Professionelle relationer

LIS MØLLER PROFESSIONELLE RELATIONER

AKADEMISK FORLAG

Professionelle relationer Lis Møller

Akademisk Forlag

Professionelle relationer af Lis Møller © 2014 Lis Møller og Akademisk Forlag, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copy-Dans regler.

Forlagsredaktion: Lone Fredensborg Omslag: Lonnie Hamborg/Imperiet Foto af Lis Møller til omslag: Kenneth Ploug Tilrettelægning og sats: Tine Christoffersen, C-Grafik Tryk: Livonia Print 1.udgave, 1. oplag 2014 ISBN: 978-87-500-4315-7 www.akademisk.dk

Og det tomme vender sit ansigt mod os og hvisker ”Jeg er ikke tom, jeg er åben” Tomas Tranströmer 1989

Indhold

Indledning 13 Bogens indhold 18

Eksempler fra praksis 25 Professionelle relationer – en optakt 26

Individ og relation 29 Den hjælpsøgende – det er dig og mig 31

Kapitel 1 | Personlige kvaliteter og viden 35 Viden stimulerer kreativitet og indlevelse 38

At se bag om adfærd og opretholde åbenhed 39 At have viden er ikke at have en bestemt viden 41 Fordomme og forforståelser 45

Egne forforståelser 48 Specifik viden 49 Når faglige begreber dækker over manglende faglighed 50 Personfokusering og udgrænsning af viden 53

Det personlige og ændring i autoritetsopfattelse 54

Kapitel 2 | Hvad er viden? 57 Evidensbaseret viden 57 Viden eller pseudoviden 59

8 Professionelle relationer

Hverken skæbne eller frit valg 60 Relationer uden for familien 63 Evidens og menneskers forandringsprocesser 66

Hvad blev der af fordybelsen? 68 Erfaringsbaseret viden 70

Fra oplevelse til erfaring 73 Erfaringsudveksling 74 Erfaringsbaseret læring 76 Praksisfortællinger 76

Kapitel 3 | Når viden ikke er bevidst 83 Tavs viden 84

Tavs viden i funktion 86 Hvordan ved vi at ...? 88 Verbalsprogets grænser 89 Tavs viden og forforståelser 90 Tavs relationel viden 92 Hvordan ved vi i samspil at ... 95 Udvikling af tavs relationel viden 97 Et er, hvad vi siger til hinanden, noget andet er ... 99 Stilhed og tavs viden 100

Stilhed, støj og væren 101 Stilhed og small talk 103 Stilhed, pause og ord 104 Stilhed, støj og evidens 106

Kapitel 4 | Ligeværd, asymmetri og det ubevidste i relationen 109 Asymmetriske relationer 110

Indhold 9

Overføring og modoverføring 114

Overføring 114 Modoverføring 117 Fortid og nutid vævet sammen 119 Overføring eller? 122 Overføring i et relationelt perspektiv 126 Relationelle forsvar 130

Projektiv identifikation 131 Omformning 135

Kapitel 5 | Gode relationer og mentalisering 139 Relationer 141

Gode relationer 146 Den gode relations kendetegn 148 Relationelle kvaliteter i enkeltstående samspil 152 Relationer kan mærkes – og mærker samspillet 153 Når samspil bliver til relationer 155 Relationsevne 160 Mentalisering 163

Vi kan ikke vide sikkert og vist 166 Implicit og eksplicit mentalisering 171 Når mentaliseringsevnen svigter 173 Mentaliseringsevne udvikles i relationer 176 Pesudomentalisering 178 Form og professionelle mulighedsrum 180

Når form og begrænsning giver mulighed 181

Kapitel 6 | Privat og professionel – det samme menneske 187

10 Professionelle relationer

Privat, personlig, professionel – eller hvad? 191

Det personlige nærvær 193 Personlig eller privat 195

Autenticitet 196 Sym- og antipatier 198 At være til stede som sig selv 199 Når det private bliver professionelt 201

Kapitel 7 | Asymmetriens muligheder og smerter 207 Generalisering – distancering og for ringe personlig involvering 210

Generaliseringens mulighed 213 Identifikation – manglende afgrænsning og for privat involvering 215 Gensidighed – at rumme egne fejltrin 217 Skam, skyld, ligeværd og subjektivitet 219

Skyld, magt og ansvar 221 Skam, værdighed og accept 223 Skam, skyld og selvbevidsthed 225 Den hjælpsøgende 227 Skyld og skam i hjælperelationen 230

Kapitel 8 | Anerkendelse 235 Anerkendelse og professionelle relationer 238 At være anerkendende 243

Anerkendelse og kærlighed 244 Anerkendelse og enighed 247 Anerkendelsens delelementer 248

Indhold 11

Anerkendelsestrenden 249

Anerkendelse og kritik 251 Strategi og tab af subjektivitet 254 Hvad er det, vi taler om? 256

Kapitel 9 | Dem og os – eller mødet mellem mennesker 261 Jeg-Du og Jeg-Det 265 Den anden 266

Assimilation og kategorisering 269 Den helt anden forstyrrer hjemmets fred 270 Den andens ansigt 271 Vi mødes i øjeblikket 275

’Nu-øjeblikket’ 276 Nuet kan ændre fortiden 278

Kapitel 10 | Adskilte og forbundne 285 Spejlneuroner 286

Indre tilstande kan smitte 287 Altercentrisk delagtighed 289 Det sociale resonansrum 291 Intersubjektivitet 293

En vej til intersubjektivitet 295 Mødet på broen 301 Når vi ikke mødes 303 Empati 305

Empati, sympati og antipati 307 Empati – hvad er det, vi taler om? 309 Det ydre er ikke det indre 310

12 Professionelle relationer

I det godes tjeneste – eller? 312 Den empatiske proces 313 Kan man have for megen empati? 315 Empati og affektiv afstemning 317 At indstille sig på en anden og lytte 318

At lytte 319

Kapitel 11 | Den professionelles forventninger og livsindstilling 321 Positive forventninger og anerkendelse 322

Anerkendelse, positive forventninger og håb 323 Metode, person og relation 327 Selvobjekter 329 Et nødvendigt stillads 331 Hvorfra kommer vores forventninger? 332

Rosenthal-effekten 333 Placebo og nocebo 336

Den enes forventning vedrører den andens 338 Når komplekse processer forenkles 341 Primere 342 Mere-viden eller bedre-viden 346

Afslutning 349 Litteratur 353 Stikord 363

Indledning

At være professionel stiller sig i modsætning til at være privat og være amatør, og at være professionel er ofte knyttet til en specifik uddannelse og profession. Set på denne måde er det enkelt at definere professionalisme. Det bliver langt mere komplekst, når det handler om professionelle relationer, hvor vores arbejde på mange forskellige måder kædes sammen med vores evne til at indgå i relationer med andre mennesker. Det drejer sig om områder, hvor den professionelles opgave er at bidrage til andre menneskers udvikling, læring, trivsel og sundhed. Her sker der en professionalisering af vores almenmenneskelige evne til at forbinde os med andre mennesker. En evne, der fra fødslen er afgørende for ethvert menneskes trivsel og overlevelse.

Alt efter sammenhæng og hvordan det bliver sagt, kan det betyde noget helt forskelligt at tale om en person som meget professionel. Det kan betyde, at den professionelle opleves som vidende og med personlig integritet og lydhørhed, eller det kan betyde, at man oplever distance, kulde og forretningsmæssig fremtræden. Hvis vi derimod karakteriserer en anden som ’uprofessionel’, er vi ikke i tvivl. Det er entydigt negativt, selv om også det kan bero på meget forskellige oplevelser. Typisk kan der være tale om oplevelser af den professionelle som uvidende, mentalt fraværende, uden overblik, efterladende, sjusket, med manglende distance til sin egen privathed, opfyldt af egne behov eller følelsesmæssigt overvældet og uafgrænset i forhold til den andens situation. Og uden øje for opgaven.

14 Professionelle relationer

Når vi er i situationer, hvor vi af den ene eller anden grund har brug for professionel hjælp, vil den ofte opleves som ubrugelig, af og til grænsende til det krænkende, hvis den professionelle optræder bedrevidende og nedladende, distanceret og forretningsmæssig eller omvendt som følelsesmæssigt overvældet eller upassende psykologiserende og motivtolkende. Det gælder, uanset om man er barn eller voksen, og det gælder, uanset om behovet er ekstra støtte til fx skolearbejdet, hjælp ved sygdom, psykologisk rådgivning, psykoterapi, samtaler om vores børn i børnehaven eller samtaler med professionelle på plejehjemmet, hvor vores gamle bor.

Den professionelles evne til at være personligt til stede afstemt efter situationen, opgaven og den andens behov og signaler er helt afgørende for kvaliteten af samspillet. Alligevel associeres professionalisme oftest umiddelbart til fænomener som viden, neutralitet, overblik og distance og sjældnere til medmenneskelighed, anerkendelse, indlevelse, nærhed og følsomhed. Denne umiddelbare forståelse kommer også til udtryk i professionelle hjælperes kollegiale erfaringsudveksling, hvor formuleringer som: ”Nu er det på tide, vi bliver mere professionelle” typisk dækker over behov for distance eller overholdelse af regler og færre individuelle hensyn snarere end mobilisering af mere indlevelse, nærhed, individuelle hensyn og større opmærksomhed på det specifikke i den konkrete situation.

Indlevelse, nærhed og individuelle hensyn er menneskelige kvaliteter, vi umiddelbart forbinder med private relationer og vores individuelle personlighed, og når de skal forbindes med professionalisme, udfordres vores evne til at adskille det personlige fra det private.

Imidlertid er det personlige nærvær og den personlige involvering og vurdering det grundstof, menneskelige relationer er gjort af, og på den måde afgørende også i de professionelle relationer.

Professionelle relationer kan have mange former og udtryk. Der er tale om interpersonelle oplevelser og forbindelser, der hele tiden unddrager sig endelig definering. Jeg har skrevet bogen for at inspirere og bidrage til afklaring og udvikling af en professionel måde

Indledning 15

at være til stede på i samspil og relationer, hvor forskellige former for viden og menneskelige kvaliteter er integrerede. Det stiller sig i modsætning til forståelser af relationens betydning som løsrevet fra betydningen af viden. På den måde er bogen også et bidrag til en integreret forståelse af betydningen af fagspecifik viden og personlige kvaliteter. I velfungerende professionelle relationer styrker de to sider gensidigt hinanden. Professionalisme i relationer forudsætter integration, og god professionalisme er at have viden og løbende tilegne sig viden og fastholde åbenhed og bevidsthed om, at det enkelte menneske altid er særligt og aldrig helt passer ind i teoretiske forestillinger, statistikker og undersøgelsesresultater. Både teoretisk og empirisk viden og vores erfaringsbaserede viden er nødvendig for, at vi kan forholde os professionelt til andre mennesker.

Det gennemgående spørgsmål i bogen er, hvad det vil sige at være til stede i relationer med andre mennesker, hvor den ene (den professionelle) har det som sit erhverv at bidrage til den andens trivsel, udvikling, læring og sundhed. I alle de relationer, vi indgår i, uanset om det er med børn, unge, voksne eller gamle, aktiveres grundlæggende menneskelige kvaliteter og personlighedstræk, udviklet og afstemt i vores individuelle socialisering. Det gælder også i de professionelle relationer, hvor det særlige er, at den ene har det som sit erhverv at være til stede i samspil på en måde, så fokus er rettet mod, hvad der gavner den anden, og mod den opgave, den professionelle har. At kunne være personligt til stede under den betingelse er lettere sagt end gjort, for i ethvert professionelt samspil påvirkes vi af den andens bidrag, af samspillets dynamik, af vores forforståelser, vores indre tilstande, vores egne behov og af vores specifikke faglige viden.

Og den professionelle påvirkes af de rammer og vilkår, der er for indsatsen. På den måde er bogen en opfordring til den professionelle om også at rette søgelyset mod sig selv og sit eget bidrag i samspillet.

Jeg benævner gennemgående den professionelle som ’hun’. Der kunne hele vejen igennem lige så godt have stået ’han’. Hvor jeg beskriver den professionelle i generelle vendinger, karakteriserer jeg

16 Professionelle relationer

hende som ’hjælper’, og de mennesker, hun er professionelt sammen med, som ’hjælpsøgende’, og jeg karakteriserer typisk relationen som ’hjælperelation’. Det er vanskeligt at finde overbegreber, og jeg har valgt disse, fordi der i enhver professionel relation er et aspekt af hjælp, uanset om det er relationen mellem børn og voksne i børnehaver og skoler, eller der er tale om samtaler med voksne, der måske har mere rådgivende karakter. At tale om hjælper og hjælpsøgende i relationen mellem pædagoger og børn, mellem lærere og børn eller mellem fx forældre og lærere svarer ikke til de betegnelser, vi almindeligvis bruger, men bogens sigte er bredt, så derfor har jeg valgt henholdsvis hjælper og hjælpsøgende som generel betegnelse for parterne i samspillet og relationen.

Bogen henvender sig til alle, der har et professionelt ansvar i kontakten med andre mennesker. Det er ikke afgørende, hvilke mennesker den professionelle arbejder med, ligesom den specifikke hjælpeprofession heller ikke er afgørende. Der kan være tale om pædagoger, socialrådgivere, lærere og psykologer, ligesom der kan være tale om læger, sygeplejersker og andre, der, uanset deres uddannelsesmæssige baggrund, har det som en bærende del af deres profession at indgå i samspil og relation med andre mennesker. Ulla Holms (1995 og 2003) samlende betegnelse er ’professionelt hjælpearbejde’, Per Fibæk Laursens (2003) ’menneskeprofessioner’, og Morten Ejrnæs (2008) definerer gruppen som ’relationsprofessioner’. Holms fokus er primært sundhedsvæsnet og hendes empiriske grundlag er læger, Laursen og Ejrnæs afgrænser gruppen uddannelsesmæssigt til at bestå af de mellemlange videregående professionsuddannelser. De nævnte professioner er selvsagt forskellige, og inden for hver af dem er der forskel på professionsidentitet og opgave, men der er også ligheder. Fælles for de professionelle er, at deres bidrag i samspil og relationer kan have afgørende betydning for andre menneskers liv. Fælles er, at deres professionalisme er sammensat af både generaliserbar viden i form af indsigt i teoretisk viden og specifikke undersøgelsesresultater, praksisviden, specifikke færdigheder og personlige kvali-

Indledning 17

teter. Alt sammen med forskellig vægtning og i forskellig udformning alt efter profession, specifik opgave og konkret situation. Fælles er også, at relationen er asymmetrisk, og at den kan aktivere stærke følelser som skyld og skam. At have med asymmetriens muligheder og smerter at gøre er en udfordring i enhver hjælperelation. Bogen kan derfor være relevant for enhver hjælpeprofession.

Min forståelse af professionalisme i relationer kan i overordnede træk udpindes på følgende måde: • At man har og vedvarende tilegner sig viden og relevante færdigheder, reflekterer over og forholder sig til egne og andre menneskers erfaringer, er personligt til stede, involverer sig og handler afstemt efter det andet menneske og opgaven.

• At man i praksis bestræber sig på at lade sig styre af det, der gavner den anden på kort og på langt sigt, og evner at lukke op for og være til stede i den kraft, der er i et møde mellem mennesker.

• At man er i stand til at indgå i samspil og relationer og bidrage afstemt efter det andet menneske og ens opgave og kan forholde sig til forskellige niveauer af menneskelig virkelighed.

• At man kontinuerligt udvikler og skærper sin evne til selvrefleksion og anerkendelse af andre menneskers oplevelsesverden.

Bogen er struktureret, så den udfolder, analyserer og diskuterer de enkelte dele. Kapitlerne er tænkt som en sammenhængende helhed, men det er muligt at læse dem som selvstændige fremstillinger af specifikke temaer, og det er muligt at læse dem i en anden rækkefølge, end de er præsenteret i bogen. Som en del af bogens indledning og umiddelbart før kapitel 1 er afsnittet ”Professionelle relationer – en optakt”. Jeg kan anbefale læseren at begynde med det, uanset om man læser bogen i den rækkefølge, de enkelte kapitler er præsenteret, om man læser i en anden rækkefølge, eller blot læser udvalgte kapitler.

18 Professionelle relationer

Bogens indhold I kapitel 1, Personlige kvaliteter og viden, diskuterer jeg, hvordan viden hænger sammen med personlige kvaliteter som empati, nærvær, rummelighed, kreativitet etc. Viden og personlige kvaliteter kan beskrives hver for sig, men i den professionelle hænger det sammen og udgør den enkeltes fagpersonlige fundament. Når den professionelle mangler viden, vil hun typisk også få problemer med at være personligt til stede i mødet med den hjælpsøgende, for hun vil blive mindre indlevende og kreativ og mere præget af fordomme og ureflekterede grundantagelser, der både kan basere sig på private holdninger og teoretiske klicheer. Manglende viden kan forhindre den professionelle i at se mening og sammenhæng i den hjælpsøgendes initiativer og reaktioner. Det hæmmer åbenhed og forståelse og derved også den professionelles evne til at reagere og handle passende. Viden bidrager til, at den professionelle forstår, at adfærd ofte er komplekst motiveret, og at vide også er at vide, at vi ikke kan vide ’sikkert og vist’ i forhold til den konkrete situation og det enkelte menneske.

Kapitel 2, Hvad er viden? retter søgelyset mod forskellige former for viden, og i kapitlet argumenterer jeg for, at viden er afhængig af tid, af kontekst og af menneskers fortolkninger. Det gælder også såkaldt evidensbaseret viden. Det er et vilkår, at viden løbende forkastes eller modificeres, og at viden ikke er værdifri. Og det er et vilkår, at nogle former for viden kan sige noget om det generelle, men meget lidt om det specifikke og omvendt. Såkaldt gængs viden må løbende være genstand for refleksion, og som illustration af denne nødvendighed inddrager jeg begrebet ’social arv’. Dets betydning er omdiskuteret, men den gængse anvendelse er et eksempel på, hvordan et fagligt begreb kan udvandes og i praksis anvendes ureflekteret til kategoriseringer, der ikke er dækning for, og bidrage til stigmatisering af de mennesker, det er den erklærede hensigt at hjælpe og støtte. I kapitlet diskuterer jeg også evidenstankens muligheder og begrænsninger. Den professionelles erfaringer og fortællinger er

Indledning 19

også viden og har afgørende betydning for praksis. Jeg præsenterer en model, der kan anvendes til at arbejde med praksisfortællinger.

At arbejde med praksisfortællinger er at arbejde fænomenologisk.

Det adskiller sig fra bestræbelser på at indfange og skildre en objektiv sandhed for i stedet at arbejde med de magtfulde selvfortællinger, der er aktive i vores praksis.

Kapitel 3, Når viden ikke er bevidst, handler om den viden, vi har, som ikke er bevidst og sprogliggjort. Fokus er særligt rettet imod fænomenerne ’tavs viden’ og ’tavs relationel viden’. Tavs viden har at gøre med viden, vi har, men ikke ved vi har, og med det vi kan, men ikke ved vi kan. Tavs relationel viden har at gøre med vores ikke bevidste viden om samspil og relationer mellem mennesker.

Der er tale om viden, der er integreret i den professionelles måde at handle på og hendes måde at være til stede på. Størstedelen af vores viden om samspil og relationer er tavs, og uden denne form for viden ville vores bidrag i samspil med andre mennesker være uafstemt og kunstigt. Vores evne til at handle umiddelbart og direkte udgøres for en stor del af tavs viden, hvor erfaringer viser, at vi kan handle hensigtsmæssigt uden præcist at kunne redegøre for alle enkeltelementer i handlingen og tankerne bag. Vores tavse viden er imidlertid ikke uden udtryk, den kommer til syne i vores handlinger, kropssprog, tonefald og den kommunikation, der i øvrigt er mellem mennesker uden om verbalsproget. Til sidst i kapitlet belyses betydningen af stilhed. At stoppe op, være stille og lytte er forudsætningen for, at vi kan lade virkeligheden og andre mennesker gøre indtryk på os. Modsætningen til stilhed er ikke lyde, men den støj, der er uden for os og inden i os i form af tanker i øst og vest, informationsstrøm, fragmenterede krav og adspredende snak, som forhindrer os i at få tilstrækkelig god kontakt med os selv og andre mennesker.

I kapitel 4, Ligeværd, asymmetri og det ubevidste i relationen, er grundopfattelsen, at vi i samspil gensidigt skaber hinandens forudsætninger samtidig med, at vi hver især er til stede som individ.

20 Professionelle relationer

På den måde deler hjælper og hjælpsøgende vilkår: Ingen af dem er uafhængig af den andens bidrag. Ligesom parterne som menneske og individ er ligeværdige. Samtidig er ethvert professionelt samspil og enhver professionel relation asymmetrisk, og den professionelle har hovedansvaret for samspillets og relationens kvalitet. På den måde er hjælper og hjælpsøgende ikke ligestillet, selv om de som mennesker er ligeværdige. Den professionelle må kunne justere sine kontakt- og kommunikationsmønstre og være empatisk og anerkendende til stede, selv om den hjælpsøgende ikke er det. Det vil af og til være en udfordring for de fleste professionelle.

I ethvert samspil og enhver relation vil vores bidrag have at gøre med vores individualitet, den anden, konteksten og den konkrete situation og med dynamikken i samspillet. Og både bevidste og ubevidste erfaringer og behov vil aktiveres. Vores ubevidste reaktioner og påvirkninger af hinanden kan være både en mulighed og en begrænsning, og kommunikationen af det ubevidste kan forstås og begrebsliggøres på forskellige måder. I kapitlet redegøres for fænomenet overføring/modoverføring, og der tages kritisk stilling til en traditionel forståelse af fænomenet, der i dette kapitel bliver forankret i en nyere relationel og interpersonel forståelse. Jeg præsenterer en række refleksionsspørgsmål, som professionelle direkte kan anvende i praksis. Til sidst i kapitlet præsenteres forskellige former for relationelle forsvar, der forstås som ubevidst kommunikation, den professionelle må være opmærksom på.

Kapitel 5, Gode relationer og mentalisering, tager udgangspunkt i, at vi som mennesker er relationelle individer, og at relationen har substantiel betydning i hjælpearbejde. Forskellen mellem samspil og relationer defineres, og relationens særlige kendetegn udfoldes.

Forskellige former for relationer præsenteres, og den gode relation defineres som ’den gode nok relation’. Dens særlige kendetegn udfoldes, ligesom også kategorien ’bærende relation’ introduceres.

Grundlæggende er det i kraft af menneskelige og medmenneskelige kvaliteter, at vores samspil kan udvikle sig til gode relationer – også

Indledning 21

i professionelle sammenhænge – hvilket ikke stiller sig i modsætning til den enkelte professions viden eller den enkelte professionelles viden. Begrebet relationsevne defineres og introduceres som et begreb, der er nærmere vores oplevelse og som en erstatning for relationskompetence. Vores relationsevne hænger snævert sammen med mentaliseringsevne, forstået på den måde, at uden en vis stabilitet og robusthed i vores mentaliseringsevne vil vi ikke kunne etablere og bidrage til vedligeholdelse af gode relationer. Fænomenet mentalisering og de forskellige former for præmentalisering og mentaliseringssvigt beskrives, og jeg giver en række eksempler på forskellige måder, mentaliseringssvigt kan komme til udtryk på. Til sidst i kapitlet belyser jeg forskellen mellem private og professionelle relationer, og den professionelle relations begrænsninger og særlige muligheder og styrker indkredses.

I kapitel 6, Privat og professionel – det samme menneske, diskuterer jeg forskellige opfattelser af skillelinjen mellem det private og det professionelle, og jeg argumenterer imod en opdeling mellem privat, personlig og professionel. At være professionel indebærer at være personligt til stede, og man er ikke nødvendigvis mere sig selv, når man er privat, end når man er professionel; men man er sig selv på forskellige måder. I begge sammenhænge kan man være mere eller mindre sig selv, og i hvilket omfang man oplever at være sig selv, har blandt andet at gøre med, om man er nærværende og autentisk tilstede. Professionelle relationer er i deres grundlag asymmetriske, og gode professionelle relationer er kendetegnet ved, at den ene (den professionelle) er der for den anden og retter sin opmærksomhed mod den anden. Den fælles opmærksomhed må vedrøre den hjælpsøgendes situation og behov. Det betyder ikke, at ethvert bidrag fra den professionelle om hendes eget liv er uprofessionelt eller uhensigtsmæssigt. Tværtimod kan det være kontakt- og tillidsskabende. Det afgørende er, hvorfor, hvornår og hvordan den professionelle inddrager sine egne erfaringer, og om det tjener den hjælpsøgende.

22 Professionelle relationer

Kapitel 7, Asymmetriens muligheder og smerter, undersøger den asymmetriske relation nærmere. Den professionelles evne til at være til stede i en passende balance mellem distance og involvering, afstemt efter den anden, opgaven og situationen vil af og til udfordres. I kapitlet rettes fokus mod de generaliseringer, der kan skabe for stor distance, og også mod identifikation, der kan indebære uafgrænset involvering. Omvendt kan begge dele også være både kontakt- og relationsskabende. Hvornår der typisk sker det ene eller det andet, analyseres i kapitlet. Den asymmetriske relation og dette at være hjælpsøgende aktiverer ofte, bevidst eller ubevidst, følelser af skam og skyld, ligesom selve hjælperelationen, hvor den ene (den hjælpsøgende) viser mere af sig selv end den anden (hjælperen), er en situation, der har skam indbygget. Skam knytter sig til væren, skyld knytter sig til gøren, og begge følelser kan også aktiveres i den professionelle hjælper i forhold til hendes måde at være til stede på og i forhold til hendes handlinger eller mangel på samme. Der er tale om stærke følelser, der knytter sig til vores selvbevidsthed og til, at vi som mennesker er sociale og relationelle individer, der kan række ud over os selv. På den måde er der tale om nødvendige følelser, som det er vigtigt, at vi lærer at omgås, for de kan forvrænges, overvælde os, være ødelæggende og løsrevet fra realiteter. Når det sker, bliver der tale om indre tilstande, der hæmmer vores trivsel og udvikling og vores evne til at lære. Hjælperens evne til at omgås skyld og skam har betydning for hendes bidrag i samspillet og for den hjælpsøgendes mulighed for at få den hjælp, han eller hun har brug for. Hensigtsmæssige reaktionsmåder i forhold til skam og skyld belyses.

I kapitel 8, Anerkendelse, præsenteres anerkendelse som hovedingrediensen i gode relationer. Men anerkendelse er et komplekst begreb, der forstås og bruges meget forskelligt. Det betyder også, at der er forskellige opfattelser af, hvad det vil sige at være anerkendende. Min forståelse af anerkendelse knytter sig direkte til Anne-Lise Løvlie Schibbyes. Anerkendelse er ifølge hende hverken en bestemt

Indledning 23

metode eller strategi. At være anerkendende er derimod en bestræbelse på at være åben for den andens oplevelsesverden og møde den anden med en nærværende, accepterende og respekterende indstilling samtidig med, at man ikke slipper taget i sin egen oplevelse. At blive mødt med anerkendelse er livet igennem afgørende for vores evne til at skelne mellem forskellige følelser og indre tilstande og for vores selvrefleksion og perspektivbevidsthed. På den måde er oplevelsen af at blive anerkendt styrkende for vores mentaliseringsevne. I kraft af den andens anerkendelse kommer vi i kontakt med os selv og med den anden. Vores behov for anerkendelse er grundlæggende, og i dette kapitel knyttes anerkendelse direkte sammen med kærlighed og lægger afstand til, hvad jeg betegner som anerkendelsestrenden, der samlet set står i risiko for at hæmme menneskers nødvendige kritiske sans og bidrage til, at mennesker taler sig væk fra sig selv. Til sidst i kapitlet redegør jeg kort for forskellige fagtraditioners forståelse af anerkendelse.

Kapitel 9, Dem og os – eller mødet mellem mennesker, redegør for, hvordan kategoriseringen ’dem og os’ er en menneskelig tilbøjelighed, der stimulerer vores sociale identitet, men hæmmer vores åbenhed over for andre mennesker. På den ene side giver det tryghed at være ligesom nogle (os), på den anden side kan det bidrage til udvikling af fjendebilleder og stigmatisering af de andre (dem), som vi oplever at adskille os markant fra. I professionelle hjælperelationer er ’dem og os’-kategoriseringen værd at vise opmærksomhed, for der er tale om en grundform, der kan forhindre os i at møde det andet menneske åbent og anerkendende. Når der sker et møde mellem mennesker, kan ’dem’ og ’os’-kategoriseringen overskrides spontant. Det viser blandt andet Martin Buber og Emanuel Levinas, der på hver deres måde har analyseret mødet mellem mennesker og forholdet til den anden. I dette kapitel inddrages Bubers skelnen mellem jeg-det-relationen og jeg-du-relationen, og Levinas radikale forståelse af mødet med den andens ansigt inddrages som filosofisk underbygning af betydningen af det menneskelige møde. Hos

24 Professionelle relationer

Levinas er det tale om et møde med den helt anden, der som individ er unik, og hverken kan kategoriseres eller forudsiges. Et møde mellem mennesker er noget, der sker her og nu i tiden i øjeblikket.

Afslutningsvis inddrager jeg Daniel N. Sterns analyse af forskellige niveauer af interpersonelle samspil, som han betegner som ’det nuværende øjeblik, ’nu-øjeblik’ og ’mødeøjeblik’. At være til stede i et ’mødeøjeblik’ kan betyde forandring i vores tavse relationelle viden.

Den professionelles måde at være til stede på har afgørende betydning for, om det kan ske. Schibbyes forståelse af ’undren i dialoger’ indgår som perspektiv på Sterns analyser.

Kapitel 10, Adskilte og forbundne, retter fokus mod spejlneuroner, altercentrisk delagtighed, intersubjektivitet og empati. I samspil og relationer er vi både adskilte og forbundne. Vi er til stede som individualitet, og samtidig skaber vi gensidigt hinandens forudsætninger for tilstedeværelse og bidrag i samspillet. Vores gensidige forbindelse og påvirkning kommer til udtryk i kommunikation med ord, men den kommer også til udtryk uden om verbalsproget på forskellige måder. Det kan begreber som spejlneuroner, altercentrisk delagtighed, intersubjektivitet og empati vise. Der er tale om begreber, der griber vores oplevelser af kontakt eller ikke-kontakt med andre mennesker. Det kan være vanskeligt at redegøre for med ord, men kontakt og forbindelse med andre mennesker kan mærkes, og det kan mærkes, når det er fraværende. Med de nævnte begreber kan almenmenneskelige erfaringer flyttes ind i et vidensparadigme og vise, hvordan den nonverbale forbindelse udgør fundamentet for relationen, også i professionelle hjælperelationer.

I kapitel 11, Den professionelles forventninger og livsindstilling, retter jeg opmærksomheden mod, hvad den professionelles perspektiv og forventninger betyder for den hjælpsøgende. De øvrige kapitler har haft som grundpræmis, at den hjælpsøgendes forestillings- og oplevelsesverden må være i fokus i det relationelle, og den professionelles bidrag må være afstemt herefter, må kunne vige og sættes i parentes for en tid – afhængigt af, hvilken hjælpeprofession

Indledning 25

og opgave der er tale om. Imidlertid er det ikke ligegyldigt, hvilket perspektiv og hvilke forventninger, der sættes i parentes, for uanset om den professionelle aktivt bidrager med sit, vil hendes måde at være til stede på sige noget om hendes oplevelse og forståelse.

Hjælperens perspektiv har at gøre med hendes selvoplevelse, hendes forforståelser (hvordan hun allerede er primet), den andens bidrag og de signaler og indtryk (primere), hun udsættes for i mødet med den hjælpsøgende. De fleste hjælpeprofessioner kalder – i større eller mindre omfang – på stillingtagen fra den professionelle.

Det stiller skærpede krav til den professionelles indstilling. Hendes positive forventninger, hendes evne til at bære et håb, det måske er vanskeligt for den hjælpsøgende selv at mobilisere, og hendes evne til at se muligheder, står helt centralt. Kapitlet viser både forskellen og sammenhængen mellem anerkendelse og positive forventninger og peger på den betydning, hjælperen som person har for den hjælpsøgende. Betydningen af den professionelles forventninger og indstilling underbygges med viden om Rosenthal-effekten, placebo og nocebo, og set i lyset heraf kan det karakteriseres som uprofessionelt at udføre hjælpearbejde med negative forventninger. Kapitlet afrundes med refleksioner over, hvordan den professionelles aktive bidrag kan funderes i en mere-vidende indstilling snarere end en bedre-vidende.

Eksempler fra praksis Undervejs i bogen inddrager jeg løbende eksempler og praksisfortællinger. Professionelt hjælpearbejde er funderet i den professionelles tavshedspligt, og ingen af mine eksempler eller praksisfortællinger har fundet sted, som de er fortalt; men alle afspejler mine personlige erfaringer og den praksis, jeg har mødt direkte og indirekte. Bogens praksisfelt er bredt og mange professionelle hjælpere fra forskellige professioner har vist mig stor tillid ved at fortælle om deres praksis og arbejde med den sammen med mig. Det er jeg meget taknemmelig for. De har givet mig indblik i meget forskellige

26 Professionelle relationer

former for hjælpearbejde, og deres vanskeligheder og successer har lært mig meget. Uden dem ville jeg ikke have kunnet skrive denne bog. Hvis nogen synes, at der er noget genkendeligt ved nogle af praksisfortællingerne, eller at de kan genkende nogen eller sig selv, er det måske, fordi det at arbejde professionelt med andre menneskers udvikling, læring, sundhed og trivsel indebærer at møde nogle af de situationer og temaer, som eksemplerne illustrerer. Formålet med eksemplerne er at illustrere og eksemplificere og at inspirere til refleksion over praksis – også ens egen.

Det er vanskeligt at formidle en levende praksis på skrift, for der er altid noget mere end ord og den adfærd, der kan beskrives med ord, for hvordan var fx tonen og blikket? Hvordan var stemningen og resonansen mellem parterne? Hvordan var kroppens mindste bevægelser? Og hvordan var parternes oplevelser undervejs i situationen? Det er blot nogle af de spørgsmål, man umiddelbart kan stille til et fortalt møde mellem mennesker. I alle professionelle relationer er det, vi mærker og sanser bag om og uden om sproget og vores bevidste tænkning, væsentlig (Winther 2012). Denne basale del af mødet kan ikke fuldt ud udtrykkes med ord, men i nogle af eksemplerne forsøger jeg at pege på dimensionen ved fx at sætte tre prikker efter et udsagn uden markering med parentes som ved gængse udeladelser. Dette betyder, at der er en åben, undersøgende og afventende indstilling hos den, der taler, og at den talende er nærværende til stede i mødet. Andre steder forsøger jeg med ord at beskrive subjektive oplevelser, sådan som de kunne være.

Professionelle relationer – en optakt Professionalisme beror på både viden, overblik og distance og på personlig integritet, nærvær, sensitivitet i det konkrete samspil og evne til at involvere sig personligt og passende uden at blive privat.

Der er ikke tale om enten-eller, men om både-og, ligesom der heller ikke er tale om gensidigt uafhængige kvaliteter, men derimod om

Indledning 27

interagerende. Antonio Damasio (2009) siger det sådan i et interview: ”Du kan være ufølsom, ikke fordi du ikke ejer empati, men fordi du simpelthen er uvidende”. Viden stimulerer vores evne til indlevelse i tilstande og situationer, der opleves som helt forskellige fra os selv, hvorimod uvidenhed åbner for projektioner. Carsten Réne Jørgensen (2012) formulerer det på denne måde: ”Jo mindre faktuel viden og jo færre pålidelige informationer man har om en konkret situation og konkrete personer, herunder sociale grupper, desto større er det projektive rum, som åbnes” (s. 187).

Fordomme, private kæpheste og psykologiske klicheer kan aktiveres, når vi møder det umiddelbart uforståelige hos den anden eller måske bliver skræmt af den andens situation. I de situationer lukker vi os for mødet med den anden. Omvendt ved vi fra praksis, at viden ikke gør det alene. Det konkrete møde med et andet menneske er altid noget andet og mere end det, teoretisk viden, undersøgelsesresultater og specifikke metoder kan gribe, ligesom vores erfaringsbaserede viden heller ikke rækker i sig selv. Mødet med den anden er altid særligt. Vi kan have tilstrækkelig generaliseret viden, men mangle øje for det specifikke og mangle evne til passende personlig involvering og nærvær i det konkrete møde. Ligesom vi i situationen kan have vanskeligt ved at bruge vores aktuelle viden, fordi rammer og vilkår for indsatsen forhindrer det, fordi vi støder mod begrænsninger i vores personlige måde at være til stede på, i den hjælpsøgendes måde at være til stede på eller noget helt fjerde, der vedrører det specifikke samspil og den konkrete situation.

Den professionelles evne til at indgå i relationer knytter sig snævert til den professionelle som både person og medmenneske, men det betyder ikke, at hun skal være til stede på samme måde, som når hun er i private relationer. Heller ikke, at hun skal være på én bestemt måde, eller at hun skal være en anden end sig selv. Det betyder, at hun skal være sig selv, men på en anden måde, end når hun er privat, og det indebærer, at hun må tage sig af sig selv og forholde sig

28 Professionelle relationer

til sit eget bidrag i samspillet, så det ikke efterlades til den anden. Ligesom hun må udvikle relationelle kvaliteter og stor bevægelighed i sine kontakt- og kommunikationsmønstre. Det forudsætter både fagspecifik viden, træning og evne til at være personligt til stede i det konkrete møde uden at blive overvældet eller distanceret.

At være følelsesmæssigt overvældet skaber hverken nærhed eller sensitivitet over for den anden. Det skaber snarere forvirring, tilbagetrækning og forøget uklarhed og usikkerhed. Og en upersonlig og distanceret fremtræden skaber ikke neutralitet og klarhed, men derimod oplevelser af afvisning, ligegyldighed og mistillid – afhængigt af situationen. Med reference til sit arbejde med lægers patientkontakt siger Ulla Holm (2003) det på denne måde: ”Jeg vil gerne understrege, at man ikke kan være professionel i mødet med patienten, hvis man samtidig er upersonlig og distanceret” (s. 46). I mange sammenhænge er den professionelles upersonlige og distancerede fremtræden en større faldgrube end hendes følelsesmæssige overvældelse, men man kan heller ikke være professionel, hvis man er overvældet af den andens situation og følelser. At vise følelser som professionel er ikke det samme som at være overvældet, tværtimod.

At kunne være til stede som sig selv og nærværende i situationen med den anden indebærer, at man er til stede følelsesmæssigt. Det afgørende er, at den professionelle kan fastholde, at hun er der for den anden og har øje for, hvad der tjener den anden bedst, også når hun bliver berørt af den andens situation og oplevelser.

At være personligt til stede forudsætter, at den professionelle kan forholde sig til sig selv og sit eget bidrag i samspillet, så hun hverken lukker af for den følelsesmæssige resonans eller bliver så overvældet og uafgrænset, at hun mister overblik og snarere er sammen med sig selv og sine egne følelser end med den anden. At mestre det er en udfordring for enhver professionel, og ikke noget, man én gang for alle har lært. Samspil med andre mennesker fungerer ikke efter en manual, og gang på gang må de fleste af os se tilbage på situationer, hvor vi har manglet afgrænsning, sensitivitet eller mistet overblik.

Indledning 29

Der er tale om, at den professionelle må kunne være i uafsluttelige udviklings- og læreprocesser, der muliggør, at hun både er åben og tilstede for den anden og bevarer kontakten med sig selv og opgaven.

Individ og relation Både filosofisk og psykologisk er den gensidige påvirkning mellem mennesker velbeskrevet. Vores gensidige involvering og påvirkning af hinanden er ikke noget, vi vælger, det er et vilkår ved det at være menneske sammen med andre mennesker. Vi er udleveret til hinanden, afhængige af hinandens respekt, accept, omsorg og kærlighed for at kunne trives, lære og udvikle os. Fra et neuropsykologisk perspektiv fortæller viden om spejlneuroner, hvorfor andres følelser og stemninger smitter, ligesom dialektik, tilknytningsteori, nyere psykodynamisk teori og viden om intersubjektivitet underbygger den omfattende dokumentation, der efterhånden findes om relationens betydning. Vi har bevæget os fra, hvad man kan kalde ’en-persons psykologi’, der fokuserer på det intrapsykiske og det enkelte individ, til ’to-persons psykologi’, der retter fokus mod det enkelte individ i samspil og relationer 1.

Mit teoretiske grundlag for relationens betydning er forankret både psykologisk og filosofisk. I opfattelsen af forholdet mellem individualitet og relation er jeg funderet i psykologisk teori, der med fokus på relationer og intersubjektivitet sammentænker to grundlæggende menneskelige behov: behovet for selvbestemmelse og individualitet og behovet for tryghed og fællesskab. Der er ikke tale om modsætninger, men om gensidigt forbundne behov (Møller 2008:169f.).

Individualitet og socialitet er forbundne på den måde, at vores individuelle udvikling og udfoldelse finder sted i relationer med andre mennesker, ligesom omvendt vores individualitet er afgøren1 Se fx Blom & Wrangsjö 2013, Hougaard 2009, Hansen 2012, Jørgensen 2012, Schibbye 2010, Stern 2004.

30 Professionelle relationer

de for vores relationer og vores bidrag i det sociale liv med andre mennesker. Det er derfor vanskeligt at tale om individet uden også at tale om relationer, situationer og sammenhænge, ligesom det er vanskeligt at tale om relationer og socialitet uden at tale om individualitet. Det er en hovedpointe i Anne-Lise Løvlie Schibbyes udviklingsforståelse, der udgør en del af denne bogs teoretiske grundlag.

Også Carsten René Jørgensen taler om to sider af menneskers behov som dialektisk forbundne udviklingslinjer. Der er tale om behovet for udfoldelse af individualitet, selvhævdelse, personligt initiativ, udfoldelse af egen unik individualitet, oplevelse af at være et autonomt individ, og om behovet for at være forbundet og samarbejde med andre, at have tillid og dybe følelsesmæssige bånd til andre, opleve gensidighed og have mulighed for at vise sårbarhed, svaghed og afhængighed (Jørgensen 2012:137). Ringe mulighed for selvhævdelse og individualitet vil have afgørende betydning for vores evne til at indgå i nære relationer og udvikle dybe følelsesmæssige bånd til andre mennesker, ligesom omvendt manglende oplevelser af tillidsfulde relationer, gensidighed og følelsesmæssig forbundethed med andre vil påvirke vores selvhævdelse og vores oplevelse af egen individualitet. Det gælder for børn og unge, og det gælder for voksne, selv om børn og unge selvsagt er mere afhængige end voksne af relationserfaringer, der muliggør denne dobbelthed.

Vi er livet igennem udspændt mellem behovet for nærhed og fællesskab og behovet for individualitet og selvhævdelse. I de professionelle relationer er dette behov aktivt hos både den professionelle og det eller de mennesker, hun er der for. For at forstå individet må vi forstå relationen, og for at forstå relationen må vi forstå individet.

Eller som Anne-Lise Løvlie Schibbye (2010) formulerer det: ” (...) hvis teorien bliver for ensidig relationel, kan vi stå i fare for at miste individet. Alt bliver relationer, og det individuelle selv forsvinder.

På den anden side kan vi miste relationen, hvis vi fokuserer for meget på individet. Igen drejer det sig om både-og. Teorier må derfor inkludere selvet i selvet-i-relation (s. 37).”

Indledning 31

Den hjælpsøgende – det er dig og mig Denne bogs ’vi’ og ’jeg’ er hjælperens. Afsættet er min egen profession som professionel hjælper igennem mange år i forskellige sammenhænge og situationer, og bogen er skrevet til professionelle hjælpere. Men afsættet kunne også have været fra oplevelser af at være hjælpsøgende. Det ville nok have betydet en lidt anderledes vægtning mellem nogle af aspekterne, men jeg tror ikke, at det ville have givet en meget anderledes bog. Og den grundlæggende opfattelse af hjælperelationen og af hjælperen ville have været den samme. I den konkrete situation er opgave, position og perspektiv forskellig for hjælper og hjælpsøgende, men ingen mennesker lever et liv uden smerter, tab, nederlag, sygdom og død, og alle voksne mennesker har været børn. Derfor har vi alle, aktuelt i større eller mindre grad, erfaring med at være afhængige af andre mennesker og af deres hjælp, og disse erfaringer hos hjælperen er – bevidst eller ubevidst – også til stede i mødet med den hjælpsøgende. Heri ligger ikke en devaluering af de særlige vanskeligheder, nogle mennesker møder, de forskellige forudsætninger, mennesker har, eller de alvorlige tab, nogle mennesker udsættes for. Ligesom der selvsagt er stor forskel på at vokse op i familier med ’gode nok forældre’ og i familier med forskellige former for omsorgssvigt, og der er stor forskel på at vokse op i materiel fattigdom og at voksne op i materiel sikkerhed. Men det betyder, at vi alle er sårbare og rammes på forskellige måder gennem livet. I de situationer har det særlig betydning for os, hvordan vi bliver mødt af andre mennesker. I lange perioder af vores voksne liv, måske specielt i de perioder, hvor vi oplever os selv som velfungerende og succesfulde, kan dette grundmenneskelige vilkår træde i baggrunden og måske helt glemmes. Vi kan opleve os selv som stærke og ressourcefyldte mennesker, der klarer sig selv, og ’de andre’, der af forskellige grunde ikke klarer sig uden hjælp fra andre mennesker, som svage og sårbare. En opdeling i ’dem’ og ’os’ bidrager til illusion om vores egen usårlighed. Alt afhængigt af perspektiv kan man være optaget af, at ’dem’, ’de svage’, skal hjæl-

32 Professionelle relationer

pes, eller man kan være optaget af, at ’de’ skal tage sig sammen og presses. Begge perspektiver bidrager til at skabe en illusion om egen tryghed og kontrol og til objektgørelse af de hjælpsøgende, der kategoriseres som ’de andre’. Det kan være fristende at ty til den type forenklinger i situationer med stor kompleksitet, men det er fjernt fra vores fællesmenneskelige virkelighed.

Perspektivet i bogen er altså ikke at analysere og udstikke retningslinjer for, hvad vi (professionelle hjælpere) skal gøre for dem (de hjælpsøgende). Det er derimod en bestræbelse på at overskride grundforestillingen om ’dem’ og ’os’ og samtidig bevare bevidsthed om, at den ene (hjælperen) er der for den anden (den hjælpsøgende) i den konkrete situation. Altså at vi som mennesker er ligeværdige, selv om vi i den konkrete situation ikke er ligestillet. Det stiller store krav til hjælperens måde at være til stede på.

Bogens fokus er mødet, samspillet og relationen mellem hjælper og hjælpsøgende med særligt fokus på den professionelle og på hendes måde at være til stede på. Professionalisme i relationer er altså noget andet end overholdelse af standardiserede regler, manualer og procedurer, ligesom det heller ikke har at gøre med at lægge ansigtet i de rigtige folder og indtage en ’kunden har altid ret’-holdning eller at være sød og føjelig. Professionalisme vedrører hjælperens måde at være til stede på i det konkrete samspil, hendes bidrag i relationen og hendes opmærksomhed på den specifikke opgave, hun har. Søgelyset rettes mod den professionelle og hendes bidrag, der hele tiden må forstås i forhold til den anden, det konkrete samspil og den konkrete relation. Ligesom den specifikke sammenhæng og opgave er afgørende for den professionelles bidrag.

De fleste professionelle hjælpere er ansat i velfærdsstatens mange forskellige institutioner, og der kan for fleres vedkommende være tale om en dobbelt funktion, forstået på den måde, at opgaven både er at støtte, bidrage til udvikling og læring og at kontrollere. Det kan skabe paradoksale vilkår, der kan hæmme udvikling af en god relation og gøre indsatsen diffus, ligesom indsatsen kan være præ-

Indledning 33

get af mere eller mindre skjulte dagsordener og institutionaliserede grundantagelser (Järvinen og Mik-Meyer (red.) 2012). Dette aspekt er værd at være opmærksom på, men er ikke et tema i denne bog.

Min erfaring er, at mange professionelle hjælpere i stigende grad oplever et stort pres, der ikke overvejende knytter sig til deres kerneydelse med hjælpsøgende mennesker. Presset knytter sig derimod til uklarhed i definitionen af opgaven eller omvendt til en detaljedefinering, der tingsliggør og styrer både hjælper og hjælpsøgende. Presset knytter sig endvidere til uklar og diffus ledelse, til forandringer, der ikke begrundes sagligt, til omfattende krav om evaluering og kontrol af indsatsen, der ikke rigtig bruges, men som kræver meget af den professionelles tid, og til krav om en kortvarig indsats, selv om faglig viden og erfaring taler for andet etc. Sammenstød mellem den professionelles viden og værdier og de vilkår og præmisser for indsatsen, der er, slider på mange professionelle hjælpere. Der er tale om forhold, der forhindrer den professionelle i at holde fokus på kerneydelsen og i at se mening og sammenhæng i indsatsen.

En socialrådgiver formulerer oplevelsen på denne måde: ”Sidder jeg her for at holde mig selv i gang, eller for at holde borgeren i gang?

Eller sidder jeg her, bare fordi der er et system og noget formalia, der skal være i orden, og hvis det er det, så er det, det handler om, ligesom underordnet?” Og en pædagog siger: ”Jeg er klar over, at noget af det her handler om lovgivning, noget andet om ledelse, samarbejde mellem forskellige mennesker og ressourcer, men under alle omstændigheder er det ikke i orden over for de her børn. Det er svigt fra hjælpesystemet, og de tager skade af det.”

Der er tale om forhold og oplevelser hos professionelle, der har stor betydning for den professionelles indsats, og som kan være helt afgørende for kvaliteten og for hjælperens mulighed for at bruge sin viden og sine evner til at være personligt til stede i samspillet.

Det vedrører aktuelle kulturelle strømninger, samfundsmæssige og politiske forhold, og det vedrører ledelse og organisering af hjælpe-

34 Professionelle relationer

arbejdet. Det har stor betydning for hjælperen og den hjælpsøgende, men det er ikke denne bogs fokus. Andre har skrevet om det på forskellige måder, og jeg håber, at andre vil blive ved med at rette søgelyset herimod, for det virker direkte ind på forudsætningerne for det professionelle hjælpearbejde og på professionelles evne til at være til stede i samspillet og etablere og udvikle gode relationer. Og det virker direkte ind på det liv, mennesker har mulighed for at leve i Danmark.

PROFESSIONELLE RELATIONER henvender sig til alle, der har et professionelt ansvar i kontakten med andre mennesker. Det er ikke afgørende, hvilke mennesker den professionelle arbejder med, ligesom den specifikke profession heller ikke er afgørende. Der kan være tale om pædagoger, socialrådgivere, lærere og psykologer, ligesom der kan være tale om læger, sygeplejersker og andre, der, uanset deres uddannelsesmæssige baggrund, har det som en bærende del af deres profession at indgå i samspil og relation med andre mennesker.

Enhver viden, enhver kommunikation og enhver metode udfolder sig, bevidst og ubevidst, i det relationelle og menneskelige møde. Det indebærer, at den professionelle må tage sig af sig selv og forholde sig til sit eget bidrag i samspillet, så det ikke efterlades til den anden. At være professionelt til stede er at kunne være både indadrettet og udadrettet i mødet med den anden.

978-87-500-4315-7

www.akademisk.dk