hendes arme er bundet med kraftige læderremme, benene fastgjort til hver sit bordben, og hen over hendes hofter ligger en tung jernkæde. Hun vrider sig igen, men mærker i det samme et hårdt slag i siden af kroppen. Hendes hoved springer op som en fjeder og falder hårdt tilbage mod bordpladen. Skikkelsen gnider sig på hagen med den ene hånd. Ser op mod loftet og vipper trægt hovedet fra side til side. Hun følger lyset fra den lille lygte, der er stukket op under en rød kasket på skikkelsens hoved, så lygten sidder i spænd mod panden. Hun kan se det yderste af kaskettens skærm og lidt af panden. Skærmen er rød med en hvid kant. Lyset er så skarpt, at ansigtet under lygten er skjult bag dens skær. Den lille runde plet af lys bevæger sig hen over loftet og rører i et kort nu ved en grov mur i den ene side af rummet. Så springer den tilbage over loftet til et hul i rummets modsatte 10
side. Udenom er alt sort, men under flugten oplyser lygten flere steder ranker af gråsort spindelvæv og gammelt puds, der hænger løst ned fra loftet som visne blade. Væggene er kalkede, men beskidte. Glemte, som er det flere hundrede år siden, der sidst har været nogen i nærheden af dem. Hullet i den ene side ser ud til at være hugget ind i muren for nylig. Lugten er gennemtrængende. Muggen. Mørket er koldt. Selv lyset er koldt. Hun kan høre skikkelsen ved sin side trække vejret, langsomt og dvælende, men kan stadig ikke se dens ansigt. Hun vender blikket væk. En hånd kører trægt hen over hendes hud og sætter en bølge af små smertefulde jag i gang. Hun skriger, hver gang håndfladen river op i en af de mange revner i hendes krop. Skriger langt nede i halsen. Tårerne løber, mens kramperne fra gråden får skuldrene til at hoppe op og ned. Skikkelsen retter på lampen ved sin pande og bukker sig på ny fremover. Gennem sit slørede blik og trætheden ser hun i et kort nu en hage og en mund. Munden messer næsten lydløst en serie ord, hun ikke kan skelne. Hagen er smal. Helt glat. Læberne konstant i bevægelse. Rundt om munden og hagen er der blod. Hun anstrenger sig for at høre noget, men det eneste, der trænger ind, er lyden af vand, der drypper et sted over dem. Dét og så den kvasende lyd, det giver, da klingen igen tvinges gennem huden og efterlader hende skrigende dybt nede bag
11
spyttet og kluden. Hundreder af nåle borer sig gennem hendes hud og muskler. Jager i hidsige smerter gennem alle nervebaner og langt op i hjernen, hvor de eksploderer. Kroppen giver efter. Bliver slap. Der bliver sort. Hendes hoved vipper til siden, da hånden endnu en gang rammer hende hårdt på kinden. Øjenlågene sitrer, men hun er stadig for langt væk. Hånden slår igen, men denne gang springer hendes øjne op og stirrer manisk ind i lyset. Pupillerne vokser. Krymper. Blikket flakker. Hun har svært ved at holde fokus. Spyttet, der vokser frem under kluden, smager af jern. Skikkelsen ryster på hovedet, så lyset hopper frem og tilbage i en sammensmeltet bue af ild. Læner sig så ind over hende og borer atter sin skalpel ned i hende. Kroppen reagerer, men hun har ikke længere kræfter til at følge den. Det er ikke hende, der reagerer. Kun kroppen. Slapt følger hendes hoved slagene fra side til side, mens øjnene stirrer blindt ud i luften. Så bøjer skikkelsen sig fremover og lægger et øre ned mod huden mellem hendes bryster. Ser hen langs maveskindet og lader en hånd følge mavens krumning. De små sår springer op. Den ene hånds langfinger synker dybt ned i en af sprækkerne, men der kommer ingen reaktion. End ikke en svag skælven i de muskelfibre, som fingeren har boret sig ned imellem. »Wotan uiki þasi runaR,« hvisker en stemme hæst ud over hendes blodige krop, mens den lille skarpe plet fra lygten svæver tæt hen over det livløse legeme og falder til ro igen på ansigtet. Deres næser rører næsten hinanden. 12
Den døende hud er stadig klæbrig af sved. Øjnene åbne. Næsten udslukte. I et langt, sejt træk lader skikkelsen sin tunge følge hendes fugtige pandes krumning. Roligt og sikkert dykker skalpellen ned i huden og pandebenet, hvor den trækker et mønster af små revner efter sig. Hun mærker ikke længere jagene fra klingen. »Hun var til dig, far,« hvisker stemmen på tysk. »Mathias er min.« Der bliver stille. Hun er stille. Mørket sænker sig.
Skyggen
Kapitel 2 L o ndo n, d en 20 . ju li 2010
J
eg skubbede dynen til side og så op i loftet, der lå som et hvidt lagen hen over mig og resten af værelset. Lyset og varmen strømmede mig i møde i et gyldent skær, som i et kort nu virkede blændende, før øjnene vænnede sig til det. Solen hang endnu lavt over Kensingtons tage, og lyset strømmede ind i rummet gennem de åbne franske altandøre, hvor en morgenbrise i det samme trak de tynde chiffongardiner hen mod sengen. Den lette vind føltes svalende. Duften af lavendler og roser, som brisen havde trukket med sig ind fra haven, kildede den sidste rest af søvn ud af mig, mens jeg steg ud af sengen og gik over for at binde gardinerne op. På den anden side af døren lå balkonen, der for et års tid siden havde været tæt på at koste mig livet to gange. Jeg følte på de tykke, røde velourgardiner, der flankerede de tynde hvide. Mit blik fulgte dem ned mod gulvet, hvor de voksede sammen med det vinrøde tæppe på værelsets gulv. Tæppets mønstre lignede kantede ranker af gylden vedbend, der omkransede små blåsorte søer eller brønde. 17
Jeg trak en stor mundfuld luft ned i lungerne, satte mig hen til skrivebordet og viklede mine bare fødder rundt om den tunge træstols tykke, buede ben, mens jeg tændte for computeren og så hen mod væggen, hvor spejlet havde hængt, før jeg smadrede det i raseri over min mørke tvilling på den anden side af glasset. Lyset faldt ind gennem gardinernes tynde stof og sendte springende skygger hen over væggen. Computeren brummede og gik med et par små glimt i gang. Jeg burde have købt mig en ny, men havde ikke fået gjort det endnu. Tiden var gået med at begrave mig i bøgerne og de tusinder af ark og noter i Whitmores biblioteker. Jeg åbnede min mailboks og skimmede den daglige nyhedsmail fra Meltwater News, der var sat op til at søge på asa-relaterede ord. Der var 37 hits i dagens oversigt, men ikke noget, der fangede min opmærksomhed. Min mobil lå på bordet ved siden af tastaturet. Jeg samlede den op og kunne se, at der havde været et ubesvaret opkald og efterfølgende var tikket en sms ind. Det var sikkert det, der havde vækket mig. Mød mig i biblioteket om en time. Alfred. Der var gået 17 minutter, siden beskeden blev sendt. Jeg slukkede telefonen, kiggede tilbage på skærmen og åbnede en mail fra min mor. Hun spurgte, hvornår jeg kom hjem forbi igen. Jeg havde været hjemme syv gange i løbet af året. Først én gang i længere tid, lige efter at jeg var styrtet ned fra altanen, og ellers kun på korte besøg. Jeg lukkede ned og lyttede til værelset. Der var helt stille. Ingen krybende lyde inde fra væggen og ingen skridt ude på gangen. Efter at Skyggen var blevet hentet af politiet, havde 18
huset været så normalt, som et hus fuld af så megen verdenshistorie nu engang kan være. Jeg havde sovet uforstyrret nat efter nat. Nogle gange alene. Andre gange med Helen. Jeg rejste mig og gik hen til døren ud til hallen, åbnede den og kastede et blik ud på gangen. Der var også stille. Hallens tørre luft smøg sig om mig med en skarp duft, der ramte næsen som en blanding af støvet plys, voks og krydderurter. Jeg så op og klemte øjnene sammen. Øverst oppe endte hallen i en blålig glasmosaik, der sad som et stort vindue i taget og forbandt himlen med husets indre. Mosaikken viste en flere meter høj Jesusfigur med åbne arme og håndfladerne vendt bydende ind mod hallen. Lige fra første gang, jeg så op mod ham og det tusmørke, som de blå glasruder i mosaikken gav fra sig, havde jeg følt det som at stirre direkte ind i en katedral. Oprejst i stedet for liggende. Når lamperne i hallen var slukket, kom alt lys fra Jesusfiguren, og på dage, hvor solen stod højt og gav ham ekstra styrke, kunne det være næsten umuligt at tvinge sine øjne til at se ind i hans, da de som de to eneste stykker klart glas i billedet brændte sig vej ind i én. Jeg slog blikket ned igen og fortsatte ind på badeværelset ved siden af mit værelse. Hver eneste gang jeg gik i bad, tænkte jeg på de skjulte trapper i den mørke skakt lige bag brusekabinens bagvæg. Når Jesus, som nu, oplyste hele hallen med sit lys, stod de to trapper i lige så stærk kontrast til hinanden som himlen og helvede. I betragtning af den skygge, der havde brugt den skjulte trappe, var den sammenligning ikke så skæv igen. Helt oppe under loftet i brusekabinen sad der en gammel 19
jernrist på størrelse med låget af en skotøjsæske. Den fungerede som udluftning. Hvis jeg stod på tåspidserne, kunne jeg lige få fingrene op foran de nederste af hullerne i jernristens mønster. Bag ved risten var der et kulsort intet, hvorfra der trængte en kølig, tør luft ud. Det var dér, bag væggen i mørket og den kvalme luft, at Skyggen havde skræmt livet halvt af mig og bevæget sig rundt mellem etagerne. Men det var alt sammen overstået, og Skyggen var spærret inde. Jeg vaskede mit ansigt og lod vandets bløde dråber løbe ned over kroppen et par minutter, før jeg slukkede for det og greb fat i mit håndklæde. Jeg undrede mig over, hvad Alfred ville. Det var kun nogle uger siden, jeg sidst så ham. Vores første møde var på Museum of London, hvor Helen og jeg var taget hen for at vise ham den lille bronzehest, vi havde fundet i kassen med Rottbølls ting. Alfred arbejdede til daglig på museets arkæologiske afdeling på Eagle Wharf Road og mødtes med os den dag på grund af sit speciale i romersk jernalder. Senere havde det vist sig, at mødet nærmere dækkede over, at Alfred var min vært, Lucian Whitmores støtte og hjælper, men det havde hverken Helen eller jeg den mindste anelse om, da vi mødte ham på museet. Jeg fik tørret mig færdig, mens jeg kiggede kort i badeværelsets spejl, der med nød og næppe havde overlevet mit raseri mod mit spejlbillede sommeren før. Mit ansigt var blegt, og øjnene stirrede kønsløst tilbage mod mig. Jeg var snart lige så meget et glasbarn som Whitmore. Mit lyse hår strittede til alle sider. Huden var hvid og øjnene lysfølsomme. Dag efter dag bevægede jeg mig rundt i det væv af hylder, kroge, afsatser og skjulte rum, der udgjorde Whitmores biblioteker, og prisen 20
for al den viden, der var blevet strøet foran mig, var forvandlingen til et glasbarn. Jeg klædte mig på. Det var for sent at spise morgenmad, så jeg måtte selv finde noget mad i køkkenet, efter at jeg havde hørt, hvad Alfred ville. På vej ned ad trapperne fulgte mit blik springende de mørke trædøre, panelerne, det grønne tapet på væggene og de bløde plystæpper på trinene. Nede i bunden af hallen stoppede jeg igen og så op ad trappen. Der var altid mørkest på tredje etage. Jeg lænede mit hoved helt bagover og så op mod Jesus, der rakte sine åbne, gennemhullede håndflader ned mod mig. En sky gled for solen, og i samme nu slukkedes lyset i hans øjne, der i stedet blev til to mørke huller. Uden at jeg helt kunne finde roden til følelsen, strømmede en ildevarslende kulde gennem mig. Jeg slog blikket ned og fortsatte hen mod døren, der førte ind til den ene af Whitmores bogsamlinger. Biblioteket i Whitmores hus havde allerede slået benene væk under mig, da jeg første gang trådte ind i det, men selv her et år senere blev jeg ofte betaget af stedet. Det var ikke, fordi det var så stort igen. Højst otte gange fire meter. Det var mere alle detaljerne i møblerne og de mange gamle bøger, der gjorde indtryk på mig. Midt i rummet stod det mørke massive træbord, der sikkert havde stået netop dér, siden Whitmore var barn, og rundt om bordet stod fire høje stole i samme træsort. Alt træværk i hele biblioteket var af det samme tunge træ. Reoler, paneler og døre. Det eneste, der skilte sig ud, var de fire høje, hvidmalede 21
vinduer, der vendte ud mod haven, og så loftet. Reolerne, der holdt alle bøgerne på plads i huset, var hver og én udskårne med en detaljerigdom, som var de det fineste træskærerarbejde i en ældre dansk kirke. Men stadigvæk så nænsomme i deres udtryk, at de ikke tog lyset fra de mange læderrygge med guldtryk, der stod på hylderne. Ligesom vinduerne var loftet hvidt, og der var to etager op til det. Hele vejen rundt langs det, der ville have været første etage, løb en frise af meterhøje, let gulnede malerier af landskaber, naturfænomener og religiøse motiver. Jeg kunne tydeligt huske, da jeg første gang havde taget en bog ned fra en af reolerne. Det var syvende bind af Miltons Paradise Lost fra 1667. Når jeg tænkte tilbage på ugerne efter den dag, var det helt sikkert et passende valg, selvom en tur gennem Dantes inferno nok også ville have været på sin plads. Mit blik søgte ned igen, og jeg kiggede over mod den skjulte dør, der førte ind til det lille hemmelige kammer med de helt gamle bøger og alle dokumenterne fra Gutiordenen. Døren stod på klem, og lyset var tændt derinde. I det samme jeg gik gennem døren, så Alfred op på mig med et smil. Han var en lille, tæt mand i 50’erne. Stort set altid venlig og smilende. Som så ofte før havde han beige lærredsbukser på sammen med en falmet skjorte og en slidt, mørkebrun fløjlsblazer. »Hej, Mathias. Godt, du kom ned.« Han trak vejret tungt og rakte sin højre hånd frem. Jeg gav hånden et klem. »Hej, Alfred.« Efter et år i London var det efterhånden blevet helt naturligt for mig både at tale og tænke engelsk. 22
»Mathias …« Han tøvede og gned sig på hagen. »Har Lucian fortalt dig om de små tjenester, som han nogle gange gør for efterretningstjenester, museer og historikere?« Jeg rystede på hovedet. Tænkte tilbage på vores samtaler. »Hvad tænker du på?« »Det sker fra tid til anden, ikke så ofte, men dog … ja altså, at jeg bliver kontaktet af en eller anden statslig instans, der har brug for hjælp i en sag, der … hvad skal jeg sige … har bevæget sig for langt ind på vores område.« »Som i eksperthjælp?« »Det kan vi vel godt kalde det.« Jeg nikkede. Mit blik gled hen over skabet bag ham med de mange hvide bogrygge fra før Gutenbergs tid. »Det er ikke noget, vi har talt om,« sagde jeg så. »Han har jo også været meget syg.« Alfred rømmede sig. »Ja. Har I nyt fra hospitalet?« »Det tror jeg ikke, men i går var det som de andre dage. De siger, han snart kan komme hjem igen, men det har de jo sagt så tit.« Alfred nikkede. »Han skal nok komme sig denne gang også. Jeg har aldrig truffet en mere sejlivet 90-årig end ham.« Der blev stille i det lille værelse. Jeg så på det gamle skrivebord ved siden af os. Det var her, jeg havde fundet de gamle noter og ark, der havde ført mig over flere tusind år tilbage i tiden. I netop dette rum blev jeg gennem Whitmore gjort til efterkommer af ikke bare Christian Rottbøll og Ole Worm, men også af hele høvdingeætten med kejsertitlen Odin. »Det håber jeg,« sagde jeg. »Jeg synes ikke, vi har fået talt nok sammen siden dengang.« 23
Alfred rømmede sig igen. »Ved du,« fortsatte jeg, »om han ved, at jeg har opdaget, at han er min far?« Jeg rynkede panden, da det sidste ord havde forladt mine læber. Selv i mit eget hoved lød det knudret. Han rystede på hovedet. »Han har ikke nævnt det for mig, nej.« Jeg kastede et kort blik tilbage mod biblioteket, hvor Whitmore og jeg havde brugt så mange timer på at tale sammen sommeren før. Efter min sjælevandring var alt forandret. Jeg brugte det meste af min tid alene med bøgerne og forsøgte at finde hoved og hale i, hvor omvæltende husets skjulte skatte var for resten af verden. Alfred fik et alvorligt udtryk i ansigtet. »Nåh, Mathias … Det, jeg kom for at fortælle dig, er, at jeg netop er blevet kontakt af politiet i Odense. De har en opgave til os, fordi de selv er kommet til kort. Som jeg har forstået det.« Jeg løftede øjenbrynene. »Okay? Og det er den slags, Whitmore plejer at hjælpe med?« »Ja … Vi plejede godt nok at tage af sted begge to, men ja.« »Og nu hvor han er syg, tænkte du på, om det var noget for mig?« »Det er noget for dig.« Han trak vejret dybt ind, så hans tykke mave voksede ekstra langt ud over bukserne, og fløjlsblazeren gabte godt op. »Der er fundet en død kvinde på Fyn. Hun lå, så vidt jeg ved, ved foden af Glavendrupstenen. Helt nøgen. Det er måske ikke i sig selv så besynderligt igen, men hør så her: Hele hendes krop var oversået af små runetegn … og vi taler ikke bare om maven og brystet. Nej, de er også på 24
hendes lår og arme. Små blodige runer snittet ned i huden over det hele.« Jeg sank og nikkede langsomt. »Og det betyder?« Han så på mig og lagde sit hoved en anelse på skrå. »De kan ikke få en sammenhæng ud af runerne. De har haft deres egne eksperter fra Nationalmuseet ude, men de får ikke noget ud af tegnene.« Jeg tøvede. »Og så tænkte du på, om jeg vil tage til Fyn og se på liget?« »Ja, det var netop det, der var tanken. Lucian har altid set det lidt som en pligt, men jeg tror nu også, at han har sat pris på disse rejser af andre årsager. Små eventyr som Odins og runernes repræsentant, kaldte han det engang. Vistnok på en tur til Norge, ja, men det er jo lige meget. Nu handler det om en død kvinde på Fyn.« Jeg pustede luft ud gennem læberne, så de klappede let. »Det ved jeg ikke. Jeg fik vist nok af døde mennesker, da Skyggen … Oden slog ham Peter ihjel.« Alfred holdt en pegefinger op i luften mellem os. »Der er mere. Det eneste, som de selv har fundet frem til i virvaret af runer, er et navn, som vi to kender ret godt. Nemlig Lucian Whitmore.« Gåsehuden bredte sig i et langstrakt gys ned ad mine arme og hele ryggen. »Whitmore?« Alfred nikkede sagte. »Præcis, men spørg mig ikke om, hvordan det er gået til. Jeg har ingen ide om, hvorfor morderen har skrevet Lucians navn på offeret, men jeg kan love dig, at vi aldrig har set det før. Det er meget få mennesker, der kender til Lucians anden identitet, så det undrer mig 25
meget. Det skræmmer mig faktisk en del, så vi skal til bunds i det.« »Det er klart. Sagde de andet?« »Ikke så meget. Jo, vent. Han sagde, at der på Glavendrupstenen var smurt blod hen over ordene þur uiki þasi runaR.« »Thor vie disse runer,« sagde jeg lavt. »Okay. Hvad gør jeg så?« Albert trak en seddel frem fra sin inderlomme. »Der står en kontaktperson her. Jeg tror, han er efterforskningsleder på sagen. Ham skal du ringe til, når du er klar, men du skal senest af sted i morgen tidlig. De har jo liget på køl.« Jeg tog sedlen og læste den. Løftede så blikket igen. »Og du tager med?« Han rystede på hovedet. »Det havde jeg ikke tænkt mig, nej. Min plads er hos Lucian. Men måske skulle Helen tage med dig.« »God ide,« sagde jeg og tænkte på min mors mail. Hun havde også skrevet, at Helen meget gerne måtte komme på besøg. »Jeg ringer til Helen lige om lidt.« »Glimrende.« Han åndede tungt ud og virkede lettet. »Ring, hvis I løber ind i problemer, ikke?« Jeg nikkede. Rakte på ny hånden frem. Han trykkede den. »God tur. Husk at nyde det lidt også.« Nyde det? tænkte jeg. Jeg kunne kun komme på én morder, der både kendte til Whitmores baggrund og kunne pine et andet levende væsen ihjel. Det var Skyggen – men han sad forhåbentlig stadig og flettede bambus i det psykiatriske fængsel Broadmoor Hospital godt 50 kilometer fra Whitmores hus.
Kapitel 3
S
å snart Alfred var ude af huset, gik jeg ned i Marthas køkken for at finde noget morgenmad. Jeg vidste ikke, hvor Martha havde gemt sig, men det var meget normalt, at hun ikke lige var i køkkenet på den tid af dagen. Specielt når Whitmore ikke var i huset. Der lå en seddel til mig på bordet. Ordene var formet af Marthas sirlige, engelske håndskrift. Der var en mand her i går og spørge efter dig. Han sagde ikke, hvad han ville. Han sagde faktisk heller ikke, hvad han hed. Sært, nu jeg tænker over det. Men han kommer vel tilbage, hvis det var vigtigt. Jeg laver shepherd's pie til aften. Jeg smilede. Hun havde vist lige vasket gulvet. Teglklinkerne var stadig fugtige, og det store jernkomfur, der stod til højre for mig, så ud til også at have fået en gang sæbe kort forinden. Alle potter, skåle og kander strålede. Lyset fra de små vinduer øverst oppe i ydervæggen gav genskær i kobber, fajance og porcelæn. Luften var som altid tæt af te, kanel, timian, nellike og en masse andre dufte, jeg så småt var begyndt at kende og forstå. Jeg fandt brød, smør, ost og mælk frem, gik ud af køkkenet med det hele og fortsatte gennem de to sammenhængende havestuer, der førte ud til haven. Det var i den ene af de to 27
havestuer, at jeg en sen tåget nat sommeren før for første gang blev overfaldet af Skyggen. De to havestuer var identisk bygget op med hvide vægge og ru sten som gulv. I midten af hvert rum var der en rund bassinlignende brønd muret op af ældre natursten. De to brønde var højst to meter i diameter. På vandet i dem flød blomstrende åkander. Rundtom stod der skabe, liggestole med sengetæpper og en del krukker, potter og haveredskaber. Jeg havde næsten mistet livet, da jeg dykkede ned i den ene brønds iskolde vand, fordi jeg havde fundet runetegn på den. Det værste var, at svømmeturen ind til hulrummet under huset havde været forgæves. Jeg fortsatte gennem den franske dør til haven bag Whitmores hus. Vi havde ikke ændret på beplantningen det seneste år, så den var stadig et regelret og symmetrisk udformet stykke barokhave trykket ned på den plads, der nu engang var mellem murene i en baggård i Kensington. Haven var indhyllet i en duft af roser og lavendler. Alle havegangene var snorlige eller perfekt buede og delte haven op i fire store firkanter, der tilsammen dannede en femte. Bagerst i haven stod der to gamle ginkgotræer, og i midten af hver firkant var der et stort frugttræ. Dér, hvor de fire firkanter mødtes, havde de hver en buet sti, så der i havens center var en cirkel. Her var der sat bord og stole op, så man kunne sidde lige under det højeste træ, der som nålen i et stort solur lod sin skygge vandre haven rundt i løbet af dagen. Ud over symmetri, stier og frugttræer var der blomstrende staudebede, der her og dér blev brudt af grønne buske. Jeg satte mig ved havebordet midt i det hele med min medbragte mad. 28
Mens jeg spiste og tænkte, sad jeg og betragtede huset. Det var formiddag, og bygningens bagside var badet i solskin, så alle detaljerne stod tydeligt frem. De røde og gule teglstensmure var rigt udsmykket med alt lige fra gotiske rammer og slanke søjler om vinduerne til små støbte teglfigurer. Fire og fire brød vinduerne murværket med deres hvide rammer og skeletter. Jeg prøvede at se ind bag de mørke firkanter, men havde ikke held med det, før jeg et kort nu syntes at se et ansigt i et af dem. Jeg fór op, men ansigtet var væk igen. Lige så hurtigt som det var dukket op. Det gøs i mig. Jeg havde oplevet præcis det samme året før, da jeg for første gang sad i haven med Helen over for mig. Dengang havde jeg troet, at det var et spøgelse eller Whitmore selv. Begge dele havde været forkert, for Whitmore havde slet ikke været i huset den dag – og det spøgelse, der i sidste ende viste sig at være skyggen af Oden, var af kød og blod. Ikke desto mindre fik tanken om, hvad jeg havde set i vinduet, mig til at skælve i en langvarig kuldegysning. Julisolen, der bagte lige ned i haven, kunne ikke opløse denne kulde. Den effekt havde tanken om Skyggen ofte på mig. For Whitmore havde han været kendt som Oden, men for mig ville han aldrig kunne være andet end Skyggen. Skyggen var uden tvivl den ondeste skabning, der nogensinde havde krydset min vej. De ting, jeg som stor dreng havde læst om ham i min mors dagbøger, kom alt for tæt på, da jeg selv mødte ham i Whitmores hus mange år efter. Skyggen kendte min mor fra deres tid på et børnehjem på Fyn sidst i 60’erne og først i 70’erne. Et børnehjem, hvor den 29
skjulte dagsorden var seksuelle overgreb. Til tider var overgrebene så voldsomme, at der forsvandt et barn. Skyggen var et af de børn, der var forsvundet, men han var dog ikke død. Først i 80’erne mødtes han og min mor igen på en afsidesliggende gård uden for landsbyen Tommerup, hvor et par gamle, sære tvillinger, der under ét blev kaldt for Elma, havde taget dem til sig. I over 14 år af mit liv levede jeg med den tanke, at Skyggen var min far. At jeg selv var et barn, der var formet af den vold og de overgreb, som min mor gennemlevede på gården. Jeg rystede på hovedet. Stadig med blikket rettet mod vinduet, der netop havde givet mig et skræmmende deja-vu. Der var intet at se, men sådan havde det også været sidste gang. Kun lige et glimt af et spøgelseslignende væsen og så et øje, der så dybt ind i mig, før det forsvandt igen. Måske var det indbildning, men der var ikke andet at gøre end at se efter. Den mulighed havde jeg ikke haft sidst, hvor jeg ikke havde haft adgang til andre værelser end mit eget, det store bibliotek og køkkenet. Nu kunne jeg færdes overalt. Da jeg igen stod i hallen, lukkede jeg øjnene og lyttede. Der lå en dyne af stilhed omkring mig. Jeg elskede denne ro og fornemmelsen af, at lyde slet ikke kunne færdes frit omkring mig. Jeg åbnede øjnene igen. Havde en følelse af, at nogen så på mig, men der var ingen. Alle dørene var stadig lukkede, og de skygger, der krøb rundt langs loftet og gulvets hjørner og kroge, var ikke store nok til at kunne skjule et menneske. Jeg fulgte trappen op mod anden etage. Også her var alle dørene lukkede, men skyggerne i krogene var en anelse tættere end nedenunder. Jeg gik en runde på svalegangen og 30
skubbede dørene til værelserne ud mod haven op. Alle var de tomme. På tredje etage var det det samme. Grønne og bløde tæpper. Tungt, mørkebrunt træ overalt og slukkede messinglamper. Den samme sugende stilhed. Alle værelserne drænet for liv. På vej op ad trappen mod fjerde etage blev lyset kraftigere og de blå nuancer mere dominerende. Jeg trådte op på trappens repos, der som på de andre sale løb hele etagen rundt og forbandt fem lukkede døre. Jeg så mig kort omkring og gik så ind til mig selv. Det tog mig ikke ret lang tid at finde nummeret til Broadmoor Hospital og få bestilt en tid til et besøg. Jeg talte med en sygeplejerske, der fortalte, at det var hans første besøg, siden han blev indlagt til forvaring på ubestemt tid. Netop som hun sagde det, stoppede hun op og holdt en pause. Journalen på computeren viste noget andet. Han havde haft ét besøg. Det besøg havde fundet sted blot en uge før, jeg ringede. Det tog godt fem kvarter at køre med bus ud til det psykiatriske fængsel. Det var mit første besøg på stedet, og jeg var lidt overrasket over, at det mest af alt lignede en blanding af Vestre Fængsel og Tower of London. Da jeg var helt tæt på fængslets indre hovedindgang, var det lige før, jeg forventede at se Egon Olsen komme ud ad den høje, grønne træport mellem de tykke murstensvægge. Inde i fængslet blev jeg ledt gennem en form for sluse, hvor der sad et par korpulente damer, der kontrollerede mit pas og spurgte, hvorfor jeg kom på besøg. Jeg sagde, at jeg var en gammel bekendt fra Danmark, der bare var i nærheden. Det var 31
tilsyneladende lige præcis nok for dem, så de kunne udfylde en rapport. Efterfølgende kom jeg gennem en tyk dør og videre ind til en sortklædt fængselsbetjent. Med en ligegyldig mine, der sagde alt om, hvor lidt han ret beset gad se på de indsattes familie og venner, visiterede han mig fra top til tå. Bagefter ventede jeg i små ti minutter, før der kom en ældre, civilklædt mand ind og råbte mit navn. Jeg rakte hånden op og rejste mig. Han præsenterede sig som noget, der i mine ører lød som Michaels – altså Odens – daglige værge. Da vi havde talt nogle minutter, bad han mig gå med. To sluser senere nåede vi frem til en dør med et lille glasvindue i. Han så på mig og nikkede hen mod døren. »Så er vi her.« I det samme han rakte ud og greb fat i håndtaget, lagde jeg en hånd på hans arm. »Vent lidt.« Jeg trådte tæt hen til døren og kiggede ind gennem vinduet. Midt i rummet sad Oden ved et stålbord. Rummet var blottet for udsmykning og mindede mest af alt om et forhørslokale. Han var stadig lang og tynd. Ansigtet fuld af ar. Han hang lidt forover ind over bordet. Det hvide hospitalstøj gav ham et helt andet ydre, end da jeg så ham sidst. Så vendte han blikket op. Ikke i ét nu, men langsomt. Hans hoved løftede sig, og han stirrede direkte på mig med sit ene øje. Det hele kom tilbage til mig. Overfaldet i kælderen. Lydene i væggen. Min mors mange ar. Der var ingen tvivl om, at det var ham. Og der var ingen tvivl om, at han genkendte mig. Det så jeg i hans blik. Den eneste grund til, at han tidligere havde 32
skånet mig, var vores fælles overbevisning om, at han var min far. I det øjeblik, han stirrede ud på mig gennem den lille rude i døren, så jeg ikke andet end det had, han følte for alt levende. Havde han været alene med mig, ville han ikke bare have slået mig ihjel, men nok nærmere stukket pinde gennem mine øjne, snittet min hud itu og måske i sidste ende hængt mig op i ståltråd for at se, om jeg ville flå mig selv i stykker for at slippe fri eller blot vente på at dø af sult. Jeg trådte et skridt tilbage. »Hvad er der?« spurgte hans værge. »Du ligner én, der har set et spøgelse.« Jeg trak vejret tungt og sank. »Tak. Jeg vil godt ud igen.« »Hvad? Du har jo ikke været …« Han rystede på hovedet. »Ja, ja. Det må du jo selv om.« Jeg sukkede. »Ved du, hvem der var her og besøge ham i sidste uge?« Han løftede sine øjenbryn. »Ja, det glemmer jeg ikke. Han var tysker. Knap to meter høj og meget lyshåret. Lidt mut af natur.« Han vrikkede med næsen. »Han mindede faktisk lidt om dig. Bare større, ældre og stærkere at se på.« »Det var nok min storebror,« løj jeg og anlagde en både overrasket og bestemt mine. Han kiggede på mit ansigt og trak på skuldrene. »Er du da også tysker?« Jeg sukkede træt og rystede på hovedet. Det var det mest åndssvage, jeg overhovedet kunne have sagt. Få minutter efter var jeg ude af fængslet igen. Oden var stadig bag lås og slå. Mine tanker kredsede om, hvem eller hvad jeg så havde set i vinduet? Og hvem der havde besøgt 33
Oden i fængslet ugen før? Hvorfor havde Oden i det hele taget haft besøg? På vej hjem til Whitmores hus på Draycott Place ringede jeg til Helen og fortalte hende om mordet i Danmark, runerne på liget og alt det, Alfred havde sagt om, at det normalt var en opgave for ham og Whitmore, men at han gerne ville have Helen og mig til at rejse over denne gang. Heldigvis ville Helen gerne med, hvilket var lidt af en lettelse, da jeg ikke havde lyst til at undvære hende på denne tur. Til sidst fortalte jeg hende, at jeg syntes, jeg havde set Skyggen igen. »Du så Oden i et vindue?« sagde hun vantro. »I dag?« »Ja, jeg vidste jo godt, at det ikke var ham,« skyndte jeg mig at sige for ikke at virke helt idiotisk. »Men jeg tog alligevel lige derud for at være sikker,« tilføjede jeg med lavere stemme. »Ja, ja, okay,« fortsatte hun. »Du har det jo med at se spøgelser, men det tør jeg næsten ikke sige, vel? Du havde jo ret dengang.« Jeg nikkede for mig selv. »Det er jo det … og jeg så altså også noget her i dag.« Jeg håbede, at jeg bare havde set syner, men det var næsten for meget at ønske sig, når der dagen før var fundet en død kvinde ved en runesten på Fyn. Især når den døde kvindes hud ikke kun var fuld af blodige runer, men også havde Whitmores navn skåret ind i sig.
90 mm
155 mm
44 mm
155 mm
ODINS LABYRINT
»I min verden er Mads Peder Nordbo den mest originale stemme i hele sin genre lige nu.« MARIA HELLEBERG
»Rammen er et effektivt knirkende gys af et Kensingtonhus … Forfatteren kan skabe uhygge, og ideen med et afsæt i Nordens tidlige historie rummer kim til mere.« POLITIKEN
»Historien kommer under huden i en sådan grad, at man kan mærke fortællerens hastige pulsslag og kuldegysninger i de mørke lofter og fugtige kældre. Resultatet er en veldrejet og velskrevet spændingsroman.« FYENS STIFTSTIDENDE
JYLLANDS-POSTEN
»Nordbo har fat i spændende stof, og Odins labyrint viser ham som en forfatter, der forstår at folde et handlingsforløb ud, så læserens nysgerrighed hele tiden udfordres, og stemningen i huset i London er ægte gotisk.« MIDTJYLLANDS AVIS »Lad mig slå det fast med det samme: Hvis ikke du allerede har læst bogen, så skynd dig at sætte den på ønskelisten, eller løb ud og køb den!« BOGHUNDEN.DK
Hun er nøgen, og hendes krop er oversået med
runetegn skåret ind i huden. Mathias Hviid tilkaldes for at tyde runerne, og herfra følger vi ham ud i et eskalerende eventyr gennem fjerne egne og dystre opdagelser om SS-tiden, om eksperimenter på børn og om hagekorsets og det ariske folks sande ophav. Han nærmer sig svaret på en af historiens
NORDBO MADS PEDER NORDBO (f. 1970) er uddannet i nordisk sprog og litteratur samt filosofi og har forsket i bl.a. runer
største gåder, men hele tiden har han en
og sproghistorie. Han bor i Tommerup
morder i hælene, der har en særlig plan med Mathias
på Fyn. I 2012 debuterede han som for-
og hans nærmeste familie.
fatter med Odins labyrint, som er første del af en trilogi. Bogen blev en bestseller, høstede strålende anmeldelser og
ro ma n
»Pageturner er et meget brugt og til tider slidt ord, men jeg vil bruge det om denne bog, for det er lige præcis det, den er. Jeg håber og tror, at Odins labyrint er begyndelsen på noget rigtig stort.« KRIMIFAN.DK »Forfatterens idéer omkring Odin er spændende læsning, og krydret med mord, kærlighed og magt giver det en rigtig god cocktail.« LITTERATURSIDEN.DK
M AD S P E D E R
231 mm
»For fans af konspirationsteorier er der en del guf i Nordbos debutroman … Religionshistoriske udredninger blandet op med passende mængder regulær spænding.«
E
n kvinde findes død for foden af en runesten.
MADS P E D E R NOR D BO
»Nordbos omtalte debutroman Odins labyrint er fascinerende, måske revolutionerende, sprogforskning rimpet sammen med gotisk gys … Bogen har en imponerende styrke, originalitet og potentiel international rækkevidde.« INFORMATION
FOTO©THOMAS A
FORFATTER TIL BESTSELLEREN
Pressen skrev om Odins labyrint:
90 mm
blev solgt til udlandet. Thuleselskabet er anden del af trilogien, men kan læses selvstændigt.
LINDHARDT 9 788711 378786
OG RINGHOF
OMSLAG: STOLTZEDESIGN.DK