Ebenezer 125 år

Forsamlingsbygningen på Frederiksberg 125 år Ebenezer

TEKST Preben Jalving er leder af Adventistkirkens historiske arkiv, HASDA Foto: HASDA Præsentabel, lidt anonym og noget indeklemt, men fortsat centrum for en række aktiviteter inden for Adventistkirken i Danmark og især de to menigheder, som har til huse i bygningen.

GENNEM ÅRENE HAR bygningen rummet en lang række forskellige funktioner, været det faste tilholdssted for kirkegængere og været dialogen mellem den enkelte og en af kirkens afdelinger. Forskellige navne har bygningen haft, idet byggesagen omtaler en forsamlingsbygning. Adventistkirken omtalte bl.a. bygningen som Missionshuset Ebenezer og Ebenezerkirken, og interessant er det, at der indtil 1995 over indgangsdøren stod skrevet EBENESER – altså med et ”s“ og ikke et ”z“.

Frederiksberg omkring 1880 Hvis vi skruer tiden 140 år tilbage, var der meget, der så anderledes ud.

Frederiksberg Kommune fi k i 1852 tilladelse af regeringen til at bebygge området mellem Falkoner Allé, Jagtvej og Søerne. Men det var først omkring 1880, at vandringen fra land til by begyndte at sætt e sit præg på Frederiksbergs udvikling.

Filippavej og Margrethevej blev anlagt i 1876 af Kaptajn P.G. Ramm (1834-1917). Vejene blev opkaldt efter to af Kalmarunionens dronninger – Filippa (1382-1459) og Margrethe (1353-1412).

Ved årsskiftet 1927-1928 fi k Margrethevej nyt navn for ikke at blive forvekslet med vejen af samme navn i Hellerup. I stedet kom vejen til at hedde Suomisvej, så det passede sammen med Danasvej, Norsvej og Sveasvej, som P.G. Ramm havde anlagt i 1880.

Menigheden omkring 1890 Fortællingen om Københavns menigheds begyndelse er lige så beskeden, som dens vilkår var. John G. Matt eson og Knud Brorson indledte en off entlig virksomhed i 1885, og det var Ellen G. White, som på sit tredje besøg i København i 1886 opfordrede til, at man byggede gode faciliteter for menigheden, idet Københavns menighed var stiftet den 24. april 1886 med 9 medlemmer

Det var visionært, at kirkens ledelse knapt 10 år senere beslutt ede at opføre en forsamlingsbygning med en mødesal på 2. sal med plads til 400 personer samt en lille mødesal, kontorer, menighedsskole, lejlighed og boglade.

En protokol viser, at der den 31. december 1895 var 38 døbte medlemmer i København. Blandt dem var frk. Laura Hein (født 1844), som gav kr. 4.000 til køb af byggegrund.

Køb af grund Grunden, som er på 1440 kvadratalen, blev købt af boet efter enkefrue, justitsrådinde Louise Seraphine Wolff den 3. februar 1895 for kr. 8.640. Man var vidende om, at det var gammel søbund, idet Sct. Jørgens Sø var inddæmmet med det dige, som i dag hedder ”Svineryggen“.

Indledning til byggeriet Det var den velanskrevne arkitekt David Wilhelm Leerbeck (1855-1904), som tilbød at lave tegninger og byggebeskrivelser med en skriftlig henvendelse dateret den 7. juni 1895 mod en betaling på kr. 500. Han var en historicistisk arkitekt, som især var aktiv på Frederiksberg. Af de mange bygninger, han tegnede, kan nævnes: Herrens Kirke, Kong Georgs Vej 3 (1885-86, nedrevet 1960) – Evangeliekirken (opr. Kristi Kirke), Worsaaesvej 5 (1890) – Fredskapellet, Howitzvej (1896-97, nedrevet).

Byggestilen, som hedder ”historicisme“ eller ”eklekticisme“, er en fællesbetegnelse for en europæisk arkitekturstrømning, der efterlignede tidligere stilarter. I Europa blomstrede den i perioden 1820-1900, i Danmark i perioden 1850-1910 og i kirkearkitektur helt frem til omkring 1940.

På grund af de nye byggetekniske muligheder med støbejern og cement kunne stort set alt lade sig gøre. Historicismens bygninger er dog ikke tro kopier af de originale bygninger, men er ofte forstørret og forgrovet i udtryksformerne. Bygninger i Danmark præget af historicisme er bl.a. Det Kongelige Teater, Ny Carlsberg Glyptotek, Th orvaldsens Museum, Kommunehospitalet og ikke mindst de fl este kirker i de københavnske brokvarterer fra Sankt Johannes Kirke (1861) til Grundtvigs Kirke (1940).

Arkitekt David Wilhelm Leerbecks tilbud blev accepteret, og den 23. august 1895 blev byggeansøgningen godkendt af Frederiksberg Kommune. Herefter blev tilbud indhentet, og det billigste kom fra murermester R. Christoff ersen den 3. oktober 1895 med et tilbud på kr. 42.042. Den endelige pris blev kr. 43.336. VVS-aftalen, der lød på kr. 4.400, blev indgået med fi rmaet Monier & Andersen.

Opførelse af forsamlingsbygningen I løbet af et halvt år steg en 3 etages ejendom med et grundareal på 240 m2 op af den tidligere søbund, og ibrugtagningstilladelsen fra Frederiksberg Kommune kom med en skrivelse af 15. juni 1896. Der blev indkøbt inventar m.m., og det hedder, at det samlede byggeri kostede henved kr. 75.000.

Bygningen gennem tiden Det siger sig selv, at en bygning opført i 1895 opfy ldte den tids standarder. Det betød, at man i 1917 nedlagde de udvendige latriner og indrett ede toilett er i bygningen. Til trods for pilotering begyndte murværket at sætt e sig, så det var nødvendigt med sikring af bygningen i slutningen af 1920´erne. Undervejs blev varmeanlægget moderniseret ad fl ere omgange, og i slutningen af 1970´erne havde kirkens ledelse en udfordring med bygningens fremtid. Mange løsninger blev undersøgt, og det endte med en omfatt ende renovering af bygningen i 1994-1995, hvor der bl.a. blev installeret elevator, lagt nyt tag og malet facade. En omkostning til 4,8 mill. kr.

Tak Vi kan i dag ønske forsamlingsbygningen ”Ebenezer“ tillykke med de 125 år og sige tak for alt det, den har givet og rummet gennem tiden.

Kilder

Artiklen er skrevet ud fra dokumenter på Frederiksberg Kommunes arkiv og i HASDA.

[22]

Nyamat sætter sin lid til skolen

Jeg interviewede Nyamat Gatdet, 18 år, på min seneste felttur til Upper Nile i Sydsudan. I hendes blik fornemmede jeg en ung kvinde fyldt af både harme og beslutsomhed.

ADRA DANMARK STØTTER grundskoler i Upper Nile med blandt andet lærebøger, latriner og midlertidige skolebygninger. Jeg skulle tale med Nyamat om, hvad landsbyskolen betød for hende, og hvad hun syntes, der manglede, for at undervisningen kunne blive fy ldestgørende.

I den unge kvindes skole mangler eleverne netop lærebøger, hvilket gør det svært at huske stoff et og besværliggør lektielæsning. Lærerne river sider ud af egne undervisningsbøger for at låne dem ud til elever på skift. Klasserummene, der er overfy ldte, mangler skolebænke, og taget er fuldt af huller.

Nabokvinders levevilkår afskrækker ”At gå i skole er for mig en livsforvandlende oplevelse. Skolen baner vej for, at jeg kan skabe mig et liv som uafh ængig kvinde,“ fortæller Nyamat.

At observere livsvilkårene for forskellige kvinder i landsbyen gør hende ekstra beslutsom. ”Jeg ser ty delige kontraster. Kvinder, som har fået skolegang, lever gode liv, kan tage sig af deres børn og er ikke afh ængige af deres mænd. En kvinde uden færdiggj ort grundskole har hårde levevilkår. Hendes familie lider under mangel på almindelig hygiejne, og fordi hendes mand i mange tilfælde har fl ere koner, end han kan forsørge, må hun knokle ekstra hårdt for at skaff e mad til sine børn. Hun har ikke råd til medicin, og børnene kommer heller ikke selv i skole,“ siger Nyamat med harme i stemmen.

Med sin betragtning peger den unge kvinde på konsekvenserne af, at nabokvinderne gik glip af pensummet om almen hygiejne og sygdomsforebyggelse i grundskolen.

At få en universitetsgrad er drømmen for Nyamat. ”Jeg kender til en dame, der er vokset op her i landsbyen, og som nu har fået en uddannelse. Hun rejser stadig hertil engang imellem. Sådan en kvinde vil jeg også være.“

På de 13 skoler, ADRA Danmark støtt er i Upper Nile Sydsudan, fi ndes der mange piger som Nyamat, for hvem fy ldestgørende skolegang giver håb og baner vejen for et værdigt liv. På www.adra.dk/jul kan du hjælpe piger som Nyamat med at nå deres mål.

Skolepigen Nyamat ser en tydelig forskel i levevilkår hos nabokvinder, der har færdiggjort deres skolegang og de, der ikke har. Problemet er, at grundskolen i hendes landsby er mangelfuld

TEKST Maria Lykke Andersen, kommunikationsmedarbejder i ADRA Danmark Foto: ADRA

Når verden lukker ned, må vi lukke hjerterne op

Corona-pandemien har begrænset ADRA i at udføre sine sædvanlige projekter. Partnerkontorer i Afrika og Mellemøsten har enten været lukket ned eller været nødsaget til at bruge de danske støttekroner på at forebygge Corona-smitten. Julen står for døren, og mere end nogen siden før er der brug for ADRA – også til andet end at forebygge sygdom.

Kommentar: Signe Lund Christensen, kommunikationschef i ADRA Danmark

COVID-19 HAR haft en stor indvirkning på hverdagen og økonomien herhjemme i smørhullet Danmark. Kigger vi ud i verden, og blandt de mennesker ADRA arbejder med, er konsekvenserne enorme. Lukkede grænser og markeder bety der mangel på mad. Lukkede skoler bety der, at man ikke lærer noget – virtuel undervisning er ikke en mulighed. Mange elever kommer måske aldrig tilbage på skolebænken. Verdensbanken anslår, at COVID-19 vil medføre en stigning i antallet af mennesker i verden, som lever i ekstrem fatt igdom. En sådan stigning er ikke set i årtier.

Corona-virussen har om noget vist os, at verden er forbundet. Kloden over påvirker vi og vores handlinger hinanden. Når vi taler om virus, kender den ikke til menneskeskabte landegrænser.

Næstekærligheden kender heldigvis heller ikke til landegrænser. Selvom verden på mange områder stadig er lukket ned, og Corona begrænser udrejse, knokler ADRA’s medarbejdere i 115 lande hver eneste dag for at begrænse konsekvenserne af COVID-19 for de fatt igste og for andre, som har brug for vores omsorg og hjælp. Et udvidet udsyn i en begrænset verden Vi må aldrig glemme de mest udsatt e i verden, som allerede inden krisen kæmpede hver eneste dag for at skaff e mad på bordet eller skolegang til familiens børn. Som kristne må vi elske vores næste – over hele jorden.

Børn har stadig brug for skolegang for at abstrahere fra krig og for at blive i stand til at forme deres lands fremtid. Småbønder har stadig brug for at få et godt udbytt e af deres jordsty kker, som i mange familiers tilfælde udgør den eneste kilde til mad. Kvinder har stadig brug for at skabe indtægter, så de kan sende børn i skole, købe medicin og skaff e mad på bordet.

En lukket verden må ikke lede til et begrænset udsyn og en formindsket omsorg for dem, som intet har. Vi skal fortsat dele af vores overskud med dem, der ikke har de samme handlemuligheder, når en global sundhedskrise begrænser alting.

Mere end nogen siden før er der brug for ADRA i denne verdenskrise.

Lad os fortsat have hjerterne åbne, selvom verden er lukket i.

OBS! Læs i den vedlagte folder, hvordan du kan give verdens bedste julegave!

GYMNASIET TRIVES – tilmeld dig ikke for sent

Foto: Holger Daugaard

TEKST Holger Daugaard Vicerektor på Vejlefjordskolen Vejlefjordskolens 1.g klasse er fyldt op for andet år i træk. Det er vi meget glade for, men det betyder også, at nye gymnasieelever må sikre sig en plads i god tid!

VORES 1.G I år er helt speciel på mange måder. For det første er der et rigtig godt sammenhold i klassen. Det har blandt andet vist sig under dett e års Hjælpeaktion, hvor klasserne kæmpede indbyrdes for at indsamle fl est penge. Her var kreativiteten stor, og viljen i 1.g til at vinde meget stærk, og de endte da også med at vinde stort over de andre klasser. I alt indsamlede de næsten 24.000 kr., svarende til 800 kr. pr elev. I alt blev der indsamlet 53.000 kr.

En anden speciel ting ved den nye 1.g er de mange elever med hesteinteresse. Nogle har deres egen hest med på skolen, og andre har part på skolens heste. Vi må sige, at skolens investering i en ny og fl ot ridehal for et par år siden nu for alvor giver pote. Det er ikke bare gymnasieelever, men i høj grad efterskoleelever, der tilmelder sig skolen på grund af vores hestefaciliteter. Lige nu er det sådan, at alle hesteparter er optaget, ikke bare i dett e skoleår, men også i det næste. Og når vi har mange efterskoleelever med hesteinteresse, så oplever vi, at en del af dem bliver hængende og tager gymnasiet med i købet – fordi de derved fortsat kan dyrke deres interesse. I dett e års 1.g drejer det sig om ikke mindre end 8 elever. Super sammenhold – man hjælpes ad med lektier og opgaver Et tredje kendetegn ved dett e års 1.g er deres arbejdsmoral. Skolen har i år indført obligatorisk opgave- og lektiecafé, både i skoletiden og om aftenen, og her går eleverne på med krum hals. De hygger sig simpelt hen samtidig med, at de løser opgaver sammen. Medvirkende til dett e har uden tvivl været skolens nyrenoverede samlingsrum Oasen, som har skabt gode rammer for både arbejde og hygge.

De fl este elever bor på skolen, og det giver et helt specielt fællesskab at være sammen 24/7. Man hjælpes ad med lektierne. Hvis man kører fast i en opgave, er der hjælp at hente lige inde ved siden af. Og når man trænger til et pusterum, kan man spille volley, fodbold eller svømme en tur i svømmehallen sammen med vennerne. Og så er der naturligvis også naturen omkring skolen. Når man spørger eleverne, hvad de sætt er størst pris på ved Vejlefj ord, nævner de først vennerne. Men lige derefter kommer naturen.

Værdierne bærer skolen Noget af det bedste ved Vejlefj ord er, at man kan være ung og sammen om at tro på Gud. Når man er ung, bokser man med mange ting og mange spørgsmål. Her er det vigtigt, at man kan være sammen med andre unge om at udforske livets allerstørste spørgsmål. Det er også godt, at ungdomspræsten sætt er ting i perspektiv og giver rum for spændende diskussioner. Det kristne miljø på Vejlefj ord er en vigtig del af skolens DNA og noget af det, unge adventister sætt er pris på.

Noget for dig? Prøv Vejlefjord Lige om lidt skal landets 9. og 10. klasser til at overveje, hvilken ungdomsuddannelse de skal vælge. Vi opfordrer alle adventistunge til at komme til Vejlefj ord. Med tanke på de fy ldte klasser de sidste to år, så vent ikke for længe med beslutningen om at tage studentereksamen på Vejlefj ord!

TEKST Rose Mueller kommer fra New Zealand, er uddannet fysioterapeut og har været volontør på Vejlefjord de sidste 18 måneder. Til jul rejser hun tilbage til sit hjemland for at fortsætte sine studier.

Foto: Privat

Volontør PÅ VEJLEFJORD

JEG ER FASCINERET af den glæde og enorme belønning, man føler, når man tjener andre. Når man investerer sin tid, følelser og energi og al sin tålmodighed i andre, får man en smitsom energi tilbage fra de studerende og de andre volontører.

Der har været mange lange dage, fordi det er så mørkt om vinteren. Og endnu længere nætt er på hospitalet med tilskadekomne elever (det virkede, som om nogen kom til skade, hver gang jeg var på vagt, så jeg mått e være ”ambulancetaxa“). Men det endte altid med, at jeg sagde til mig selv: ”Det er okay, fortvivl ikke, det skal nok gå.“

Jeg har ændret attitude Min volontørerfaring får mig til at fi nde A-nøglen, der låser op for livets mening (som volontører får vi så mange forskellige nøgler, og de første uger var vi helt fortabt). Jeg bruger ofte nøglen HVJG (hvad ville Jesus gøre?). Hvordan ville han reagere i denne situation?

Mine yndlingsminder er de timer, jeg har siddet med eleverne – hvor jeg lærte af dem og de lærte af mig. Jeg har set dem vokse op til fantastiske unge mennesker. Jeg kunne måske sige, at mit favoritminde er Gallafesten eller ture med speedbåden. Men de minder bety der ikke nær så meget for mig som de unge mennesker, jeg gør det sammen med. Jeg har ikke tal på de aktiviteter, vi har haft sammen på VFS i løbet af mine 18 måneder som volontør. Jeg tænker på den veganske snydekage, bagning af hundredvis af pandekager, nætt er med kortspil og hygge på værelserne, hvor man er omgivet af latt er, stearinlys og selvfølgelig dansk saltlakrids. Jeg kan ikke lide tanken om at miste den tætt e forbindelse, jeg har oplevet her, når de næste frivillige skal tage over, og jeg vender tilbage til mit hjemland og min drømmekarriere der. Hvordan skal jeg kunne efterlade en så dynamisk og herlig gruppe unge mennesker?

De meget specielle venskaber, der bygger på de oplevelser og udfordringer, vi har været igennem, vil forme mit liv for altid. De har lært mig at være ansvarlig, handle spontant og have empati. Og ja, der kan have været negative holdninger, og nogen satt e spørgsmål ved min myndighed, men kærligheden har alligevel det sidste ord. Den kærlighed og tillid, de gav mig, har lært mig at være ydmyg (de skal stole på en komplet fremmed) ... Jeg har givet dem alt, hvad jeg er, og jeg blev grebet af deres umiddelbare accept af mig som person fra et helt andet land og en anden kultur. Jeg har set dem lære at værdsætt e hinanden, opmuntre hinanden, vokse i modenhed og fi nde måder at dele med andre.

Jeg tog ikke jobbet som volontør, fordi jeg troede, det ville være let, jeg gjorde det, fordi jeg ikke kunne lade være.