Som i et spejl

LISE LOTTE FREDERIKSEN

TT

SOM I ET SPEJL SYV MARKANTE KVINDESKIKKELSER I LITTERATUREN

T A K A DE MIS K FO RL AG

Til Sara

LISE LOTTE FREDERIKSEN

SOM I ET SPEJL SYV MARKANTE KVINDESKIKKELSER I LITTERATUREN

AKADEMISK FORLAG

Som i et spejl. Syv markante kvindeskikkelser i litteraturen Lise Lotte Frederiksen © 2016 Akademisk Forlag, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copydans regler, se www.tekstognode.dk/undervisning.

Forlagsredaktion: Marianne Thorhauge Forfatterportræt: Torben Nielsen Grafisk tilrettelægning og sats: C-grafik Bogen er sat med Kapler Omslagslayout: Harvey Macaulay/ Imperiet Tryk: Livonia Print 1. udgave, 1. oplag, 2016 ISBN: 978-87-500-4546-5

www.akademisk.dk

”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt.”

(Første Korintherbrev, kapitel 13, vers 12)

Indhold Forord 9 Indledning 15 Grænseløs som Havet 25 Julie i Shakespeares skuespil Romeo og Julie Forgæves har jeg kæmpet imod. Jeg kan ikke mere 43 Elizabeth Bennet i Jane Austens roman Stolthed og Fordom Saa roligt ”Søerne” laa 69 Ida Brandt i Herman Bangs roman Ludvigsbakke (1896) Som en der er kommet hjem til sit eget 93 Jakobe i Henrik Pontoppidans roman Lykke-Per Som et bølgeslag 111 Clarissa Dalloway i Virginia Woolfs roman Mrs. Dalloway (1925) Som om hun i sig rummede en flod af tårer 137 Pellegrina Leoni i Karen Blixens fortælling Drømmerne (1935) Som om et sår åbnede sig i tiden 161 Annie Raft i Kerstin Ekmans roman Hændelser ved vand (1994) Kvinder, der viser vej 185 Overvejelser over syv meget forskellige kvinder Noter 197 Litteratur 202

Forord U for ugle Hvorfor læser vi skønlitteratur?

Skønlitteratur – et smukt, gammelt, romantisk ord, på nudansk også kaldet fiktion.

Lad mig sige det ligeud: Jeg læser for mit liv. Jeg ville ikke kunne leve uden.

Lad mig sige det på en anden, men ikke nødvendigvis sandere måde: Jeg læser, fordi jeg som så mange andre har brug for historier til at forstå mit eget liv. Vi skaber selv historier uafbrudt, og vi har brug for historier til at sætte vores eget liv i relief. Når alt andet er glemt, er historien om vores eget liv tilbage inde i vores hoveder. Somme tider bare i brudstykker.

Men det er historierne, der gør os til mennesker.

Og vi har brug for et andet sprog end det almindelige, konventionelle, ofte decideret usanselige og grimme sprog, vi omgiver os med.

Jeg tror ikke, jeg er så forskellig fra så mange andre, når jeg skriver dette. Vi stræber efter sammenhæng, nærvær og skønhed. Vi ønsker det. Vi finder det i fiktionen – somme tider!

Vi læser for at forstå os selv – for at få færten af, hvad det vil sige at være menneske. Eller blive menneske, for sandheden er jo, at det er noget, vi bliver, ikke noget, vi fra begyndelsen er. Og litteraturen handler om netop det: Hvad er et menneske, og hvordan bliver vi det?

Det vil sige, at vores lyst til læsning udspringer af en dobbelthed: Vi vil både væk fra vores dagligdag og dens trivialiteter, og samtidig ønsker vi at engageres i en ny verden, hvor no-

Forord

9

get brænder på og fanger os. Hvor vi i fortættet form møder os selv eller opdager nye sider af os selv.

Hvis det lykkes, både den del, der kan være en form for eskapisme, og den del, der er ønsket om at blive grebet, så møder vi en ny verden med nye mennesker, der på det nærmeste kan blive vores nye venner. Vi møder mennesker, litterære figurer, som viser veje for os – også skræmmende veje. De viser os, hvor galt det kan gå – og en sjælden gang hvor godt! Men det sidste er ikke så interessant. Det er altid konflikterne, der skaber udvikling.

Og vi læser, fordi det litterære sprog kan åbne for nye verdener af nydelse og erkendelse. Det adskiller sig heldigvis fra det klichefyldte og til tider direkte uskønne hverdagssprog.

Så kort kan det måske siges.

Hvordan læser vi?

Vi læser forskelligt på forskellige stadier i livet. Visse bøger egner sig bedst til, at vi læser dem som unge, andre som modne, midaldrende. Bøgerne lukker sig op på vidt forskellige måder, alt efter hvor vi er i livet. Det samme gælder os.

Fra jeg var lille, har jeg fået læst og fortalt historier, og uden dem kunne og vil jeg ikke leve. Historiernes ”helte” og ”heltinder” brugte – og bruger jeg fortsat – til at navigere efter, jeg skabte mine rollemodeller, der kunne være mindst lige så vigtige som reelt levende væsener. Bøger blev vinduer til verdener, jeg ikke havde praktiske muligheder for selv at rejse til. Gode bøger er kondenseret liv, fortættet virkelighed.

Da jeg var barn, troede jeg fuldt og fast på fiktionens verden i den forstand, at jeg levede og åndede med figurerne og tog deres eksistens ganske bogstaveligt. Tudemarie, Pippi Langstrømpe, Anne fra Grønnebakken, Laura i Det lille Hus på Prærien – for nu at nævne nogle eksempler. Jeg husker det med fotografisk klarhed. Jeg gik ud og ind af bøgerne som den mest naturlige ting i verden. Barnet kan nemlig erobre fiktionens fi-

10

Forord

gurer og tage dem til sig! Når børn læser, er det ofte med stor alvor og indlevelsesevne. Misundelsesværdigt! Nogle voksne bevarer evnen resten af livet: Vi flytter ind i bøgerne og bor der!

Eller bøgerne flytter ind i os.

Jeg ser ikke læsning som en flugt, men som en indgang til en verden, der er lige så virkelig som det, man ellers kalder ”den virkelige verden”. ”Hvorfor bliver ugler vrede på katte?”, spurgte forleden mit barnebarn Augusta.

Det måtte jeg tygge lidt på og sagde: ”Hvorfor spørger du om det?”.

Så citerede hun lige Halfdan Rasmussens Tosserier som den letteste ting i verden: ”U for ugle”, sagde hun først og kunne resten ordret. Med sine tre år er hun allerede fanget ind i det litterære sprogs særlige verden.

Og jeg dyrker også hendes interesse for sprog. Jeg tager til Astrid Lindgren-land i Vimmerby og møder Pippi Langstrømpe, Brødrene Løvehjerte og alle de andre figurer, vi kender så godt.

Ligesom jeg heller ikke går af vejen for en tur til EuroDisney.

Sådanne steder opbygger barnets glæde ved litterære figurer og deres verden.

Samme selvfølgelighed i omgang med litteraturen oplevede jeg, dengang jeg var guide og gik Tudemarie-vandring med en gruppe børn i Sølvgade. ”I hvilket nummer bor Tudemarie?”, spurgte en pige. ”Jeg kender jo ikke det nøjagtige nummer”, sagde jeg. ”Men vi er i gaden!”.

Hun blev stærkt indigneret over ikke at få et mere præcist svar: ”Så arrangerer du en tur i Tudemaries fodspor og ved ikke engang, hvilket nummer hun bor i!”.

Jeg elskede hende for den replik. Og jeg elskede hendes brug af præsens.

Forord

11

Som voksen opdagede jeg, at litteraturen gestalter sin egen virkelighed, og at forfatterne skaber en dobbelt verden. Jeg læste ikke længere én til én, men opdagede de forskellige verdener og dobbelte lag. Studierne i litteraturen gav mig selvfølgelig nogle analyseredskaber og et mere analytisk blik, men det tog aldrig oplevelsen fra mig. Den blev tværtimod dybere. Ingen insisterende dansklærere formåede at dræbe min lyst til litteratur. Det er muligt at bevare sin litterære uskyld.

Jeg læser ikke mindst for de litterære figurers skyld, mere end jeg læser for plottets skyld. Derfor har jeg også valgt de bøger, hvor ikke nødvendigvis plottet er så afgørende, men derimod personerne, figurerne, karaktererne. Og jeg føler mig forbundet med hovedpersonerne! Jeg læste og læser stadig bøger som fortællinger om hovedpersonernes ”projekter”; jeg er stadig ude efter en spændende udviklingshistorie. Hvor er de på vej hen?

De syv I denne bog er det syv litterære figurer, alle kvinder, der skal i fokus – syv markante kvinder, alle fiktive, der har betydet noget for mig på forskellige tidspunkter i mit liv. De har forskellige aldre, befinder sig på forskellige trin, de har forskellige måder at være kvinde på. Nogle er typer, nogle er mere tidsbestemte end andre, nogle kunne komme vandrende hen ad gaden i dag.

Hvem er de?

Julie, Elizabeth Bennet, Ida Brandt, Jakobe Salomon, Clarissa Dalloway, Pellegrina Leoni og Annie Raft. Syv meget forskellige kvindeportrætter. Fælles for dem er, at de skal træffe et valg.

Hvorfor lige syv? Jo, der er jo noget magisk ved det tal. Noget vi kender fra Bibelen og fra eventyrene. Det handler om ska-

12

Forord

belse. Og tilblivelse. De syv kvinder har hver sin udviklingshistorie, nogle af dem hver sit frigørelsesprojekt.

Og hvorfor lige de syv? Jeg kunne have valgt andre, men disse syv er først og fremmest udvalgt, fordi de er skabt af blændende dygtige forfattere og har vundet deres plads i verdenslitteraturen. De har vist sig uhyre levedygtige. Og så kan jeg lide disse kvinder. For mig kunne de for så vidt gå lyslevende rundt iblandt os.

Naturligvis kunne jeg have valgt nogle helt andre: Madame Bovary, Anna Karenina, Effi Briest – for nu bare at nævne et par andre, spændende eksempler, men min uddannelse er inden for nordisk og angelsaksisk, og jeg vil gerne kunne læse bøgerne på originalsproget. En oversættelse bliver aldrig det samme, så kan den være nok så god.

De valgte bøger lader sig læse igen og igen, bliver faktisk bedre for hver gang, giver ny mening fra sig, et sikkert tegn på en klassiker. Det er mit håb, at jeg kan skildre figurerne, så de bliver lige så levende for min læser, som de har været og stadig er for mig. De er vidt forskellige, har forskellige aldre, tilhører forskellige klasser, lever i forskellige epoker, men har dog noget tilfælles: Figurerne er på én gang børn af en bestemt, given tid, samtidig med at de er eksistentielle og hævet over tiden.

Men hvem er de egentlig? Det vil jeg undersøge i denne bog.

Den er skrevet, så læseren forhåbentligt skulle få glæde af den, uanset om hun – eller han, mænd må godt læse med – har læst bøgerne.

Bogens opbygning Min bog er bygget op i syv kapitler med de syv markante kvinder i centrum. De kan ikke ses løsrevne fra den bog, de optræder i, så jeg præsenterer kort bogen og skriver om dens særlige

Forord

13

træk. Afsnittet om de enkelte kvinder er i centrum, men kapitlerne afsluttes med forfatterportrætter.

Jeg giver i hvert af disse syv kapitler et kort resume af handling og situation, men den erfarne læser, som er fortrolig med bøgerne og har læst dem for nylig, er velkommen til at springe det over og gå direkte til afsnittene om de markante litterære figurer.

Til allersidst gør jeg mig nogle tanker om, hvad en kvindelig helt er. I gamle dage kaldet en heltinde!

Denne bog skal helst være lystlæsning; det er ikke en litterær afhandling, men den særligt litterært interesserede læser kan bruge noterne og litteraturlisten som afsæt for videre studier.

God læselyst!

Lise Lotte Frederiksen Frederiksberg, den 1. november 2015

14

Forord

Som et bølgeslag

Clarissa Dalloway i Virginia Woolfs roman Mrs. Dalloway Hun ville ikke sige om nogen i Verden, at de var det ene eller det andet. Hun følte sig meget ung og samtidig usigelig gammel. Hun skar som en Kniv gennem al Ting, og stod samtidig udenfor, var kun Tilskuer.

(S. 12)

Vi kaster os nu ud i en meget elsket roman, der næsten altid ses som en psykologisk roman, om den midaldrende kvinde Clarissa Dalloway. Godt så! Det er den også – en roman om hende som den altafgørende hovedperson. Men det er i meget høj grad også en roman om følgerne af Første Verdenskrig. Om en stemning og en tidsånd, som smadrede mange menneskeliv.

Vi er i 1920’ernes første del i efterdønningerne fra Første Verdenskrig. Imperiets dage er talte, mange er døde, mange er stadig i smerte, og tilliden til de gamle værdier er delvist gået tabt – det er en civilisationskritisk roman! Og midt i de dejligt varme energiladede beskrivelser er der apokalyptiske visioner. Under jorden ligger vielsesringe og tandfyldninger, et stærkt billede på en truet, krigshærget civilisation. Jo mere jeg genlæser denne roman, jo mere ser jeg følgerne af Første Verdenskrig i den.

Dette er kort fortalt den historiske baggrund for romanen Mrs. Dalloway. Hovedpersonen tilhører middelklassen, men er helt klar over denne klasses begrænsning. Dens snævre og forudfattede syn på resten af verden – ikke mindst i et klasseopdelt England. Det er tid til selvransagelse.

Man troede, krigen bare ville være overstået på nogle få måneder, og så fik den næsten ingen ende. Varede fire år og trak blodspor gennem alle familier. Bevidstheden om, at den gamle verden har spillet fallit, ligger klart fremme i bogen. For en dansker kan det muligvis være svært at forstå, men England blev aldrig det samme land som før efter The Great War.

Tæt på Clarissa Dalloway Vi er i London en dejlig sommerdag i juni. Clarissa Dalloway er på vej gennem Westminster for at købe blomster til aftenens fest. Hun er på vej mod Mulberry i Bond Street. Byen er sprængfyldt af morgenliv. Af lyde, lugte, et sansebombardement uden lige, som forplanter sig til læseren. Med alle sanser åbne følger

112 Som et bølgeslag

vi hende tæt gennem et af byens mest velhavende områder. – Hun er klar til en ny dag. Hun elsker den nye dag, selv om den er farlig. Hver eneste dag er potentielt farlig, sådan føler hun det.

Selv om hun har tjenestefolk til det meste, vælger hun at købe blomsterne selv, for hun er en omhyggelig og samvittighedsfuld kvinde. Hun vil selv sætte sit præg på festen. Det ligger hende på sinde at være omsorgsfuld over for andre, indlevelsesfuld, og det falder hende ikke svært. Som kvinde er det måske hendes allervigtigste egenskab, fornemmer vi meget klart. Det er det, der definerer hende mere end noget andet.

Men midt i al glæden over at være til føler hun en usynlighed: Hun havde den underligste Fornemmelse af at være usynlig, uset, ukendt; der var ikke mere Ægteskab, ikke mere Børn, men kun denne højtidelige Spadseretur sammen med de andre op ad Bond Street, det var Mrs. Dalloway, det var ikke engang Clarissa, det var Mrs. Richard Dalloway.

(S. 15).

Vi går tæt på hendes tanker, kommer ind under huden på hende, når hun tager hele sit liv og sin situation op til overvejelse. En usynlighed tæt forbundet med det at være en ikke længere ung kvinde. Denne følelse vender hun tilbage til senere i romanen.

Undervejs møder hun en lang række mennesker, og vi forstår, at Clarissa er en kvinde med et stort netværk. Vi følger hendes tanker og associationer, hendes mange ”digressioner” gennem en indre monolog. Mennesker hun har kendt, mennesker hun har elsket, ægtefællen, den tidligere bejler, Peter Walsh, datteren, Elizabeth, samt den kvinde, hun følte sig så tiltrukket af, går gennem hendes tanker på denne pragtfulde solskinsdag i London. Vi følger hende gennem hele dagen til og

Som et bølgeslag 113

med festen om aftenen, hvor hun er den perfekte værtinde. Her er klart en rolle og en funktion, hun behersker. Hun er den, der formidler kontakt mellem mennesker – let og utvungent.

Sideløbende med Clarissas fremskridende dag følger vi nogle af de andre mennesker i hendes liv. Ægtefællen, bejleren Peter Walsh, der stadig kredser om hende, den traumatiserede Septimus og flere andre, der alle rent fysisk er lige i nærheden. De krydser samtidig hinandens spor i den store, travle by.

Der krydsklippes uden formidling til de andre figurer, så fremstillingen får et filmisk, flimrende præg.

Men vi strejfer også mennesker, som Clarissa ikke har nogen forbindelse til, men som blot befinder sig i London lige nu.

Vi springer fra bevidsthed til bevidsthed. Mrs. Dempster i Regent’s Park, der kigger på den unge pige, der er kommet til byen for første gang. Mennesker, hvis flygtige tanker vi som læsere springer ind og ud af uden formidlende overgange. Det er helt levende og bidrager til en voksende følelse af, at vi alle er forbundet. At vi alle hænger sammen i et kosmisk univers.

Og her ligger noget paradoksalt: Bogen skildrer indimellem mrs. Dalloways ubodelige ensomhed, men den gør samtidig noget helt andet ved os end at indprente følelsen af ensomhed; den løfter os op i en rus af glæde, når vi sammen med dens hovedperson går gennem det rige Westend. I bogens spændvidde ligger en del af dens genialitet.

Fortiden spiller en afgørende rolle for mrs. Dalloway: det er en dynamisk fortid. Hun husker tilbage, tilsyneladende klart, men vi ved, at fortiden er noget, vi rekonstruerer og nyfortolker hele tiden. Hun tænker ikke meget frem. Dels føler hun, at størsteparten af livet ligger bag hende, dels har hun for nylig været igennem sygdom og lidelse.

Hun har en datter, som hun egentlig ikke er så optaget af.

Datteren har en lærer, som Clarissa hader som pesten. Hun er

114 Som et bølgeslag

virkelig et irritationspunkt for Clarissa, og hun frygter hendes indflydelse på datteren. Måske er der også noget jalousi på spil, fordi Clarissa ikke selv har noget nært forhold til datteren.

Datteren vil hellere være sammen med sin lærer og sin far, og datteren er lidt for optaget af sin kvindelige lærer, en måske ganske almindelig skolepigeforelskelse, en optagethed af den anderledes lærer.

Da et vigtigt tema i romanen jo er, hvordan vi når hinanden, kan man hurtigt se, at Clarissa føler sig uden for denne boble mellem datter og den kvindelige lærer.

Og Clarissa tænker tilbage på den kvinde, Sally Seton, som hun engang kyssede og følte sig tiltrukket af som af ingen mand. Denne engang ukonventionelle kvinde kommer til hendes fest, er siden blevet borgerlig og har fem sønner på Eton.

Ironisk nok er hun selv blevet en del af ”the Establishment”. En del af overvejelserne over middelklassen og livets paradokser er ganske humoristiske. Prøv selv at læse op fra romanen.

Menneskenes længsler, drømme, tanker får vi en lille flig af. En flyvemaskine passerer hen over himlen, og folk står hele vejen ned ad The Mall og prøver at tyde de røgsignaler, den sender ud: E G eller L? K? R? Hvad står der egentlig på denne reklamesøjle af røg? Det er en banal reklametekst, men elegant får Woolf os sporet ind på det at læse og finde mening i det læste.

Parallelt hermed prøver vi at decifrere Woolfs bog, uden at det føles spor tungt, snarere dejligt smittende. Det er som at stige ned i et herligt frisk bad.

Byen er et sansebombardement, en eksplosiv lyd høres. En fornem bil kører forbi og standser lige over for blomsterbutikken i Bond Street. Hvem sidder i den? Er det premierministeren bag de nedrullede gardiner? Stor opstandelse i gaden.

Der er tempo og livsglæde, der er guirlander af sætninger uden punktummer sat efter normalstandard. Det aktive liv i metropolen spejler hendes myldrende hjerneaktivitet.

Som et bølgeslag 115

Den levende, midaldrende kvinde Clarissa hedder hun, vores hovedperson, med reference til den første roman i det engelske sprog med en kvindelig hovedperson: Richardsons Clarissa fra 1748. Hans hovedperson er et kvindeligt ideal, og indirekte lægger Woolf op til debat her. For hvordan er hendes egen Clarissa? Vores egen, for det bliver hun undervejs. Så er ambitionsniveauet lagt, for det er en af de store romaner i europæisk litteratur.

Vores hovedperson er først og fremmest levende, modtagende, sansende, til stede. Hun er varm og empatisk, kan instinktivt leve sig ind i de omgivende menneskers følelser og tanker og reaktionsmønstre.

Hun kunne have giftet sig med Peter Walsh, tænker hun, Peter, som aldrig er kommet sig over hendes afslag. Men i stedet sagde hun ja til den mere hæmmede og indelukkede mand, der gjorde karriere og nu er medlem af Parlamentet. Tilhører ”den herskende klasse”.

Hvorfor giftede hun sig med ham? Var det, fordi han ville være et trygt og sikkert valg? Altid ville elske hende? Aldrig forlade hende? Ved hun det selv? Hvor meget kender hun egentlig sig selv? Eller var det, fordi hun intuitivt gennemskuede Peter Walsh og indså, at han var en flakke, der aldrig rigtigt ville gennemføre noget som helst? Teksten siger meget tydeligt, at intet af det, han rørte ved, blev til noget. Clarissa føler vrede over det på et tidspunkt, vrede over forspildte muligheder, ulevede øjeblikke, for livet er værdifuldt. Men senere, da hun sidder over for ham, er hun næsten forelsket i ham igen. Hun kan gå ud og ind af følelser på kort tid. Som de fleste af os kan og gør. Især kvinder. Men hun gør sig nogle vigtige tanker om, at med Peter ville hun ikke have fået noget liv for sig selv, og lidt frirum har en kvinde brug for, reflekterer hun. Med sin mand har hun netop denne frihed til at gøre ting for sig selv. Hun sætter pris på denne frihed, ønsker i virkeligheden ikke den helt tætte nærhed til en mand.

116 Som et bølgeslag

Peters liv i Indien har været præget af tilfældigheder, synes hun, og nu er han kommet hjem for at ordne noget juridisk omkring en ny kærlighed, han har fundet, en gift yngre kvinde.

Eller er han mon kommet hjem for at se Clarissa igen? Gammel kærlighed ruster ikke.

Han er en usikker, impulsstyret mand, og det ses noget senere i romanen, da han stalker en ung kvinde i gaderne i London, mere eller mindre tilfældigt uden rigtigt at vide, hvad han skal stille op, hvis hun pludselig standsede op og så ham.

Clarissa føler stadig ømhed for ham – ligesom hun føler ømhed for sin mand, der har det største besvær med at få sagt til hende, at han elsker hende. Hun er ikke uden følelser for ham, men det er nærmest sådan lidt rørende og beskyttende moderlige følelser.

Clarissa har god kontakt til sine følelser, har god indlevelse i andre, altså de traditionelle kvindelige egenskaber. Hun er velsignet med en ypperlig hukommelse og har helt åbne erindringskanaler bagud. Dette forbindes med det kvindeliges egenart i romanen. Men hun har massive problemer med sin alder. Under sin tur gennem byen er hun i bevægelse, i et flow, hvor hendes bevidsthed nærmest er flydende og et med byens stemninger og mange vækstlag, som hun suger til sig som et stykke trækpapir. Lydene, lugtene, luften.

Men når hun ved frokosttid kommer hjem og går op for at hvile, er det, som hun går ind i et gravkammer. Her er et dramatisk skift i romanen. Som en bevidsthed der går i sort. Clarissa ude i luften blandt mennesker, hvor indtryk på indtryk rammer hende, fylder hende – Clarissa hjemme, indespærret og klaustrofobisk. Skildringen af kvistværelset, gravkammeret, har undertoner; som et kloster med mennesker, der har valgt seksualiteten fra til fordel for et liv med Jesus.

Clarissa er 52 år; det er et stort problem for hende; hun føler, at det meste af livet er bag hende – hun føler sig gammel og

Som et bølgeslag 117

usynlig. Ikke længere eftertragtet som kvinde. Vi skal lige huske, at 52 har været en langt mere fremskreden alder dengang, end det er nu. I dag er det midaldrende, dengang absolut ældre, hvor levealderen har været cirka 60. Sengen, hun lægger sig i, er smal, og det kan kun gå én vej: Smallere og smallere ville hendes seng blive.

(S. 41).

Den er som en ligkiste uden låg. Lagenet er et ligklæde. Billederne her er dødsmærkede. Kontrasten til den livlige Clarissa i gadebilledet er slående. Her mærker hun ensomheden og forladtheden, her hersker stilstanden. Her hersker tomheden: Der var en Tomhed omkring Livets Midte.

(S. 41).

En mandlig parallelfigur Clarissa har en vigtig parallelfigur i romanen: Septimus, den cirka tyve år yngre mand, der er dybt traumatiseret af krigen.

Svigtet af de inkompetente læger begår han senere på dagen selvmord ved at kaste sig ud fra et vindue.

Da Clarissa hører det om aftenen under selskabet, forstår hun det, ja, beundrer ham ligefrem for det. Måske fordi han tager konsekvensen af sit umulige, smertebårne liv. Han kan ikke længere være i sit liv. Selvmordet er den eneste udvej. Han kan jo ikke andet, for ingen tager hånd om ham. Hun reagerer nok så forstående, fordi hun deler hans følelser. ”Der var et favntag i døden”, tænker hun og ser selvmordet som livgivende.

Hendes store indlevelsesevne gør nok også, at hun ser sig selv som en del af det system, han er op imod, ”the Establishment”, som er de velbjergede og herunder de inkompetente, velhavende psykiatere, der er ”good for nothing”. Hun kender selv alt til dødsbevidsthed og smerte. Hun identificerer sig med ham.

118 Som et bølgeslag

Det er lystlæsning og ikke litterær analyse i gængs forstand, når en stor fortæller præsenterer syv stærke kvindeportrætter; syv markante og meget forskellige kvinder i forskellige aldre og forskellige livssituationer. Men alle peger de ud over deres egen tid og gør os klogere på det at være menneske.

• JULIE fra Shakespeares tragedie Romeo og Julie • ELIZABETH BENNET fra Jane Austens Stolthed og Fordom • IDA BRANDT fra Herman Bangs Ludvigsbakke • JAKOBE SALOMON fra Henrik Pontoppidans Lykke-Per • CLARISSA DALLOWAY fra Virginia Woolfs roman Mrs. Dalloway • PELLEGRINA LEONI fra Karen Blixens fortælling Drømmerne • ANNIE RAFT fra Kerstin Ekmans Hændelser ved vand SOM I ET SPEJL er en personlig og passioneret fortolkning af syv kvindeliv, som er skabt af blændende dygtige forfattere, og som alle har vundet en plads i verdenslitteraturen. Her kan du møde dem og lade dig inspirere af dem. Du behøver ikke have læst de værker, som kvinderne optræder i – men du vil uden tvivl få lyst til det!

J W W W. A K A D E M I S K . D K