Hvor er Gud, når ulykken rammer?

Hvor er Gud

når ulykken rammer?

TEKST Odd-Henrik Olsen er pensioneret præst bosiddende i Moss, Norge. Kilde: adventist.no/ perspective/hvorer-gud-narulykken-rammer Illustration: iStockphoto.com

Ulykker og sygdom er ikke Guds skyld

”INGEN ER SÅ tryg i fare som Guds lille børneskare,“ lyder en af Lina Sandells elskede børnesange. Sådan ønsker vi, at det skal være – at Guds børn er i sikkerhed, når faren kommer. Og når vi læser Salmernes Bog 34,8, understreges denne tanke yderligere: ”Herrens engel lejrer sig omkring dem, der frygter ham, og han udfrier dem.“ Det er også dett e bibelvers, der danner grundlag for udtrykket ”englevagt“, et udtryk, vi gerne vil bruge, når nogen uforklarligt er sluppet uskadt fra ulykker og andre farlige situationer. Selv i den daglige presse bruges denne sætning.

Men så opdager vi, at virkeligheden er mere nuanceret. Det er ikke altid, at alle Guds børn slipper uskadt fra farer, ulykker, misbrug og sygdom. Så bliver vores opfatt else af virkeligheden udfordret, og vi begynder at stille spørgsmål. Er sådanne ting tegn på, at personen har gj ort noget forkert, så det, der sker med dem, er en straf fra Gud? Har Gud overladt dem til sig selv? Er englene taget på ferie?

Nogle sætter også spørgsmålstegn ved deres egen tro. Er min tro ikke stærk nok eller god nok til, at Gud kan opfylde sit ord om beskyttelse? Gamle spørgsmål

Spørgsmål som disse blev allerede stillet på Bibelens tid. ”På sin vej så Jesus en mand, der havde været blind fra fødslen. Hans disciple spurgte ham: ‘Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?’ Jesus svarede: ‘Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham’“ (Joh 9,1-3).

Jesus afviser tanken om, at de ulykker, der plager folk, er straf for noget, de selv har gj ort. I lignelsen om ukrudtet blandt hveden, som vi fi nder i Matt hæusevangeliet 13, giver han os nogle tanker om, hvordan disse ting hænger sammen – ting, der hjælper os, når vi forsøger at fi nde en forklaring på disse spørgsmål: ”Himmeriget ligner en mand, der såede god sæd i sin mark. Mens folkene sov, kom hans fj ende og såede ukrudt i hveden og gik sin vej. Da kornet skød op og satt e kerne, kom også ukrudtet frem. Husbondens folk kom så og spurgte: ’Herre! Såede du ikke god sæd i din mark? Hvor kommer da ukrudtet fra?‘ Han svarede: ’Det har en fj ende gj ort’“ (Matt 13,24-28).

Her bemærker vi først det spørgsmål, der blev stillet: ”Hvor kommer ukrudtet fra?“ Og så bemærker vi svaret: ”Det har en fj ende gj ort.“ Det er ikke Gud, der står bag ukrudtet. Det har han ikke været indblandet i. Det har en fj ende gj ort.

Svaret

Vi stiller det samme spørgsmål, om end med lidt andre ord: ”Skabte Gud ikke en god og perfekt verden? Hvor kommer det onde så fra?“ Og svaret er det samme: ”Det har en fj ende gj ort.“

Jesus gav dem, der hørte denne lignelse, yderligere forklaring på, hvad det bety der: ”Marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn. Men ukrudtet er den Ondes børn, og fj enden, der såede det, er Djævelen“ (vers 37-38).

Her er i det mindste et sted at begynde, når vi leder efter svar.

Ukrudt – ondskab – er ikke en del af Guds plan. Det er ikke noget, Gud har iscenesat. Det er noget, en fjende har gjort. Og Jesus har identifi ceret fjenden: Djævelen.

I Bibelens sidste bog, Johannes’ Åbenbaring, får han fl ere navne: ”Den store Drage ... den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan“ (Åb 12,9).

Jesus fortæller os, at vi har en fj ende – en, der har sået ukrudt – som har bragt ondskab ind i verden, og han fortæller os, hvem fj enden er: Djævelen og Satan. Han giver os også fl ere egenskaber ved denne fj ende, hvad der er hans holdning, hvad han håber at opnå, og hvilke metoder han bruger. ”I har Djævelen til fader ... Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud af sig selv; for løgner er han og fader til løgnen“ (Joh 8,44).

Dett e er ikke ligefrem en smigrende omtale: Morder, løgner, løgnens fader – der er ingen sandhed i ham. Sæt dett e i kontrast til det, Jesus siger om sig selv og sin holdning: ”Jeg er vejen og sandheden og livet“ (Joh 14,6). ”Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overfl od“ (Joh 10,10).

Hvornår slutter det?

Disse bibelvers gør det vanskeligt at argumentere for, at sygdom og lidelse, misbrug og terrorisme er noget, Gud sender som straf over mennesker, fordi de har gj ort noget forkert, eller at deres tro ikke er god nok. Jesus siger, at dett e er noget, en fj ende har gj ort, og der er ingen anty dning nogen steder om, at der er noget samarbejde mellem Gud og denne fj ende. Bibelen gør det meget klart, at Gud vil fj erne både ”ukrudt“ og fj enden. Han vil rett e op på alt ved at skabe en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdigheden bor.

Så er det også malplaceret at spørge, hvorfor Gud ikke gør noget ved det onde i verden. Det er præcis, hvad han HAR gjort. Han sendte Jesus, og i sit liv vandt Jesus sejr både over fjenden og over alle konsekvenserne af det onde.

”Han blev straff et,“ læser vi i Esajas’ Bog 53,5. Jesus betalte prisen, da han led døden.

Det giver os håb og mod til at leve vores liv i denne verden, en verden, hvor vi oplever vores del af smerte og modgang og er vidne til ondskab og ødelæggelse, en verden, hvor vi ofte får mulighed for at spørge: ”Hvor lang tid, Herre, før du griber ind og rydde op? Hvor lang tid går der, før håbet om en ny himmel og jord bliver til virkelighed for os?“

Vi får måske ikke et endeligt svar på de spørgsmål, men vi får noget andet – vi får sikkerhed for, at Herren vil være tæt på os gennem alle de smertefulde og vanskelige ting, vi må opleve, at han aldrig vil svigte os eller overlade os til os selv. For som han siger gennem profeten Esajas:

”Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte“ (Es 57,15).

Og vi husker Jesu egne ord: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende“ (Matt 28,20).

Vi behøver ikke spørge, hvor Gud er, når katastrofen indtræff er. Han er tæt på os, sammen med den, der er knust og nedbøjet. Han er tæt på os hver dag, både onde og gode.