Troskab læseprøve by Arnold Busck

Under 2. verdenskrig meldte tusindvis af danskere sig frivilligt til tysk tjeneste. Mange fortrød aldrig deres beslutning. Ellef Henry Rasmussen var blandt de allerførste danskere, der lod sig indrullere i Waffen-SS. Allerede i sommeren 1940 blev han sendt til uddannelse i Østrig, og i juni 1941 tog han del i operation Barbarossa, invasionen af Sovjetunionen. Herefter var han i aktiv krigstjeneste helt frem til krigens slutning, kun afbrudt af hospitalsophold og en videreuddannelse til officer. I krigens sidste fase stod han i direkte kontakt til højtrangerede tyske generaler og varetog afslutningsvis stillingen som chef for II. bataljon i SS-Regiment »Danmark«. II. bataljon blev adskilt fra det øvrige regiment omkring Berlin i krigens sidste dage – en historie, der fortælles her for første gang. Bogen er illustreret med et stort antal billeder, som ikke tidligere har været offentliggjort. E.H. Rasmussens krigserindringer er fortalt til Peter Møller Hansen, som er historiker fra RUC med speciale i danskere, der gik i tysk tjeneste. I forord, efterskrift og noter bidrager han med historisk perspektiv til fortællingen og udvider vores billede af de danske unge, der meldte sig til tysk krigstjeneste.

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

Peter Møller Hansen

TROSKAB

Foto: Miriam Lynn McGovern

PETER MØLLER HANSEN, f. 1974, cand.mag. i historie og geografi fra Roskilde Universitet i 2009 med speciale i danskere som gik i tysk tjeneste under 2. verdenskrig.

»Kommunismen skulle bekæmpes for enhver pris, ellers ville vores vestlige kultur være prisgivet.«

Dansk SS-frivillig E.H. Rasmussens erindringer 1940-45

TROSKAB Dansk SS-frivillig E.H. Rasmussens erindringer 1940-45

Forside: Ellef Henry Rasmussen i 1944 som bataljonsadjudant for II. bataljon Danmark foran sin kommandostation ved Narvabrohovedet. Billedet er taget af den svenske krigskorrespondent HansCaspar Kreuger. (Rasmussens privateje).

PETER MØLLER HANSEN

Bagside: Mandskab fra Regiment Nordland under march i snestorm, anno 1941. (Privateje).

LINDHARDT OG RINGHOF

FORORD »Jeg er blevet stillet det spørgsmål mange gange før i livet, og jeg kan blot gentage, at jeg absolut aldrig har fortrudt min deltagelse i krigen. Og jeg har heller ikke dårlig samvittighed eller mareridt og den slags. Kommunismen skulle bekæmpes for enhver pris, ellers ville vores vestlige kultur være prisgivet. Men jeg vil være ærlig og sige, at jeg ofte har været i tvivl om, hvorvidt det var det hele værd.« Således formulerede den i dag 93-årige tidligere SS-frivillig Ellef Henry Rasmussen sit svar, da jeg under vores første møde i 2009 spurgte ham, hvordan han så tilbage på sin rolle som tysk soldat under krigen. Spørgsmålet blev stillet som et led i udarbejdelsen af min afhandling på Roskilde Universitet omhandlende det tyske naziregimes imperiale projekt og danskere i tysk tjeneste. Hans personlige fortællinger om de tematikker, jeg beskæftigede mig med i denne sammenhæng, var unikke i såvel deres indhold som graden af detaljer. Som dengang vordende historiker, med den danske besættelse som fokusområde, var dette derfor en enestående chance for at få et indblik i et stykke dansk historie gennem et menneske, som selv havde været førstehåndsvidne til det hændelsesforløb, jeg ønskede belyst. Om end mine spørgsmål ved dette første møde primært var knyttet til forhold, som udspillede sig i 1940, favnede Rasmussens fortællinger dog historisk langt mere bredt. Efter at have tilbragt ganske få timer i hans selskab kunne jeg konstatere, at der her var tale om et menneske med skarpe holdninger, en usæd7

vanlig og spændende livshistorie samt en bemærkelsesværdig detaljerig hukommelse. Set i en historisk optik fortjener hans krigserindringer at få en plads i den historiske og biografiske litteratur. Hans fortælling udgør et relevant bidrag og henvender sig især til det publikum, som er til detaljemættede militærhistoriske skildringer. Hans beskrivelse af opvæksten i et nationalsocialistisk miljø er både interessant og spændende, idet den vidner om nogle af de tankesæt, som drev de danskere, der gik i besættelsesmagtens tjeneste. Sådanne betragtninger har en særlig relevans, fordi ekstremisme også trives i nutidens polariserede verden, hvor unge mennesker drager i krig med et ophøjet ideologisk budskab som tilskyndelse. Det er derfor nødvendigt at forstå de bagvedliggende årsager til, at mennesker indlader sig i ekstreme politiske og religiøse ideologier. Rasmussens beretning er på mange måder et studie i netop dette. Dertil kommer, at der ikke til dato er fremkommet et værk fra en frivillig, som med så stor præcision har kunnet kortlægge sin militære karriere. Endvidere skiller hans historie sig ud på en række centrale punkter: Rasmussen tilhørte det fåtal, som lod sig frivilligt indrullere i det nazistiske Tysklands væbnede gren, Waffen-SS, omtrent et år inden dette blev gjort lovligt ved oprettelsen af Frikorps Danmark i 1941 – og dermed også inden der blev hvervet på et antikommunistisk grundlag. Han var blandt de blot cirka 300 danskere, som blev sendt til uddannelse i Østrig allerede i sommeren 1940. Her blev han en del af det nyoprettede Standarte Nordland (senere omdøbt til Regiment Nordland), hvorunder han blandt andet blev uddannet som skarpskytte. Han var herefter i aktiv krigstjeneste helt frem til krigens slutning, kun afbrudt af hospitalsophold og sin uddannelse til officer. Sidstnævnte var forbeholdt omkring 100 ud af de cirka 6000 danskere, som gjorde tjeneste i Waffen-SS under 2. verdenskrig.1 Dette gav ham et væsentligt ansvar og bragte ham tæt på beslutningsprocesserne. I krigens sidste fase varetog han stillingen som chef for II. bataljon i SS-Regiment »Danmark« og stod i direkte kontakt til Hitlers højtrangerede tyske general Felix 8

Steiner. Denne del af historien om Regiment »Danmark« er hidtil ufortalt, eftersom II. bataljon utilsigtet blev adskilt fra det øvrige regiment under kampene omkring Berlin i krigens sidste dage. Det skal desuden bemærkes, at Rasmussen dermed udgjorde én ud af blot fire danskere, der bestred stillingen som bataljonschef i Regiment »Danmark« under krigen.2 Disse forhold gør i sig selv hans beretning interessant, og hertil kommer, at han har kunnet bidrage med en lang række enkeltheder om de danske frivilliges indsats og gerninger på Østfronten, som ikke tidligere er beskrevet. Det var derfor med stor historisk iver, at jeg i 2010 indgik en aftale om at hjælpe ham med at nedskrive og udgive hans beretning. Indlejret i aftalen lå desuden, at jeg havde hans tilladelse til at måtte efterprøve hans udsagn samt kommentere hans beretning frit og forholde mig kritisk i det nødvendige omfang. Gennem tre år mødtes vi jævnligt i hans hjem i Sønderborg suppleret af utallige telefoniske samtaler, hvor vi kronologisk gennemgik hans krigshistorie fra start til slut. Mit bidrag knytter sig først og fremmest til transskriberingen af disse mange timers optagelser til en læsevenlig form. Inden jeg trådte ind i projektet, havde han selv foretaget en række optegnelser om sit virke i Waffen-SS. Disse udbyggede han under processen, ligesom han løbende gennemlæste transskriberingen samt tilføjede detaljer, han kom i tanke om undervejs. I denne proces støttede han sig ofte til kilder fra sit private arkiv, som blandt andet omfatter breve skrevet under krigen af forskellige østfrontfrivillige samt diverse danske og tyske sagsdokumenter fra perioden 1940-46 – deriblandt også hans egen strafferetssag. Dette materiale indeholder en række informationer, herunder bynavne og datoer, han kunne bruge som pejlepunkter i sin egen beretnings kronologi. Desuden benyttede han nogle interne tyske kamprapporter, ligeledes med ophav i krigen, som beskriver nogle af de slag, han deltog i. På denne baggrund fik han genopfrisket dele af forløbet og var i stand til at afgive nogle detaljerede og kildenære beskrivelser heraf. Det skal bemærkes, at hans naturlige brug af stednavne på tysk er bevaret og ikke oversat til russisk, ukrainsk etc. Foruden det anførte søgte han af og til inspi9

ration i en række værker, hvoraf nogle er skrevet af andre tidligere frivillige i Waffen-SS. Disse bøger, hvis genre kaldes apologetisk, udsprang af veteranmiljøet i efterkrigstiden og er i en kildekritisk optik at betegne som mindre troværdige, idet indholdet typisk bærer præg af en mangel på objektivitet og faktuel understøttelse. De informationer, der præsenteres, er som oftest knyttet til den enkelte soldats egne erindringer eller fremkommet gennem interviews med tidligere soldaterkammerater. På denne måde er der igennem årene blevet skabt en indbyrdes konsensus, en slags fælles fortælling, i krigslitteraturen fra tidligere frivillige m.fl. Dermed ikke sagt, at sådanne værker er ubrugelige, men man skal træde varsomt i benyttelsen af dem som kilder. Det samme gør sig i sagens natur gældende med Rasmussens beretning, hvilket ikke mindst kan tilskrives, at hans erindringer er afgivet omtrent 70 år efter forløbet. Der vil derfor uvægerligt også optræde hukommelsesmæssige afvigelser og efterrationaliseringer fra hans side, hvor oplysninger, han har tilegnet sig gennem litteraturen og verbale overleveringer, påvirker hans egen erindring og skildring. Vores samarbejde gjorde det muligt at stille indgående spørgsmål om enkeltheder, som ellers nemt kunne være blevet glemt eller forbigået, hvis Rasmussen havde stået alene med ansvaret for biografien. Således diskuterede vi ved flere lejligheder eventuelle uoverensstemmelser mellem hans og andre værkers fremstillinger af specifikke forhold, og jeg kunne bringe tematikker i spil, som efter min mening burde belyses. Mine spørgsmål spændte i denne sammenhæng vidt og vedrørte alt fra sanitære forhold til de tungere spørgsmål vedrørende krigsforbrydelser af forskellig karakter. Sidstnævnte tematik kræver en særlig opmærksomhed, idet krigen på Østfronten var kendetegnet ved sin udprægede råhed og brutalitet. Fælles for de foreliggende biografiske værker af danskere, som var i tysk tjeneste, er imidlertid, at fortællinger om overgreb mod krigsfanger, civile og jøder i bedste fald nedtones. Det er derfor heller ikke muligt at stille sandhedsgarantier for Rasmussens ord i denne beretning. Læseren bør være forberedt på, at hans 10

udsagn til tider fremstår tendentiøse, og man behøver heller ikke læse imellem linjerne for at fastslå hans både daværende og nuværende ståsted. Hans ord vidner sort på hvidt om et menneske, som står ved de handlinger, han har foretaget, og den ideologi, der drev ham. Alt sammen hjulpet på vej af en indebrændthed over at være blevet dømt som landsforræder efter krigen. Hvis hans beretning skal bedømmes ud fra graden af kritisk selvransagelse og fortrydelse, vil den derfor givetvis modtage drøje hug blandt kritikere. Denne del af diskussionen samt en række andre forhold vil blive yderligere behandlet i bogens efterskrift. Hvad angår den rent faktuelle del af hans beskrivelse af forløbet, herunder persondata og militært fagsprog mv., er dette så vidt muligt søgt verificeret og beskrevet i et noteapparat samt et appendiks bagerst i bogen. Her fi nder man en uddybbende forklaring på bogens forkortelser, tyske ord og begreber mv. samt en liste over tjenestegrader og de tyske styrkers struktur. Man fi nder også minibiografier og portrætter af langt de fleste af de personer, som Ellef Rasmussen omtaler i sin beretning. Der er i denne sammenhæng både blevet trukket på den foreliggende litteratur om emnet og erhvervet arkivmateriale fra ind- og udland. Derudover er der benyttet en række privatejede arkiver i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og USA. Ofte er det netop gennem sådanne private samlinger, herunder hos efterkommere af de involverede, at guldkornene dukker op, hvilket også var tilfældet under udarbejdelsen af denne bog. Herigennem blev der tilvejebragt unikt materiale i form af for eksempel dokumenter, som direkte vedrørte Rasmussens person og karriere. Ydermere tegner disse private arkiver sig for store dele af det billedmateriale, der optræder i bogen, hvoraf størstedelen ikke tidligere er benyttet i litteraturen. Der skal i denne sammenhæng især lyde en stor tak til ejeren af én af Danmarks største private samlinger, foruden hvem projektet ikke ville have set dagens lys. Pågældende ønsker anonymitet, men har ved enhver lejlighed været venlig og imødekommende, ligesom han ubetinget har stillet alt sit materiale til rådighed. Endvidere takkes både Thomas Rolshoven og professor i historie Jay 11

Hatheway fra Edgewood College for at have bistået projektet med en række billeder fra Østfronten og SS-officersskolen i Bad Tölz. En tak skal desuden lyde til cand.mag. i dansk og historie Karina Thomsen for indledende korrekturlæsning på projektet samt til Lars Jensen, som igennem indsamling af relevant kildemateriale ligeledes har ydet et prisværdigt bidrag til realiseringen af dette værk. Endnu en tak tilfalder amatørhistoriker Lars Larsen og Mark C. Yerger, som beredvilligt har stillet deres portrætsamlinger af danske og tyske frivillige til rådighed samt bidraget med persondata om de implicerede. En lignende tak rettes til Alex Jordt for hans bidrag med billeder fra grunduddannelsen i Klagenfurt samt de frivilliges udstationering i Kroatien. Derudover takkes Louise Rothi, som med kunsterisk snilde har udarbejdet store dele af bogens håndtegnede kortmateriale. Sidst men ikke mindst rettes en varm tak til min nære ven Brynja Rudolfsson for uvurderlig støtte i skriveprocessen og for at have ydet kyndig assistance ved oversættelser af diverse tyske dokumenter. Det er mit håb, at resultatet vil være lige så spændende at læse, som det har været at være en del af tilblivelsesprocessen. Peter Møller Hansen, januar 2015

KAPITEL 1

BEGYNDELSEN Mit navn er Ellef Henry Rasmussen. Jeg blev født i Svendborg den 26. september 1922 og har således i skrivende stund 91 somre bag mig. Mit ønske med denne bog er at give nutidens og fremtidens generationer et indblik i det ungdomsliv, jeg har levet, og i denne sammenhæng forsøge at tegne et billede af de forhold, som affødte, at jeg i en alder af 17 år valgte at deltage i 2. verdenskrig på det, der skulle ende med at blive det tabende hold. Hertil kommer, at mennesker tæt på mig ofte har ytret ønske om, at jeg skulle forevige mine oplevelser på skrift. Det er derfor mit håb, at resultatet af mine anstrengelser vil blive positivt modtaget af såvel mine nære omgivelser som dem, der ikke var bekendt med min eksistens, før de valgte min bog på hylden blandt så mange andre. For at forstå motiverne bag min involvering i Waffen-SS er det nødvendigt at forstå de politiske forhold, der herskede i Europa og Danmark i 1920’erne og frem til krigens begyndelse. Da jeg blev født i 1922, befandt Europa sig i en periode, hvor de etablerede politiske systemer var under pres. I Rusland grundlagdes Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, og Josef Stalin blev udnævnt til generalsekretær i det kommunistiske parti SUKP. I Italien blev den fascistiske Benito Mussolini statsleder og påbegyndte øjeblikkeligt omdannelsen af det eksisterende demokratiske samfundssystem til en korporativ stat. Tyskland led hårdt under nederlaget i 1. verdenskrig, hvor den efterfølgende Versailles-traktat i sit indhold affødte, at kimen blev lagt til den efterfølgende verdenskrig. For Danmark betød trakta13

ten, at vi herved mistede en vigtig handelspartner, hvilket fik alvorlige følger for vores statsøkonomi i 1920’erne. Landbruget befandt sig i denne periode i dyb krise, fordi befolkningen simpelthen ikke havde penge til at købe deres produkter, selvom sidstnævnte var rigeligt for hånden. At Danmark gennem en folkeafstemning i 1920 fik flyttet sin hidtidige grænse fra 1864 mod syd, var, økonomisk betragtet, en ringe trøst – og det var vanskeligt at få øje på, hvordan landets fremtid ville kunne udvikle sig under det eksisterende splittede og selvødelæggende politiske system. Det skal her bemærkes, at netop det sønderjyske grænsespørgsmål faktisk skabte så stor politisk uenighed, at det nær affødte en politisk omvæltning med uparlamentariske midler. Denne såkaldte Påskekrise udspillede sig mellem den socialdemokratisk støttede radikale regering på den ene side og den borgerlige opposition i Folketinget og Christian 10. på den anden. Utilfredsheden med regeringen var stor, og dette var første gang, Socialdemokratiet anvendte den revolutionære taktik, idet de forsøgte at føre deres vilje igennem ved en politisk generalstrejke. De generelt ustabile økonomiske forhold satte den danske økonomi under pres, udtrykt ved høj ledighed og lave lønninger. Utilfredsheden manifesterede sig blandt andet ved storstrejke i Randers i 1922, hvor militæret blev sat ind mod arbejderne. Samme år krakkede Landmandsbanken som følge af fejlslagne investeringer på det russiske marked. Dette rystede erhvervslivet, knuste en mængde krigsskabte foretagender og tvang regeringen til en støttelov, der hurtigt blev fulgt af flere, som alle var skridt i retning af socialiseringen. I forlængelse heraf sås vedtagelsen af forsvarslovene, som for alvor gav vores forsvarsberedskab det endelige knæk og reducerede dette til en svag milits. I starten af 1930’erne satte arbejdsløsheden rekord, idet halvdelen af den arbejdsduelige befolkning var arbejdsløse. I understøttelse blev der kun udbetalt det halve af en normal dagløn, og for de ansatte, der var beskæftiget i de store nødhjælpsarbejder, som staten og kommunerne havde iværksat for at tage toppen af arbejdsløsheden, var lønnen blot 3 kr. om dagen. Hertil kom, at Danmark, ligesom det øvrige Europa, kom til at lide under konsekvenserne 14

af børskrakket i USA i 1929. Herhjemme fæstnede krisen sig til endnu en landbrugskrise, om end den til at begynde med ikke blev anerkendt som en sådan af Staunings regering. Dette blev dog efterhånden en uomgængelig kendsgerning, og i 1935 rejste 40.000 bønder til København for at ytre deres utilfredshed over regeringen og kræve ligeret med andre erhverv. Jeg havde selv en onkel, der var landmand og deltog i denne protestaktion. Krisen kom til at beherske det politiske billede i en sådan grad, at det trængte alle andre stridsspørgsmål ud i ubemærketheden. Medens de politiske begivenheder i Europa satte oprustningen i gang, vedtog den danske rigsdag forsvarslovene af 1932, der yderligere reducerede forsvaret. Dette skete under befolkningens absolutte ligegyldighed, ligesom den svage forbedring, der fandt sted i 1936, heller ikke formåede at samle nogen større opmærksomhed. Mange anså derfor det eksisterende kapitalistiske system som mangelfuldt og ubrugeligt, hvorfor revolutionære bevægelser begyndte at røre på sig. Fraktioner i arbejderbevægelsen gennemgik i denne periode en radikalisering, hvor en militant fløj skilte sig ud i opposition til Socialdemokratiet. Disse såkaldte syndikalister var inspireret af begivenhederne i Tyskland og Rusland og agiterede for en revolutionær omvæltning af samfundet i socialistisk retning. Nationalsocialismen havde ligeledes fundet grobund i dele af den danske befolkning og opnåede, ved valget i 1939, 31.000 stemmer, hvilket affødte tre mandater i Folketinget. Hele Europa undergik kort sagt en politisk udvikling, som ikke har set sit sidestykke i nyere tids historie. Min barndom og tidlige ungdom udspillede sig således i et kriseramt Danmark. Det er kun naturligt, at det for et ungt menneske i dag kan være svært at forstå, hvad det vil sige at vokse op under sådanne forhold. Ikke desto mindre var det de realiteter, som jeg måtte forholde mig til i min opvækst, og som danner fundamentet for min beretning.

Ellef Henry Rasmussen (nr. 2 fra venstre) med sine forældre, Hertha og Ellef Thorvald Johannes Rasmussen, og sine søskende, Irma og Aage Valdemar i 1926. (Rasmussens privateje).

Min barndom og tidlige ungdom Jeg blev født i Sørup Sogn i nærheden af Svendborg. Min familie bestod af min far, Ellef Thorvald Johannes Rasmussen, fra Svendborg og min mor, Hertha Margaretha Karoline Rasmussen, som var født i Dybbøl, der dengang var tysk. Min mor kom fra Sønderborg til Svendborg i 1919, hvor hun fik arbejde og blev gift med min far. Sammen fik de min storesøster, Irma, i 1920, undertegnede i 1922 og min lillebror, Aage Valdemar, i 1924. Min far var ansat ved Post- og Telegrafvæsenet, hvor han gennem tiden avancerede til postbudformand, som var den højeste placering, han kunne opnå uden en akademisk baggrund. Han var et virkelig godt og rart menneske, gentleman til fingerspidserne og altid superkorrekt i sin opførsel, hvorfor jeg så meget op til ham. Han var endvidere medlem af Frimurerlogen i Svendborg, hvor han var tjenende bror, fordi han ikke havde økonomien til at kunne blive fuldbyrdet medlem. Når han voksede ud af sit logetøj, som var kjole 16

og hvidt, måtte min mor derfor omsy det, eftersom han helst ikke ville bruge penge på at købe noget nyt. Han opnåede med tiden 7. grad, men da det også dengang var en meget hemmelig loge, opbevarede han sine ordener i et lille aflåst skrin af krokodilleskind, som aldrig blev åbnet i vores tilstedeværelse. Ligesom så mange andre i den tid havde vi ikke meget at gøre godt med. Mine tidlige barndomsår udspillede sig i en beskeden lejlighed på Grev Schacksvej, som lå i et af Svendborgs billige kvarterer. Her startede jeg i skole på Svendborg Drengeborgerskole, hvor jeg gik indtil 4. klasse. I 1933 skiftede jeg til Øksenbjergskolen, idet min far besluttede sig for at købe et hus på Øksenbjergvej nr. 40 i Svendborg. Huset var ret forsømt og forfaldent, men eftersom jeg var ganske fysisk stærk af min alder, kunne jeg hjælpe til med renoveringen. Toiletbesøgene foregik i gården, hvor der stod to egetræstønder med hanke i siden, som min far og jeg, skulder mod skulder, tømte, når de var fyldte. Forinden havde vi gravet en rende rundt om havens buske, hvor vi kunne hælde efterladenskaberne i som gødning. Al vores fritid gik med at gøre huset beboeligt, ligesom vi lagde hele haven om og opførte et lille lysthus det sted på grunden, hvor der tidligere havde været mødding. Det var alt sammen hårdt arbejde med en spade og en greb, for der fandtes jo ikke moderne hjælpemidler. Da vi desuden ikke havde noget at køre alt det overskydende affald fra haven væk med, brugte jeg det i stedet til at bygge en slags forhøjning bagerst i haven, lige ud til jernbaneskinnerne mod Nyborg. Dette var såmænd også et hårdt arbejde, men det var umagen værd, idet det fremover fungerede som en mægtig hyggelig terrasse for os. Min morfar, August Heide, gav os ofte en hjælpende hånd med renoveringen, ligesom min mormor, Metha, hjalp vores mor med os børn og det huslige. Da det endvidere var en bekostelig affære at være husejer og skulle forsørge en familie på fem, valgte mine forældre at leje nogle værelser ud i en tilbygning til huset. Af og til besøgte vi også min farmor og farfar, som havde et lille husmandssted cirka 6 km fra os i Skårupøre. Der levede de under meget beskedne forhold og ernærede sig ved, at min farfar sejlede 17

Familiens gård i Sebbelev på Als i 1928. Forrest på vognen sidder Ellef og hans bror, Aage, samt deres onkel Jörn. (Rasmussens privateje).

ud i sin robåd og fangede fisk, som efterfølgende blev solgt i lokalmiljøet. Desuden besøgte vi vores onkel Jörn og tante Irma, som havde en gård i Sebbelev på Als. Der hjalp vi ofte til med landbruget i sommerperioden og kørte på hestevogn sammen med onkel Jörn, som min bror og jeg holdt meget af. Sådan gik mine tidlige barndomsår, men da jeg nåede 12-årsalderen, begyndte det for alvor at gå op for mig, hvor hårdt mine forældre kæmpede med økonomien. Jeg så mig derfor fremover nødsaget til at supplere min mors husholdningspenge eksempelvis ved at reparere naboernes cykler, og hvad jeg ellers kunne tjene en skilling ved. Da mine forældre ikke havde råd til at give mig min egen cykel, samlede jeg selv en fra forskellige brugte dele, jeg erhvervede mig. I weekenderne tog jeg endvidere et arbejde som avisbud for københavneraviserne. Det var mørkt kl. 5 om morgenen, når jeg skulle påbegynde min rute, og jeg kunne ofte høre, hvordan rot18

terne rendte rundt om skraldespandene de steder, hvor jeg skulle dele aviserne ud. Jeg anskaffede mig derfor en kæp til at jage dem væk med. Det var også et hårdt arbejde, men pengene var nødvendige, og som det fremgår, var der derfor ikke meget fritid. Foruden skoletiden fra kl. 8 til 14 fik jeg endvidere et job om eftermiddagen i en delikatesseforretning ved navn Sjøberg i byens centrum. Herfra solgtes der te, kaffe og chokolade m.m., som jeg leverede til de velhavere, der boede uden for byen i blandt andet Rantzausminde. Turene på budcyklen, fra centrum til periferien, var lang, og jeg lærte derfor virkelig at trampe i pedalerne. Kunderne var typisk familier med grevetitler, som rendte rundt i ridebenklæder og med pisk. Det var fi ne folk, og jeg måtte naturligvis ikke gå ind gennem deres hoveddør, men var henvist til bagdøren. Min mor var hjemmegående, og min søster arbejdede dengang som ekspeditrice i Magasin du Nord i Svendborg. Min far var nødt til at supplere sit arbejde i Post- og Telegrafvæsenet med alt, hvad han kunne fi nde af ekstrajob. Han arbejdede blandt andet som provisionslønnet inkassator for et forsikringsselskab og måtte derfor lægge et stort arbejde i at drive penge ind fra mennesker, som var i restance. Foruden dette havde han arbejde som hjælpetjener i sin fætters restauranter på de sydfynske dampskibsrederiers skibe, der sejlede fra Svendborg til Rudkøbing og fra Svendborg til Ærøskøbing. Disse skibe havde endvidere udflugtsture til Kiel, hvor min far af og til også var med som tjener. For at det kunne passe ind i hans arbejde på postkontoret, måtte han ofte bytte vagter med sine kollegaer, og på denne måde slæbte han sig igennem det daglige liv. Min mor kæmpede altid for at få husholdningspengene til at slå til. Vi forsøgte derfor, så vidt muligt, at være selvforsynende og dyrkede både solbær, hindbær, ribs og grøntsager i vores nyanlagte have. På den måde kunne vi spare på udgifterne til levnedsmidler, og det var i det hele taget også sparsomme produkter, vi havde på spisebordet. Min mor henkogte simpelthen alt og satte det i glas nede i kælderen i et spisekammer på et bræt, som jeg havde sat op til formålet. Rodfrugterne blev lagt i sand, som jeg havde hentet ude på Christiansminde på min cykel, og på denne måde formå19

Ellef Rasmussen (nr. 2 fra venstre) i 10-års-alderen sammen med nogle kammerater. (Rasmussens privateje).

ede vi at konservere med primitive hjælpemidler. Vi fik som oftest havregrød, som vi i øvrigt syntes godt om, og da vi havde opnået et vist antal kuponer fra køb af mel fra Foskamøllen, fik vi en melsæk, som min mor syede et telt af. Her hyggede min bror og jeg os ofte med vores venner, om end teltet ikke var helt tæt. Dette fi k vi dog delvist løst ved at påføre det noget imprægneringsvæske, men når det regnede kraftigt, måtte vi søge tilflugt i huset. Sådan gik tiden med skole og arbejde, og alt i alt kan man vel sige, at mit og min fars arbejde gjorde, at familien trods alt tilhørte middelklassen i den tids samfund. Vigtigst af alt var jeg glad for mit hjem og mine forældre. Det gav mig en glæde at give min mor penge, og omvendt var hun den, som gjorde hjemmet til et rart sted at være. Hun lavede mad til os, stoppede vores strømper, syede bukser af vores fars aflagte uniformer og strikkede vores undertøj. Sidstnævnte var jeg egentlig ikke så begejstret for, da jeg syntes, det var lidt pinligt at have på i skole. Eventuelle drillerier blev dog hurtigt bragt til ende, for jeg var stor og stærk af min alder, så hvis de andre lavede spot, fik de nogen på snuden. 20

Ellef Rasmussen som 12-årig i 1934 på sin hjemmelavede cykel sammen med sin mor og en af hendes veninder. (Rasmussens privateje).

Mit forhold til min lillebror var tæt. Dette skyldtes ikke mindst, at vi boede sammen i et lille rum i husets kælder. Der var ikke varme, så om vinteren varmede vores mor en sten i kakkelovnen, som vi kunne få med i seng og lune fødderne på. Rummet var så småt, at der knap var plads til sengene, så vi var i bogstaveligste forstand altid hinanden meget nær. Når min bror blev generet i skolen på grund af sin spinkle bygning og sine briller, klagede han ofte sin nød til vores far, som dog sjældent havde overskud til at høre på den slags. Ved et par lejligheder valgte jeg derfor at tage sagen i egen hånd: Jeg bad ham udpege den pågældende drillepind, som så fik et lag tæsk. Dette behøvede jeg kun praktisere få gange, hvorefter de lod ham være i fred. Medens jeg i kraft af min fysiske styrke måtte bestille noget, var min bror som nævnt ikke så stærkt bygget, hvorfor han i stedet skulle læse. Han fik, grundet vores fars tilknytning til frimureriet, et fripas til at studere på Anker Holds Realskole, hvor han gennemførte sin uddannelse. Jeg var ikke bogligt anlagt og fik derfor blot de otte års skolegang, som var normalt dengang. For mig 21

var skoletiden i det store hele også bare noget, der skulle overstås, og jeg havde i sagens natur heller ikke meget tid til at læse. Jeg ville hellere tjene penge, for det var det eneste, det drejede sig om. Blandt andet havde jeg i en periode en ganske god indtægt på at skyde rotter, som var blevet et tiltagende problem ved jernbanelinjen mellem Svendborg og Nyborg. Kommunen udlovede i denne sammenhæng en dusør for hver rotte, man kunne slå ihjel, og det var jo lige et job for en knægt som mig. Jeg erhvervede mig derfor et luftgevær, som kunne skyde med blykugler, og lagde mig i skjul på forhøjningen hjemme i haven. Herfra kunne jeg skyde dem én for én, hvorefter jeg huggede halen af dem. Den skulle man nemlig fremvise for kommunen, og for hver hale fik man således udbetalt 25 øre. Sidenhen kom ordningen også til at omfatte gråspurve, som ligeledes var blevet en plage. Der var derfor masser af potentielle »25-ører« på både jorden og i luften, og denne forretning gik faktisk så godt for mig, at jeg fik udbetalt sedler for første gang i mit liv. Det var jeg meget stolt af. Sagt i al beskedenhed havde jeg i øvrigt ganske gode evner, når det kom til at skyde med luftgeværet, ligesom jeg befandt mig godt i rollen med at ligge stille i den nødvendige tid og afvente »25-ørernes« kommen. Disse evner skulle sidenhen blive bragt i anvendelse i en mere alvorlig sammenhæng. I skolen havde jeg ofte spilopper i hovedet, og jeg hørte nok ikke hjemme blandt de sødeste børn. Mit forhold til mine klassekammerater var således, at de ofte kom til mig for at få løst diverse konflikter. Når det ikke var muligt at mægle mellem dem, øjnede jeg i nogle tilfælde muligheden for at tjene en 10-øre eller en 25-øre ved at uddele et par lussinger på vegne af højestbydende. Dermed ikke sagt, at jeg havde et dårligt forhold til mine klassekammerater, men det var bare ikke så tætte relationer, jeg fik til dem. Pengene puttede jeg i mit pengetermometer derhjemme, så man kunne se, hvor mange kroner der blev ud af det. Det var selvfølgelig småpenge, men jeg sagde allerede dengang, at jeg en dag ville blive millionær. Blandt lærerne var jeg ikke synderlig vellidt, og dengang betød en irettesættelse jo slet og ret fysisk afstraffelse. Medens jeg gik på Borgerskolen, havde vi en gammel satan af en lærerinde ved 22

Irma, Ellef og Aage Rasmussen i 1936. (Rasmussens privateje).

navn frk. Hammerschödt. Hun havde knappet til helt op i halsen, og når vi ikke opførte os til hendes behag, tog hun fat i håret ved ørerne, hvilket var en smertefuld oplevelse. Opfi ndsomme som vi var, fandt vi derfor hurtigt ud af at klippe håret kortere, så der ikke var så meget at tage fat i. Lige lidt hjalp det dog, for hun skulle nok få bugt med os, idet hun som modsvar valgte at bruge et viskelæder, som hun kørte hårdt op ad kindbenet mod øret. Da jeg efter 4. klasse flyttede til Øksenbjergskolen, var forholdene ikke meget anderledes. Her gik vores klasselærer under navnet Jens Lyn, og han kørte en jernhård disciplin. Hver morgen gik han en tur for at få frisk luft, alt imedens han skar sig en frisk pilegren, som han svingede, så man kunne høre den hyle. Opførte vi os ikke ordentligt, fik vi et slag over nallerne med den. Det gjorde naturligvis ondt, men på denne måde formåede han i hvert fald at styre os. Ved et par lejligheder endte det med, at han sendte mig til rektor, hvor jeg også fik nogen i enden. Smart som jeg var, havde jeg første gang stoppet aviser ned i min mors hjemmestrikkede under23

tøj, men tilsyneladende havde jeg fået en lidt for stor bagdel, for han opdagede det desværre – og så fik jeg min bekomst. Anden gang udbrød han blot: »Er det dig med aviserne?« Og så fik jeg igen et par ordentlige dask med stokken. Den slags hørte jo med til dagsordenen, så det tog jeg i stiv arm. Vores tegnelærer Espersen var en rødhåret mandsperson, som ligeledes benyttede sig af at rive i ørerne. Han indgød dog ikke samme respekt hos mig, så en dag fik jeg den fantastiske idé at binde baghjulet på hans gamle HGF-vogn fast med et tov til en lygtepæl. Jeg og et par af klassekammeraterne gemte os derefter et stykke derfra for at se, hvad der skete, og da han forsøgte at køre, kom han til vores store fornøjelse ingen vegne. Jeg fik selvfølgelig skylden for det, hvilket jo ret beset også var i overensstemmelse med sandheden. I det sidste skoleår i 1937 havde vi en meget hård vinter, hvor vandet var frosset til på Det Sydfynske Øhav. Der blev derfor iværksat et nødhjælpsarbejde foranlediget af postvæsenet i samarbejde med kommunen. Otte af os stærkeste børn fra skolen blev i denne sammenhæng udvalgt til at kunne tjene en god skilling ved at transportere forplejninger og medikamenter over isen til den isolerede og nødstedte befolkning på de sydfynske øer. Dette foregik i praksis ved, at vi blev transporteret fra Svendborg til sydsiden af Tåsinge, hvor der var stillet en stor tungtlæsset grønlandsk specialslæde til rådighed. Denne skulle trækkes over isen, og til formålet fik vi udleveret skridsikre støvler. Alt imedens tre fiskere gik forrest og slog på isen, var vi således fire, som gik foran slæden og trak, medens de øvrige fire gik bagved og skubbede. Hvis der var nogen syge på øerne, kunne vi ligeledes trække dem med tilbage til fastlandet. I samme tidsperiode skulle jeg også konfirmeres. Jeg betalte selv mit konfirmationstøj, og det blev belønnet, idet jeg selv kunne bestemme, hvad jeg ville have på. Det var jeg faktisk lidt stolt af, og jeg kunne således erhverve mig et par sømandsbukser med svaj, som jeg havde set mig varm på. Min far havde det ikke godt med at lade mig selv betale, men jeg lod ham forstå, at han ikke skulle 24

have dårlig samvittighed, så længe jeg bare måtte købe de omtalte benklæder. Skoletiden havde nu endelig nået vejs ende, og selvom det var begrænset, hvor aktiv jeg havde været med lektierne, fik jeg en pæn eksamen. Samme år fraflyttede de føromtalte lejere værelserne i den tilbygning, der lå til vores hus, hvorfor min bror og jeg overtog det ene rum og min søster det andet. Dette var så afgjort bedre forhold end kælderen, om end man tydeligt kunne høre, når min søster havde mandebesøg. Der måtte jeg ofte tale med store ord til hende for at få ro. Forholdet mellem os var heller ikke lige så tæt som mellem min bror og mig. Hun var mere fandenivoldsk og svær at tale fornuft med. I en periode havde hun en kæreste ved navn Pilegaard, som var marineofficer og kørte i en MG-sportsvogn. Det var naturligvis lige noget for en knægt som jeg, og foruden at være et rart menneske var Pilegaard nationalsocialist, hvilket han ikke lagde skjul på. Hans entusiasme, når han berettede om ideologien, vakte så afgjort min nysgerrighed, ligesom hans militære facon tiltalte mig. Det ærgrede mig derfor også, da min søster sidenhen skilte sig af med ham. Om end jeg på dette tidspunkt var 15 år gammel, fandt jeg stadig stor fornøjelse ved at lave unoder i min sparsomme fritid. Et eksempel herpå vedrørte vores genbo, som var en mærkelig eneboer, der ikke syntes om børn – og især ikke om mig. Ham ville jeg derfor gerne have bugt med, og til nytåret 1937/38 havde jeg udtænkt en plan: Med en stige kravlede jeg op på hans tag og dækkede hans skorsten til med nogle grene. Da han skulle fyre op om aftenen, fyldtes hans stue således med røg, hvorpå han kom farende ud med en økse. Jeg havde dog taget mine forholdsregler og sørget for at spænde en snor ud foran hans dør. Der faldt han så, så lang han var. Jeg var naturligvis nysgerrig efter at se forløbet og havde derfor placeret mig ved en hæk med et hul, der kun lige var stort nok til, at jeg ville kunne smutte igennem det. Da han kom på benene, løb han ganske rigtigt over for at fange mig, hvorpå jeg stak af igennem hullet. Planen havde været en succes, og det var en stor fornøjelse at høre ham stå der og skælde og smælde på den 25

Huset på Øksenbjergvej med tilbygningen, hvor Ellef og hans bror og søster boede i teenageårene. (Rasmussens privateje).

anden side af hækken. Konsekvensen blev imidlertid, at han anmeldte det til den lokale politimand Heinrich Husen. Han skulle komme til at spille en afgørende rolle i mit senere politiske liv og min indtræden i Waffen-SS. Heinrich var 13 år ældre end jeg og fungerede som lokal politimand i det østlige område af Svendborg. Han havde endvidere en baggrund i militæret som løjtnant i luftvåbenet, og jeg vidste på dette tidspunkt ikke, at han også var nationalsocialistisk orienteret. Jeg så meget op til ham og syntes, han var så flot i sin uniform. I forbindelse med anmeldelsen af mine drengestreger henvendte han sig til mig og spurgte, om jeg vidste, hvad det drejede sig om. Det kunne jeg jo svært sige mig fri for, og jeg erkendte det derfor uden at tøve. Dertil svarede han, at han godt vidste, at jeg var en vild krabat, men at han samtidig mente, at jeg var anstændig. Han gav mig derfor to muligheder: Enten kunne han skrive til skolen og mine forældre, eller også kunne jeg vælge kontant afregning! Adspurgt, hvad sidstnævnte dækkede over, lod han mig forstå, at det ville være to lussinger. Jeg foretrak 26

den kontante løsning og modtog således min straf. Efterfølgende gav han mig hånden og bad mig afholde mig fra den slags kunster fremover, da han ikke brød sig om at slå på mig. Hans måde at håndtere det på skabte virkelig respekt hos mig, og jeg var derfor fremover meget stolt af at kende ham og holdt meget af ham. Han var den, der gradvist vækkede min nationale holdning, idet han selv var ultranational. Han anbefalede mig også kort tid efter at tage på den nationalt indstillede Niels Bukhs idrætshøjskole i Ollerup. Her mente han, at jeg kunne bruge mine kræfter på en positiv måde. Det syntes jeg, lød som en god ide, for jeg havde i mange år været meget fascineret af de resultater, som Bukh havde opnået med sine kvindelige Ollerupgymnaster, der blandt andet havde været på gæstebesøg i Japan i forbindelse med deres jordomrejse i 1931. Alt dette havde aviserne bragt så mange flotte billeder af gennem årene. Jeg var også så stolt af at være dansker, efter at vores danske gymnastikhold var blevet sendt til olympiaden hos Adolf Hitler i Berlin i 1936. Jeg valgte derfor at følge Heinrichs råd og tog i sommeren 1938, i en alder af 16 år, af sted til et treugers kursus i Ollerup. Dette foregik i praksis ved, at jeg mødtes med 20-25 andre personer i Svendborg på et aftalt tidspunkt, hvorfra vi marcherede ud til skolen, som havde til huse på Svendborgvej. Det var såmænd ikke, fordi der var så langt, og jeg kendte også ruten fra min tid som bybud. Da vi ankom til skolen, blev vi modtaget af den dengang 58-årige Niels Bukh, som var en spøjs lille kraftig person i hvide bukser og med blå jakke. Indledningsvist skulle vi igennem en slags session, for det var nemlig ikke hvem som helst, der kunne bruges. Det var påkrævet, at man var ordentligt fysisk udviklet samt havde den korrekte indstilling, og det var Niels Bukh personligt, som foretog denne vurdering, hvor flere ikke blev godkendt og sendt hjem igen. Efterfølgende blev vi indlogeret i en fælles sovesal med madrasser, og allerede samme dag indledtes strabadserne, som både var af fysisk og teoretisk karakter. De fysiske aktiviteter udspillede sig både indendørs og udendørs, hvor vi skulle lære at beherske en lang række discipliner. Bukh var selv sportsmand, og det var me27

Niels Bukhs idrætshøjskole på Svendborgvej 3 i Ollerup. (Ollerup Gymnastikhøjskole).

get forbavsende at se den kraftige, midaldrende mand slå flikflak ude på græsplænen. Han var af en særlig støbning og skabte virkelig respekt, som han stod deroppe på bukken og råbte »tik tik« og svang staven, medens vi lavede forhindringsløb, gymnastik og sprang buk ude på grønsværen. Dagene fløj af sted, og selvom det var hårdt, var det også enormt udviklende. Det handlede om at fremavle vores bedste fysiske kunnen kombineret med, at psyken ligeledes skulle styrkes. Vi blev derfor blandt andet stillet over for en række manddomsprøver, herunder spring fra femmetervippen i skolens indendørs svømmehal. Vi kunne dog selv vælge, om det skulle være på hovedet eller benene, men valgte man sidstnævnte, skulle man bare huske at holde dem godt samlet. Det var sjovt at blive udfordret på den måde, og jeg fik også en medalje, medens jeg var der, som jeg var meget stolt af. Spisningen foregik i samlet flok i en sal i skolens underetage, nærmere bestemt i den østlige del af hovedbygningens facadeparti af det trelængede anlæg. Overalt var Dannebrog i fokus, og ved en 28

Niels Bukh i 1932. (Ollerup Gym nastikhøjskole).

enkelt lejlighed fik jeg også den ære at være fanebærer. Hver dag sang vi mange nationale sange, som vi skulle lære udenad. Herigennem skulle vi frigøre os fra vores hæmninger, eftersom det at synge sammen gav styrke og sammenhold. Bukh mente, at ungdomsopdragelsen var den vigtigste faktor, når det gjaldt Danmarks fremtid, og vi fik derfor tudet ørerne fulde af paroler om at være korrekte, pligtopfyldende, hårde og ærlige osv. Vi blev på denne måde stærkt nationalt skolet under opholdet, som mest af alt kunne betegnes som en slags for-militær uddannelse. Bukh agiterede ganske vist på ingen måde for nationalsocialismen, men set i bakspejlet var det alligevel nok mest af alt her, at kimen blev lagt til min udvikling i denne retning. Meget af det, jeg fik tillært mig under opholdet, kunne jeg i øvrigt også efterfølgende bruge i NSU (Nationalsocialistisk Ungdom). Efter opholdet vendte jeg tilbage til Svendborg med en fornyet ind29

Ellef Rasmussen som postelev i 1938. (Rasmussens privateje).

stilling til mit liv og berettede med stor entusiasme om mine spændende oplevelser for mine forældre og Heinrich. Det glædede dem naturligvis at høre, at det havde været så givtigt. Samme år blev mor i øvrigt indlagt med meningitis, og min 13-årige bror ligeså. Grundet smittefaren kunne vi ikke besøge dem, men måtte nøjes med at kigge ind gennem vinduerne på hospitalets isolerede afsnit. De kom dog begge helskindede igennem, om end sygdommen vendte tilbage hos min mor senere samme år. Hun blev derfor indlagt igen, hvor man overvejede operation, idet hun var i livsfare. Heldigvis var hun en stærk kvinde og kom sig til sidst fuldstændigt. Samme år skaffede min far mig prøveansættelse som elev i Postog Telegrafvæsenet, hvor jeg officielt var ansat frem til besættelsens start. Tiden gik således fortsat med at arbejde og bidrage til famili30

ens fælles bedste. Min bror betalte ikke noget hjemme, da han ingen indtægter havde, og min søster slap, da hun var en smule forkælet. Det var såmænd også i orden med mig.

Politik i hjemmet Dengang min mor blev født, den 10. maj 1900, hørte Sønderjylland til under Tyskland. Hun og hendes familie boede ved Dybbøl, og ved afstemningen i 1920 stemte mine bedsteforældre, Metha og August Heide, tysk og ikke dansk. De fik herefter et tilbud om at emigrere sydpå, ligesom det modsatte gjorde sig gældende for dem, som stemte dansk. Samme model gjorde sig som bekendt senere gældende for det tyske mindretal andre steder i Europa, hvor eksempelvis tyskere i Polen kunne rejse til Tyskland, fordi de blev forfulgt af polakkerne, og det sudetertyske mindretal kunne gøre det samme fra Tjekkoslovakiet. Hvad angik min mormor og morfar, så valgte de at bosætte sig i Süderbraurup i Tyskland, men min mor ville ikke med, fordi hun i mellemtiden havde lært min far at kende. Hun blev derfor boende og opnåede ved samme lejlighed dansk statsborgerskab. Det tyske forblev dog en del af hendes identitet, og hertil kom, at hendes politiske holdninger nok også var præget af vores mormor, som var udtalt nationalsocialist. I 1938-39 var min mor derfor også begyndt at udvise nationalsocialistiske sympatier, hvilket blev yderligere forstærket, når hun besøgte sine veninder i Tyskland, eller når de kom til os med skibe arrangeret af Kraft durch Freude, 3 som sejlede fra Kiel til Svendborg. Jeg gik ofte nede ved kajen med en hjemmelavet træspatel og samlede tabt koks fra de kulskibe, der havde lagt til. Dette puttede jeg i en sæk på min cykel og bragte hjem, så vi havde noget supplerende at fyre med. Når jeg gik der og samlede, kunne jeg en gang imellem høre disse udflugtsskibes militærorkester spille, når de lagde til ved kajen. Herefter havde turisterne et par timer til rådighed til at se byen, og i denne forbindelse blev jeg fra tid til anden tilbudt at ledsage dem som en slags guide rundt i Svend31