Vinter i prag - Læseprøve

Vinter i Prag

Madeleine Albright En personlig rejse gennem krigens Europa

$OOEULJKWBLQWURVLGHU LQGG

VINTER I PRAG En personlig rejse gennem krigens Europa 1937-1948

MADELEINE ALBRIGHT I samarbejde med Bill Woodward OversĂŚttelse Frank Esmann

GADS FORLAG

$OOEULJKWBLQWURVLGHU LQGG

$OOEULJKWBLQWURVLGHU LQGG

TIL DEM, SOM IKKE OVERLEVEDE, MEN LÆRTE OS, HVORDAN MAN LEVER – OG HVORFOR

$OOEULJKWBLQWURVLGHU LQGG

$OOEULJKWBLQWURVLGHU LQGG

INDHOLD BEGYNDELSEN 13 FĂ˜RSTE DEL: Før 15. marts 1939 1. En uvelkommen gĂŚst 27 2. FortĂŚllinger om Bøhmen 31 3. Rivalerne 43 4. LindetrĂŚet 54 5. Et positivt indtryk 72 6. Fra et sted bag bjergene 87 7. ÂťVi mĂĽ blive ved med at vĂŚre kujonerÂŤ 96 8. En hĂĽbløs opgave 117 ANDEN DEL: April 1939 – april 1942 9. Forfra 133 10. BesĂŚttelse og modstand 145 11. Lysene slukkes 159 12. Den uimodstĂĽelige kraft 173 13. Himlen brĂŚnder 186 14. Alliancen samles 200 15. Wenzelkronen 216 TREDJE DEL: Maj 1942 – april 1945 16. Likvideringen 231 17. Varsler om folkemord 248 18. Theresienstadt 256 19. En bro for meget 276

$OOEULJKWBLQWURVLGHU LQGG

20. ForgrÌdte øjne 286 21. Doodlebugs og albatrosser 306 22. Hitlers endeligt 319 FJERDE DEL: Maj 1945 – november 1948 23. Ingen engle 329 24. Nye omgivelser 342 25. En verden stor nok til at holde os adskilt 352 26. En usikker balance 365 27. Kampen om en nations sjÌl 384 28. En kommunikationsfejl 397 29. Faldet 406 30. Sand gennem timeglasset 416 NÆSTE KAPITEL 431 Persongalleri 441 Tidslinjer 445 Tak 453 Noter 459 Personregister 483

$OOEULJKWBLQWURVLGHU LQGG

BEGYNDELSEN

J

eg var 49, da jeg blev udnÌvnt til USA’s udenrigsminister.

Dengang troede jeg, at jeg vidste alt, hvad der var at vide, om min fortid, hvem �mit folk� var, og om mit fødelands historie. Jeg var sü sikker, at jeg ikke havde behov for at stille spørgsmül. Andre er müske ikke helt sikre pü deres identitet. Det gjaldt ikke mig og havde aldrig gjort det. Jeg kendte mig selv.

Det gjorde jeg bare ikke. Jeg anede ikke, at min familie var jødisk, eller at over 20 af mine slÌgtninge var omkommet under Holocaust. Jeg var blevet opdraget til at tro, at mit tjekkoslovakiske fødelands historie var mindre indviklet og mere ligetil, end den var i virkeligheden. Jeg havde stadig meget at lÌre om de komplicerede moralske valg, som mine forÌldre og andre i deres generation var blevet stillet over for – valg, der stadig püvirkede mit liv og min verden.

Jeg var blevet opdraget som katolik og var konverteret til den episkopale kirke, da jeg blev gift. Jeg var sikker pü, at min sjÌl var slavisk. Mine bedsteforÌldre døde, før jeg var gammel nok til at huske deres ansigter eller kende deres navne. Jeg havde en kusine i Prag. Vi havde for nylig vÌret i kontakt med hinanden, og som børn havde vi vÌret meget tÌt knyttet til hinanden, men jeg kendte hende ikke lÌngere sÌrlig godt. JerntÌppet havde skilt os.

Fra mine forĂŚldre havde jeg modtaget en uvurderlig arv: en urokkelig tro pĂĽ frihed, individets ret og respekt for loven. Jeg havde ogsĂĽ arvet en kĂŚrlighed til to lande. USA havde budt min familie velkommen og gjort det muligt for mig at vokse op i frihed. Jeg var stolt over at kunne kalde mig amerikaner. Tjekkoslovakiet havde

$OOEULJKWBLQWURVLGHU LQGG

14

Vinter i Prag

vÌret et fyrtürn for human regeringsførelse, indtil det blev slukket af Adolf Hitler og igen – efter en ganske kort periode lige efter krigen – af Josef Stalins disciple. I 1989 skabte Fløjlsrevolutionen, ledet af min helt og senere skattede ven Våclav Havel, nyt hüb. Jeg havde hele mit liv troet pü vÌrdien af et demokratisk styre, behovet for at trodse ondskab og det tjekkiske folks urgamle valgsprog: Pravda vitêzi eller �sandheden sejrer�.

FRA 1993 TIL 1997 havde jeg den Ìre at reprÌsentere USA som FN-ambassadør. Det henledte mediernes opmÌrksomhed pü mig, og da Centraleuropa blev befriet efter Berlinmurens fald, begyndte jeg at fü breve om min familie. Nogle var helt galt afmarcherede, andre var knap nok lÌselige, nogle fü anmodede om penge, og andre nüede mig aldrig, fordi min stab – som ikke kunne sproget – ikke kunne skelne mellem personlig korrespondance og breve om offentlige anliggender. Mod slutningen af prÌsident Bill Clintons første periode i Det Hvide Hus havde jeg dog füet adskillige meldinger fra folk, som havde kendt mine forÌldre, havde navnene og datoerne nogenlunde korrekt, og som antydede, at mine forfÌdre havde vÌret jøder. I begyndelsen af december 1996 kom et brev fra en 74-ürig kvinde. Hun skrev, at hendes familie havde lavet forretninger med mine bedsteforÌldre pü mødrene side, og at de under krigen havde vÌret ofre for antijødisk diskrimination. Jeg fortalte det til min søster, Kathy, og bror, John, og mine døtre Anne, Alice og Katie. Eftersom jeg var ved at blive sikkerhedstjekket op til udnÌvnelsen som udenrigsminister, gav jeg ogsü oplysningerne til prÌsident Clinton og hans nÌrmeste stab. I januar 1997, og før vi havde haft tid til at foretage yderligere efterforskning, afdÌkkede en hürdtarbejdende journalist fra Washington Post, Michael Dobbs, imidlertid nyheder, som rystede os alle: Ifølge hans oplysninger var tre af mine bedsteforÌldre og adskillige andre familiemedlemmer omkommet under Holocaust.

I februar 1997 besøgte Kathy, John og hans kone, Pamela, Tjekkiet. De bekrÌftede det meste af, hvad Washington Post havde skrevet, men kunne ogsü püpege nogle fü fejl. Samme sommer lykkedes det mig at aflÌgge to tilsvarende, men kortere besøg i landet.

Det mest følelsesladede øjeblik for mig var i Pinkas-synagogen

$OOEULJKWBLQWURVLGHU LQGG

Begyndelsen

15

i Prag, hvor navnene på vores familiemedlemmer var blandt de 80.000, der står opført på synagogens vægge. Jeg havde været i synagogen tidligere, men havde hverken haft grund til eller tænkt på at lede efter deres navne. Jeg har fortalt om episoden i mine erindringer, Madame Secretary, og vil ikke komme nærmere ind på den her.

Denne altafgørende afsløring har imidlertid været drivkraften bag denne bog. Jeg var chokeret og oprigtigt talt flov over at opdage, at jeg ikke kendte min families historie bedre. Min søster og bror delte denne skam. Jeg følte mig heller ikke beroliget af alle de mennesker, der skrev til mig, at de havde haft tilsvarende erfaringer med, at deres egne forældre havde forholdt dem oplysninger.

Jeg kunne til nød acceptere, at der ikke var noget uforklarligt eller enestående ved det hul, der var i min viden, men jeg var ked af, at jeg ikke havde fået stillet de rigtige spørgsmål. Jeg følte også en stor trang til at finde ud af mere om de bedsteforældre, som jeg havde været for ung til at kende – især fordi jeg på det tidspunkt selv var blevet bedstemor.

Da jeg havde besluttet mig for at dykke ned i min families historie, gik det kort tid efter op for mig, at det kun var muligt at forstå mine forældres handlinger, hvis jeg også forstod den tid, de levede i. Det gjaldt især 1937-1948 – en periode, der indbefattede Anden Verdenskrig og de første 10-12 år af mit eget liv.

I SLUTNINGEN AF 1930’erne faldt det internationale spotlight på Tjekkoslovakiet. Det var et fjernt land, som få mennesker i hovedstæder som London og Washington havde besøgt eller bare vidste, hvordan man stavede til. De, der kendte landet, så det i en slags bøhmisk forklædning: et land fyldt med trylleri, marionetdukker, Franz Kafka og den gode kong Venceslaus. For dem, der vidste noget om Centraleuropa, var nationen kendt for sin tusindårige historie og værdsat for sin placering ved skellet mellem Øst og Vest. Det havde også været skueplads for langvarig og lejlighedsvis bitter rivalisering mellem tjekker og tyskere. Da slagsmålet kulminerede, krævede Adolf Hitler, at regeringen opgav sin suverænitet ved at åbne sine grænser for hans tropper, og dermed stillede han resten af Europa stolen for døren. For de vestlige stormagter var

Allbright_introsider.indd 15

08-10-2012 12:22:42

16

Vinter i Prag

Tjekkoslovakiet ikke vÌrd at kÌmpe for, sü det blev ofret pü fredens alter. Krigen kom alligevel, og med den noget nÌr udslettelsen af de europÌiske jøder og i sidste ende en omkalfatring af hele den internationale politiske orden.

Min familie tilbragte Anden Verdenskrig i England. Vi ankom, netop som befolkningen i dette ørige vügnede op efter 20 ürs selvtilfredshed. Vi var der, da Winston Churchill samlede sine landsmÌnd i kampen mod det nazistiske mørke. Han overtalte dem til at udholde Blitzen, skabe et fristed for flygtningebørnene fra kontinentet og vÌre vÌrt for den tjekkoslovakiske eksilregering, hvor min far gjorde tjeneste. Mine tidligste erindringer handler om London og det britiske landskab; om beskyttelsesrum og mørklÌgningsgardiner og om at tage med mine forÌldre til stranden til trods for, at de var fyldt med massive stülspÌrringer, der var rejst for at hindre et fjendtligt invasionsforsøg.

Fra den dag, USA gik ind i krigen, var mine forÌldre og deres venner overbeviste om, at De Allierede ville vinde. Som centraleuropÌiske demokrater bad de til, at det ville blive USA og ikke Sovjetunionen, som ville fü den afgørende indflydelse i vores region efter krigen. Südan gik det ikke. Da nazisterne var slüet, blev Tjekkoslovakiet endnu en gang en central kampplads, hvor de totalitÌre krÌfter sejrede. Min familie blev pü ny drevet i eksil, og denne gang søgte de permanent tilflugt i USA. Intet kunne vÌre mere voksent end de beslutninger, folk blev tvunget til at trÌffe i denne turbulente tid, men ikke desto mindre var ethvert barn udmÌrket klar over, hvad det handlede om: Hvor kan jeg vÌre i sikkerhed? Hvem kan jeg stole pü? Hvad kan jeg tro pü? Og (med ordene fra den tjekkiske nationalsang) Kde domov můj (Hvor er mit hjem?).

Et barn i min generation, født i Prag, ville sü godt som sikkert ogsü have kendt bogen Bedstemoder. Den var skrevet i 1852 og var et af de første litterÌre vÌrker, som blev udgivet pü tjekkisk.

Historien har en sÌrlig plads i mit hjerte, fordi heltinden hedder �Madaline�. En af bipersonerne er en smuk, ung kvinde, som en forbipasserende soldat har besnÌret og �gjort uegnet til Ìgteskab�.

Hun flygter ind i en hule i skoven, gür med bare fødder selv om vinteren, lever af bÌr, rødder og almisser. Da et barn spørger,

$OOEULJKWBLQWURVLGHU LQGG

Begyndelsen

17

hvordan den unge kvinde kan overleve under sü hürde betingelser, svarer bedstemoderen, at det er, fordi det unge vÌsen aldrig kommer ind i et vÌrelse, der er varmet op af ilden. Derfor er hun ikke sü følsom over for kulden, som vi er.1 Da jeg voksede op, var der millioner af mennesker, som i overført betydning aldrig fik lov til at komme ind i varmen. De var i stedet tvunget til at underkaste sig krigens barske vilkür. De var behersket af fjendtlige tropper. De var adskilt fra deres hjem og deres kÌreste, de manglede mad og varme og levede konstant omgivet af mistanke, frygt, fare og død. Frataget chancen for at udvikle sig gradvist og sammen med mennesker de kendte og i trygge omgivelser, var de overladt til deres urinstinkter og tvunget til at trÌffe praktiske og moralske valg ud fra en meget kort menu af dürlige muligheder.

I mange tilfĂŚlde blev der truffet modige valg, i andre var de rent pragmatiske, og i andre igen blev de fulgt af skammen over forrĂŚderi og fejhed. Den vej, der blev valgt, var tit snoet, alt afhĂŚngig af om det var forsigtighed eller mod, der var inspirationen.

En gang imellem havde en handling, der var reaktion pĂĽ en umiddelbar omstĂŚndighed, langsigtede konsekvenser, som ingen kunne forudse. Under sĂĽdanne omstĂŚndigheder kunne forhastede beslutninger fĂĽ fatale eller livgivende konsekvenser, uanset om de blev truffet af de nationale ledere, fjenden, hĂĽrdtarbejdende bureaukrater, naboer eller forĂŚldre.

I sidste ende var alle, der gennemlevede ürene fra 1937 til 1948, ramt af dyb vemod og bedrøvelse. Millioner af uskyldige overlevede ikke, og deres død mü aldrig glemmes. Vi kan ikke vÌkke de døde, men vi har pligt til at tilegne os alt, hvad vi kan, om, hvad der skete og hvorfor. Ikke for at dømme i bagklogskabens lys, men for at hindre, at historiens vÌrste begivenheder gentager sig.

RESEARCHEN TIL DENNE BOG begyndte som sü megen anden slÌgtsforskning med en stabel kasser i garagen. Min far havde udgivet et halvt dusin fagbøger og havde indtalt sine tanker pü en diktafon. Jeg havde en hel del optagelser, som jeg aldrig havde lyttet til af frygt for, at hans stemme skulle vÌkke mit savn. Jeg havde det pü samme müde med kasserne. Mens jeg var i regering, havde

$OOEULJKWBLQWURVLGHU LQGG

18

Vinter i Prag

jeg haft for travlt til at gennemgĂĽ dem, og i de senere ĂĽr havde en rĂŚkke andre projekter vĂŚret undskyldningen for, at jeg stadig ikke havde fĂĽet gjort noget ved det. Nu havde jeg ventet lĂŚnge nok.

Jeg tog mod til mig, hentede et par kasser og begyndte min rejse.

Jeg fandt et vÌld af papirer, adskilt med rustne papirclips og holdt sammen af elastikker sü skrøbelige, at de brast, nür man trak i dem.

Meget af materialet var uinteressant, men indimellem gjorde jeg spÌndende fund. Her var fx originaludkastet til foredrag, som min far havde holdt om de personer, han beundrede mest: grundlÌggeren af det moderne Tjekkoslovakiet, T.G. Masaryk, og hans søn, Jan, som havde vÌret min fars chef. Jeg stødte ogsü pü bøger, som var skrevet af folk, jeg havde mødt som barn, deriblandt flere bind af Prokop Drtina, som vi delte lejlighed med i krigstidens London.

I en af hans bøger var der lavet et Ìseløre pü en af siderne. Jeg fandt hurtigt ud af, at vores for lÌngst afdøde nabo her havde beskrevet en lille pige ved navn Madlenka. Det var første gang, nogen havde skrevet om mig. Det kunne kun have vÌret mine forÌldre, der havde lavet Ìseløret.

I de senere ür har jeg givet forelÌsninger pü Georgetownuniversitetet under titlen: Den Nationale Sikkerheds VÌrktøjskasse.

Jeg fandt en artikel, som var skrevet af min far fire ürtier tidligere, og som jeg ikke vidste eksisterede. Den bar overskriften Udenrigspolitikkens vÌrktøjer. I en anden mappe var der en stabel pü omkring 120 sider, fint maskinskrevet og opdelt i kapitler. Pü et tidspunkt havde min far betroet mig, at han havde forsøgt at skrive en roman. Om hvad? spurgte jeg. Han svarede: Om en mand, der vender tilbage til Tjekkoslovakiet efter Anden Verdenskrig. Dette mütte vÌre manuskriptet. Jeg kastede mig ivrigt over det, og det varede ikke lÌnge, før mine øjne fyldtes med türer. Min fars ord vil pü de følgende sider fü en fremtrÌdende placering. Det samme vil min mors. Kort efter min fars død i 1977 skrev hun et 11 sider langt brev, som gav mig den eneste førstehündsbeskrivelse, som jeg har af de dramatiske tidspunkter i mine forÌldres liv, herunder flugten fra Prag efter den tyske invasion. Jeg søgte efter dette essay i flere uger, men kunne ikke finde det. Jeg blev nervøs og spurgte uden held min søster og bror, hvor det kunne vÌre. Jeg vendte op og ned pü mit kontor og gennemrodede for tiende gang mit skrive-

$OOEULJKWBLQWURVLGHU LQGG

Begyndelsen

19

bord. I en af skufferne, som rummede de papirer, jeg passede mest pĂĽ, lĂĽ min mors essay, presset og klemt godt sammen.

Mens jeg glattede de krøllede, gule sider ud, begyndte jeg at lÌse: Pü et højt bjerg nÌr Denver ligger der en lille kirkegürd. Pü en mur i et mausoleum er der en plade med navnet Josef Korbel 1909-1977. Müske vil en eller anden en dag undre sig over, hvem denne mand med et sü mÌrkeligt stavet navn var, og hvorfor han er begravet pü en bjergtop i Colorado.

Jeg vil gerne skrive noget om ham, fordi hans liv var mere usÌdvanligt end müden, hans navn blev stavet pü. Han er begravet pü bjerget, fordi han elskede naturen, fordi han elskede at fiske, og fordi han i Colorado tilbragte mange lykkelige ür efter et aktivt liv inden for mange forskellige omrüder og i mange forskellige lande. Han sagde tit: Jeg har haft mange fantastiske job, men det jeg nød mest, var at vÌre universitetslÌrer i et frit land.

-RVHI RJ 0DQGXOD .RUEHO Âą 0DGHOHLQH $OEULJKW

$OOEULJKWBLQWURVLGHU LQGG

20

Vinter i Prag

Joe blev født i Tjekkoslovakiet i en lille by, hvor hans far havde en butik, som solgte bygningsmaterialer. Der var ikke noget gymnasium, sü som 12-ürig mütte han flytte til en naboby. Det var pü det gymnasium, vi mødtes og blev forelskede ...2 Det var det hele i en nøddeskal: Historiens begyndelse og afslutning; men der mütte helt sikkert vÌre mere at finde ud af om alt det, der hÌndte mellem gymnasiet og bjergtoppen.

NOGLE MENNESKER SĂ˜GER indsigt ved at sidde stille og ransage deres samvittighed. Jeg bestiller flybilletter. En lørdag morgen i september 2010 ringede jeg pĂĽ til en lille lejlighed i London. Det var der, jeg havde tilbragt begyndelsen af Anden Verdenskrig.

Døren blev übnet af Isobel Alicia Czarska. Hun var en charmerende kvinde, der, selvom hun var midt i forberedelserne til en rejse, gav mig en hurtig rundvisning. For første gang i nÌsten 70 ür gik jeg ned ad trappen til kÌlderen, hvor jeg engang havde søgt ly mod Luftwaffes bomber. Isobel forklarede, at kÌlderen aldrig var blevet istandsat – en kendsgerning, jeg kunne bekrÌfte, sü snart jeg sü loftet, der var malet i den samme utiltalende grønne farve, som jeg huskede. Mens vi stod i det snÌvre kÌlderrum, forklarede jeg formület med mit besøg. Isobel tilbød venligt at granske bygningens historie under Anden Verdenskrig og sende mig, hvad hun fandt ud af – et løfte, som hun trofast holdt.

Før jeg forlod London, deltog jeg i et symposium med titlen Bünd, som binder, som fejrede den tjekkoslovakiske eksilregerings 70-ürsjubilÌum. Den tjekkiske ambassadør i Storbritannien, Michael Žantovský, var vÌrt, og konferencen havde til formül at diskutere en rÌkke af fortidens kontroverser i lyset af nye oplysninger. Jeg var endnu en gang overrasket over, hvor afgørende en periode i historien det havde vÌret, og hvor mange forskellige meninger forskere kan have om den samme rÌkke af begivenheder. Da dagen var omme, havde nogle af os klappet af begejstring, andre havde grÌdt, og andre igen var røget i totterne pü hinanden.

Jeg tog ogsĂĽ til Prag, hvor en gruppe gamle og nye venner hjalp mig i min efterforskning. Lederen af Sammenslutningen Af

$OOEULJKWBLQWURVLGHU LQGG

Begyndelsen

21

Jødiske Trossamfund I Tjekkiet, Tomåť Kraus, besvarede mine spørgsmül om Prags jødiske menighed, hvis rødder strÌkker sig helt tilbage til det syvende ürhundrede. Daniel Herman fra Ústav pro studium totalitních reŞimů, Institut for Studiet af TotalitÌre Regimer, gav mig en sagsmappe, som den kommunistiske regering efter krigen havde oprettet om min familie. Ikke alle dokumenterne var lÌselige, men der var klare beviser pü, at min far havde magtfulde fjender i det marxistiske regime. I det tjekkiske udenrigsministerium fik jeg dokumenter, som handlede om min fars karriere i ministeriet, og en politirapport om min farfar, der tilsyneladende ikke var en sÌrlig opmÌrksom chauffør. Han mütte i 1937 betale erstatning for at have kørt en høne over. Jeg besøgte ogsü fÌstningen og fÌngslet i Theresienstadt (Terezín). Sidste stop var kirkegürden, hvor ofrene for et langt forløb af konflikter er stedt til hvile. Tjekker, tyskere, ungarere, jøder, polakker, russere, serbere, slovakker og andre bliver her mindet sammen, selvom de, da de var i live, tit sad i struben pü hinanden. Under mit ophold i Prag tilbragte jeg megen tid med min kusine Dåťa, som altid bød mig velkommen med en tallerken frugtknÜdler. I over to ür var vi i løbende kontakt, udvekslede minder, delte billeder, arbejdede sammen om at oversÌtte breve og andet pü skrift. Intet levende menneske havde pü det tidspunkt kendt mig lÌngere end hun. Tit var det hendes arme, der lü om mine skuldre i beskyttelsesrummet.

Men hendes forĂŚldre kunne ikke forlade Tjekkoslovakiet, da mine gjorde det, og da kommunisterne senere tog magten, valgte hun at blive og gifte sig med sin elskede i stedet for at flygte til Vesten.

Vi havde haft vidt forskellige tilvÌrelser, men syntes pü en eller anden müde at trÌkke pü den samme uudtømmelige energireserve.

Hendes bidrag til min research var umüdelig. Da jeg sidst sü hende i april 2011, havde hun en kalender, som var fyldt med aktiviteter, deriblandt et undervisnings- og erindringsprojekt om Holocaust for børn. I begyndelsen af juli vendte hun tilbage fra et besøg i England og beklagede sig over smerter i hals og ryg. Hun døde mindre end to uger senere. Jeg er meget taknemmelig over, at dette projekt hjalp os til at finde sammen igen.

PrÌsident Havel bukkede den 18. december 2011 under for en luftvejslidelse. Sidste gang, jeg sü ham, var pü hans 75-ürs fød-

$OOEULJKWBLQWURVLGHU LQGG

22

Vinter i Prag

selsdag, to müneder inden hans bortgang. Jeg havde forÌret ham et kompas, som var blevet brugt af en amerikansk soldat under Første Verdenskrig – krigen, som for første gang førte til frihed i Tjekkoslovakiet. I mit lykønskningskort skrev jeg, at det var ironisk at give et kompas til en mand, der havde tjent som den moralske ledestjerne for en hel generation. Det 20. ürhundrede skabte kun en hündfuld Ìgte demokratiske helte. Han var en af dem.

I oktober 2010 havde vi spist pü CafÊ Savoy, et af Havels røgfyldte yndlingstilholdssteder fra Fløjlsrevolutionens dage. Da jeg forklarede min ven, hvad jeg havde planer om, lovede han øjeblikkeligt at hjÌlpe. Jeg spurgte til hans oplevelser som dreng og bad ham ogsü om at reflektere over de valg, lederne traf under krigen. Politik og moral dukkede pü et eller andet tidspunkt op i alle samtaler med Havel. Han fortalte mig tit om sine forestillinger om, at Gud kunne sammenlignes med solen – et stort øje i himlen, som kan se, hvad vi laver, nür der ikke er andre til stede. Det billede har altid skrÌmt mig, men jeg er enig i, at samvittigheden er det karaktertrÌk, ingen videnskabsmand helt har gennemskuet. Patentløsningen �Lad samvittigheden vÌre din ledetrüd� blev banket ind i den amerikanske babyboomgeneration af Walt Disney. Livet er mere kompliceret end som sü, men mens jeg sad dÊr med Havel, bekymrede det mig, at vi en gang imellem overser det indlysende. 20 ür tidligere havde jeg lyttet, mens han holdt en tale til Den Amerikanske Kongres, der efterlod medlemmerne dybt forvirrede. Tjekkoslovakiet havde netop füet sin frihed, og lovgiverne forventede et triumfbrøl over sejren i Den Kolde Krig. I stedet fik de en bøn pü menneskehedens vegne og en erklÌring om, at den virkelige kamp – for moralsk ansvar over for jorden og vores nÌste – knap nok var begyndt.

Hvorfor vi trÌffer de valg, vi gør, fascinerer mig – og udgør det centrale tema i denne bog. Hvad adskiller os fra den verden, vi har, og det etiske univers, som Havel forestillede sig? Hvad er det, der für et menneske til at handle modigt i en krisesituation og et andet til at søge ly i mÌngden? Hvorfor bliver nogle mennesker stÌrkere, nür de møder modstand, mens andre hurtigt mister modet? Hvad adskiller bøllen fra beskytteren? Er det uddannelse, religiøs overbevisning, vores forÌldre, vores venner, omstÌndighederne ved vores fødsel, traumatiske begivenheder, eller er det snarere en eller

$OOEULJKWBLQWURVLGHU LQGG

Begyndelsen

23

anden kombination af disse, der definerer forskellene? Mere prÌcist: AfhÌnger vores hüb for fremtiden af, at de ydre begivenheder udfolder sig pü en sÌrlig ønskvÌrdig müde eller af en eller anden mystisk, indre proces?

Min søgen efter et svar pü disse spørgsmül begynder med et kik i bakspejlet – til der, hvor jeg tilbragte mine tidligste ür.

$OOEULJKWBLQWURVLGHU LQGG