DET ER JO EN MEGET PESSIMISTISK BOG I VIRKELIGHEDEN”

Hvad er en klimastat?

hvor vi tænker klimaet ind statsstrukturen.

Theresa Scavenius blev ved Folketingsvalget 2022 valgt ind for partiet

Alternativet i Nordjyllands Storkreds med 1.081 personlige stemmer. Men hun har også studeret tysk, statskundskab og arbejdet som forsker på AAU København, hvor det især er klima og politik som Scavenius har beskæftiget sig med. Kort efter valget blev hun underlagt en shitstorm, fordi det viste sig, at hun havde benyttet taxa og fly som transportmiddel. Scavenius svarede på kritikken et tweet, hvor hun skrev: ”Selvom jeg aldrig havde fløjet, så havde medierne fundet noget andet at udskamme. Taxature, plastikstrips til valgplakater, kød, bil, bolig, børn, osv. Det er derfor, jeg insisterer på at hæve niveauet, og at politikere skal være almindelige mennesker”. Denne udtalelse falder godt spænd med bogen Klimastaten som Scavenius var aktuel med i slut 2022, da den netop handler om at hæve niveauet – fra individ til klimastat.

Her på Agenda var vi så heldige, at Theresa Scavenius havde lyst til at stille op til et interview om hendes bog Klimastaten. Derfor hoppede vores skribent Sofie og jeg på et DSB-tog mod København, så vi kunne mødes med Scavenius på hendes kontor på den – tilfældigvis - grønne gang på Christiansborg. Her blev vi budt velkommen med smil, hyggelig stemning og selvfølgelig kaffe med havremælk. Der var godt humør, på trods af samtaleemnet, som jo selvfølgelig drejer sig om Klimastaten som i sagens natur er en meget opgivende bog, hvor Scavenius beskriver de mange fejl der er blevet begået i forbindelse med klimakrisen – samtidig med, at hun kommer med hendes egne forslag, til hvordan vi kan komme helskindet igennem selvsamme krise. Til at begynde med, ville vi gerne vide, hvordan Theresa Scavenius vil beskrive en klimastat.

”Jamen helt grundlæggende så handler det jo om, hvad er staten?

Vi har haft konkurrencestaten og velfærdsstaten, men hvis vi vil løse klimakrisen og i øvrigt andre problematikker såsom biodiversitetskrisen, så bliver vi nødt til at få en ny statslogik,

Vi har markedet, staten og civilsamfundet, og det fungerer demokratisk rigtig godt og de supplerer hinanden, men med udgangspunkt i eksempelvis en konkurrencestat kommer markedet til at fylde rigtig meget, hvor klimaet bliver skubbet lidt til side og ændringer sker rigtig langsomt, derfor skal vi opbygge en klimastat, hvor klimaet er det centrale.”

Bæredygtighed som en trend?

Da vi på Agenda læste Klimastaten kom vi især til at studse over, at Scavenius skrev, at mange almindelige borgere lever bæredygtigt på baggrund af falske forhåbninger. Det synes vi var meget interessant, da vi selv forsøger at købe de famøse genanvendelige sugerør og bruge muleposer fremfor plastposerne nede i Netto. Scavenius mener dog, at alle disse små tiltag i private hjem ligegyldiggøres, hvis ikke klimaproblematikken bliver bragt op på et højere institutionelt plan. Derfor bad vi Scavenius om at uddybe, hvor hun grinte lidt og sagde:

”Ja, det er jo en meget pessimistisk bog virkeligheden. Men vi bliver nødt til at få klimapolitikken op på et højere niveau, for Danmark kan ikke flytte særlig meget. Klimapolitik startede jo også med at være global klimapolitik, som blev lavet helt oppe i FN-systemet, da man godt var klar over, at det her ikke var noget vi kunne løfte nede på hverken individ – eller virksomhedsniveau, faktisk ikke engang nationalstatsniveau.

Hvis man har pengene, kan man sagtens gå ind og købe en ekstra bæredygtig sweater, men der er bare en ret stor del af befolkningen der ikke har mulighederne og ressourcerne til det.

Men FN har jo faktisk fejlet i at lave global klimapolitik, fordi førhen snakkede vi om de her legally binding global agreements men det opgav man så til fordel for Paris-aftalens selvbestemmende målsætninger, men det har faktisk også fejlet, for de fleste lande levere ikke det de skulle.

Men pointen er jo bare, at vi som individer ikke kan gøre særlig meget for at stoppe klimakrisen. Vi bliver nødt til at få øjnene op for hvor store forandringer der skal til, og at anerkende at vi faktisk har nogle institutioner som har mulighed for at gøre det der skal til, såsom EU.”

Netop institutionalisme er en central pointe i Scavenius’ bog, som også udpensler hvordan de statslige institutioner ikke længere kan varetage klimakrisen, fordi klimamålsætningerne bliver sat til side i konkurrencestaten. I stedet er bæredygtighed blevet en trend, som flytter ansvaret fra staten til individet – hvilket Theresa Scavenius mener, er en helt forkert udvikling.

”Det er jo i virkeligheden meget fint at borgerne bliver mere opmærksomme på klimakrisen, for det skaber også motivation og engagement, men det er bare oftest middel –og overklassen som rent faktisk har mulighed for at leve klimavenligt.

Hvis man har pengene, kan man sagtens gå ind og købe en ekstra bæredygtig sweater, men der er bare en ret stor del af befolkningen der ikke har mulighederne og ressourcerne til det.

Man skal være meget ressourcestærk for at have overskuddet til at gå op i klimaet, og der er altså stigende ulighed og stress. Trenden omkring bæredygtighed kan nemt være med til at skabe flere kløfter, fordi nogen har større mulighed for at efterleve det end andre, men os politikere har jo muligheden for at tage det op på et institutionelt plan, hvor man kan se en forskel.

Lige nu sidder jeg og arbejder med europæisk klimapolitik, og noget af det jeg kigger på lige nu, hedder REPowerEU hvor vi faktisk i Danmark kan søge 7.5 milliarder kroner fra EU til klimapolitik. Det motiverer mig rigtig meget, for det kan gøre en forskel, og det viser jo også at teorien var rigtig. Altså, jeg kan gøre så meget mere for klimaet nu, fordi jeg sidder på Christiansborg, end hvis jeg tog små klimatiltag som privatperson.”

Klimahandling i praksis

Mange af os går nærmest rundt med en form for klimaangst i hverdagen, og det er nemt at føle, at vi alligevel ikke kan gøre noget ved klimakrisen i praksis – hovedsageligt fordi Danmark er så lille et land. Vi kan sagtens forsøge at leve klimavenligt, presse vores politiker og tage reelt ansvar som nationalstat, men hvis resten af planeten ikke efterlever samme klimamål, så kan det hele stadig se meget stort ud. Derfor spurgte vi også Theresa Scavenius ind til om vi i Danmark faktisk kan gøre en forskel for klimaet, på trods af vores lille størrelse.

”Det er jo grundlæggende rigtigt, at Danmark mange af de andre lande synes faktisk vi er lidt de seje børn i klassen. Det burde vi udnytte lidt mere. Men bare i de tre måneder jeg har siddet på Christiansborg, har jeg allerede set mange gode tiltag og progressive kræfter i EU.” penge over alt andet og kalder det vækst, men når man sidder og regner på det medtager man ikke de menneskelige – og ressourcemæssige konsekvenser.

En anden bekymring, som jeg især har haft efter jeg så filmen Before the Flood, bygger på, at mange lande prioriterer økonomisk vækst fremfor klimaet. I filmen ser man interviews med forskellige politikere m.v., som har oplevet nylig økonomisk vækst, i lande som har været meget præget af fattigdom. Derfor kan det være svært at forestille sig, at lande som oplever stigende velstand, vil vælge at prioriterer klimaet over netop den velstand. Derfor spurgte vi også Scavenius, om hun synes disse lande skal stoppe deres økonomiske vækst, for i stedet at sætte fokus på klimaet.

Det vi kalder vækst, er bare en lille del af et meget større regnestykke, så vi skal ligesom droppe det begreb.” er et lille land, men vi har alligevel meget indflydelse, især i EU. Selvom vi er et lille land, har vi stadig 1 ud af 27 stemmer i Europarådet og temmelig mange Parlamentet, så vi har faktisk næsten lige så stor indflydelse som nogle af de store lande i EU. Vi har jo i Danmark faktisk også været frontrunners på mange ting, eksempelvis vores vindmølle-eventyr, så

Institutionelt globalt system?

”Jeg mener vi skal væk fra den måde vi forstår vækst på, for den måde vi måler et lands velstand på, er gennem BNP, og det er jo ligesom at sende en masse varer frem og tilbage mellem hinanden. Vi skal have en ny pengeforståelse, hvor det isolerede vækstbegreb ikke bliver så relevant.

Vi prioriterer virksomheder der tjener mange

Det er efterhånden blevet fastslået, at en af de helt centrale begreber i Theresa Scavenius’ bog og teori generelt, er institutionalisme. Scavenius har forklaret, hvordan vi har helt unikke muligheder igennem institutioner som EU, som gør det muligt at lave klimahandling på et meget større plan end blot på individniveau. Alt politik har dog sine fordele og ulemper, men Scavenius formåede dog alligevel at eksemplificere hvordan EU er det bedste alternativ vi har, hvis vi gerne vil redde planeten. Dog mener hun også, at man kan tage konkrete tiltag i EU, for at fremskynde klimahandling og dermed tænke klimaet ind politikken.

”Vi skal styrke de institutioner vi lavede efter 2. verdenskrig, i stedet for at være nationalistiske, som vi ofte har en tendens til at være.

Men helt konkret handler det også om, at hvis vi skal fastholde modellen med COPmøderne, så er første step at forbyde lobbyisters adgang til møderne.

Lige nu har jeg meget fokus på fossil free politics, som handler om at alle politiske rum der træffer klimarelaterede beslutninger ikke må modtage donationer eller gaver. De der lobbyister, de skal ikke være der.

Vi skal ligesom have genopbygget institutionen lidt. Det var ikke sådan det så ud for blot 20 år siden. Der er sket en helt vild proces i EU, hvor der førhen sad fysikere og biologer der beskæftigede sig med klimaspørgsmål, men nu kommer der så mange lobbyister fra de her industrier som egentlig burde udfases. Det er også noget der interesser mig meget forskningsmæssigt, men vi skal ligesom tilbage til det vi kom fra.”

Dette ledte os frem til et nyt spørgsmål. Hvis vi fjerner lobbyisterne fra regnestykket, så vil der helt klart være mindre udefrakommende faktorer, som potentielt kan påvirke klimapolitikken negativt. Dog vil hvert land stadig have sine egne nationale politiske dagsordner, som man i en institution som EU også må tage i mente. Det havde Theresa Scavenius også en løsning på. det må ikke skade atmosfæren, det må ikke forurene, altså hvis man lavede nogle strammere klimamæssige reguleringer, så ville det betyde rigtig meget. Men det er der bare ikke politisk vilje til lige nu. efter byen, men i det store hele er det nok ikke så slemt, hvis virksomheder ikke bliver reguleret og stater ikke lever op til deres klimaløfter.

”Der er jo selvfølgelig berettigede grunde til, at man passer på sine nationalstater, men jeg tror også bare man må anerkende at det ikke bidrager til så meget, at man den her åbne, globaliserede verden forsøger at holde så godt fast i nationalstaten.

Jeg ser det jo lidt som om, at nationalstaten er ved at uddø, fordi vi har jo rent penge -, kultur - og energimæssigt, for ikke at glemme digitalt, faktisk sprængt nationalstatens rammer.

Så det med at sidde og klamre sig til noget, som er ved at uddø, det er lidt ligesom at kæmpe imod udviklingen. Vi vil jo gerne have den her udvikling, vi vil gerne have goder fra andre lande, som i forvejen omgiver os overalt her i Danmark, uden vi overhovedet lægger mærke til det længere. Men når vi lever på den måde, i en globaliseret verden, så må vi også have nogle reguleringer herefter.

Jeg drømmer eksempelvis om, at man i WTO, altså Verdenshandelsorganisationen, at man ikke må handle med noget der skader vores natur. Så der må ikke bruges for meget vand,

Man har jo lavet noget tilsvarende, man har jo forbudt slaveri og børnearbejde, og de ting der bliver sejlet til Europa, må ikke være lavet af børn eller slaver. Man kunne tilsvarende sige, at det der skal sælges i Europa, skal være produceret under bedre klimamæssige vilkår.”

Hvad med fremtiden?

Klimastaten var en forfriskende bog at læse. I en tid, hvor klimahandling er blevet glorificeret, og man nemt kan føle et stort ansvar som privatperson, satte Klimastaten i høj grad tingene i perspektiv. Klimastaten er en bog fyldt med alternative forslag, som man måske med første øjekast vil tænke er umulige at gennemføre, men med eftertanke virker de som reelle muligheder for at redde planeten – måske er de endda, den sidste udvej? En af de vigtigste pointer var netop det med, at ansvaret skal flyttes fra individerne til et højere niveau, fordi politikerne og institutionerne har mange flere muligheder for at gøre en forskel. Så ja, det kan godt være, at du en gang imellem tager en taxa

Vi kan dog ikke komme udenom, at Klimastaten som Theresa Scavenius selv siger, er en meget pessimistisk bog. Scavenius nævner flere gange, at der ikke er politisk opbakning til hendes tiltag, og at det måske allerede er for sent. Vi synes derfor det var relevant at spørge, om hun stadig er lige så opgivende omkring at løse klimakrisen, som da hun skrev bogen. ”Jeg synes faktisk, at min teori er blevet bekræftet. Jeg synes der er grund til pessimisme, men allerede efter de 2-3 måneder jeg har siddet på Christiansborg, har jeg set at der faktisk er politiske muligheder i vores system, og jeg kan faktisk også selv påvirke det som politiker. Så jeg er blevet lidt optimistisk i forhold til, at vi faktisk kan ændre nogle ting, men der er også nogle ting vi skulle have gjort, så der kommer helt sikkert også til at være behov for noget damage control.”