Angst

Frydenstrand Sanatorium, Frederikshavn

Indgang til Skodsborg Sanatorium

Aunsborg Lejren ved Vejle Fjord

Nordisk Filantropisk Selskab og afh ænde disse institutioner.

Den Danske Konferens fungerede frem til 1931, hvor medlemstallet var vokset så meget, at man valgte at opdele den i Østdansk og Vestdansk konferens. De to konferenser fungerede derefter frem til 1992, hvor det blev vedtaget at fusionere de to konferenser til én enhed – Den danske Union.

Skolearbejdet Ud over det stærke fokus på sundhed havde de første adventister også øje for bety dningen af skolearbejde. Kirkens uddannelsesfi losofi har siden 1903 været defi neret således: ”Sand uddannelse bety der mere end en forberedelse til det nuværende liv. Den omfatt er hele mennesket og hele det tidsrum, som et menneske har mulighed for at gennemleve“. Derfor tilskynder J.G. Matt eson også allerede i 1883 garver C.C. Hansen til at etablere en menighedsskole i Dronninglund med undervisning i hjemmene. Mange skoler af den art dukkede op – og lukkede, bl.a. fordi der rundt om i landet kom egentlige skolebygninger. Den første i Jerslev og siden fulgte bl.a. Esbjerg, Grestedbro, Østervrå, Frederikshavn, København, Nærum, Ringsted, Roskilde, Aarhus og Torshavn. Flere af disse skoler er fortsat i drift.

Man erkendte også tidligt et behov for, at unge mennesker kunne få en adventistuddannelse ud over de lovpligtige skoleår, idet de kunne samles på en landsdækkende kostskole. Filadelfi askolen åbnede således i København i 1889. Den levede i de første år en omskiftelig tilværelse, idet den bl.a. havde adresse på ”Frydenstrand“ i Frederikshavn, ”Høgholt“ i Sindal, ”Nyhytt an“ i Sverige, ”Vestbygningen“ på Skodsborg, inden den i 1918 blev til ”Nærum Højskole“ (det nuværende unionskontor). I 1930 fl ytt ede ”højskolen“ til Vejle Fjord – og der er den stadig i dag.

Sommerlejre, stævner og årsmøder før og nu Mange ældre medlemmer husker stadig Aunsborglejren, der var centrum for mange børns og unges sommerlejre i perioden 1948-1977. Den mått e lade livet, da Vejlefj ordkirken skulle bygges. Inden da havde man dog sørget for fortsatt e muligheder for lejre og stævner. Først på Kikhavn Ungdomsgård i Østdanmark, som stod færdigbygget i 1963 – og senere købte man Himmerlandsgården i Vestdanmark. Sidstnævnte er stadig på Adventistkirkens hænder, og mange elsker årsmøderne i Kristi Himmelfartsferien. Det må vi desværre undvære i år på grund af coronakrisen. Men i ”gamle dage“ blev årsmøderne holdt på skiftende lokaliteter – I øst var det f.eks. Odd Fellowpalæet og senere diverse sportshaller, der lagde plads til. I vest var det f.eks. Vejlefj ordskolen, Fuglsøcentret og passende lokaliteter i større byer, der var rammen for årsmødet. I de senere år har der dog kun været årsmøde ét sted – på Himmerlandsgården.

140 år mere? Vil der gå endnu 140 år, før Jesus kommer igen? Forhåbentlig ikke. Det samme ville Matt eson og hans samtidige sikkert have ment – og alligevel er vi her endnu. Og ikke bare vi, men også 20 millioner andre adventister i hele verden venter på dagen, der markerer afslutningen på alt ondt. I ventetiden kan vi kun minde hinanden om Jesu opfordring: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen“ (Matt 25,13).

Kilde: Kaj Pedersen, Syvende Dags Adventistkirken i Danmark. Dansk Bogforlag, 2007.

Noter: 1 Medlemstallet er i perioden 1960-1968 over 4.000 medlemmer 2 Advent Tidende har to forskellige oprindelsesdatoer i de arkiverede oversigter: 1863 og 1872. Vi ved, at der blev sendt 260 eksemplarer til Danmark i 1872.

Jeg vågnede og kunne ikke rejse mig fra sengen. Mit hjerte hamrede vildt og uregelmæssigt, det sortnede for mine øjne, og jeg havde svært ved at trække vejret.

DET VAR EN morgen for snart fem år siden –mit tredje år på universitetet i Aarhus, hvor jeg boede igen efter at være kommet hjem fra et semester i Frankrig. Jeg ringede i panik til min mor, som boede 60 km væk, da jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op. Jeg var bare bange for, at jeg var ved at få hjertestop, og at jeg skulle dø.

Det var, Gud ske tak og lov, ikke tilfældet. Det var heller ikke første gang, at jeg havde haft de symptomer, men det var første gang, at det var så heftigt. Jeg fandt senere ud af, at det var et angstanfald, der var kommet med 3000 km/t, og jeg tog snart efter til lægen, som foretog en lille test og fortalte mig, at jeg scorede ret højt på angstskalaen, så han henviste mig til en psykolog.

Det var jeg ikke så stolt af. Jeg følte mig som en fi asko i forhold til alle andre, der godt kan klare sig igennem hverdagen uden større problemer.

I samme periode, hvor min angst var værst, kom jeg mere og mere til bibelstudie, og mit engagement i kirken i Aarhus blev større, og det gj orde, at jeg kom tætt ere på Gud og lærte ham bedre at kende igen. Jeg tror, at jeg havde ladet mig rive med af studielivet og det arbejde og de præstationer, det krævede, samtidig med, at der skete en masse forandringer omkring mig. Jeg forsøgte at klare det hele selv og satsede på min egen sty rke og kapacitet, og jeg havde brug for at indse, at det ikke er holdbart. Gennem bibelstudierne og min psykolog hjalp Gud mig med at få ændret min måde at tænke på. Jeg begyndte at forstå, at jeg ikke kan noget af egen kraft, og jeg begyndte at tro på, at det ikke er mine resultater på universitetet eller antallet af aktiviteter, jeg kan få presset ind i hverdagen, eller hvad den her verden ellers tuder os ørerne fulde med, der afgør mit værd. Jeg tror ikke, at det er Gud, der har fundet på det ekstreme ræs, som vores hverdag ofte

medfører, og pga. min måde at reagere på, altså ved at få angst, mått e jeg

acceptere, at jeg som udgangspunkt ikke kunne føre den livsstil – jeg måt

te i hvert fald lige skrue ned for det i et sty kke tid. Men det var kun muligt

at acceptere, fordi Gud overbeviste mig om, at det er nok, at jeg er hans,

og at han elsker mig på trods af mine svagheder. Det var essentielt

for mig at lære, at jeg kun har sty rke takket være

ham, og at jeg derfor er i S t o c k p h o t o . c o m nødsaget til at stole på ham og ikke på mig selv. Jesus har selv sagt, at vi skal

leve i kraft af ham, som han levede i kraft af Faderen (Joh 6,57), og Paulus skrev: ”Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft.“ (Fil 4,13). Det var noget af det vigtigste, jeg skulle lære, og Guds kærlighed, sty rke og ønske om at sty re og hjælpe er siden blevet bekræftet for mig utallige gange. Jeg havde et godt socialt og begivenhedsrigt studieliv og kirkeliv, jeg blev færdig med mine studier uden problemer, og jeg er kommet igennem en ret turbulent start på år 2020. Det er ikke uden at vakle, fordi jeg gang på gang prøver at tage kontrollen fra Gud, men jeg har lært lektien, og jeg har næsten aldrig angstsymptomer længere.

Jeg kan ikke sige, at jeg er taknemmelig for angstanfaldene, for jeg er ikke af den overbevisning, at de kommer fra Gud som en måde at opdrage mig på. Jeg tror, at de var en konsekvens af, at jeg selv vendte mig fra Gud i troen på, at jeg kunne klare mig selv. Men viljen til at lave om på tingene og alt det, jeg har lært af at have angst, kommer fra Gud, og det er jeg ham evigt taknemmelig for.

TEKST Emma Jalving var i gang med at fl ytte til Frankrig, men blev i sidste øjeblik omdirigeret og skal nu begynde at arbejde som oversætter for Europakommissionen i Luxemborg, når coronakrisen har fået en ende.