Seniorsiderne

Pionerånd og idealisme – J. Matteson, A. Varmer, L. Muderspach, J.C. Raft... Visse personligheder har indskrevet sig tydeligt i Adventistkirkens historie i Danmark. De er hver især beskrevet omhyggeligt i artikler og biografi er, og det med rette. Men her vil vi sætte fokus på én af efterkommerne: Overlæge Jakob Raft, hvis indsats ofte ramte avisernes overskrifter i midten af 1900-tallet.

Æblet falder ikke langt fra stammen

TEKST Walder Hartmann, redaktør for Seniorsiderne i Adventnyt. NÅR VORE DAGES Apostlenes Gerninger bliver skrevet, i alt fald i adventistregi, er det næsten altid gerninger udført af ledende eller kendte personligheder indenfor menigheden. Vi er glade for tal, statistikker og mirakler. Ind imellem kommer jeg dog til at tænke på Jesu ord i forbindelse med Verdensdommen: ”Alt, hvad I har gj ort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gj ort mod mig“ (Matt 25). Jeg er overbevist om, at der venter store overraskelser forude, når alting skal gøres op.

Farvel Skodsborg – goddag Ækvator

Denne overskrift mødte Politikens læsere søndag den 19. maj 1963, hvor journalist Erik Olaf-Hansen berett er, at ”Dr. Jakob Raft, hans kone og to børn rejser om få dage til Congo for at starte en ny fremtid på det dansk-congolesiske undervisningshospital, der nu oprett es. Hvad får en dansk familie, der har udsigt til en tryg fremtid hjemme, til at give sig i kast med et så voveligt foretagende?“

Vi skal nok vende tilbage til Politiken, men svaret fi ndes måske i stedet i Kristeligt Dagblad den 27. maj 1966, hvor man portrætt erer Jakob Raft som en mand med pionerånd og idealisme. ”Jakob Raft er en dynamisk personlighed, en mand med idealer, der altid har engageret sig i en række områder uden for den snævrere lægeverden.“

Jakob Raft var søn af pastor J.C. Raft, som var en af pionererne i adventbevægelsen i Danmark. Fra 1906-1908 var han således formand for den danske konferens, men ellers ifl g. Politiken engageret i at oprett e skoler og hospitaler i bl.a. Afrika.

Jakob Rafts forældre boede en årrække i Schweiz, hvor han bl.a. fi k den internationale skoling, der gj orde den store verden til en naturlig tumleplads.

At dett e overhovedet var muligt, viser igen, hvordan Gud arbejder med mennesker. Faderen J.C. Raft, der var søn af en landmand på Lolland, drog som 16-årig til USA med et sejlskib. Han tog af sted i sine træsko, for de rigtige sko skulle først tages i brug, når han betrådte Amerikas jord. Det gik ham godt. Han tjente penge og blev gift, men hustruen døde i barselsseng, og Rafts far, der aldrig før havde været særlig grebet af religiøse tanker, begyndte nu på en præsteskole. Han blev af adventisterne sendt til Danmark, men endte altså i Schweiz, hvor Jakob Raft fi k sin opvækst.

Også på moderens side fi k Jakob indkodet humanistiske gener. Moderen var datt er af en norsk bygmester, der bragte sin familie til fortvivlelse ved sit fi lantropiske sindelag. Engang forærede han alt, hvad han ejede – 400.000 kr. – med en bemærkning om, at de penge kunne han nok tjene igen, hvad han også kunne.

Jakob Raft på en af sine mange rejser. Postkort med Jutlandia som motiv (Dansk Sygeplejehistorisk Museum).

Røde Kors, Agadir, Jutlandia, Congo...

Da Jakob Raft pludselig døde efter et hjertetilfælde i sit hjem i Kinshasa den 30. januar 1971, var han kun 59 år gammel. Her havde hans hovedopgave været at lede Danmarks største ulandsprojekt, undervisningshospitalet i Congo, som han byggede op. Her kunne ikke blot congolesisk sygepersonel oplæres, men også de rige landes læger kom her for at tage ved lære, inden de etablerede lignende hospitaler i andre fatt ige lande.

Ved den anledning skrev Johannes Jensen bl.a. disse mindeord i Skodsborgersamfundet: ”Med Jakob Raft afslutt edes brat et meget virksomt liv. Hans død er et smerteligt tab for internationalt hjælpearbejde. Efter i fl ere år at have virket som kirurg på danske hospitaler og som en af forgrundsfi gurerne i lægeforeningsarbejdet kom han ind i Dansk Røde Kors’ hjælpearbejde i katastrofeområder. Han ledede ekspeditioner til jordskælvsområdet i Agadir, var med hospitalsskibet Jutlandia i Korea og i fl ygtningelejre fl ere steder. Få uger før sin død blev han sendt til Amman, hvorfra man i verdenspressen så billeder af ham i forhandling med kong Hussein og andre for at organisere Røde Kors-arbejdet efter den korte, blodige borgerkrig.“

Intet af alt dett e blev udført i Adventistkirkens navn, men der kan vel ikke herske tvivl om, at den missionsånd, han lagde for dagen, var en arv fra hjemmet. Æblet faldt heller ikke her langt fra stammen.

Berlingske Tidende skrev: ”Hans internationale virke vil komme til at stå som et lysende eksempel i en tid, hvor man konfererer, drøfter, taler om, skændes om, skriver om og diskuterer, hvordan man skal gribe praktisk ulandshjælp an. Han kunne gøre det pr. gehør, og han kunne sætt e tingene i gang – og godt i gang – inden andre fi k talt færdig.“

Også i kirkelig sammenhæng var han igangsætt er. Johs. Jensen mindes: ”Han kom som en frisk vind udefra og satt e liv i tingene, når han kunne slippe fra sin lægegerning. Han var meget populær. Vi husker, dengang det ungdommelige talekor i lejren mødte ham med ordene: Vær velkommen Jakob Raft, har du medbragt lig og kraft? Og Jakob efter få øjeblikke, hurtig som han var i replikken, højlydt replicerede: Tak for hilsen alle mand, jeg skal gøre, hvad jeg kan.“

Jakob Raft blev ikke gammel, han sled sig op i tjeneste for sine medmennesker. Mått e hans pionerånd og idealisme gribe os alle.

Jeg længesmod lysere zoner

Det er mærkværdige dage, hvor jeg må øve mig i at håbe. Hvor jeg i mit hjerte må overgive min frygt og utryghed til ham, som har lovet at være god, når jeg kommer til ham. Jeg øver mig. Jeg er ikke så frygtelig god til det. Men jeg øver mig. Vil du øve dig sammen med mig?

Tekst: Walder Hartmann

VI BOEDE I mange år med udsigt til Vejle Fjord. På den anden side af fj orden tegnede sig et billede af træer, græsmarker, hvide bygninger og skrånende bakker. Vi elskede den udsigt, talte hver dag om den, men foreslog aldrig: Skulle vi ikke fl ytt e derover. Vi havde det godt, hvor vi var.

Af en eller anden grund gik mine tanker forleden endnu længere tilbage. Faktisk 70 år. Jeg var lige ankommet som elev til Vejlefj ord, og var ved at vænne mig til alt det nye og spændende. Ikke mindst gudstjenesterne i skolens aula – kapellet, som vi kaldte det den gang. Ved gudstjenesterne lytt ede vi ofte til prædikener, hvor fokus var på Jesu genkomst. Der var også megen sang og musik. Jævnligt præsenteret af gårdbesty rerens datter, der bl.a. sang:

Jeg længes til lysere zoner, til englenes lifl ige sang, langt bort fra de klagende toner i verden så sorgfuld og trang.

O Herre, vil du mig berede og give mig nåde dertil, at jeg kunne sige med glæde: O, kom, Herre Krist, når du vil.

Himmellængsel

70 år har vel gj ort længslen større? Ja, jeg længes efter afdøde venner. Jeg længes efter en tilværelse uden mørke skyer. Jeg længes efter fællesskab med familie, tidligere naboer, gamle elever… Men jeg har det jo godt, hvor jeg er!

”Da vi nu er blevet gj ort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed. Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb“ (Rom 5,2-4).

Den kristnes håb er ikke et spørgsmål om følelser. Det er først og fremmest en holdning. Det er en guddommelig gave, der kan ændre hele vores syn på tilværelsen og befri os for ængstelse for det, der aktuelt sker omkring os.

Den kristnes håb fokuserer på en person, den opstandne Kristus. Han er garantien for, at der bliver et liv efter døden, at der fi ndes en ny verden, fordi Skaberen ikke gav op, men ønsker at gennemføre det, som egentlig var såre godt. ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb“ (Jer 29,11).

Hvis du også er ved at være træt af de mange løftede pegefi ngre og advarsler om kommende vanskeligheder så husk, at ”Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under“ (1 Kor 10,13).

Jeg længes, selv om jeg har det godt her…

Seniorforeningen kalder alle venner:

Fællesskabsweekend på SEVERIN 12.-14. november

Nu har vi været snydt for fællesskab længe nok. Vi indbyder derfor til weekendstævne med

god plads til alle. Vi mødes igen på kursuscenter Severin i Middelfart, et

sted som er kendt og elsket af mange seniorer, og vi byder på dr. Paul Birch Petersen som gæstetaler.

Tema: De tre englebudskaber for 2021

FREDAG

Ankomst og indkvartering før fredag kl. 17.30 18.00 Middag med alskens godt fra Severins køkken 19.30 Alsang, inspirerende undervisning ved Paul Birch Petersen • Kan dagens dansker forstå, når engle taler? • Er Åbenbaringens sprogbrug tilgængeligt i dag? • Behøver man at kende bogen for at forkynde budskabet?

SABBAT

8.30 Morgenmad 9.45 Paul Birch Petersen: • Gælder korsets lov også i de sidste tider? • Når det evige og det specifi kke mødes! • Tilbedelse, skabelse og dom i lysets af dagens udfordringer. • Dialogforum m. fokus på LOV OG NÅDE 11.00 Gudstjeneste ved Paul Birch Petersen: • Har vi glemt, at budskabet er globalt? • Tager tidens profetiske spekulationer hensyn til ”alle folkeslag, stammer, tungemål og folk“? Har vi overset Indien, Tuvalu og Mongoliet? 12.30 Frokost

15.00 Festligt kagebord 16.30 Seniorforeningens generalforsamling 18.30 Festmiddag 20.00 Adventsstemning m.m.m.

SØNDAG

8.30 Morgenmad 10.00 Vi gør klar til afrejse