Under rosen af Hanne Bech Hansen læseprøve

Bind 2 i serien om andengenerationsindvandrer og vicepolitikommissær Malika Els

155 mm

En prostitueret vågner op i et øde hus og opdager, at hun bliver holdt i fangenskab. Hendes mave har været sprættet op, og nogen har stjålet hendes ufødte barn. Det bliver starten på en makaber international sag om kidnappede og forbyttede børn.

En ung iraker er optændt af had til danskerne. Hans lillebror er blevet dræbt i Basra, og han beskylder dansk politi for drabet. Nu vil han hævne sin bror og sprede frygt i befolkningen, og snart står han i spidsen for planlægningen af et storstilet terrorangreb mod København.

Samtidig kæmper den kvindelige vicepolitikommissær Malika en dobbelt kamp – dels for at opnå respekt blandt sine

36 mm

155 mm

100 mm

HANNE BECH HANSEN (f. 1939) er uddannet jurist og var politidirektør ved Københavns Politi i årene 1995-2009.

Tidligere har hun arbejdet som bl.a. PET-chef og statsadvokat. Hun debuterede som forfatter i 2010 med LASTEN – første bind i krimiserien om Malika Els.

Vicepolitikommissær Malika Els bliver hvirvlet ind i sagen både professionelt og personligt, og eftersom hun selv lige er blevet mor, har hun et ekstra stærkt engagement i at finde bagmændene.

Bogen bygger på virkelige hændelser, og romanen er tredje selvstændige del af Hanne Bech Hansens trilogi med indvandrerbetjent Malika Els i hovedrollen.

231 mm

100 mm

kolleger, dels for at forsøge at stoppe terroristerne i tide.

OPERATION DACAPO er en roman om hævntørst og uforløst vrede. Bogen er en uafhængig fortsættelse af LASTEN og er andet bind i serien om indvandrerbetjent Malika Asmina Els.

Omslag: Mark Airs, Omslagsfoto © Per Søgaard

Under-Rosen-smuds.indd 1

Forfatterportræt © Thomas A

14/08/14 14:49

Hanne Bech Hansen

UNDER ROSEN KRIMI

lindhardt og ringhof

Under rosen.indd 3

03/09/14 14.08

Under rosen © 2014 Hanne Bech Hansen og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Mark Airs Bogen er sat med Minion hos Lymi DTP og trykt hos ScandBook AB ISBN 978-87-11-34830-7 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden 2014 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Under rosen.indd 4

03/09/14 14.08

1 Det eneste, hun kunne huske, var, at hun hed Sara. Resten var væk, men hun trøstede sig med, at hun ikke var helt alene. Det kunne hun fornemme på lugten af armsved og varmen fra et andet menneskes krop, selvom der ikke var nogen berøring.

Nogen havde dækket hendes øjne til, så hun svævede i et kulsort mørke. Hun ville løfte sin venstre arm, række ud efter det andet menneske, men der skete ikke noget. Armen lystrede ikke viljen.

Hun forsøgte at skrige, men lyden forplantede sig blot som en stikken i halsen. Hun var bange. Hvor var hun? Hvad var der sket? Og hvad skulle der ske med hende?

Svedlugten forsvandt lidt efter lidt sammen med fornemmelsen af det andet menneskes nærvær. Hun havde ingen fornemmelse af tid og sted, og hun prøvede forgæves at komme i tanke om noget – bare et eller andet, der kunne placere hende i en form for virkelighed. Hendes tanker flaksede rundt som en sommerfugl, der var spærret inde i et syltetøjsglas. Tanken om sommerfuglen fik hende til at huske en børnesang, hun ofte havde sunget.

Sommerfuglen, sommerfuglen flyver rundt i stuen.

Når den rammer ruden, får den én på snuden.

Sommerfuglen, sommerfuglen vil så gerne UD.

5

Under rosen.indd 5

03/09/14 14.08

Hun nynnede sangen i tankerne igen og igen i et forsøg på at holde sig vågen, og da hun blev træt af det, begyndte hun at tælle. Hun så tallene for sig på snorlige rækker, og hun var kommet til 1990, det år, hun var født, da hun hørte skridt, der nærmede sig. Tunge døre faldt i med dumpe lyde, og hun prøvede igen at skrige om hjælp, da hun fornemmede et svagt, råkoldt vindpust og lyden af to menneskers småsnakken. Det lød som en mands og en kvindes stemme.

Selvom de talte dansk, kunne hun ikke forstå, hvad de sagde.

Det var, som om ordene ikke dannede sætninger, men kom hulter til bulter som løse brikker i et puslespil. Lugten af armsved kom igen. Manden talte meget hurtigt og meget ivrigt, som om han ville overbevise kvinden om et eller andet. Kvinden havde en lys, næsten barnlig stemme, og hun lød mere tvivlende. Sara fornemmede, at de stod bøjet over hende, for nu kunne hun lugte deres ånde. Det var nok manden, der lugtede svagt af pebermynte og en krydret sæbe.

Hun mærkede et lille prik i armen og faldt ned i et dybt, sort hul, og da hun vågnede igen, havde hun en fornemmelse af, at hun var blevet flyttet. Luften var anderledes. Lidt varmere og ikke så fugtig. Noget i hende sagde, at det var vigtigt, at hun ikke faldt i søvn igen, og hun tvang sine øjne op. Alt omkring hende var sløret og vredet ud af proportioner. Væggene buede imod hende, og loftet bølgede. Hun havde kvalme og forsøgte at fokusere på et maleri på væggen, der forestillede en strand med fiskekuttere trukket op på sandet. For hendes blik hoppede skibene op og ned, som om de stadig befandt sig på et oprørt hav, og selvom hun af alle kræfter forsøgte at fokusere og fastholde skibene, blev hun langsomt trukket ind i maleriet, ud over det brusende hav i baggrunden af billedet og ned under vandet, 6

Under rosen.indd 6

03/09/14 14.08

hvor alt blev tungt og trægt og mørkt. En voldsom træthed kom sammen med mørket og tvang hende til at slippe sit tag i virkeligheden. Det føltes som at drukne, men hun var for træt til at stritte imod.

Barnegråd rev hende ud af søvnen. Det lød som et spædbarn, der kaldte på hende. Hun åbnede langsomt øjnene og fik et tåget glimt af to personer. En lang, ranglet, pilskaldet mand med et smalt, blegt ansigt og et par stikkende øjne og en lille, kraftig, sorthåret kvinde med kridhvide tænder og en ildrød mund.

Manden mindede hende om et maleri af en skrigende mand, hun havde set for mange år siden i en skolebog.

Barnet, der græd, kunne hun ikke se. Hendes hjerne fortalte hende, at hun måtte væk hurtigst muligt, men et eller andet, der lugtede meget stærkt, blev trykket ned over hendes ansigt.

Hun greb ud og fik fat i noget og forsøgte at stritte imod af alle kræfter, men barnegråden og hun selv forsvandt gradvist tilbage i mørket.

Under rosen.indd 7

03/09/14 14.08

2 Da braget nåede Malikas sovende bevidsthed, slog hun øjnene op og så, at soveværelset lå badet i et skiftevis hvidt og blåligt lys. Hun sprang fortumlet ud af sengen for at beskytte barnet og stivnede ved synet af sit eget glimtvist oplyste ansigt i spejlet over kommoden. Efter endnu et brag blev alt mørkt og helt stille, men nu begyndte barnet i tremmesengen at klynke højt og insisterende. Og så kom regnen. Den faldt tungt på cykelskurets bliktag og larmede, som om det var store hagl og ikke bare tordenregn. Regnen var en forløsning, der lettede lidt på temperaturen og humøret. »Sov, lille Vera,« hviskede hun. »Der er ikke noget at være bange for. Det er bare tordenvejr.« Hun fjernede barnets dyne, for luften i soveværelset var trykkende. Andreas sov som en sten med dybe, rolige åndedrag.

Hun smækkede vinduet ud mod haven op og sukkede ved synet af Veras legetøj, der sejlede rundt i en af de store vandpytter, der have dannet sig i nattens løb. Vasketøjet hang slapt og dyngvådt fra tørresnoren. Lagenerne havde revet sig ud af nogle af klemmerne og slaskede nu hen ad den plørede jord. Pokkers, at hun ikke havde taget det ind om aftenen. Efter at hun havde fået Vera, var hun blevet lidt doven. Når Vera sov, faldt hun hen i en tilstand af tankeflugt i stedet for at tage sig af de praktiske ting i huset. Dem klarede Andreas i et vist omfang, når han hav8

Under rosen.indd 8

03/09/14 14.08

de tid. Det benyttede hun sig vel lovlig meget af, indrømmede hun over for sig selv i eftertænksomme stunder.

Det lynede kraftigt over Østerbro, og husene i Kartoffelrækkerne så grå og trøstesløse ud. Et vindstød smækkede vinduet i med et voldsomt smæld. Ruden holdt, og heldigvis vågnede Vera ikke igen.

Hun gik ned i køkkenet og lavede sig en kop stærk kaffe, for hun vidste af bitter erfaring, at hun ikke ville kunne falde i søvn igen. Om få timer ville Vera vågne og kræve hendes fulde opmærksomhed. Hun var træt helt ind til marven. Fødslen havde taget hårdere på hende, end hun havde forventet. Hun havde altid været i god form. Det var et krav, når man var ansat i politiet. Selvom man var leder, skulle man kunne løbe en kriminel op, hvis man kom i en situation, der krævede det, og man måtte sørge for at opretholde respekten fra kollegerne. Efter fødslen havde hun forsømt sin krop. Det var, som om hun var sunket sammen og begyndt at bule ud de forkerte steder. Selv hendes lange, sorte hår var blevet glansløst og tjavset. Når hun undtagelsesvis kiggede sig i spejlet, undgik hun helst det store spejl i entréen. Hun nøjedes med et lille spejl over håndvasken i badeværelset. Af og til rakte hun tunge ad sit spejlbillede eller pustede kinderne op. Hun gjorde for lidt ud af sig selv. Beholdt som regel pyjamassen på til langt op ad formiddagen, hvorefter hun skiftede til en sødsuppefarvet, forvasket træningsdragt.

Hun rejste sig og slukkede for kaffemaskinen. Efterhånden var hun kommet til at kunne lide både smagen og duften af kaffe.

Tidligere havde hun været inkarneret tedrikker, men efter fødslen havde hun fået brug for noget stærkere. Hun forstod ikke, hvorfor hun var så udmattet. Hun havde altid arbejdet hårdt, og hun havde aldrig behøvet at sove mere end nogle få timer, før 9

Under rosen.indd 9

03/09/14 14.08

hun var parat til at tage fat igen, men det var, som om Vera havde tappet hende for alle kræfter.

Hun kiggede ud over stuen, der bar præg af, at hendes lille­ bror Yassim lige havde været på besøg med sin kone Maja og deres søn Fatin, der allerede var 15 måneder gammel. Stuen flød med legetøj, børnetøj, gamle aviser, bunker af ulæste reklamer, kuglepenne, brugte kopper og tallerkener, og papirkurven var mere end overfyldt. Potteplanterne i vinduet signalerede, at de trængte til vand eller til at blive skiftet ud. En halvvissen buket lilla asters på spisebordet skulle for længst have været smidt i skraldespanden. Nullermændene rullede lystigt rundt på de gulvflader, der ikke var dækket af støvede små tæpper. Det var et deprimerende syn. Hun var nødt til at gøre noget. Hun kunne ikke bare blive ved med at satse på, at Andreas tog fat på et eller andet tidspunkt, når det blev for meget selv for ham. Han lavede ofte aftensmaden, men gad ikke rydde op og gøre rent. Han påstod, at han syntes, det var hyggeligt med lidt rod og støv. »Husk, at det er et hjem, ikke en udstilling,« sagde han, når hun forsøgte at få ham til at rydde op. Når rodet voksede hende over hovedet, legede hun en leg, hun selv havde fundet på. Den hed ‘kun røre ved 20 ting’. Den hjalp hende i gang og gjorde opgaven overkommelig. Det var den gamle talemåde ‘hvordan spiser man en elefant?’, der havde fået hende på idéen. Svaret var naturligvis ‘én bid ad gangen’. Hun havde aldrig kunnet grine af den vittighed. Hun forstod ikke altid danskernes humor, men hun havde lært sig at grine på de rigtige steder af ren og skær høflighed og for ikke at skille sig ud. Nu hjalp den fjollede vits hende med at klare den mest nødvendige oprydning.

Hun fjernede en tom mælkekarton og en stak gamle aviser fra sofabordet. Det var to ting. Hun snød som sædvanlig sig selv.

10

Under rosen.indd 10

03/09/14 14.08

En bunke tøj, som hun lige netop kunne have under den ene arm, og vasen med buketten under den anden bragte hende kun op på fire. Vanding af potteplanter, tømning af papirkurv og oprydning af Veras legetøj og tøj gjorde, at hun hurtigt nåede de 20 tilladte ting, men så bevilgede hun sig selv fem ting mere.

Hun så tilfreds ud over stuen. Der var gået mindre end en time, og stuen så næsten normal ud. Støvsugningen måtte vente til i morgen. Den larmede for meget. »Malika, hvad sker der?« Andreas stod foroverbøjet oppe for enden af trappen og forsøgte at hviske ned til hende for ikke at vække Vera. »Den er halv fire. Kom dog i seng igen, menneske.

Det er nat.« Han stod i boksershorts og bar overkrop med strithår og det dér smil, der normalt kunne tænde hende på et splitsekund.

Men ikke for tiden. »Jeg drikker lige en kop tordenkaffe,« hviskede hun tilbage.

Han rystede smilende på hovedet og trak sig tilbage. Hun kunne høre hans skridt gennem gangen deroppe på vej tilbage til soveværelset.

Under rosen.indd 11

03/09/14 14.08

3 Med velvalgte ord og god betaling var det lykkedes ham at overtale hende til at assistere sig. Hun havde haft moralske skrupler, men han havde lidt efter lidt overbevist hende om, at hendes indsats var vigtig – både for moren og barnet. »Pigebarnet vil aldrig blive en god mor,« havde han forklaret. »Hun er narkoluder. Barnet ville under alle omstændigheder blive fjernet af myndighederne.« »Det behøver ikke at være så dårligt for et barn at blive fjernet,« havde hun svaret. »Der er mange eksempler på, at sådan et barn ender i en velfungerende plejefamilie og får en god opvækst.« »Måske, men det er da langt bedre at være sikker. Den sammenslutning, jeg har fortalt dig om, vil finde en perfekt familie til barnet.« »Tror du virkelig, at sådan en præmiefamilie er interesseret i at få et barn af en narkoluder og en ukendt far?« »Det kommer helt an på familiens tro.« »Tro?« havde hun spurgt. ­ iljø,« »Ja, hvad familien tænker om forholdet mellem arv og m havde han sagt, »men den diskussion har jeg ikke tid til at tage med dig lige nu. Du har et valg, du skal træffe …« Han havde samlet hende op i sin bil i nærheden af hendes bopæl. Efter en times kørsel svingede han ind foran den forladte 12

Under rosen.indd 12

03/09/14 14.08

gård på Amager. Han havde allerede sørget for, at den gravide kvinde var på plads.

En kold og fugtig luft strømmede dem i møde, da han åbnede en dør i en af gårdens længer. Inden han åbnede døren helt, stoppede han op og kiggede på hende. »Er du nu sikker på, at du er 100 % med?« spurgte han og tilføjede, at han var i stand til at klare opgaven alene. »Men jeg fortrækker naturligvis at have en hjælper, så jeg ikke skal stå med alt svineriet selv.« Hun havde alvorligt overvejet at springe fra, men udsigten til det klækkelige honorar og dermed muligheden for at realisere sin gamle drøm om at rejse til Afrika for at gøre en forskel fik hende til at nikke ja.

Dr. Findal havde planlagt at efterlade moren på gården efter fødslen. Hun ville formentlig komme til sig selv efter nogle timer og begynde at flakke omkring i området, hvor hun ville blive opdaget og kørt til det nærmeste hospital. »Det er flinke mennesker, der bor her på egnen,« havde han sagt med et skævt smil.

Planen havde lydt så usikker, at hun bag hans ryg havde truffet aftale med sin yngre bror om, at han skulle hente moren på gården og tage sig lidt af hende i tiden umiddelbart efter fødslen.

Hun ville give ham besked, når han kunne lade hende gå igen.

Hendes lillebror var ikke særlig klog, men han var meget pligtopfyldende, og han gjorde altid, hvad der blev sagt. Han boede for tiden i et lille sommerhus 10 kilometer nord for Køge, hvor han levede et stille og ensomt liv. Han gik meget op i at passe og pleje de dyr, der var kommet til skade i naturen eller i trafikken. Det kunne være pindsvin og fugle, og han havde i en længere periode for år tilbage haft en trebenet hare i pleje. Han sørgede oprigtigt, da den døde efter et halvt år. Han havde et 13

Under rosen.indd 13

03/09/14 14.08

oplagt plejegen, så han var den helt rigtige til at passe på kvinden efter fødslen, og han ville ikke gøre hende fortræd.

Hun regnede med at lade ham pleje hende i en lille uge, før hun ville bede ham om at sætte hende fri. Det blev nok fra Afrika, den besked kom. Ud over pigens velbefindende havde denne alternative plan også en positiv sideeffekt: Hvis politiet begyndte at interessere sig for sagen, ville hun være over alle bjerge.

Hendes lillebror havde ikke kørekort, men kørte alligevel jævnligt sin gamle varevogn rundt i nærområdet, uden at nogen greb ind. Politiet kom sjældent på de kanter, og han kørte normalt ikke ud i dagslys.

Hun havde givet ham udførlige instrukser om, hvor og hvornår han skulle hente pigen, og da fødslen gik i gang, sendte hun ham en sms om, at han godt kunne starte bilen og køre mod Amager. Hun krydsede fingre for, at han ikke løb ind i politiet på turen. »Hvad hedder pigen i grunden?« havde hun spurgt lægen. »Sara, så vidt jeg husker.« Inde over København brød et voldsomt tordenvejr løs, og hun kunne mærke, hvordan bragene satte sig som små kramper i hendes mave, da de trådte ind i den faldefærdige gård.

Under rosen.indd 14

03/09/14 14.08

4 På det lille bord i køkkenet lå nogle papirer fra Københavns Politis Personalekontor. De handlede om hendes barselsorlov og ‘fremtidige ansættelsesforhold’, som der stod. Hun havde ikke fået taget sig sammen til at nærlæse dem, men hun vidste, at det var ved at være på høje tid. Hun var splittet, når hun tænkte på, at hun snart skulle i gang igen. Hun kunne absolut ikke forestille sig, hvordan hun skulle finde energien til det. Det aktivitetsniveau, hun tidligere havde kunnet opvise, og som havde været hendes bedste kort på jobbet, hørte en anden tid til. En helt anden verden. Når hun skulle være helt ærlig, mærkede hun en lille kildrende angst i maven, når hun tænkte på sin snarlige tilbagevenden til aktiv tjeneste.

På den anden side savnede hun det også. Hun og Vera havde for et par dage siden været på besøg på Gården i håb om at møde nogle gamle kolleger – navnlig det trofaste makkerpar Troels og Frank. »De er ude i byen,« havde lederen af Narko sagt. Han havde dikket Vera i maven med en pegefinger, der var gul af nikotin, inden han hastede videre.

Hun havde også lagt vejen forbi sin chef, politiinspektør Benny Frandsen, men BF, som han hed i daglig tale, var gået tidligt hjem i dag, sagde hans sekretær. Alt var altså ved det gamle. Han var en god chef, men lidt doven. Han vidste en masse og gav gerne gode råd, men blandede sig ellers ikke særlig meget i arbejdet.

15

Under rosen.indd 15

03/09/14 14.08

Hun havde mærket, hvordan pulsen på Gården bankede videre uden hende, og lettere slukøret var hun trillet hjem til Kartoffelrækkerne med Vera i barnevognen.

‘Drengene’, som hun i tankerne kaldte Troels og Frank, havde besøgt hende hjemme på Østerbro kort tid efter fødslen. De havde medbragt blomster og en lyserød sparkedragt til Vera og havde brokket sig voldsomt over, at de midlertidigt var overflyttet til Narkoafdelingen. »Først observerer vi i mange dage og nætter, så anholder vi pusherne, og dommeren fængsler dem, men i samme sekund de er væk fra gadebilledet, dukker nye sælgere op, og så kan vi begynde forfra.« Troels havde nikket ivrigt. »Ja, og inden vi ser os om, er de ude af spjældet igen. I god foderstand og sundere end nogen­ sinde før. Så begynder de forfra med fornyede kræfter. Det siger os ikke en skid. Det er skruen uden ende!« Malika havde nikket, selvom hun med sin pakistanske baggrund ikke kendte denne talemåde. Hun havde for flere år siden fået foræret en bog om danske ordsprog, og den slog hun i begyndelsen flittigt op i. Nu skete det kun sjældent, at det var nødvendigt, for hun var blevet god til at gætte, og hun havde lært at lade som ingenting, når det var nødvendigt. Hun undlod helst at bruge dem selv, medmindre hun var 100 % sikker på betydningen. »Før I får set jer om, er jeg tilbage. Så skal jeg nok hjælpe jer med den skrue,« havde hun sagt, og hun havde ikke forsøgt at skjule, hvor meget hun glædede sig. Det var efterhånden syv måneder siden.

Tordenvejret var stilnet af. Hun lagde papirerne tilbage på 16

Under rosen.indd 16

03/09/14 14.08

bordet og listede op i soveværelset, hvor hun betragtede sin sovende familie. Både Andreas og Vera sov tungt, Andreas med åben mund og lange, rolige vejrtrækninger. Vera med små tilfredse knirkelyde.

Hun gabte og bestemte sig for at gå i seng og forsøge at sove.

Hun var ved at falde over Andreas’ kuffert, der stod halvt åben og pakket på gulvet for enden af sengen. Han var ved at gøre klar til sin næste udstationering, og det gjorde hende lidt trist, at han ikke lagde skjul på, hvor meget han glædede sig til at komme væk. »Selvom jeg selvfølgelig kommer til at savne mine to piger,« tilføjede han altid med sit skæve smil, når han så hendes ansigt fortrække sig. Han skulle som sædvanlig til ‘Langtbortistan’.

Sådan var det at være gift med en officer i Forsvarets Efterretningstjeneste. Ikke nok med at han var væk på ubestemt tid.

Hun kunne heller ikke få at vide, hvor han var. Selvom hun ikke lod sig mærke med det, var hun altid bange for, at der skulle ske ham noget. Hun prøvede forgæves at ryste tanken af sig, men så som sædvanlig for sit indre blik en række billeder af en kiste, der blev båret ud af et fly, soldater, der gjorde honnør foran kisten, som var dækket af Dannebrog, og Livgardens orkester, der spillede den smukke melodi ‘Kongernes konge’.

Hun aede Vera på kinden, da hun listede forbi hendes tremmeseng, lagde sig i sin halvdel af dobbeltsengen og kiggede på Andreas’ ryg. Hun kunne høre på hans vejrtrækning, at han sov dybt. Hun ville ønske, at hun selv havde samme evne til at give sig hen til de uskyldiges søvn. Var det, fordi hun ikke selv var ‘uskyldig’ nok, at hun så ofte lå som nu og vendte og drejede sig, mens tiden sneglede sig af sted? Klokken var lidt i fem, og irritationen over, at hun skulle op lige om lidt, gjorde det absolut ikke nemmere at falde i søvn.

17

Under rosen.indd 17

03/09/14 14.08

I stedet gjorde hun som så mange gange før sin karrieres regnebræt op, og hun kom som sædvanlig frem til, at det ikke så alt for lovende ud. Ganske vist havde hun for år tilbage fået en polsk fortjenstmedalje for sin indsats i en stor international sag om handel med kinesiske piger. Men hun havde desværre også en grim plet på sit CV, som var svær at vaske væk. Selvom hun var blevet frikendt af Statsadvokaten i en sag om en fejlslagen lokkedueoperation, sagde hendes erfaring hende, at de mange sager, der var gået godt, hurtigt blev glemt, mens de problematiske sager klæbede til én i mange år. Måske resten af ens karriere, og i værste fald fik man slet ingen karriere. Særlig slemt var det, hvis kollegerne fandt på et øgenavn. ‘Malika-­lokkedue’ eller ‘Klokke­ duen’, for eksempel. Hun kom til at fnise ved tanken, men så huskede hun pludselig noget, hun havde læst i Personale-Nyt. Hendes jævnaldrende kollega Rasmus Løjt, der var vicepolitikommissær som hun selv, var blevet forfremmet til politikommissær. Det havde ærgret hende, for hun havde ingen respekt for den mand. Han var typen, der snakkede sine foresatte efter munden, og han var pist forsvundet, hvis der var hårdt arbejde eller problemer i farvandet.

Hun forsøgte at vriste de irriterende tanker af sig, men hun vidste godt, hvad der ville ske den næste times tid. Fra klokken 5 til 6 om morgenen dukkede alle de problemer op, som man ikke havde fået løst eller bearbejdet. Det kunne være både nye og gamle historier, reelle eller mere indbildte problemer. Hjernen skulle nok finde på et eller andet, hvis den var i det humør. Hun kiggede op i loftet og beredte sig på at blive angrebet.

Under rosen.indd 18

03/09/14 14.08

5 Augustnatten var lummer, men tordenvejret, der nu var drevet videre ud over Øresund, havde frisket luften lidt op. De to mænd kom kørende på en motorcykel og insisterede på at få barnet med straks. »I risikerer, at han går til på turen, det lille skravl,« sagde jordemoren. »Han er kun to timer gammel.« Hun rakte tøvende bagsædepassageren det nyfødte barn, der var svøbt i et lyseblåt flonelstæppe. Man kunne lige ane en svagt rødlig hårtop. »Det er vores problem,« sagde den mindste af mændene, der smed en lille pose hen til hende. Den landede på jorden foran hende. Dr. Findal var hurtig til at træde et par skridt frem og samle den op fra jorden. Føreren af motorcyklen stod og trippede utålmodigt, mens bagsædepassageren anbragte barnet i sin rygsæk. Motorcyklens motor var stadig i gang. »Vi skal have moderkagen med,« sagde føreren af motorcyklen.

Hun var forberedt på deres krav, så hun rakte ham en lyseblå, gennemsigtig plastikpose. »God appetit,« sagde hun.

Hun holdt en hånd under posens blævrende indhold. Bare for en sikkerheds skyld. Der havde været svineri nok i forbindelse med den fødsel. Hun havde aldrig været med til noget lignende. Hun svor, at det heller aldrig kom til at ske igen.

Føreren af motorcyklen kontrollerede indholdet ved at stikke 19

Under rosen.indd 19

03/09/14 14.08

hele ansigtet ned i posen. Han nikkede tilfreds og rakte posen om på bagsædet, hvor den anden mand åbnede rygsækken og lagde posen ned til barnet. Et kort øjeblik hørte man spædbarneklynk, men lyden af den accelererende motorcykel overdøvede hurtigt barnegråden.

Skønt jordemoren selv mente, at hun var lavet af stål og be­ton, gjorde netop lyden af et spædbarns gråd altid dybt indtryk på hende. Den forplantede sig til hendes mellemgulv, hvor den blev siddende som en lille stikkende smerte. *** Ti minutter senere strøede dr. Findal indholdet af den lille pose ud på et lille bord i det rum, hvor kvinden havde født. Han tændte for sin pandelampe og satte et sammenklappeligt lomme­ mikroskop for det ene øje. Han skilte stenene ad med en pincet, holdt dem én efter én op foran mikroskopet og gryntede tilfreds, mens processen skred frem. Han talte diamanterne flere gange og lagde dem tilbage i posen. Køberen havde insisteret på at betale på den måde, men havde samtidig henvist til en interesseret køber i Norge. Han boede desværre langt pokker i vold, så langt mod nord, man overhovedet kunne komme inden for Norges grænser. »Se her,« sagde han og lod jordemoren kigge ned i læder­ posen. Diamanterne lynede og glimtede, selvom der var halvmørkt i lokalet. Hendes ansigt lyste op ved synet, og han kunne se, hvordan hendes blå øjne, der havde været fulde af bekymring, nu ligefrem strålede. Det klædte hende. Uden at sige et ord rakte hun sin højre hånd frem mod ham med åben håndflade.

Det klædte hende ikke. Han fiskede en af de største diamanter op af posen og lagde den i hendes hånd.

20

Under rosen.indd 20

03/09/14 14.08

»Den har du ærligt fortjent,« sagde han. Den var gul. Han havde ellers udtrykkeligt frabedt sig de gule, tarvelige diamanter. »Aftalen var to.« Hun lød knotten og stak næsen ned i posen. »Jeg vil selv vælge nummer to.« »De lugter ikke,« sagde han og lagde den anden arm rundt om hendes liv.

Hun lænede sig ind til ham, og han kyssede hende på kinden. Han lod hende selv holde posen med diamanterne, mens hun udvalgte sig nummer to. Det virkede, som om hun havde forstand på diamanter, for hun tog ikke den største, men en klar diamant. Så tog han posen fra hende og lagde den i sin højre bukselomme.

Han var overrasket over, hvor varmt et forhold der var opstået mellem dem. Det var, som om dramatikken i hele forløbet havde rystet dem sammen, og han havde indimellem taget sig selv i rent faktisk at have varme følelser for den lille, trinde kvinde. Det var desværre nødvendigt, at det blev bragt til ophør én gang for alle. Også det havde han planlagt.

Hun peb kun lidt, da han trykkede sin medbragte lommevarme pistol af i hendes brystkasse. For en sikkerheds skyld skød han hende også gennem hovedet. De to diamanter, der var trillet ud af hendes hånd, samlede han op og lagde ned i posen til de andre efter at have sikret sig, at de ikke var svinet til af hendes blod.

Han tørrede en lille blodpøl og nogle blodstænk op. Han kunne se, at hun havde gjort pænt rent efter dem. Helt som aftalt.

Det pinte ham lidt, at han havde været nødt til at skaffe hende af vejen. Mest fordi han ville få svært ved at finde en ny jordemor af hendes kaliber. Jordemødre, der både var egnede og villige til at påtage sig den slags opgaver, hang ikke ligefrem på træerne.

21

Under rosen.indd 21

03/09/14 14.08

Han kiggede til kvinden, der havde født. Hun lå på en drømmeseng og sov tungt. Hun lå med knyttede hænder, som om hun selv i søvne forsøgte at forsvare sig. Det var lidt rørende, og det fik ham til at smile. Det varede nok et par timer, før hun kom til sig selv igen efter al den bedøvelse, hun havde fået, men han gav hende alligevel et skud mere. For en sikkerheds skyld. Hun rørte sig ikke, da han jog kanylen i hendes venstre lår. Han overvejede et øjeblik at gøre det helt af med hende, men så blev der bare en helvedes ballade, for hun var vist en del af en større plan, og han ville ikke risikere, at de kom og hentede diamanterne igen. Eller det, der var værre. Han havde en stærk fornemmelse af, at han gjorde bedst i at følge instrukserne til punkt og prikke.

Samtidig regnede han helt bestemt med at få flere lukrative opgaver af lignende karakter i fremtiden, hvis han ikke klokkede i det.

Hvis gården ikke blev solgt i nærmeste fremtid, kunne den formentlig bruges igen. Den var helt perfekt til formålet med sin beliggenhed på Amager ikke så langt fra København og et godt stykke nede ad en tilgroet markvej skjult bag nogle store træer. Udefra så den spøgelsesagtig ud med sine gule mursten, det falde­færdige eternittag og den tilgroede gårdsplads. Den signalerede, at den var forladt og moden til nedrivning.

Han stoppede jordemorens tunge, døde krop ned i en stor plastiksæk og tørrede en del blod på gulvet op med operationsservietter, som han smed oven i sækken sammen med tæpper og lagener, inden han lukkede den forsvarligt med strips. Sækken kunne lige præcis være i bilens bagagerum.

Først nu bemærkede han, at han havde fået blod på sine grå bukser. Han havde nok glemt at lukke alle knapper i kitlen. Heldigvis havde han et par jeans liggende i bilens bagagerum. Han 22

Under rosen.indd 22

03/09/14 14.08

smed for en sikkerheds skyld bukserne ned i en bærepose. Operationsudstyret tog han med sig, det fik han forhåbentlig snart brug for igen, hvis man var tilfreds med hans indsats, og det regnede han med, for alt var forløbet, præcis som det skulle.

Han startede bilen og kørte langsomt og med slukkede lygter ned ad den smalle markvej, der førte ham væk fra gården og ud i natten. Motoren spandt som en kat, og han nynnede på en sang, han havde hørt barnets mor synge, da hun var lige ved at vågne op af bedøvelsen. Han kendte melodien, men huskede ikke teksten, ud over at det var noget med en sommerfugl.

Som planlagt slog han et smut inden om et nedlagt autoværksted i nærheden, hvor han smed affaldet fra fødslen og liget af jordemoren og hendes tøj ned i en tom smøregrav. Hun var tung. Han smed forskelligt andet affald, som flød på pladsen, oven på hende. Der var nok at tage af. Så blev han stående et øjeblik og kiggede ned i smøregraven. Det var de hurtigste penge, han nogensinde havde tjent. Et kort øjeblik overvejede han at smide sine blodige grå bukser samme vej, men da han ikke ville risikere, at bukserne og hans DNA blev fundet sammen med jordemorens lig, bestemte han sig til at smide dem i en container for småt brandbart på en losseplads i udkanten af byen. Han vidste af erfaring, at det var den container, der blev tømt hyppigst, og den, som pladsens ansatte og besøgende interesserede sig mindst for, når de småklunsede.

Han gik tilbage til bilen, mens han mærkede lettelsen strømme gennem sig. Ingen ville mistænke ham, og alle spor, der pegede mod ham, var slettet. Selv havde han god samvittighed, for som læge fandt han, at det var et vigtigt eksperiment, han havde medvirket til.

Drengen havde, helt som ventet, haft abstinenser, da han blev 23

Under rosen.indd 23

03/09/14 14.08

født, men det havde han fikset, for han var forberedt på det. Han havde arrangeret, at barnet skulle direkte til en privatklinik, der var godt inde i sagen. Det eneste, han ikke fattede, var, hvorfor nogen ville betale ham så fyrsteligt for det lille nummer. Faktisk havde han jo gjort alle en tjeneste.

Gennem sine kontakter havde han skaffet en socialrapport på moren. Kort fortalt var hun luder og narkoman i behandling med metadon. Faren til barnet var ukendt. Det var den korte version af en banal historie, der havde resulteret i et drengebarn, der nu var på sit livs første rejse på vej til en dejlig familie et eller andet sted i Danmark. Det faldt ikke i hans lod at følge eksperimentet. Det var der andre, der tog sig af, og det interesserede ham heller ikke. Nu var det bare om at komme på plads så hurtigt som muligt. Når kvinden engang vågnede op og forvildede sig ud fra gården, blev der nok et værre postyr.

Under rosen.indd 24

03/09/14 14.08

Bind 2 i serien om andengenerationsindvandrer og vicepolitikommissær Malika Els

155 mm

En prostitueret vågner op i et øde hus og opdager, at hun bliver holdt i fangenskab. Hendes mave har været sprættet op, og nogen har stjålet hendes ufødte barn. Det bliver starten på en makaber international sag om kidnappede og forbyttede børn.

En ung iraker er optændt af had til danskerne. Hans lillebror er blevet dræbt i Basra, og han beskylder dansk politi for drabet. Nu vil han hævne sin bror og sprede frygt i befolkningen, og snart står han i spidsen for planlægningen af et storstilet terrorangreb mod København.

Samtidig kæmper den kvindelige vicepolitikommissær Malika en dobbelt kamp – dels for at opnå respekt blandt sine

36 mm

155 mm

100 mm

HANNE BECH HANSEN (f. 1939) er uddannet jurist og var politidirektør ved Københavns Politi i årene 1995-2009.

Tidligere har hun arbejdet som bl.a. PET-chef og statsadvokat. Hun debuterede som forfatter i 2010 med LASTEN – første bind i krimiserien om Malika Els.

Vicepolitikommissær Malika Els bliver hvirvlet ind i sagen både professionelt og personligt, og eftersom hun selv lige er blevet mor, har hun et ekstra stærkt engagement i at finde bagmændene.

Bogen bygger på virkelige hændelser, og romanen er tredje selvstændige del af Hanne Bech Hansens trilogi med indvandrerbetjent Malika Els i hovedrollen.

231 mm

100 mm

kolleger, dels for at forsøge at stoppe terroristerne i tide.

OPERATION DACAPO er en roman om hævntørst og uforløst vrede. Bogen er en uafhængig fortsættelse af LASTEN og er andet bind i serien om indvandrerbetjent Malika Asmina Els.

Omslag: Mark Airs, Omslagsfoto © Per Søgaard

Under-Rosen-smuds.indd 1

Forfatterportræt © Thomas A

14/08/14 14:49