Seniorernes sider Seniorforeningen informerer Gentagelsernes paradoks Blade af Dronningmølle menigheds krønike Hvordan kan man undgå at blive ekstremist?

i S to c k p h o to . co m

TEKST Walder Hartmann

Seniorforeningen informerer:

JEG SAVNER AT gå i kirke. Jeg savner menighedens fællesskab. Og jeg savner den ugentlige dialog i sabbatsskolen. Endnu ved jeg ikke, hvor længe endnu jeg kommer til at holde den påbudte coronaafstand til alt dett e. I skrivende stund må vi stadig klare os med ”at være sammen hver for sig“. Altså ingen kirkegang, ingen større gæstebud, ingen stævner i de kommende uger. I stedet har mange af os lært at sætt e pris på internett et – på godt eller ondt. Godt, fordi vi kan opleve, at Guds ord stadig forkyndes. Ondt, fordi det sætt er gang i alle mulige spekulationer.

Heldigvis kan vi fornemme, at Gud har sty r på udviklingen. Det har han jo også lovet, idet han siger: ”I skal ikke være bange. Tro på Gud, og tro på mig. I min fars hus er der mange værelser – ellers ville jeg ikke have sagt, at jeg tager afsted for at gøre klar til jer. Når jeg har gj ort det, kommer jeg tilbage og henter jer, for I skal være der, hvor jeg er“ (Joh 14, Bibelen 2020). Gud glemmer ingen, så bør vi heller ikke glemme hinanden.

Mens vi venter kan vi passende bruge øjeblikket til at forberede os selv og andre på fremtiden. Læs en bog, der længe har ventet på at blive læst. Skriv til en bekendt, der er blevet ensom på grund af corona, eller bag et brød, som du kan dele med den, der ikke selv orker at bage. Brug din kreativitet i næstekærlighedens tjeneste.

En sommer i udsættelsernes tegn I Adventnyt for april hed det i en hilsen fra Adventistkirkens ledelse i Danmrk: ”Vi lever i en tid, hvor beslutninger bliver taget hurtigt… Det off entlige har truff et meget vidtgående beslutninger for at beskytt e os som borgere. Disse foranstaltninger er truff et for din og min sikkerhed.“

Dett e førte til afl ysningen af det annoncerede årsmøde og generalforsamling for Adventistkirken i Danmark. Seniorforeningen skulle have afh oldt generalforsamling og besty relsesvalg på samme tid og sted, så det mått e naturligvis også udsætt es.

I stedet ser det på nuværende tidspunkt ud til, at besty relsen planlægger en stævne-søndag i sensommeren, hvor der kan afh oldes valg, drøftes fremtidsplaner og bydes på god mad og socialt fællesskab. De nærmere detaljer omkring dett e vil blive off entliggj ort, så snart de foreligger.

Når det gælder sommerens seniorstævne i Norge, har man også set sig nødsaget til at afl yse/ udsætt e. P.t. overvejer den norske seniorforening i samråd med den danske seniorforenings besty - relse at indbyde til stævne på samme sted, men først i sommeren 2021.

Hav en god sommer – trods alt!

TAK fordi du husker årskontingent til Aktive Seniorer, kr. 150,- pr. medlem, som indbetales til: Danske Bank reg.nr. 1551 konto nr. 6902154

TEKST Joan Kristensen

Gentagelsernes paradoks

DET ER APRIL. Jeg har hørt en sætning gentaget utallige gange i den seneste tid, både blandt venner, i de sociale medier og på TV: ”Vi lever i en meget underlig tid!“ Vi nikker og er rørende enige! Og så har jeg hørt 3 regler gentaget så tit, at jeg drømmer om det om natt en: ”Hold afstand! Vask hænder! Bliv hjemme!“

Jeg ved ikke, om jeg tør sige det, men jeg synes, jeg fornemmer en vis gentagelses-træthed! Kunne det kaldes corona-kedsomhed? Men virkeligheden er: Vi lever i ”coronatider“. Landet er lukket ned – til bedste for os alle. Vi ved ikke så meget om fremtiden, så vi undres og bekymres.

Egentlig har vi aldrig vidst, hvordan fremtiden vil komme til at se ud, men pludselig kan vi ikke gøre det, vi er så gode til, nemlig at tage livet for givet, læne os op ad det, vi plejer at gøre. Gad vide, om vi får ”Peter plejer“ at se igen nogensinde. Når vi siger, at vi plejer at gøre noget, så henfører vi jo til gentagelser, til noget, vi har gj ort før, noget forventeligt, noget kendt, noget trygt og godt. Nogle elsker ”Peter plejer“, andre keder sig ret hurtigt i hans selskab og ønsker noget nyt på bordet, noget udviklende, afvekslende og spændende!

Husk at leve, mens du gør det… Søren Kierkegaard skrev: ”Mens håbet rett er sig mod en ukendt fremtid, og erindringen griber bagud efter en tabt fortid, udgør gentagelsen menneskets mulighed for at blive og forblive nærværende i det nærværende.“

”Nærværende i det nærværende!“ Kunne det lige præcis være det nye, der er kommet på bordet?

For nogen er corona-buddet: ”Bliv hjemme!“ blevet til én stor og lang prøvelse med rastløshed og fi nansielle bekymringer, mens andre har oplevet, at da hastigheden i hverdagslivet pludselig blev sat bety deligt ned, dukkede en ny mulighed op: At være nærværende i det nærværende!

På min daglige gåtur rundt i nabolaget med min lille hund har jeg lagt mærke til, at der bag mange havehække pludselig lyder glade børnestemmer midt på dagen! Det er noget nyt! Familien er mere sammen, end de plejer! Jeg ser familier gå tur rundt på stierne. Et nærvær, der måske ville være godt at gentage og få lagt ind som noget, vi plejer!

Det er altså lidt af et paradoks. Vi kan sukke over de mange påbud, restriktioner, formaninger og gentagelser, forårsaget af den mystiske coronavirus, og vi længes efter frihed. Samtidig kan vi være taknemmelige over, at Gud skabte gentagelsernes vidunderlige cyklus. Salme 19 beskriver det så smukt: ”Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk. Dag bærer bud til dag, nat lader nat det vide. Uden ord og uden tale, uden at lyden høres, når himlens røst over jorden vide, dens tale til jorderigs ende. På himlen rejste han solen et telt; som en brudgom går den ud af sit kammer, er glad som en helt ved at løbe sin bane, rinder op ved himlens ene rand og dens omløb når til den anden. Intet er skjult for dens glød“ (v. 1-7, 1931 overs.)

Solen står op og går ned hver dag, som den plejer! Gud ske tak og lov for det. Lige nu nyder vi den specielt meget, for foråret er kommet – corona eller ej! Træer og buske springer ud i fuldt fl or, blomster spirer frem, fuglene synger, bygger reder og får unger, som de plejer. Sådan har Gud sat tingene sammen, og det er jeg glad for!

Blade af Dronninglund menigheds krønike

1: 1957. Fra venstre Birthe og Peter Bayer med Marianne, Kaj Pedersen, Preben Gommesen, Togo Gommesen, Alma Jensen, Magda Schledermann, Kathrine Gommesen, Martine Jensen, Alma Jacobsen, Anna Jensen, Ellen Houmann, Dorthea Jensen. 2: J.C. Sørensen med familie. Leder af Dronninglund menighed gennem en årrække. 3: Togo Gommesen og Kathrine, mangeårig forstander i Dronninglund menighed. 4: 1957. Siddende: Birgit Schledermann, Birthe Bayer med Marianne, Anna Jensen, Alma Jacobsen. Stående: Alma Jensen, Peter Bayer, Preben Gommesen, Martine Jensen, Togo Gommesen, Kathrine Gommesen, Ellen Houmann, Inga Jacobsen, Magda Schledermann, Dorthea Jensen. 5: Anna Jensen med sin mor, Martine Jensen. Fotos venligst udlånt af Birthe Bayer.

Når man skal på weekendbesøg i en anden landsdel end sin egen, er det en god skik hos mange adventister at tjekke mødeplanen for at se, hvor man kan deltage i sabbatsgudstjenesten. Går turen til Vendsyssel, kan man vælge Hjørring, Jerslev eller Østervrå, men ikke Dronninglund, på trods af at Dronninglund menighed stadig eksisterer og har gjort det gennem mere end 140 år. Læs her nogle få træk fra den egn i Danmark, hvor Matteson med held plantede adventbudskabets sæd.

TEKST: Walder Hartmann

DA JOHN G. MATTESON i 1877 drog til Vendsyssel for at forkynde evangeliet for vendelboer, vakte hans indsats stor opmærksomhed. Aalborg Stiftstidende skrev bl.a.: ”Et meget stærkt religiøst røre er i de sidste par måneder vakt her på egnen, navnlig i Alstrup og Saltum sogne, af en udsending fra Adventistsamfundet i Amerika ved navn… Matt eson. Hvorvidt det vil lykkes ham at forvirre ret mange, vil jo tiden lære…“

Det lykkedes, må vi konstatere. Det lykkedes i så høj grad, at Matt eson blev en del af litt eraturhistorien. Forfatteren Th omas Olesen Løkken, der blev født samme år, som Matt eson kom til Vendsyssel, må i sin barndom have hørt – eller måske senere oplevet noget af den uro, som Matt esons forkyndelse skabte. I Løkkens trilogi om Poul Dam ser det ud til, at Matt eson har benytt et sig af afh oldssagen som appetitvækker, for det hedder: ”Amerikapræsten har ret. Den [spiritus] kan slå den stiveste mand til jorden“ og lidt senere: ”Matt eson sagde, brændevin var djævelens drik. Den var hans bedste hjælper.“

I trilogien resulterer Matt esons møder i stiftelsen af en afh oldsforening, men om den i virkeligheden lagde grunden til den senere Dronninglund menighed indenfor Adventistkirken, melder historien intet om. En kendsgerning er det dog, at sabbatt en den 2. august 1879 samledes en gruppe mennesker, der var blevet døbt med troens dåb og efterlevede Bibelens principper, for at stifte en menighed. Det foregik i den lille by Ørsø nord for Dronninglund. Ved samme anledning valgtes br. C. Christensen til forstander og br. C.C. Hansen til kasserer for den nystiftede menighed.

Da Aage Andersen for 40 år siden skrev i Adventnyt om Dronninglund menighed, berett ede han: ”Det, vi i dag regner for en selvfølgelighed, var dengang vigtige overvejelser værd. De gamle gulnede blade taler deres eget stille sprog om møder, der er afh oldt, om økonomi, om problemer, som opstår og løses, om enkelhed og gudsfrygt hos disse oprigtige mennesker fra en svunden tid.“

Nævnes bør det også, at i en kortere årrække drev Dronninglund menighed en menighedsskole, der dog fra 1890 kom til at konkurrere med en nærliggende skole i Jerslev. Den første lærerinde hed Karoline Th omsen. På et tidspunkt belønnede man hende med en årsløn på 100 kr. – dog med fri kost og ophold, hvis hun drev skole de steder i menigheden, der syntes at være passende og nødvendige.

Karoline Th omsen giftede sig senere med Lars Pedersen, sammen med hvem hun blev mor til Axel Milholt, der blev læge i Skodsborg, og Johanne Frederiksen, der gennem årtier tilhørte Vejlefj ord menighed.

Menigheden i Dronninglund har i tidens løb haft fl ere markante medlemmer, der har været med til at præge Adventistkirkens virke både nationalt og globalt andre steder i verden. Her kan nævnes f.eks: Kathrine og Togo Gommesen (forældre til Birthe Bayer) og Anna K. Jensen, der nu er eneste medlem af Dronninglund menighed.

For fuldstændighedens skyld bør det også nævnes, at Dronninglund menighed havde 14 medlemmer, da Den danske Konferens blev stiftet søndag den 30. maj 1880 kl. 8.00 i Hellum.

Til slut endnu en tanke fra Th omas Olesen Løkkens Poul Dam: ”Der gik en måned, vinteren var stadig hård. Matt eson kom på en sidste hastig tur inden rejsen til det fj erne vesten [Amerika]. De samledes i Nørgaard som før, der var stuerne størst. De havde ikke behøvet det, der var ikke så mange. Men udenfor hylede og trampede det som af tusinde fødder. Fingrene trommede på vinduerne, en tid var der ikke ørenlyd. Matt eson råbte: ’Lad os synge. Gud lammer vore modstandere med sin kulde.’

Matt eson smilte, så smilte de alle. Var kulden fra Gud? Å jo, alt var fra ham, både medgang og modgang. Det blev modgang for dem derude. Nogle få kom ind, blå og rystende, de andre løb, og der blev stille. Matt eson vidnede, Poul tænkte, han var en af de gamle profeter, som de var tegnede i en billedbibel, han havde set hos præsten, da han blev konfi rmeret. Matt eson tabte sig i en drøm om en ny og frigj ort slægt, renset for laster og onde vaner. Poul trak vejret dybt, da han slutt ede. Ude peb blæsten, vinteren lukkede med sin ishånd over markerne. Han havde ført dem på en lykkelig rejse, som til paradisets have.“

Lærdomme fra coronakrisen

Hvordan kan man undgå at blive ekstremist?

TEKST Chad Stuart, seniorpræst ved Spencerville Adventist Church, Maryland, USA

JEG GLEMMER ALDRIG sabbatt en den 14. marts 2020. Det var første gang, jeg skulle være med til at tilrett elægge og gennemføre en hel gudstjeneste i en tom kirke. På grund af myndighedernes opfordring til at undgå store forsamlinger blev gudstjenesten i Spencervilles adventistkirke fl ytt et fra det fy siske rum og over til den digitale verden.

Jeg husker dog mest denne sabbat for det, der skete efter gudstjenesten. Vi havde netop takket Gud for at kunne betjene de mere end 350, der havde deltaget i vores online gudstjeneste, da jeg blev konfronteret med ekstremisme!

To mænd, som jeg ikke tidligere havde mødt, ventede på mig, idet jeg forlod kirkebygningen. De var kommet for at bebrejde mig: ”Pastor, hvordan kan det være, at du adlyder regeringen frem for Gud?“ spurgte en af mændene. ”Hvad mener du?“ spurgte jeg. Så begyndte manden at citere det fj erde bud. Jeg indskød, at jeg godt kendte sabbatsbuddet, men ikke mente, at vi havde gj ort noget forkert. ”I har ikke tilbedt Gud,“ sagde han.

Jeg understregede, at vi havde tilbedt Gud. ”Nej,“ sagde han, ”I har sat regeringens love over Guds lov.“ Jeg bad ham om at vise mig ud fra Bibelen, hvor det stod. Igen begyndte han at citere det fj erde bud. Jeg afb rød ham og spurgte: ”Siger det fj erde bud noget om, hvornår på dagen vi skal tilbede om sabbatt en? Siger den noget om, hvor mange man skal være for at

”Vi skal vogte os for at skabe yderliggående situationer, og vi skal passe på hverken at opmuntre sådanne, som søger ilden, eller dem, der søger vandet.“

Ellen White, Testimonies to Ministers and Gospel Workers, s. 228

kalde det en gudstjeneste? Siger den, at vi ikke må udnytt e den moderne teknologi? Siger den, at de familier, der har tilbedt Gud sammen derhjemme, ikke har overholdt det fj erde bud?“ Dett e kunne manden ikke svare på. Så tilføjede jeg: ”Dett e er naturligvis ikke ideelt, men vi har også som kristne en pligt til at beskytt e samfundet omkring os mod smitt efare.“

Nu brød den anden unge mand ind: ”Men du viser mistillid til Gud ved at adlyde regeringen. Gud siger, at Han vil beskytt e sine børn.“ Jeg smilede til ham og spurgte venligt: ”Er det derfor, du har beskytt elseshandsker på og ikke ville give mig et håndtryk, da jeg traf jer? Er det at vise tillid til Gud?“

De trak begge på smilebåndet, men gav ikke op endnu. Jeg henviste så til Paulus, der i Romerbrevet 13,1 siger: ”Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der fi ndes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som fi ndes, er forordnet af Gud.“

De forsøgte at vise mig, hvorfor dett e ikke gj aldt i denne situation. Jeg indså, at vi ikke kunne blive enige. Så vi standsede der og tog pænt afsked med hinanden.

Måske trækker du på skuldrene ad disse to unge mænd. Måske er du enig med dem. Jeg hører til dem, der trækker på skuldrene, indtil jeg kommer til at tænke på, at vi egentlig alle har en tendens til ekstremisme. Jeg defi nerer her ekstremisme som troen på hvad som helst, der ikke stemmer overens med Bibelens klare lære og principper, idet vi gør det til en leveregel for os selv, men samtidig gør det til noget, som alle andre også skal rett e sig efter.

Gode råd Ud fra min samtale med disse unge mænd vil jeg foreslå for alle at overveje følgende:

• Når vi låser os fast på yderliggående holdninger, liberale eller konservative, og gør dem til absolutt er, begynder vi at manipulere med Bibelen og får den til at sige, hvad vi ønsker, den skal sige.

• Når vi forsvarer ekstreme holdninger, begynder vi så at argumentere så indædt, at vi overser de modsætninger, som vores egen adfærd viser.

• Når vi efterlever ekstremer, er vi nu og da villige til at overtræde Guds love for at forsvare vores egen holdning. I skrivende øjeblik har regeringen bedt os om at beskytt e vores medborgeres helbred ved at overholde forskellige restriktioner, som f.eks. at undgå større forsamlinger. Hvis man ikke efterlever dett e, går man imod Rom 13,1-5 og 1 Pet 2,13-17: ”For Herrens skyld skal I underordne jer under enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen som magthaver eller statholdere, som sendes af ham for at straff e forbrydere og rose dem, der gør det gode. For det er Guds vilje, at I ved at gøre det gode skal stoppe munden på tåbelige og uforstandige mennesker; I er jo frie, ikke til at bruge friheden som et dække for ondskab, men som Guds trælle. Ær alle, elsk brødrene, frygt Gud og ær kongen!“

• Hvis vi konfronterer andre med ekstreme holdninger, ødelægger vi vores eget vidnesbyrd. Hvis jeg træff er de to unge mænd igen, er det mindre sandsynligt, at jeg vil lytt e til dem, når det gælder andre emner. Dett e gælder ikke mindst, hvis de præsenterer deres synspunkter for folk, der ikke er adventister. Ved at være gode samfundsborgere, får vi anledning til at vidne en anden gang.

Lad os undgå ekstreme holdninger i vores eget liv, og lad os gøre, hvad vi kan for at modarbejde dem i menigheden også.