Dansk, kultur og kommunikation by Akademisk Forlag

Dansk, kultur og kommunikation ET PÆDAGOGISK PERSPEKTIV

R E D I G E R ET A F

MOG ENS SØRENSEN

3. UDGAVE A K A D EM I S K F O R LA G

Dansk 03 udg til tryk, .indd 2

07-06-2011 10:14:42

Dansk, kultur og kommunikation

Dansk 03 udg til tryk, .indd 1

07-06-2011 10:14:42

Dansk 03 udg til tryk, .indd 2

07-06-2011 10:14:42

Dansk, kultur og kommunikation Redigeret af Mogens SĂ¸rensen

Dansk 03 udg til tryk, .indd 3

07-06-2011 10:14:43

Dansk, kultur og kommunikation Mogens Sørensen og bidragyderne © 2009, 2011 Akademisk Forlag, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Mekanisk, fotograﬁsk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copy-Dans regler. Forlagsredaktion: Vibeke Nørgaard Graﬁk tilrettelægning: Jens Lund Kirkegaard Omslag: Peter Stoltze, Stoltzedesign Tryk: Livonia Print 3. udgave, 1. oplag 2011 ISBN: 978-87-500-4243-3

Akademisk Forlag Vognmagergade 11 1148 København K www.akademisk.dk

Dansk 03 udg til tryk, .indd 4

07-06-2011 10:14:43

Indhold

Forord

Om forfatterne

Kommunikation

af Mogens Pahuus

Nyorientering i menneskesynet 21 Verbalsproglig kommunikation 23 Ikke-verbalsproglige udtryksformer 35

Sprogudvikling og sprogpædagogik i det moderne videnssamfund 40 af Kjeld Kjertmann

Den overordnede sprogpædagogiske opgave 41 At beherske fællessproget 43 Sprogtilegnelsens teori 50 At tilegne sig fællessproget – et samarbejdsprojekt Den daglige sprogstøtte 74

Tosprogede børn

af Vibeke Toft Jørgensen

Modersmål, andetsprog og fremmedsprog 82 Tosprogethed 83 Politisk eller læringsteoretisk debat? 84 Modersmålsundervisning 85 Sprogstimulering 88 Hvad er tegn på godt sprog? 89 Sprog på vej: intersprog 92 Hvordan styrker vi børnenes andetsprogstilegnelse med respekt for deres tosprogethed? 95

Dansk 03 udg til tryk, .indd 5

07-06-2011 10:14:43

Billedkommunikation – med det fotograﬁske billede som eksempel 100 af Mette Hannibal

At se på billeder – billedets æstetik og formsprog At forstå billeder – en teoretisk ramme 107 At anvende billeder i pædagogisk praksis 112 Afslutning 121

102

Pædagogisk arbejde med forskellige formidlingsformer

123

Af Lars Mikaelsen

Formidling 124 Læreplaner i et formidlingsperspektiv 128 Pædagogen og den faglige formidling til kolleger og omverden 131 Pædagogen som litterær og sproglig formidler 133 Pædagogen som mediekyndig formidler 137 Receptionsorienteret formidling 141

Alternativ og supplerende kommunikation – pædagogisk arbejde med mennesker uden talesprog 144 af Mette Christensen

Kommunikation – bud på en forståelsesramme 146 Sprog 152 Kommunikationshandicap 155 Kommunikative funktioner 156 Filosoﬁen om totalkommunikation 158 Alternativ og supplerende kommunikation 159 Miljøskift, overgange og vedligeholdelse af sociale netværk Afrunding 189

185

Kultur: begreber, analyse, praksis

194

af Kirsten Drotner

Kanon: forbillede eller fortidslevn? 195 At deﬁnere kultur: institution eller dimension? 197 At diskutere kultur – at være eller gøre? 200 At praktisere kultur: børne- og ungdomskulturer 204 At analysere kultur 210

Dansk 03 udg til tryk, .indd 6

07-06-2011 10:14:43

Kulturmøder i pædagogisk arbejde

212

af Gunna Funder Hansen

Førskolebarnet: den første kategorisering 215 Skolebarnet: svingdørs- eller perkeridentiteten etableres 221 Den unge: identitetsdannelse, konﬂikt og kriminalitet 225 Anbragte børn og unge 228 Den reelle barriere: sprog og kommunikation på tværs 232

Børn & kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger 240 af Beth Juncker

Samfund under forvandling – et epokalt skift? 241 Kultur under forvandling? 242 Kulturel frisættelse 244 Æstetiseret hverdagskultur 244 Børnekultur og børns kultur 246 Børnekultur – et humanistisk dannelsesbegreb 248 Det pædagogiske børnekulturbegreb 252 Børns kultur – et antropologisk kulturbegreb 253 Børns perspektiv 255 Diskuter med! 266

Børns mundtlige legekultur

268

af Povl Bjerregaard

Sprog, fortælling og mundtlig leg 271 Gåder og gådevitser 273 Gyserfortællinger 276 „Alle børnene“-genren 278 Parodier 281 Rim og remser 282 Pædagogers betydning for 6-12-åriges legekultur i institutioner

284

Mundtlig fortælling – et moderne medie til udvikling og læring 288 af Lene Brok

Hvad er en fortælling? 290 Den mundtlige fortællings virkning og kraft 294 Eventyrtime i den pædagogiske praksis 302 Fantasifortælling i den pædagogiske praksis 313

Dansk 03 udg til tryk, .indd 7

07-06-2011 10:14:43

Livsfortælling i den pædagogiske praksis 314 Fortællekultur 320

Livshistorie som genre – i pædagogisk arbejde

323

af Mogens Sørensen

Hvad er livshistorie? 325 Livshistorie som fortælling 326 Livshistorie og sammenhæng 330 Livshistorie som faktion 334 Livshistoriearbejde som pædagogisk metode 337 Sammenfatning 339 Problemstillinger til videre fordybelse 340

Børne- og ungdomslitteratur

342

af Cecilie Bogh

Deﬁnitioner og begrebsafklaring 343 Kvalitet? 346 Børnelitteratur i dagtilbuddene 348 Den nyere børnelitteratur 353 Litteraturpædagogik 354 Sammenfatning 359 Forslag til litteraturpædagogiske tiltag 361 Problemstillinger til videre fordybelse 362

Mediekultur

365

Af Helen Arvad Clemensen og Lis Faurholt

Medier under forandring 366 Demokratiske rettigheder 368 Institutioners og pædagogers rolle i det nye medielandskab Fremtidens kulturelle kompetencer 374 Børnesyn 375 Fællesskaber 378 Ophavsret og Creative Commons 380 Egne faglige netværk 383 Sociale bogmærker – Delicious 384 Flickr 386 Blogs 390 YouTube 396 Online-netværk som sociale og faglige fællesskaber 398 Litteratur og referencer 399

370

Dansk 03 udg til tryk, .indd 8

07-06-2011 10:14:43

Fortællende visuelle medier – introduktion og perspektiv

402

Af Lars Henningsen

Medier og relationer 403 Fortælling og positioner 404 Visuelle medier og skildringer af verden 407 Fortællende visuelle medier 415

Stikord

421

Dansk 03 udg til tryk, .indd 9

07-06-2011 10:14:43

Dansk 03 udg til tryk, .indd 10

07-06-2011 10:14:43

Forord

Forord til 3. udgave Efter godt 3 års erfaringer med anvendelse af Dansk, kultur og kommunikation i den nye pædagoguddannelse har vi fundet anledning til en lidt større revision – udover en generel opdatering. Faget dansk, kultur og kommunikation har vist sig at være mangfoldigt og meget sammensat, og det praktiseres meget forskelligt. En enkelt bog kan ikke rumme denne mangfoldighed, men måske netop derfor har denne bog vist sin berettigelse som en grundbog, der kan danne et godt udgangspunkt for videre studier. Alene bogens udbredte anvendelse tyder herpå. Bogen indeholder 2 helt nye kapitler. Det gælder Lars Mikaelsens kapitel, som samler og udvider en del af det stof, som også behandles i bogens øvrige kapitler, under begreberne formidling og formidlingsformer i det pædagogiske arbejde. Her er der især fokus på retorik, dokumentation og kulturformidling, sidstnævnte med udgangspunkt i litteratur og medier. Den aktuelle opmærksomhed på dokumentation og narrativitet samt de øgede muligheder for anvendelse af multimedier har været afsæt for bogens andet nye kapitel om Fortællende visuelle medier. Med udgangspunkt i en legende og eksperimenterende tilgang udfoldes her nogle spændende pædagogiske muligheder og perspektiver, og samtidig præsenteres nogle begreber og modeller til forståelse af, hvad der er i spil. Den hastige udvikling inden for mediekulturen har også været baggrunden for, at kapitlet om mediekultur er kraftigt revideret. Aktørperspektivet er den grundlæggende tilgang, og hovedvægten ligger på udviklingen inden for de sociale medier og de nye medieteknologier, som er relevante både i forhold til faglige fællesskaber og generelt fællesskaber i det pædagogiske arbejde. Også kapitlet om Alternativ og supplerende kommunikation er kraftigt opdateret og revideret. Dette kapitel udmærker sig ved at give en solid og præcis introduktion til et vigtigt område, som ofte bliver overset. Samtidig udfoldes 11

Dansk 03 udg til tryk, .indd 11

07-06-2011 10:14:43

en forståelse af kommunikation og sprog, som ikke blot er relevant i det specialpædagogiske område, men også generelt og dermed i forhold til hele det pædagogiske felt. En del kapitler er lettere reviderede, og endelig fremtræder nogle af kapitlerne uændrede i forhold til 2. udgave. Her kan nævnes det indledede kapitel 1 om kommunikation. Erfaringer viser, at dette kapitel med sin særlige stil – og særlige værdi – med fordel kan læses (igen) sidst i DKK-forløbet i pædagoguddannelsen. Erfaringerne med anvendelsen af bogen og tilbagemeldinger herom viser, at nogle af kapitlerne kan opleves som relativt svært tilgængelige. Det skyldes naturligvis, at bogen omhandler fagområder af stor kompleksitet i koncentreret form. Det er der ikke ændret væsentligt på, dels fordi vi har ønsket at fastholde bogens faglige niveau, dels fordi vi forudsætter, at studerende kan få vejledning til læsningen af kapitlerne af deres lærer. En del af introduktionerne til de enkelte kapitler er udvidet med henblik på, at de også kan fungere som læsevejledning. Den overordnede intentionen var og er, at bogen skal indeholde rimelige udfordringer for alle studerende på bachelorniveau. Vi håber, at dette er lykkedes. Mogens Sørensen, forår 2011

Forord til 2. udgave Denne udgave af bogen er lettere redigeret i forhold til 1. udgave. Den er ført ajour med mindre rettelser og præciseringer, og der er indsat ﬂere henvisninger. I enkelte kapitler er der tilføjet nye afsnit. Det gælder kapitel 2 om sprogudvikling og sprogpædagogik, hvor der i afsnittet om sprogtilegnelsens teori er tilføjet et afsnit om tilegnelsesstrategier. I kapitel 8 om børn & kultur er der tilføjet et længere afsnit i forlængelse af afsnittet om børns perspektiv. Det er planen at foretage en mere omfattende redigering af bogen, når det første hold på den nye pædagoguddannelse har gennemført hele uddannelsen. Hermed er der et godt grundlag for at vurdere, hvordan bogen har været anvendt i uddannelsen, og om der ud fra disse erfaringer er behov for at supplere med nye perspektiver, måske i form af helt nye kapitler.

Dansk 03 udg til tryk, .indd 12

07-06-2011 10:14:43

Forord til 1. udgave At udgive en grundbog, som særligt retter sig mod faget dansk, kultur og kommunikation i den nye pædagoguddannelse, kan siges at være et ambitiøst projekt. Da der i 2001 udkom en grundbog, Danskbogen, til dansk i den ’gamle’ pædagoguddannelse, viste det sig, at det på trods af mange anvendelige kapitler var umuligt at favne hele fagets mangfoldighed. Det er ikke blevet nemmere efter den kraftige udvidelse af faget, hverken hvad angår det faglige indhold eller fagets omfang i uddannelsen. Ikke desto mindre er der en dobbelt hensigt med grundbogen Dansk, kultur og kommunikation. For det første søger den at tegne et omrids af faget i den nye pædagoguddannelse, men ikke at fastlægge fagets identitet, hvilket er en umulig opgave – dertil er fagområdet alt for bredt, og beskrivelsen af faget i uddannelsesbekendtgørelsen for åben for tolkninger. For det andet har vi fundet det vigtigt at medtage relevante fagområder og uddannelseselementer fra den gamle pædagoguddannelse, som ganske vist er med i den nye bekendtgørelse, men i en del tilfælde noget nedprioriteret og ikke formuleret eksplicit. Det gælder bl.a. generelt de æstetiske udtryksformer og specielt medier og billedkommunikation samt alternativ og supplerende kommunikation. Eksempelvis er heller ikke begrebet børne- og ungdomskultur nævnt direkte i fagbeskrivelsen, men optræder alligevel på forskellig vis i denne bog. Under redigeringen af bogen har det været en fordel samtidig at deltage i den arbejdsgruppe, Undervisningsministeriet nedsatte til at udarbejde beskrivelsen af faget dansk, kultur og kommunikation i den nye uddannelsesbekendtgørelse. Denne proces har været præget af, at mange traditioner, interesser og krav har skullet forenes: politiske og ministerielle krav og ønsker, forskellige fagtraditioner i og mellem forskellige fag, ønsker og behov i de professioner, som uddannelsen retter sig mod, samt generelt ønsker om fornyelse og nytænkning. Arbejdet med fagbeskrivelsen har ikke været nogen let proces, og resultatet bærer da også præg af at være et kompromis. Men selv om en del kunne ønskes anderledes, er det alligevel blevet en fagbeskrivelse, som er til at leve med. Eller sagt mere positivt: Fagbeskrivelsen i bekendtgørelsen indeholder – eksplicit og implicit – mange muligheder for at kunne foldes ud til noget fornuftigt. Denne antologi er et bud herpå, og selv om den ikke dækker hele fagets mangfoldighed, så giver den i hvert fald et udgangspunkt for nogle af de muligheder, som fagbeskrivelsen rummer. Antologien er et ambitiøst projekt, og man kan diskutere, om det i det hele taget er muligt at lave en grundbog til et fag i en moderne, videregående ud13

Dansk 03 udg til tryk, .indd 13

07-06-2011 10:14:43

dannelse – om den faglige og uddannelsesmæssige kompleksitet er en hindring. Personligt mener jeg godt, at det kan lade sig gøre. Specielt fordi denne bog netop er tænkt som en grundbog, i den forstand at den peger ud over sig selv. Den kan bruges som et fagligt grundlag og udgangspunkt for supplerende og videre studier – og kan forhåbentlig oven i købet medvirke til at reducere de stabler af løse fotokopier, som gennem efterhånden mange år har præget videregående uddannelser. Antologien er derfor også en studiebog, i den forstand at der i de enkelte kapitler er lagt vægt på, at de direkte eller indirekte er vejledende i forhold til videre studier. Der er undervejs mange henvisninger til supplerende litteratur, i nogle tilfælde indgår der direkte opgaver og forslag til problemstillinger til videre studier, og kapitlerne afsluttes med fyldige litteraturlister, der ikke blot tjener som dokumentation, men også og ikke mindst kan bruges vejledende. Bogens disposition tager udgangspunkt i følgende opfattelse af de centrale begreber i forenklet form: Kommunikation – forstået i bred betydning som udtryk, der skabes, forstås, tolkes og deles med andre. Fokus på form, indhold og funktion. Kultur – forstået som tolkningsfællesskaber, der skabes, vedligeholdes, udvikles og udtrykkes gennem kommunikation – altså kultur som både antropologisk og æstetisk begreb. Udtryksformer og genrer – forstået som en vifte af mange forskellige former for kulturelle udtryksformer og kommunikation – herunder også danskfagets traditionelle kernefaglighed. Herudfra er bogen disponeret sådan, at den indledes med otte kapitler, hvor de centrale begreber kommunikation og kultur introduceres og indkredses i deres hovedformer i forhold til pædagogisk arbejde. Derefter udfoldes en vifte af udtryksformer og genrer som eksempler på områder inden for danskfagets mangfoldighed, der har særlig betydning i pædagogisk praksis. Der er samtidig lagt vægt på, at antologien som helhed inddrager perspektiver, der er relevante både i forhold til pædagogens dannelse og ikke mindst i forhold til børn, unge og voksne – og både normalområdet og specialområdet i det pædagogiske praksisfelt. Forfatterne har på forskellig måde søgt at løse det problem, at man i en 14

Dansk 03 udg til tryk, .indd 14

07-06-2011 10:14:43

sådan antologi hverken overordnet eller i de enkelte kapitler har mulighed for at rumme den mangfoldighed af perspektiver, fagområder og udtryksformer, som faget dansk, kultur og kommunikation dækker. Nogle kapitler har en bred, introducerende og oversigtsmæssig karakter. Mens ﬂertallet har valgt en af to alternative løsningsmuligheder: I nogle tilfælde har forfatterne valgt at fremstille en grundlæggende viden inden for området. Det gælder fx det indledende kapitel om kommunikation, hvor samtalen som grundform i kommunikation er valgt som udgangspunkt – ud fra en kendt position, men formidlet i en original fremstillingsform. Andre positioner kunne være valgt, men her er skabt et solidt grundlag for at supplere med andre perspektiver. Noget tilsvarende gælder kapitlet om sprogudvikling og sprogpædagogik, som indeholder solid grundviden på området. Efterfølgende kan man supplere med at inddrage de meget forskellige opfattelser af sprogstimulering og sprogtilegnelse, der aktuelt gør sig gældende. I andre tilfælde har forfatterne valgt at lægge et tværsnit gennem fagområdet. Det gælder fx kapitlet om mediekultur, som er umuligt at rumme i et enkelt kapitel. Der er valgt et tværsnit, hvor udgangspunktet er de nyeste medier i børns og unges mediekultur. Herigennem er det samtidig muligt at give en fremstilling, som kan være eksemplarisk i forhold til brugen af andre medier. Dansk, kultur og kommunikation er skrevet af både kendte og mindre kendte forfattere. Men fælles for dem er, at de både i teori og praksis er tæt på det, de skriver om. Resultatet af det skulle meget gerne være, at bogen fremstår som en helhed af både kendte og nye perspektiver på dansk, kultur og kommunikation i pædagogiske sammenhænge – som udgangspunkt for og inspiration til udvikling af det nye fag i den nye pædagoguddannelse. Til sidst en tak til de mange kolleger, som i processen med formulering af fagbeskrivelsen for dansk, kultur og kommunikation har ydet sparring, med hensyn til hvad faget bør indeholde. Denne sparring har også været givende i forbindelse med redigeringen af denne bog. Herudover en særlig tak til gode kolleger, som har givet gode råd i forbindelse med selve redigeringen af bogen. Det gælder især Povl Bjerregaard, Højvangseminariet, og min fagkollega på Hjørring Seminarium, Gitte Orlowitz. Denne udgave af bogen er lettere redigeret i forhold til 1. udgave. Den er ført ajour med mindre rettelser og præciseringer, og der er indsat ﬂere hen15

Dansk 03 udg til tryk, .indd 15

07-06-2011 10:14:43

visninger. I enkelte kapitler er der tilføjet nye afsnit. Det gælder kapitel 2 om sprogudvikling og sprogpædagogik, hvor der i afsnittet om sprogtilegnelsens teori er tilføjet et afsnit om tilegnelsesstrategier. I kapitel 8 om børn & kultur er der tilføjet et længere afsnit i forlængelse af afsnittet om børns perspektiv. Det er planen at foretage en mere omfattende redigering af bogen, når det første hold på den nye pædagoguddannelse har gennemført hele uddannelsen. Hermed er der et godt grundlag for at vurdere, hvordan bogen har været anvendt i uddannelsen, og om der ud fra disse erfaringer er behov for at supplere med nye perspektiver, måske i form af helt nye kapitler. God læselyst! Mogens Sørensen

Dansk 03 udg til tryk, .indd 16

07-06-2011 10:14:43

Om forfatterne

Povl Bjerregaard. Socialpædagog, cand.mag. i dansk og børne- og ungdomskulturstudier. Ansat som seminarielektor på Højvangseminariet i Glostrup siden 1996. Underviser i bl.a. dansk på pædagoguddannelsen. Forfatter til bogen Børn og Vitser (2006). Cecilie Bogh. Uddannet folkeskolelærer og master i børnelitteratur med speciale i dagtilbuddenes brug af børnelitteratur. Har derudover gået to år på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Ansat som underviser på pædagoguddannelsen Sydhavn/Professionshøjskolen UCC. Lærebogs- og børnebogsforfatter. Har bl.a. skrevet Læselyst og skrivefryd (2005), Billedfortællinger for mellemtrinnet (2010) og billedbogen Far (2008). Lene Brok. Psykolog, fortæller og voksenunderviser med kursus- og foredragsvirksomhed. Hun har i en årrække arbejdet med mundtlig fortælling både forskningsmæssigt og i praksis. Mette Christensen. Cand.mag. i audiologopædi fra Københavns Universitet. Arbejder som faglig centermedarbejder i Videnscenter for Handicap og Socialpsykiatri under Servicestyrelsen (tidligere VIKOM, Videnscenter om Kommunikation og Multiple Funktionsnedsættelser hos Børn og Unge uden Talesprog). Underviser bl.a. i alternativ og supplerende kommunikation på videnscentrets uddannelse i kommunikation og samspil, audiologopædiuddannelsen på Københavns Universitet og på diplomuddannelsen ved VIA University College. Helen Arvad Clemensen. Kunsthåndværker – tekstilformgiver fra Kunsthåndværkerskolen (nu Designskolen Kolding). Mediekoordinator fra Teknisk Akademi. Lektor i dansk, kultur og kommunikation på Pædagoguddannelsen Aabenraa, UC Syddanmark. Koordinator og studievejleder på den delvist netbaserede pædagoguddannelse. Har gennem en del år undervist på netud17

Dansk 03 udg til tryk, .indd 17

07-06-2011 10:14:43

dannelsesen og deltaget i flere projekter om udvikling af netbaseret undervisning. Kirsten Drotner. Professor i medievidenskab ved Syddansk Universitet, hvor hun også leder det nationale forskningscenter DREAM. Hendes forskningsinteresser omfatter mediehistorie, børns og unges mediebrug, digital kulturarv og digital kompetenceudvikling. Blandt hendes seneste bøger er The international handbook of children, media and culture (medredaktør, 2008), Informal learning and digital media (medredaktør, 2008), Digital content creation: creativity, competence, critique (2010, medredaktør) og Mediehistorier (2011). Lis Faurholt. Lærer, IT-projektvejleder ved UC Syddanmark. Har gennem en del år arbejdet med netbaseret, fleksibel uddannelse og undervist på netuddannelser på UC Syddanmark. Har deltaget i deltaget i flere projekter om udvikling af netbaseret undervisning (se fx www.faurholt.dk). Deltager i DEFF programgruppen, „Nye institutioner“. Lis Faurholt. Uddannet folkeskolelærer, p.t. stud.mag. i kultur og formidling. Har arbejdet som underviser ved folkeskoler, læreruddannelsen (billedkunst), pædagoguddannelsen (værkstedsfag, kulturfag, KOL og multimedie). Siden 2001 IT-projektleder ved Professionshøjskolen University College Syd (e-læring og netuddannelser). Har deltaget i flere projekter om udvikling af netbaseret undervisning, fx for IT- og telestyrelsen: E-læringspuljen 20045 og M-læringspuljen 2007-8. Evaluator på flere børnebiblioteksprojekter om multimedier og internettet. Mette Hannibal. Cand.mag. i dansk og pædagogik. Ansat som lektor i dansk på Pædagoguddannelsen København, UCC. Underviser i fagene dansk, medier og pædagogik. Har arbejdet i forskellige udviklings- og forskningsprojekter i relation til det mediepædagogiske område inden for både skolen og det pædagogiske felt. Underviser på efter- og videreuddannelse i dokumentation. Er forfatter til en bog om fotografi som dokumentation i pædagogisk praksis. Lars Henningsen. Dokumentarist og cand.pæd. i billedkunst. Arbejder med udvikling af den dokumentariske position Imagine Reality. Det sker i samarbejde med filmskabere, antropologer, kunstnere, designere og under18

Dansk 03 udg til tryk, .indd 18

07-06-2011 10:14:43

visere. Referencer er især børns legekulturer, fortælling, ny billedpædagogik, samtidskunstformer i området intervention og social kunst samt visuel antropologi. Projekter udfolder sig i krydsfelter af film, fotografi, dialog, deltagelse og tekst. Tidlige produktioner: − det er livet, det handler om. En video om drenges vilde lege (1991) Co-producent: Klaus L. Mortensen. Fisken i Hængekøjen (1992). Myren Gertrud og andre lege og fortællinger (1996). Opfindelsen. Fortællinger om en kanon (2008). Gunna Funder Hansen. Ph.d. i fremmedsprogspædagogik og arabisk. Adjunkt ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet. Underviser i arabisk sprog og kultur. Varetager desuden foredrags- og konsulentvirksomhed vedrørende kulturmøder, især inden for social- og sundhedssektoren og på undervisningsområdet. Beth Juncker. Mag.art. i nordisk litteratur, dr.scient.bibl., professor i børnekultur ved Danmarks Biblioteksskole. Forsker og underviser i børnekultur og børns kultur. Leder det nordiske forskningsformidlingsprojekt: Børn og kultur i det 21. århundrede – hvad ved vi? Har bl.a. skrevet bøgerne Kultur for begyndere (1995), Når barndom bliver kultur (1998), Ordet og stenen. Linjer i Bent Hallers forfatterskab (2002), Om processen. Det æstetiskes betydning i børns kultur (2006). Vibeke Toft Jørgensen. Cand.mag. i dansk og engelsk fra Aarhus Universitet, master i „Cultural Studies“ fra Birmingham Universitet. Har siden 2007 undervist på Hjørring Gymnasium og har tidligere undervist på Dansk Flygtningehjælps Sprogskole og på VUC. Var frem til 2007 seminarielærer på Hjørring Seminarium i engelsk og dansk som andetsprog. Har undervist på både pædagog- og læreruddannelsen og deltaget i udviklingsarbejde om tosprogethed. Kjeld Kjertmann. Ph.d. med en afhandling om skriftsprog og skolestart. Tidligere lektor i dansk sprog og læsning ved DPU. Har forsket i børns sprogudvikling og samfundets skriftsprogsopdragelse i det moderne videnssamfund set i lyset af erfaringer fra uformelle læringsmiljøer. Omfattende skribent- og undervisningsvirksomhed. Har skrevet bogen Læsetilegnelse – ikke kun en sag for skolen (2002). Artikler på www.kjertmann.dk.

Dansk 03 udg til tryk, .indd 19

07-06-2011 10:14:43

Lars Mikaelsen. Mag.art. i litteraturhistorie, ph.d. i informations- og medievidenskab på en afhandling om netbaserede undervisningsmiljøer i læreruddannelsen. Lektor ved pædagoguddannelsen i Hjørring, University College Nordjylland. Underviser i faget dansk, kultur og kommunikation (DKK). Tidligere ansat som lektor i dansk ved Læreruddannelsen og hf i Nørre Nissum, VIA University College. Censor ved pædagog- og læreruddannelsen. Mogens Pahuus. Mag.art. i filosofi. Ansat som professor i filosofi/videnskabsteori ved Institut for uddannelse, læring og filosofi ved Aalborg Universitet. Har især beskæftiget sig med livsfilosofi, bl.a. i bogen Det gode liv (1998) og livsfilosofiske forfatterskabsanalyser, senest i bogen H.C. Andersens livsfilosofi (2005). Har også behandlet emnet kommunikation i bogen Den enkelte og de andre (1993). Mogens Sørensen. Cand.mag. i dansk og historie. Tidligere højskolelærer, derefter seminarielærer og lektor, udviklingskoordinator og studiechef ved Hjørring Seminarium, nu Professionshøjskolen University College Nordjylland. Underviser i dansk og i dansk, kultur og kommunikation m.m. på pædagoguddannelsen. Medforfatter til det ministerielle undervisningsmateriale „Pædagogiske læreplaner i dagtilbud – undervisningsmateriale“ (2005). Medlem af Undervisningsministeriets arbejdsgruppe vedrørende det faget „dansk, kultur og kommunikation“ i pædagoguddannelsen.

Dansk 03 udg til tryk, .indd 20

07-06-2011 10:14:43

1 Kommunikation af Mogens Pahuus

Denne bog indledes med et kapitel om kommunikation, bl.a. fordi alt, hvad bogen i øvrigt handler om, har med kommunikation at gøre. Kommunikation er som bekendt et meget omfattende begreb, hvortil kommer, at der er mange forståelser af og perspektiver på, hvad kommunikation er. Her har jeg valgt at tage udgangspunkt i samtalen som grundform for kommunikative handlinger. Kapitlet indledes med fremstillingen af i et paradigmeskift, som er af særlig betydning for forståelse af, hvad kommunikation er. Dernæst præsenteres samtalen i dens tre grundformer og de dertil svarende ’fornuftsformer’. Derefter perspektiveres i forhold til begreber som identitet, kultur og samfund. Afslutningsvist sættes der særligt fokus på de æstetiske udtryksformer og deres dannelsesmæssige betydning.

Nyorientering i menneskesynet Der har i det sidste halve århundrede været en række opgør med det menneskesyn, der har domineret i såvel filosofien om mennesket som i videnskaberne om mennesket. Man har anklaget det gængse menneskesyn for at være ensidigt og endog vildledende på flere områder. For det første har man opfattet mennesket som bestående af to størrelser – noget legemligt og noget åndeligt/sjæleligt. For det andet har man betragtet det sidste – forstået som fornuften og som selvbevidstheden – som det centrale og værdifulde i mennesket. For det tredje har man set mennesket som individualistisk, dvs. tænkt det som et primært selvberoende og selvtilstrækkeligt individ, og tænkt fællesskaberne og samfundet som noget sekundært. Kommunikation

Dansk 03 udg til tryk, .indd 21

07-06-2011 10:14:44

Dette menneskesyn er der blevet gjort op med gennem en række såkaldte vendinger eller paradigmeskift, som for alvor har sat sig igennem i løbet af det sidste halve århundrede: Den sproglige vending i især den analytiske filosofi har skabt forståelse for, at bevidsthed og fornuft er tæt knyttet til sproget, således at udviklingen af sproget er det helt afgørende for at skabe åndelig udvikling og vækst. Sproget er noget mellem-menneskeligt, og derfor er den sproglige vending også en kritik af individualismen i menneskesynet. Den pragmatiske vending (pragma betyder handling på græsk) indebar en forståelse af, at mennesker primært er enhedsmæssige væsener, dvs. handlende personer. Mennesker består ikke af legeme og sjæl, men det legemlige og det sjælelige er aspekter af en handlende person. Bevidsthed er ikke primært tanker eller forestillingsbilleder, men er også knyttet til handling. Fx er det at komme til bevidsthed om morgenen (at vågne, at komme til sig selv) det samme som det at overtage sig selv eller at gribe sig selv i sin situation. Den kropslige vending gav forståelse for, at der er et legemligt aspekt i enhver form for åndelig eller sjælelig aktivitet, at vi altid må medtænke et element af kropslig udfoldelse, når vi beskæftiger os med mennesker og deres udvikling. Den kommunikative vending rummer for det første en kritik af opfattelsen af mennesket som primært individ og sekundært fællesskabsvæsen. I stedet tænker man, at vi kun kan blive til individer gennem fællesskaber, altså i samspil med andre. For det andet indebærer den kommunikative vending en forståelse for, at der findes flere typer af handlen. Ved siden af den handlen, som består i at gribe ændrende ind i verden, arbejdet, må man anerkende eksistensen af en anden type handlen, nemlig den handlen, som består i det at samordne sig og samarbejde med andre. En handlen, som formidles gennem sproget. Endelig kan man tale om endnu en vending, som dog ikke har fået en selvstændig betegnelse, men som består i en vending fra kun at tænke mennesket som bevidst væsen til også at inddrage det ikke-bevidste. Man skelner her mellem det i menneskers handlen og livsudfoldelse, som er tilsigtet, styret og kontrolleret, og på den anden side noget, som er enten ubevidst i den freudianske forstand eller ikke-bevidst, i den forstand at det er uvilkårligt, spontant og udspringer af en selvforglemmende optagethed, en umiddelbar deltagelse – også her er der tale om, at mennesker ikke bevidst styrer eller kontrollerer sig selv. Alle disse vendinger spiller en rolle for den måde, vi i dag tænker kommu22

Dansk 03 udg til tryk, .indd 22

Kapitel 1

07-06-2011 10:14:44

nikation på: Den kommunikative vending betyder, at vi opfatter kommunikation som det mest centrale fænomen i menneskers liv, som det fænomen, der skaber, opretholder og udvikler enhver af os – også samfundet. Den sproglige vending betyder, at vi opfatter verbalsproget – både mundtligt og skriftligt sprog – som noget centralt i kommunikationen. Men den kropslige vending har samtidig givet os forståelse for, at der findes andre former for udtryk end de verbalsproglige. Der findes også kropslige udtryk samt former for æstetisk-kunstneriske udtryk, som ikke er verbalsproglige, men som er mere kropsligt prægede end de verbalsproglige. Endelig betyder vendingen fra det bevidste til det ikke-bevidste, at vi i undersøgelsen af kommunikation ikke blot beskæftiger os med det, der gives udtryk for, men også med det, der uvilkårligt kommer til udtryk. Disse vendinger er grundlaget for den følgende fremstilling af hovedtræk ved kommunikationen. Den bygger på dels den analytiske filosofi, især sproghandlingsteorien (Austin og Searle), dels den kontinentale fænomenologis optagethed af den menneskelige interdependens eller gensidige afhængighed (Heidegger og Løgstrup), dels den franske fænomenologis optagethed af kroppen (Merleau-Ponty), dels – og ikke mindst – den tyske filosof og samfundsteoretiker Jürgen Habermas' teori om den kommunikative handlen. Ifølge Habermas er kernefænomenet i kommunikation den sprogligt formidlede samtale mellem mennesker. Det er denne, vi skal beskæftige os med i første del af kapitlet.

Verbalsproglig kommunikation Tre former for samtale Der er især tre typer af situationer, hvor vi kan føle en stærk trang til at tale med andre: s Drøftelse: Når der indtræffer noget uventet eller noget, der er mere eller mindre uforståeligt, da vil vi gerne drøfte med en anden, hvad der er sket, eller hvordan det, der er sket, skal forstås eller forklares. s Rådslagning: Når vi kommer ud i en uoverskuelig situation, hvor vi ikke ved, hvad der er det klogeste eller bedste at gøre, vil vi gerne rådføre os med en anden om, hvad vi skal gøre. Kommunikation

Dansk 03 udg til tryk, .indd 23

07-06-2011 10:14:44

s Venskabelig snak: Når vi har været ude for noget, der virkelig har gjort indtryk på os – glædeligt eller sørgeligt – vil vi gerne snakke eller sludre med en ven om, hvad der er sket. I den første slags samtale – drøftelsen – gælder det forståelsen af noget i den ydre, objektive verden. Vi er optaget af i fællesskab at få afklaret, hvad der er sket, at få beskrevet hændelsen så sandt og dækkende som muligt og at få afklaret, hvorfor det indtraf, hvad der var årsagerne til, at det gik, som det gik. Vi udveksler forslag til beskrivelser og forklaringer eller sagt sammenfattende: Vi udveksler udsagn. I vore bestræbelser er vi begge ledet af en standard eller målestok, som vi kan kalde sandhed, forstået som overensstemmelse med kendsgerningerne. I den anden slags samtale – rådslagningen – gælder det afklaringen af, hvad der er det klogeste eller det rigtigste at gøre. Særligt påtrængende bliver behovet for samtale, når det gælder om at ﬁnde ud af, hvad man bør gøre, hvad der er ret og rimeligt, eller hvad der er det retfærdigste. Da gælder det noget i normernes verden eller den sociale verden. Her udveksler vi råd, anbefalinger, advarsler, henstillinger, opfordringer, måske endog ordrer eller forbud – eller sagt sammenfattende: appeller. Også her forholder begge parter sig til en standard eller målestok, noget, der er analogt til „sandhedsmålestokken“, nemlig målestokken for det rette eller det retfærdige. I den tredje slags samtale – den venskabelige samtale eller snak – gælder det om at få klarlagt et indtryk. Hvis min samtalepartner forstår det, jeg prøver at give udtryk for – altså mit indtryk – så forstår han både, hvad det er, der har gjort indtryk på mig, og mig selv, for indtrykket er jo ikke kun noget objektivt, det er mit indtryk. Når den anden her bidrager til samtalen, hjælper han mig ved at give udtryk for lignende indtryksfulde situationer fra sit eget liv. Man kan sige, at vi her er optaget af gennem udtryk at nå frem til en klarere forståelse af, hvad der rører sig i os – i mødet med mennesker og begivenheder – altså af den indre subjektive verden i enhver af os. Også her er der tale om en sandhedsanalog standard, som vi begge måler vores og den andens udtryk på, ja, hele to sådanne standarder. For det første prøver vi at leve op til den standard, vi kalder oprigtighed eller autenticitet, dvs. at vi forsøger at undgå at føre både den anden og os selv bag lyset. For det andet prøver vi at leve op til en standard for vurdering eller vægtning af det indre, især de indre tilskyndelser: at få afklaret, hvad der er vigtigt, og hvad der er mindre vigtigt, at få rangordnet vore forskelligartede tilskyndelser. Vi kan derfor tale om, at vi her forholder os til både den indre verden og værdiernes verden. 24

Dansk 03 udg til tryk, .indd 24

Kapitel 1

07-06-2011 10:14:44

Vi har i det foregående set, at vi kan skelne mellem tre typer af samtale – drøftelser, rådslagninger og mere personlige samtaler – domineret af henholdsvis konstative talehandlinger (beskrivelser og forklaringer), regulative talehandlinger (appeller) og ekspressive talehandlinger (udtryk) (med Austins og Habermas’ begreber). Men det er samtidig indlysende, at vi i drøftelserne ofte inddrager både appeller og udtryk, ligesom vi blander de tre typer af talehandlinger i de to andre typer af situationer. Vi kan derfor opstille følgende model for ytringer, forstået som bidrag til en samtale, hvor vi foruden de tre nævnte typer af talehandlinger opererer med et fjerde aspekt af ytringer – nemlig det sproglige aspekt – at vi for at kunne fremsætte en ytring, hvad enten den nu har karakter af et udsagn, en appel eller et udtryk, må benytte ord, som har en bestemt betydning, og må sætte disse ord sammen til grammatisk korrekte sætninger (ﬁg. 1.1). Sprogets intersubjektive verden Sætning Forståelighed Den subjektive verden Ekspressive talehandlinger

Udtryk Oprigtighed

Ytring

Appel Ret og rimeligt

Den sociale verden Regulative talehandlinger

Udsagn Sandhed Den objektive verden Konstative talehandlinger Figur 1.1

Tre former for fornuft Når vi taler med hinanden – udveksler udsagn, appeller og udtryk – så hjælper vi hinanden med at komme videre i retning af en afdækning af det sande, det retfærdige og det autentiske og værdimæssige. Enhver samtale er til en vis grad et led i en erkendelsesudvikling, i den forstand at jeg og min(e) samtalepartner(e) undervejs i samtalen bliver klogere på udsnit af den objektive verden, den sociale verden og den indre verden. Når den ene fremsætter et udKommunikation

Dansk 03 udg til tryk, .indd 25

07-06-2011 10:14:44

sagn, fremsætter han et forslag til beskrivelse og/eller forklaring af den objektive verden, som den anden oftest stiltiende tager stilling til med accept eller afvisning. Hvis det er med accept, da fortsætter samtalen, indtil situationen er afklaret i den grad, det er nødvendigt, for at begge parter kan gå videre med, hvad de har at gøre. Hvis han derimod afviser den førstes udsagn, kommer han med et alternativ til beskrivelse eller forklaring, idet han samtidig begrunder, hvorfor han mener, at den første tager fejl, og hvorfor han mener, det forholder sig, som han selv siger. Er den første nu uenig med sin samtalepartner, kan han i sin tur begrunde, hvorfor han mener, at han har ret og den anden uret. Her går de to parter ind i en diskussion eller diskurs, hvor de forholder sig til det omstridte udsagn på en begrundende eller argumenterende måde. Sådanne diskurser kan institutionaliseres i – og videreføres som – videnskab. De forskellige videnskaber om den ydre virkelighed kan faktisk betragtes som institutioner eller ekspertgrupper, der har til opgave at føre sådanne diskurser på baggrund af erfaring, ligesom deltagerne i en dagligdags drøftelse jo også fører deres diskurs på baggrund af deres forskellige erfaringer med situationen. Blot kobles den videnskabelige diskurs sammen med en mere systematisk erfaringsindsamling – fx også gennem eksperimenter. Videnskaberne om den objektive verden er jo mønstereksempler på erkendelsesudvikling, og den har altså sit grundlag i ganske almindelige menneskers drøftelse af situationer i dagligdagen. På tilsvarende måde er vores dagligdags rådslagninger og den dermed forbundne diskussion af ret og rimeligt oprindelsen til de mere systematiske moralsk-praktiske diskurser om det rette og det retfærdige. Diskurser, som føres i institutioner og ekspert-grupper i samfundets moral- og retsinstitutioner: lovgivningsfora, retsfora, etiske råd mv. I en dagligdags rådslagning fremsættes der appeller, som den anden tager stilling til med accept eller afvisning. Hvis det er en afvisning, fremfører den anden sine grunde herfor. Han begrunder, hvorfor han ikke mener, det, den første tilråder eller opfordrer til, er det rigtige. Den første kan da anføre de grunde, han har til at fastholde sin mening om, hvad der er det rette. Også her begrundes og argumenteres der altså – og derfor kan en sådan diskurs videreføres på systematisk måde i moralske og retslige ekspertgrupper. Endelig tager man også i en personlig samtale gensidigt stilling til oprigtigheden i den andens udtryk og i den andens vurderinger. Også her er der basis for en kritisk meningsudveksling. Måske kan man ikke i helt samme forstand begrunde og argumentere. Måske gælder det her snarere om at 26

Dansk 03 udg til tryk, .indd 26

Kapitel 1

07-06-2011 10:14:44

komme med alternative artikuleringer af indtryk, men igen er der tale om, at vi kan blive klogere på vores indre subjektive verden og dermed på, hvad der er væsentligt i tilværelsen. Derfor har en sådan kritik kunnet institutionaliseres i kunsten, i de forskellige kunstarter, hvor mennesker med talent for at udtrykke sig i et medium forsøger at nå videre i artikulering af indtryk og i vurderinger af, hvad der er væsentligt – artikuleringer og vurderinger, som andre kunstnere og som anmeldere og kritikere forholder sig til. Vi kan derfor opstille følgende skema (ﬁg. 1.2). Rationalitetsformer

Kognitiv-instrumentel

Moralsk-praktisk

Æstetisk-ekspressiv

Videnskab

Rets- og moralinstitution

Kunst

Teoretisk diskurs

Moralsk diskurs Universalitetsgrundsætning Den diskurs-etiske grundsætning

Kritik

Terapeutisk Kunstnerisk/ livssynsmæssig

Figur 1.2

Frihed i samtalen Når vi taler med hinanden, dvs. når vi i egentlig forstand samtaler og ikke bare taler til hinanden, da er vi indstillet på at lytte til hinanden. Det, vi siger til den anden, er typisk noget, som har en så ufærdig og uafsluttet karakter, at vi lægger op til, at det tages op af den anden, suppleres af den anden, som så giver det tilbage til os, med henblik på at vi kan fortsætte, hvor den anden slap. Eller det, vi siger, bliver sagt i en tone, som lægger op til, at den anden forholder sig til det, vi siger. Det betyder, at nok forsøger vi at påvirke hinanden, når vi taler sammen, men vi lægger samtidig op til, at den anden ud fra sig selv – ud fra sit syn på situationen, sin opfattelse af det rigtige og ud fra sin fortolkning af sine indre tilskyndelser – skal forholde sig til den påvirkning, vi udsætter den anden for. Og det er, hvad vi i denne sammenhæng forstår

Kommunikation

Dansk 03 udg til tryk, .indd 27

07-06-2011 10:14:45

Handling

Arbejde

Interaktion

Formålsrationel handlen

Kommunikativ handlen

Resutatorienteret

Forståelsesorienteret

Instrumentel

Strategisk

Sprogligt formidlet

Figur 1.3

ved frihed. Frihed er ikke at være fri for påvirkning, men at få mulighed for at tage stilling til den påvirkning, vi udsættes for af andre. Ved at være åben for og interesseret i den andens bidrag, ved at være forståelsesorienteret i samtalen, dvs. interesseret i at forstå den anden og sammen med den anden nå frem til en bedre forståelse af situationen, af det rigtige og af det indre liv, behandler man den anden som fri og lige med sig selv. Og ved at indgå i samtale med andre yder man et bidrag til at gøre både sig selv og den anden endnu mere fri, end man var i forvejen – fri fra fordomsfuldhed i ensidige synsvinkler, fri fra fordomsfuldhed i det blot ubevidst overtagne og traditionsgivne. Når man giver grunde for at mene dette eller hint, prøver man ikke på i simpel forstand at få den anden med sig. Man appellerer direkte til hans egen fornuft og selvstændighed. Man ønsker at overbevise ham. Og det vil sige, at man appellerer til hans omtanke. Der er forskel på at forsøge at overbevise og at forsøge at overtale. I det sidste tilfælde prøver man at påvirke ham i simpel forstand, at manipulere med eller bearbejde ham, fx følelsesmæssigt. Man prøver at spille på de strenge, som man erfaringsmæssigt ved har virkning, og man prøver derfor at sætte hans eget ræsonnement og egen omtanke ud af spillet. Man behandler her den anden som en genstand, idet man gør den anden til et middel for at nå egne mål. Man benytter sig af den form for handlen, som kan kaldes arbejde (bearbejdning af den anden) eller formålsrationel handlen (Habermas’ begreb). Man bruger den anden som middel til at nå et mål – en indstilling, som er på sin plads, når vi har med ting at gøre. Her 28

Dansk 03 udg til tryk, .indd 28

Kapitel 1

07-06-2011 10:14:45

er det påkrævet at være resultatorienteret, men bearbejdningen kan kun lykkes over for andre, hvis man har magt over dem, eller hvis man kan narre dem til at tro, at man interagerer og kommunikerer forståelsesorienteret med dem (ﬁg. 1.3).

Spontanitetens frihed I samtalen lægges der ikke blot op til frihed, forstået som egen stillingtagen, dvs. det, vi kalder selvstændighed eller autonomi, og som vi regner for en vigtig værdi, men også til en anden form for frihed, nemlig den frihed og utvungenhed, som er forbundet med spontaniteten. Når vi skal forsøge at få klarhed over, hvad der rører sig i os af tilskyndelser og følelser, og give udtryk for den bevægelse i sindet, som det indtryksfulde afstedkommer, har vi ikke givne ord og udtryk at gribe til. Der vil altid være tale om noget unikt, for hvad der bevæger den enkelte, vil altid være betinget af hans særegne livsforløb og natur, og det betyder, at man i artikulationen af sine egne tilskyndelser og sine indtryk må være sprogskabende for ret at kunne indfange disse tilskyndelser og indtryk. Men for at få kontakt med de spontane kræfter i en selv, som muliggør det nyskabende og kreative, er det ofte en stor hjælp, at man har et andet menneske, som man føler ikke bare accepterer en, som man er, men som også har så meget tilfælles med en, at han har lyst til at tage del i ens liv. Når en sådan person lytter til en, så er det, som om man forløses og bliver i stand til at sætte ord på noget, man ellers kun har i sig som en anelse, som noget uartikuleret. Og når man på den måde bliver frigjort til at kunne give udtryk for noget dybere, da griber frigjortheden på en sådan måde om sig, at der er meget i en, der uvilkårligt kommer til udtryk – altså ikke så meget gennem det, man siger eller forsøger at artikulere, som gennem ens blik, ansigtsudtryk, gestus og kropsholdning. Begge dele – det, at man artikulerer eller giver udtryk for det dybere og de uvilkårlige udtryksfænomener – frigør også den anden, så denne i sin tur bliver i stand til at være medartikulerende om det dybere og bliver forløst til egne, uvilkårlige udtryksfænomener. Det er denne proces i den personlige samtale, som kan få en til at opleve det, som om samtalen fører en selv og den anden med sig, at man ikke længere selv fører samtalen, men at der er opstået noget imellem en selv og den anden, som er blevet et selvstændigt tredje, som har taget over og under stadig forvandling fører steder hen, som ingen af de to har kendt til før. I sådanne samtaler fornemmer man en ejendommelig grøde og forvandlingsevKommunikation

Dansk 03 udg til tryk, .indd 29

07-06-2011 10:14:46

ne i hele situationen, og man fornemmer hele samtalen som en uaﬂadelig vækst og knopskydning, som er fortryllende. Den frihed og utvungenhed, som præger begge i hele denne proces, gør, at man her kan føle, at man gennem den anden for første gang eller i dybere forstand er blevet sig selv – i højere grad har fundet sig selv og blevet i stand til at være sig selv.

Identitetsdannelse gennem samtale At blive sig selv – i højere grad – er en del af menneskets livslange identitetsdannelse, men det er naturligvis i særlig grad afgørende i ungdommen, hvor man første gang bliver sig selv bevidst og opdager det at være sig selv som en krævende opgave. Det er, når man ikke længere er barn, at man skal udvikle dels evnen til at arbejde på en målrettet måde og dels evnen til at interagere med andre på måder, hvor man handler efter bestemte mønstre – det bliver en opgave at være sig selv, evt. at finde sig selv. Før dette tidspunkt – så længe man er barn – har man været til på en umiddelbar måde, har tilegnet sig verden i kraft af sin åbenhed for og optagethed af ting og begivenheder i omgivelserne. Nu skal man udvikle jeget, dvs. evnen til at klare og mestre, og det kræver, at man udvikler evnen til selvbeherskelse og selvdisciplin – at man har greb om sig selv. Det er i denne proces, at man kommer mere på afstand af det umiddelbare og spontane i sig selv, og da bliver det en opgave at tilbageerobre umiddelbarheden og integrere denne i sin nye, bemestrende arbejdsaktivitet og i de roller, man skal spille i forhold til andre. Det er denne tilbageerobring af umiddelbarheden, man kalder at finde sig selv, at blive sig selv. Her er samtalen vigtig, som vi før så. Samtalen er imidlertid også vigtig, hvis jeget skal udvikles til at være ikke blot handledygtigt, arbejdsmæssigt såvel som socialt, men også til at være et selvstændigt og autonomt jeg. Det er gennem den samtale, hvor den anden appellerer til min egen stillingtagen, at jeg udvikler min formåen til at tage stilling, at komme til klarhed over, hvad jeg mener ud fra mine erfaringer – af virkeligheden, samlivet med andre og min indre natur. Men samtalen er også vigtig i umiddelbarhedens fase, altså for barnet, så snart det kan forstå sproget. Det er gennem samtalen voksne og børn imellem, at børn får forståeliggjort og fortroliggjort verden, og denne forståeliggørelse og fortroliggørelse er igen forudsætningen for, at barnet tør åbne sig for verden og tør tilegne sig verden. Det er vigtigt at betone, at sprogets ord, udtryk og vendinger ikke blot hjælper barnet til at orientere sig i verden og giver det et intellektuelt billede af verden. I og med at de fleste ord også rum30

Dansk 03 udg til tryk, .indd 30

Kapitel 1

07-06-2011 10:14:46

mer følelsesmæssige undertoner, giver sproget desuden barnet en følelsesmæssig referenceramme, netop det, man kan kalde en fortroliggørelse af verden. Dermed fortolkes også barnets følelser, således at det begynder at kunne forstå sig selv og vurdere sine egne tilskyndelser. Det er vel at mærke det rige sprog, der har dette potentiale i sig. Ikke det udelukkende informative sprog, men det sprog, man bruger, når man fortæller om, hvad man har oplevet, og hvad der har gjort indtryk – hermed giver man udtryk for, hvad der betyder noget for en. Det er det sprog, der anvendes i de fortællinger, man skaber med sin fantasi, og i litteraturen, og derfor er det vigtigt, at børn møder sådanne fortællinger og får læst historier højt.

Samtalens opretholdelse af kultur, samfund og personlighed Samtalen er ikke kun vigtig, når det drejer sig om udvikling og opretholdelse af den enkeltes identitet. På et samfundsmæssigt plan er samtalen også den primære opretholder af kulturen, forstået som den i et samfund givne fælles forståelse af virkeligheden, og af samfundet, forstået som de for samfundsmedlemmerne fælles og accepterede normer, hvorefter man orienterer sig handlingsmæssigt. Hvis der skal være sammenhængskraft i et samfund, må samfundsmedlemmerne være fælles om at forstå og tolke virkeligheden på bestemte måder og være fælles om en række normer. Ellers vil samfundet opløse sig i meningstab og anomi (normløshed). Et samfund er også truet af opløsning, hvis mennesker ikke udvikler og opretholder handlingsduelighed og identitet – og det kræver igen samtale – ikke mindst mellem de voksne og den opvoksende generation af nye samfundsmedlemmer. Når samtalen fungerer på denne måde, altså sikrer kultur, samfund og personlighedsdannelse, taler man om en velfungerende livsverden. Men som Habermas har påvist i sit værk Teorien om den kommunikative handlen, er livsverdenen truet af det, han kalder systemernes kolonialisering af livsverdenen. Systemerne er for det første det økonomiske system, som omfatter hele samfundets produktion og fordeling af det producerede. Hele dette felt reguleres og opretholdes ikke gennem kommunikation, men styres gennem mediet penge. For det andet omfatter systemerne administrationen, forvaltningen, som er hele det område af interaktion, som styres og opretholdes gennem mediet magt, hvor ethvert medlem af systemet har fået tildelt kompetence til at træffe beslutninger efter bestemte regler på bestemte områder. Kommunikation

Dansk 03 udg til tryk, .indd 31

07-06-2011 10:14:46

Igen er der tale om et område, der ikke styres af kommunikation og den gensidige forståelse og konsensus, som kommunikationen skaber. Et moderne samfund, som rummer en høj grad af arbejdsdeling, og hvor markedet (for produktionsmidler, arbejde og produkter) regulerer det økonomiske liv, kan kun eksistere, når økonomi og forvaltning er differentieret ud i systemer, hvor man er aﬂastet fra den tidrøvende proces at skulle nå konsensus gennem kommunikation. På den måde er systemerne et gode. Men systemerne har en tendens til at brede sig fra deres legitime samfundsområde ind over dele af samfundet, som kun kan opretholdes gennem kommunikation, og det er netop de områder, der før blev kaldt kultur, samfund og identitetsdannelse (ﬁg. 1.4). Det moderne samfund

Livsverden

Systemer

Kommunikation

Formålsrationel handlen

Kultur

Samfund

Personlighed

Mening

Solidaritet

Identitet

Meningstab

Anomi

Psykopatologier

Økonomi penge Borgerlig ret

Forvaltning magt Offentlig ret

Kolonialisering af livsverdenen (tingsliggørelse) Figur 1.4

Samtalen som grundprincip for fællesskaber I ethvert fællesskab fra det mindste (familien eller gruppen) til det største (samfundet) er der behov for ledelse eller styring, i den forstand at nogen skal sikre, at der tages nødvendige beslutninger. Samtalen er grundprincip for ethvert fællesskab, hvis det gælder, at alle, der berøres af beslutninger og de regler, der er led i styring og ledelse, skal have mulighed for at kunne ytre sig i den proces, som går forud for beslutningen eller reglernes fastsættelse. I vort samfund har man på alle planer forsøgt at give samtalen denne rolle. 32

Dansk 03 udg til tryk, .indd 32

Kapitel 1

07-06-2011 10:14:46

På samfundsplan er dette forsøgt gennemført med den strukturering, Habermas har kaldt den borgerlige offentlighed. Man har opdelt samfundet i to områder, en privat sfære og en offentlig sfære. I den første, som omfatter dels intimsfæren, hvor man lever sit familie- og fritidsliv, dels socialsfæren, hvor man arbejder og fordeler det fremstillede, er alle som privatpersoner frie til at søge deres interesser opfyldt. Man antager her, at alles frihed på det økonomiske område fører til, at enhver kan sikre sig og sin familie økonomisk. Og det betyder, at man så vil kunne træde ind i offentlighedssfæren som et væsen, der fri af den økonomiske kamp for tilværelsen kan udveksle erfaringer om det gode liv med de andre samfundsmedlemmer (i den del af offentlighedssfæren, man kalder den kulturelle offentlighed), for dernæst – igen i kommunikation med alle de andre – at drøfte med alle de andre, hvilke rammer der skal sættes for samlivet, hvis man skal kunne virkeliggøre det gode liv (i den anden del af offentlighedssfæren, den politiske offentlighed). De rammer, man bliver enige om i denne debat, vil så være de rammer, som statsmagten skal sørge for bliver overholdt – med administration, retsvæsen og forsvar mod ydre indblanding. På denne måde bliver den statslige magtudøvelse (den udøvende og den dømmende magt) underlagt alle samfundsmedlemmers kritik og kontrol, og dermed har man gjort kommunikationen til et grundprincip for samfundet (ﬁg. 1.5). Privat

Offentlighed Samfund

Intimsfære

Kulturel offentlighed

Socialsfære

Politisk offentlighed

Det offentlige Stat

Figur 1.5

Nu er det imidlertid tydeligt for enhver, at markedet, som organiserer socialsfæren, ikke af sig selv fører til en sikring af alle samfundsmedlemmers materielle liv. Selv om alle i princippet er lige og frie i markedssamfundet, fører markedets lovmæssigheder nødvendigvis til en koncentration af produktionsmidlerne på de fås hænder. Det betyder, at et stort ﬂertal er henvist Kommunikation

Dansk 03 udg til tryk, .indd 33

07-06-2011 10:14:47

Privat

Offentlighed Samfund

Intimsfære

Det offentlige Stat

Kulturel offentlighed Underholdning

Socialsfære

Politisk offentlighed Forretningspresse Partidannelse

Kapitalens og organisationernes magt

Statsinterventionisme Figur 1.6

til at sælge deres arbejdskraft. Der opstår helt klart et ulige magtforhold her mellem besiddende og besiddelsesløse. Det får de besiddelsesløse til at bruge deres indﬂydelse i offentlighedssfæren til at kæmpe for deres egne økonomiske interesser, og derved bliver den politiske offentlighed, i lige så høj grad som den er den rationelle kommunikations sted, et forum for magtdeling mellem grupper i samfundet. Samtidig bruger de, der besidder økonomisk magt, deres penge til at præge både den kulturelle og den politiske offentlighed, så deres private interesser tilgodeses bedst muligt. Og endelig viser det sig, at et markedssystem er præget af et krisemæssigt forløb i et sådant omfang, at der må en omfattende statsregulering til, for at markedet kan fungere. Det indebærer efterhånden en fusion mellem organisationer i socialsfæren og statsmagten. Disse tre forhold medfører, at det er så som så med den ræsonnerende offentlighed. Den får snarere karakter af en akklamativ (tiljublet) offentlighed, hvor samfundsmedlemmerne ikke for alvor bliver hørt, og hvor de beslutninger, der tages, ikke udspringer af samtale, men træffes i magtcentre, som så bearbejder samfundsmedlemmerne til at samtykke i disse beslutninger (ﬁg. 1.6).

Dansk 03 udg til tryk, .indd 34

Kapitel 1

07-06-2011 10:14:47

Ikke-verbalsproglige udtryksformer Vi har hidtil primært beskæftiget os med den form for kommunikation, som er formidlet i verbalsproget – mundtligt såvel som skriftligt. Vi har dog også nævnt, at de verbalsproglige artikuleringer af indtryk ofte er forbundet med, at noget kommer til udtryk på en kropslig måde – i gestus, minespil, kropsholdning og tonefald. Der ﬁndes altså kropslige, umiddelbare udtryksfænomener. Men det er klart, at der i kommunikationen mellem mennesker også kan indgå andre ikke-verbalsproglige udtryk, både andre former for kropslige udtryk og egentlige ikke-verbalsproglige kunstneriske udtryksformer. Sådanne udtryksformer griber vi især til, når vi forsøger at give udtryk for noget, der for alvor har gjort indtryk på os, dvs. hvor vi har oplevet og erfaret noget på en involveret måde, og det vil igen sige, når vi har været til stede med ikke blot jeget, men også med selvet. Som det fremgik af afsnittet „Identitetsdannelse gennem samtale“, er jeget den bevidste og styrende del af personligheden, mens selvet er den del af os, som drives dels af en trang til at bruge, udfolde og udvikle de sider af os, som har med det verdenserobrende at gøre, dels af en trang til at forene sig med tingene og de andre, hvilket altså har med selvhengivelse at gøre. Denne aktivt indgribende trang og trangen til selvhengivelse gør os helt og ureserveret åbne for verden, således at vi når ud til tingene og de andre i en selvforglemmende optagethed af dem. Det er som sagt i dette involverede forhold til verden, at vi især får indtryk af tingene og de andre. Og det er disse indtryk, vi gerne skal artikulere på en kropslig og æstetisk-kunstnerisk måde for at kunne blive klar over, hvad der ligger i dem. Det vil sige, at vi alle sammen, også i vores hverdagsliv, til en vis grad er kunstnerisk virksomme. Her skal vi minde om, at kunsten – i afsnittet „Tre former for fornuft“ – blev betragtet som den samfundsmæssige institution eller ekspertgruppe, som arbejder med videreudvikling og kritik af de artikuleringer af indtryk, vi fremsætter i den dagligdags kommunikation. Når vi artikulerer indtryk på en kropslig og æstetisk-kunstnerisk måde, sker der en udvikling, dels i og med at vores oplevende, sanseligt berigende forhold til verden udvikles, dels ved at vi videreudvikler vores personlighed. Det er nemlig gennem sådanne både kunstnerisk-sproglige, kropslige og andre æstetisk-kunstneriske udtryksformer, at vi kommer til større klarhed over vores livsmuligheder. Lad mig først give en nærmere beskrivelse af det sidste.

Kommunikation

Dansk 03 udg til tryk, .indd 35

07-06-2011 10:14:47

Udvikling af livsforståelse gennem kropslige og æstetisk-kunstneriske udtryksformer Det er som sagt gennem selvet og de med selvet forbundne indtryk, at vi involveres i verden. Denne involverethed indebærer, at begivenheder og møder med andre kan få afgørende betydning for os. Kun når vi er til stede med vore følelser – og er totalt eller helhjertet involverede – får det, der sker, karakter af den dybe opfyldelse af vor indre trang, som vi kalder det lykkelige, eller af det skuffende, det ulykkelige. Først da kan vi opleve kærlighedens engagement og tabets sorg. Først da kan vi opleve sejre, når vor virketrang krones med held, eller nederlag, når vi opdager, at evnen ikke slår til. Det betyder, at engagement indebærer, at der nu dukker noget op, som vi kan kalde vort livs fortællingskarakter eller fortællelighed. Kun når man involverer sig, kan livet komme til at digte med en. Kun da kan man møde en person, der bliver afgørende i ens liv, og kun da kan man rammes så hårdt, at man mærker en skæbne, at man kommer ud for noget, som man skal tage på sig og bære fremover, således som man tager sin skæbne på sig og bærer sin skæbne. Kun da kan der ske en vending i ens liv. Og kun da bliver der noget at fortælle, således at der for en selv fremstår en begyndelse (til noget afgørende, til vendingen), denne vending selv og en afslutning, som er de konsekvenser, man drager af denne afgørende begivenhed. Foruden fortællekarakteren dukker det formelement op i ens liv, som man kan kalde det symbolske. Når jeg er involveret, da oplever jeg mine omgivelser ud fra mit engagement, sådan at omgivelserne bliver farvet af min stemthed og de sindsbevægelser og lidenskaber, som opstår i mødet mellem min stemthed og begivenheder og tilskikkelser. Og dette, at omgivelserne bliver farvet af det følelsesmæssige engagement, betyder, at jeg uvilkårligt fremhæver nogle træk og ser bort fra andre, således at det ydre bliver et slags billede på min indre bevægelse, således at omgivelserne kommer til at ses som et udtryk for noget eksistentielt, bliver transparente for noget eksistentielt. Men netop disse to formelementer – fortællingen og det symbolske – er jo også helt centrale i såvel vores dagligdags kropslige og æstetisk-kunstneriske aktiviteter som i produkterne af sådanne aktiviteter, altså kunstværkerne. Det er naturligvis især i de sproglige udtryksformer og kunstværker (og igen frem for alt i romanen, novellen og dramaet), at fortællingen spiller en rolle. Men noget fortællingsmæssigt (et udviklingsforløb) ﬁndes dog også i fx musik, dans og endda i dele af billedkunsten. Det, der i litteraturen gør en fortælling til en fortælling, er ikke, at den beretter om, hvordan personer styrer deres tilværelse, men at den rummer et plot, dvs. et forløb af hændelser 36

Dansk 03 udg til tryk, .indd 36

Kapitel 1

07-06-2011 10:14:47

og reaktioner herpå, dvs. en overgang fra det lykkelige til det ulykkelige eller omvendt, fra uvidenhed til indsigt, fra stræben til nederlag eller sejr etc. Det andet element – det symbolske – er endnu mere udbredt og kan hævdes at gøre sig gældende i enhver udtryksform, der har et emotionelt indhold – dermed ikke blot i fx ﬁgurative kunstværker, men også i langt den meste abstrakte kunst. Også her er spillet af farver og former noget anskueligt, som er transparent for noget uanskueligt, noget holdnings- og stemningsmæssigt. Kropslige og æstetisk-kunstneriske udtryksformer bidrager altså til, at selvet i os udvikles: at vi bliver bedre til at give vort liv fortællestruktur og bedre til at tolke de stemte indtryk, vi modtager af vor omverden.

Udviklingen af oplevelsesevnen gennem kropslige og æstetisk-kunstneriske udtryksformer Kropslige og æstisk-kunstneriske udtryksformer beriger imidlertid ikke kun vores livsforståelse, forståelsen af vores livsmuligheder, de beriger os også gennem den udvikling af sansning, følelser og fantasi, som disse udtryksformer bygger på og aktiverer. Når vi er til stede i virkelig åbenhed for og optagethed af vores omverden, når vi er til stede ud fra selvvirkeliggørelsestrangen i os, i en verdensoptagethed, bruger vi ikke bare fjernsanserne – synet og hørelsen – til at orientere os med i situationen og til at aﬂæse, hvad der kan fremme eller hindre vore planer. Da bruger vi også nærsanserne, føle-, lugte-, smags- og temperatursansen, og også fjernsanserne rettes mere mod tingenes sansebare kvaliteter, altså mod farver, linjer, ﬂader, former, lyde og toner. Endelig begynder sanserne at samvirke med hinanden, hvorved der opstår synæstesi. Og da bliver farven blød som den mørkeblå nattehimmel, skinger, som den gule farve kan være det, varm som orange. Og samtidig begynder sansekvaliteterne at få en følelsesmæssig karakter: Den røde farve er munter, den grønne rolig og harmonisk, den violette lidt trist. Den opadgående linje i fyrrekvistene bliver opmuntrende, den nedadgående linje i hængepilens kviste bliver melankolsk osv. Det er hele denne sansemæssige rigdom, som især udtrykkes gennem billeder. Både når vi oplever billedkunst, og når vi selv er med i skabelsen af den. I denne åbenhed og optagethed skifter vi også måde at have kroppen på. Vi har ikke længere greb om kroppen – som et instrument – men hengiver os til Kommunikation

Dansk 03 udg til tryk, .indd 37

07-06-2011 10:14:47

kroppen i dens rytmiske bevægelser, gående, pendulerende med armene, indåndende og udåndende den friske luft. Og kroppens rytmer stimuleres gennem deltagelse i naturens rytmiske bevægelser: bølgeslaget, bækkens klukkende eller rislende rytme, frem og tilbage-bevægelsen i græsset, spillet mellem lys og mørke på skovbunden, den stigende og faldende susen i træernes løv osv. Og ikke mindst efterligner vi med kroppen alt, hvad der omgiver os: klintens kraftfulde stemmen sig i vejret, bølgernes kammen over, de mægtige stammers strækken sig op og ud osv. Kropslige udtryk rummer selvsagt meget ofte det efterlignende eller mimetiske – ofte i højere grad, end man er klar over – men vi ﬁnder også det efterlignende i musik, billedkunst og litteratur. Med aktiveringen af sanserne og kroppen bliver også følelserne aktiveret. Vi bliver stemt af vore omgivelser – opstemt og nedstemt. Og – som vi allerede har været inde på – oplever vi hele situationen som udtryksfuld, som transparent for noget følelsesmæssigt-eksistentielt i vores livssituation. Når vi går tur langs vandet, da bliver det udstrakte hav og den åbne himmel og horisonten, hvor de to mødes, udtryk for det oplivende, dragende, lokkende mulighedsfyldte, frie, ubegrænsede i vor tilværelse, ligesom klinten kan blive udtryk for den forbundethed med og samhørighed med de andre og med omgivelserne, vi også gerne skal have i vores liv. Vi skaber selv billedsprog og metaforer, når vi fortæller andre om noget, der har gjort indtryk på os, som er fremtrådt med en særlig ladethed. Men også gennem det udtryksfulde i kunstværkerne – såvel de litterære som de bildende – bliver vi mere opmærksomme på den selvforståelse, som er indeholdt i de ladede erfaringer, den erfaring, der har en symboliserende karakter. Endelig frigør det åbne og involverede fantasien. Når vi bliver opladt for verden, opdager vi altid nye træk ved tingene. Og det bringer nye indfald, nye tanker, nye følelser frem i os. Og da beriges vores blik på verden, og dermed dukker igen nye sider af tingene op. Samtidig gælder det, at jo mere af os selv vi har med i mødet med tingene, jo ﬂere sammenhænge og forbindelser bliver de sat ind i. Vi ser dem altså bestandig fra nye vinkler, perspektiver. De kommer ind i nye horisonter. Og al denne forvandling og knopskydning i vor opfattelse af omverdenen er jo netop det, vi forstår ved fantasi – forstået ikke som dagdrømmens ønsketænkning eller fantasteri, men som forestillingsevne, imagination, som man siger på engelsk. Denne brug af fantasien er et hovedpunkt i alle kropslige og kunstneriske

Dansk 03 udg til tryk, .indd 38

Kapitel 1

07-06-2011 10:14:48

aktiviteter. Det er fantasien, der giver kunsten dens kreative, nyskabende potentiale. De ikke-verbalsproglige udtryksformer – de kropslige og kunstneriske – griber vi altså til, der hvor noget virkelig har gjort indtryk på os, der hvor vi har oplevet og erfaret noget på en involveret måde – med alle sanser, med kroppen, med følelser og fantasi. For gennem denne involverede opleven og erfaren modtager vi indtryk, som vi kun kan klargøre for os selv og kun kan dele med andre, hvis vi kan give dem form i kropslige og kunstneriske udtryk. Og i den involverede form for opleven og erfaren får ens tilværelse form og struktur, ligesom omgivelserne bliver udtryksfulde, og igen gælder det, at vi kun kan klargøre de fortællinger, som vort liv rummer, og den mening, som det udtryksfulde giver vort liv, hvis vi griber til de kropslige og kunstneriske udtryksformer.

Anbefalet litteratur Habermas, J. (1978). Teorier om samfund og sprog. København: Gyldendal. Løgstrup, K.E. (1966). Den etiske fordring. København: Gyldendal, (kap. 1). Pahuus, M. (1993). Den enkelte og de andre. København: Gyldendal, (kap. 2 og 4).

Referencelitteratur Habermas, J. (1992). Teorien om den kommunikative handlen. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.

Kommunikation

Dansk 03 udg til tryk, .indd 39

07-06-2011 10:14:48

Denne grundbog retter sig mod faget ’dansk, kultur og kommunikation’ i pædagoguddannelsen. Efter ﬂere års erfaringer med anvendelse af bogen i den nye pædagoguddannelse er der i denne 3. udgave ud over generelle opdateringer foretaget en større revision af ﬂere af bogens kapitler. Desuden er der tilføjet to nye kapitler: ”Pædagogisk arbejde med forskellige formidlingsformer” og ”Fortællende visuelle medier – introduktion og perspektiv”. Bogens indledende kapitler introducerer og indkredser de centrale begreber kommunikation og kultur og relaterer dem til pædagogisk arbejde. Derefter udfoldes en vifte af udtryksformer og genrer som eksempler på områder inden for danskfagets mangfoldighed, der har særlig betydning i pædagogisk praksis. Tilsammen udgør bogens kapitler en helhed af både kendte og nye perspektiver, som kan danne udgangspunkt for og inspiration til udvikling af faget: kommunikation, sprogudvikling og sprogpædagogik i det moderne videnssamfund, tosprogede børn, billedkommunikation, pædagogisk arbejde med forskellige formidlingsformer, alternativ og supplerende kommunikation, kultur – begreber, analyse, praksis, kulturmøder i pædagogisk arbejde, børn og kultur, børns mundtlige legekultur, mundtlig fortælling, livshistorie som genre, børne- og ungdomslitteratur, mediekultur, fortællende visuelle medier Der er lagt vægt på, at antologien inddrager både normal- og specialområdet, og at den rummer perspektiver, der er relevante både i forhold til pædagogens dannelse og ikke mindst i forhold til børn, unge og voksne. Bogen er redigeret af Mogens Sørensen. De øvrige bidragydere er Povl Bjerregaard, Lene Brok, Cecilie Bogh, Mette Christensen, Helen Arvad Clemensen, Kirsten Drotner, Lis Faurholt, Mette Hannibal, Gunna Funder Hansen, Lars Henningsen, Beth Juncker, Vibeke Toft Jørgensen, Kjeld Kjertmann, Lars Mikaelsen og Mogens Pahuus. Bliv tilmeldt vores nyhedsservice på www.akademisk.dk