1 minute read
Koldhævede
Jeg gør normalt brug af den opskrift fra Valdemarsro, som jeg har linket til via QR-koden.
Advertisement
Det gode ved denne opskrift er, at man for det første hverken skal bruge særlig mange ingredienser eller særlig meget udstyr. For det andet er bollerne bare super nemme at lave – og hvis man ser bort fra, at dejen skal stå på køl natten over, så er de også hurtige at lave. Dejen er nemlig hurtig at bikse sammen, og de skal kun have omkring 15 minutter i ovnen. Derudover kan bollerne fryses, så hvis man laver en stor portion, kan man sikre, at man har nem morgenmad og/eller frokost til mange dage.
Tip: Jeg gør et par ting anderledes, end hvad opskriften siger, idet jeg altid tilføjer omkring 0,5 dl havregryn ekstra, samt at jeg også pynter bollerne med græskarkerner for at give dem lidt bid.
Fremgangsmåde Ingredienser
Til 12 boller skal du bruge (se også opskriften på Valdemarsro.dk):
• 5 dl stuetempereret vand
• 10 g gær
• 5 dl grahamsmel
• 1 dl finvalset havregryn
• 3 dl hvedemel (evt. 1 dl mere)
• 1 tsk salt
Mine rettelser kræver
• 0,5 dl havregryn ekstra
• En stor håndfuld græskarkerner
Da dejen skal hæve natten over, laves den om aftenen.
• Først skal man røre de 5 dl vand sammen med de 10 g gær. Dette gøres i en stor skål.
• Når man kan se, at gæren er rørt ud, tilsætter man grahamsmelet samt havregrynene (jeg tilsætter 0,5 dl mere, end der står opskriften). Dette røres godt rundt, hvorefter de 3 dl hvedemel og 1 tsk salt tilsættes.
• Når man har rørt blandingen godt sammen, skal man vurdere, om dejen har brug for 1 dl hvedemel mere. Resultatet skal være en dej, der er til at røre i, men som ikke er for flydende.
• Når man er tilfreds med dejen, dækker man skålen til med et låg, og sætter den i køleskabet natten over.
• Når man så står op og skal i gang med at forme bollerne, skal man som det første tænde ovnen på 250 grader varmluft.
• Dejen tages op med en spiseske (jeg har erfaret, at det til tider kan hjælpe, at skeen er lidt våd), sættes på en bageplade med bagepapir og formes som boller med skeen, hvorefter de pensles med lidt vand. Det er også her, at jeg pynter bollerne med nogle græskarkerner.
• Lige inden man sætter bollerne i ovnen, skal temperaturen på ovnen skrues ned på 220 grader varmluft. Bollerne sættes på midterste rille, og så skal de bage i omkring 15 minutter. Det skal noteres, at alle ovne er forskellige, så det er en god ide at holde øje med dem den første gang.
Jeg har f.eks. erfaret, at bollerne skal have tættere på 20 minutter end på 15 minutter min ovn.