Egentlig altid mest levende

A K ADEMISK F ORL AG

EGENTLIG ALTID MEST LEVENDE – om unge og psykisk sygdom

ARNHILD LAUVENG

Egentlig altid mest levende

001-333_9788750042969.indd 1

4/12/12 10:25 AM

ARNHILD LAUVENG

Egentlig altid mest levende – om unge og psykisk sygdom

Oversat af Bjørn Nake

Akademisk Forlag

001-333_9788750042969.indd 3

4/12/12 10:25 AM

“Egentlig altid mest levende – om unge og psykisk sygdom” af Arnhild Lauveng er oversat fra norsk af Bjørn Nake efter Noe mye mer annet – ungdom og psykisk helse Copyright © Universitetsforlaget A/S 2011 Copyright for den danske udgave © 2012 Akademisk Forlag, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copy-Dans regler.

Illustrationer: Arnhild Lauveng Konsulent: Tove Bech Forlagsredaktion: Dorte Ipsen Omslag: Grazyna Schindler Tilrettelægning og sats: Pamperin & Bech Grafisk Tryk: Livonia Print 1. udgave, 1. oplag 2012 ISBN: 978-87-500-4296-9 www.akademisk.dk

001-333_9788750042969.indd 4

4/12/12 10:25 AM

Indhold

Indledning 9

1. DEL: FORTÆLLINGER OM UNGE Kapitel 1 En træt hamster 15 Om Mona, der er udmattet og arbejder for hårdt Kapitel 2 Så hurtigt, at alting står stille Om Amir, der får en ADHD-diagnose

25

Kapitel 3 Tomme skygger 37 Om Stine, der sørger Kapitel 4 Noget meget mere andet 51 Om Jeanette, der lider af angst og ikke tør gå i skole Kapitel 5 Pardans for en 61 Om Armughan, Jeanettes kæreste Kapitel 6 Skitse til et udkast til en kladde Mere om Jeanette, der begynder i terapi

71

Kapitel 7 Udenfor 81 Om Mia, Jeanettes veninde INDHOLD

001-333_9788750042969.indd 5

· 5

4/12/12 10:25 AM

Kapitel 8 Flodoraffen 91 Om Per-Morten, der har det svært i skolen og med selvtilliden Kapitel 9 Sommerfuglediagrammerne 101 Om Thea, der har en spiseforstyrrelse Kapitel 10 Melodien, der fortsætter 115 Om Peter, der er alvorligt deprimeret og har selvmordstanker Kapitel 11 En anden historie 131 Mere om Peter og om, hvordan han har haft det tidligere Kapitel 12 Egentlig altid mest levende 141 Om Charlotte, der har en personlighedsforstyrrelse Kapitel 13 Spejlbilledet af en skygge, set gennem glas Om Kristian, der får en psykose

153

Kapitel 14 Ensom som en ostehøvl 163 Om Ida, Kristians søster Kapitel 15 Sort og hvidt – bliver gråt 175 Om Therese, der har tvangstanker og tvangshandlinger Kapitel 16 Verdens stærkeste mus 187 Om Emma, der har en mor, som er psykisk syg Kapitel 17 Firkantede klodser, runde huller Om Joakim, der føler sig så anderledes

6 ·

201

INDHOLD

001-333_9788750042969.indd 6

4/12/12 10:25 AM

2. DEL: NOGLE FAKTUELLE OPLYSNINGER Kapitel 18 Hvad er psykisk sygdom 215 Lidt om, hvad psykisk sygdom kan være – og hvad det ikke er Kapitel 19 Om at få hjælp 231 Lidt om, hvor du kan få hjælp, når du har problemer, hvori hjælpen kan bestå, og hvordan du kan klage Kapitel 20 Helt, helt hemmelig 249 Om tavshedspligt Kapitel 21 Tag en pause 263 Hvordan er det at blive indlagt?

Kapitel 22 Lidt om medicin 275 Hvad er det vigtigt at vide om medicin for psykiske lidelser?

Kapitel 23 Grib fat! 285 Hvad kan du selv gøre for at få det bedre?

Kapitel 24 Når forældre er psykisk syge 297 Om noget af det, der kan være vanskeligt, når forældre er psykisk syge Kapitel 25 Når søskende, venner eller kærester er syge Når en, du står nær, bliver psykisk syg

311

Kapitel 26 Går det godt? 323 Om mulighederne for at blive helt rask igen

INDHOLD

001-333_9788750042969.indd 7

· 7

4/12/12 10:25 AM

001-333_9788750042969.indd 8

4/12/12 10:25 AM

Indledning

Livet er ofte temmelig svært. Der sker ting, som ikke burde være sket. Folk gør ting, de ikke skulle have gjort. Nogle gange gør det mere ondt at være menneske, end vi egentlig kan klare.

Langt de fleste af de problemer, du oplever som ung, går over af sig selv.

Kærlighedssorger. Lange skoledage og anstrengende prøver. Skænderier med forældre. Konflikter med venner, mennesker der svigter, lyver og ikke er til at stole på. Ting, du så gerne ville være med til eller opnå, men som ikke er, som du havde forestillet dig. Det kan gøre forfærdelig ondt, mens det står på, men efter nogle timer, dage eller uger er det overstået. Men så er der nye problemer, der dukker op – desværre. Heldigvis sker der behagelige ting indimellem! Sådan er det at leve. Der sker nogle meget vanskelige ting – og nogle gode.

Men af og til tager problemerne magten fra en. Vi kan opleve ting, der er så ubehagelige og så farlige, at de ikke går over af sig selv. Andre gange har du det selv så forfærdelig dårligt i lang tid – uden at du ved hvorfor – at du ikke længere er i stand til at gøre de ting, du plejer at gøre, som for eksempel at gå i skole eller være sammen med dine venner. Det ubehagelige går ikke over, selv om du taler med dine forældre, venner eller andre du stoler på – eller måske kan det slet ikke lade sig gøre at tale med nogen om det, der gør ondt – og det bliver også en del af problemet. Her er der brug for mere hjælp.

Denne bog handler om psykisk sundhed. Ligesom den fysiske sundhedsINDLEDNING

001-333_9788750042969.indd 9

· 9

4/12/12 10:25 AM

tilstand kan være god eller dårlig, kan den psykiske sundhedstilstand også være god eller dårlig. Første del af bogen består af fortællinger om unge, og mange af (men ikke alle) disse unge har det psykisk temmelig dårligt, når vi møder dem. De har oplevet ting, der har gjort dem syge, eller de har det blot frygtelig dårligt, uden at de helt ved hvorfor, eller hvad de skal gøre ved det.

Historierne er ikke hentet fra virkeligheden – Peter, Jeanette, Thea og de andre eksisterer ikke rigtigt. Jeg har ikke mødt netop disse unge, men som psykolog har jeg mødt rigtig mange unge, der ligner dem, unge, som har oplevet ting, der minder om det, de oplever, og som har tænkt tanker, der ligner dem, de tænker. Derfor ved jeg, at alle disse historier kunne have været sande, og at mange unge har historier, der ligner disse.

I bogens sidste del finder du en lang række faktuelle oplysninger – om psykisk sygdom, om hvem der kan hjælpe, når du får problemer, om tavshedspligt og om meget andet. Det, der står her, er selvfølgelig sandt – det er fakta. Alligevel er det ikke sikkert, at alt det, der står her, stemmer overens med det, som netop du har oplevet og erfaret. Sundhedssystemerne i Danmark er organiseret ret forskelligt, og de tilbud, der findes netop dér, hvor du bor, kan adskille sig fra dem, jeg beskriver, selv om nogle ting stort set vil være de samme over hele landet.

En meget vigtig ting: Når man skal skrive en bog, er man altid nødt til at træffe nogle valg. Et af de sværeste valg, jeg har skullet træffe, da jeg skulle skrive denne bog, var, om jeg skulle forholde mig til verden, som jeg ønsker, at den skal være, eller som den faktisk er. De, der har læst de andre bøger, jeg har skrevet, ved, at jeg har ret ‘blandede’ og i virkeligheden temmelig dårlige erfaringer med sundhedsvæsenet. Som psykolog har jeg mødt mange andre mennesker, der har lignende erfaringer, både blandt mine egne patienter og blandt alle dem, jeg har mødt, når jeg har undervist og holdt foredrag rundt omkring. Som sundhedsperson ser jeg meget tydeligt, at selv om meget er godt, og mange får hjælp, er der stadigvæk vældig meget, som overhovedet ikke fungerer, meget som går helt galt for patienter og pårørende, og som det er vigtigt, at vi fortsat arbejder på at forandre og forbedre.

10 ·

INDLEDNING

001-333_9788750042969.indd 10

4/12/12 10:25 AM

Personligt mener jeg, at vi i sundhedsvæsenet er lidt for hurtige til at tænke ‘sygdom’ – som er et ord, jeg egentlig ikke bryder mig om, og som jeg i mange sammenhænge gerne ville have skiftet ud. Jeg synes også, at der kan blive for meget fokus på diagnoser. De kan nogle gange være nyttige, men andre gange kan de forhindre os i at se, hvad folk egentlig kæmper med, og kan føre til fordomme og stigmatisering. Jeg har mødt mange, der har haft gavn af medicin, men jeg har også mødt mange, der mener, at der bruges alt for meget medicin, at folk får medicin for hurtigt, og at det er alt for svært at få god, medicinfri behandling for dem, der ønsker det. Jeg ved, at der er mange fremragende sundhedspersoner med udmærkede holdninger.

Jeg kender mange af dem, har mødt mange af dem og har talt med deres patienter. Men jeg ved også, at der stadig er sundhedspersoner, der har problematiske holdninger, og som ikke ved nok, ikke kan nok og ikke interesserer sig nok for deres patienter til at udføre et tilstrækkelig godt job. Dem har jeg også mødt – og deres patienter.

Jeg ved, at mange mennesker får god hjælp i sundhedsvæsenet. Det ved jeg, fordi jeg har mødt disse mennesker, har talt med dem og hørt deres historier. De siger, at de ikke ville have været i live, eller at de stadig ville have haft det frygtelig dårligt, hvis de ikke havde fået hjælp, da de havde brug for den. Det er jeg ikke i tvivl om. Jeg har også mødt mennesker, der siger, at “Ja, jeg havde det dårligt og svært, men mødet med sundhedsvæsenet var ikke til nogen hjælp, tværtimod, jeg blev endnu mere syg, og den hjælp, de gav mig, har givet mig sår og skader, som jeg kommer til at leve med i lang tid”. Det tror jeg også på. Jeg har selv oplevet lidt af begge dele. Jeg ved, at jeg havde brug for hjælp, da jeg selv var syg, og efter nogle år fik jeg også en hjælp, der var til gavn for mig, men inden da oplevede jeg megen ‘hjælp’, som var til mere skade end gavn. Så kompliceret og sammensat er verden.

Derfor har jeg netop nu og i netop denne bog forsøgt at beskrive, hvordan nogle unge har det, hvordan sundhedsvæsenet kan fungere, og hvordan du kan få hjælp, uden i så høj grad at problematisere alt det, jeg ville ønske var anderledes. De unge, vi møder i første del af bogen, oplever egentlig, at de INDLEDNING

001-333_9788750042969.indd 11

· 11

4/12/12 10:25 AM

får hjælp, og de møder nogle dygtige sundhedspersoner. Det er en del af virkeligheden. Mange unge, der har det svært, oplever netop, at de bliver imødekommet og får god hjælp. Det er sådan, det skal være. Andre oplever noget helt andet: At de ikke får hjælp, eller at den hjælp, de får, ikke passer til dem, eller at den er til mere skade end gavn. Og nogle tænker – og det kan jeg også tænke indimellem – at det, vi i dag opfatter som ‘god hjælp’, kunne have været meget bedre og have været gjort på helt andre måder. Det kan vi arbejde for at forandre.

I bogens sidste del står der også meget om, hvordan ting skal fungere, hvordan det er meningen, at det skal fungere. Og der står meget om, at du har ret til at klage, hvis du ikke oplever, at tingene er, som de burde være.

Det er meget vigtigt!

Verden er sammensat og kompliceret. Hvad der er godt for nogle, er skadeligt for andre, og det er en evig balancegang mellem at forandre det, der skal forandres, og bruge det, vi trods alt kan have gavn af, selv om det måske ikke er perfekt. Indtil vi får ændret det, vi ikke er tilfredse med, så det bliver endnu bedre og til endnu større gavn. For det er trods alt muligt at få hjælp, når man har det vanskeligt. Og det er muligt at få det bedre, selv om alt ser ud, som om det er håbløst. Det ved jeg. Helt sikkert!

12 ·

INDLEDNING

001-333_9788750042969.indd 12

4/12/12 10:25 AM

1. DEL FORTÆLLINGER OM UNGE

001-333_9788750042969.indd 13

4/12/12 10:25 AM

14

DEL 1 FORTELLINGER OM UNGDOM

14 路

001-333_9788750042969.indd 14

4/12/12 10:25 AM

Kapitel 1

En træt hamster Om Mona, der er udmattet og arbejder for hårdt

Der er ikke noget galt. Egentlig ikke. Hun har det godt, det ved hun. Det går okay i skolen, ikke godt, men okay. “Stabil,” siger læreren, “du er stabil, du laver det, du skal, du tager ansvar, du arbejder godt.” Og han smiler glad til hende og går videre. “Stabil,” siger Petersen også. Han er chef i den butik, hvor hun arbejder ekstra i weekenderne og ferierne og nogle gange også efter skoletid. “Du er en af de mest stabile og pålidelige skoleelever, jeg har haft med at gøre,” siger han og smiler. “Jeg ved, at jeg kan stole på, at du ikke svigter.” Og han sender hende et hurtigt smil, før han haster videre til noget af alt det andet, der venter på ham.

Hun har også venner. Hun er måske ikke den første, de ringer til, hun er måske ikke festens midtpunkt, men hun bliver inviteret. Hun er ikke udenfor. “Det er så godt, at du er der,” siger de, hendes veninder, og hun ved, at de stoler på hende, at hun er den, der altid hører på deres kærlighedssorger og problemer hjemme, den der har tid til at lytte, som ikke sladrer, men som bare er der. Rolig – og til at stole på. Hun er ikke smuk. Men heller ikke grim.

Hun træner hver uge. Tidligere dyrkede hun langrend, ikke bare det sædvanlige med at stå på ski, nej, hun var aktiv. Hun var til stævner, tog på træningslejre, deltog i konkurrencer. Hun vandt også præmier, men aldrig de W SOLTØRST EN TRÆT HAMSTER

001-333_9788750042969.indd 15

· 15

4/12/12 10:25 AM

største og ikke i de vigtigste konkurrencer. Hun kunne godt lide det. Der var et fællesskab, men hun var aldrig villig til at satse alt. Det var godt, men ikke det vigtigste. Efterhånden som de blev ældre, måtte de vælge. De, der var rigtig gode og villige til at satse meget, fortsatte – de andre holdt op. Hun holdt op. Men hun træner stadig, alene, går i skoven, jogger om sommeren, finder skiene frem om vinteren, men alene nu. Ikke for at opnå andet end at holde sig i form.

Hendes tøj er aldrig det vildeste eller mest seje, men det er acceptabelt.

Hun har haft kærester, ikke så længe, og ikke lige nu, men hun er ikke nogen særling. Hun kan sagtens være sammen med drenge, blive forelsket i dem, mærke varmen. Men så heller ikke mere. Der er kun tale om varme, ikke den brændende ild, som veninderne taler om, ikke den glohede, røde flamme, som hun selv – svagt – husker fra tidligere.

Mona ved ikke, hvordan det vendte, eller hvornår det vendte, eller om der i det hele taget er noget, der egentlig har forandret sig. Hvis nogen spurgte hende, hvad der var galt, ville hun ikke kunne svare. Ingen er onde mod hende, der er ikke noget, der egentlig er galt. Og samtidig er det hele galt.

Hun kan huske, at det engang var anderledes. At hun engang følte sig levende, sådant helt ind i kernen – at hun følte, hvordan det boblede og levede og sydede inde i hende. Vred, trist, lykkelig, trodsig, fornærmet, oprørsk, lattermild, glad, fortvivlet. Hun vågnede om morgenen og ville noget. Glædede sig. Var bange for noget. Ønskede. Nu vågner hun bare – og ved, hvad hun skal lave den dag. Gå i skole. På arbejde. Til træning. Læse lektier. Møde Karen. Eller Susanne. Eller Beate. Og hun står op, klæder sig på og tager af sted. Hun gør det, hun skal, og hun har ikke noget imod det. Måske kan hun også godt lide det. Men det bobler aldrig. Det syder aldrig. Det er, som om hun er helt indtørret, og der ikke længere er nogen kilde, der kan boble eller syde. Hun har ikke noget at klage over. Der er ikke noget, hun ønsker at forandre. Hun har det egentlig godt. Men det hele føles bare tomt. Og i virkeligheden lidt meningsløst.

Af og til, ja, stadig oftere, tænker hun “Er det det hele?”. Er det sådan, det 16 ·

KAPITEL 1

001-333_9788750042969.indd 16

4/12/12 10:25 AM

skal være? Bare arbejde og slide og stå op og gå i seng og stå op igen. Er det livet? Og så skammer hun sig, for hun har hørt så mange betroelser fra så mange venner. Hun ved, hvor meget de kæmper. Med troløse kærester, med dårlige resultater i skolen, med forældre der bliver skilt, med alt muligt. Hun ved, hvor mange der har det vanskeligt og slemt. Hun har det ikke dårligt.

Hun har al mulig grund til at være glad, hun har ikke noget at klage over. Og derfor klager hun heller ikke. Hun står op om morgenen. Hun går i skole. Og til træning. Og på arbejde. Og til fester. Laver lektier. Og husarbejde. Møder venner. Hun klager ikke. For hun har ikke noget at klage over.

“Måske er jeg bare egoistisk,” tænker hun. Selvoptaget. Hun hører et radioprogram om det moderne menneskes ensomme jagt efter egen lykke, og hvordan vi mister meningen i tilværelsen i vores optagethed af egen succes.

Derfor melder hun sig til frivilligt arbejde. Fejer sne, indtil sneen smelter. Så slår hun i stedet græs. Går på indkøb. Følger et par gamle damer til lægen, men det sker ikke så tit. De foretrækker at blive ledsaget af en, der kører bil, og det gør hun jo ikke. Det hjælper egentlig ikke så meget at have hende med i bussen eller taxaen, det kan hun godt forstå, så hun holder sig til de praktiske opgaver. Bærer brænde ind, river blade sammen, henter receptfri medicin på apoteket. Det går helt fint.

Men hun føler ingen glæde, hun oplever aldrig bruset i årerne, hun er mere tør end nogensinde. Men det kan hun i hvert fald ikke sige til nogen.

Det gør hende bange. Hvad er hun egentlig for et menneske, der ikke føler glæde ved at hjælpe mennesker, der har brug for hende? Det kan hun ikke sige til nogen. Hun ønsker ikke, at nogen skal vide, hvor forhærdet hun i virkeligheden er, og det gør de nok heller ikke. Ragnhild, der er leder af frivilligcentret, er tilfreds med hende, hun siger, at det er meget fint med en ung, som er til at stole på, og det er jo godt. Hun fortsætter med at hjælpe, og da fru Hansen, som hun har købt ind for nogle gange, bliver indlagt på hospitalet, spørger Ragnhild, om hun kunne tænke sig at passe fru Hansens hund i en uges tid. “Sådan noget gør vi jo egentlig ikke,” siger Ragnhild, “men fru Hansen har nok ikke råd til en hundepension, hun har ingen slægtninge, der EN TRÆT HAMSTER

001-333_9788750042969.indd 17

· 17

4/12/12 10:25 AM

kan passe hunden, og du ved jo, at hun er glad for den, så det ville være synd at aflive den bare på grund af den ene uge … Så hvis du tror, du kunne gøre det?” Og det tror Mona. Selvfølgelig.

Derfor står hun op tre kvarter tidligere end normalt, låser sig ind hos fru Hansen og lufter Rufus, inden hun skal i skole. Hun opgiver træningen for at jogge med Rufus efter skoletid, og hun supplerer med en aftentur, før hun skal i seng. Det går fint. Rufus er en sød hund, og når han slikker hende i ansigtet, føler hun af og til en blød varme indeni, og hun tænker, at nu, nu, nu sker det måske, at jeg bliver levende igen. Men så bliver varmen kold igen, og den vante tomhed fylder hende. Hun er ikke rigtigt et menneske. Hun er ikke rigtig glad. Og værre endnu – hun bliver ikke rigtig glad for nogen. Hun er bare en tom og falsk maskine. Men hun passer da i hvert fald sit arbejde, og ingen lægger mærke til noget.

Fru Hansen kommer hjem fra hospitalet, og Rufus er overlykkelig. Han hopper og hyler og logrer fra ører til halespids og må vise sin bold og sit kødben og slikke fru Hansen og logre endnu mere og løbe vildt rundt om sig selv i én lang lykkelig dans. Mona står stille og ser på. Sådan er det måske, tænker hun, at være helt, helt levende. Hun smiler og føler sig på samme tid trist til mode, det er som en sorg over noget, hun havde engang – hun ved ikke, hvor hun har mistet det, og hun aner ikke, hvor hun skal lede for at finde det igen. Nu da fru Hansen er hjemme igen, tager hun selv ansvaret for Rufus.

Hun fodrer ham og lukker ham ud i haven om morgenen og om aftenen.

Men Mona kommer stadig forbi hver eftermiddag for at gå en rigtig tur med ham. Det er fru Hansen endnu ikke stærk nok til selv at gøre.

En dag, hvor de kommer tilbage fra parken, inviterer fru Hansen hende indenfor. Hun har bagt vafler og lavet kakao. Det regner – en kold, sur novemberregn – og vaflerne dufter af varm sommer. Alligevel må hun sige nej tak. “Beklager,” siger hun, “det skulle du ikke have gjort, det ser dejligt ud, men jeg har virkelig ikke tid.” Og det har hun ikke. “Det er helt i orden,” siger fru Hansen, “jeg kan godt lide at bage vafler. Jeg gør det igen en anden dag.” Og det gør hun, men Mona har heller ikke tid den dag. Og heller ikke 18 ·

KAPITEL 1

001-333_9788750042969.indd 18

4/12/12 10:25 AM

næste gang. Det begynder at blive pinligt. Fru Hansen tror måske, at hun ikke vil, bliver fornærmet eller såret eller sådan noget, og det ville være kedeligt. Så Mona forklarer, at hun gerne vil komme på besøg en dag, men det er lidt svært at finde tid, og i dag kan det ikke lade sig gøre, fordi hun skal nå at købe ind for Gundersen og hente medicin til Monsen, og så har hun lovet at ringe til Kaja, som er ked af det, fordi Marita har set, at Morten har noget for med en anden, selv om han og Kaja er kommet sammen i evigheder, og så skal hun læse lektier, fordi de skal have prøve på fredag. Men gerne en anden dag. Måske kunne de aftale en tid? Næste onsdag for eksempel, hvor hun har en hel time efter turen med Rufus og inden aftenvagten i butikken, og hvis hun ved det på forhånd, kan hun få ekstra lektier fra hånden i weekenden.

Fru Hansen bliver stående helt stille på trappen og bare ser på hende. Hun siger ikke et ord, og Mona bliver urolig. Nu har hun gjort det igen, været uhøflig, fornærmet nogen, ikke været imødekommende, og hun bliver ked af det. Det var ikke hendes mening at såre fru Hansen, men hun har bare ikke tid nu! Endelig taler fru Hansen. “Du altforbarmende,” siger hun. Og så igen: “Du altforbarmende. Jeg vidste ikke, at de havde sendt en hamster til at lufte min hund. Hvad siger du, Rufus, vidste du, at du er blevet luftet af en hamster i alle disse uger?” Mona står forvirret og ser på hende. Nok er fru Hansen gammel og nok har hun været syg, men hun har da aldrig oplevet, at hun har været helt tosset før. “En hamster? “ siger hun forvirret. “Ja, min pige,” siger fru Hansen varmt, “så vidt jeg ved, er det kun hamstere, der løber sådan rundt i deres hjul, som du siger, at du gør. Rundt og rundt, uden ophør, uden at vide hvorfor, uden at nyde det, bare løbe, om og om igen.”

Hun smiler, og stemmen er varm og blød og sød, og det bevirker, at ordene gør lidt mindre ondt. Men kun lidt. For de svider alligevel.

Mona siger undskyld og går. Hun skal virkelig gå nu, hvis hun skal nå apoteket, inden det lukker. Hun når det. Og indkøbsturen. Og lektierne.

Og hun lytter til Kajas fortvivlede jammer over Morten – ligeså tålmodigt som sædvanligt, men måske lidt mindre opmærksomt. Hele tiden svirrer fru EN TRÆT HAMSTER

001-333_9788750042969.indd 19

· 19

4/12/12 10:25 AM

Hansens ord rundt inde i hovedet på hende. En hamster. Hun er blevet til en hamster i hamsterhjul, altid på farten, altid på vej mod ingenting, altid i bevægelse samtidig med, at hun aldrig kommer nogen vegne. Hun kan ikke lide tankerne og skubber dem væk, mens hun finder sine lektier frem. Hun er da ikke nogen hamster. Hun er stabil, dygtig, pligtopfyldende. Det siger alle, og fru Hansen er bare en gammel dame, der lige har været syg. Hun vil måske blot have selskab og blev nok bare såret. Mona må bringe det i orden i morgen. Og der er ingen grund til at tage sig af, hvad sådan en gammel dame siger.

Næste dag, da Mona kommer for at hente Rufus, er hun lidt nervøs for, at det vil blive lidt ubehageligt. Hun har næsten lyst til at lade være med at komme, men synes heller ikke, at det går an. Rufus har jo brug for sin tur.

Og det går udmærket. Fru Hansen er lige så venlig, som hun plejer at være, og siger ikke noget om det, der skete dagen før. Rufus er parat til at gå tur.

Det er han altid. De går hen til det lille stykke skov bag ved legepladsen.

Der er sjældent nogen der så sent om eftermiddagen, og så kan hun slippe Rufus løs. Det kan han så godt lide. Han suser af sted i fuld fart, henter en pind, lægger den logrende foran hende, ser glad på hende, vil lege, og når hun giver efter og kaster pinden, styrter han af sted, så grus og blade hvirvler op bag ham. Og så er han og pinden der igen, klar til en ny omgang. Og endnu en. Det er hende, der må afbryde. Rufus ville gerne være blevet der hele aftenen, hvis det var op til ham, men de må hjem, hun skal nå at træne bagefter og lave lektier.

Ugen efter blæser det iskoldt hver dag. Mandag. Og tirsdag. Og onsdag.

Hun fryser, når hun er på vej til skolen, når hun lufter Rufus, når hun går ærinder, jogger og går hjem fra butikken. Hun føler, at hun er stivfrossen og grå og forblæst langt ind i sjælen, og det føles, som om hun aldrig nogensinde vil blive varm igen. Og selv om hun træner og spiser sundt og lever regelmæssigt og næsten ikke går til fest, er hun træt, bare træt.

Torsdag morgen føler hun, at hun ikke kan holde det ud mere. Men hun er ikke syg, der er ikke den mindste antydning af feber, så hun står op, klæ20 ·

KAPITEL 1

001-333_9788750042969.indd 20

4/12/12 10:25 AM

der sig på og begynder at gå i retning af skolen. Bare hun ikke havde været så træt. Der er jo egentlig ikke noget galt, og samtidig er alting galt. Hun har det jo så godt, og alligevel føles hele livet bare meningsløst.

Hun husker Rufus’ varme tunge mod sin kind, da han ville lege mere, mens hun var nødt til at gå videre. Vaflerne, der duftede af sommer, men som hun ikke nåede at smage på. Og hun husker noget andet: Et malesæt, der har ligget inderst i skabet længe. Hun malede engang, da hun var lille, men hun holdt op, for hun var ikke god, og det ville ikke blive til noget, og det var ikke nyttigt, og det førte ingen vegne hen. Hvad er meningen med at male, når hun alligevel aldrig bliver kunstner? Hvad er meningen med at lege mere med Rufus, når han har fået den tur, han har brug for og har fået tisset af, eller komme indenfor og spise vafler, når fru Hansen ikke har brug for hendes hjælp? Hvad er meningen med alt, der ikke er nyttigt, som ikke giver resultater, og som ikke fører nogen vegne hen?

Men hun føler samtidig, dybt inde i sig, at noget af den gamle trodsglædesfyldte smerte begynder at dunke. Det er hamstertanker, det føler hun, tanker, der kører i ring, tanker, der driver hende videre i cirkler, uden pause, uden mening, uden glæde. Hun har engang haft andre tanker. Tanker, der gav hende udsyn og energi. Tanker, som gav hende lov til at pjatte og le og græde og dumme sig helt uden at tænke på, om det var nyttigt eller rigtigt eller ansvarsbevidst. Tanker, der gav hende lov til at tage imod, ikke bare give.

Lov til at lege, ikke kun til at være dygtig.

Hun kan se skolen nu, og hun føler med hele sin krop, at hun ikke vil derhen i dag. Alligevel går hun videre. Hun kan jo ikke bare pjække, ikke hun, hun gør jo altid, altid, og helt uden undtagelse det, hun skal gøre. Og ja, disse nye tanker er vigtige, og hun skal gøre noget med dem, hun skal gøre noget, der ikke er nyttigt eller vigtigt, hun kan godt se, at hun har brug for det, men ikke nu – det har hun ikke tid til. Men hun skal gøre det. Måske på fredag, eller nej, der har hun lovet at hjælpe Karen med at finde noget tøj til festen i næste uge, men lørdag eftermiddag, efter butikken, så skulle det nok kunne lade sig gøre. Hun går videre, og for hvert skridt føler hun, at livet i EN TRÆT HAMSTER

001-333_9788750042969.indd 21

· 21

4/12/12 10:25 AM

hende blegner, og den meningsløse tomhed bliver stærkere og vokser. For hvad er egentlig meningen med noget som helst? Hun er så træt.

Og pludselig forstår hun det. Hun kan ikke planlægge spontaniteten og glæden og legen. Det er ikke muligt. Planlagt spontanitet kan aldrig være spontan, og leg på passende tidspunkter, fordi hun har brug for det, og fordi det er fornuftigt, det er ikke leg – det er bare endnu mere præstation. Trods, der er anbragt i passende kasser for at gøre hende i stand til at yde mere, er ikke trods, men underkastelse. Og lige nu vil hun hverken være dygtig eller ordentlig. Lige nu vil hun have vafler og hjemmelavet jordbærsyltetøj, der smager af sommer.

Hun ved, hvor de vafler findes, og det er ikke i skolen. Derfor vender hun om. Det er allerførste gang, hun virkelig pjækker fra noget, helt uden nogen fornuftig grund. Det er ufornuftigt og usundt og ulovligt og upålideligt, og for hvert skridt føler hun, hvordan den gode, glade, uordentlige trods ånder lykkeligt inde i hende. Som om den har været lukket inde længe og nu endelig får luft. Det, hun gør nu, er egentlig bare dumt. Og derfor er det helt, helt rigtigt. Og hun ved, at Rufus vil være helt enig med hende.

22 ·

KAPITEL 1

001-333_9788750042969.indd 22

4/12/12 10:25 AM

001-333_9788750042969.indd 23

4/12/12 10:25 AM

24

001-333_9788750042969.indd 24

4/12/12 10:25 AM

Kapitel 2

Så hurtigt, at alting står stille Om Amir, der får en ADHD-diagnose

Amir er den allerhurtigste. De andre er så langsomme. Og kedelige. Når Amir vil gøre noget, skal det ske hurtigt, hurtigt, hurtigt – det skal ske nu.

Men det forstår de andre ikke. De er så langsomme. De tænker langsomt, og de bevæger sig langsomt.

Når Amir spørger, om de skal spille fodbold, og de andre svarer, at det kan de godt, så betyder det for Amir, at de skal spille fodbold nu. Omgående. Derfor løber han ud af klasseværelset og snupper bolden, der ligger ude i gangen, og løber ud på fodboldbanen og begynder at trylle med bolden. For de andre må jo komme, de sagde jo, at de ville spille! Men de kommer ikke, og de kommer stadig ikke, og Amir bliver ked af det og sur, for det er for dårligt, at de ikke kommer, når de sagde, at de ville komme. Så han forlader fodboldbanen og er vred. Og fordi han er vred, og fordi de ikke skal spille alligevel, og fordi de andre bare snød ham med det, de sagde, så kyler han af al kraft bolden op på taget af gymnastiksalen. Han håber næsten, at han rammer et af vinduerne højt oppe, men det gør han ikke. Bolden passerer vinduer og gymnastiksal og lægger sig pænt til rette på taget. Det har de fortjent, når de narrer ham sådan. De har jo heller ikke brug for nogen bold, når de ikke skal spille.

Men så kommer de andre alligevel traskende ud af døren. De smiler til Amir og ler, som om intet var galt. Og de spørger ham, hvorfor han bare forW ORKANENS ØJE SÅ HURTIGT, AT ALTING STÅR STILLE

001-333_9788750042969.indd 25

· 25

4/12/12 10:25 AM

svandt på den måde? Forsvandt? De skulle jo spille. Det havde de jo aftalt!

Husker de ikke noget? Men de andre kigger bare på ham og siger, at jo, naturligvis kan de huske det, men det havde faktisk ikke ringet ud endnu, og de var jo nødt til at vente, til Tove sagde, at de kunne gå, og så skulle de jo også have noget tøj på, for det er ikke sommer længere, det er ret koldt – fryser han ikke? Og hvor er bolden? Tog han den ikke med sig? Først da opdager Amir, at, jo, han fryser faktisk. Han fryser temmelig meget uden jakke og hue og vanter – og det hænger stadig alt sammen i gangen. Eller også tog han det med ind i klasseværelset. Det kan han ikke rigtig huske. Men under alle omstændigheder har han det i hvert fald ikke på sig. Og han fryser. Det mærker han nu.

Men de andre interesserer sig ikke længere for Amirs tøj, de interesserer sig for bolden, klassens bold, den tog han jo med sig ud? Hvor er den nu?

Og så kommer Amir også i tanker om bolden. Den der ligger oppe på taget.

Han spekulerer et øjeblik på, om han skal finde på en løgn og sige, at han ikke ved, hvor bolden er, eller at der pludselig kom nogen og tog den fra ham, men det ville ikke nytte noget. Det ved han. De så, at han tog bolden med, og de andre havde ikke fået frikvarter, da han gik ud – så hvem skulle have taget den fra ham? Derfor siger han det, som det er. Han har ikke noget andet valg. “Bolden ligger oppe på gymnastiksalens tag,” siger han, så roligt han kan. “I ville jo ikke spille alligevel, og så havde vi jo ikke brug for den.”

Han forsøger at smile, men det hjælper ikke noget. De bliver vrede alligevel.

Siger, at han er tosset og dum og skør og idiot – kun en idiot ville kaste deres egen bold op på taget! Andres bolde måske, men deres egen! Og det med, at de ikke kom – de er her jo, de kom, da de havde fået overtøj på. Og så ser de på ham, og Amir føler i hele sin krop, at de har ret. At han er dum. Og kold, fordi hans tøj er inde, mens han er ude. De får heller ikke spillet fodbold, fordi bolden ligger oppe på taget. Det hele er bare dumt. Og Amir er den dummeste af dem alle. Selv om han ikke mente, at han var dum, bare hurtig.

Da timen begynder igen, bliver der mere ballade. Tove taler strengt til ham, fordi han løb ud, før timen var forbi. Hun siger, at han skal lære at sid26 ·

KAPITEL 2

001-333_9788750042969.indd 26

4/12/12 10:25 AM

de stille og vente på besked. Men hun siger ingenting om, hvordan han skal lære det. Når de skal lære noget andet, brøkregning eller grammatiske regler, så siger hun, hvordan de skal gøre det, hun forklarer og viser dem, hvad de skal gøre og giver dem eksempler og opgaver. Alligevel lykkes det ikke altid for Amir, men han forsøger i hvert fald. Og Tove siger aldrig, at “I skal lære jeres grammatik” uden først at vise et eksempel på hvordan. Sådan noget siger hun kun til ham: At han skal lære at sidde stille. Og høre efter. Og tænke sig om. Det siger hun også nu, da de andre fortæller om bolden på taget: At han skal tænke sig om. Og ikke være så hurtig. Han hører, at hun siger det.

Hun har sagt det så mange gange før. Men han ved ikke, hvordan han skal gøre det, for han er jo hurtig. Han har altid været hurtig. Det er lige så normalt for ham at være hurtig som det er for de andre at være langsomme. Af og til ville han ønske, at Tove og andre voksne også kunne sige sådan til de andre: “Nu skal I holde op med at være så langsomme!” kunne de have sagt.

“Kan I ikke sætte farten lidt op? Er det nødvendigt at tænke så meget hele tiden, kan I ikke komme i gang og gøre noget?”

Men det er der selvfølgelig ingen, der siger. For det er godt at tænke sig om. Så bliver det rigtigt. Man går ikke ud, før det har ringet ud, man husker sit tøj, og bolden havner ikke oppe på taget af gymnastiksalen. Det er den rigtige måde at gøre det på. Amirs måde er forkert. Han er alt for hurtig.

Men han ved ikke, hvordan han skal være anderledes. Han har altid været hurtig. Da han var lille, havde han altid blå mærker over det hele, fordi han altid snublede over noget eller over nogen eller faldt ned af noget. Trapper for eksempel. Eller fortovskanter. Eller stole. Men selv om han var så hurtig, så lærte han ikke at cykle, før alle de andre for længst havde lært det.

Og da han endelig lærte det, fik han næsten ikke lov til at cykle nogen steder hen, fordi hans mor sagde, at han ikke passede på bilerne, og fordi han cyklede alt for hurtigt. Han faldt også nogle gange på cyklen, heldigvis ikke foran en bil, men efter at have cyklet ned ad en lang bakke uden at bremse og efter at have prøvet, om han kunne hoppe med cyklen over Peters cykel på samme måde som stuntmænd på motorcykel.

SÅ HURTIGT, AT ALTING STÅR STILLE

001-333_9788750042969.indd 27

· 27

4/12/12 10:25 AM

Det gik ikke. Amir brækkede armen, og Peters cykel blev ødelagt. Hans mor og far skældte ikke så meget ud, selv om de måtte betale for Peters cykel – de syntes vel, at det var synd for ham, fordi han havde så ondt i armen.

Men de sukkede tungt og ofte og sagde, at nu måtte han begynde at tænke sig om. Og det vil han. Virkelig. Han er ked af det, når der sker sådan noget, når ting bliver ødelagt eller ender det forkerte sted eller vælter, eller når han har glemt noget vigtigt, eller talt, når han ikke skal tale, og de voksne bliver kede af det eller vrede eller bare opgivende og ser på ham. Så tænker han, at det ikke skal gentage sig. At det var sidste gang, og at nu skal han tænke sig bedre om næste gang. Men det gør han ikke. Han vil, og han beslutter sig, men så glemmer han det, og så er alt, som det plejer at være.

Nogle gang føles det, som om hans tanker er en stor spiral, der bare snurrer rundt i én uendelighed. Ligesom en karrusel med en masse farver, der hele tiden ændrer sig og aldrig står stille. Han kan begynde at tænke på en ting, en helt almindelig ting, for eksempel matematikstykket, der ligger foran ham. 3x = 4(13–2), står der måske, og så skal han finde x. Og så begynder Amir at tænke på x og på ligninger, og hvordan Tove har sagt, at de skal løses. Helt koncentreret og rigtigt. Men så hører han, at Thomas hvisker noget til Mona, der ikke svarer, og Thomas hvisker igen, og så begynder spiralen i Amirs hoved at snurre.

Han rejser sig fra bordet for at tale med Thomas, for han spekulerer sådan på, hvad det var, han hviskede til Mona, og hvorfor Mona ikke svarede. Men Thomas vil ikke svare ordentligt, han siger bare, at han ville låne en blyant, og måske er det sandt, og måske ikke, så Amir tænker, at han vil kigge efter i Thomas penalhus for at se, om han har en blyant selv, men så bliver Thomas vred og vil ikke af med penalhuset, og det er jo et helt klart tegn på, at han har noget at skjule, for ellers kunne han jo bare have vist ham sit penalhus.

Og nu snurrer spiralen i Amirs hoved så hurtigt, at han helt har glemt, hvad det handler om, og at det måske ikke betyder så meget, om Thomas ikke taler helt sandt om den blyant. At det faktisk kun vedrører Thomas og Mona.

Det ville Amir udmærket have forstået, hvis han havde husket det, men han 28 ·

KAPITEL 2

001-333_9788750042969.indd 28

4/12/12 10:25 AM

husker det ikke, for det er forsvundet i spiralen, som snurrer hurtigere og hurtigere, og nu tænker han bare på, at Thomas skjuler noget i sit penalhus, og han vil vide, hvad det er. Han tager derfor fat i penalhuset, og Thomas tager fat i det, men Amir vil ikke slippe, og Thomas skubber ham væk, og selvfølgelig snubler Martin over Monas rygsæk, og da han skal rejse sig, kommer han til at rive alt det ned, der ligger på Theas bord, og det gør Thea enormt vred, fordi hun godt kan lide, at tingene er i orden, og hun begynder at hyle, som hun altid gør, når hun er vred.

Amir forsøger at sige, at det ikke var hans skyld, men Thomas’, fordi han skubbede til ham, men Thomas sidder helt stille på sin plads, mens Amir sidder på gulvet oven i Monas rygsæk og med Theas ting spredt omkring sig, så det er der ingen, der tror på. Alle er vrede. Og alle skriger. Spiralen i Amirs hoved kører hurtigere og hurtigere rundt, så da Tove kommer derhen og er streng og siger, at han må lære at sidde stille på sin plads, og at han skal rydde op i det rod, han har lavet, og sætte sig med sine matematikstykker, så kan Amir ikke huske, at han er enig med Tove. I virkeligheden. At det netop var det, han var i gang med, netop det han ville i begyndelsen af timen – sidde stille på sin plads og løse ligningen. Finde ud af, hvad x var. Det var det, han ville – dengang. Men nu snurrer spiralen i hans hoved med maksimal fart, og det er helt umuligt at tænke klart, og Tove er uretfærdig, og alle de andre er uretfærdige, og det kribler i arme og ben og mave og hoved og alting, og han ved ikke, hvor han skal gøre af sig selv, eller hvad han skal sige. Han er i hvert fald ikke i stand til at sætte sig ved bordet igen, for alting er så uretfærdigt. Så han skriger, at Tove er en lortekælling og helvedes uretfærdig, og så kyler han Theas bøger endnu længere væk og går ud af klasseværelset. Han smækker med døren, da han går.

Bagefter er han selvfølgelig ked af det. Det er han altid. For han kan jo så godt lide Tove, og hun er slet ikke nogen lortekælling, slet ikke. Det er kun, når det koger i hovedet på ham, og hun bliver vred i stemmen, for så er han ikke i stand til at høre efter, og alt bliver bare kaos. Så er det, han siger den slags ting, som han jo ikke mener bagefter. Men det er også svært at sige SÅ HURTIGT, AT ALTING STÅR STILLE

001-333_9788750042969.indd 29

· 29

4/12/12 10:25 AM

undskyld. Det føles så ubehageligt og skamfuldt, så han siger ikke noget.

Og så bliver der ballade. Selvfølgelig. Og Tove ringer til hans mor og far, og de kommer til forældresamtale, som han er med til, og en samtale, som han ikke er med til, og så siger alle, at det jo ikke kan fortsætte på den måde, og så bliver han henvist til PPR. Det betyder pædagogisk-psykologisk rådgivning, og det er et sted, hvor de skal hjælpe elever, der har problemer i skolen. Det ved han, for han har været der før, da han var lille. I de små klasser.

Dengang sagde de, at han skulle have specialundervisning – alene sammen med en lærer. Det var på en måde godt, for så var han alene, og så var det meget lettere at koncentrere sig, men det var også lidt dumt, fordi han altid skulle gå ud af klassen, når de skulle lave noget, og de andre sagde, at han var en sinke, og det føltes meget ubehageligt. At være anderledes. Udenfor.

Efter et stykke tid fik han ikke flere timer med specialundervisning. De sagde, at han jo havde gode evner, hvis han bare kunne koncentrere sig. Derfor blev han ikke henvist til specialundervisning igen. Hans mor og far syntes, det var temmelig dumt, men Amir var lidt ligeglad. Egentlig var han ked af at forlade klassen hele tiden. Det føltes på en måde så barnligt.

Men nu er han henvist igen, og han kan mærke, at han er lidt nervøs for det.

Sidste gang var han så lille, dengang tænkte han ikke så meget over det, men nu føles det ubehageligt. Måske finder de ud af, at han virkelig er dum? Anderledes. Eller måske får han skældud, fordi han ikke kan sidde stille, og fordi han altid laver så meget ballade, og fordi han siger grimme ting til Tove. Han har ikke lyst til at blive skældt ud. Heller ikke til mere specialundervisning.

Han vil bare være – almindelig. Ligesom de andre. Men det kan han ikke.

Amir er den hurtigste af dem alle. Og samtidig den allerlangsomste. Han står helt stille. For mens de andre bliver dygtigere og dygtigere, kommer han ikke videre. Han er ikke med på fodboldholdet. Dårligere og dårligere karakterer. Sidst i matematikbogen. Langt efter i dansk. Ingen kæreste endnu.

Bliver næsten aldrig inviteret hjem til kammerater. Han er den allerhurtigste – altid. Og samtidig står han helt stille. Sådan skal det ikke være. Men han ved ikke, hvad han skal gøre ved det.

30 ·

KAPITEL 2

001-333_9788750042969.indd 30

4/12/12 10:25 AM

Efter alle samtalerne og alle dem, der sagde, at “Der må gøres noget”, og de havde bestemt, at han skulle henvises til PPR, troede han, at der ville ske noget omgående, men det gjorde der selvfølgelig ikke. Alt det, de andre skal gøre, tager altid så lang tid. Men denne gang gør det ikke noget. Han har ikke lyst til at komme til PPR, så det gør ikke noget, at han skal vente. I begyndelsen føles det lidt ubehageligt at tænke på det og være bange for det, men efter et stykke tid glemmer han det næsten. Det opsluges af hans kværnende tanker og forsvinder.

Indtil der – efter flere måneder – kommer et brev med en indkaldelse. Så er han jo nødt til at tænke på det igen og være bange. Og spekulere på, om det bliver ligesom sidste gang. Men det gør det ikke. Han kommer til at tale med en mand denne gang, en ganske ung mand, næsten en dreng, der hedder Kristoffer, og som er psykolog. Amirs mor er med første gang, men senere møder Amir ham alene. Det er bedre end sidst, da han var så lille, og hvor hans mor skulle være med hele tiden. Nu er han stor og kan komme alene.

Det føles rigtigt.

Kristoffer giver ham en masse opgaver. Spørgsmål, han skal svare på, klodser, der skal anbringes i mønstre, puslespil, et computerspil, som er enormt kedeligt, fordi han bare skal trykke hver gang, han ser et bestemt bogstav, og ellers ikke. Men det hjælper jo lidt, at det er på computer – så kan han næsten lade, som om det er et rigtigt computerspil. Selv om det må være verdens kedeligste. Kristoffer stiller ham også en masse spørgsmål – om spiralkværnen i hans hoved, om hvad der sker, når alting bliver kaos i skolen, og han hører efter uden at skælde ud. Kristoffer kommer også på besøg i skolen en dag. De har talt om det på forhånd og er blevet enige om, at de skal lade, som om de ikke kender hinanden den dag, så ingen behøver at få at vide, hvorfor Kristoffer er der. Tove siger bare, at de har besøg af en, der skal se, hvordan de har det i klassen, og så sætter Kristoffer sig helt stille i en krog og ser på. I begyndelsen føles det lidt ubehageligt, at han er der, men efter et stykke tid glemmer Amir ham helt, og alting er næsten, som det plejer – med kaos og forstyrrelser, og hvor Amir pludselig er et andet sted end der, hvor han burde være.

SÅ HURTIGT, AT ALTING STÅR STILLE

001-333_9788750042969.indd 31

· 31

4/12/12 10:25 AM

Næste gang Kristoffer og Amir mødes, taler de om det, Kristoffer har set, og han skælder heller ikke ud nu. Han siger bare, at han kan se, at det er meget, meget svært for Amir at koncentrere sig. At det går rimelig godt, når der er helt stille, men at han meget hurtigt bliver distraheret, når der sker noget omkring ham. I skolen, og når han er hos Kristoffer. At han løser opgaverne vældig godt, så længe der er stille. Hvis der derimod høres en lyd uden for vinduet, så er Amir straks henne ved vindueskarmen for at se, hvad der sker.

Kristoffer siger til både Amir og hans mor og far, at han efter alle testene og skoleobservationen og samtalerne med Amir og hans forældre og Tove er helt sikker på, at Amir har ADHD. Det betyder, at det er meget vanskeligere for Amir end for andre at koncentrere sig og at huske og at sidde stille. Ikke fordi han er dum, for det er han slet ikke – det viser testene – men fordi han så let bliver forstyrret, og fordi det går så meget hurtigere i hans hoved end i andre hoveder. Kristoffer siger, at man kan få medicin mod ADHD, og hans mor og far bestemmer, at det kan være smart at prøve. Kristoffer taler også med Tove, og de bliver enige om nogle nye regler. Når Amir føler, at det kribler for meget, får han lov til at gå ud og løbe et par gange omkring gymnastiksalen, til det holder op med at krible så meget mere. Bagefter kan han gå ind igen og fortsætte, uden at nogen er vrede, for han har ikke gjort noget forkert, kun noget han har behov for at gøre, ligesom når man går ud på gangen for at hoste, når man er forkølet.

Tove møblerer også om i klasseværelset, så alle bordene står ind mod væggen, og Amirs bord anbringes i et hjørne, så han kun har ét andet bord til den ene side. Og ved det bord sidder Nina, som næsten aldrig laver nogen lyde alligevel, så dér er der helt stille. Det hjælper lidt.

Indimellem taler han med Kristoffer og får nogle tips til, hvordan han kan koncentrere sig bedre. Det virker vældig godt. Endelig, endelig er der en, der ikke blot siger, at han skal koncentrere sig, men som også siger, hvordan han skal gøre det. De aftaler noget, han skal træne i til næste gang, og så gør han det. Han får også nogle timer alene med en lærer i skolen, ikke mange, 32 ·

KAPITEL 2

001-333_9788750042969.indd 32

4/12/12 10:25 AM

men nogle få. Men det er ikke sådan som sidste gang, at de laver næsten det samme som de andre, bare i et andet rum. Synnøve er specialpædagog, og hun lærer ham, hvordan han kan tage notater, hvordan han kan lære at blive bedre til at huske, bruge lektiebog og planer og farver for lettere at kunne holde styr på tingene, og hvordan han kan bruge mobiltelefonen til at huske ting, han skal huske – hvornår han skal tage sin medicin, hvornår han har aftaler, eller hvilke lektier han har for – så han får en påmindelse, når tiden er inde til at gøre det, han skal gøre. Det går meget langsomt for ham at lære at gøre tingene på Synnøves måde, men når det lykkes ham – og han husker det – hjælper det. Lidt i hvert fald.

Og så begynder han at få medicin. Det stopper kværnen i hans hoved lidt.

Gør ham mindre hidsig, mindre hurtig. Det burde jo være godt, og det er godt, at Tove ikke er så vred på ham, og at der opstår færre skænderier med de andre i klassen, og at hans mor og far er gladere for ham. Men samtidig føler han, at han på en underlig måde savner den hurtige kværn i hovedet. At denne nye, langsomme Amir ikke rigtig er ham, ikke sådan som han er eller vil være. Han er også mere træt og oftere ked af det. Han taler med Kristoffer om det, og Kristoffer siger, at det er meget almindeligt at føle det sådan. Han siger, at mange voksne synes, at det er godt at få medicin, fordi det er lettere at koncentrere sig, på arbejdet og sådan, men at mange også holder op med at tage medicin, fordi det ikke føles rigtigt. De bliver enige om, at Amir kan prøve at tage medicinen lidt endnu, indtil der er mere ro på i skolen, indtil han har indhentet de andre lidt og lært nogle flere af Kristoffers og Synnøves teknikker. Så kan de tale om det igen om et års tid eller sådan noget, eller før, hvis han ikke kan holde det ud mere. Det, synes Amir, er okay. Han føler sig mærkelig og anderledes, men hvis det kun er i en kort periode, så kan han godt klare det – det føler han. Og det er jo godt, at han kommer meget mindre op at slås nu og oftere bliver inviteret med hjem af de andre i klassen. De var aldrig så hurtige som ham, men nu er han næsten lige så langsom som dem, og selv om det er uvant, er det lettere at være sammen på den måde.

Når de har næsten samme hastighed.

SÅ HURTIGT, AT ALTING STÅR STILLE

001-333_9788750042969.indd 33

· 33

4/12/12 10:25 AM

Amir er stadig hurtigere end de andre. Men ikke så hurtig, som han var før.

Han er stadig den første på fodboldbanen, men han har sin jakke på nu, og det er længe siden, han har smidt bolden – eller andre ting – væk. Når han får lyst til at gøre sådan noget, tænker han på de trick, han har lært af Synnøve og Kristoffer, og det hjælper tit. Lidt, i hvert fald.

Han har talt med Kristoffer om, at det er uretfærdigt, at han har ADHD, når de andre ikke har det. Det er Kristoffer enig i. Det er uretfærdigt, at Amir skal arbejde så meget hårdere end alle de andre og alligevel ikke kan klare lige så meget. Men der er så meget, der er uretfærdigt – det er Amir jo enig i. Hvis det endelig skal være uretfærdigt, er det her vel godt nok. Han er lidt hurtig, men sådan er han jo. Med de nye teknikker og de nye regler i klassen og ved hjælp af lidt medicin i en periode er det faktisk helt udmærket at være Amir nu.

Før var han den hurtigste af alle, men alligevel overhalede de andre ham.

Nu er han langsommere, men kan alligevel klare mere. Han er heller ikke så langt bagud i matematikbogen. Når det lykkes ham at sidde mere stille ved bordet, er han hurtigere til at løse opgaverne. Det er også lidt lettere at være sammen med de andre i klassen nu, og det synes de vist også, for de beder ham oftere om at være med til noget nu end tidligere. Han er langsommere end før, men får lavet meget mere. Han står ikke længere stille på samme sted, han bevæger sig, vokser, lærer nye ting. Og det føles vældig, vældig godt.

34 ·

KAPITEL 2

001-333_9788750042969.indd 34

4/12/12 10:25 AM

SÅ HURTIGT, AT ALTING STÅR STILLE

001-333_9788750042969.indd 35

· 35

4/12/12 10:25 AM

ARNHILD LAUVENG, der er psykolog, har siden debuten med selvbiografien I morgen var jeg altid en løve i 2005, opnået stor succes som faglitterær forfatter og foredragsholder. Dette er hendes fjerde bog, og temaet erpsykiske symptomer i ungdomsårene, og hvordan de bør håndteres både privat og fagligt.

Bogens første del, Fortællinger om unge, beretter om 13 unge med forskellige grader af psykiske problemer og diagnoser. De spænder fra Mona, som er udmattet og kæmper for meget, til Kristian, som får en psykose. Fortællingerne om de unge er beskrevet på en realistisk og forståelig måde. Det er også fortællinger om, hvordan en kæreste, en søster eller en datter kan opleve psykisk sygdom hos en, de holder af.

Bogens anden del indeholder ni kapitler med nyttig information, bl.a. om psykiske sygdomme, brug af diagnoser, hvor man kan få hjælp, tavshedspligt, indlæggelse, medicin og prognose – alt fremstillet på en nuanceret måde. Her finder man også henvisninger til, hvor man kan finde nyttige adresser, hvis man vil klage over behandling eller kontakte forskellige foreninger, som har særlige tilbud til unge.

Et hovedbudskab til de unge og deres pårørende er, at uanset hvad problemet er, så er det muligt at få det bedre. Og der er gode eksempler på, hvordan voksne, f.eks. en lærer, kan komme til at spille en afgørende rolle.

ISBN 978-87-500-4296-9

9HiiHfAkKOMTQTl

www.akademisk.dk